theilgaard.net  Warning: Undefined array key "bredde" in /customers/4/7/4/theilgaard.net/httpd.www/skaerm.php on line 10 


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

Solen vendt

Skrevet af | mandag, 24. december 2018 kl 14:20
Stikord: jul, nytår, solhverv, året, status


Jeg er igen vendt hjem til midt- & vækstjydske og familien for at fejre julen. Med jernbanedampekspressen, fællesskabets kampvogn, så ganske årle en lørdag morgen med alle de andre, der også monne age over bælterne.
Og jeg havde næsten glemt fra sidste år, at jeg som så ofte også vender hjem til det i min familie, blandt mine søskende og forældre, nærværende og lidt almindelige og meget kærlige bryderi, som vi egentlig nødig vil undvære (på jydsk: "bøvl"), om juletidens daglige og også praktiske gøremål - en art forhandling om hvad vi egentlig skal og hvornår og hvorfor. Men ellers også til brætspil, julesange, gåture og madlavningsprojekter. Og når det virker og er bedst - autentisk nærvær.

Hvad har året budt på? Tjo. Det er faktisk først her i juletiden, at jeg synes jeg har tid til at se det hele lidt mere fra oven. Jeg arbejder stadig i Topsøes miljølaboratorium som forskningsingeniør, hvor vi laver gasrensning. Og det er for at sige det rent ud rigtig spændende og meningsfuldt for mig.
Jeg er stadig en ret aktiv studentersanger, hvilket kan være lidt en livsstil. Endnu mere en livsstil er mit spejderi, som omfatter både gruppeledelse, ledelsesvejledning, nyt og ekstra ambitiøst friluftsliv og, når det flasker sig, spejderløb for oldboys. Ja og dernæst holder jeg stadigvæk havelod (2 havelodder faktisk sammen med en gammel kollegiekammeret) ude i Sundby, det har både budt os bær og ærter og kartofler og urter, og der står da endnu både grønkål, rosenkål og noget andet krøllekål igennem vinteren og byder sig til.
Også lidt nyt:
I foråret bestod jeg min yachtskipper-3 eksamen, så nu må jeg sejle delebåd i min sejlklub (Lynetten), og det er blevet brugt en del i årets løb, og kommer nok til at blive brugt endda mere næste år, håber jeg.
Her i efteråret har jeg læst projektledelse på DTU, delvist fritid og i en halv dag af arbejdstiden. Jeg synes det har været hårdt spændt for i mit daglige program - det er jo ikke fordi, at jeg ikke laver andet i min fritid - jeg har i hvert fald ikke rigtig haft det store overskud til at slappe af selv eller gøre andre ting med større nærvær. Nu i julen tager jeg tilløb til at rode mig ud i nye forviklinger.

Hvor er det glædeligt jule-overraskende at vi her på egnen i dag har strålende sol; den synes jeg ellers ikke vi har set noget som helst til i Københavnstrup de sidste 3 uger, hvad var jævnt hen trist (ja jo, det er jo ikke for det, jeg arbejder jo fra før solopgang til efter solnedgang i hverdage, så hvad jeg ellers vil kunne se af sol vil også være ganske indirekte). Men med lidt solskin over dagen i dag kan jeg vel godt undvære den hvide jul. Himmerlænderen Johs. V - der jo nok var optaget af himmellegermernes vandring på stjernebaner og årets følgende skiften - skrev selv om det tilbagevendende lys i sin "Solhvervssang":

Vor sol er bleven kold,
vi er i vintervold
og dunkle dage!
Men nu er nedgang endt,
og håbet tændt - ja håbet tændt,
for nu er solen vendt.
Nu kommer lyset og den lange dag tilbage!

En glædelig og hjertelig jul, og et knaldgodt lyst og pyroteknisk nytår!



De tolv juledage

Skrevet af | onsdag, 28. december 2016 kl 22:28
Stikord: jul, nytår, 2016, året


I år har jeg ikke været stresset op til jul. I hvert fald ikke sådan i klassisk og ekstrem forstand. Alternativet til at være julestresset er åbenbart at ikke nå at skrive julebrev og sende julekort inden jul. Planlægningen og prioriteringen på Markmandsgade lader vist stadig lidt tilbage at ønske...

Alligevel vil jeg gerne give en kort statusrapport. Er der noget nyt at sige om det år, som er gået?

Jeg arbejder stadig som ingeniør hos Haldor Topsøe. Det handler (stadig) om grundstof nr. 16: Svovl; - Der er en masse forskellige gasstrømme, som svovl skal fjernes fra, og vi laver og udvikler så teknologi til det. Jeg er stadigvæk spejderleder i Bagsværd. Jeg synger stadig mandskorsang i som studentersanger.
Så er jo året gået ret meget med det, jeg har i hvert fald givet det mit nærvær i høj grad - som ofte med mig, så havner jeg i situationer hvor jeg tager ansvar for en hel masse ting i mine fritidsinteresser.

Men det har nu ikke været altsammen sædvanlighed og dagligdags trummerum. Tre vigtige ting for mig i årets løb er disse:

I foråret havde mit kor sangerbesøg i København et par dage af Akademiska Sångföreningen fra Helsingfors, som var på gennemrejse rundt i Norden. Mit bidrag var at sørge for eller hjælpe med til, at en masse ting blev tænkt, arrangeret og udført. Fælles koncert og sangermiddag (også med Lunds Studentsångare), og værtskab og for Akademen mens de var her, og en masse korrrespondance og ideer op til. Det var meget tilfredsstillende at det lykkedes at give finlænderne en flot oplevelse af København, og det var meget, meget sjovt og givende da de var her. Studentersang er bygget på studenter-skandinavismen i 1800-tallet, og det var værdifuldt for mig at bidrage til at styrke båndene til de andre nordiske lande.

I sommeren og efteråret har jeg beflittet mig med at samle, sanke og høste en gansker varieret mængde bær og frugter til marmelader, frugtgrød og gele. Mig selv har det været en kilde til stor glæde at kunne bruge naturen og den rige frugt, som den bærer - og at kunne give det frembragte videre til andre.

Efter sommerferien er jeg holdt op med at være tropsleder for spejderbørn - nu er jeg kun gruppeleder, altså leder for de andre spejderledere i vores spejdergruppe. Og det betyder så også, at det er de andre ledere, som er genstanden for det spejd og den spejderledelse jeg laver og langt hen ad vejen de spejderoplevelser jeg får i Bagsværd gruppe (mv.). Det er en ny måde at arbejde med ledelse for mig, der er mere fokus på mennesker, værdier og arbejdsgrundlag og på at sætte mere samlet retning på det der sker. Også det er sjovt og nyt for mig, det er i hvert fald spændende og udfordrende.

Jeg har brugt juledagene hjemme hos forældrene med mine søskende, med risengrød og and og flæskesteg og megen sang og juletræsdans, med familiebesøg og vandreture og brætspil og ild i kakkelovnen, med at lade batterierne op, og nu 4. juledags aften er jeg så sidste mand blandt mine søskende der forlader den familiære jul. Min far var på arbejde i går og i dag. Mine søskende har deres program og deres aftaler og er draget af. De skal videre med deres sager og deres bøvl; det skal vi alle sammen.
Julen varer lige til påske - nej, naturligvis ikke, den varer til Helligtrekongers aften 6. januar. I min arbejdskalender står der dog noget lidt andet for de første dage af januar, men det er måske også ok godt nok at julen og højtiden ikke kun er henlagt til lediggang. Glædelig jul og godt nytår med masser af god kemi herfra.



En bagklog dagbog fra en afkrog - julen 2014

Skrevet af | onsdag, 24. december 2014 kl 11:55
Stikord: jul, nytår, julebrev, arbejde, spejder, kor


Julebrevet i år bliver min beretning her på siden. Det har ikke lige passet ind at nå at sætte sig og nedfælde tanker/døgnrapport over det nu forgangne før nu, og det harmonerer jo slet ikke med udbringning af julepost. Travlheden åd dagene før jul. Men nu i år kan vi magelige lønmodtagere muntre os ved at have såkaldt arbejdstager-juleferie (altså hvor helligdagene ikke falder sammen med weekenden), så jeg drager nytte af det med at holde to ugers sammenhængende ferie her mellem jul og nytår.

Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal se tilbage på året i år. Indefra betragtet synes jeg ikke, at jeg har foretaget mig væsentligt nyt, og så kan man jo bare duplikere sidste år juleberetning. Men lidt nyt er der da.

Det har været sundt for mig at få nyt arbejde i industrien. Og der er mange ting, som jeg ikke har gjort før og er urutineret udi, som jeg nu skal til blive bedre til. På Topsøe har man projekter, hvor man er sammen om at sparke bolden i mål. På universitetet stod man mere alene med tingene, dog ikke forstået på den måde, at man så selv bestemte - det var mere ansvar uden den helt ækvivalente grad af frihed. Men jeg synes egentlig også, at jeg er blevet roligere, gemytligere og væsentlig mindre stresset. Universitetet er på den måde projektært for sine yngste ansatte (phd´er og postdoc-forskere), som hele tiden skal tænke i publikation og i det næste projekt. Og ikke så meget i substans eller fordybelse, eller ikke så meget som man kunne have håbet. Man kan blive lidt forjaget af den slags, af den såkaldt "projektære forbandelse", hvor alt er åbent og intet er fast. At få noget fast grund på Topsøe er også derfor en lise for mig, og jeg har kunnet tænke mere langsigtet i år. Det har givet plads til en smule omtanke på hvor man vil hen med det man render og laver. Og det er egentlig rart.

Jeg kan også se tilbage på et år, hvor en efterhånden noget bedaget Studenter-sangforening holdt jubilæum (175 år). Der er blevet opført ny sang og musik og poesi til lejligheden, og sunget er der blevet, en hel del rundt omkring. Det er ikke helt dårligt, eller det var det i hvert fald ikke alt sammen, så lidt sammenhængskraft har vi da bidraget med.
I år var året hvor der blev flere og flere spejderopgaver. Men jeg har også oplevet en begejstring sprede sig omkring mig, når jeg selv tog ansvar for andre og for opgaver, som jeg kunne hjælpe fremad. Det er svært ikke selv at give den en skalle så, når det man gør er meningsfuldt.
Meget af min frie tid og det overskud der skulle være til at sætte nye skuder i søen går derfor med kor og med spejder, og det er nok noget af det, som jeg skal prøve at lægge om i 2015. F.eks. vil jeg gerne bruge tid på at sejle noget mere og på at være mere udendørs.

Men nu er det jul. Den holder jeg med søskende og forældre i Holstebro, og sidenhen tager jeg med nogen spejderkammerater på ski i Norge i en uge over nytåret.

Herfra blot: Glædelig jul og godt nytår



A.D. MMXIII

Skrevet af | torsdag, 10. januar 2013 kl 15:31
Stikord: arbejde, jul, nytår, ski, skiferie


Et godt og lykkeligt nyt år kan jeg nu ønske, og måtte det blive så.

Julen blev fejret hjemme hos mor og far, og i år lykkedes det mig at tage forskud på nytårsfortsætterne med et acceptabelt niveau af motion i løbet af julen.
Nytåret blev skudt af hos en af mine kammerater og hans bekendte på Vesterbro udi Københavnstrup, på næsten behørig afstand af krudt og kugler. Og SÅ kører ræset igen, ja. Kan man vel mene at mørket og gråvejret gør een uforholdsmæssig træt om morgenen, ja, der er næsten ikke kaffe nok i automaten til at få energien i top... Dagen (og dagslyset) forsvinder nådesløst som arbejdstimernes bytte, og imens slides der (i hvert fald buksebage) på kontorer og til dels også i laboratorier.

Dog i morgen aften farer jeg med et slæng af spejderkammerater på skiferie en god uges tid til Sjusjøen i Norge - der var vi også sidste år, men terrænet er så stort og afvekslende, at vi tænker at prøve det end en gang. Først med båd, og så med bil, og så med ski. Det skal forhåbentlig blive en dejlig tur nordpå, og mens vi er væk har DMI lovet, at det også bliver vinter for alle Jer andre herhjemme (allerede for 2. gang denne vinter). Men desværre ikke for meget sne lige med det første, så man ellers kunne tage langrendsstængerne på.



Juleferie

Skrevet af | søndag, 30. december 2007 kl 20:34
Stikord: jul, nytår, familie, ferie


Måske har De bemærket, at denne blog ikke opdateres ofte. Når det så sker, kommer der en ordentlig svada, som ingen på nær de mest halsstarrige eller frygtløse kan overskue at læse. Herfor beklages. Jeg synes virkelig, at jeg har haft travlt siden jeg startede på Ph.D.-projektet, måske fordi der også lige pludselig også skal tages hensyn og keres om kæresten i det daglige.

Det er klart, dagsværket er gået fra at være studie til at være arbejde, i hvert fald formelt, hvorved en anden forpligtelse følger - sådan virker det da på mig. Men prinsessen er også kommet til og er desuden kommet hjem fra London, siden for et år siden, så status er alt andet lige anderledes. Det er måske bare sådan det er at have en kæreste (det må jeg nok lære at leve med, i så fald)

Sidst lillejuleaften, efter julepakkeræs lørdag og Julies fødselsdagsfest for veninderne søndag eftermiddag, tog jeg så med toget hjem til familien i Holstebro. Hvor var det dog vidunderligt at få tempoet ned i nogle dage i familiens skød uden stress og jag.
Julie kom over til os 2. juledag efter julefrokost hos farmor. Nu har vi haft nogle gode juledage hjemme hos "Casa de Theilgaard", hvor der for mit vedkommende har været tid til fjolleri og computerspil og ren hygge, og for Julies vedkommende bare opgaveskrivning (aflevering 2/1-08). Ja ok, altså, det har været dejligt for mig og træls for Julie. Kedeligt med de eksamensregler på KU.
Jeg selv kan nu også mærke, at jeg ferierer på lånt tid, og at rotteræset snart starter igen.

Når man nu ferierer rundt derhjemme, noterer man en del interessante fænomener vedrørende tingenes gang og tilstand under de himmelstrøg:
katten vinder derhjemme ugens pris som den mindst velopdragne. Det undrer mig, at de ikke i det mindste prøver på at vise den, hvem der bestemmer og hvad den må og ikke må. Men det må de selv ligge og rode med.
Mine brødre spiller computer fra morgen til aften. Det er åbenbart så vigtigt, at man ikke venter sig andet af dem, og der derfor ikke er nogen nævneværdige krav til indsatsen for at få praktikaliteterne i det daglige til at fungere. Og min lillesøster fortaber sig i mainstream-underholdning enten i form af fjerner, DVD, computer eller opbyggelige bøger, sidstnævnte som så kan pløjes igen og igen, til den totale ukendelige igenkendelighed. Så det er julen i vores familie: Nogle få juletræssang-afbræk i en eller tung og seriøs indsats foran den store elektroniske frembringer af syntetisk virkelighed (skærmen). Nå ja, så er de da indimellem til fest og drikker bajere og sprit med gutterne/gutinderne. Altså: Altsammen sunde intellektuelle interesser, som mor og far også behørigt lader ungdommen muntre sig med, blomsten af Danmarks land, denne vor stolte og frie fremtids forudsætning.
Jaja. Jeg er i hvert fald bombesikker på, at jeg bliver en meget strengere og fastere far, når/hvis jeg engang avler kuld :-)

Nå, men alt i alt, en glædelig jul, den smule der er tilbage og som vi har lov at nyde, og et knaldgodt sprængfarligt nytår til Jer alle. Husk briller og kittel, hvis man selv må ud og lege fyrværker eller kemiker.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Sommertogt 2020 Krønike

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
februar 2021
januar 2021
december 2020
november 2020
2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005