|
|
blog
Dekameron
Skrevet af
| fredag, 20. marts 2020 kl 22:35
Stikord: vækst, karantæne, natur, bål, Dekameron, virus, corona, Covid-19
For føje stunder siden gav jeg en inhabil rundtur i hvordan eksponentiel vækst virker på store populationer. Og renter. Og ukrudt. Og vira.
Den lære kan jo bruges til at isolere sig selv og hinanden, alle hver for sig og lige glade, og undgå at blive smittet og smitte andre i samfundet med noget mere coronavirus. Hvad så, når vi er nået over toppen og smittetilfældene så går nedad, og forhåbentlig sker det jo meget snart, skal vi så sidde og kukkelure stadig på hver vores kammer? Altså, hvor antallet af nye tilfælde af virus bliver færre og færre, og vi så at sige har negativ viral rente. Ligesom henfald af radioaktive grundstof-isotoper. Som Tomas Pueyo og hans kumpaner redegjorde for, se lænken dernedenfor, så nej, vi skal nok komme ud igen snart. Men alt bliver ikke tilladt med det samme, og det bliver en glidende overgang tilbage mod normale forhold, i den rækkefølge som det er mest kost-effektivt for samfundet og lægger de mindste byrder på os som individer, samtidig med at virusudviklingen kontrolleres.
Vi skal jo nok være spærret inde i en halv snes arbejdsdage endnu, hvis det kan gøre det. Jo da, karantæne, quarantina, altså quaranta giorno - betyder "40 dage" på italiensk. Som allerede i senmiddelalderens Venedig var den ventetid, som fremmede skibe skulle ligger brak, inden dets besætning kunne tillades at disembarkere ud i virkeligheden.
Hvad kan vi så gøre, mens vi venter på det? Det blev gruppelederne i min spejdergruppe spurgt af en journalist fra Gladsaxe-bladet om for få dage siden. Og svaret er enkelt, se at komme ud og læg alt det crowdede bybras bag dig. Ud i naturen, find nogen orienteringsposter i skoven og lav noget bål og noget grillmad og sov ude, snit i en pind og se dig om i naturen, få forstærket sanserne og indtrykkene og få brugt din fantasi, få noget frisk luft og fuglekvidder og stilhed og stjerner og de enkle og evige ting.
Og man skal jo vise eksemplet selv i sin egen ledelse, så jeg drager en tur ud i naturen, væk fra epidemien og ud til væksterne. Bare lige et lille døgn her i weekenden.
Og de kendte og de fede og dem med alt liret og det lækre hår og X-factor, ja og influencerne, råd og nævn, bloggerne, meningsdannerne, og de rige, de anonyme velhavere, ja de kan også være med. Epidemier er ikke en ny ting, og vi kan søge konsultation i historien, såvel som litteraturhistorien. I sit hovedværk fra renæssancen, Dekameron, beskriver Giovanni Boccaccio 7 unge kvinder og 3 unge mænd fra adelen, altså ved muffen, jetsettet, datidens Hellerup, som under pesten i Firenze 1340 drager ud til et landsted (selvfølgelig med hele entouragen af tjenestefolk og kokke og opvartere, det forstås). Måske dog ikke lige et af de skisportssteder, hvor alle de andre fra jetsettet er. De fordriver tiden her, ti dage (Dekameron er "ti dage" på græsk), med at fortælle historier, een historie hver dag per snude: Nogle sjofle og visse kløgtige og andre høviske, men alle opbyggelige og med en god belærende morale, som Boccaccio har ladet dem give videre til den ny tids genfødte (renæssance-)menneske.
Så: Læg pesten i byen bag dig og drag ud på landet. Og kom hjem med nogle historier, der er værd at give videre og som kan blive stående.
vækst (og stuearrest)
Skrevet af
| onsdag, 18. marts 2020 kl 23:11
Stikord: forår, vækst, hjemmearbejde, arbejde, stuearrest, corona, virus, Covid-19
Jeg vil skrive noget om vækst, nu hvor våren står for døren. Epidemien/pandemien med Coronavirus er nok heller ikke gået nogens næse (eller næste?) forbi.
Jeg har selv fået stuearrest fra arbejde sidste torsdag, eller hvad man nu kan kalde det, idet jeg og de andre ingeniører på Topsøe (dem er der mange af) arbejder hjemmefra. Også en del teknikere, HR, funnktioner rundt omkring. Nogen af teknikerne er på arbejde og holder laboratorierne sådan lige præcis kørende, tillige med produktionen.
Det kan være en smuk tanke at se tingene fra den lyse side, at man f.eks. ikke behøver at cykle frem og tilbage til arbejde hver dag, men omvendt er det jo noget af den daglige motion jeg mangler, og den må alligevel indløses på anden vis. Det bliver så Amager rundt i stedet. Men sagen er, at jeg savner mine kollegaer, og det daglige trummerum / bøvl, dvs. det bryderi der kun nødigt undværes. Alternativet har vi nu, at vi kukkelurer for os selv og prøver at få en hverdag ud af det, jeg synes det er værre.
Der er jo ikke megen anden udsigt til andre kår i fritiden, hvor alt andet, møder og ture og familiearrangementer o.a., _også_ bliver først sat på gevaldig skrump og siden aflyst. Lillebroren og hans kæreste kan i hvert fald ikke holde barnedåb på søndag. DDS aflyser kurser og arrangementer eller sætter dem på hold. Møder og planlægning bliver virtuelle og telefonmøder. :-( Alt det er trist, hårdt, kedeligt, og fremkalder vrede, gråd og afmægtighed, men det er nødvendigt, og det kræver (selv)disciplin af alle. Lad os håbe vi kan udvise den.
Jeg selv er dog rimelig bunkret op herhjemme, og har forsyninger til i hvert fald en god uges tid, om det behøves. Og det gør det jo forhåbentlig, og sandsynligvis, ikke.
Og heldigvis er naturen og foråret jo ikke lukket, nu hvor Europa begynder at hælde mod sol igen. Jeg var i weekenden i haven og luge, så nu er der klar til noget vækst og nogen vækster. Kartofler ligger til forspiring i vinduet. Og en ensom tur ud i skov og ved strand er os tillige forundt.
Jeg må sige, at jeg beundrer statsministerens måde at håndtere Covid-19-situationen på, og at gøre og sige det, der SKAL gøres.
Om det var tidsnok er det gode spørgsmål. Et andet sjovt spørgsmål er om nationen var klar til det, før det blev sådan rigtig iværksat sidste onsdag aften (11/3) - tiltagene kan kun gennemføres i den takt de lader sig gennemføre overfor et folk som os danskere, som nok er velopdragne, men også er frihedselskende og fandenivoldske og påståelige og anarkistisk indstillede - og indimellem gælder fællesskabets pligter mere for naboen end for mig (vi er nordens italienere, så at sige). Det plejer at tage sin tid med at få danskere til at forstå alvoren i en situation. Vi kan måske tale om en vis magelig modvillighed, en vis kortsigtet opportun erkendelses-træghed, en vis jeg-ved-bedre. Det er vira så ligeglad med. Her tæller vækst, og vækst opfører sig eksponentielt.
Jeg har hørt en gammel amerikansk ingeniør sige, at alle menneskehedens problemer skyldes vores manglende evne til at forstå den eksponentielle funktion. Lad os stikke spaden lidt dybere ned i det. Jeg bliver let forundret over nogen f.eks. erhvervsfolk, politikere, økonomer og investorer mv. ikke ser den for dem selv langsigtede logik i omgående at lukke hele den ikke-kritiske del af samfundet ned. Jeg mener, de har da ofte en form for uddannelse, tror jeg, der handler om noget med økonomi. Eksponentiel vækst, ja det er jo simpel rente-tilskrivning. Nu sker tilvæksten blot ikke med 1% per år, men 1% per time. Det er desværre ikke en rente, som vi tjener på, men en rente som slår folk ihjel og som ødelægger samfundsøkonomien. Vi har måske haft lav rente og afdragsfrie lån for længe, så penge-regne-drengene har glemt hvad de lærte i matematik på kræmmerskolen (jeg havde det godt nok allerede i folkeskolen). 1% rente i timen, det er en fordobling på ca. 3 dage. Hvad vil det sige, at sådan noget som et antal virus-smittede fordobler sig i løbet af 3 dage? Altså, 1, 2, 4, 8, 16, 32, 64, ... hver tredje dag?
Og hvad vil det så sige at vi kun kender antallet af smittede med ca. 10 dages forsinkelse (inkubations- og forværringstid). Vi tror vi har 1057 smittede i Danmark i dag, men vi tæller kun dem vi har testet/visiteret positive, og nu testes kun de der har sværere symptomer. Da er det jo mildest talt også forundrende at opleve borgere kere sig mindre end lidt om deres gebærden i det offentlige rum og forsamlinger.
Hele den her manøvre, som vi alle SKAL medvirke til, handler om at minimere grundtallet for væksten/rentefremskrivningen (læs: smittespredningen) ned under 1, dvs. negative rente, altså lige noget for bankfolkene, og så holde den dernede og efterhånden løsne op for for restriktionerne, så længe at vi holder corona-væksten kontrolleret.
Jo tidligere nedlukning, og jo mere stramt disciplinen for at undgå smittespredning følges af alle, jo mindre bliver følgerne for samfundet, sundhedssystemet, de danske virksomheder, vores offentlige sektor, uddannelsesinstitutioner og skoler, jo kortere samlet nedluk og jo færre bliver smittede og jo færre i absolutte tal og jo mindre procentdel vil dø eller få følgevirkninger af Covid-19 - idet sundhedssystemet kun har nød- og respiratorudstyr til et endeligt og ikke et eksponentielt antal patienter med virus.
Jeg har hørt at det hedder en no-brainer, hvis det er selvindlysende, men jeg synes nu alligevel vi skal skænke det en tanke, når vi ser hvordan de lidt mere autoritære asiatiske stater håndterer det her. De har prøvet SARS-epidemien i 2003 og ved hvad det kræver. Så husk, at ikke-handle er også en handling. Hjemmeværnets (nye?) slogan, eller motto, er "det vi gør i dag, forbereder os på i morgen". Det passer i eksponentiel grad her. Den tanke skal vi handle efter.
(en post-editoriel indskydelse: Det er dårlig forskning og dårlig skik ikke at referere eller citere andet arbejde på området, særligt centraler værker, og komme med u-underbyggede påstande, og det nærværende skriv var da heller aldrig nået igennem fagfælle-bedømmelsen, hvis ikke forfatter, udgiver og redaktør var een og samme person. For at råde blot en anelse bod på den i det hele taget ikke særlig habile sag, er der her et par centrale og meget indsigtsgivende baggrundsartikler fra Pueyo et al.:
Coronavirus: Why You Must Act Now
Coronavirus: The Hammer and the Dance)
|
|
|
|
|
|
|
|
