|
|
blog
Spejdertur til Indonesien
Skrevet af
| fredag, 31. marts 2017 kl 19:13
Stikord: Arbejde, svovl, svovlsyre, anlæg, viskose, industri, spejd, rejse, Indonesien
Sidste uge var jeg og en af mine kollegaer på tur med firmaet til Indonesien. En spejdertur vil jeg nærmest kalde det. Og i hvert fald kontrasternes tur. Vi skulle ud og måle på et svovlsyreanlæg lidt ude på bøhlandet på Java. Dette svovlsyreanlæg behandler en svovlholdig skyllegas fra et viskoseanlæg, som så bliver omdannet til ren luft i skorstenen og svovlsyre i syretanken. Svovlsyren er et råstof de skal bruge i deres proces, når de laver de her viskobefibre. Udover det og cellulose skal de bruge nogle andre temmelig ubehagelige kemikalier, bl.a. klorblegemiddel, kautisk soda samt svovlkulstof (en nervegift). Den sidste og noget svovlbrinte biprodukt (også en nervegift) ender i skyllegassen, som man så renser ved at lave til svovlsyre. Ja, det princip lyder jo nærmest som sød sol og sommer og røde roser og alt er mildt og smukt.
Nå, men efter at have brugte uger på at samle sammen og pakke og forberede og skrive op og forstå og blive vaccinerede drog vi af til Kastrup lørdag eftermiddag med alt vores grej og habengut. Så triller man rundt 2 mand begge med kuffert og computertaske, samt yderligere tilsammen 6 kasser med måleudstyr og sikkerhedsudstyr til at måle og færdes sådan et sted. Afsted og på business class via Istanbul med Turkish airlines. Vi havde kun 37 kg. overvægt i alt - gæt en pris - der var ellers "kun" inkluderet 50 kg. pr. mand på business. Og det må jeg sige, at man virkelig bliver vartet op i den sammenhæng, der er lækker menu og selv det tyrkiske flykøkken kan være ret godt, og man kan lægge sædet helt ned for at sove i sin egen lille bås, og der er rigtig god plads. Uanset, så sover jeg nu ikke godt på et fly, men vi kom godt frem til Jakarta søndag aften. Vejret på java er mellem 25 og 30°C og meget fugtigt, og det regner de fleste dage i marts, så det første vi stødte ind i var den her mur af varm, fugtig luft da vi kom ud af lufthavnsbygningen. Gudskelov er alt indendørs i Indonesien luftkonditioneret. Og det kan myggene ikke lide.
Man skal ikke ønske sig at køre selv i Indonesien generelt, og omkring Jakarta og på Vestjava står det udsagn med kapitaler og understregning og et par ekstra udråbstegn omkring. Trafikken er helt enkelt sindssyg, udover det er der naturligvis venstre-kørsel, og på en eller anden måde får de det til at glide - om end man må tage sig til hovedet eller holde sig for øjnene, når de kan køre sådan et par biler og et par scootere ved siden af hinanden i hver retning i færd med at overhale på hvad der i bredden minder om sådan en dansk vej på landet (ca. 5 m. bred?), bare med den forskel at der lå så deres huse og butikker og værksteder tæt langs vejen og at der var en god del fodgængere og ikke noget fortorv. Og hvis der er plads på vejen foran een eller ved siden af, så kan man regne med, at en anden bil eller et par scootere hurtigt fylder pladsen ud. Og der var mange, mange scootere, og dem kunne de fint have 1 m bred last bag på eller sidde to eller sågar tre mand på. Overordnet set jo ret brændstoføkonomisk. Dog ikke helt uden ulykker, for indimellem lå der lastvogne og biler i vejsiden med bunden i vejret, og udrykningskøretøjer så vi da også af og til.
Så hentet blev vi i lufthavnen, og hele ugen blev vi kørt ud og hjem mellem anlæg og hotel med chauffør og vogn fra anlægget, og så kunne vi samtidig studere omgivelserne på vejen (8 km i fugleflugt, 20 km kørsel, som tog omtrent 40 minutter). Indonesien er fattigt, Java er meget folkerigt, og det er tydeligt ude på landet - man synes, at man bare hele tiden kører rundt inde i en by i forskellig grad af slum. Det skyldes så, at når der er en vej og lidt plads på en side af den, så skyder der automatisk huse op langs vejen, men bebyggelsen går så ikke i så meget i dybden bort fra vejen på landet. Så bagved en eller to rækker huse tager småbitte marker, skov, sump eller jungle over.
Ude på selve anlægget havde vi på en ret nærværende, havde nær sagt hårdtslående, måde en opfattelse af, at både miljølovgivning, arbejdsmiljø og arbejdssikkerhed måske kører efter en lidt anden standard end i Danmark. Man kan også sige, at de gik lidt mere op i at deres viskosefiber-fremstilling fungerede og gav et godt produkt, som de jo tjener penge på, end at det anlæg som behandler deres affaldsgas kører helt Spitze. Med videre. Over det meste af anlægget var der ligesom sådan en bagvedliggende em af det her svovlkulstof. Os to vesterlændinge gik rundt med portable svovl-gasalarmer, filtermasker og filtrerende friskluftudstyr i vores flammehæmmende arbejdstøj og svedte. Og alarmerne udlod da heller ikke at gøre os opmærksomme på forholdene, mao. de bimlede og bamlede snart sagt hver tredje minut, selvom det i reglen mest var for under ppm-niveau og lige i grænsen af hvad alarmerne kunne måle, dog lidt afhængig af hvor på området man var. Det baggrundsniveau virkede dog ikke til at være noget som de ansatte på anlægget gik op i, i hvert fald havde de gerne bare skjorte og hjelm på som beskyttelsesudstyr, og ingen filtermasker eller noget. Måske lidt institutionaliseret fatalisme på arbejdspladsen, måske et produkt af den fattigdom som de oplever, hvor man derfor er heldig, hvis man har et arbejde på det her anlæg, og hvor en arbejder bare er en maskine billig i drift, som man hurtigt kan få en ny af, hvis den holder op med at virke. Et par gange havde vi noget grum svovlgas der slog ned fra en skorsten, ja derude kan man køre gassen ubehandlet lige op i himlen og ud til fuglene og folkene uden at nogen ser skævt til det, og ved de lejligheder gik vi ned og væk fra svovlsyreanlægget, for det var ikke forsvarligt at arbejde ved.
Vi fik færdiggjort vores måleprogram på anlægget i slutningen af den sidste måledag vi havde, og havde ikke tid til nogen gentagelser, selvom vi fra start mente at vi havde afsat rigtig god tid. I reglen har man egentlig ikke god tid, når man måler på anlæg. På grund af nedbørsmængden og vejrliget var vi også nødt til altid at have overdækning over vores udstyr, som også skulle flyttes rundt og pakkes sammen indimellem, det kan ikke tåle vand når det er pakket ud, så her skulle der laves bivuak og overdækning og bindes knuder og laves anker, så det var noget spejd der var prøvet før, der her kom til sin ret. Men bl.a. fordi deres anlæg ikke kørte ret stabilt og et par gange (af to forskellige årsager) var nødt til at lukke for gastilførslen, måtte vi bruge en del tid på at vente. Det gav ikke mening at måle, før der var stabil drift.
Det var måske meget lærerigt at opleve, at det smukke princip nævnt i starten om at alt svovlet bliver fanget og ikke lukkes ud til omgivelserne og som står i beregninger og på flowdiagrammer, ikke altid holdt til virkelighedens prøvelser, i hvert fald ikke sådan som det blev gjort der. Uanset hvad var de utrolig gæstmilde mod os overalt. For mig var det også en oplevelse af det vi gør kan betyde meget derude, og at der også var god brug for en imødekommende, konstruktiv, fremadrettet og beredt mentalitet for at komme i mål med målinger - mao. duelighed opøvet som spejder. Meget apropos, det indonesiske spejderkorps er verdens største, 17 mio spejdere ud af en befolkning på 260 mio. Jeg havde derfor i den anledning taget mit Gilwell-tørklæde med. Vi endte dog ikke med at skulle lave spejderledelse med de unge indonesere, men vi kørte da forbi i hvert fald et par spejdergrupper på vejen og så også nogen af de små stormtropper med spejdertørklæder på, i gang med noget læring og relevant foretagsomhed i deres lokalsamfund. Det er spændende at se hvordan man er spejder i andre lande, og rigtig mange steder er det knyttet til at gøre noget nyttigt for andre lokalt og i omgivelserne.
For mig var det første tur til Asien, så nu er det da vinget af på listen. Jeg har heller ikke prøvet at betale 11 millioner for overvægt af indchecket bagage før, men det fik vi så lejlighed til i lufthavnen i Jakarta fredag. Lørdag middag var vi så sikkert hjemme igen, og steg ud i Kastrup i det fineste tidlige lune vårvejr som vi kunne ønske os.
Kvinde søges
Skrevet af
| torsdag, 13. maj 2010 kl 23:53
Stikord: Danmark, København, Amager, flytning, hjemkomst, industri
Jeg er hjemme igen. Jeg kom hjem fra Uppsala søndag eftermiddag, hvor Brahe Djäknar var på mandskorsfestival og viste svenskerne, hvad finnerne duer til. Og sang sammen i et stort kor på små 200 mand. Det var en rigtig rigtig dejlig tur, men søndag formiddag var det et noget vemodigt farvel for mit vedkommende til Brahe Djäknar, som jeg vel ikke svor men dog mente at ville forsøge at komme tilbage til engang i den vordende tid. Vi må se, hvad der sker, men hændelserne vil jeg nu prøve at påvirke i den retning.
Derefter gik der lidt kuk i maskineriet, da jeg troede at jeg kom tilbage til et tomt værelse på Studentergården, som jeg kunne bebo mine sidste få dage i den elskede trelængede. Men jeg gjorde regning uden vært, da tilsynelande en eller nok flere kommunikationsbrister mellem flere fremlejere og eforen tilsyneladende havde lejet værelse ud til den kommende beboer (som også er den nuværende fremlejer). Det hindrede ikke en praktisk løsning med en madras på gulvet, som man jo nok kunne bevilges med mere til hos psykopaterne - gæstfriheden fejler da ikke noget! Man kunne have været retshaverisk, men det synes jeg nu ikke ville have været passende.
Siden da er det tilbage på arbejdet, det rigtige, daglige arbejde, på DUTen. Onsdag var jeg hele dagen i Jylland til møde med industrien, og det var sådan set meget fint, synes jeg, bortset fra at der skulle forberedes power-point til 45 minutters underholdning med milepæle, og den slags tager tid, en hel del. Så det blev altså størstedelen af sliddet mandag og tirsdag. Og sent i seng tirsdag og tidligt op onsdag med lyntoget til Jylland.
Og så flytning nu, i dag (eller rettere den forgangne), torsdag. Jeg lejede et flyttelig, som det lykkedes os lige akkurat at fylde helt op, og med hjælp fra gamle og nye gårdboere fik vi også bugseret indhold af indbo ud til Amager og op på 3. sal i lejlighed. Her står det nu, kasser og tasker. Der er en fin udsigt mod nord ud over kolonihaver, kløvermark, gammelt voldanlæg, Christiania og ud til Amager-forbrændingen med hæftigt rygende skorstene. Jeg har nået at sætte reol op og lys i loftet i det ene værelse. Og seng naturligvis.
Men det er meget, meget underligt at gå rundt der og tænke på, at dette er mit hjem. Det runger alt for meget, synes jeg. I hvert fald i ovreført betydning. Det er måske ikke meningen, at man skal bebo en sådan lejlighed selv, for lige nu virker det meget stort og rigtig tomt, og jeg skulle nok en dag spørge mig selv, hvad jeg egentlig vil lave derude på Amager i egen lejlighed. Jeg skulle gerne have en kæreste der, at hjælpe mig med at bebo lejligheden, eller dog til at se, hvad jeg får snedkereret sammen på mine godt 60 m2. Så kvinde søges. Detaljerne kan i overmål læses her på siden, så jeg sparer på alt det med (k)ærlig, til ture ud i skov og på hav, god til sang, spil og musik. Men lige nu og her kan der såmænd og vel ganske ekstraordinært blive mulighed for at lege indretningsarkitekt og endda få mig til at betale gildet.
Catalysta
Skrevet af
| tirsdag, 13. januar 2009 kl 23:47
Stikord: katalyse, arbejde, industri, spejder
Måske er jeg ikke den eneste, der har svært ved at kick-starte hverdagen igen efter jule-suletiden, hvor man havde brugt meget af tiden på at stå sent op og sidde på side fede mås. Det var i hvert fald hårdt at komme i gang efter ferien og at komme op om morgenen i det nye år.
Men i denne uge lever jeg det søde liv på konferencehotel, sponsoreret af den tunge svovlindustri, som vi plejer at sige på kontoret: Jeg er på Vinterskole i industriel katalyse ude på Sjølunds fagre sletter, i Holbæk, hvor vejret er gråt men maden og selskabet (en flok ph.d.-studerende primært fra DTU) godt.
Og det er mægtig spændende, det er relevant, der er i stor skala, det er fundamentalt og det er praktisk - det var ikke tilfældet på efterårsskolen i oktober - men det her virker faktisk rigtig godt.
Det er Haldor Topsøe - katalysator-firmaet - der står for sagerne. Det er de gutter, som der er overhængende fare for, at man ender med at få job hos, fordi de ligesom er dét (verdens-)firma i Danmark, der arbejder med katalyse og ressourcer og industriel kemi.
I weekenden var der i øvrigt en tur med nogle af de unge mennesker i blå uniform til Söderåsen i Skåne, hvor der var stor natur og masser af hygge omkring pejsen. DDS har nogle hytter, "Gillastig", som ligger ude i den del af Söderåsen, der er blevet nationalpark. Söderåsen er en opskubbet klippeformation med nogle mægtigt stejle skrænter, er dækket af højlandsskov og har nogle ganske dybe søer og kløfter i bunden af nogle af de stejle skær. Folk fik noget natur at se på, og spejderne, en lille bande af 15-årige, fik noget refleksion og indsigt i lederroller og samarbejde.
|
|
|
|
|
|
|
|
