theilgaard.net  


theilgaard.net

sommertogt2020





Sommertogt 2020 Krønike
Krønike for Sommertogt 2020:
Fyn og Sjælland rundt med det gode skib Mø fra S/K Lynetten.


Besætning og sejlplan:

Peter (Margretheholm - Langør)
Jakob (Margretheholm - Fåborg)
Troels (Fåborg - Korsør)
Hjalte (Fåborg - Vordingborg)
Anders (Skipper hele turen)



Billeder fra togtet:
Anders´ billeder fra togtet
Hjaltes billeder fra togtet



1. etape: søndag 12. juli 2020: Lynetten - Nivå
Affart
Peter, Jakob og Anders mødtes ca. kvart over elleve og pakkede båden. Vi spiste nogen rugbrødsmadder til frokost, hvorefter vi afsejlede ca. kl. 13.00.
Dagens destination var Nivå, ca. 16 nm mod NNV fra København. Vinden var særdeles frisk, for ikke at sige hård, vest-nordvestlig, så vi sejlede på kryds på bagbord halse med lille forsejl udrullet (men fuldt storsejl... (!)). Skipper var nervøs for om materiellet kunne holde til vejret, og det hev da også godt i stag og vanter. Nord for Nordhavnstippen overdrog Anders roret til Jakob, som styrede de første 1½ time. Herefter overtog Peter en times tid. Anders tog roret det sidste stykke. Vi havde en del springende vind pga. Øresundskysten ud til Sundet. Vi kunne sejle 5.5 kn i snit med lille forsejl og ikke helt hejst storsejl.
Vi bjergede forsejlet ud for Nivå, og sejlede ind på 2 krydsben og startede motoren lidt før havn. Vi fandt hurtigt en plads til båden, bro H, og fik fortøjret skibet. Vi tog en øl og fik nogle boller med pålæg, hvorefter Peter og Jakob lavede aftensmad - salat samt skipperlabskovs. Anders skrev i logbogen imens og kontrollerede skib og fortøjninger. Efter en laber labskovs vaskede vi op og hyggede i kahytten, hvorefter Jakobs og Anders gamle ven Jeppe kom forbi kort til en øl og en god snak. Vi tørnede ind kl. 23.00.



2. etape: mandag 13. juli 2020: Nivå - Gilleleje
Kronborg luder ved Sjællands Port
Vi spiste morgenmad, gjorde toilette og klargjorde båden, hvorpå vi sejlede af fra Nivå kl. 9.20. Målet var Gilleleje ved Sundets og Sjællands nordende. Vinden var jævn VNV, så vi strøg for en halv vind mod Kronborg for fulde sejl og Peter ved roret. Vi faldt af med vinden for færgerne, da vi rundede Kronborg, og halede herefter sejlene tot og krydsede på bidevind op gennem nordenden af sundet. Her var søen hårdere, og vi fik bølger og dønninger op til 1 m højde. Omkring os var tilsyneladende hele Helsingør nordhavn på vej ud i Sundet med kurs NV, hvilket var ved at give Peter grå hår i hovedet. Anders tog roret over middag, hvorefter Jakob serverede en dejlig frokost med brød, fiskemarmelade og spege.
Gilleleje kom nærmere og vi tog det sidste krydsben 15 til 15.30, ind mod land, hvorefter vi bjergede forsejlet, startede motor og bjergede storsejlet. Gasterne kom til at slippe faldets sjækel for tidligt, så den hang og dinglede, før vi fik den bjerget i havn. Vi kom ind i havnen kl. 16, og var herefter på havnerundfart i ca. 40 minutter for at finde en plads. Til slut lykkedes det at finde en stor plads, super lang og alt for bred og derfor dyr, på Bro 5, konge-kajen.
Siden blev vi hentet af Anne Louise, som kørte os til sommerhus i Villingebæk, hvor Daniel og Anne Louise bød på grillede burgere og bajere, galliano hot shots og G&Ts. Det blev en våd aften, som også endte med bål og røg, chokoladekage. Peter bød endvidere på sin overraskelse, nemlig hjemmelavet æblecider (som nærmest var en slags æblechampagne).
Vi overnattede i sommerhuset med Daniel og Anne Louise, og håbede på at skibet blev liggende sikkert i Gilleleje.



3. etape: tirsdag 14. juli 2020: Gilleleje - Hundested
Regn og rusk
Vi spiste morgenmad i sommerhuset med Anne Louise, som kørte os til Gilleleje. Peter afmønstrede da pga. pludseligt opståede motorcykel-køretimer, så Anders og Jakob skulle sejle båden til Hundested alene. Vi hilste på gamle venner også i havnen, sejlede ud lidt over 9 og satte sejl og strøg da mod vest. Vejret var skyet, blev siden overskyet, og det begyndte at regne lidt til lidt mere i løbet af dagen. Vi sejlede for en V-lig brise, som dog endte med at gå i SV og altså lige imod i forhold til retningen. Det var en ret let til jævn vind, så der var ikke den store fart. Ud på eftermiddagen klarede det dog op på bagkanten af fronten, så vi fik solen at se.
Det lykkedes os at komme i havn i Hundested lidt før kl. 18, hvor Anders i dyre domme havde præ-booket en havneplads - som var ledig. Det var i de dyre yachters kvarter, med en masse enorme både og nogle plasticskrumler på størrelse med og med karakter af flydende sommerhuse. Jakob lavede skipperlabskovs som vi fortærede glade, og efter opvask drog vi på en lille ekspedition rundt i Hundesteds pulveriserende industri og natteliv, hvor omsider Peter nu ankom med toget kl. 22 og genpåmønstrede efter at have været til MC kørelektion i Lyngby og var kommet ind med med toget. Det blev til aftenen regnvejr, og vi tørnede ind efter hygge i kahytten, under formørkede former, idet der ikke var noget strøm på batteri 1. Vi tørnede ind kort før midnat.



4. etape: onsdag 15. juli 2020: Hundested - Odden
Horisonter
Vi spiste vor davre og for sent ud på Kattegat, ca. kl. 10. Vi fik sat sejl og gik bidevind på en NV vind. Vi havde planlagt at gå tæt om Korshage og syd om Grønnerevle, men kunne ikke se S-bøjen der sammen med Korshage markerede den sikre sejlvej, og besluttede da at gå N om Grønnerevle. Vi havde et kink med styrbord skøde, som Jakob og Anders løste ved at sætte skødepunktet tilbage. Vi tog nogle gode krydsben ud i Kattegat og fik set på Hesselø, men vind var let og vi havde en max fart på 4 knob under de bedste forhold.
Vi satte sidenhen motoren på for at komme fremad, siden fik vi vind og slukkede den igen, og de sidste 4 mil løjede vinden så totalt. Selvom Kattegat på det tidspunkt ikke virkede truende var det dog nødvendigt med fremdrift, så motoren kom på igen. Undervejs gav Peter dog ekvilibristiske numre på rejseguitaren, som var medbragt også, og det dulmede smerterne over at sejle for motor en del. Vi gik for motor ind i Odden havn kl. ca. 16.30.
Vi fandt en ledig plads i Odden havn, og fik rigget skibet af, og herpå sørgede Peter og Jakob for proviantering. Siden spiste vi Anders´ hjemmelavede Chili Con Carne med ris, og tog efter opvasken på en lille rundtur i Odden havneby: Op at se mindestenen for linieskibet Prins Christian Frederik på udsigten, solens neddalen over Sjællands rev og Gniben, og så ned og se søheltepladsen i Odden - som viste sig at være en slags bold-parkour-bane der kun pga. en indlånt kanon og et par halve skibe bar mindelserne hen på Englandskrigene. Derefter spillede vi Ganz Schön Clever og Illusion nede på havnen over en øl, og vi tørnede ind omkring kl. 22.30 (Anders blev oppe lidt længere for at læse avis...).



5. etape: torsdag 16. juli 2020: Odden - Langør
Crossing the T
Efter tidlig opvågnen og indtag af morgenmad gjorde vi os klar til dagens sejlads, som skulle gøre os over Sjællands Rev og Rute Tango og ind gennem de østsamske øer til mundingen af Stavns fjord. Vejrmeldingen var indledningsvis udmærket med en jævn NV-lig vind, omend der ville blive løjende vinde ud på eftermiddagen. Vi pakkede sydfrugterne og kom ud på vandet og fik hejst sejlene, og sejlede bidevind i 2 krydsben fra fra Odden havn til Snekkeløbet på Sjællands Rev - vinden var lige imod. På Sjællands rev startede vi motor uden at nedhale storsejlet, da det ikke var muligt at holde mærket (rød lateral-afmærkning i snekkeløb), vi havde nok vendt lidt for tidligt og havde ikke givet plads nok for at blive sat af strøm og vindens afdrift. Strømmen i snekkeløbet var endvidere stærk modgående og udfordrende, tillige med en del lystbådstrafik. Vi og motoren fik kæmpet os igennem snekkeløbet og vi forsøgte at sejle bidevind og gøre fremfart vestover, men det var ikke muligt at skyde mere end ca. 1,5 kn. Vi bjergede da igen forsejl og siden storsejl, og maskinerede på vor kurs VSV-V. Vi måtte undvige for en tanker hæmmet af sin dybgang i Rute Tango såvel som hurtigfærgerne fra Mols-linien.
Anders præparerede nu vel ovre på den vestlige side af Rute T en frokost af det tilbageværende chili con carne, som nu ikke længere var særlig køligt eller køleelement agtigt. Tilbage på kurs gik motoren og nu mere stabilt, omend larmende, og vi flyttede os vestover i stabile skridt. På vejen passerede vi 11. længdegrad og det var således tid til en longitudinal skål i skippers cognac. Efter vi kom nord om Vejrø var vandet meget smult, og der blev sovet middagslur og læst aviser. Vi kom ligeledes nord om Lindholm og Kyholm. Solen bagte og der skete ikke meget udover vor stadige fremtøfning - måske bortset fra udsynet til både sæler og marsvin som et par gange dukkede frem.
Vi sejlede ind gennem Kyholm Dyb og ind i renden og til Langør, hvor vi fik en plads udenpå en båd fra Egå. Her blev vi hentet af Peters far Søren, som kørte os til Tranebjerg, vor vi spiste middag og hyggede med Eva og Søren, og tørnede først ind før midnat. Peters afmønstrede endeligt her, vel hjemme på Samsø.



6. etape: fredag 17. juli 2020: Langør - Æbelø V
Stjernestunder
Vi spiste morgenmad, gjort os klar og provianteret i Brugsen, og tyve over otte kørte Peter og Eva os til Langør igen, hvor vi tog afsked. Vores ekspedition var indbudt af "Pluto" med Jensen og Malene til at drikke dus ved ankerbøje V for Æbelø om aftenen og natten - gamle venner fra kollegietiden. Jakob og Anders klargjorde båden til sejlads, men det var imidlertid ikke muligt at starte motoren, og batteri 1 synes at være fladt. Vi hældte mere motorolie og stævnrørsolie på motoren. Vi fejlsøgte elsystemet, og fandt en ledning som var faldet af under batteri-vælgeren. Desuden havde vi muligvis ikke startet laderen korrekt på inverteren. Vi satte landstrøm til igen (ca. kl. 10) og fik ladet rigtigt på batteriet. Vi gik imens en tur og beså landskabet. Nede i båden igen hilste vi på Anders´ farbror Jesper, der kom forbi fra sommerhuset i Nordby.
Siden spiste vi frokost og testede start af motor og strøm, der heldigvis virkede nu, så ladning fungerede igen nu. Vi klargjorde til sejlads, og sejlede ud af Langør kl. 13.10, Kyholm dyb og syd om Lindholm. Vinden var SØ-lig øst for Samsø, så vi hejste sejl kl. 14 og sejlede foran for tværs mod syd. Senere på eftermiddagen, efter kl. 16, begyndte vinden dog at skralde ud for Ballen havn. Vi nedhalede igen forsejl, og maskinerede frem mod Lushage, hvor vi efterhånden fik S-lig vind imod. Efter Lushage faldt vi af til foran for tværs til bidevind, slukkede motor, og skød udmærket fart et par timer for sejl mod Æbelø. Jakob lavede mad og Anders sad ved ror, mens der blev sejlet VSV.
Omtrent halv ni blev vinden for dårlig og vi bjergede forsejl og startede motor, vi spiste på skift og siden bjergede vi storsejlet og tændte lanternerne hen ad kl. ti. Det var fint klart vejr efter mørkets frembrud, så lanterner var tydelige, og på både Ø, N og siden V-siden af Æbelø kunne vi ane en mindre by af opankrede master og ankerlanterne. Vi skråede ind over Æbelø NV rev og sejlede V om Æbelø, hvor vi anede "Pluto" med blåt fribord og orangerødt bomtelt. Malene og Jensen var på ferie med ungerne (som sov), mens mor og far nød aftenen over en flaske vin. Jensen morsede og Madsen morsede tilbage, så det var nemt at ane hvor vi skulle hen. Vi fortøjede til Pluto, som allerede lå på egen ankerbøje. Herefter bød besætningen på Pluto på rødvin, og skipper på Mø bød siden på en længdegradsskål i den medbragte cognac, mens vi nød en stille sommernat vuggende på vandet under stjernerne - vi tørnede ind halv to.



7. etape: lørdag 18. juli 2020: Æbelø V - Strib
BeTragtninger
Jakob og Anders vågnede af dønninger og fortøjninger vel tidligt, ca. kl. halv syv, gårdsdagens bedrifter ihukommende, og startede dagen med en morgenplumser, kaffe og morgenmad. Vi hilste på den yngre del af Plutos besætning, og tog derefter afsked med PLuto, og vi lettede endelig selv kl. ti. Vi forsøgte at sætte sejl for at sejle bidevind for en SSV vind til Strib Odde, men den var aldeles for svag til at komme mere end 1.5 knob frem, og vi startede derfor maskinen. En overgang så det ud som om vi måske kunne sejle og der kom lidt vind, men det var dog for let og heller ikke noget der rørte. Vi passerede et hold roere fra Bogense, der så ud til at have et mere velegnet fremdriftsmiddel.
Genstart motor og videre frem kurs VSV. Anders lavede frokost mens Jakob sad ved roret. 6 sømil før Strib fyr begyndte vinden så pludselig at blæse op med sydlige friske vinde og forskellige vindkast NØ for Røjle klint. Vi hejste derfor sejlene igen, selvom de havde været halet ned, og kunne nu sejle ca. 5 knob ind i Tragten og omkring Strib odde, hvor vi nedhalede sejlene og gik i havn for motor - heldigvis uden alt for hård strøm med eller imod (under 1 knob, hvilket i Lillebælt er nærmest ingen strøm). I havn brugte vi tiden på at rydde lidt op på skibet, tage bad mv., før vi gik en tur i Strib og siden spiste på den lokale pizza restaurant. Aftenen blev brugt til planlægning af de næste sejladsstræk, logbogsføring og oprydning. Og dilemmaer om livet, universet og alt det der.



8. etape: søndag 19. juli 2020: Strib/Fredericia - Bågø
Som fanget på en ø.
Vi stod først op kl. 8.30 og gjorde morgentoilette og spiste vor davre. Vejrmeldingen bød på svag S-lig vind og N-gående strøm, der først var under 1 knob kl. 11 - mildt sagt uoptimalt for sejlads - så vi besluttede at krydse Lillebælt og tanke diesel og købe motorolie i Fredericia (faciliteterne i Strib var mildest talt fraværende). Vi futtede over sundet for motor, ventede i tankekøen, fyldte på og for ud igen med kurs syd på gennem Lillebælt for motor (vinden fraværende). Vi kunne udnytte en del af det tilbagegående idvande ude ved kysten og skød derfor ca. 4,5 knob for motor. Der var megen trafik i Lillebælt, så vi kæmpede med at komme udenom al trafikken, det meste var modgående.
Da vi kom godt syd om Fænø friskede vinden op fra syd til 4-5 m/s, hvor vi hejste sejl og sejlede bidevind på bagbord halse til Brandsø, tog en vending og skød på styrbord halse mod sydøst ned i sundet mellem Bågø og Fyn. Her havde vi drilske, lette vinde. Da vi kom nærmere på Assens friskede vinden om og vendte i vest, så vi fulgte den rundt øst om Bogø, og sejlede mod havn, hvor vi var inde ca. 18.30. Bågø havn var fyldt, men vi kunne ligge på mole lige ved indsejlingen, for vi fortøjede for og agter samt med to spring.
Jakob lavede mad og Anders skaffede strøm, og efter at have indtaget Jakobs ret "tvivlsom pølse i svøb med pligtgrønt", lejede vi cykler på havnen og cyklede rundt på Bågø og beså den smukke ø, de fine gårde, bølgende marker og spændende natur ud over strandengene. Bågø havn ligger ved en campingplads på en stor græsplæne, men ellers uden videre beboelse omkring, og Bågø (lands)by ligger 2 km fra havnen. Vi beså de forskellige strandenge og nor på øen, hvoraf der er to, med forskellige typer flora og fauna. Solen gik under
Senere på aftenen blev det klart, at vi lå på hjørne med en vældig tørstig flok ældre herre og yngre venner, men de stilnede dog af efter kl. 23, og vi fik endda også ro i havnen og tørnede ind efter midnat.



9. etape: mandag 20. juli 2020: Bågø - Lyø
Ø-hop ind i ø-havet
Vi var oppe kl. 8 og på benene og spiste og gjorde skibet klart, og afsejlede lidt over 9. Vi hejste sejl for at få en god læns-sejlads mod SSØ ned i det sydfynske øhav. Lyø var målet, omend skipper var skeptisk med mulighederne for plads. Vi havde i starten fin fart, men vinden løjede af op ad formiddagen og henover frokost, så der blev noget maskinering. Senere friskede vinden dog op igen fra lidt mere vestlig retning, og vi kunne holde butterfly eller sejle på storsejl ind gennem Lyø Krog og Sund. Vi gik i havn omtrent halv fire på Lyø, og allerede var der dog ret fuldt i havnen - alle pælepladser væk, og parket-"stakningen" allerede godt begyndt. Vi kunne ligge i 4. parket udenpå 3 danskere, og knap havde vi fortøjet os, før en hollænder kom og siden 5 tyskere udenpå. Et par vakse tyske knægte i gummibåde med elmotor hjalp med at færge strømstik over til ladestanderne, og ellers blev havnen dygtigt filtret ind i et edderkoppespind af fortøjninger.
Ubetuttede besluttede vi dog at vandre ud på øen og tage den i besigtigelse, og det blev til en god lang gåtur 6-7 km omkring på Lyø for at ser på kær, nor og mader, sten møller og pyntelige huse og haver i udenfor landsbyen. Også på Lyø var der flere mader og nor med spændende flora og mange fugle. Vi kunne her tage Lyø Vesterrev i besigtigelse, der danner en beskyttet. Også her lå skibene tæt, mindst 30 snekker for anker eller ankerbøje. Jakob begavede meget fornemt og storsindet togtet og skipper med en flaske cognac. Senere om aftenen drog vi på restauranten hlý (ja, det hedder den!), hvor vi spiste stegt rødspættefilet og kartofler, drak hvidvin, og kage og kaff´ og hjalp restauranten med at nedhale Dannebrog. Vel opfedede og hjemaddragne til båden fik vi under de sene timer vendt nogle flere af de store spørgsmål om sind og substans og havets metafysik.



10. etape: tirsdag 21. juli 2020: Lyø - Fåborg - Korshavn Bro
Friske vinde og ferske frænder.
Vi vågnede efter en lidt kort nat med en del vrideri på fortøjningerne, og lidt tramp på taget. Vi fik gjort vort toilette, spist morgenmad og klartgjort, og på behændig vis og med gummibåd til hjælp befriet vores strøm fra land. De inderstliggende både var ikke forfærdelig glade for elefanttramperiet hele natten - hele setup´et var nok lidt stressende for en del, særligt dem der blev mest berøvet søvn og ro. Vi kom dog ud og afsted kl. 9, og sejlede mod Fåborg for forsejl og til sidst motor, en kort distance på 5 sømil. Vinden var frisk V-lig, så det strøg afsted. Vel i Fåborg kl. halv elleve pakkede Jakob nu sine ting og afmønstrede herefter togtet kl. 11.30, efter at vi havde spist nogle hurtige madder til frokost.
Anders brugte nu lejligheden til at få lidt orden på båden og livet og klargøre de næste skridt, idet Troels og Hjalte skulle påmønstre båden over middag.
Troels kom kl. 13 og efter indlogering gik vi ud at handle, passende med at Hjalte arriverede kl. 14.45, hvorefter togtet igen var klar til at fortsætte. En hurtig rådslagning resulterede i enighed om at gå til Korshavn Bro på Avernakø, og som sagt så gjort. Lige ude af havn opdagede vi, at vinden var vældig frisk, faktisk en 10-11 m/s, så vi hejste blot et forsejl og sejlede læns til Korshavn, 6 nm, på en god times tid. Korshavn Bro er en bette havn med 14 pladser, men kun halvdelen var optagede - en rar overraskelse til en forandring.
Efter afrigning af skibet drog lavede vi frikadellefars, og drog så på en ekspedition i land for at se lidt på Avernakø. Vi gik ned til Drejet, som er (blevet til) en vejdæmning fra den ene klump af Avernakø til den anden. Vi vandrede hjem ud langs havet i den grønne blæst, hvor længslen skyller ind i menneskesind.
Hjemme lavede vi mad og spiste kartofler med frikadeller. Aftenen bød derefter på stjernekig og øve mandskorssange, igen uden 2. tenor, den som ofte overhørte og overflødige og i vort tilfælde undværlige stemme. Vi tørnede ind efter kl. 23.



11. etape: onsdag 22. juli 2020: Korshavn, Avernakø rundt - Fjællebroen
Kaffe og kage, frem og tilbage.
Vore helte vågnede ved solens oplysning af båden og vandets klukken om båden. Vi fik gjorde det af naturen nødvendige, drukket kaffe og indtaget davre og for ud på det sydfynske øhav kl. over 10. Denne dag var målet Fjællebroen, som kun er 4 mil fra Korshavn, så vi ville se nærmere på Avernakø fra søsiden ved at sejle hele vejen rundt før vi sejlede til Fjællebroen. Ude af havn sejlede vi først mod nordvest, så vi rundede Avernakø og vi fik da testet alle de forskellige måder båden kan have vinden ind på. Undervejs på vandet øvede vi indtil nu ukendte samt allerede kendte mandskorsatser, også idet dagens senere excesser krævede at vi kunne koncertere lidt til en meget intim optræden. Vi indtog en nærende frokost som Troels dygtigt beredte, og kom lidt senere i havn på Fjællebroen, som er Hjaltes hjemhavn.
Efter afrigning og oprydning af båden fik vi dame-besøg af Hjaltes mor og hendes veninde, som ville se båden, og de blev da også budt på kaffe og et par små lystige vise. Derefter drog vi på en god spadseretur over på den anden side af Dybskrog til det gamle Nakkebølle Sanatorium, hvor vi sprang i vandet og vaskede sved og hørm af kroppen og nød det lune vand i bunden af vigen. Siden for vi tilbage og klædte om til anstændigt tøj, og drog da fra Fjællebroen til Ulbølle, da vi var inviteret af Hjaltes mor på middag.
Inden da købte vi ind i Brugsen til de næste dage, og ankom da også først lidt i syv.
Her bød nu - lidt utraditionelt - Hjaltes mor først på kaffe og lækker kvædekrydderkage med skum og bær, siden gik vi på tour i Hjaltes mors have og hentede grøntsager. Dette kom til at indgå siden i aftensmaden, som var salater og kartofler omkring 2 marokkanske gryderetter.
Atter efter denne uovertrufne hovedret blev vi budt på dessert med tre slags kolde bær/frugt-coulier, og vi gav da atter koncert for Hjaltes mor og dannes veninde, og der var da også indtil flere rigtige toner. Det nærmede sig de små timer, så kl. lidt over elleve måtte vi også tage afsked og drage hjem til båden gennem sommernatten. Efter sådan en fortræffelig behandling kunne vi ikke andet end lykkeligt spankulere, eller nærmest trille, de 3 km tilbage til Fjællebroen og krybe til køjs på båden, mætte efter en sommerdag med de helt rigtige sommeroplevelser.



12. etape: torsdag 23. juli 2020: Fjællebroen - Lundeborg
Med strømmen
Glad af søvnen opstod Hjalte, Troels og Anders til hvad der virkede som en allerede sommervarm solrig dag i Fjællebroen. Vi var klar til at sejle af kl. 9.30, og fik da også jævn til frisk vind at sejle på da vi nåede ud på fjorden - desværre lige ind fra agter, så det blev sejlads for åben salmebog, som de siger i Sverige (dvs. butterfly med sejl til begge sider, plat læns). Alle prøvede kræfter med denne disciplin i løbet af formiddagen, uden at det af den grund rigtig blev en tiltalende måde at sejle på.
Dagens mål var at rykke så langt om på Østfyn som muligt, hvilket enten ville sige Lundeborg eller Lohals. Det betød også en smuk og seværdig tur ind gennem Svendborg sund, hvor vi undervejs gjorde stop i Svendborg, og beså Frederiksø, det gamle dok-område, hvilket blev nydt over en øl og et par sange hen over bordet. Og her så vi også delfinen Delle, der svømmede rundt ved indløbet til den gamle dok. Efter afsejling fra Svendborg og ud til Thurø var vinden meget springende, så vi holdt tungen lige i munden for at styre klar om de andre sejlere og grundene i Svendborg Sund. Strømmen i sundet var for det meste med os, men var ikke lige nemt at læse overalt, og et par gange ramte vi det modgående idvande. Ude på det større vand øvede vi igen mandskorsnumre, bl.a. Ångbåtssång og Whup! Jamboree, som begyndte at blive lidt sikrere. Vi rundede Thurø Rev og strøg nordover, hvor vi sidst på eftermiddagen anlændede Lundeborg. Her kunne vi finde en enkelt velegnet plads til båden, hvor vi lige skulle mase de andre både til side (bl.a. ved at flytte deres fortøjninger), så vi kunne ligge på pladsen.
Efter en sightseeing til bl.a. Lundeborg kirke med indsamling af birkebark og kvas gik vi retur til havnen, hvor vi tændte op i havnegrillen og lagde an til aftenens menu: Bøf bearnaise med nye kartofler og salat. Bearnaisen blev vel rørt og bøffen ret stegt og kartoflerne lige tilpas, så det nærmede sig grovædernes himmerige.
EFter en himmerigs middag og den efterfølgende omfangsrige opvask gik vi på båden for yderligere hygge, en god gang sejladsplanlægning på morgendagen og øvning af mandskorssatser. Vi ramte muren lidt før midnat og krøb til køjs.



13. etape: fredag 24. juli 2020: Lundeborg - Korsør - Agersø
Godmorgen, lille land
Vi vågnede op til grå himmel og bygevis regn der piskede på taget, så det var med visse bange anelser at vi gik ind til dagens dont. Vi indtog vor morgenmad, gik til købmanden i Lundeborg og provianterede, og så fik vi båden gjort klar for at komme ud i Storebælt kl. ca. 10. Vinden friskede noget op fra vest-sydvest, særligt lidt ude i bæltet, så vi blev klar over at vi havde noget at sejle på. Vi gik gennem Kobberdyb, eller dvs. skar en bøje hvor vores båd kunne komme over revet, og holdt da ellers en vejledende kurs mod nordøst over Storebælt. Skiftende rorgængere prøvede kræfter med tiltagende høje bølger (indtil 1 m) og op til 10 m/s for så godt som fulde sejl, med vinden ind mellem plat læns og agten for tværs - med deraf følgende mere eller mindre klappende forsejl og risiko for bomning. Bortset fra en enkelt lille byge holdt det tørt for os dagen ud, hvilket må siges at være billigt sluppet, når vi tog i betragtning den udsigt til byger rundt om os, som til tider gemte faste signaturer (bl.a. Storebæltsbroerne) i en skyet dis. Vi veg for en af de helt store drenge i rute Tango, men ellers gik kursen at holde - dog med en del nordgående strøm midt i Storebælt, hvilket var meget tydeligt på de afmærkninger vi passerede. Vi kom hastigt over bæltet og gik i havn i Korsør kl. 14, hvorpå vi spiste vores frokost og smagte den fynske rygeost og den fynske brunsvier fra Lundeborg-købmanden - en rigtig brunsvier skal IKKE være med kanel.
Troels afmønstrede i Korsør klokken 15, da han var bound for Sejerø og blev samlet op af en bekendt for videre færdsel. Hjalte og Anders var tilbage på båden og gjorde sejlklar, og sejlede så tilbage durk ud i bølgerne i Storebælt, hvor skibet nær ikke kunne komme frem for motor i den østgående strøm og op til 1 m høje bølger. Da vi imidlertid i hast fik sat sejl og vendt snuden af skuden mod syd-sydøst fik piben en anden lyd, og i de 10-11 m/s vind kunne vi logge en snitfart på over 6 knob mod Agersø. Det gav en del skumsprøjt og lidt tuden og hujen i mast og rig og lidt blafrende sejl, men vældig hurtigt gik det og sjovt var det, og vi landede i Agersø under 2 timer efter afsejling fra Korsør. Vi lagde båden til udenpå en tysk båd (med dansk tale), riggede af og hoppede en tur i bølgen blå fra badebro på havnens yderside. Efter det fulgte en lille ekspedition op i byen til indkøb af røgede ædle madvarer, en god snak med de meget dansktalende tyske naboer, hvorefter Hjalte stod for "ramsaltet pasta-pølsegryde". Den blev indtaget til stor vellyst og siden fulgte opvask og ruteplanlægning og vejrmelding for lørdagen, hvor vi planlagde turens længste stræk til Vordingborg. Det tydede på god vestlig vind til en start, som dog sidenhen skulle gå i syd og løje af. Vi tørnede ind før tolv, da der blev forudsagt en lang dag i vente efterfølgende.



14. etape: lørdag 25. juli 2020: Agersø - Vordingborg
Hjemfart
Glad af søvnen stod vi op til en nærmest helt blå solrig himmel og fin blæst, så Hjalte og Anders kom i klunset og fik slugt vores davre og taget en vejrudsigt, som bekræftede gårsdagens. Missionen for i dag var . Hvis det skulle blive totalt umuligt var Vejrø eller Femø plan B ude i , men meningen var at nå Vordingborg ved aften. Ud i Agersø Sund gik det så og vi fik hurtigt hejst kludene op og havde fra starten af gode 4-5 knobs fart mod sydøst. En god stund virkede det som om vejrmeldingen blev gjort til skamme og vi begyndte allerede at drømme om gårsdagens friske flugt og fart og måske at få aftensmad ikke senere end kl. 19. Det blev dog desværre ikke tilfældet, og vel ude i Smålandshavet før Venegrundene løjede vinden totalt af. Vi prøvede lidt af hver med sejlene med mellemrum, men det hjalp ikke rigtig for noget. Der var ikke andet for end at hejse "jern-genoaen", som man siger, der sidder nede under vandet og virker selvom der ikke er nogen vind (men som larmer en smule). Vi maskinerede derpå frem med 3,7 knob. Det er ikke så hurtigt, som Mø kan sejle for sejl, til gengæld bruger man nærmest ingen diesel ved den fart.
I det vindstille vejr havde vi dog fint besøg af solen, som vi nød, og hurtigt måtte vi få nogle korte bukser og ærmer på og væk med de mange lag sejlertøj som vi startede dagen med. Hjalte forberedte en dejlig frokost med røget fisk, røget mørbrad og røget brie fra Agersø røgeri. Kaffe og kage nød vi også siden, og ellers var det muligt at læse bog når man ikke havde rorvagten. Da eftermiddagen gik på hæld dukkede omsider hele Storstrømsbroen op over kimingen, og ikke kun de tre buer som vi først så. Vi kunne tillige se skyerne efterhånden begynde at trække sammen ude mod vest, selvom solen stadig bagte ned i knolden på os. Vi passerede Storstrømsbroen ca. kl. 18 og fik os en bro-dram, og tøffede ind i bi-løbet mod Vordingborg og gennem Færgestrømmen, og anløb Vordingborg Nordhavn ca. kl. 19 - det er åbenbart en vikingeskibshavn, for vi så nogen ro et langskib ud af havnen, mens vi for ind. Vi fandt os en plads og fik lagt skibet på plads, derpå drog vi ud i byen for at proviantere det sidste, og herefer kreerede vi en lækker chicken rice curry med godt med spiff og smag af østens fjerne havne. Aftenen svandt siden med diverse skåle i drikkevarer som vi gerne ville nyde og tømme og en lystig vise eller to.
Dagen efter gjorde vi skibet lidt rent, gik til stationen og tog toget tilbage til København efter at have overladt Mø til de næste lånere.







Sidst opdateret søndag 26. juli 2020


forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Sommertogt 2020 Krønike

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
august 2020
juli 2020
juni 2020
maj 2020
2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005