|
|
blog
som året går, skal vore sind
Skrevet af
| lørdag, 7. november 2020 kl 23:11
Stikord: nyttehave, syltning, efterår, covid-19, spejder, ledelseskursus
Det er efterår. Skyerne gråne, løvet falder, fuglene synger ej mer.
Det har været en sær have-sæson. Nu har havearbejde jo været noget af det ikke bare socialt acceptable men også mulige i disse sære og deprimerende virale tider.
Bærrene gik rigtig godt i år, også jordbærrene. Bønner og løg det spillede. Men vores kartofler blev ikke som ønsket. Måske er det for dårlig hypning eller snarere for lidt gødning. De bliver melede og grynede og koger let ud og smager kedeligt. Det bliver så ikke til de dejlige nykogte kartofler, det burde ellers være selvskreven sommerspise for så lækre sorter som exquisa og asparges, men istedet til efterårs-fritter og til en hel del kartoffel-porre-suppe.
Hvad gør man med de overskydende og alt for store spidskål? Man sylter dem. Og bjerget af rødbeder?. Syltet. Alle bærrene, for længst syltet, og selv æble-havtorn syltet blev det til i år. Den nære familie er ved at være på overload med syltevarer, men der er rigeligt på lager endnu. Kål, jordskokker, selleri og porrer står endnu som de sidste dybgrønne spraglede, flagrende faner og vidner om at havesæsonen, så sært og naturstridigt det end lyder, ikke endnu er slut (den fortsætter jo for den tidligere så livsvigtige kåls vedkommende hen over vinteren, men mindre intensivt).
Det var nok et fjernt og urealistisk ønske at al virusvirakken og aflysningerne af meget af det større og udadgående sociale liv var ovre efter sommeren, og nu er vi blevet kaldt ind, så at sige, til kampens 2. halvleg. Vi må se, hvor mange halvlege der er i den kamp. Jeg er blevet sendt delvist hjem igen fra arbejde igen, og så sidder man jo der. I det mindste ikke permanent, selvom der kom en lille "omstrukturering" forbi vores biks for en måned siden. Jeg er med endnu og der er svovl, der skal renses ud af gas, og det er jo det vi gør. I teorien kan ingeniøropgaverne klares fra hjemmekontoret, men det ER sinmpelthen traurigt ikke at møde kollegaerne. Derhjemme mangler jeg det sociale leben, som også er en del af en arbejdsplads. Der skal arbejdes for den del også, når man arbejder hjemme.
Men, så har jeg dog nået at komme i haven i dagslys i hverdagene og få gravet noget og luget ukrudt, og det har vel også lidt ret. Sort muld ligger klar til vårens såning.
De manglende sociale kontakter synes jeg gør mig trist og mere apatisk. Jeg har brug for socialt liv, nærvær og samvær, og det er der ikke så meget af, når man har bundet det op på fritidsaktiviteter, der bliver skåret ned. Jeg savner det normale. Jeg savner Mølleåsejlads og Nathejk, divisionsturneringer og korpsrådsmøder. Jeg savner at gå i byen. Jeg savner at synge i kirken. Jeg savner fælles morgenmad i afdelingen på arbejdet. Jeg savner at man må give hånd og kram. Røre hinanden (altså, ikke på den der metoo-måde...).
En succes dog: Det lykkedes at få afholdt vores Ledelseskursus om spejderledelse af voksne frivillige i oktober, omend fremmødet ikke var helt så stort som normalt. Vi havde kun to måneders tilløb fra lige efter sommerferien, og nu lykkedes det heldigvis denne gang (i foråret blev det corona-aflyst). Super dejligt at lave spejd og have bidraget til at gøre en forskel sammen med andre, for at andre kan gøre en endnu større forskel. En forskel der gør en større forskel, det må være udvikling a la Gregory Bateson.
Fritid og fjeld
Skrevet af
| tirsdag, 23. april 2019 kl 22:19
Stikord: kursus, fjeld, vinterfjeld, vildmark, spejder, have
Vinterfjeldkursus var en stor oplevelse. Og en temmelig aktiv ferieuge som man blev kørt fysisk godt ud af. Grundlæggende går man rundt på ski, går i spor, går udenfor spor, man pejler kurser, op på toppe over pas ned gennem dale ud over stepperne, går evt. tågegang hvis det bliver tåget eller blæst. Til overnatning sov vi først i en hytte, men sidenhen op på fjeldet/Hardangervidden og så var det et par dage i telt. Til en teltlejr hører læmur, et toiletskjul, og inde i telte graver man kuldegrav ud i fjeldteltets fortelt, og graver kogeniche, og så står man op derinde og laver mad i støjen fra multifuel-brænderen. Madlavning er en spændende udfordring og skal helst fungere hurtigt og med kogende vand, og man spiser og drikker nærmest i en uendelighed, og når man ikke spiser koger man vand til næste måltid eller til at fylde drikkedunke. Vand får man ved at smelte sne. Masser af sne.
Det hele rimeligt under frysepunktet og til tider en chill-faktor der bider fra sig. For det meste var vejret dog virkelig pænt, solrigt og ikke blæsende, og de hvide fjelde i sol uden andet i sigte på Hardangervidden var en meget smukt og speciel oplevelse.
Der var noget tomt på arbejdet i hverdagene i påskeugen - der er åbenbart mange gode bud på foreteelser i de dage. Til gengæld kunne jeg fordybe mig i nogle ting og få andet færdiggjort (ikke så mange forestyrrende elemeneter), og derudover er vi vist ret gode til at rykke sammen og holde lidt på hyggen, når i ferierne er få på arbejdet. Egentlig var det ganske gemytligt.
I påskens helligdage stod den så på Fjeld- og vildmarkskursus, mere spejd med andre ligesindede friluftsgale tosser, og det var så vandring med egen oppakning (igen), teltovernatning og fra sted til sted, men uden ski. Vi var på Det var på Söderåsen i Skåne, på kryds og tværs af den, ad stier og veje og gennem terrænet. Kompasset er din bedste ven. Det var en lidt anden termometrisk oplevelse end vinterfjeld, kan man sige (selvom højtryksvejret var det samme).
Det var helt fremragende at gå rundt i skoven og faktisk se bøgene springe ud fra dag til dag (nærmest fra time til time), svømme i en kold sø ved Klåverød, overnatte i en lille tilfældig lysning et hemmeligt sted midt i skoven, stå op til rimfrost på teltet og powergrød, alt til trods for ømme ben og fødder.
Våren er her nu. Megen sol har Skandinavien fået i de forgangne uger. Helt ked af det er jeg nok ikke. Med al den sol er haven efterhånden blevet tør som en martini, og det bliver spændende at se hvordan det vil kunne lykkes at udplante nogle mere vandkrævende planter som porrer og gulerødder og løg lige straks. Kartoflerne ligger allerede i jorden under fiberdug (vi satser på at de under jorden og dugen har klaret nogen af de første dage i april, hvor termometret vendte ned under nul ved nattetid).
Læn Dem ud
Skrevet af
| tirsdag, 25. april 2017 kl 00:07
Stikord: spejder, tog, kursus, ledelse, patrulje
 Jeg kan godt lide at køre i tog. Jeg ved godt at visse har DSB som prygelknabe; det vil jeg blæse på. Bevares, der er forsinkelser og myldretid. Jeg kan godt finde ud af at gøre tiden til min egen, om det så er S-tog eller IC3. Lidt refleksion og eftertanke kan man også pine ud af sådan en tur, mens man smiler og nyder det pyntelige vårfriske danske landskab - hvor smukt naturen sig betér og lér.
Indimellem kan jeg sidde der og spekulere jeg på, om der overhovedet er plads til nytænkning på den måde jeg lever og fordriver min tid på. Arbejde, spejder, korsang, familie, madklub. Frem og tilbage, ud og hjem, cykle løbe, og masser af administration og emails. Så er dagen / ugen / måneden gået. Det er jo ikke som om at jeg har levnet plads til ubegrænset ny foretagsomhed, måske er det et produkt af at tage ansvar for andre eller noget af andres, men glemme sig selv i processen. Lidt metamorfose tænker jeg så at kunne behøve eller længes efter, og hvem kan vel ikke drømme om at se det grønnere græs på den anden side af sporet?
Senest, i påsken, fór jeg til Esbjerg med dampdragen. Meget af min påske blev brugt på at nyde det gode og særdeles karaktérstyrkende danske forårsvejr på spejderledelseskursus, "Ledelse i praksis". Det er sådan et kursus, som så mange i spejderregi, hvor ledelse er centreret i patruljen og på refleksion deri, og hvordan kobler det til vore værdier og principper for ledelse.
Så render man rundt i sådan en patrulje med 3 andre ledere fra anderswo i landet - Costa Concordia hed vores patrulje, men det føltes ikke som at vi var gået på grund - spejdersport er jo patruljesport - og vi skiftedes til at være leder. Det var så mestendels anlagt på at være udendørs med ikke for megen indendørs mås-til-sæde-føring, og det gav sig så udslag i forskellige ting. Med overnatte i telt, madlavning udendørs (på trangia - dog), lejrbål og forskellige udfordringer. For vores vedkommende og muligvis med et vist mål galskab, engagement og beslutsomhed på samme tid, må man sige at stemningen greb os da vi så en bunke rafter og en rulle snor, for så skulle der altså laves køkkenbord, selvom det ellers ikke var noget der lå i kortene på kurset.
Slutningen af kurset var på Fanø, så der var også en god vandring og refleksion og debat at tilbagelægge for at komme did. På det her kursus farves også programmet efter det stedlige. Så vi fik også danset folkedans, det er stort på Fanø, og nærstuderet Nordby kirke, som er en spøjs kirke hvor skibet er kort og meget bredt ligesom Christianskirken på Christianshavn (og hvor der hænger MANGE skibe i skibet). Og søndag inden vi skulle hjem var der samle østers i Vadehavet. Der er sikkert dem der tror at Østers er noget sjældent og dyrt. Men vi fyldte en 15 L spand på 15 minutter, og så hjem til vask og grill - ikke dårligt.
Det var fedt. Er der nyt? Jo lidt; jeg begynder at gå i sejlerskole for voksne for at tage duelighedsbevis til sejlbåd. Lidt har tankerne i toget ført med.
Der stod jeg i toget og tænkte,
hvad er det her for noget rod?
Hvad skal vi med den danske ubeslutsomhed
og nogen burde gøre noget?
Læn Dem, læn Dem endelig ud.
Og lige der imellem Jylland og Fyn
Og meget langt hjemmefra
Ku´ jeg pludselig høre en utydelig indre
højtalerstemme som sa´:
Læn Dem, læn Dem endelig ud,
læn Dem, hæng Dem, smid Dem endelig ud
og læn Dem ud over reglerne,
systemerne, principperne,
og smid Dem endelig ud.
S.B.
Vild i våren
Skrevet af
| lørdag, 7. maj 2016 kl 22:21
Stikord: spejder, kano, vildmark, kursus, fjeldgruppen, Sverige
Når sommeren kommer, så skal Bagsværd Trop på kanosommerlejr i Sydsverige. I den situation er det rimeligt at få mejslet sikkerhed, logistik, regler og basis for planlægning på plads. Til den slags er der et fællesspejderkorpsligt foretagende kaldet Fjeldgruppen, som disker op med kurser udi færdsel i den ofte så gæstmilde (...og til tider ikke helt så gæstmilde...) nordiske natur.
Fjeldgruppen holder således også et Kano- og vildmarkskursus i bededagsferien, som jeg havde fornøjelsen af at deltage i nu i år. så jeg brugte tre døgn i slut april på at jolle rundt i pakkede kanoer og været på vildmarkstur. Vi har været i søsystemet vest for Olufstrøm på grænsen mellem Skåne og Blekinge, af nogen kendt som Sveriges sydligste vildmark.
Kano- & vildmarkskursus er et hyggeligt kursus, hvor man sejler rundt sammen med sin kursuspatrulje og drager fra post til post og lejrplads til lejrplads i det særdeles vekslende vejrlig. Overnatning kan man i kanobivuak, og at sidde i bålets skær ved en klar skovsø på en frostklar vårnat er nu en dragende oplevelse. Så det var ren brændstof på friluftslivs-motoren, og jeg kom hjem med det ene ønske at skulle afsted snart igen.
På Fjeldgruppens kurser, og også på dette, er der meget fokus på sikkerhed og turplanlægning. Det kan så skabe den basis, hvorfra man som leder kan tage afsted med sine spejdere.
I Kr. Himmelfartsferien lige nu nyder vi det jo helt sommerlige vejr, endda over 20°C her i købstaden Københavnstrup. Det gjorde vi ikke for 2 uger siden i Olufstrøm. Der stod nattefrost, gråvejr, slud og en let brise på menuen i Olufstrøm, omend også helt op over 10°C i nogle dagtimer, når solen stod på (det gjorde den bestemt også sine tider). Under sådanne omstændigheder er det ikke bare sjov og leg og en skæg badetur, hvis man ryger i baljen, og svenske søer kan vare ganske kolde (selv om sommeren).
Så i den forbindelse - både ved kursusstart og ved kursusslut - afholdtes et par små raske kæntringsøvelser, så man ret kunne tilegne sig, hvordan man kan genombordstige i en kano, svømme den til land fuld af vand, og hjælpe sine kammerater deropi igen. Søen var vel sådan 7°C. Luften ikke meget varmere. Det var med andre ord karskt og koldt og karaktérstyrkende og måske lige til stregen, så man nærmest gik hjem og skrev tolv psalmevers med fødderne i isvand. De fleste havde på opfordring taget våddragter med, men vi var en 3-4 stykker som ikke havde den slags på, kun badeshorts og lang undertrøje. En sval forteelse det var, må jeg sige.
|
|
|
|
|
|
|
|
