|
|
blog
Troldspejlet
Skrevet af
| mandag, 29. januar 2018 kl 20:04
Stikord: sociale medier, internet
Jeg sad i morges, i et Kierkegaard´sk øjeblik, og drog et suk over en reklame på skærmene i S-toget, over de dårer og stakler, der ødelægger deres og andres tilværelse ved at lægge kompromitterende billeder af andre på nettet og de sociale medier. Og det er nemt at stå udenfor og pege fingre. Kan jeg mon skrive om det uden fingerpegning på nogen, men på noget.
Jeg ved godt, at jeg er sær eller i hvert fald ikke helt normal, ved ikke at være på de sociale medier (det er i hvert fald et indtryk jeg kan få, og jeg takker i mit stille sind Forsynet hver gang, at jeg kan være fri for det juks), denne blog undtaget. Måske er det ikke helt så sært, som jeg gør det til her, men majoriteten i min generation og dem efter er jo med på spøgen.
Det med at det er "sociale" medier tager jeg nu også som en ufrivillig morsomhed. De er ikke sociale for mig, thi socialt, det er sammen med mennesker. En skærmmedium er et elendigt surrogat for den ægte vare, for oprigtigt nærvær og udvist omsorg og delt interesse og engagement. Eller jeg synes ikke engang at det er en erstatning, så jeg kan ikke forstå det. Jeg kan ikke være til stede med mit fulde nærvær med en skærm - oplevelsen at nærvær, af at glemme sig selv, "tidens bliven rum", så at sige. Den gives kun borte derfra.
Vi danskere synger ikke så meget på vores modersmål længere; der er noget der gnaver det nærvær væk, som vi mødtes og levede og sang i. Det er lettest at holde et folk i skak, som slet ingen sange har. Det er da ikke sært, at vi ikke er lykkelige, at vi er stressede eller har ondt i livet og ikke magter at tage ansvar for så meget? Hvornår har vi sidst glemt os selv?
Nu ved jeg godt, at fjæsbog & friends også kan bruges til at arrangere fester og arrangementer og indbyde andre (indenfor klubben af medlemmer, så at sige) og strikke lidt mere personlige henvendelser til under få eller 4 øjne, og så kan vi jo holde kontakt eller dele med hinanden her, og det er også fint nok og vel, som brevskriveri er det. Men det er det med billederne og den visen sig frem og visen andre frem hinsides deres accept jeg er efter.
Hvad bliver der af dyderne, hvis de gøres for at blive vist frem, men ikke til andres gavn? Hvad bliver der af oplevelserne, hvis de ikke leves med andre? - Med alle de spejle, som vi hele tiden skal se på os selv med og gøre os til for?
Så hvem ser man, på de sociale medier, hvem møder man? Sig selv, ser man i spejlet, men forvansket. Så nu mens vi prøver at navigere i det skidt, og skille skidtet fra kanelet, bliver det brugt som en social virus, til at sprede enøjede løgne i de blindes land, til at gøre grin og grimasser, til hån og fornedrelse, til almen fordummelse og nuttede kattekillinger, hvad behager.
Og vores unge, der ikke har lært at navigere endnu, i at der er en etisk fordring til mennesket i den anden ende, der ikke har det fundament af menneske-lighed bygget op endnu, de de ser i deres eget lille troldspejl og får en mikrosplint i øjet af det store. Har vi ikke hørt den historie før? Jo:
"Se så! nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold! det var en af de allerværste, det var "djævelen"! En dag var han i et rigtigt godt humør, thi han havde gjort et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt der sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre. De dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave, ansigterne blev så fordrejede, at de var ikke til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være så vis på, at den løb ud over næse og mund. Det var udmærket morsomt, sagde "djævelen." Gik der nu en god from tanke gennem et menneske, da kom der et grin i spejlet, så trolddjævelen måtte le af sin kunstige opfindelse. Alle de som gik i troldskole, for han holdt troldskole, de fortalte rundt om, at der var sket et mirakel; nu kunne man først se, mente de, hvorledes verden og menneskene rigtigt så ud."
Læs selv resten hos H.C. Andersen, Snedronningen.
|
|
|
|
|
|
|
|
