|
|
blog
De Stijl
Skrevet af
| torsdag, 6. august 2015 kl 22:22 Stikord: theilgaard.net, hjemmeside, stil, fødselsdag
Min blog har 10 års fødselsdag - i dag. Første indlæg på bloggen, og dermed den officielle start af hjemmesiden www.theilgaard.net, er forfattet og uploadet 6. august 2005.
Det er ganske sært for mig at tænke på alt det, der er sket i de 10 år. Hjemmesiden er nu vokset fra spædbarnets skrigeri, fra klynkeri og moderbinding og pottetræning, fra trehjulet cykel og børnehave og skolestart, og nu opfører den sig som en skarnsknægt af en vildbasse der klatrer i træer, roder i mudder og laver ballade, og som ikke gider at sidde stille i dansktimen.
Dengang havde jeg ikke fantasi til at tænke på at skulle skrive blog i 10 år, men det er nu ikke desto mindre sket. Det holdt heller ikke helt stik med hvad jeg dengang planlagde at fylde på hjemmesiden, og jeg må tilstå, at jeg dengang havde anderledes og _radikale_ planer for al den omvæltende dybsindighed, der skulle udfolde sig her. Hæhæ.
Til gengæld kan man sige, at rammen, hytten, "De Stijl", er blevet bygget solidt, og har haft plads til knopskydende udvidelser og skøre scripts, login-system og database-baseret opdatering af indhold, til flagdage og kroket og buzzwordz og cv´er og chymisk nørderi. Nogen vil måske endda sige, at den er blevet et rodet konglomerat alt det bras, som jeg har skrevet på siden da, fordi jeg tilsyneladende ikke har haft bedre at gøre og ikke kritisk sans til at rydde op og til at holde tingene i et stramt, lækkert og popsmart design.
Men det er just dens - hjemmesidens - stil
Finlandsfrivillig
Skrevet af
| søndag, 3. januar 2010 kl 17:15 Stikord: Finland, Åbo, Facebook, theilgaard.net, status
Så har jeg pakket mit værelse sammen. Min store rygsæk er pakket, og min lille rygsæk er det næsten også - kun det nærværende stykke elektronik, talvølven, med tilbehør mangler. Flyveren er der checket ind til, og boardingkortet er udskrevet. I morgen slæber jeg min madras, min dyne og min pude op på loftet, spiser min morgenmad, siger farvel og tager ud i lufthavnen. Kl. 10 i 10 forlader jeg Dannevang. Jeg finder det højst skræmmende at skulle på en fire måneders helt ukendt spejdertur. Men Åbo, her kommer jeg!
Jeg ved, at nogen blandt læserne foretrækker at få alle godbidderne serveret på Facebook, og man kunne umiddelbart finde det rigtigt at melde sig ind der. Jeg ved, at der endda er lavet en støttegruppe på Facebook om at få mig på Facebook. Og væddemål. Men I ved jo godt, at I ligeså godt kan glemme alt det hejs. Det kommer her, på theilgaard.net.
Jeg har implementeret en status-opdaterings-funktion, så jeg i bedste præmenstruelle stil kan lade folk følge med i hvad jeg laver og ikke laver, mener og ikke mener, hvert tredje minut (hehe). Min årgang og de yngre kaldes den situide generation, det er os med et attention-span på tyve sekunder, altid en Facebook-opdatering og en MSN eller et tweet, der blinker med noget, der er mere interessant.
Ellers tag dig tid til at skrive en hilsen på (Berlin-)muren, gerne en der varmer, så jeg ikke fryser helt fast i Finland
Faktisk er det også helt i orden at ringe til mig indimellem også; nu har jeg trods alt en Nokia-telefon, så skal vi ikke skyde på, at den også virker i Finaldn. Det er nok billigst, hvis vi finder hinanden på Skype. Se kontakt
Facebook er hurtig (dvs. dårlig) tid. På theilgaard.net er der kun langsom (dvs. god) tid. Kobl dig på theilgaard.net og bliv lykkelig, harmonisk, sindig, tænksom, af- og ustresset.
|
|
|
|
|
|
|
|