|
|
blog
Spejdertur til Indonesien
Skrevet af
| fredag, 31. marts 2017 kl 19:13
Stikord: Arbejde, svovl, svovlsyre, anlæg, viskose, industri, spejd, rejse, Indonesien
Sidste uge var jeg og en af mine kollegaer på tur med firmaet til Indonesien. En spejdertur vil jeg nærmest kalde det. Og i hvert fald kontrasternes tur. Vi skulle ud og måle på et svovlsyreanlæg lidt ude på bøhlandet på Java. Dette svovlsyreanlæg behandler en svovlholdig skyllegas fra et viskoseanlæg, som så bliver omdannet til ren luft i skorstenen og svovlsyre i syretanken. Svovlsyren er et råstof de skal bruge i deres proces, når de laver de her viskobefibre. Udover det og cellulose skal de bruge nogle andre temmelig ubehagelige kemikalier, bl.a. klorblegemiddel, kautisk soda samt svovlkulstof (en nervegift). Den sidste og noget svovlbrinte biprodukt (også en nervegift) ender i skyllegassen, som man så renser ved at lave til svovlsyre. Ja, det princip lyder jo nærmest som sød sol og sommer og røde roser og alt er mildt og smukt.
Nå, men efter at have brugte uger på at samle sammen og pakke og forberede og skrive op og forstå og blive vaccinerede drog vi af til Kastrup lørdag eftermiddag med alt vores grej og habengut. Så triller man rundt 2 mand begge med kuffert og computertaske, samt yderligere tilsammen 6 kasser med måleudstyr og sikkerhedsudstyr til at måle og færdes sådan et sted. Afsted og på business class via Istanbul med Turkish airlines. Vi havde kun 37 kg. overvægt i alt - gæt en pris - der var ellers "kun" inkluderet 50 kg. pr. mand på business. Og det må jeg sige, at man virkelig bliver vartet op i den sammenhæng, der er lækker menu og selv det tyrkiske flykøkken kan være ret godt, og man kan lægge sædet helt ned for at sove i sin egen lille bås, og der er rigtig god plads. Uanset, så sover jeg nu ikke godt på et fly, men vi kom godt frem til Jakarta søndag aften. Vejret på java er mellem 25 og 30°C og meget fugtigt, og det regner de fleste dage i marts, så det første vi stødte ind i var den her mur af varm, fugtig luft da vi kom ud af lufthavnsbygningen. Gudskelov er alt indendørs i Indonesien luftkonditioneret. Og det kan myggene ikke lide.
Man skal ikke ønske sig at køre selv i Indonesien generelt, og omkring Jakarta og på Vestjava står det udsagn med kapitaler og understregning og et par ekstra udråbstegn omkring. Trafikken er helt enkelt sindssyg, udover det er der naturligvis venstre-kørsel, og på en eller anden måde får de det til at glide - om end man må tage sig til hovedet eller holde sig for øjnene, når de kan køre sådan et par biler og et par scootere ved siden af hinanden i hver retning i færd med at overhale på hvad der i bredden minder om sådan en dansk vej på landet (ca. 5 m. bred?), bare med den forskel at der lå så deres huse og butikker og værksteder tæt langs vejen og at der var en god del fodgængere og ikke noget fortorv. Og hvis der er plads på vejen foran een eller ved siden af, så kan man regne med, at en anden bil eller et par scootere hurtigt fylder pladsen ud. Og der var mange, mange scootere, og dem kunne de fint have 1 m bred last bag på eller sidde to eller sågar tre mand på. Overordnet set jo ret brændstoføkonomisk. Dog ikke helt uden ulykker, for indimellem lå der lastvogne og biler i vejsiden med bunden i vejret, og udrykningskøretøjer så vi da også af og til.
Så hentet blev vi i lufthavnen, og hele ugen blev vi kørt ud og hjem mellem anlæg og hotel med chauffør og vogn fra anlægget, og så kunne vi samtidig studere omgivelserne på vejen (8 km i fugleflugt, 20 km kørsel, som tog omtrent 40 minutter). Indonesien er fattigt, Java er meget folkerigt, og det er tydeligt ude på landet - man synes, at man bare hele tiden kører rundt inde i en by i forskellig grad af slum. Det skyldes så, at når der er en vej og lidt plads på en side af den, så skyder der automatisk huse op langs vejen, men bebyggelsen går så ikke i så meget i dybden bort fra vejen på landet. Så bagved en eller to rækker huse tager småbitte marker, skov, sump eller jungle over.
Ude på selve anlægget havde vi på en ret nærværende, havde nær sagt hårdtslående, måde en opfattelse af, at både miljølovgivning, arbejdsmiljø og arbejdssikkerhed måske kører efter en lidt anden standard end i Danmark. Man kan også sige, at de gik lidt mere op i at deres viskosefiber-fremstilling fungerede og gav et godt produkt, som de jo tjener penge på, end at det anlæg som behandler deres affaldsgas kører helt Spitze. Med videre. Over det meste af anlægget var der ligesom sådan en bagvedliggende em af det her svovlkulstof. Os to vesterlændinge gik rundt med portable svovl-gasalarmer, filtermasker og filtrerende friskluftudstyr i vores flammehæmmende arbejdstøj og svedte. Og alarmerne udlod da heller ikke at gøre os opmærksomme på forholdene, mao. de bimlede og bamlede snart sagt hver tredje minut, selvom det i reglen mest var for under ppm-niveau og lige i grænsen af hvad alarmerne kunne måle, dog lidt afhængig af hvor på området man var. Det baggrundsniveau virkede dog ikke til at være noget som de ansatte på anlægget gik op i, i hvert fald havde de gerne bare skjorte og hjelm på som beskyttelsesudstyr, og ingen filtermasker eller noget. Måske lidt institutionaliseret fatalisme på arbejdspladsen, måske et produkt af den fattigdom som de oplever, hvor man derfor er heldig, hvis man har et arbejde på det her anlæg, og hvor en arbejder bare er en maskine billig i drift, som man hurtigt kan få en ny af, hvis den holder op med at virke. Et par gange havde vi noget grum svovlgas der slog ned fra en skorsten, ja derude kan man køre gassen ubehandlet lige op i himlen og ud til fuglene og folkene uden at nogen ser skævt til det, og ved de lejligheder gik vi ned og væk fra svovlsyreanlægget, for det var ikke forsvarligt at arbejde ved.
Vi fik færdiggjort vores måleprogram på anlægget i slutningen af den sidste måledag vi havde, og havde ikke tid til nogen gentagelser, selvom vi fra start mente at vi havde afsat rigtig god tid. I reglen har man egentlig ikke god tid, når man måler på anlæg. På grund af nedbørsmængden og vejrliget var vi også nødt til altid at have overdækning over vores udstyr, som også skulle flyttes rundt og pakkes sammen indimellem, det kan ikke tåle vand når det er pakket ud, så her skulle der laves bivuak og overdækning og bindes knuder og laves anker, så det var noget spejd der var prøvet før, der her kom til sin ret. Men bl.a. fordi deres anlæg ikke kørte ret stabilt og et par gange (af to forskellige årsager) var nødt til at lukke for gastilførslen, måtte vi bruge en del tid på at vente. Det gav ikke mening at måle, før der var stabil drift.
Det var måske meget lærerigt at opleve, at det smukke princip nævnt i starten om at alt svovlet bliver fanget og ikke lukkes ud til omgivelserne og som står i beregninger og på flowdiagrammer, ikke altid holdt til virkelighedens prøvelser, i hvert fald ikke sådan som det blev gjort der. Uanset hvad var de utrolig gæstmilde mod os overalt. For mig var det også en oplevelse af det vi gør kan betyde meget derude, og at der også var god brug for en imødekommende, konstruktiv, fremadrettet og beredt mentalitet for at komme i mål med målinger - mao. duelighed opøvet som spejder. Meget apropos, det indonesiske spejderkorps er verdens største, 17 mio spejdere ud af en befolkning på 260 mio. Jeg havde derfor i den anledning taget mit Gilwell-tørklæde med. Vi endte dog ikke med at skulle lave spejderledelse med de unge indonesere, men vi kørte da forbi i hvert fald et par spejdergrupper på vejen og så også nogen af de små stormtropper med spejdertørklæder på, i gang med noget læring og relevant foretagsomhed i deres lokalsamfund. Det er spændende at se hvordan man er spejder i andre lande, og rigtig mange steder er det knyttet til at gøre noget nyttigt for andre lokalt og i omgivelserne.
For mig var det første tur til Asien, så nu er det da vinget af på listen. Jeg har heller ikke prøvet at betale 11 millioner for overvægt af indchecket bagage før, men det fik vi så lejlighed til i lufthavnen i Jakarta fredag. Lørdag middag var vi så sikkert hjemme igen, og steg ud i Kastrup i det fineste tidlige lune vårvejr som vi kunne ønske os.
Reise, Reise
Skrevet af
| lørdag, 23. maj 2015 kl 11:18
Stikord: Haldor Topsøe, arbejde, on site, svovlsyre, studentersang, Berlin, kor
 I start maj var jeg på en dejlig arbejdstur til Serbien, hvor vi målte på noget gas i et svovlsyreanlæg på et raffinaderi. Det var min første tur på anlæg med Topsøe, så det var meget spændende at stifte bekendtskab med hvordan man gør, når man er ude i den virkelige verden at måle. Det var også en hed affære, da der var godt 30°C to af dagene, som man kunne nyde pakket pænt ind i arbejdstøj, hjelm og friskluftudstyr, imens man slæbte vægtige kasser med måleudstyr op og ned af trapper og under rør og ventiler. Det virkede velfortjent at tage et bad efter hjemkomst til hotellet efter 10 timers fysisk virke.
Vi nåede godt nok ikke helt i mål med alt det, som var nice to have, der var også lige lidt papirarbejde og sikkerhed og lidt mere øremærket arbejdstid - i hvert fald i forhold til sidste gang, hvor andre var på samme anlæg. Man må dog under alle omstændigheder give serberne vi traf, at de er utrolig imødekommende og hjælpsomme, og indenfor de givne rammer havde vi et rigtig godt samarbejde med dem.
Mit kor, studentersangerne, var i Berlin på sangertur i Kristiflyvefartsferien, bl.a. sang vi på den danske ambassade, til en gudstjeneste i Berliner Dom og i en anden kirke, og stunder var der såmænd også til at nyde den gode tyske mad og det gode øl samt at være på cykel-, båd og gåtur rundt i den storstatelige stad. Meget kammeratligt var det også og det lykkedes også at synge noget tilnærmelsesvis fornuftig musik ved lejlighed, og selv busturen ud og hjem samt turene med sangerbåden fløj næsten afsted. Og endda fik vi også et lille besøg og en dejlig repræsentativ middag hos ambassadør Per Poulsen-Hansen, som engang i ca. 19-hundrede hvidkål sang med i koret i et års tid, og bror til nuværende sanger Lars Peder. Ja Berlin, es fählt uns gut.
Sidste gang koret var på sangertur i Berlin var i 1937 (!), hvilket afstedkom at arkivet over billeder fra den gang blev sonderet og enkelte steder i Berlin nutidigt reproduceret. Ligesom i dag var sangerne dengang interesserede i sang, spas, mad og vin og øl, hvilket er ganske fotodokumenteret. Af memorabilia af mindre munter karakter kan nævnes blandt andet, at sangforeningen dengang medvirkede til ved en lejlighed at synge Horst Wessel-Lied, faktisk i en til lejligheden lavet og vist udmærket udsættelse af foreningens daværende dirigent, Johan Hye-Knudsen. I arkivet står at læse, at man havde visse skrupler ved at rejse afsted af somme politiske grunde, dog alligevel besluttede man at tage did. For bl.a. godt naboskabs skyld. Man nemmer nok en vis bagage (de gamle lig, som mod søen stunded?) i mandskoret her.
Nu er der så ikke så mange rejser til udlandet i en rum tid, så vidt jeg da ved, så nu kan jeg koncentrere mig mere om de hjemlige breddegraders udfordringer - gudskelov for det. Her i pinsen er jeg i sommerhus med mor og far og har senere måske endda lejlighed til at komme ud at sejle lidt med gode venner.
Ad nye veje
Skrevet af
| tirsdag, 3. december 2013 kl 16:42
Stikord: arbejde, DTU, Haldor Topsøe, svovl
Nu hvor årets gang hælder dybt og vi nærmer os julen kan man jo spørge, om der er nogen forandringer undervejs i det kommende år, som jeg har gjort det år efter år ved årets udgang, og i forgangne tider konstateret lidt tørt, at jeg STADIG ikke er sluppet ud af universitetet, "Den Polytekniske Læreanstalt". Som om jeg ikke efterhånden har lært det meste af hvad der var værd at vide på det sted; jeg har dog været her i godt tolv år. Jeg der ellers tit har talt om at komme ud og skrue på hanerne i procesindustrien, vil jeg virkelig fortsætte på den akademiske karrierevej, ad infinitum...???
Næ. For nu peger pilen omsider mod industrien: I november var jeg nemlig til jobsamtale(r) på Haldor Topsøe, og jeg var så heldig, eller måske kvalificeret tror jeg endda, at blive ansat der som forskningsingeniør i virksomhedens miljøproces-afdeling.
Det drejer sig blandt andet om katalytisk rensning af svovl fra røggasser m.m. i industrien; denne teknologi grunder sig faktisk på Topsøes første produkt ved stiftelsen af virksomheden i 1940.
Så det er sådan set ganske fedt (virkelig fedt faktisk!) og jeg glæder mig ret meget til at skulle igang med det i starten af januar. Nyt år, nyt arbejde.
Det er på nogen vis et oplagt arbejdssted, når man er uddannet ingeniør i katalytisk kemi, for Haldor Topsøes kerneområde er netop katalyse, sammen med al den teknologi rundt om, der skal til for at lave katalytisk-kemiske anlæg. En hel del af mine gamle kollegaer fra DTU Kemi arbejder også på Topsøe - indimellem har vi spøgefuldt og godmodigt omtalt Topsøe som "Den Nordlige Afdeling" (Topsøe ligger et par km. nord for DTU).
Det er egentlig lidt bevægende nu at måtte sige farvel til tosseanstalten (der ikke nødvendigvis er helt så tosset), hvor jeg har gået rundt og studeret, lært, fået kollegaer og kammerater, testet, bygget, skrevet og arbejdet i mere end en dekade. Og så er det jo snart stunden at sige farvel til alle sine gode kollegaer, men for manges vedkommende bliver det nok også "på gensyn".
Så på den måde synes jeg allerede, at jeg har fået en storartet adventsgave til udpakning i det nye år, og som jeg er ret spændt på hvordan bliver.
|
|
|
|
|
|
|
|
