|
|
blog
Ouverture af trækfuglene
Skrevet af
| søndag, 7. februar 2021 kl 17:30
Stikord: Frost, kulde, vinterhejk, hjemmearbejde, fritid, Trækfuglene, Naturconcert, Steen Steensen Blicher
 Kyndelmisse slaar sin Knude overmaade hvas og haard. Hvem havde troet, at vi skulle få kontinuerlige frostdøgn og kold og bitter nordøstenvind i flere uger (jeg havde i hvert fald glemt det). Vi har ellers hjulpet drivhuseffekten alt hvad vi kunne, men ikke nok til en entydigt positiv nordatlantisk oscillation, åbenbart.
Med-gruppelederen og jeg drog på vinterhejk på Jyderupstien i den forgangne weekend, afsted fra Jyderup station, gennem skovene til Åmosen og første overnatning i shelter, dernæst en lang fodtur sydpå og næste overnatning i shelter ved skovene ved Sorø, og så endelig rundt om Sorø Sø og hjem igen. Og allerede der havde frosten meldt sin ankomst (den havde faktisk erobret hele døgnet). Det var en fersk og sval tur, med vintersovepose, ekstra lagenposer og lange underhylere, trangiamad og ømme fødder (og skuldre), røde kinder og røde næser, rim på posen og find på selv.
Tiden er jo ikke rigtig til rejser og skiture udenvælds. Jeg har slæbt mine langrendsski med op i sommerhuset i det fromme, enfoldige håb at der skulle komme tilstrækkeligt med sne til al den her frost. Jeg har hørt tidligere om at Gribskov har været proppet med langrendsløbere, i en grad så biler og parkeringsbøder har været tæt fordelt langs vejen fra Nødebo. Men her i Villingebæk er der nærmest ingen sne, så øv øv, turene ud bliver til fods og eventuelt på cykel. Imens fyres der på livet løs i kakkelovnen, og det er jo også altid rart.
Jeg arbejder stadigvæk mest hjemmefra grundet den virale stuearrest, som så mange andre med skærmbaseret sk. arbejde. Det kan man både gøre hjemme på Corona Copenhagen og i sommerhuset. En dag om ugen tager jeg dog ind på kontoret og laboratoriet og løser de ærinder, som ikke rigtig kan løses fra hjemmepulten. Der er masser af møder på teams og zoom og meet alt det, både i arbejdstiden og i fritiden. Og det er jo et ok surrogat når det andet ikke kan lade sig gøre, men situationen som sådan - er noget forbandet lort. Ingen fester, ingen fremmødt fritid, intet nærvær. Ingen fredagsøl, ingen lejre med sang rundt om bålet, ingen natløb i sne og måneskin, ingen koreventyr og natur-concerter. Hvor er det dog traurigt. Jeg vil have den ægte vare.
Men foråret og vaccinen så sagte kommer (meget sagte...), indvarslet ikke ligefrem af temperaturerne for tiden, men det mere lys vi får og de lidt længere dage. Det er da altid noget. Jeg glæder mig til igen at kunne komme i jorden og plante i haven, igen at komme til at se bekendte, igen at sejle, synge, suse og slentre. Der må komme fester igen, også snart. Vi trænger i hvert fald.
Inderlig jeg længes efter Vaar, men Vintren strænges. Kom Sydvest, som Frosten tvinger!
Fritid og fjeld
Skrevet af
| tirsdag, 23. april 2019 kl 22:19
Stikord: kursus, fjeld, vinterfjeld, vildmark, spejder, have
Vinterfjeldkursus var en stor oplevelse. Og en temmelig aktiv ferieuge som man blev kørt fysisk godt ud af. Grundlæggende går man rundt på ski, går i spor, går udenfor spor, man pejler kurser, op på toppe over pas ned gennem dale ud over stepperne, går evt. tågegang hvis det bliver tåget eller blæst. Til overnatning sov vi først i en hytte, men sidenhen op på fjeldet/Hardangervidden og så var det et par dage i telt. Til en teltlejr hører læmur, et toiletskjul, og inde i telte graver man kuldegrav ud i fjeldteltets fortelt, og graver kogeniche, og så står man op derinde og laver mad i støjen fra multifuel-brænderen. Madlavning er en spændende udfordring og skal helst fungere hurtigt og med kogende vand, og man spiser og drikker nærmest i en uendelighed, og når man ikke spiser koger man vand til næste måltid eller til at fylde drikkedunke. Vand får man ved at smelte sne. Masser af sne.
Det hele rimeligt under frysepunktet og til tider en chill-faktor der bider fra sig. For det meste var vejret dog virkelig pænt, solrigt og ikke blæsende, og de hvide fjelde i sol uden andet i sigte på Hardangervidden var en meget smukt og speciel oplevelse.
Der var noget tomt på arbejdet i hverdagene i påskeugen - der er åbenbart mange gode bud på foreteelser i de dage. Til gengæld kunne jeg fordybe mig i nogle ting og få andet færdiggjort (ikke så mange forestyrrende elemeneter), og derudover er vi vist ret gode til at rykke sammen og holde lidt på hyggen, når i ferierne er få på arbejdet. Egentlig var det ganske gemytligt.
I påskens helligdage stod den så på Fjeld- og vildmarkskursus, mere spejd med andre ligesindede friluftsgale tosser, og det var så vandring med egen oppakning (igen), teltovernatning og fra sted til sted, men uden ski. Vi var på Det var på Söderåsen i Skåne, på kryds og tværs af den, ad stier og veje og gennem terrænet. Kompasset er din bedste ven. Det var en lidt anden termometrisk oplevelse end vinterfjeld, kan man sige (selvom højtryksvejret var det samme).
Det var helt fremragende at gå rundt i skoven og faktisk se bøgene springe ud fra dag til dag (nærmest fra time til time), svømme i en kold sø ved Klåverød, overnatte i en lille tilfældig lysning et hemmeligt sted midt i skoven, stå op til rimfrost på teltet og powergrød, alt til trods for ømme ben og fødder.
Våren er her nu. Megen sol har Skandinavien fået i de forgangne uger. Helt ked af det er jeg nok ikke. Med al den sol er haven efterhånden blevet tør som en martini, og det bliver spændende at se hvordan det vil kunne lykkes at udplante nogle mere vandkrævende planter som porrer og gulerødder og løg lige straks. Kartoflerne ligger allerede i jorden under fiberdug (vi satser på at de under jorden og dugen har klaret nogen af de første dage i april, hvor termometret vendte ned under nul ved nattetid).
Vintertræning
Skrevet af
| onsdag, 6. marts 2019 kl 21:00
Stikord: Vinterfjeld, Alligatorløbet, vinter, træning, ekspedition
Denne her vinter er lidt mere aktiv for mig end normalt. Det startede allerede i november. Løbe-træningen intensiveret, og siden med styrketræning flere gange ugentligt. Så når arbejdsdagen er slut går det over stok og sten til Rådvad t/r, og sidenhen armstrækninger og håndvægte og squats og lunches og mavebøj-og-stræk-og-vrid mv. Det er så lige pt. den fysik-træning jeg får - min cykel er nu midlertidigt ude af funktion pga. ekset baghjul og knækket gearholder og det er virkelig træls. Med det lidt ruskede vejr vi har just nu får man så også trænet sin vilje- og karaktér-styrke en smule, kan man sige.
Weekenderne bliver brugt på turtræning. 1. weekend februar var jeg på Alligatorløbet, Danmarks hårdeste løb for seniorspejdere og oldboys, en dyst i klassiske spejderfærdigheder og håndværk og hovedbrud i en meget gennemført fantasiramme - denne gang handlede det om Sixten Sparre og Elvira Madigan og deres halsløse (gælds- og fane-)flugt gennem Sverige og Danmark... og til Amerika! Det var som vanligt et koldt døgn på Söderåsen, som det er kendt og prøvet. Sne var der masser af deroppe, vi lå lige omtrent på frysepunktet +/-, så det var dejlig tungt at gå de 40+ km med rygsæk fra lørdag aften til søndag eftermiddag. Vi havde den fornøjelse at skulle lave et mindre Racerløb med rygsæk op og ned ad åsen (fra 50 til 200 m over havet) et par gange efter hinanden, sådan henne ad søndag morgen (hvor vi parentetisk bemærkede var rimelig trætte i forvejen).
2. weekend februar var der så en ny træningstur, denne gang med sangerkammerater på vandring ud i Odsherred. Turen gik fra Jyderup og siden norden ud, op over de inddæmmede fjorde, Vallekilde og Dragsholm og op i det område ved Sejerøbugten, der bare hedder Bjergene. En sjungende tur ud i det lavtryksvåde og blæsende Nordvestsjælland. Karsk og karakterstyrkende det var. På de her ekspeditioner er det mad over bål eller trangia, og alle medbringer små overraskelser i form af indtagelige lækkerier eller drikkevarer (ofte procentuelt). Der er noget specielt over at stå og synge jægerkor og dansk guldalderromantik i 4 stemmer i en mørk og våd og blæsende skov omkring et lejrbål eller i en shelter.
Endnu venter den store prøvelse; det der trænes til. En hel forweekend spækket med teori og to-do i januar ledte op dertil. Hvi træner jeg da? På fredag tager jeg med det fælleskorpslige Fjeldgruppen på Vinterfjeldkursus på Hardangervidda i Norge. Det er sådan en slags spejdertur med udeovernatning i telt eller snehule - i meterdyb sne på fjeldet ca. 1200 moh, fjeldski på fødderne og rygsæk på ryggen, og så er det ellers bort over bakke. Kursusteamet mente at det bare var med at starte træningen, hvis ikke man skulle få en temmelig hård uge i kageform i Norge. Nu har jeg så også fået indkøbt det manglende udstyr og på det nærmeste tømt Spejdersport og har snart pakningen på plads. Og håber på sne, gerne klart og højtryksvejr, men ikke alt for koldt, brrrr.
På højtryk
Skrevet af
| søndag, 18. marts 2018 kl 21:13
Stikord: sommerhus, højtryk, vinter, sejlads, navigation
Endnu er det på en måde vinter, og endnu synes jorden hård. Det er endnu ikke tid at vende jorden i nyttehaven, det er endnu ikke tid at nyde blomsterflor. Den isnende påskeøsten holder mulden skak (polarfronten og de vandrende lavtryk går syd om Danmark og vi har koldt, klart højtryksvejr). Men flot solskin er det, flot og betagende solnedgang, og flot stjerneklart om natten.
I denne weekend har jeg været på boot camp i sommerhuset. Jeg forsøger at afslutte min yachtskipper 3-uddannelse dette forår, så der er eksamen i april. Og dertil skal der skrives en skriftlig opgave i pensum, altså en sejladsplanlægning der inkluderer aspekterne fra undervisningen.
Da jeg tager uddannelsen for at kunne låne dele/leje-både og drage på sommertogt, virker det rimeligt at sidde og skrive dette i sommerhuset. Det kan man jo ligeså godt som så mange andre steder føre bag-til-sæde-fingre-til-taster, og det er i hvert fald sjovere at sidde her og gøre det (og føle at det lugter lidt af fritid) end at gøre det derhjemme på stenbroen med udsigt til Amager Badminton Club. Historikken fra tidligere opgaveskrivning har jo også inkluderet sommerhuset.
Det betyder bl.a. ild i pejsen (det tager et halvt døgns fyring i pejsen at varme hele huset ordentligt op, men så er det også et par og tyve grader i stuen) alt imens symbolanalytikeren forsøger at producere noget tekst, der har en eller anden form for hjemmel og grundlag i sø-ret, regler, navigation, sømandsskab, sikkerhedsforhold og meget andet. Der er meget at lære og meget at skrive om. Og ganske som det vældig tit er og har været med mig, så er jeg for traditionens skyld ventet med at starte skrivningen til det ikke kan opholdes længere, så nu skal der så bestilles noget de næste 3 uger. Det skal blive muntert, specielt at blive færdig med. Og ris til egen mås, ja det er lige præcis hvad det er.
Andre småting tillader jeg mig dog også at nå mig, gå ude i solskinnet blandt andet, og jeg må sige at det er rart at være ude nu når solen har fået så meget magt og den iskolde østenvind har lagt sig noget, forholdt til de seneste dage. Det var nærmest behageligt at være ude. Vinden piber dog stadig koldt på toppen af Rusland.
Sisu Sejr og sumpalligatoren
Skrevet af
| fredag, 19. februar 2016 kl 23:37
Stikord: spejder, vinter, Alligatorløbet, Skåne, Hallandsåsen, Finland, NokiAlli
 I weekenden for 2 uger siden gjaldt det en begivenhed, som har været prøvet et par gange før. Alligatorløbet, Danmarks hårdeste spejderløb for seniorer og oldboys, som er en årlig begivenhed i weekenden omkring kyndelmisse - hvor vinteren i Danmark (og Sverige) ofte er koldest. Det hele startede egentlig i maj til københavnsk ølfestival, hvor jeg rendte på Martin, som er en kammerat fra studie-spejder-og-studentergård. Det voldte Mølleåsejladsen i selvbygget båd, velkendt i disse spalter fra det tidligere skriveri, og endelig det egentlige løfte imellem os: Alligatorløbet i februar. Rustne udi kunsten, men med solid rutine og spejdererfaring på rygraden skulle det vel ikke være umuligt at gøre en god figur.
Som det blev klart for os 1. december, så havde vi endda i år en chance og en startfordel, mente vi da. For temaet på løbet var at være konsulenter for firmaet NokiAlli, der skulle hjælpe finske startup-virksomheder til at udvikle deres forretning. Da Martin arbejder i konsulentbranchen og bl.a. har haft finsk papirmølle-industri på tapetet og Anders har universitære finske erfaringer og taler det ena inhämska språk, så virkede det som et godt match.
Foropgaven var anderledes end normalt, hvor det oftest er håndværk af en art. Men i år skulle man udarbejde en motiveret ansøgning til NokiAlli om at være konsulent i geschäften. Det var lige os, som konsulenthuset Sisu Sejr, og den blev kørt ind i særdeles effektiv stil og med ekstra bullshitbingo-creme på toppen. For at støve grundformen lidt af drog vi over julen i træningslejr i Småland med en skovmand, studerede den svenske flora og det svenske terræn, lavede tønder (optændingstræ) og prøvede at få ildboret til at virke. Vi kom langt eller i hvert fald længere - men ikke i mål.
Sidenhen kom der andre opgaver ind af døren som forberedelse. I år skulle vi på en elektronisk skovtur med udkig til Lille Peter-semafor-kanin. Derudaf et link til en hel ny hjemmeside, hvor den stod på imaginær aktiespekulation. Det sidste nåede vi ikke at gøre så meget ved. Der var en højst reel, virkelig virkelighed, der også skulle passes.
Endelig oprandt da lørdag d. 6. februar, og vi havde samlet al grejet, gryde og pande og køkkengrej og ekstra brænde og indkøbt mad til madlavningsposten, kompas sovepose underlag bivuak økse sav dolk drikkedunk morsmadpakke. Og det hele i rygsækken, som var en bitte svær, og afsted til Helsingør!
Løbet foregår normalt på Söderåsen, men i år var starten sat til Hallandsåsen, hvortil vi blev befordret (næsten) hele vejen med skib og bus. Start lørdag kl. ca. 18.00, og over stok og sten det gik de næste 20 timer, at fremskynde på apostlenes heste med sæk på ryg.
Der var 12 levende opgaveposter på årets løb (som altid), med meget fantasifulde udformninger, fint efter temaet og enten med krea, hovedbrud, håndværk eller dele hele i en blanding. Posterne var udformet som et antal virksomheder, som vi konsulenter for NokiAlli skulle besøge og vurdere - var virksomhederne egnede til at få EU-støtte ifm. Horizons2020-programmet. Vi kom til madlavningsposten, post 4, kl. 01.30, og hvor der normalt skal laves 3 retter mad, så stod årets madlavning på 3 forskellige kager over bål - dansk kogekage, Sara Bernard og medaljoner med creme og jordbær (- finner er glade for kager).
Mht. orienteringen holdt vi os forholdsvis dydigt på stierne i nattens løb, orienteringen er generelt ret svær, terrænet udfordrende og ens bedste ven, når man ikke kan se noget (det var varmt og tåget), hedder et kompas. Måske den vigtigste ting man har med overhovedet. På dagetapen var det klaret op og vi var bedre til at udnytte terrænet og kunne skrå mere ind over og spare nogen hjørner og kurver op og ned. Der er mange kurver, og alligatorløbet er gode til at udnytte dem (men ikke ligefrem til deltagernes fordel eller behagelighed).
Jeg synes at vi lidt for hurtigt blev trætte og lidt for hurtigt begyndte det at gøre ondt at gå rundt med al det skidt på ryggen. Jeg havde sådan set ikke troet, at man kunne have ondt i fødder og ben på så mange forskellige måder, som jeg havde søndag inden vi nåede i mål. Men af en eller anden grund så lykkedes det os at få slæbt os i mål til kl. 14.00 søndag og aflevere en gennemgående opgave. Vi blev nr. 22 ud af 73 startende sjak, hvilket må betegnes som ret hæderligt. Man kan følge med i løbet og dets mellemtider her: Vi er Sjak 61.
Div. vinter
Skrevet af
| onsdag, 25. februar 2015 kl 18:47
Stikord: arbejde, gas, gasrensning, USA, vinter
 Der har jo ikke været så meget sne så det virkelig gjorde noget (eller virkelig gjorde det muligt at stå på ski) i Danmark, men jeg har dog været på hele 2 skiferier - alpint og siden langrend - så lidt udendørs vinterliv er det da blevet til denne vinter.
Sammen med mor og far og mine søskende og mormor havde vi for 1½ uge siden en dejlig weekend med skovning af træer som skyggede for udsigten fra sommerhuset. Og naboernes udsigten fra deres sommerhuse. Og så var der stakning og kløvning og slæb af biobrændsel igen, så det gav jo varmen.
Firmaet har i denne uge sendt mig på konference midt ude på prærien i AFS (amerikas forenede stater). Eller nærmere bestemt een af dem, Oklahoma, i en forstad der hedder Norman i Cleveland County, hvor vi dog også har Oklahoma state University. Konferencen udløber herfra faktisk, startet af en professor i gas (masser af gas, og olie, og afsvovling). Oklahoma er vist det, der på godt dansk hedder "Ude på Bøh-landet". Jeg er afsted sammen med en anden gut fra Topsøe. Endnu en bagklog dagbog fra en afkrog.
Oklahoma er et, lad os sige, ikke udelt charmerende sted. Faktisk er det rimelig trøstesløst at se på det meste. Men det er jo meget fint at høre om gasrensning og svovl og distillation og reaktorer på SÅ mange forskellige måder.
Vi har i alt set 2 cykler i de dage vi har været her, og ingen fodgængere. Og cyklerne lå i ladet på en pick-up truck, og teorien er, at de var på vej til at blive skrottet og smeltet om til geværer eller pumper til olie- og gas-industrien. Og alle kører til alt i deres alt for store biler. En lidt lystig sag - måske, med lidt galgenhumor - er, at de overhovedet ikke er vant til at køre, når det er frostvejr, da de normalt kun har sommersko på slæderne her. Der har været en god stor arktisk kuldetunge ned over Midtvesten, så Oklahoma har fået ca. 1 cm. sne og hagl - latterligt lidt, tænker skandinaverne. Men det betyder, at mange af de offentlige funktioner (skoler) åbenbart er lukkede, og det kan vi jo både grine og sukke over, men det er åbenbart svært at håndtere det der med sne hernede langt mod syd, og det betyder så ret meget, at man kan/kan ikke køre nemt til sin destination. Hvor mon amerikanerne ville være uden (i) deres biler?
Vinter og co. svarer
Skrevet af
| fredag, 29. marts 2013 kl 11:11
Stikord: Vinter, sne, ski. marts
 - ja der var jo dem, der troede, at marts var en forårsmåned. Først af alle jeg selv, kan man se nedenfor. Men ikke i vort land, og sjældent har man da set så hvidt et forår; endda i dag, hvor nu påskeøsten (sådan hedder det!) slår igen.
Statsbanerne og metroen gik helt i chok over varslingen om snefog for en god uge siden, ja de tissede faktisk i bukserne ved buddet om en rask lille fygning og hvidtning. Med logiske resultater deraf følgende (jeg mener: Når man aflyser en god del af S-togene og sætter samfulde tre skift ind på de to metrolinier i morgentrafikken, og flere end et almindeligt antal københavnere samtidig grundet snefaldet beslutter at lade cyklen stå og age med det offentlige, så har vi vist opskriften på ualmindelig morgentrængsel). Men OK, vær beredt, siger de (vi).
Så selv hentede jeg skiene og kørte en morgentur i Gribskov i torsdag i sidste uge - de ski, som jeg "snarrådigt" havde ladet deponere i sommerhus i Hornbæk, for dem fik jeg jo ikke brug efter februars udgang - Københavns skiklub trækker spor op i en håndfuld skove og parker i Nordsjælland, når vinteren arter sig til det.
Se selv hvad DMI sagde
Solsort vs. Vinavl: 2-0 (midlertidigt kampreferat)
Skrevet af
| lørdag, 6. oktober 2012 kl 21:47
Stikord: sommerhus, vin, fritid, solsort
Ret da fredag eftermiddag blev til aften fór jeg op i familiens sommerhus i Nordsjælland, derhen hvor ranker gro, for at komme lidt væk fra by og støj og møg og alt det. Her bliver alt det gjort og forberedt, som der ikke er tid til ellers. Udover det kan man jo nyde den friske luft, stilheden, vinden, skov og hede og eng, ja man kan fyre i pejsen eller bålet (ja een gang spejder, altid pyroman), og vores efterhånden vel friserede have, som forældrene gerne plejer dygtigt. Alt nydeligt.
Nu, på denne tid, udspiller der sig i haven et større drama. En strid. Både en territorial- og en ressourcestrid. Striden udkæmpes med indtil de mest avancerede kampmidler og største kløgt fra hver side. Stridens genstand, om hvilken jeg taler, er naturligvis de ca. 24 vinstokke, som min fader har planteret. Han er dog lidt forliebt i vinrankernes frugt; han er jo tidligere og atter vordende vinbonde, og han ser frem til igen at avle vin fra eget Chateau. Og man har vel en rem af huden. Der er imidlertid andre, der også har amoriner for den vinøse frugt. Nemlig Hr. og Fru Sol Sort. For at holde dem væk har far og søn for 3 uger siden udspændt et præventivt net over en del af vinstokkene, og det har givet et vældig anskueligt resultat af denne lille havetræfning.
Desværre fører solsortene på point og på klogskab samt, vil jeg sige, kålhøgenhed. Det står 2-0.
Vinstokkene uden net har de ribbet først - TOTALT ribbet, der sidder præcis ingen druer overhovedet på stokkene uden net - men dette kunne vi måske acceptere som stormens rov. Men det er ikke gjort dermed. De tager de nemmeste frugter først, og denne grådige hær vil ikke nøjes. De snedige bæster hopper ned under det grønne net og flyver op på jerntråden, som holder vinstokkene oppe, hvor de sidder og pikker lysteligt i druerne. Druerne i net bliver med andre ord ædt nedefra.
Oprevet af den udviste både snuhed og frækhed gik jeg i aktion, og efter besigtigelse af problemet har jeg lavet yderligere en mængde grenpløkke til udstramning af fuglenettet. Så kan de måske lære det. Men er der bare et enkelt hul eller to i jordniveau, som de kan smutte ind og ud under, så er der invasion. Vi er oppe mod stærke kræfter, der ikke let lader sig forflytte fra deres foretrukne jagtmark:
Ikke så snart havde jeg jaget 3 solsorte væk og med møje spændt nettet ud så jeg faktisk synes det så helt hæderligt ud og nåede jorden med minimale undtagelser, og så taget mig en rask lille løbetur, og minsandten om der så ikke hopper en solsort rundt under nettet ved hjemkomst. Ubegribeligt frækt.
Mon vi kan nå at redde os et mål i dommerens overtid ved denne indsats, jeg tør knapt tro det, måske bliver nettet nu lukket tilstrækkeligt til at fuglene ikke helt tør kravle derind, men til for føje stunder siden fandt de nu altid en vej, der ikke var tænkt på. Frække bæster. Eet er sikkert, vi har en beskidt og langvarig gru, mand mod fugl, foran os, som den flittige vinbonde må kæmpe hver høst for at redde os en rimelig del af rankernes gaver.
Talvi ja rautatieliikenteen
Skrevet af
| mandag, 29. november 2010 kl 11:51
Stikord: sne, vinter, spejder
Det er herligt vejr. Sne og kulde og fygning og bidende vind, tænk et chok, at Danmark er et nordisk land. Det ER faktisk blevet vinter her til lands, og det skal vi jo ikke bare klage over, når vi tuder resten af året over regnvejr om vinteren. Man skulle tage sine langrendsski, købt på tilbud i Suomi, skulle man, og age derud. Div. skiklubber i Nordsjælland sørger for at præparere langrendsløjper i f.eks. Gribskov, Rude Skov og Hareskovene. Man kan jo tage toget derhen. Og herligt også i den forbindelse, at togene kører mindre end ellers, på trods af at flere ønsker at age med. Det er SÅ spændende at lege tetris, når man skal have sin cykel ind i S-toget.
Særligt herligt var imidlertid det at være på juletur med spejdertrop og klan i weekenden. Det var i hvert fald en hvid juletur, men vi snød og sov indenfor, på Avnstrup spejdercenter i skovene på Midtsjælland. Man havde sat spejderne stævne derude klokken 20 om fredagen. Vore storpejdere havde besluttet sig for selv at finde vej derud først gennem den offentlige transports vildnis og siden naturens eget, til fods gennem skovene omkring Hvalsø, en stærk plan, meeeen... helt så let var det ikke. Skoven var så mørk og kold, og kortet ikke slet ikke så nemt at læse og måske inferiørt. Måske. Så med et redningshold fra klanen lykkedes det at skaffe spejderne til hytten kl. 23 efter 3 timers vildfarelse. Vi må se, om ikke vi kan gøre stifinding til Bagsværd trops yndlingsdisciplin engang i en fremtid.
Siden hen blev livet skræmt af staklerne, da klanen lavede natløb for dem. Dagen efter op og lave orienterings-jule-manøvre ved Truppenführer Madsen, og så kogning og stegning og bagning til den store juleguldmedalje og stor middag samt Robinson-bingo (hvis man får et af sine numre råbt op, må man stemme de andre ud). Søndag hjem, jeg gik med vores klan til Hvalsø for at tage toget... og snydt igen, de var da aflyste. Ting lod sig kun gøre med taxi til Roskilde og SÅ tog og SÅ metro. 1 time bliver til 3 timers transport.
Ellers er jeg mest på arbejde.
Mere klima (for pengene)
Skrevet af
| lørdag, 23. februar 2008 kl 10:29
Stikord: energi, klima, vindmøller, vedvarende energi
Jeg er nødt til at starte med en lille disclaimer: Jeg er en af dem, der har den opfattelse, at der gives drivhusgasser, at deres koncentration i atmosfæren stiger, og at der af den grund bør tilrådes forsigtighed med udledningen af selvsamme gasser så vidt som overhovedet muligt (forsigtighed er ikke hvad der præger den faktiske udledning).
Videnskaben kan faktisk ikke, i hvert fald ikke i sådan en gammeldags kritisk-rationalistisk forstand, endnu pege på kausale virkningsfølger der påviser påvirkning af det globale klima af menneskeskabt udledning af drivhusgasser.
Jeg ville bare lige lave en brush-up på den altid verserende diskussionen om energipolitik og -omsætning:
EU-kommisionen udtalte i de første uger af året, at danskerne i 2020 skal dække 32% af energibehovet med vedvarende (CO2-neutrale) kilder. Det betyder, at regeringens mere mådelige udspil på 20% så står i et lidt halvsølle lys.
Det synes klima-ministeren så ikke er rigtig forfærdelig sjovt, thi "man er betænkelig ved, at der fra EU´s side drives socialpolitik med klimaindsatsen", sagde hun. Ligeså "har Danmark jo i forvejen bidraget med megen teknologi og en aktiv indsats f.eks. mht. bygning af vindmøller".
For man kan jo ikke forlange, er resonnementet, at de lande, der har det højeste BNP (altså: de mest moderne og industrielt udviklede lande, eller med andre ord de lande, der i forvejen har udviklet deres vedvarende energisystem bedst) skal besidde et teknologisk forspring og derfor kan pålægges at bære en større del af byrden med at nå de svære (?) omstillinger af energisektoren.
Fogh Rasmussen lancerede ellers nogle pæne og ganske ambitiøse mål om omstillingen af energi- og transportsystemet inden valget sidst i 2007. Og det er fint og godt og rigtigt med ambitioner, synes jeg. Hvilket man selvfølgelig passende kan bede ham om at efterleve i regeringsudøvelsen EFTER valget, men man skal nu nok få det hele tørret af og vandet ud på belejlig vis i et kompromis med DF om (endnu) flere penge til de ældre.
Danmark kunne snildt på få år komme op på 50% af el&varme-forbruget fra vedvarende energi indenlands (og hvorfor ikke med A-kraft for resten af pengene?) - det behøver måske ikke engang koste alverden og gå ud over levestandard eller noget (måske tværtom). Viljen i en stor del af befolkningen til aktivt at medvirke vil være positiv, nemmer jeg.
Lad os lige bese tingene i rette perspektiv: Vi har en klimaminister, der siger, at vi skal gøre en stor indsats for klimaet ved flest mulige lejligheder, fordi det er vigtigt. Men det skal vi så åbenbart ikke alligevel. Vi skal altså kun gøre imaginært - altså, vi skal kun tale om, at vi gør noget. Sikke en gang mund-diarré. Jeg ville kunne forstå det, hvis det var Flemming Hansen eller Claus Hjort Frederiksen eller andre klassiske hard-linere, der afslog handling med et eller andet slags erhvervshensyn til Dong og Mærsk (eller hensyn til de bilejende kernevælgere i Nordsjælland - det er selvfølgelig næsten det samme). Men klimaministeren?!? Det er slet og ret for patetisk og taberagtigt at mene, at et land, der engang havde et forspring i udviklingen af miljøteknologi (vel og mærke ikke på grund af de nuværende regeringspartier), ikke behøver at forfølge ambitiøse mål for at indkorporere energisystemer fri for fossile brændsler.
Jeg selv er overordentlig betænkelig ved at vi skal have en klimaminister, da det ligner et mediestunt til at dække over mangel på handling, og ikke på modige og fremadrettede beslutninger baseret på tilgængelig videnskab (jf. disclaimeren ovenfor).
Det er spil for galleriet, muligvis sindrigt udtænkt. Og det eneste formål klimaministeren tjener er at smile for pressen, rejse til Grønland og få isen til at smelte for øjnene af amerikanske senatorer. Så det hele ser sexet ud inden klimatopmødet i København i 2009, med (ineffektive) brintbusser og climate corporate policy og stor ståhej for tomme løfter. Men enten betyder det noget for regeringen, og helst nationen som sådan, eller også gør det ikke - og hvis det betyder noget værdigt, så skal det ikke være en gang udenomssnak, ellers skal vi i hvert fald ikke have en klimaminister.
Se det på Den Kongelige Danske Statsradiofonis hjemmeside
|
|
|
|
|
|
|
|
