|
|
blog
Merit og kunnen
Skrevet af
| søndag, 15. september 2019 kl 10:58
Stikord: merit, sociale medier, korsang, selvtillid, stolthed
Når mindre afskalninger af mit kor, helt ned til kvartetstørrelse faktisk, indimellem synger rundtomkring i det offentlige rum, så ser jeg ofte unge og yngre fedte febrilsk med at få startet optageren på mobiltelefonen. Det har ofte undret mig hvorfor. Jeg håber selvfølgelig, at det (også) er fordi vi synger pænt. Men jeg har den lurende tanke, at det snarere skyldes at de mangler noget saft og ægte, autentisk, akustisk liv og at gøre noget meningsgivende med rigtige mennesker. Måske er det blevet særligt, at der er nogen der kan noget og gør noget skabende som f.eks. at synge. Måske er det så specielt for dem, at de absolut må optage det. Hvorfor ikke finde ud af, hvem vi er og hvad vi gør og om man måske kan være med (det går selvfølgelig kun, hvis "man" er en mand i vores kor)?
Formanden for fædrelandets socialdemokratiske ungdom (DSU), Frederik Vad Nielsen, drister sig nu i ugens tidning (Weekendavisen) til at stå på mål for, at vi skal fokusere mere på krav, præstationer og karakterer i uddannelsessystemet, og mindre på kvote 2. Og at grunden til, at unge trives dårligere psykisk i dag end tidligere er de uanede muligheders forbandelse, velstand der leder til overbeskyttelse og ny teknologi med sociale medier. Det handler for meget om "mig" og for lidt om "vi".
Vad Nielsen finder at vi ikke skal behandle børn og unge som ofre eller pakke dem ind i vat og udjævne alle bump på livets vej. Det forbereder ikke nogen på livet; det gør i det stedet at passe et fritidsarbejde og en uddannelse, hvor man kommer til tiden, indgår forpligtende i et fællesskab med andre man ikke selv har valgt, og at man røgter sit virke og løser sine regnestykker og leverer. Skal den sociale arv brydes, så skal der fokuseres på kunnen og objektive resultater, for den slags kan alle forstå, også dem fra sværere kår, det kan vi kappes om på lige vilkår, og det kan man ikke tale sig fra. Og det er ikke særlig socialdemokratisk at snakke sig ind i eller fra det meste. I parentes bemærket er det nu heller ikke borgerligt, i den forstand at det borgerlige burde være opgør med adel og laugsvæsen og privilegier og (social) arv og beskyttelse, det borger-lige som frisættelse og tro på at mennesket godt kan udrette noget selv.
Friske, unge toner! Mere "Danmark for folket" i klassisk aftapning, mere kunnen og villen og virketrang og opbygning af landet og af borgere. Krav og præstation - det er mao. at forlange alvor af ungdommen... - men så må vi forlange alvoren af os selv, for det er eksemplet der taler og bliver efterfulgt.
Det er ikke for på stedet at blive socialdemokrat, men jeg synes det er en passende og måske skarp lud for en "kreativ klasse" (og det omsighærgende konsulent-uvæsen), hvor vi kan snakke os fra og til alt, men ikke tilstrækkeligt hædrer dem der kan noget og gør noget, sådan noget som at producere eller behandle eller pleje eller forarbejde eller forædle eller dyrke eller teste eller konstruere eller mestre. Jeg har ikke noget imod at være kreativ, og det skal til, men i et vakuum uden kunnen, teknik eller (selv)disciplin, bliver det... tomt.
Så spil spillet og smid ironi, spleen, given sig ud for, asociale medier og optageudstyr i havnen for en stund. Det er federe at kunne og gøre end at foregive eller se på. Og det kan man kan lære og endda indimellem mestre. Ikke at udgive sig for, men at være - Non haberi sed esse - som Tycho Brahe sagde.
Det giver selvtillid og stolthed at gøre noget og kunne noget.
Troldspejlet
Skrevet af
| mandag, 29. januar 2018 kl 20:04
Stikord: sociale medier, internet
Jeg sad i morges, i et Kierkegaard´sk øjeblik, og drog et suk over en reklame på skærmene i S-toget, over de dårer og stakler, der ødelægger deres og andres tilværelse ved at lægge kompromitterende billeder af andre på nettet og de sociale medier. Og det er nemt at stå udenfor og pege fingre. Kan jeg mon skrive om det uden fingerpegning på nogen, men på noget.
Jeg ved godt, at jeg er sær eller i hvert fald ikke helt normal, ved ikke at være på de sociale medier (det er i hvert fald et indtryk jeg kan få, og jeg takker i mit stille sind Forsynet hver gang, at jeg kan være fri for det juks), denne blog undtaget. Måske er det ikke helt så sært, som jeg gør det til her, men majoriteten i min generation og dem efter er jo med på spøgen.
Det med at det er "sociale" medier tager jeg nu også som en ufrivillig morsomhed. De er ikke sociale for mig, thi socialt, det er sammen med mennesker. En skærmmedium er et elendigt surrogat for den ægte vare, for oprigtigt nærvær og udvist omsorg og delt interesse og engagement. Eller jeg synes ikke engang at det er en erstatning, så jeg kan ikke forstå det. Jeg kan ikke være til stede med mit fulde nærvær med en skærm - oplevelsen at nærvær, af at glemme sig selv, "tidens bliven rum", så at sige. Den gives kun borte derfra.
Vi danskere synger ikke så meget på vores modersmål længere; der er noget der gnaver det nærvær væk, som vi mødtes og levede og sang i. Det er lettest at holde et folk i skak, som slet ingen sange har. Det er da ikke sært, at vi ikke er lykkelige, at vi er stressede eller har ondt i livet og ikke magter at tage ansvar for så meget? Hvornår har vi sidst glemt os selv?
Nu ved jeg godt, at fjæsbog & friends også kan bruges til at arrangere fester og arrangementer og indbyde andre (indenfor klubben af medlemmer, så at sige) og strikke lidt mere personlige henvendelser til under få eller 4 øjne, og så kan vi jo holde kontakt eller dele med hinanden her, og det er også fint nok og vel, som brevskriveri er det. Men det er det med billederne og den visen sig frem og visen andre frem hinsides deres accept jeg er efter.
Hvad bliver der af dyderne, hvis de gøres for at blive vist frem, men ikke til andres gavn? Hvad bliver der af oplevelserne, hvis de ikke leves med andre? - Med alle de spejle, som vi hele tiden skal se på os selv med og gøre os til for?
Så hvem ser man, på de sociale medier, hvem møder man? Sig selv, ser man i spejlet, men forvansket. Så nu mens vi prøver at navigere i det skidt, og skille skidtet fra kanelet, bliver det brugt som en social virus, til at sprede enøjede løgne i de blindes land, til at gøre grin og grimasser, til hån og fornedrelse, til almen fordummelse og nuttede kattekillinger, hvad behager.
Og vores unge, der ikke har lært at navigere endnu, i at der er en etisk fordring til mennesket i den anden ende, der ikke har det fundament af menneske-lighed bygget op endnu, de de ser i deres eget lille troldspejl og får en mikrosplint i øjet af det store. Har vi ikke hørt den historie før? Jo:
"Se så! nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold! det var en af de allerværste, det var "djævelen"! En dag var han i et rigtigt godt humør, thi han havde gjort et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt der sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre. De dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave, ansigterne blev så fordrejede, at de var ikke til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være så vis på, at den løb ud over næse og mund. Det var udmærket morsomt, sagde "djævelen." Gik der nu en god from tanke gennem et menneske, da kom der et grin i spejlet, så trolddjævelen måtte le af sin kunstige opfindelse. Alle de som gik i troldskole, for han holdt troldskole, de fortalte rundt om, at der var sket et mirakel; nu kunne man først se, mente de, hvorledes verden og menneskene rigtigt så ud."
Læs selv resten hos H.C. Andersen, Snedronningen.
|
|
|
|
|
|
|
|
