theilgaard.net  


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

Folkevandringssang

Skrevet af | søndag, 5. april 2020 kl 09:48 | kommentar [0]
Stikord: forår, vandring, vår, cykling, sko, nyttehave, udgangsforbud, coronavirus, Covid-19, hjemmearbejde


Hvem sidder dér, bag skærmen, med musen i sin hånd? Ja, det gør halvdelen af Danmarks befolkning, såmænd. Og mig med. Derhjemme. Udadskuende. Når man slider og sidder (derhjemme!) dag og nat, og dermed for min del kun sidder og slider på sin dertil indrettede flade mås, så skal der noget motion til. Den her arbejdsform har potentialet til at lægge grunden til nogle gode livstilssygdomme. Men det kan da heldigvis blive til nogen gode kilometer på landevejene og skovvejene hver anden-tredje dag. Nu lokker atter de lange veje - og jeg har flikket de gamle sko: Jeg ved ikke om visedigteren Sigfred Pedersen ville have bifaldet flikningen af mine gamle cykelsko, se billedet. Men - med gaffertape og strips, linolie og wienerkalk - så kan man reparere det meste.

En anden udgangstilladelse er jo nyttehaven, som nu kommer til live. Rabarberne er spiret rigtig flot frem nu. Så vi har der ellers luget og pløjet og harvet til den store guldmedalje, jeg håber at vi er mere på forkant med ukrudtet i år en sidste år. Vi har nu udplantet de forspirede kartofler, de var allerede langt fremme. Samt vi har sat et asparges-bed (første høst om tre år... !!!). Og nu er der så forspiring af en masse andre vækster til udplantning i maj. Dejligt at gå derude og arbejde i det her forårssolskin.

Det er en mærkelig vår - nu er vejret slået om fra 5 måneders frontpassager og blæst og vand vand vand henover vinteren, og i øvrigt ganske milde temperaturer, og til det her smukke solrige højtryks-vårvejr med sydlige og østlige vinde. Så med det vejr nu, som lykken os belønner med forårshimlens blå, så vil hele Danmark (måske hele den nordlige halvkugle?) gerne UD. Jeg må sige, at jeg trænger til det. - Og så er det, at der er corona-stuearrest, så det kun går i minimale forsamlinger, ja sådan set helst ensom. Det er den faste legeaftale. Den atter indadskuende vandring. I København er gang- og løbestierne rundt om søerne ensrettede for at minimere kontakt mennesker imellem. Hvilket viralt antiklimaks.

Men nu tager jeg på to dages vandring på Skjoldungestien, rygsæk på ryggen, shelter og bål og røg, det må være tilpas på afstand og i anstand.



Dekameron

Skrevet af | fredag, 20. marts 2020 kl 22:35 | kommentar [0]
Stikord: vækst, karantæne, natur, bål, Dekameron, virus, corona, Covid-19


For føje stunder siden gav jeg en inhabil rundtur i hvordan eksponentiel vækst virker på store populationer. Og renter. Og ukrudt. Og vira.
Den lære kan jo bruges til at isolere sig selv og hinanden, alle hver for sig og lige glade, og undgå at blive smittet og smitte andre i samfundet med noget mere coronavirus. Hvad så, når vi er nået over toppen og smittetilfældene så går nedad, og forhåbentlig sker det jo meget snart, skal vi så sidde og kukkelure stadig på hver vores kammer? Altså, hvor antallet af nye tilfælde af virus bliver færre og færre, og vi så at sige har negativ viral rente. Ligesom henfald af radioaktive grundstof-isotoper. Som Tomas Pueyo og hans kumpaner redegjorde for, se lænken dernedenfor, så nej, vi skal nok komme ud igen snart. Men alt bliver ikke tilladt med det samme, og det bliver en glidende overgang tilbage mod normale forhold, i den rækkefølge som det er mest kost-effektivt for samfundet og lægger de mindste byrder på os som individer, samtidig med at virusudviklingen kontrolleres.

Vi skal jo nok være spærret inde i en halv snes arbejdsdage endnu, hvis det kan gøre det. Jo da, karantæne, quarantina, altså quaranta giorno - betyder "40 dage" på italiensk. Som allerede i senmiddelalderens Venedig var den ventetid, som fremmede skibe skulle ligger brak, inden dets besætning kunne tillades at disembarkere ud i virkeligheden.

Hvad kan vi så gøre, mens vi venter på det? Det blev gruppelederne i min spejdergruppe spurgt af en journalist fra Gladsaxe-bladet om for få dage siden. Og svaret er enkelt, se at komme ud og læg alt det crowdede bybras bag dig. Ud i naturen, find nogen orienteringsposter i skoven og lav noget bål og noget grillmad og sov ude, snit i en pind og se dig om i naturen, få forstærket sanserne og indtrykkene og få brugt din fantasi, få noget frisk luft og fuglekvidder og stilhed og stjerner og de enkle og evige ting.

Og man skal jo vise eksemplet selv i sin egen ledelse, så jeg drager en tur ud i naturen, væk fra epidemien og ud til væksterne. Bare lige et lille døgn her i weekenden.

Og de kendte og de fede og dem med alt liret og det lækre hår og X-factor, ja og influencerne, råd og nævn, bloggerne, meningsdannerne, og de rige, de anonyme velhavere, ja de kan også være med. Epidemier er ikke en ny ting, og vi kan søge konsultation i historien, såvel som litteraturhistorien. I sit hovedværk fra renæssancen, Dekameron, beskriver Giovanni Boccaccio 7 unge kvinder og 3 unge mænd fra adelen, altså ved muffen, jetsettet, datidens Hellerup, som under pesten i Firenze 1340 drager ud til et landsted (selvfølgelig med hele entouragen af tjenestefolk og kokke og opvartere, det forstås). Måske dog ikke lige et af de skisportssteder, hvor alle de andre fra jetsettet er. De fordriver tiden her, ti dage (Dekameron er "ti dage" på græsk), med at fortælle historier, een historie hver dag per snude: Nogle sjofle og visse kløgtige og andre høviske, men alle opbyggelige og med en god belærende morale, som Boccaccio har ladet dem give videre til den ny tids genfødte (renæssance-)menneske.

Så: Læg pesten i byen bag dig og drag ud på landet. Og kom hjem med nogle historier, der er værd at give videre og som kan blive stående.



vækst (og stuearrest)

Skrevet af | onsdag, 18. marts 2020 kl 23:11 | kommentar [0]
Stikord: forår, vækst, hjemmearbejde, arbejde, stuearrest, corona, virus, Covid-19


Jeg vil skrive noget om vækst, nu hvor våren står for døren. Epidemien/pandemien med Coronavirus er nok heller ikke gået nogens næse (eller næste?) forbi.
Jeg har selv fået stuearrest fra arbejde sidste torsdag, eller hvad man nu kan kalde det, idet jeg og de andre ingeniører på Topsøe (dem er der mange af) arbejder hjemmefra. Også en del teknikere, HR, funnktioner rundt omkring. Nogen af teknikerne er på arbejde og holder laboratorierne sådan lige præcis kørende, tillige med produktionen.
Det kan være en smuk tanke at se tingene fra den lyse side, at man f.eks. ikke behøver at cykle frem og tilbage til arbejde hver dag, men omvendt er det jo noget af den daglige motion jeg mangler, og den må alligevel indløses på anden vis. Det bliver så Amager rundt i stedet. Men sagen er, at jeg savner mine kollegaer, og det daglige trummerum / bøvl, dvs. det bryderi der kun nødigt undværes. Alternativet har vi nu, at vi kukkelurer for os selv og prøver at få en hverdag ud af det, jeg synes det er værre.

Der er jo ikke megen anden udsigt til andre kår i fritiden, hvor alt andet, møder og ture og familiearrangementer o.a., _også_ bliver først sat på gevaldig skrump og siden aflyst. Lillebroren og hans kæreste kan i hvert fald ikke holde barnedåb på søndag. DDS aflyser kurser og arrangementer eller sætter dem på hold. Møder og planlægning bliver virtuelle og telefonmøder. :-( Alt det er trist, hårdt, kedeligt, og fremkalder vrede, gråd og afmægtighed, men det er nødvendigt, og det kræver (selv)disciplin af alle. Lad os håbe vi kan udvise den.

Jeg selv er dog rimelig bunkret op herhjemme, og har forsyninger til i hvert fald en god uges tid, om det behøves. Og det gør det jo forhåbentlig, og sandsynligvis, ikke.
Og heldigvis er naturen og foråret jo ikke lukket, nu hvor Europa begynder at hælde mod sol igen. Jeg var i weekenden i haven og luge, så nu er der klar til noget vækst og nogen vækster. Kartofler ligger til forspiring i vinduet. Og en ensom tur ud i skov og ved strand er os tillige forundt.

Jeg må sige, at jeg beundrer statsministerens måde at håndtere Covid-19-situationen på, og at gøre og sige det, der SKAL gøres.
Om det var tidsnok er det gode spørgsmål. Et andet sjovt spørgsmål er om nationen var klar til det, før det blev sådan rigtig iværksat sidste onsdag aften (11/3) - tiltagene kan kun gennemføres i den takt de lader sig gennemføre overfor et folk som os danskere, som nok er velopdragne, men også er frihedselskende og fandenivoldske og påståelige og anarkistisk indstillede - og indimellem gælder fællesskabets pligter mere for naboen end for mig (vi er nordens italienere, så at sige). Det plejer at tage sin tid med at få danskere til at forstå alvoren i en situation. Vi kan måske tale om en vis magelig modvillighed, en vis kortsigtet opportun erkendelses-træghed, en vis jeg-ved-bedre. Det er vira så ligeglad med. Her tæller vækst, og vækst opfører sig eksponentielt.

Jeg har hørt en gammel amerikansk ingeniør sige, at alle menneskehedens problemer skyldes vores manglende evne til at forstå den eksponentielle funktion. Lad os stikke spaden lidt dybere ned i det. Jeg bliver let forundret over nogen f.eks. erhvervsfolk, politikere, økonomer og investorer mv. ikke ser den for dem selv langsigtede logik i omgående at lukke hele den ikke-kritiske del af samfundet ned. Jeg mener, de har da ofte en form for uddannelse, tror jeg, der handler om noget med økonomi. Eksponentiel vækst, ja det er jo simpel rente-tilskrivning. Nu sker tilvæksten blot ikke med 1% per år, men 1% per time. Det er desværre ikke en rente, som vi tjener på, men en rente som slår folk ihjel og som ødelægger samfundsøkonomien. Vi har måske haft lav rente og afdragsfrie lån for længe, så penge-regne-drengene har glemt hvad de lærte i matematik på kræmmerskolen (jeg havde det godt nok allerede i folkeskolen). 1% rente i timen, det er en fordobling på ca. 3 dage. Hvad vil det sige, at sådan noget som et antal virus-smittede fordobler sig i løbet af 3 dage? Altså, 1, 2, 4, 8, 16, 32, 64, ... hver tredje dag?
Og hvad vil det så sige at vi kun kender antallet af smittede med ca. 10 dages forsinkelse (inkubations- og forværringstid). Vi tror vi har 1057 smittede i Danmark i dag, men vi tæller kun dem vi har testet/visiteret positive, og nu testes kun de der har sværere symptomer. Da er det jo mildest talt også forundrende at opleve borgere kere sig mindre end lidt om deres gebærden i det offentlige rum og forsamlinger.

Hele den her manøvre, som vi alle SKAL medvirke til, handler om at minimere grundtallet for væksten/rentefremskrivningen (læs: smittespredningen) ned under 1, dvs. negative rente, altså lige noget for bankfolkene, og så holde den dernede og efterhånden løsne op for for restriktionerne, så længe at vi holder corona-væksten kontrolleret.
Jo tidligere nedlukning, og jo mere stramt disciplinen for at undgå smittespredning følges af alle, jo mindre bliver følgerne for samfundet, sundhedssystemet, de danske virksomheder, vores offentlige sektor, uddannelsesinstitutioner og skoler, jo kortere samlet nedluk og jo færre bliver smittede og jo færre i absolutte tal og jo mindre procentdel vil dø eller få følgevirkninger af Covid-19 - idet sundhedssystemet kun har nød- og respiratorudstyr til et endeligt og ikke et eksponentielt antal patienter med virus.
Jeg har hørt at det hedder en no-brainer, hvis det er selvindlysende, men jeg synes nu alligevel vi skal skænke det en tanke, når vi ser hvordan de lidt mere autoritære asiatiske stater håndterer det her. De har prøvet SARS-epidemien i 2003 og ved hvad det kræver. Så husk, at ikke-handle er også en handling. Hjemmeværnets (nye?) slogan, eller motto, er "det vi gør i dag, forbereder os på i morgen". Det passer i eksponentiel grad her. Den tanke skal vi handle efter.

(en post-editoriel indskydelse: Det er dårlig forskning og dårlig skik ikke at referere eller citere andet arbejde på området, særligt centraler værker, og komme med u-underbyggede påstande, og det nærværende skriv var da heller aldrig nået igennem fagfælle-bedømmelsen, hvis ikke forfatter, udgiver og redaktør var een og samme person. For at råde blot en anelse bod på den i det hele taget ikke særlig habile sag, er der her et par centrale og meget indsigtsgivende baggrundsartikler fra Pueyo et al.:
Coronavirus: Why You Must Act Now
Coronavirus: The Hammer and the Dance)



Ringgang

Skrevet af | tirsdag, 24. december 2019 kl 11:48 | kommentar [0]
Stikord: jul


Nu er det jul - og solen er vendt (om end den ikke, fra sit skjul med juleønsker, har vist sig alt for meget gennem de grå skyer og frontpassagerne nærværende efterår?). Det danske svale år i ringgang går.

Atter i år vågnede glasnissen 1. søndag i advent til familiearrangemetet "jul i det gamle fedtkogeri", hvor fætre og søskende og tilkomne kom forbi og hjalp med den meta-semi-industrielle fremstilling af julesmåkager og klejnekog i fedt. Selv drog jeg med juleekspressen, en overraskende fredfyldt tur med Statsbanerne, hjem til mor og far allerede 20. december. Så jeg er efterhånden landet og har holdt julefred. Hjemme på Casa de Theilgaard har vi skaffet, fo(g)det og pyntet juletræ, købt og klargjort julemaden, vi har lavet konfekt og juledekorationer, har øvet julesange, vi har været ude at gå, vi har skaffet og indpakket de sidste julegaver.

Helt går traditionerne dog ikke i kreds. I år er det anderledes end vanligt hos familien Theilgaard. Min ene lillebror og hans kæreste har fået en lille datter her i efteråret og er flyttet i et stort hus ude/inde i Skovlunde. Det er selvfølgelig i sig selv spændende og nyt og glædeligt, men også tilmed beværter de i år juleaften, og det er helt andet end normalt for vores lille familie at holde jul på Sjælland. Og med noget af Christinas familie, med hvem vi holder juleaften sammen(bragt) og skal få noget af alles juleønsker opfyldt. Her, som jeg forfatter det, på vej tilbage til Nordsjælland og i bogstavelige forstand så at sige til gildet, er det også spændende for hvordan dette nye skal være og (til)blive.

Hvad er der så sket siden sidste overkørsel af start på årets store cirkel?

Jeg kan ikke prale af alt for meget nyt under solen, selvom det måske ikke kører totalt i ring eller selv synes jeg endnu er gået helt i stå ved start i livets Matadorspil uden at indkassere 4000 kr. Jeg har haft et travlt år med arbejde og en masse fritidsinteresser, og det er jo ikke nyt for mig. Jeg arbejder stadigvæk på Topsøe og renser natur- og industrigasser for alt det skidt som de indeholder. Jeg er stadigvæk spejderleder, primært men ikke begrænset til at være gruppelleder ude i forstæderne i Bagsværd Gruppe, hvor vi prøver at få spejderarbejdet der til at gøre en forskel for vores børn og unge. Jeg har hele året sunget mandskor med Studentersangerne, hvor sjove og sære optrædener, vandringer, ture og flerstemmige sange. I år kan jeg igen takke for rige gaver i nyttehaven, hvor jeg har haft to nye med-bønder at holde haven med og hvor vi har haft en rig høst; selv har jeg syltet både bær, stængler og beder. Jeg har sejlet sejlbåd, både tursejlads som f.eks. Gotland-Finland og kapsejlads i min sejlklub Lynetten med vores delebåde.
Det har givet et væld af spændende, stærke, gode og også aparte oplevelser, som har været glade og givende. Mod slutningen af året er jeg nok nået til den erkendelse, at jeg ikke har haft meget overskud til at pleje og være nærværende for venner og familie, til at reflektere og finde mig selv, til at sætte den rigtige retning, og til at gøre nye eller spontane ting. Det vil jeg gerne dyrke mere i det nye år.

Glædelig og fredelig jul og et godt og lykkebringende nytår til alle!



Merit og kunnen

Skrevet af | søndag, 15. september 2019 kl 10:58 | kommentar [0]
Stikord: merit, sociale medier, korsang, selvtillid, stolthed


Når mindre afskalninger af mit kor, helt ned til kvartetstørrelse faktisk, indimellem synger rundtomkring i det offentlige rum, så ser jeg ofte unge og yngre fedte febrilsk med at få startet optageren på mobiltelefonen. Det har ofte undret mig hvorfor. Jeg håber selvfølgelig, at det (også) er fordi vi synger pænt. Men jeg har den lurende tanke, at det snarere skyldes at de mangler noget saft og ægte, autentisk, akustisk liv og at gøre noget meningsgivende med rigtige mennesker. Måske er det blevet særligt, at der er nogen der kan noget og gør noget skabende som f.eks. at synge. Måske er det så specielt for dem, at de absolut må optage det. Hvorfor ikke finde ud af, hvem vi er og hvad vi gør og om man måske kan være med (det går selvfølgelig kun, hvis "man" er en mand i vores kor)?

Formanden for fædrelandets socialdemokratiske ungdom (DSU), Frederik Vad Nielsen, drister sig nu i ugens tidning (Weekendavisen) til at stå på mål for, at vi skal fokusere mere på krav, præstationer og karakterer i uddannelsessystemet, og mindre på kvote 2. Og at grunden til, at unge trives dårligere psykisk i dag end tidligere er de uanede muligheders forbandelse, velstand der leder til overbeskyttelse og ny teknologi med sociale medier. Det handler for meget om "mig" og for lidt om "vi".
Vad Nielsen finder at vi ikke skal behandle børn og unge som ofre eller pakke dem ind i vat og udjævne alle bump på livets vej. Det forbereder ikke nogen på livet; det gør i det stedet at passe et fritidsarbejde og en uddannelse, hvor man kommer til tiden, indgår forpligtende i et fællesskab med andre man ikke selv har valgt, og at man røgter sit virke og løser sine regnestykker og leverer. Skal den sociale arv brydes, så skal der fokuseres på kunnen og objektive resultater, for den slags kan alle forstå, også dem fra sværere kår, det kan vi kappes om på lige vilkår, og det kan man ikke tale sig fra. Og det er ikke særlig socialdemokratisk at snakke sig ind i eller fra det meste. I parentes bemærket er det nu heller ikke borgerligt, i den forstand at det borgerlige burde være opgør med adel og laugsvæsen og privilegier og (social) arv og beskyttelse, det borger-lige som frisættelse og tro på at mennesket godt kan udrette noget selv.

Friske, unge toner! Mere "Danmark for folket" i klassisk aftapning, mere kunnen og villen og virketrang og opbygning af landet og af borgere. Krav og præstation - det er mao. at forlange alvor af ungdommen... - men så må vi forlange alvoren af os selv, for det er eksemplet der taler og bliver efterfulgt.

Det er ikke for på stedet at blive socialdemokrat, men jeg synes det er en passende og måske skarp lud for en "kreativ klasse" (og det omsighærgende konsulent-uvæsen), hvor vi kan snakke os fra og til alt, men ikke tilstrækkeligt hædrer dem der kan noget og gør noget, sådan noget som at producere eller behandle eller pleje eller forarbejde eller forædle eller dyrke eller teste eller konstruere eller mestre. Jeg har ikke noget imod at være kreativ, og det skal til, men i et vakuum uden kunnen, teknik eller (selv)disciplin, bliver det... tomt.

Så spil spillet og smid ironi, spleen, given sig ud for, asociale medier og optageudstyr i havnen for en stund. Det er federe at kunne og gøre end at foregive eller se på. Og det kan man kan lære og endda indimellem mestre. Ikke at udgive sig for, men at være - Non haberi sed esse - som Tycho Brahe sagde.
Det giver selvtillid og stolthed at gøre noget og kunne noget.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Kroketturnering
Kroket kampreferater

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
april 2020
marts 2020
februar 2020
januar 2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005