|
|
blog
Sommerlys
Skrevet af
| torsdag, 16. juli 2015 kl 11:14 Stikord: sommerhus, ferie, lys, kemi, luminiscens
Tirsdag ankom jeg til sommerhuset for at pleje haven og slå græs og i øvrigt foretage mig ikke for meget. På mandag er det nemlig tilbage på fabrikken og give den en skalle (juhu for tre ugers sommerferie). Dog må jeg sige at græsset krævede sin mand og en vis indsats at slå, da det ikke har været rørt i 6 (!) uger. Det var næsten for stor en mundfuld selv for motorplæneklipperen sine steder, men det lykkedes da til sidst.
Her er ganske fredeligt og meget grønt. I går var der en stille og meget smuk skyfri kvæld ved solnedgang, hvor jeg sad ude under bøgen og spiste fiskedeller med nye pateter. Vinrankerne står meget flot (se billede) og spår om en rig høst, ja det kan man da håbe. Solsorten håber også. Solen skinner det meste af tiden fra en skyfri himmel, men der står en kold vind fra V-NV ind fra Kattegat, så det er ikke vanvittig varmt lige for tiden - det er ikke lige temperaturer som forbindes med vindyrkning (18°C midt på dagen). Dog er det jo på den anden side ikke varme men lys, som skal bruges til at lave fotosyntese-reaktionen og dermed sukker i druerne.
Og apropos reaktioner med lys:
I går nat lå der en sankthansorm (en lysbille, lampyris noctiluca) ude i beddet under egen. Det er så fint, det ligner på afstand at nogen har tabt noget elektronik med en klar gulgrøn lysdiode i underskoven. Det er det ikke - fænomenet kaldes kemoluminiscens - en (bio)kemisk reaktion, der udsender lys, på samme måde som de såkaldte "knæklys", som man kan købe i f.eks. byggemarkeder eller SpejderSport. Eller som morild, som er et andet sådant biologisk lysfænomen, blot til søs udvirket af nogle alger og med blåt lys. Tænkt hvor smart og temmelig kløgtigt at de her kryb behersker den avancerede biokemi, som det kræver at lave en luminiscerende reaktion med en helt bestemt bølgelængde, altså en bestemt farve af lys.
Lysbillerne har yderligere fortrin: De lever af snegle, så man kan måske med kreativt vid og den kækkes held indsætte dem som en art hemmeligt våben i kampen mod de her brune iberiske opviglere, som til tider hærger haverne. Billelarven æder sig simpelthen ind i den indimellem flere hundrene gange større snegl, som godt kan overleve nogen tid at blive spist af. Kan man tænke sig en bedre indikator for at snegleinvasionen holdes i skak end et bed, der lyser neongrønt ved nattetide?
|
|
|
|
|
|
|
|