theilgaard.net  Warning: Undefined array key "bredde" in /customers/4/7/4/theilgaard.net/httpd.www/skaerm.php on line 10 


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

Ouverture af trækfuglene

Skrevet af | søndag, 7. februar 2021 kl 17:30
Stikord: Frost, kulde, vinterhejk, hjemmearbejde, fritid, Trækfuglene, Naturconcert, Steen Steensen Blicher


Kyndelmisse slaar sin Knude overmaade hvas og haard. Hvem havde troet, at vi skulle få kontinuerlige frostdøgn og kold og bitter nordøstenvind i flere uger (jeg havde i hvert fald glemt det). Vi har ellers hjulpet drivhuseffekten alt hvad vi kunne, men ikke nok til en entydigt positiv nordatlantisk oscillation, åbenbart.
Med-gruppelederen og jeg drog på vinterhejk på Jyderupstien i den forgangne weekend, afsted fra Jyderup station, gennem skovene til Åmosen og første overnatning i shelter, dernæst en lang fodtur sydpå og næste overnatning i shelter ved skovene ved Sorø, og så endelig rundt om Sorø Sø og hjem igen. Og allerede der havde frosten meldt sin ankomst (den havde faktisk erobret hele døgnet). Det var en fersk og sval tur, med vintersovepose, ekstra lagenposer og lange underhylere, trangiamad og ømme fødder (og skuldre), røde kinder og røde næser, rim på posen og find på selv.

Tiden er jo ikke rigtig til rejser og skiture udenvælds. Jeg har slæbt mine langrendsski med op i sommerhuset i det fromme, enfoldige håb at der skulle komme tilstrækkeligt med sne til al den her frost. Jeg har hørt tidligere om at Gribskov har været proppet med langrendsløbere, i en grad så biler og parkeringsbøder har været tæt fordelt langs vejen fra Nødebo. Men her i Villingebæk er der nærmest ingen sne, så øv øv, turene ud bliver til fods og eventuelt på cykel. Imens fyres der på livet løs i kakkelovnen, og det er jo også altid rart.
Jeg arbejder stadigvæk mest hjemmefra grundet den virale stuearrest, som så mange andre med skærmbaseret sk. arbejde. Det kan man både gøre hjemme på Corona Copenhagen og i sommerhuset. En dag om ugen tager jeg dog ind på kontoret og laboratoriet og løser de ærinder, som ikke rigtig kan løses fra hjemmepulten. Der er masser af møder på teams og zoom og meet alt det, både i arbejdstiden og i fritiden. Og det er jo et ok surrogat når det andet ikke kan lade sig gøre, men situationen som sådan - er noget forbandet lort. Ingen fester, ingen fremmødt fritid, intet nærvær. Ingen fredagsøl, ingen lejre med sang rundt om bålet, ingen natløb i sne og måneskin, ingen koreventyr og natur-concerter. Hvor er det dog traurigt. Jeg vil have den ægte vare.

Men foråret og vaccinen så sagte kommer (meget sagte...), indvarslet ikke ligefrem af temperaturerne for tiden, men det mere lys vi får og de lidt længere dage. Det er da altid noget. Jeg glæder mig til igen at kunne komme i jorden og plante i haven, igen at komme til at se bekendte, igen at sejle, synge, suse og slentre. Der må komme fester igen, også snart. Vi trænger i hvert fald.
Inderlig jeg længes efter Vaar, men Vintren strænges. Kom Sydvest, som Frosten tvinger!



Ved juletid og vintersolhverv

Skrevet af | onsdag, 23. december 2020 kl 00:05
Stikord: julebrev, 2020, spejder, korsang, nyttehave, arbejde, Haldor Topsøe, corona, covid-19, nærvær, jul, solhverv


Min fortælling om 2020 er historien om altings aflysning og indskrænkning. Det har godt nok været et anderledes år, og det har været hårdt for mig. Og står cementeret fast i hjemmearbejdets, mundbindenes og smittetallenes blege - jeg havde nær sagt blegsotige - skær.

Og jeg synes ikke det er sjovt, jeg er faktisk helst fri for at arbejde hjemmefra - men jeg spiller selvfølgelig også min part i at vi lykkes med at få samfundet igennem den virale sot. Jeg arbejder stadig på Haldor Topsøe i R&D miljølaboratoriet, og det handler stadig om at finde nye metoder og nye katalysatorer til at rense forskellige gasser for svovl (nej det bliver vi nok ikke færdige med lige foreløbig). Dette år har jeg haft nogen flere projekter, som jeg skal forsøge at hjælpe frem, og det er udfordrende. Og de dage, ca. halvdelen, hvor jeg får lov til faktisk at være inde på arbejdet - ja jeg har jo ikke et testlaboratorium derhjemme - så synes jeg det er et virkelig godt og givende virke. Til trods for at det også har været ramt af sine påhit som omtrukturering og fyringsrunde. Det er mest det med at varetage det hjemmefra, som jeg synes er træls.
Det handler en del om, at jeg jo bor alene, og også næres af nærværet med mine kollegaer. I disse tider skriges der på at holde sig til sin families corona-boble og husstanden. Det er ikke helt så nemt for os at danne boble med vores familie i husstanden, når vi ikke har fulgt den normfaste vej til idel familielykke. Det kræver nærvær ad anden vej.

Jeg er derfor i corona-boble med den anden gruppeleder i vores spejdergruppe. Og vi savner begge to at være på spejderture, og når vi ikke har andre at tage på tur med, det meste af året fordi vi ikke måtte, spejderture med overnatning mv. er nemlig også indskrænket, så bliver det så gruppeleder-tur for to personer. Vi har nærmest været mere på tur end hele resten af vores spejdergruppe dette år, og det har været givende og produktivt for os som ledere sammen, men nok ikke godt for resten af spejdergruppen at alt er aflyst. Som om det ikke var nok, er spejderkurser jeg skulle have været på blevet lyst af. Jeg skulle være med til at lave ledelseskursus i foråret, hvilket også blev aflyst, men det lykkedes faktisk at holde det kursus i efteråret i stedet. Så det var et af få lyspunkter og dejligt, at der trods alt var noget, som lykkedes at lave.

Noget som ikke kunne lukkes ned og som det med held lykkedes at gennemføre i år, var årets sommertogt med sejlbåden Mø rundt om Sjælland og Fyn. Det var en stor succes, en rigtig dejlig kammeratlig friluftsoplevelse med land, vand, luft og ild (fra gaskomfuret). Med forskellige gode gaster påmønstrede og som alle, på skift, var med til sikkert at føre båden den lange vej rundt i (om) landet, fra Sundet og Kattegats vidder gennem farvand og bælter via sunde, næs, vige mod fjerne sydhavsøer og Gåsetårn. Stjernestunder ved ankerbøje, ekspeditioner på små øer, gæstgiveri hos familier, udsyn frit, eksotiske havne og nye horisonter, i magsvejr, døsigt solskin samt blæst og bølger med fyldte sejl. For den som vil, kan Danmark stadigvæk være et fortryllet paradis, der er værd at opdage.

I år har der været nye gode folk involveret i mine havelodder, og det er blevet til hel masse syltesager, både sødt og surt. Det kræver noget nærvær at holde den have i god stand uden ukrudt og vel vandet. Af nye initiativer er et aspargesbed blevet plantet ud, og nu må vi se, hvornår det er kraftigt nok til at høste fra. Med nye folk skal der også tages nyt ansvar for tingene, og det bliver det nye års mulighed at skabe fællesskab og mening i opgaverne der.
Korsang har det været svært at udøve i år, og det har da også kun været muligt med kløgtige organisationsformer og i små ensembler - f.eks. dobbeltkvartetter. Det har givet en smule sang under lidt andre former, senest her i starten af december, men ellers har det været en uvanligt uoptrædende affære.

Alt i alt er der at sige om 2020, at det er et år hvis gejst og gnist føles bortstjålet af tyve tyveknægte, og nok et år nogen helst vil glemme. Men der er en del ting, som er værd ikke at glemme.

F.eks. at det er ret imponerende, hvad vi formår at udrette, når al indsats og opmærksomhed koncentreres på et bydende vigtigt mål, f.eks. udviklingen af vaccine. Så kan det gå stærkt. Den pionérånd, som er blevet udvist f.eks. af forskere og medinalfirmaer og styrelser, og indretningen efter nye tider og udfordringer. Jeg synes også corona-tiden har vist lidt om, hvad det er vi i Danmark er gode til, og hvornår kæden hopper af. Når det godt for os, som f.eks. under sotens hærgen i foråret, så er det pga. vores tillid, opfindsomhed, agtpågivenhed på hinanden, fælles velvilje og vores evner til at arbejde sammen på tværs af organisationer, styrelser, virksomheder og civilsamfund. Og når det mangler - ja så plejer det at være en indikation på, at forehavendet ikke kommer til at gå så godt. Vi er ikke en autoritær asiatisk stat.
Endelig synes jeg det vigtigste at huske er, selv når/hvis vi er kommer igennem coronatiden, og som jeg i hvert fald sukker efter nu, at vi behøver hinanden og vores fællesskab og nærvær som mennesker, og at vi er afhængige af hinanden - vi bliver faktisk syge og deprimerede uden det.

Jeg tror mest af alt, at jeg ønsker mig mere nærvær, omsorg, ro og flersomhed til næste år. Og at kuren mod Covid-19 farsoten kommer ind med skibet a la pronto, så der bliver bedre mulighed for at udleve det. Johannes V. Jensen håbede på lys og lange dage, på at dunkelheden forjoges, og jeg vil gerne slutte her med hans Solhvervssangs håb om bedre tider - og ønske glædelig jul og et lykkebringende nyt år:

Vor sol er bleven kold
Vi er i vintervold og dunkle dage.
Men nu er nedgang endt,
og håbet tændt - ja håbet tændt,
for nu er solen vendt,
nu kommer lyset og den lange dag tilbage.




Grill på broen

Skrevet af | lørdag, 28. november 2020 kl 00:17
Stikord: Hjemmearbejde, Storebælt, brand, , broen


For tiden går tiden med arbejde, og aktivitet i fritiden er der ikke så meget af, som tillader mere end 10 samlet. Korsang er der endnu dog, og det bliver nu afviklet i grupper af 10, hvilket ikke er så mærkeligt som det måske lyder, hvis man er vant til at synge i små ensembler. Og det er jo en ædel kunst at kunne. Så inddeles korprøven over 3 timer med 5-6 grupper af ti forestået af to dirigenter. Ikke helt optimalt ift. hvor meget man kan nå som kor- Vi håber selvfølgelig at få lov at koncertere i december, men det er godt nok en udfordring.
Sommerhuset er et af stederne, hvor hjemmearbejde kan udføres, og det er stadig noget hyggeligere end at være i København i en håndværkerramt boligkarré. Det giver et godt afbræk, og en fin cykeltur herop. Ellers er hjemmearbejde mest besværligt, men jeg finder da ud af hvor meget jeg savner at være fysisk på arbejde. Når jeg er det, 2 gange om ugen, så skal der nås rigtig mange forskellige ting i laboratoriet, og det må jeg så se om jeg kan koordinere. Udfordrende og anderledes kan man godt sige at det er.

Broderen og jeg fór fredag morgen sidste uge mod Hovedlandet og endte med at holde godt 4 timer 400 m fra betalingsanlægget på Storebælt, og der kunne vi så nyde udsigten til omgivende lastbiler og personbiler. Dem der holdt sammen med os flyttede sig ikke. Det gjorde bilerne i det modsatte spor. Det var et lidt umage sted at holder telefonmøder og arbejde hjemmefra, men vi skal jo vende os til meget nyt normalt i denne tid.
Der havde været gang i en større flambering af asfaltpandekager på broen, så sørgeligt det end var, og deraf en lukket vestgående kørebane. En lastbil medbringende 36 paller med Cointreau lækkede, antændte og udbrændte. Ingen tilskadekomne, men tusindvis rystede over at opleve hvor lidt der skulle til, for at landets hovedfærdselsåre lukker til. Man kunne nemt se røgen helt oppe fra bakken vest for Slagelse, 20 km væk, og den var ordentlig syg sort. Lastbilen var også ordentlig sygt udbrændt efter slukningen af lejrbålet. De havde vist brugt rimelig lang tid på at hælde vand og skum og shizzle på den.



som året går, skal vore sind

Skrevet af | lørdag, 7. november 2020 kl 23:11
Stikord: nyttehave, syltning, efterår, covid-19, spejder, ledelseskursus


Det er efterår. Skyerne gråne, løvet falder, fuglene synger ej mer.
Det har været en sær have-sæson. Nu har havearbejde jo været noget af det ikke bare socialt acceptable men også mulige i disse sære og deprimerende virale tider.
Bærrene gik rigtig godt i år, også jordbærrene. Bønner og løg det spillede. Men vores kartofler blev ikke som ønsket. Måske er det for dårlig hypning eller snarere for lidt gødning. De bliver melede og grynede og koger let ud og smager kedeligt. Det bliver så ikke til de dejlige nykogte kartofler, det burde ellers være selvskreven sommerspise for så lækre sorter som exquisa og asparges, men istedet til efterårs-fritter og til en hel del kartoffel-porre-suppe.
Hvad gør man med de overskydende og alt for store spidskål? Man sylter dem. Og bjerget af rødbeder?. Syltet. Alle bærrene, for længst syltet, og selv æble-havtorn syltet blev det til i år. Den nære familie er ved at være på overload med syltevarer, men der er rigeligt på lager endnu. Kål, jordskokker, selleri og porrer står endnu som de sidste dybgrønne spraglede, flagrende faner og vidner om at havesæsonen, så sært og naturstridigt det end lyder, ikke endnu er slut (den fortsætter jo for den tidligere så livsvigtige kåls vedkommende hen over vinteren, men mindre intensivt).

Det var nok et fjernt og urealistisk ønske at al virusvirakken og aflysningerne af meget af det større og udadgående sociale liv var ovre efter sommeren, og nu er vi blevet kaldt ind, så at sige, til kampens 2. halvleg. Vi må se, hvor mange halvlege der er i den kamp. Jeg er blevet sendt delvist hjem igen fra arbejde igen, og så sidder man jo der. I det mindste ikke permanent, selvom der kom en lille "omstrukturering" forbi vores biks for en måned siden. Jeg er med endnu og der er svovl, der skal renses ud af gas, og det er jo det vi gør. I teorien kan ingeniøropgaverne klares fra hjemmekontoret, men det ER sinmpelthen traurigt ikke at møde kollegaerne. Derhjemme mangler jeg det sociale leben, som også er en del af en arbejdsplads. Der skal arbejdes for den del også, når man arbejder hjemme.
Men, så har jeg dog nået at komme i haven i dagslys i hverdagene og få gravet noget og luget ukrudt, og det har vel også lidt ret. Sort muld ligger klar til vårens såning.

De manglende sociale kontakter synes jeg gør mig trist og mere apatisk. Jeg har brug for socialt liv, nærvær og samvær, og det er der ikke så meget af, når man har bundet det op på fritidsaktiviteter, der bliver skåret ned. Jeg savner det normale. Jeg savner Mølleåsejlads og Nathejk, divisionsturneringer og korpsrådsmøder. Jeg savner at gå i byen. Jeg savner at synge i kirken. Jeg savner fælles morgenmad i afdelingen på arbejdet. Jeg savner at man må give hånd og kram. Røre hinanden (altså, ikke på den der metoo-måde...).
En succes dog: Det lykkedes at få afholdt vores Ledelseskursus om spejderledelse af voksne frivillige i oktober, omend fremmødet ikke var helt så stort som normalt. Vi havde kun to måneders tilløb fra lige efter sommerferien, og nu lykkedes det heldigvis denne gang (i foråret blev det corona-aflyst). Super dejligt at lave spejd og have bidraget til at gøre en forskel sammen med andre, for at andre kan gøre en endnu større forskel. En forskel der gør en større forskel, det må være udvikling a la Gregory Bateson.



Brisen synger

Skrevet af | søndag, 2. august 2020 kl 19:26
Stikord: forår, ferie, sommertogt, spejder, Covid-19, Corona


Tyst har der længe været på bloggen, og travlheden ramte da også som en damphammer i forsommeren og med det eftertænksomheden til overs til blogskrivning. Til trods for nedluk - måske har det været tristessen over alt det aflyste sociale, for corona-tiden har ikke ligefrem været en konge-tid. Kapsejlads og korsang er skyllet ud med kloakoverløbs-vandet i Øresund, og spejderkurser og spejderture jeg skulle være på eller arrangere er enten blevet aflyst eller udskudt ubestemmeligt. Det er lidt som at være fanget i et limbo, og med det en vis trist apati som har kørt en lidt i stå uden at det blev føltes mindre stressende.
Men et forsøg på at forsøde foråret har da været at drage afsted sammen med med-gruppelederen ud på diverse udflugter i Danmarks fri natur. Det blev så mit udlevede spejderliv den vår. Faste legeaftaler og faste bekendtskabskredse. Det var eneste vej ud i det fri med uniform på.

Min 3 ugers sommerferie er slut for nu, og nu ser det endelig ud til, at sommervejret kommer. Lidt blæst og lavtryksdomineret vejr har vi dog haft i juli og tak for det, vil jeg selv sige. Jeg har nemlig brugt 2 ud af 3 uger på et projekt, som har været et halvt år under opsejling / indsejling nærmest bogstavelig talt, nemlig at være skipper på en sejlads rundt om Sjælland og Fyn med en af delebådene fra min sejlklub S/K Lynetten. Med ombord har været 4 påmønstrede gaster fra min vennekreds og familie - Jakob, Peter, Hjalte og Troels - på skift, så vi enten har været 2 ller 3 på båden. Så boede vi der i nogle dage, under lidt tætte og spartanske forhold, sov, lavede mad, sejlede, hyggede, mens vi sejlede fra havn til havn, og drog i land for at sprede skræk og advarsler - eller bare se på fædrelandet. Båden holdt til turen, det gjorde gasterne også, selv skipper er vendt hjem, uden så vidt han ved at være alvorlige uvenner med de fleste af de ombordværende. Der er forfattet en krønike om dette sommertogt med det gode skib Mø, ja faktisk en hel odyssé, som kan ses andetsteds på siden, og der er da også en vældig stor mængde billeder at se i galleriet. Det har været en fremragende ferie og en virkelig god måde at se Danmark på som ikke handler om at tage med offentlig transport eller sidde på motor/landevej.

Nu er jeg vendt hjem, og har allerede den sidste uge rendt rundt ude ved svovlmaskinen. Der er ikke mange på arbejde for tiden, og det gør det også lidt spøgelsesagtigt at gå rundt på gangene uden der sidder nogen på kontorerne eller i laboratorierne. Og indimellem lidt udfordrende at få sine ting ud over rampen, når Håber der kommer flere tilbage i uge 32, ellers bliver det trist.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Sommertogt 2020 Krønike

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
februar 2021
januar 2021
december 2020
november 2020
2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005