|
|
blog
Kålgården
Skrevet af
| søndag, 22. januar 2017 kl 22:15
Stikord: have, julefrokost, kål, kålgård, jordskokker, æbletræ
"Årets" sidste eller første julefrokost, om man vil, var jeg til i går aftes med de til København flyttede gymnasieklassekammerater af hankøn. En håndfuld haner er vi her i hovedstaden på 16. år. Et forædt og forslugent orgie udi traditionelle julespiser blev det, nogen ville kalde indtaget af føde decideret ondskabsfuldt. Hvis det var en nytårskur var det ikke en slankende en af slagsen i hvert fald.
Jeg stod ansvarlig for medistus, brunede kartofler og grønlangkål - og det sidste er da heldigvis noget, hvor den vigtigste ingrediens kan hentes i nyttehaven og som tilmed er sund og nærende (måske lidt mindre sund eller i hvert fald ikke slankende, men i høj grad nærende, efter hvad den siden blev tilberedt med). Der er nemlig kålgård med grønkål, og det er ca. det mest grønne tilbage i hele haven på den her tid af året, hvor alt andet ca. er gråt og sort og brunt og kedeligt.
Det er specielt med den have, det er som om at vi ikke kan komme i bund og få høstet alle grøntsagerne i bund, men Trine, Karl Kristian og jeg har fortsat en hel del grønkål, rødbeder, porrer, og 5-7 m. gulerødder samt alt, alt, ALT for mange jordskokker i vores nyttehave. Det sidste stikker vist af fra os. Mon vi formår at få det gravet helt op i år, det er vi vist nødt til. Sidste år besluttede vi at lade de sidste jordskokker ligger og ikke kulegrave stykket. Det har jeg på fornemmelsen at vi kommer til at fortryde.
Det er sjovt at have have. Det kribler igen i mine fingre for at komme ud at rode i jorden og snart få sat noget nyt, når solen får magt (døgnet er da blevet en time længere igen nu). Lige nu er det planernes tid. Grundtvig skrev i sit digt "Aabent brev til mine Børn" (et jævnt og muntert, virksomt liv på jord):
Da følte jeg den trøst af sandheds Ånd,
at lykken svæver over urtegården,
når støvet lægges i sin skabers hånd,
og alting ventes i naturens orden:
Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
og blomsterfloret i den varme sommer,
da modenhed i møde planten går
og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
- mig behager det både at høste og så!
Karl Kristian har ryddet lidt i et ekstra stykke jord vi havde i efteråret, hvor han har sat flere bærbuske og æbletræer, så forhåbentligvis giver det om mange år nogle æbler til dem i generationerne efter os i nyttehaven. En fin tanke.
|
|
|
|
|
|
|
|
