|
|
blog
Syvsover i Syvsøen
Skrevet af
| tirsdag, 21. februar 2017 kl 07:20
Stikord: ferie, skiløb, spejder, langrend, Norge
I uge 6 var jeg på skiferie med nogle af mine spejderkammerater von vorne Zeiten. Turen gik til Sjusjøen ved Lillehammer og Norges største langrendsområde, hvor der trods de norske avisers bemelding om at året var snefattigt faktisk var masser af sne. Og rigtig fint skiløb og dertil udmærket og ikke for koldt vejr, omend man kunne have ønsket at løjperne blev præpareret lidt mere disciplineret.
Vi var 3 biler afsted indeholdende 2 familier og 3 personer uden ditto, så der var et herligt leben med børn og leg (og indimellem larm). De andre familiers børn er så ved at være vokset så meget til nu, at de også kan stå på langrend og godt ved, at der indimellem skal arbejdes for at komme frem og at det ikke går nedad hele tiden.
Så vi boede i en sådan en norsk hytte (med et anneks som en art karlekammer) og så var det ligesom at være en helt stor familie med fælles måltider og fælles ansvar og fælles skiløb afhængig af, om man var med børnene på tur eller med de voksne på tur. Og så brætspil og god mad og kl-17-GT mv. Det var meget godt og meget ferie og meget hyggeligt.
Altid på skitur plejer jeg at gå sent (indimellem senest) i seng af alle, og jeg er åbenbart også den syvsover, der står senest op. Kl. halv ni f.eks, og det er ellers ikke en luksus jeg er så vant med.
Det med sneen: Der var i hvert fald sne nok til at vi kørte i grøften med den ene bil, da vi skulle hjem, inden vi havde været så fremsynede at sætte snekæder på bilen, på en sådan måde at vi måtte trækkes op af kranbil. Men - vi nåede færgen, og det var ikke Karon.
Den kedsom vinter gik sin gang
Skrevet af
| søndag, 3. marts 2013 kl 17:28
Stikord: arbejde, DTU, ski, langrend, spejder
 På DTU Kemi har vi lige startet et nyt lille projekt med Daka Biodiesel, som udover at levere dejlig biodiesel rundt til alle dieselstanderne i landet, har et lille problem med nogle restprodukter, som skal renses for svovl (noget svovl, som de vist, måske tror vi, kunne have hældt ned i deres fedtsuppe tidligere i processen). Det er jo rigtig dejligt at komme tilbage i brechen for det, som man egentlig har taget sin ph.d.-uddannelse i. Så to gange har vi været ovre på Det Store Fedtkogeri i det østjyske og udtage prøver og tale om svovlkemi og svovlanalyse, og mit laboratorium er nu igen fyldt op med prøver med sort snask. Velbekomme.
Det i tillæg har jeg i godt et halvt år og til stadighed arbejdet med røggasrensning med henblik på skibsudstødning, hvor vi nu har fået nyt analyseapparatur i drift . Så der sker lidt. Det er godt.
Min kammerat Steffen har udstationeret sig i Bryssel i forbindelse med det her fællesmarked og eurokratzone, og derfor var Anders III og jeg (= Anders I) nede og hilse på ham i øllandet Belgien i en weekend. Her blev der set og smagt på, drukket og spist af belgisk finkultur (pommes frites med muslinger og øl), men der var dog også tid til at beskue museumshængte flyvemaskiner og Art Nouveau-arkitektur (dss. Jugendstil, eller tillempet til dansk: skønvirke).
Nu bereder foråret sig på at pible frem i ryggen af jorden. Vi kan slutte, at det var godt, at vi fik lov til at opleve en rigtig vinter med vedvarende frost, men noget mere snefald havde været at foredrage for os skiløbere (andre finder sikkert, at vi her i landet har fået rigeligt): Jeg havde håbet, at det kunne blive til skiløb udover mark og enge i år, men der kom i underkanten til at det blev rigtig anvendeligt (eller også kom det, mens jeg var udenlands, f.eks. for at løbe på ski...):
I uge syv brugte jeg et par dage med Steffen, Karl Kristian og Tue, hvor vi fór en dejlig tur op til en smålandsk stuga, og så stod den på skitur ud over engene og gennem skovene, steg og sovs og surt, og kortspils-aften om kvælden. Den store skov her, den skal man ikke fare vild i - det er den skov, der hedder Sverige, sagde Steffen. Så sådan var det.
Skiferien til Norge midt i nordfrosne januar var et fint og idrætsligt afbræk. Det var dejlig varmt på fjellet i sol, helt op til -6 grader, tror jeg. Det var nu ikke standarden hele tiden. Sjusjøen ligger i et slags kuldehul (nordmændene taler om "snøhuller"), hvor der er skiføre 6 måneder om året. Det fik man så at mærke, når man løb nede ved søen eller langs fjeldelvene. Her var der måske mere sådan -25, så her havde vi det lidt som om at bagen og snuden var ved at fryse af.
Senere på måneden havde spejderlederne i Mølleå Division udpønset en lille ledertræningstur for vores patruljeledere og patruljeassisterne. Her må jeg i al beskedenhed nævne lejrbålsunderholdningen udtænkt og afviklet af undertegnede, som til manges tilfredshed var en sketch gjort på baggrund af et klassisk lejrbåls-western-eventyr i fem akter, samt et lidt mindre klassisk spejd2020-bullshit-bingo spil, som man kan lære at kende her på siden. Titlen: "Den unge, smukke, synergiske cowboy og metarefleksive Lady Rose". Så på den måde kan man sige, at der dog har været eet eller andet nyttigt at bruge alle de spændende nye ord til. Skynd dig at læse det før korpsledelsen i DDS gør det.
Ranker Eder, og tager Eder sammen!
Skrevet af
| onsdag, 2. februar 2011 kl 09:52
Stikord: arbejde, spejder, korsang, ferie, ski, langrend, fædreland
Jeg kom tilbage til djævleøen lidt før nytår og havde egentlig slet ikke fået jul nok i denne omgang (øv øv). Derpå arbejdede og skrev jeg i nogle uger, mens madklub, studentersang og spejderarbejde bleve genstartede.
Og i sidste uge var jeg på ski i Skeikampen nord for Lillehammer. Langrend, dog ikke direkte på fjeldet men på langrendsløjpe. Vi var 9 spejderleder-agtige unge afsted, samt i alt 2 stks. yngel, og vi havde der en pænt stor norsk hytte med fine fine forhold. Flot vejr var det og fint skiføre, og langrendstræningen for et år siden i Finland bar frugt, da jeg kunne løbe afsted med de andre mere trænede løbere med bredere ski og stålkanter - mine ski er nogen tynde små pinde uden stålkanter, så de er svære at skære ind i løjpen, når det går stejlt op, og de faldet igennem sneen, hvis man kører ud i terrænet, da de er ret tynde og derfor bærer mere vægt pr. areal. Til gengæld kan de køre hammerhurtigt, hvis man smører dem ordentligt. Nå, men Norge var rigtig dejligt, og jeg trængte til ferie, i hvert fald til frisk norsk fjeldluft. Det gaves.
I weekenden skal jeg og gruppelederen Kristina på Alligatorløbet, et hårdt spejderløb på Söderåsen i Skåne for 2-mands seniorsjak. En del forberedelse er allerede løbet af staben - herunder foropgaven, som efter en lang og svært kodet besked (se et delresultat her) blev afluret og bygget (et maritimt astrolabium) - og nu arbejdes der på tørt tønder og ildbor. Det er ikke for tøsedrenge.
I mandags forlod jeg den ugentlige korprøve i særdeles opstemt og bevæget humør. Der var sk. tvangfri aften, hvilket er ensbetydende med at den sidste del af prøven udbyttes med musiske underholdende indslag, kvartetkonkurrence og spisning af smørrebrød (med øl og snaps). Det var selvfølgelig fint og sjovt og rart og helt dejligt alt sammen, men større motivation tilflød under den forudgående korprøve. Da man synger pænest og rigtigst med et opretstående, rank og energisk holdning med fri luftgennemstrømning til maven, sagde derfor vores vice-dirigent og overordentligt energiske sangpædagog Jon, efter en lidt sløv start med sløve sangere:
Rank Jer, og tag Jer sammen!
Men når Jon siger noget, kommer der gerne en forklaring eller et efterspil, og det gik som noget i retning af:
Tag Jer sammen: Det er derfor, det hele flyder i Danmark og alting går af helvede til, for der er ingen der tager sig sammen, ingen der ranker sig. Alle går sløve rundt, er for længe om deres uddannelse og vil hæve offentlige ydelser og gå på eferløn og pension og spille golf. Tag Jer sammen, Studentersangere! Gør Jeres uddannelse færdig, arbejd med løftet pande og fremskudt bryst, lad være med at gå på pension. Opfør Jer som mandfolk og gør Jeres pligt for Jeres fædreland! Og syng ordentligt.
Således ildnede skal der nu strides!
Ekspeditioner
Skrevet af
| onsdag, 24. februar 2010 kl 15:56
Stikord: Finland, Åbo, Nådendal, langrend, på landet
I sidste uge fejrede jeg fødselsdag heroppe. Der var dog ingen tramp i gulvet for pharisæerne, ej heller portvin, pandekager eller morgensang ved gjenboernes hjælp, så på den måde var det naturligvis lidt pauvert. Men jeg fik 4 fødselsdagsbreve, det nærmer sig rekorden for hvad jeg har fået på een fødselsdag, så det var meget storartet.
Jeg tog tid til at invitere Toni, Bartek og Gerd til middag, fisk og grøntsager og pasta, og chokoladeis til dessert. Og vi spillede brætspil, ligesom hjemme hos psykopaterne, det var Skeppsredarna från Gamla Carleby, og vi sejlede Nordeuropa rundt med tjære og tømmer, fisk, salt og savsmuld resten af aftenen, mens vi drak øl og gammel dansk.
I går jeg med Toni og hans forældres hund Rosa langt ude på landet. Hans forældre har en fiskefarm, hvor de opdrætter sik, og den ligger ved en af øerne, Ainsmaa, ude syd for Nådendal i Åbolands skærgård.
Der skylle ryddes sne på gårdspladsen og mellem husene og på markvejen op til asfaltvejen, ellers ville det være umuligt at komme frem senere, for det har sneet ganske meget de sidste dage, også i går eftermiddags. Toni kørte traktor med sneplov. Jeg stod på ski i nysne på markvejen, der sine steder var for dyb. Derefter lavede jeg en ski-vej op over en eng, hvor der var 60 cm sne. Man kan ikke køre i det, da skien går 50 cm. ned. Det er længe siden jeg har taget mig tid til at lege på samme måde.
Bagefter blev jeg vist rundt i forarbejdningshallen med mærkelige fiskerensemaskiner, og så vi var som en anden Karl Gustav ude på isen i for at se til fiskeburene - man holder hul i isen og ilter vandet - jeg scorede mig da også en halv sok (det var kun -7°C, så isen var ikke helt sikker rundt om fiskeburene).
Nå, men hjemad med os, da det efterhånden var blevet mørkt, og så holdt i en landsby på vejen på kroen eller cafeteriet (det var nok syntese af de to ting) for at betragte den lokale mad og den lokale befolkning. Vi fik noget köttfarsböf med pommes ned i løgneren. Bagefter tog vi tilbage til Nådendal og stod på ski. Jeg havde en fantastisk skitur med korrekt smøring til nysne - Toni peb over dårlig smøring og gik hjem. Vi så en rævehale med en Mikkel nedenunder, som løb foran os på den oplyste løjpe. Der var ikke rigtig nogen skiløbere udover os, så han følte sig vel lidt kæk, som om han ejede skiløjpen - måske er finske ræve naturligt kække?
I denne uge og næste øves der mere på repertoiret til koncerten i Nådendals 7. marts, det er noget Brahms og noget Mendelsohn, som vi skal synge sammen med Florakören og Akademisk orkester i Nådendal Klosterkirke. Så det bliver en halvstor affære. Og mor og far kommer helt fra hjemmefra før at høre på skråleriet, så jeg skal stramme mig an.
Desuden skal jeg jo synge kvartet, og der skal vi også øve noget sammen, uha, der er meget der skal øves på pludselig. Man er alene på stemmen i en kvartet - men igen, man har melodien, så det er nemt, men så på den anden side, man synger første-tenor, så det er en gang skrigeri. Og jeg skal have købt skjorte og seler og vest til min frakke, for hulanda, ellers bliver der ikke nogen koncerter.
Arbejdet i mit lille laboratoriebur - det går sin vante gang. Reaktoren kører, og kommer lidt efter lidt bedre styr på analysen af prøverne.
Weekendslaveriet
Skrevet af
| lørdag, 13. februar 2010 kl 17:22
Stikord: Finland, Åbo, arbejde, Brahe Djäknar, film, langrend
Trods indkøringsvanskeligheder startede teknikken pænt op onsdag, og de rette substrater begynder at løbe hen over katalysatoren som skidt fra en spæd kalv, og det betød masser af ekstra prøver, som nu står til at blive analyseret. Og det er en omstændelig affære, som jeg desværre først er klar til at køre i dag. Jeg har det ikke godt med det her weekend-arbejde, men de færdige væskeprøver har en begrænset holdbarhed (noget i retning af et døgn, måske to), og gaskromatografen her er RIGTIG længe om at analysere hver prøve, og jeg har MANGE prøver, der skal køres nu. Så jeg er nødt til at komme både lørdag og søndag at lave et døgns prøver, hvilket er ca. 16, og sætte dem i kø.
Jeg har meldt mig til at synge kvartet om fire uger med Brahe Djäknar. Koret er kendt for at stille op som kvartet, når der er et eller andet formelt fest-agtigt på Åbo Akademi og andre steder, der . Man kan bestille Brahe Djäknar til sin fest. Og hvis man skal lære sangene, så må man jo sætte sig selv og sine evner lidt under pres. Så nu skal vi se, om jeg kan følge med de hårde drenge i drukviser og sangstemme, og om jeg nu kan synge tingene alene. Her er jeg første tenor, så jeg har melodien - så det er nemt - og dermed den højeste stemme - det er mindre nemt.
Torsdag aften inviterede Toni mig indenfor til kaffe og irsk kaffe-kage, cognag og en drinks, og derefter mente han, at vi skulle se film i biografen. Jamen så skulle vi vel det, tænker jeg. Så det skal jo ikke blive for kvindagtigt, så vi skal se The Road. Grum film, og bagefter kunne jeg ikke sove, pga. for meget kaffe, drinks på lidt for tom mave eller i hvert fald på tomme kalorier, og alt for levende billeder, der roterede inde i bøtten. Jeg prøvede at læse, skrive, spise noget mad, men det hjalp lidet. Jeg faldt først i søvn kl. halv fem. På det tidspunkt måtte filmen egentlig godt have været en kvindagtig og klæg kærlighedskomedie, tænkte jeg.
Nå, men man høster, som man sår, så selv om jeg var selv ude om det måtte jeg vel mande mig lidt op fredag. Så hen på eftermiddagen efter arbejde tog jeg igen med Toni og Mats til Nådendal at stå på ski. Det startede som en lidt halvkold affære. Men man får varmen efter en halv time lige gyldigt hvor meget eller lidt tøj man har på. Det er god motion. Særligt, når man som jeg ikke får gribe-voksen ordentligt smurt på midten af skien, så den kun virker i et kvarter. Der blev udspyet et par eder og bander enkelte gange. Bagefter var der øl, sauna, rulle i sne, sauna, drinks og champagne. Naboerne kom forbi og ville fejre, at Toni var blevet kandidat for noget tid siden. Fair nok. Vi røg ned på den lokale bæverding bagefter og fik pizza. Klokken var vel ved at være kvart i ti på det tidspunkt, og så skulle man jo også nyde sin mad. Jeg var så træt og sejlende, da jeg nåede hjem kl. halv tolv, at jeg måtte gå i seng.
Kontinuerlig indsats
Skrevet af
| tirsdag, 9. februar 2010 kl 17:04
Stikord: Finland, Åbo, arbejde, Brahe Djäknar, langrend
Min reaktor er begyndt at arbejde nu, og alting ser ud til at virke, og ventilerne og relæerne klapper rigtigt, og jeg skal tage mange prøver. Det betyder en stor pukkel af analysearbejde, som jeg kan bruge uger på at analysere. Og det betyder lange dage ved reaktoren, fordi der skal arbejdes nu, når tingene virker, og man kan jo ligeså godt gøre tingene ordentlig første gang - hvis man ikke har tid til at gøre dem om. Men det er godt, at der sker noge, vi kommer fremad. Fint.
I går var der igen korprøve med Brahe Djäknar, men denne gang både med sang fra Florakören og med akkompagnement af Akademisk Orkester, amatørorkester ved Åbo Akademi. Vi øver til Nådendals Musikfestspil, hvor vi skal opføre noget Brahms og Mendelsohn. Musikfestspillet er normalt om sommeren, men der er en lille vinter-afskalning d. 6.-7. marts, hvor vi bl.a. er på programmet.
For hulan da, hvor kan man føle sig lille, når der sidder 50-60 musikanter med nogle instrumenter, der kan larme meget mere end ens eget instrument, stemmen. Eller når man synes, at det her stykke kunne man meget bedre i sidste uge, da det var a capella. Så man strammer sig an og øver derhjemme også.
Jeg får desværre ikke stået på ski for tiden, da Toni, min kammerat, mentor og skiinstruktør, har for travlt med alt muligt og har været i Joensuu en uge (i Karelen). Men i morgen, siger han, i morgen kan vi tage afsted. Og det skal vi jo så, og så skal det også presses ind mellem arbejde og korprøve, koste hvad det vil, synes jeg. Sgu så.
Man kan konstatere, at der ikke skrives meget på muren og som kommentarer her til epistlerne, men jeg modtager dog gerne grin og suk og beretninger i hvad form de måtte have, skriftligt eller mundtligt. Skulle det have vakt interesse, så kan man jo også tage herop, hvor Madsen Jr. gerne kan underholde med at vise rundt i byen og forklare og beværte.
Ild og is i provinsen
Skrevet af
| søndag, 17. januar 2010 kl 16:17
Stikord: Finland, Åbo, Langrend, sauna, Nådendal, sne
I går tog jeg ud til Toni i Nådendal/Naantali for at stå langrend, og det var en mægtig mindelig aften. Tonis forældre bor herude, og det ligger lige ud til en håndfuld langrendsløjper, så det er jo helt perfekt.
Toni var meget flink til at hjælpe mig i gang, men efter nogen tid skulle han også have noget træning ud af det, og så kørte han afsted for sig selv. Så kæmpede jeg selv videre med alt det svære. I går var tilsyneladende en ekstra svær aften, for af een eller anden grund så greb midterdelen af skien ikke særlig godt i underlaget (dårlig smøring? dårligt smøremiddel?), i hvert fald ikke til at starte med, og så er det ekstra svært at komme ind i langrendsstilen.
Der er to forskellige typer smørremiddel og forskellige steder, det skal bruges - forrest og bagest på skien, som skal være glat, i modsætning til midt på skien, hvorfra man "hopper" fremad, og her skal smøringen klæbe til sneen. Det har også lidt at gøre med, hvordan skien er slebet i forvejen, og hvor meget, man trykker den ned under løbet. Har jeg ladet mig fortælle.
Jeg har lige pludselig svært ved at styre mine ski (alting målt i forhold til slalomski), og alle forsøg på at pløje er mere eller mindre hasarderede, fordi underlaget gør det svært at holde dem i den rette position, og så får man sådan nogle spændende situationer, når skiene krydser hinanden. Mine langrendsski, nyindkøbt blot i sidste uge, er vist af den såkaldt "klassiske" type, der ikke kan "skære" (carve) særlig godt, og så skal det jo være halsløs gerning at stå på ski. Hvorfor jeg ikke fik de mere moderne og all-roundede ski kan jeg godt undre mig over nu, men jeg blev jo vejledt (vildledt ?) til dette, så jeg må tro, at de ved, hvad de gør. Og jeg har lykkeligvis kun få skader i dag, og røven, lårerne og armene er mindre ømme nu end efter sidste gang for tre dage siden.
Så jeg overlevede. Bagefter blev det lidt sjovere. Alle huse i Finland har jo en sauna, og det har Tonis forældres hus også. Så i sauna med os, efter velfortjente bajere og drinks (det var jo lørdag aften, jo). Finnerne kan godt lide, at saunaen er hed og fugtig, så jeg sad og kogte lidt, mens Toni grinede over hele femøren.
Og så skulle vi ud og rulle rundt i sneen, hvad jeg selvfølgelig troede bare var en dårlig vittighed, inden jeg tog herop. Men den er god nok. Det var så også grunden til, at vi skulle have lidt sprit indenbords først - det kræver sin mand. Men det er helt specielt. Så man render splitterragende Skt. Peter ud i sneen i haven til -5°C, ruller rundt, og skynder sig chokeret tilbage ind i saunaen og 80°C. Vel kommen ind igen får man en helt speciel fornemmelse i huden af at ens nerver brænder, i ca. 1 minut. Det er meget livgivende.
Således oplivede kom vi i nogen klæder og dampede vi ned på den lokale bæverding/sumpkro, hvor det var tid til en pizza. Nogen lokal-agtige guitarfreaks spillede noget rock, imens vi sad og var velopdragne og måske de eneste kunder under 30, og betragtede det meget nærværende lokale drankerliv. Folk i provinsen her går til den, når de skal have øl og snaps, så de fleste havde drukket sig kampstive. Det var lidt interessant at se på over et par kolde fadøl. Da jeg dampede med bussen hjem igen senere, var vi enige om, at finnerne er skøre, men at de også kan gå til klejnerne.
|
|
|
|
|
|
|
|
