theilgaard.net  


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

Folkevandringssang

Skrevet af | søndag, 5. april 2020 kl 09:48
Stikord: forår, vandring, vår, cykling, sko, nyttehave, udgangsforbud, coronavirus, Covid-19, hjemmearbejde


Hvem sidder dér, bag skærmen, med musen i sin hånd? Ja, det gør halvdelen af Danmarks befolkning, såmænd. Og mig med. Derhjemme. Udadskuende. Når man slider og sidder (derhjemme!) dag og nat, og dermed for min del kun sidder og slider på sin dertil indrettede flade mås, så skal der noget motion til. Den her arbejdsform har potentialet til at lægge grunden til nogle gode livstilssygdomme. Men det kan da heldigvis blive til nogen gode kilometer på landevejene og skovvejene hver anden-tredje dag. Nu lokker atter de lange veje - og jeg har flikket de gamle sko: Jeg ved ikke om visedigteren Sigfred Pedersen ville have bifaldet flikningen af mine gamle cykelsko, se billedet. Men - med gaffertape og strips, linolie og wienerkalk - så kan man reparere det meste.

En anden udgangstilladelse er jo nyttehaven, som nu kommer til live. Rabarberne er spiret rigtig flot frem nu. Så vi har der ellers luget og pløjet og harvet til den store guldmedalje, jeg håber at vi er mere på forkant med ukrudtet i år en sidste år. Vi har nu udplantet de forspirede kartofler, de var allerede langt fremme. Samt vi har sat et asparges-bed (første høst om tre år... !!!). Og nu er der så forspiring af en masse andre vækster til udplantning i maj. Dejligt at gå derude og arbejde i det her forårssolskin.

Det er en mærkelig vår - nu er vejret slået om fra 5 måneders frontpassager og blæst og vand vand vand henover vinteren, og i øvrigt ganske milde temperaturer, og til det her smukke solrige højtryks-vårvejr med sydlige og østlige vinde. Så med det vejr nu, som lykken os belønner med forårshimlens blå, så vil hele Danmark (måske hele den nordlige halvkugle?) gerne UD. Jeg må sige, at jeg trænger til det. - Og så er det, at der er corona-stuearrest, så det kun går i minimale forsamlinger, ja sådan set helst ensom. Det er den faste legeaftale. Den atter indadskuende vandring. I København er gang- og løbestierne rundt om søerne ensrettede for at minimere kontakt mennesker imellem. Hvilket viralt antiklimaks.

Men nu tager jeg på to dages vandring på Skjoldungestien, rygsæk på ryggen, shelter og bål og røg, det må være tilpas på afstand og i anstand.



Køleskabspoetisk raptus

Skrevet af | fredag, 1. marts 2019 kl 07:54
Stikord: træfældning, skovning, fødselsdag, sommerhus, poesi, køleskab


Beriget og begavet blev jeg på min fødselsdag for små to uger siden.
Bl.a. fik jeg af Jacob og Anne Louise det her halve tusind køleskabsmagneter med ord på. Et værdigt benspænd det er, det kan i hvert fald få mig til at snuble i hvad jeg nu havde af gøremål. For de står jo der, ordene, og skriger på at blive lavet til sætninger, til digt, til mening(er), til forslag og anslag, udspil og ordspil. Nærmest overfaldet blev jeg fordelen af køleskabet, som derfor fordrede at jeg kastede hvad jeg ellers bar og havde af gøremål for en stund.
Endnu er jeg blot gået i kast med en mindre del af magneterne og størstedelen er uanbrudte, men det kan ikke vare længe, før de også kommer i brug - der imødeses megen overspring og hovedbrud i stundende tid og måske endda spændende lyrik eller prosa. Får vi se.

Ellers fejrede vi min og Jacobs fødselsdag ved at være ude og fælde træer ved sommerhuset, mor og far og mine søskende og tilkommen, som det nu er blevet en tradition hos familien Theilgaard. Motorsavsmassakre, brændekløvning, stakning, kage og god mad - ja det er noget der samler nationen.



Foråret så sagte kommer

Skrevet af | søndag, 11. marts 2018 kl 20:45
Stikord: forår, vår, have, kål, jordskokker


...meget sagte, ekstremt langsomt faktisk, gør det, to uger først med frost og siden med masser af sne og sjap. Og nu skal der så komme mere frost, spår meteorologikken? Det er åbenbart vinteren og ikke våren, som kom nu. Den forsinkede Kjørmes Knud. Bedst som du gik og troede, at det skulle blive mildt, ligesom det skulle blive til at have med at gøre at cykle på arbejde i og i øvrigt at motionere i. Endnu er det vinterforrådet, der gælder og som vi skal tære på.
Min kriblen i fingrene som havedyrker er ellers svær at tøjle på denne årstid. I vores have står der dog endnu både grønkål, rosenkål og jordskokker, så behovet for at pløje og tilså kan holdes i ave ved at høste de sidste frugter af fjorårets indsats og pleje. Med kålgård er der noget at hente på enhver årstid, og sundt er det oveni købet. Grønkålen har holdt rimelig godt og vi har stadigvæk en del rosenkål på stokkene derude.
Eneste problem er at komme ned til jordskokkerne. Jeg prøvede i sidste weekend uden held. Jorden er ganske frossen i hvert fald til 8 cm dybde, så man må sige at det vinterforråd er solidt oplagret, men nogen nytte giver det ikke lige nu.



Spejdertur til Indonesien

Skrevet af | fredag, 31. marts 2017 kl 19:13
Stikord: Arbejde, svovl, svovlsyre, anlæg, viskose, industri, spejd, rejse, Indonesien


Sidste uge var jeg og en af mine kollegaer på tur med firmaet til Indonesien. En spejdertur vil jeg nærmest kalde det. Og i hvert fald kontrasternes tur. Vi skulle ud og måle på et svovlsyreanlæg lidt ude på bøhlandet på Java. Dette svovlsyreanlæg behandler en svovlholdig skyllegas fra et viskoseanlæg, som så bliver omdannet til ren luft i skorstenen og svovlsyre i syretanken. Svovlsyren er et råstof de skal bruge i deres proces, når de laver de her viskobefibre. Udover det og cellulose skal de bruge nogle andre temmelig ubehagelige kemikalier, bl.a. klorblegemiddel, kautisk soda samt svovlkulstof (en nervegift). Den sidste og noget svovlbrinte biprodukt (også en nervegift) ender i skyllegassen, som man så renser ved at lave til svovlsyre. Ja, det princip lyder jo nærmest som sød sol og sommer og røde roser og alt er mildt og smukt.

Nå, men efter at have brugte uger på at samle sammen og pakke og forberede og skrive op og forstå og blive vaccinerede drog vi af til Kastrup lørdag eftermiddag med alt vores grej og habengut. Så triller man rundt 2 mand begge med kuffert og computertaske, samt yderligere tilsammen 6 kasser med måleudstyr og sikkerhedsudstyr til at måle og færdes sådan et sted. Afsted og på business class via Istanbul med Turkish airlines. Vi havde kun 37 kg. overvægt i alt - gæt en pris - der var ellers "kun" inkluderet 50 kg. pr. mand på business. Og det må jeg sige, at man virkelig bliver vartet op i den sammenhæng, der er lækker menu og selv det tyrkiske flykøkken kan være ret godt, og man kan lægge sædet helt ned for at sove i sin egen lille bås, og der er rigtig god plads. Uanset, så sover jeg nu ikke godt på et fly, men vi kom godt frem til Jakarta søndag aften. Vejret på java er mellem 25 og 30°C og meget fugtigt, og det regner de fleste dage i marts, så det første vi stødte ind i var den her mur af varm, fugtig luft da vi kom ud af lufthavnsbygningen. Gudskelov er alt indendørs i Indonesien luftkonditioneret. Og det kan myggene ikke lide.

Man skal ikke ønske sig at køre selv i Indonesien generelt, og omkring Jakarta og på Vestjava står det udsagn med kapitaler og understregning og et par ekstra udråbstegn omkring. Trafikken er helt enkelt sindssyg, udover det er der naturligvis venstre-kørsel, og på en eller anden måde får de det til at glide - om end man må tage sig til hovedet eller holde sig for øjnene, når de kan køre sådan et par biler og et par scootere ved siden af hinanden i hver retning i færd med at overhale på hvad der i bredden minder om sådan en dansk vej på landet (ca. 5 m. bred?), bare med den forskel at der lå så deres huse og butikker og værksteder tæt langs vejen og at der var en god del fodgængere og ikke noget fortorv. Og hvis der er plads på vejen foran een eller ved siden af, så kan man regne med, at en anden bil eller et par scootere hurtigt fylder pladsen ud. Og der var mange, mange scootere, og dem kunne de fint have 1 m bred last bag på eller sidde to eller sågar tre mand på. Overordnet set jo ret brændstoføkonomisk. Dog ikke helt uden ulykker, for indimellem lå der lastvogne og biler i vejsiden med bunden i vejret, og udrykningskøretøjer så vi da også af og til.

Så hentet blev vi i lufthavnen, og hele ugen blev vi kørt ud og hjem mellem anlæg og hotel med chauffør og vogn fra anlægget, og så kunne vi samtidig studere omgivelserne på vejen (8 km i fugleflugt, 20 km kørsel, som tog omtrent 40 minutter). Indonesien er fattigt, Java er meget folkerigt, og det er tydeligt ude på landet - man synes, at man bare hele tiden kører rundt inde i en by i forskellig grad af slum. Det skyldes så, at når der er en vej og lidt plads på en side af den, så skyder der automatisk huse op langs vejen, men bebyggelsen går så ikke i så meget i dybden bort fra vejen på landet. Så bagved en eller to rækker huse tager småbitte marker, skov, sump eller jungle over.

Ude på selve anlægget havde vi på en ret nærværende, havde nær sagt hårdtslående, måde en opfattelse af, at både miljølovgivning, arbejdsmiljø og arbejdssikkerhed måske kører efter en lidt anden standard end i Danmark. Man kan også sige, at de gik lidt mere op i at deres viskosefiber-fremstilling fungerede og gav et godt produkt, som de jo tjener penge på, end at det anlæg som behandler deres affaldsgas kører helt Spitze. Med videre. Over det meste af anlægget var der ligesom sådan en bagvedliggende em af det her svovlkulstof. Os to vesterlændinge gik rundt med portable svovl-gasalarmer, filtermasker og filtrerende friskluftudstyr i vores flammehæmmende arbejdstøj og svedte. Og alarmerne udlod da heller ikke at gøre os opmærksomme på forholdene, mao. de bimlede og bamlede snart sagt hver tredje minut, selvom det i reglen mest var for under ppm-niveau og lige i grænsen af hvad alarmerne kunne måle, dog lidt afhængig af hvor på området man var. Det baggrundsniveau virkede dog ikke til at være noget som de ansatte på anlægget gik op i, i hvert fald havde de gerne bare skjorte og hjelm på som beskyttelsesudstyr, og ingen filtermasker eller noget. Måske lidt institutionaliseret fatalisme på arbejdspladsen, måske et produkt af den fattigdom som de oplever, hvor man derfor er heldig, hvis man har et arbejde på det her anlæg, og hvor en arbejder bare er en maskine billig i drift, som man hurtigt kan få en ny af, hvis den holder op med at virke. Et par gange havde vi noget grum svovlgas der slog ned fra en skorsten, ja derude kan man køre gassen ubehandlet lige op i himlen og ud til fuglene og folkene uden at nogen ser skævt til det, og ved de lejligheder gik vi ned og væk fra svovlsyreanlægget, for det var ikke forsvarligt at arbejde ved.

Vi fik færdiggjort vores måleprogram på anlægget i slutningen af den sidste måledag vi havde, og havde ikke tid til nogen gentagelser, selvom vi fra start mente at vi havde afsat rigtig god tid. I reglen har man egentlig ikke god tid, når man måler på anlæg. På grund af nedbørsmængden og vejrliget var vi også nødt til altid at have overdækning over vores udstyr, som også skulle flyttes rundt og pakkes sammen indimellem, det kan ikke tåle vand når det er pakket ud, så her skulle der laves bivuak og overdækning og bindes knuder og laves anker, så det var noget spejd der var prøvet før, der her kom til sin ret. Men bl.a. fordi deres anlæg ikke kørte ret stabilt og et par gange (af to forskellige årsager) var nødt til at lukke for gastilførslen, måtte vi bruge en del tid på at vente. Det gav ikke mening at måle, før der var stabil drift.

Det var måske meget lærerigt at opleve, at det smukke princip nævnt i starten om at alt svovlet bliver fanget og ikke lukkes ud til omgivelserne og som står i beregninger og på flowdiagrammer, ikke altid holdt til virkelighedens prøvelser, i hvert fald ikke sådan som det blev gjort der. Uanset hvad var de utrolig gæstmilde mod os overalt. For mig var det også en oplevelse af det vi gør kan betyde meget derude, og at der også var god brug for en imødekommende, konstruktiv, fremadrettet og beredt mentalitet for at komme i mål med målinger - mao. duelighed opøvet som spejder. Meget apropos, det indonesiske spejderkorps er verdens største, 17 mio spejdere ud af en befolkning på 260 mio. Jeg havde derfor i den anledning taget mit Gilwell-tørklæde med. Vi endte dog ikke med at skulle lave spejderledelse med de unge indonesere, men vi kørte da forbi i hvert fald et par spejdergrupper på vejen og så også nogen af de små stormtropper med spejdertørklæder på, i gang med noget læring og relevant foretagsomhed i deres lokalsamfund. Det er spændende at se hvordan man er spejder i andre lande, og rigtig mange steder er det knyttet til at gøre noget nyttigt for andre lokalt og i omgivelserne.
For mig var det første tur til Asien, så nu er det da vinget af på listen. Jeg har heller ikke prøvet at betale 11 millioner for overvægt af indchecket bagage før, men det fik vi så lejlighed til i lufthavnen i Jakarta fredag. Lørdag middag var vi så sikkert hjemme igen, og steg ud i Kastrup i det fineste tidlige lune vårvejr som vi kunne ønske os.



Kålgården

Skrevet af | søndag, 22. januar 2017 kl 22:15
Stikord: have, julefrokost, kål, kålgård, jordskokker, æbletræ


"Årets" sidste eller første julefrokost, om man vil, var jeg til i går aftes med de til København flyttede gymnasieklassekammerater af hankøn. En håndfuld haner er vi her i hovedstaden på 16. år. Et forædt og forslugent orgie udi traditionelle julespiser blev det, nogen ville kalde indtaget af føde decideret ondskabsfuldt. Hvis det var en nytårskur var det ikke en slankende en af slagsen i hvert fald.

Jeg stod ansvarlig for medistus, brunede kartofler og grønlangkål - og det sidste er da heldigvis noget, hvor den vigtigste ingrediens kan hentes i nyttehaven og som tilmed er sund og nærende (måske lidt mindre sund eller i hvert fald ikke slankende, men i høj grad nærende, efter hvad den siden blev tilberedt med). Der er nemlig kålgård med grønkål, og det er ca. det mest grønne tilbage i hele haven på den her tid af året, hvor alt andet ca. er gråt og sort og brunt og kedeligt.

Det er specielt med den have, det er som om at vi ikke kan komme i bund og få høstet alle grøntsagerne i bund, men Trine, Karl Kristian og jeg har fortsat en hel del grønkål, rødbeder, porrer, og 5-7 m. gulerødder samt alt, alt, ALT for mange jordskokker i vores nyttehave. Det sidste stikker vist af fra os. Mon vi formår at få det gravet helt op i år, det er vi vist nødt til. Sidste år besluttede vi at lade de sidste jordskokker ligger og ikke kulegrave stykket. Det har jeg på fornemmelsen at vi kommer til at fortryde.

Det er sjovt at have have. Det kribler igen i mine fingre for at komme ud at rode i jorden og snart få sat noget nyt, når solen får magt (døgnet er da blevet en time længere igen nu). Lige nu er det planernes tid. Grundtvig skrev i sit digt "Aabent brev til mine Børn" (et jævnt og muntert, virksomt liv på jord):
Da følte jeg den trøst af sandheds Ånd,
at lykken svæver over urtegården,
når støvet lægges i sin skabers hånd,
og alting ventes i naturens orden:

Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
og blomsterfloret i den varme sommer,
da modenhed i møde planten går
og fryder med sin frugt, når høsten kommer!


- mig behager det både at høste og så!
Karl Kristian har ryddet lidt i et ekstra stykke jord vi havde i efteråret, hvor han har sat flere bærbuske og æbletræer, så forhåbentligvis giver det om mange år nogle æbler til dem i generationerne efter os i nyttehaven. En fin tanke.



Skovbrug, agerbrug

Skrevet af | søndag, 21. februar 2016 kl 21:35
Stikord: agerbrug, skovbrug, skovning, have, nyttehave, familie


Den nu snart forgangne weekend har været med mine søskende og forældre og mormor i sommerhuset i Villingebæk, hvor vi har gjort en solid indsats for at pleje grunden, som det hvert år foreskrives, da årets løb har sin lov: Træer vokser, træer skygger, træer svajer og træer vælter i efterårsstormene, og derfor må træer beskæres og træer fældes og saves, kløves, stakkes. Det giver en masse dejlig biomasse, som vi siden hen drager stor nytte af at omdanne til CO2, H2O og aske i vores pejs, mens vi kan sidde i sommerhuset og holde varmen og spekulere på hvordan vi kan få endnu bedre udsigt og skaffe mere biomasse til pejsen. Nærmest en slags perpetuum mobile.
Så vi har skåret og flækket og regeret på grunden, og nu føler vi os bedre stormsikrede. Og vintersikrede, hæhæ. Udover det har vi også spillet brætspillet Power Grid om at købe kraftværker og sætte strøm til byer og fyre en masse fossilt brændstof af, så det er et spil, som alle ingeniørerne i familien kan forholde sig til på et meget praktisk niveau. God mad og en lille fødselsdagsfejring havde vi også lov til at få.

Det har været dejligt at se min familie igen - det er godt at jeg de senere år har set dem alle noget oftere end jeg gjorde for f.eks. 10 år siden, da jeg studerede, og det er selvfølgelig smart at være tvunget til at være fælles om at holde sommerhus-urskoven i ave.

Af berigende begivenheder i en nær fremtid skal jeg bl.a. gøre noget ganske agrart, nemlig havegravning og klargøring af årets havehold. Jeg er sammen med min gode ven KK og hans bror og deres familier om at holde en nyttehave i Sundby, vi har i år 100 m2 som skal under plov, og det skal blive til rødder og knolde og bær og kål på forskellig vis.

Man kan ikke sige, at det ligefrem er professionelt og kost-effektivt landbrug som vore mere erfarne familiemedlemmer med rigtig landbrugserfaring ville dyrke - "hah, det er da spild af jeres tid" - og det kan man rimeligt nok grine lidt af at ellers højtuddannede symbolanalytikere (læs: halvstuderede røvere og nørder) går og bruger deres dyrt opsparede fritid på. Men selv sådan nogen, måske netop sådan nogen, kan have brug for havebrug og jordforbindelse. Og så må man jo kalde en spade for en spade og gå ud og grave i den fede amagerkanske muld.

Voltaire sluttede sit lille scriptus "Candide" med ordene: Man skal passe sin have. Så det har vi gjort og gør.



Mangen eg er for uvejret segnet

Skrevet af | onsdag, 13. november 2013 kl 14:09
Stikord: sommerhus, eg, skovning


...i hvert fald er der segnet en på vores sommerhusgrund. Det var stormens rov. Og som Rørdam skrev for hundrede år siden:
Der er styrtet en eg i den stormslagne lund,
der er vej, hvor den vældige stod.
Der er tomt, der er tyst, og vi standser en stund
med et suk ved den oprevne rod.

En af sommerhusets to egetræer er altså skvattet ned, og den lagde sig hen over en grusvej og på en del af vores nabos grund - ingen katastrofer med mennesker eller bygninger - men stadig lidt i vejen (og på vejen). Den slags giver klart et noget fredskovsagtigt præg på en sommerhusgrund, men er også til gene for trafik og naboer. Så mor og far og Lars Bo og jeg har i den forgangne weekend været i gang med et vældigt savskæreri og mas og slæb. Som man kan beskue på vedlagte billede, så har der været noget arbejde i denne eg. Det tog det meste af en lørdag og en halv søndag, og de resulterende ømme muskler måtte siden dulmes med lækker mad og cognac (ej heller værst).
Dog består endnu stykket ned til roden, de underste to meter af træet, og dette rodstykke er 70 cm. i diameter, og vi har ikke nogen motorsav som på en rimelig måde kan nå igennem. Jeg tænker måske at lave et plankebord, stole eller af noget andet praktisk af træet, eftersom jeg finder det lidt profant blot at futte godt og tykt og tungt og hårdt egetræ af og op i himlen, når der nu er så meget andet lettere og mere ubrugeligt, som man også kan futte af.

Som man kan granske, har vi nu en større forsyning af biobrændsel til fyring for fremtiden, og vi undrer os lidt over hvor vi mon kan lagre det, særligt hvis vi skal gå i krig med flere træer (og det kunne vi godt håbe på) i den stundende vintertid.
Vi havde måske et måske lidt opportunistisk håb om, at også nogen af naboernes udsigts-skyggende træer kunne have lagt sig ned (altså uden nødvendigvis at smadre noget som folk eller huse, bare lige så fredeligt ned over plænen), men det held havde vi dog ikke i denne omgang.



Medullas, non cortex

Skrevet af | lørdag, 17. marts 2012 kl 12:06
Stikord: fødselsdag, skovning, arbejde, korsang, Brahe Djäknar


På meget rørende vis fik jeg min fødselsdag fejret i februar. Før sommerhusturen med skovning var jeg forbi Psykopatgangen på Studenternes Gård til en lille aftens festligheder og gangdemokrati, det såkaldte "halvårlige køkkenmøde", hvor også gamle psykopater kan være med. Men på overraskende og bevægende vis lod man fejre en gammel beboers (ja altså min) fødselsdag med gave og sang. Jeg har det vist med at fortrænge, at jeg har så fine venner der pønser den slags bag min ryg.
Vores "grundpleje" i sommerhuset forløb i øvrigt uden tungere skrammer, end om vejret var temmelig gråt. Forældre og 4 søskende gjorde en solid indsats og se, rimeligvis var al fældning og det meste oprydning gjort lørdag med en let oprydning søndag.

Jeg fik indsendt min ansøgning om at lave nyere og mere avancerede katalysatorer til bæredygtigt biobrændstof, som led i et to-årigt postdoc-stipendium. Nu håber jeg blot, at de kan lide min ide, og jeg ikke har lavet ged i den et eller andet sted, glemt nogle bilag eller sat tingene op forkert. Man ved ikke rigtigt før man får svar, hvilket sker allerede sidst i juni...(!). Igen til efteråret er der en ny ansøgningsfrist, så hvis det kikser første kan man jo redigere i tingene og prøve igen. Der findes nu også andre fonde og midler at søge, og det vil jeg nok prøve at sætte i skema her i foråret. En og anden vil bemærke, at man også kunne finde et arbejde i den virkelige verden - det er forstås udenfor universitetet og nedenfor elfenbenstårnet. Nu har jeg ellers lige brugt 10 år på at kravle op.

Men herligt, det er dog blevet vår på de danske øer og Europa hælder mod sol, det lysnes og varmes og mulden brødes med vintergækker og krokus, og det kribler i ryggen af jorden!

Ja, ellers er der jo slid og slæb, afslutning og forfattelse af forskellige ting, vedligehold af uigennemtænkte opstillinger og forsøg på idriftsættelse. Men det er ikke surt det hele, thi der er også sang bag ploven. Og glad studentersang, og der er mange opgaver dette forår at håndtere og synge til. Der er kortræf hos vore brødre i Stockholms student-sångare midt i maj, der er div. større koncerter før og efter dette. Og selv skal jeg til Åbo og synge Valborg ind samt hjælpe Brahe Djäknar med at fejre 75-års jubilæum.
Også familien skal jeg se snart. Mormor har fødselsdag lige om lidt, så dén gren af familien samles meget snarligt, og senere er der flere familiefester. Altså der bliver rigeligt at age rundt til, kan man sige.



Ved Kyndelmisse

Skrevet af | onsdag, 8. februar 2012 kl 17:53
Stikord: arbejde, skiferie, skovning


Jeg var på skiferie i sidste uge. Juhu, rigtig ferie. Dette år som sidste har jeg været med nogle andre spejderledere i Norge - i år var vi ved Sjusjøen (= Syvsøen? Sjus-søen?) i et temmelig stort langrendsterræn (Europas bedste, siger de selv), der ligger øst for Lillehammer. Noget af det blev brugt som OL-terræn fra 1994.
Slalom er skiftet ud med langrend, med adræt nordisk skiløb (eller -gang), men altså mere glidende, langsommeligt, astadigt tempo jævnført med alpinskiløbets jag. Fed tur, det var sjovt og givende og rigtig hyggeligt. Det er rart at vide blot nogen gange, hvorfor man slider.
Men det var ganske forbistret koldt (Norge er åbenbart også et nordisk land, må man konkludere?). Visse dage var temperaturen helt oppe på -10°C grader i dagtimerne, andre dage var det mere -16°C-agtigt. Og koldere om morgenen, forstås. Måske har jeg reddet mig et halsonde, som skal fordrives med te og halsklud og C-vitamin. Vejret herhjemme og luftmiljøet i København kan vel også bidrage lidt dårligdommene.

Januar forsvandt i arbejdets støvregnsgrå tåger, der var i hvert fald masser af slid, og det fortoner sig lidt, hvad jeg fik udrettet. Nok mest noget med at skrive emails og være rørsmed og lave kemikalier og kigge i artikler og spekulere over hvorfor ting opførte sig, som de gjorde.

Snart er det tid til den årlige skovning af træer i sommerhuset - vi foretrækker betegnelsen "grundpleje" - så jeg er i gang med at praje mandskab (skovmænd) og finde taljer og reb til at trække træer ned den rette vej. Siden går vi amok i en motorsavsmassakre, på udvalgte træer forstås, og saver og hugger alt op til brænde. Det luner så dejligt i pejsen i løbet af året. Og det giver en godt udsyn. Og grundene skal jo holdes, siger De (en art officiel forklaring).
Forældrene mener normalt i sommermånederne, hvor træerne har fået blade igen, at der er meget bedre udsyn og meget mere plads og luft end sidste år, men jeg er mere i tvivl og tror nok, at vi måske snarere vedligeholder status quo mht. totalt udsyn før og efter: Hvad vi fælder på et år, kompenserer alle de andre træer for i vækst i løbet af det år.



Hur skönt det är i skogen

Skrevet af | torsdag, 17. februar 2011 kl 11:45
Stikord: NSSS, Alligatorløbet, skovning, sommerhus


Nå men der bliver da også arbejdet lidt på forskellige fronter og sådan.

Hvert tredje år i våren er der Nordisk Studentsangerstemme (NSSS), altså et stævne for studentersangere, i år i Linköping i Swarje i starten af maj. En stor og meget forbrødret og forlænget weekend og aldeles heftig begivenhed, siger alle der tidligere har været med.
Desværre har Studenter-sangforeningen besluttet forleden, at det deltager vi ikke i, da vi ikke kan sende sangere nok afsted. Det sidste er dobbelt skuffende for den skandinavist (eller nordist), der har territorialiseret sig på mit hoved, og Madsen her er ikke forfærdelig tilfreds med det hele, for nu at sige det lige ud. Så nu prøver jeg at finde et alternativ, og vi må se, om degnene fra tidligere kan hjælpe til den ende.

Over weekenden tager jeg og flere kammerater og far, mor og børn i sommerhus i Hornbæk og vi kører en lille motorsavsmassakre på en flok træer, der urimeligvis har vokset sig store og stærke og spist vor udsigt mod vest, det er for dårligt, vi skal have aftensol, tak. Og vi skal selvfølgelig også have lidt brænde og ild i pejsen, haha.

Alligatorløbet var præcis så hårdt, som jeg huskede det fra for 2 år tilbage. Vi kom pænt ud over stepperne sådan da med måde, synes jeg, og fik sat hak i fire poster, herunder madlavningen. Men ildboret fungerede ikke, det blev ikke varmt nok ved friktionen, og det blev der nu bandet en del over i udførslen, mest indvendig.
Uheldigvis blev min makker Kristina ramt af en gammel ankel-hæl-skade fra et andet dødhårdt spejderløb årtier tilbage, så det gik ikke så godt efter post 4, og dermed var løbet slut for vores vedkommende.
Hvis ordet "sjovt" kan antage betydninger som udfordrende, hårdt, mørkt, koldt og alligevel aldeles herligt, så var det rigtig, rigtig sjovt, så længe det varede. Ja, "Hur skönt det är i skogen få i morgonsolens glans marchera", synger Muntra Musikanter, og vi med. Til trods for ømme fødder, ømme skuldre, øm krop og tunge øjenlåg.
Næste år SKAL det ildbor sgu virke, død og kritte &%¤#*@§, så jeg er i tænke-og-arbejds-boks med det.



Trondhjem

Skrevet af | tirsdag, 23. juni 2009 kl 01:20
Stikord: Trondhjem, sommerskole, katalyse


Jeg er taget på sommerskole i Trondhjem sammen med et par andre phd-bumser fra centret, hvor jeg er hele denne uge. Der er også folk med fra den store stygge svovlindustri, bedre kendt som Haldor Topsøe. Det er en dejlig by. Og emnet kunne være dødspændende, men det er faktisk lidt små-kedeligt, specielt fordi det er forelæsning på forelæsning på forelæsning, der er ikke ordentlige oplæg til spørgsmål, ingen regneopgaver, intet gruppearbejde. Så vi kommer til at skulke nogen fag når det bliver for dødbringende. Det har det været denne formiddag.

Vi bor på et "sommerhotel" tilknyttet universitetet heroppe, NTNU, og stilen er ret rudimentær. Det virker mere som et slags vandrehjem. Maden er sådan lidt op og ned... jaeh. Måske bør der ringe nogen alarmklokker, når de siger, at en eller anden given ret er en traditionel norsk ret. Men det hele er ok, synes vi, det tager vi med.

Men vi skal ud og se Europas største træsprit-fabrik, der ligger ud mod det store hav på Tjeldbergodden. Her omdannes ubegribelige mængder norsk naturgas til 2500 tons træsprit om dagen. Det ryger så videre til plast og aldehyder og maling og andre kemiske dampe (her kan der læses røverhistorier om dét).

Det er freaky, at solen ikke forsvinder bag bjerget før kl. 23.30. Den står så også korresponderende tidligt op, man kunne vågne kl. halv fire i nat og tænke det her er alt for sært - der må dog være noget trist i vinterhalvåret, med mindre man har seriøst nattesyn og holder af kulde. Tirsdag morgen tog vi ud og løb (lidt op og ned, og det er der en del af her i staden) og så det hele vågne.

Fredag eftermiddag er det retur til København, og lørdag morgen er det hjem til søsterens og broderens jeg-er-færdig-med-sløje-eksameniner-gilde. På første klasse igen, sgu, som pralet med tidligere. Hæp hæp.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Sommertogt 2020 Krønike

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
august 2020
juli 2020
juni 2020
maj 2020
2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005