|
|
blog
Ouverture af trækfuglene
Skrevet af
| søndag, 7. februar 2021 kl 17:30
Stikord: Frost, kulde, vinterhejk, hjemmearbejde, fritid, Trækfuglene, Naturconcert, Steen Steensen Blicher
 Kyndelmisse slaar sin Knude overmaade hvas og haard. Hvem havde troet, at vi skulle få kontinuerlige frostdøgn og kold og bitter nordøstenvind i flere uger (jeg havde i hvert fald glemt det). Vi har ellers hjulpet drivhuseffekten alt hvad vi kunne, men ikke nok til en entydigt positiv nordatlantisk oscillation, åbenbart.
Med-gruppelederen og jeg drog på vinterhejk på Jyderupstien i den forgangne weekend, afsted fra Jyderup station, gennem skovene til Åmosen og første overnatning i shelter, dernæst en lang fodtur sydpå og næste overnatning i shelter ved skovene ved Sorø, og så endelig rundt om Sorø Sø og hjem igen. Og allerede der havde frosten meldt sin ankomst (den havde faktisk erobret hele døgnet). Det var en fersk og sval tur, med vintersovepose, ekstra lagenposer og lange underhylere, trangiamad og ømme fødder (og skuldre), røde kinder og røde næser, rim på posen og find på selv.
Tiden er jo ikke rigtig til rejser og skiture udenvælds. Jeg har slæbt mine langrendsski med op i sommerhuset i det fromme, enfoldige håb at der skulle komme tilstrækkeligt med sne til al den her frost. Jeg har hørt tidligere om at Gribskov har været proppet med langrendsløbere, i en grad så biler og parkeringsbøder har været tæt fordelt langs vejen fra Nødebo. Men her i Villingebæk er der nærmest ingen sne, så øv øv, turene ud bliver til fods og eventuelt på cykel. Imens fyres der på livet løs i kakkelovnen, og det er jo også altid rart.
Jeg arbejder stadigvæk mest hjemmefra grundet den virale stuearrest, som så mange andre med skærmbaseret sk. arbejde. Det kan man både gøre hjemme på Corona Copenhagen og i sommerhuset. En dag om ugen tager jeg dog ind på kontoret og laboratoriet og løser de ærinder, som ikke rigtig kan løses fra hjemmepulten. Der er masser af møder på teams og zoom og meet alt det, både i arbejdstiden og i fritiden. Og det er jo et ok surrogat når det andet ikke kan lade sig gøre, men situationen som sådan - er noget forbandet lort. Ingen fester, ingen fremmødt fritid, intet nærvær. Ingen fredagsøl, ingen lejre med sang rundt om bålet, ingen natløb i sne og måneskin, ingen koreventyr og natur-concerter. Hvor er det dog traurigt. Jeg vil have den ægte vare.
Men foråret og vaccinen så sagte kommer (meget sagte...), indvarslet ikke ligefrem af temperaturerne for tiden, men det mere lys vi får og de lidt længere dage. Det er da altid noget. Jeg glæder mig til igen at kunne komme i jorden og plante i haven, igen at komme til at se bekendte, igen at sejle, synge, suse og slentre. Der må komme fester igen, også snart. Vi trænger i hvert fald.
Inderlig jeg længes efter Vaar, men Vintren strænges. Kom Sydvest, som Frosten tvinger!
En stille, høstlig brusen
Skrevet af
| lørdag, 15. oktober 2016 kl 19:37
Stikord: fritid, spejder, marmelade, bær, frugt, efterår, høst
 Mens septembers himmel var overmåde blå og vældig solrig, så viser efteråret nu tænder i oktober. For sådan en primitiv idrætsmotionist som mig er det koldt at løbe i T-shirt og shorts, og det kræver samtidig både hue, halsrør og handsker for at holde varmen tilstrækkeligt (i hvert fald de første 3-4 km). Hvilket vel i grunden ser lidt aparte ud, gætter jeg på - en slags krydsning af sommer og vinter.
I september har jeg plukket og henkogt endnu flere frugter og bær, så nu har jeg i tillæg til brombær, hindbær og blåbær kogt marmelade af havtorn og gule mirabeller - den sidstnævnte marmeladehar en vældig smukt orange lød, mens havtornene i henkogt tilstand er mørkere, mere brunlige (og smagen sparker som en hest...). Ligeledes var jeg på æbleskud og fik lavet en sund stor mængde æblegrød af nogle ananasæbler, som kom fra en afsides abild i et hegn.
For nogen tid siden var jeg på besøg hos gode venner, hvor forsøget på gele blev gjort med druer, men det krævede store mængder geleringsmiddel, husblas endte det vist med, og blev lidt mærkeligt og stadig lidt for blævrende. Næste år vil jeg prøve at koge det op sammen med æbler, som indeholder langt mere pektin, så må vi se om det gelerer blandingen rigtigt. Der er noget at arbejde videre på der.
Udover sukkerkonservering af årstidens høst har jeg for tiden beflittet mig på at være gruppeleder for den her spejdergruppe, og på at blive dygtigere til det. Jeg har brugt nogle weekender på det seneste på spejderi og særligt ledelseskurser. For mig er det ret nyt at beskæftige sig mere med ledelse af frivillige voksne.
Egentlig synes jeg at vi som spejdere er ret gode til på vore kurser at koble teori, handlinger, værdier og erfaringer på en praktisk og jordnær måde, og at vi rent didaktisk er gode til at gøre og formidle stoffet afvekslende og relevant. Kurserne i DDS er spredt ud i landet, oftest på landet (for typisk er man på et spejdercenter eller lignende), og så kommer man rundt i landet også og får set i tilgift andre egne og natur - og får udvidet og styrket sit spejdernetværk også. Spejderbevægelsen kan være et ret effektivt netværk.
Just nu har jeg lørdag og søndag ret så fri igen efter nogle uger med bortrejste weekender. Nu nyder jeg roen, den friske blæsts tag i de raslende blade og regnens begyndende trommen på tagruden i sommerhuset. - Indendørs. Vejrliget er ikke længere så inviterende til udendørs sysler, så det bliver ved læsning, skriveri, pønsning og konversere telefonisk og andenlunde med familie og venner.
Solsort vs. Vinavl: 2-0 (midlertidigt kampreferat)
Skrevet af
| lørdag, 6. oktober 2012 kl 21:47
Stikord: sommerhus, vin, fritid, solsort
Ret da fredag eftermiddag blev til aften fór jeg op i familiens sommerhus i Nordsjælland, derhen hvor ranker gro, for at komme lidt væk fra by og støj og møg og alt det. Her bliver alt det gjort og forberedt, som der ikke er tid til ellers. Udover det kan man jo nyde den friske luft, stilheden, vinden, skov og hede og eng, ja man kan fyre i pejsen eller bålet (ja een gang spejder, altid pyroman), og vores efterhånden vel friserede have, som forældrene gerne plejer dygtigt. Alt nydeligt.
Nu, på denne tid, udspiller der sig i haven et større drama. En strid. Både en territorial- og en ressourcestrid. Striden udkæmpes med indtil de mest avancerede kampmidler og største kløgt fra hver side. Stridens genstand, om hvilken jeg taler, er naturligvis de ca. 24 vinstokke, som min fader har planteret. Han er dog lidt forliebt i vinrankernes frugt; han er jo tidligere og atter vordende vinbonde, og han ser frem til igen at avle vin fra eget Chateau. Og man har vel en rem af huden. Der er imidlertid andre, der også har amoriner for den vinøse frugt. Nemlig Hr. og Fru Sol Sort. For at holde dem væk har far og søn for 3 uger siden udspændt et præventivt net over en del af vinstokkene, og det har givet et vældig anskueligt resultat af denne lille havetræfning.
Desværre fører solsortene på point og på klogskab samt, vil jeg sige, kålhøgenhed. Det står 2-0.
Vinstokkene uden net har de ribbet først - TOTALT ribbet, der sidder præcis ingen druer overhovedet på stokkene uden net - men dette kunne vi måske acceptere som stormens rov. Men det er ikke gjort dermed. De tager de nemmeste frugter først, og denne grådige hær vil ikke nøjes. De snedige bæster hopper ned under det grønne net og flyver op på jerntråden, som holder vinstokkene oppe, hvor de sidder og pikker lysteligt i druerne. Druerne i net bliver med andre ord ædt nedefra.
Oprevet af den udviste både snuhed og frækhed gik jeg i aktion, og efter besigtigelse af problemet har jeg lavet yderligere en mængde grenpløkke til udstramning af fuglenettet. Så kan de måske lære det. Men er der bare et enkelt hul eller to i jordniveau, som de kan smutte ind og ud under, så er der invasion. Vi er oppe mod stærke kræfter, der ikke let lader sig forflytte fra deres foretrukne jagtmark:
Ikke så snart havde jeg jaget 3 solsorte væk og med møje spændt nettet ud så jeg faktisk synes det så helt hæderligt ud og nåede jorden med minimale undtagelser, og så taget mig en rask lille løbetur, og minsandten om der så ikke hopper en solsort rundt under nettet ved hjemkomst. Ubegribeligt frækt.
Mon vi kan nå at redde os et mål i dommerens overtid ved denne indsats, jeg tør knapt tro det, måske bliver nettet nu lukket tilstrækkeligt til at fuglene ikke helt tør kravle derind, men til for føje stunder siden fandt de nu altid en vej, der ikke var tænkt på. Frække bæster. Eet er sikkert, vi har en beskidt og langvarig gru, mand mod fugl, foran os, som den flittige vinbonde må kæmpe hver høst for at redde os en rimelig del af rankernes gaver.
Långdäkning
Skrevet af
| torsdag, 14. januar 2010 kl 22:13
Stikord: Finland, Åbo, landrend, bolig, fritid, kor
I går eftermiddags var jeg med Toni ud at løbe langrend. Det var første gang jeg prøvede mine nye ski, og første gang jeg løb langrend. Det er rigtige, klassiske langrendsski, så de er ret smalle og lange (altså dvs. højere end mig). Hen på eftermiddagen tog vi ud til en oplyst løjpe, hvor banen og sporene var præparerede.
Man kommer jo nok, som perkele tanskalainen, med en lille forventning om, at man er en halv verdensmester, fordi man jo efterhånden har brugt nogen vinterferier på at stå på slalomski. Lift op, tyngdekraft ned, op ned, op ned op ned. Infantilt og kedeligt, egentlig. Så nu er det tid til langrend. Så hvad skulle der være svært ved det, når det ikke går ned af bakke hele tiden?
Forvildningerne måtte hastigt lide skibbrud. Måske var det mest en slags kapgang for mit vedkommende. Det er godt nok ikke nemt. Det er faktisk svært.
Og det var ikke helt nemt at komme ind i en god rytme, hvor man kunne arbejde ved ret konstant belastning, for løjpen var lidt kuperet.
Fysikken og teknikken fra slalom gælder til dels stadig. Men. Skienes areal er lige reduceret til det halve, og grebet i underlaget ca. en størrelsesorden. Nå ja, og man kan ikke lægge vægten på dalskien, når man vil dreje. Så når man vil gøre noget med højere end 5 km/t, bremse f.eks., så er det bedste råd nærmest at sprede kroppen så meget ud som muligt, så man kan få noget vindmodstand... og håbe lidt på at alt det onde og ens alt for høje fart går over...
Det krævede nogle gange at man lagde sig lidt ned og tog temperaturen på sneen, når svingene var for skarpe, og sporene ikke lige beskrev den rette kurve for et totalt 100 % asshole på langrendsski. Finnerne må have grint. I hvert fald for dem selv. Men jeg er fortrøstningsfuld. Engang i weekenden tager vi til Nådendal (finsk: Naantali) vest for Åbo, hvor Toni kommer fra, og så går vi ud på en bedre rute og øver noget mere. Jeg tager hans ord for gode varer. When in Finland - do as the finns.
Derudover prøver jeg at finde ud af, hvad der ellers rør blandt de unge i Åbo. Bl.a. prøver jeg at finde ud af noget med noget korsang, og at komme til indsyngning inden længe. Det viser sig, hvad jeg havde en god formodning om på forhånd, at traditionen for korsang er endda stærkere i Sverige og Svensk-finland end i Danmark (det er ikke helt højagtigt sagt - snarere tager de svensktalende bare bedre hånd om deres overleverede sangtraditioner, og har flere ihukomte drikkeviser - her er noget at lære!). Det er derfor også klart en mere offentlig og mere folkelig affære at synge korsang. Det kommer der mere om senere.
Nå ja - The Housing Situation. Måske er Domus ikke det dummeste sted at bo alligevel. Det er jo tæt på byen, og det kræver ikke opsøgende nærvær hverken at finde eller undlade at finde alternativer til. Jeg er måske lidt magelig på dette punkt. Og der ER jo fælleskøkken, som nu er ved at blive befolket.
Domus har bare den her åndssvage regel om at man kun må bo der i to måneder. I praksis fortolkes den regel sådan, at det er muligt at flytte ud, og komme tilbage lidt senere. Så jeg er i princippet hjemløs fra 24/2 til 8/3. I den periode bliver det så en anelse speget, tror jeg. Jeg hører folk omkring mig med mellemrum, om de har nogen ideer, og ser om der dukker muligheder op.
|
|
|
|
|
|
|
|
