theilgaard.net  Warning: Undefined array key "bredde" in /customers/4/7/4/theilgaard.net/httpd.www/skaerm.php on line 10 


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

Grill på broen

Skrevet af | lørdag, 28. november 2020 kl 00:17
Stikord: Hjemmearbejde, Storebælt, brand, , broen


For tiden går tiden med arbejde, og aktivitet i fritiden er der ikke så meget af, som tillader mere end 10 samlet. Korsang er der endnu dog, og det bliver nu afviklet i grupper af 10, hvilket ikke er så mærkeligt som det måske lyder, hvis man er vant til at synge i små ensembler. Og det er jo en ædel kunst at kunne. Så inddeles korprøven over 3 timer med 5-6 grupper af ti forestået af to dirigenter. Ikke helt optimalt ift. hvor meget man kan nå som kor- Vi håber selvfølgelig at få lov at koncertere i december, men det er godt nok en udfordring.
Sommerhuset er et af stederne, hvor hjemmearbejde kan udføres, og det er stadig noget hyggeligere end at være i København i en håndværkerramt boligkarré. Det giver et godt afbræk, og en fin cykeltur herop. Ellers er hjemmearbejde mest besværligt, men jeg finder da ud af hvor meget jeg savner at være fysisk på arbejde. Når jeg er det, 2 gange om ugen, så skal der nås rigtig mange forskellige ting i laboratoriet, og det må jeg så se om jeg kan koordinere. Udfordrende og anderledes kan man godt sige at det er.

Broderen og jeg fór fredag morgen sidste uge mod Hovedlandet og endte med at holde godt 4 timer 400 m fra betalingsanlægget på Storebælt, og der kunne vi så nyde udsigten til omgivende lastbiler og personbiler. Dem der holdt sammen med os flyttede sig ikke. Det gjorde bilerne i det modsatte spor. Det var et lidt umage sted at holder telefonmøder og arbejde hjemmefra, men vi skal jo vende os til meget nyt normalt i denne tid.
Der havde været gang i en større flambering af asfaltpandekager på broen, så sørgeligt det end var, og deraf en lukket vestgående kørebane. En lastbil medbringende 36 paller med Cointreau lækkede, antændte og udbrændte. Ingen tilskadekomne, men tusindvis rystede over at opleve hvor lidt der skulle til, for at landets hovedfærdselsåre lukker til. Man kunne nemt se røgen helt oppe fra bakken vest for Slagelse, 20 km væk, og den var ordentlig syg sort. Lastbilen var også ordentlig sygt udbrændt efter slukningen af lejrbålet. De havde vist brugt rimelig lang tid på at hælde vand og skum og shizzle på den.



Køleskabspoetisk raptus

Skrevet af | fredag, 1. marts 2019 kl 07:54
Stikord: træfældning, skovning, fødselsdag, sommerhus, poesi, køleskab


Beriget og begavet blev jeg på min fødselsdag for små to uger siden.
Bl.a. fik jeg af Jacob og Anne Louise det her halve tusind køleskabsmagneter med ord på. Et værdigt benspænd det er, det kan i hvert fald få mig til at snuble i hvad jeg nu havde af gøremål. For de står jo der, ordene, og skriger på at blive lavet til sætninger, til digt, til mening(er), til forslag og anslag, udspil og ordspil. Nærmest overfaldet blev jeg fordelen af køleskabet, som derfor fordrede at jeg kastede hvad jeg ellers bar og havde af gøremål for en stund.
Endnu er jeg blot gået i kast med en mindre del af magneterne og størstedelen er uanbrudte, men det kan ikke vare længe, før de også kommer i brug - der imødeses megen overspring og hovedbrud i stundende tid og måske endda spændende lyrik eller prosa. Får vi se.

Ellers fejrede vi min og Jacobs fødselsdag ved at være ude og fælde træer ved sommerhuset, mor og far og mine søskende og tilkommen, som det nu er blevet en tradition hos familien Theilgaard. Motorsavsmassakre, brændekløvning, stakning, kage og god mad - ja det er noget der samler nationen.



Besunget, beriget, beåndet, benålet

Skrevet af | søndag, 15. maj 2016 kl 17:37
Stikord: Studentersang, Akademen, sang, Lund, Helsingfors, København, nachspiel


Studentersang er et af disse fælles nordiske anliggender, og det blev eksponeret i ugen der gik. Mit kor Studenter-sangforeningen fik nemlig sangerbesøg af vore nordiske sangerbrødre i det finlandssvenske Akademiska Sångföreningen (til daglig bare "Akademen") udi Helsingfors, og det kunne jo dårligt blive andet end godt. Akademens anledning var en nordisk-baltisk korfestival på Island, som de var på gennemrejse til, og hvorfor så ikke tage et pitstop i Kongens By?

De indkvarterede sig i en 16-etager høj sangerbåd ved Langebro ved navn Danhostel, og jeg havde fornøjelsen af at samle dem op i lufthavnen i søndags og vise dem så langt did til rette, pege og forklare. Nogle måneder op til var jeg nu noget blandet ind i kontakt og lidt hjælp til at få lagt et kulturelt og socialt program. Bl.a. fik deres rejseledelse og jeg udarbejdet en miniguide, som angiveligt (sagde de) var ved at få bl.a. dirigenten til at revne af grin.

I mandags holdt vi fælles korprøve på et par fællesnordiske numre (Nielsen, Sibelius, Alfvén). Der var nok et par danskere der havde visse genvordigheder med at få den finske udtale i Kanteletar korrekt frem. Omvendt var finlandssvenskerne uforskammet hurtige til at justere udtalen helt forbandet præcist i det danske. For bl.a. finlandssvenskerne betyder nordisk samarbejde, nordisk kultur og de nordiske sprog ofte rigtig meget, og de virker særdeles ferme til at lære mere.
Efter øvning gik det på en øl på værtshus og noget mere sang fra fællesnordisk studenter-sangskat. Ungdommeligt, sødt og melankolsk fik jeg glimtvis at ane igen et indtryk, som jeg også havde fra mit udlandsophold våren 2010 i Åbo - et stærkt studenter-sammenhold og hvordan, så at sige, lykken fra glemte gruber klinger af unge struber. Det var nok det og denne stærke og rene anknytning til det nordiske, som jeg deler og blev meget draget af dengang.

Tirsdag aften holdt vi så fælles koncert i Christianskirken på Christianshavn, og til det havde vi også inviteret brødrene fra Lunds Studentsångare over. Og de var jo sindssygt gode. Og det var Akademen også. Så det var rent ud sagt sindssygt fedt at høre deres egen musik og i øvrigt være med til at lave fællesnumre med dem. Der var et vist volumen i lyden, når 125 mand tog til i crescendo og fortissimo i Gryning vid Havet.
Efter den slags koncerter bør der altid følge en lille tete-a-tete korene imellem, og vi holdt da også et lille og desværre kort og efter omstændighederne (sent på aftenen) anpasset nachspiel på en nærliggende restaurant. Der bliver her som man kan gætte sunget videre, og også lidt mere om det man kan indtage i flydende form, og i øvrigt udveksles der officielle hilsener, takke og taler korene imellem. Jeg havde her selv den store fornøjelse at blive gjort til "kallad medlem", hædersmedlem, i Akademen, og det var jeg nok svært stolt over. Desværre må man også her sige, at på et tidspunkt bliver klokken over midnat og det lugter af arbejdsdag dagen derefter. Deres Ærbødigste gik derfor hjem med dette på minde og sov vældig godt. Jeg ved, at festen fortsatte sidenhen bl.a. på Eiffel bar (- hvor det viste sig, at bartenderen havde boet nogle år i Helsingfors og hans yndlingskor her var - Akademen!).

Det var storslået, fremragende, rørende, særligt og vanvittig sjovt at være med til og vemodigt at det er slut. Der står en flaske 1-stjernet jaloviina og en stor kegleformet skånsk marengskage på mit bord. Gud vide hvornår det skal blive sat til livs.



Kvinde søges

Skrevet af | torsdag, 13. maj 2010 kl 23:53
Stikord: Danmark, København, Amager, flytning, hjemkomst, industri


Jeg er hjemme igen. Jeg kom hjem fra Uppsala søndag eftermiddag, hvor Brahe Djäknar var på mandskorsfestival og viste svenskerne, hvad finnerne duer til. Og sang sammen i et stort kor på små 200 mand. Det var en rigtig rigtig dejlig tur, men søndag formiddag var det et noget vemodigt farvel for mit vedkommende til Brahe Djäknar, som jeg vel ikke svor men dog mente at ville forsøge at komme tilbage til engang i den vordende tid. Vi må se, hvad der sker, men hændelserne vil jeg nu prøve at påvirke i den retning.

Derefter gik der lidt kuk i maskineriet, da jeg troede at jeg kom tilbage til et tomt værelse på Studentergården, som jeg kunne bebo mine sidste få dage i den elskede trelængede. Men jeg gjorde regning uden vært, da tilsynelande en eller nok flere kommunikationsbrister mellem flere fremlejere og eforen tilsyneladende havde lejet værelse ud til den kommende beboer (som også er den nuværende fremlejer). Det hindrede ikke en praktisk løsning med en madras på gulvet, som man jo nok kunne bevilges med mere til hos psykopaterne - gæstfriheden fejler da ikke noget! Man kunne have været retshaverisk, men det synes jeg nu ikke ville have været passende.

Siden da er det tilbage på arbejdet, det rigtige, daglige arbejde, på DUTen. Onsdag var jeg hele dagen i Jylland til møde med industrien, og det var sådan set meget fint, synes jeg, bortset fra at der skulle forberedes power-point til 45 minutters underholdning med milepæle, og den slags tager tid, en hel del. Så det blev altså størstedelen af sliddet mandag og tirsdag. Og sent i seng tirsdag og tidligt op onsdag med lyntoget til Jylland.

Og så flytning nu, i dag (eller rettere den forgangne), torsdag. Jeg lejede et flyttelig, som det lykkedes os lige akkurat at fylde helt op, og med hjælp fra gamle og nye gårdboere fik vi også bugseret indhold af indbo ud til Amager og op på 3. sal i lejlighed. Her står det nu, kasser og tasker. Der er en fin udsigt mod nord ud over kolonihaver, kløvermark, gammelt voldanlæg, Christiania og ud til Amager-forbrændingen med hæftigt rygende skorstene. Jeg har nået at sætte reol op og lys i loftet i det ene værelse. Og seng naturligvis.

Men det er meget, meget underligt at gå rundt der og tænke på, at dette er mit hjem. Det runger alt for meget, synes jeg. I hvert fald i ovreført betydning. Det er måske ikke meningen, at man skal bebo en sådan lejlighed selv, for lige nu virker det meget stort og rigtig tomt, og jeg skulle nok en dag spørge mig selv, hvad jeg egentlig vil lave derude på Amager i egen lejlighed. Jeg skulle gerne have en kæreste der, at hjælpe mig med at bebo lejligheden, eller dog til at se, hvad jeg får snedkereret sammen på mine godt 60 m2. Så kvinde søges. Detaljerne kan i overmål læses her på siden, så jeg sparer på alt det med (k)ærlig, til ture ud i skov og på hav, god til sang, spil og musik. Men lige nu og her kan der såmænd og vel ganske ekstraordinært blive mulighed for at lege indretningsarkitekt og endda få mig til at betale gildet.



Gastronomisk gevinst

Skrevet af | lørdag, 20. december 2008 kl 15:29
Stikord: køkken, ferie, arbejde


Vores nye køkken er netop færdigt! Det er sensationelt godt, at vi endelig har ordentlige køkkenfaciliteter. Nu kan der steges bages koges brases sauteres blancheres igen, og der kan inviteres på spisninger og madklubber i ordentlige faciliteter.

...Ja ok, færdigt og færdigt, der er lige et par skavanker (bl.a. emhætten), der mangler at blive færdigjusteret, så der kommer nok besøg af håndværkere een af dagene.
På det vedlagte billede viser psykopaterne sig fra deres bedste side i køkkenet, imens de forbereder lørdag aftens store julefrokost.

Ellers har Anders taget fri fra at komme arbejde, hvilket ikke betyder fri fra arbejde eller for den sags skyld lediggang, det betyder bare en taske med papirer af i alt 15 cm tykkelse, der skal pløjes igennem og behandles inden 5. januar. Jeg håber, at det går nemt for sig, men det kræver vist et lille julemirakel.
På tirsdag rejser jeg hjem til far, mor og unger i Holstebro og leger jul med dem alle.

Glædelig jul og godt nytår.



Bildung

Skrevet af | lørdag, 11. oktober 2008 kl 09:26
Stikord: køkken, psykopatgangen


Jeg er så småt på vej til udlandet, Italien igen såmænd, denne gang på sommerskole i Grøn Kemi i Venedig. Så det bliver en uges penge under mere sydlige himmelstrøg. Der er ikke noget foredrag, der skal holdes denne gang, så det er på skolebænken og sidde ret med rank ryg en uges tid. Jeg har til hensigt at skrive lidt hver dag dernede fra, så der bliver måske til en lille føljeton. Der bliver nok også tid til at se lidt på middelalderens "Dør til Østen" og tage billeder (og spise italiensk mad), så måske får det lidt karaktér af ferie også :-)

Køkkenprojektet på psykopatgangen skrider frem efterhånden, for en udenforstående måske langsomt, men vi kan nu tydeligt høre både sømpistoler, save, hamre og boremaskiner fra tidligt om morgenen.
Der er blevet trukket ledninger og rør. Allerede de to nye toiletter tager form (eller væggene gør), og der er kommet hul i muren ind til 348. Jeg har klippet en flok snapshots ind i det vedlagte, så man kan se, hvorledes det hele skrider frem. vi har fået et lille kighul ned til de andre gange, hvor der vist nok skal gå et ventilationsrør. Et nota bene bør måske her indføje, at de skal være færdige med det hele om godt 2 måneder på alle de fire etager, så det er vel meget godt, at det ikke ligger helt brak...

Madklubberne er rundt omkring på de andre gange. Eller dvs. hos troglodytterne (3. sal sydøstfløjen) og IVde sal (midterfløjen). Det fungerer egentlig udmærket. Vores middagskonversationer hos psykopaterne har før køkkenrernoveringen haft en tendens til at blive lidt vel lumre, og på den måde er det vel udmærket at lære at tale om mere sobre emner med andre mennesker.

Vi har dog stadig vores kære ovn (gaskomfyr, men ovnen er elektrisk), så den bliver flittigt misbrugt til at lave store stege, riste rodfrugter, kager, bagværk som boller og brød, og det til både hverdag og fest. Så vi klarer os, nogen ville vel sågar sige, at vi trives - såmænd.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Sommertogt 2020 Krønike

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
februar 2021
januar 2021
december 2020
november 2020
2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005