|
|
blog
Brisen synger
Skrevet af
| søndag, 2. august 2020 kl 19:26
Stikord: forår, ferie, sommertogt, spejder, Covid-19, Corona
Tyst har der længe været på bloggen, og travlheden ramte da også som en damphammer i forsommeren og med det eftertænksomheden til overs til blogskrivning. Til trods for nedluk - måske har det været tristessen over alt det aflyste sociale, for corona-tiden har ikke ligefrem været en konge-tid. Kapsejlads og korsang er skyllet ud med kloakoverløbs-vandet i Øresund, og spejderkurser og spejderture jeg skulle være på eller arrangere er enten blevet aflyst eller udskudt ubestemmeligt. Det er lidt som at være fanget i et limbo, og med det en vis trist apati som har kørt en lidt i stå uden at det blev føltes mindre stressende.
Men et forsøg på at forsøde foråret har da været at drage afsted sammen med med-gruppelederen ud på diverse udflugter i Danmarks fri natur. Det blev så mit udlevede spejderliv den vår. Faste legeaftaler og faste bekendtskabskredse. Det var eneste vej ud i det fri med uniform på.
Min 3 ugers sommerferie er slut for nu, og nu ser det endelig ud til, at sommervejret kommer. Lidt blæst og lavtryksdomineret vejr har vi dog haft i juli og tak for det, vil jeg selv sige. Jeg har nemlig brugt 2 ud af 3 uger på et projekt, som har været et halvt år under opsejling / indsejling nærmest bogstavelig talt, nemlig at være skipper på en sejlads rundt om Sjælland og Fyn med en af delebådene fra min sejlklub S/K Lynetten. Med ombord har været 4 påmønstrede gaster fra min vennekreds og familie - Jakob, Peter, Hjalte og Troels - på skift, så vi enten har været 2 ller 3 på båden. Så boede vi der i nogle dage, under lidt tætte og spartanske forhold, sov, lavede mad, sejlede, hyggede, mens vi sejlede fra havn til havn, og drog i land for at sprede skræk og advarsler - eller bare se på fædrelandet. Båden holdt til turen, det gjorde gasterne også, selv skipper er vendt hjem, uden så vidt han ved at være alvorlige uvenner med de fleste af de ombordværende. Der er forfattet en krønike om dette sommertogt med det gode skib Mø, ja faktisk en hel odyssé, som kan ses andetsteds på siden, og der er da også en vældig stor mængde billeder at se i galleriet. Det har været en fremragende ferie og en virkelig god måde at se Danmark på som ikke handler om at tage med offentlig transport eller sidde på motor/landevej.
Nu er jeg vendt hjem, og har allerede den sidste uge rendt rundt ude ved svovlmaskinen. Der er ikke mange på arbejde for tiden, og det gør det også lidt spøgelsesagtigt at gå rundt på gangene uden der sidder nogen på kontorerne eller i laboratorierne. Og indimellem lidt udfordrende at få sine ting ud over rampen, når Håber der kommer flere tilbage i uge 32, ellers bliver det trist.
Folkevandringssang
Skrevet af
| søndag, 5. april 2020 kl 09:48
Stikord: forår, vandring, vår, cykling, sko, nyttehave, udgangsforbud, coronavirus, Covid-19, hjemmearbejde
 Hvem sidder dér, bag skærmen, med musen i sin hånd? Ja, det gør halvdelen af Danmarks befolkning, såmænd. Og mig med. Derhjemme. Udadskuende. Når man slider og sidder (derhjemme!) dag og nat, og dermed for min del kun sidder og slider på sin dertil indrettede flade mås, så skal der noget motion til. Den her arbejdsform har potentialet til at lægge grunden til nogle gode livstilssygdomme. Men det kan da heldigvis blive til nogen gode kilometer på landevejene og skovvejene hver anden-tredje dag. Nu lokker atter de lange veje - og jeg har flikket de gamle sko: Jeg ved ikke om visedigteren Sigfred Pedersen ville have bifaldet flikningen af mine gamle cykelsko, se billedet. Men - med gaffertape og strips, linolie og wienerkalk - så kan man reparere det meste.
En anden udgangstilladelse er jo nyttehaven, som nu kommer til live. Rabarberne er spiret rigtig flot frem nu. Så vi har der ellers luget og pløjet og harvet til den store guldmedalje, jeg håber at vi er mere på forkant med ukrudtet i år en sidste år. Vi har nu udplantet de forspirede kartofler, de var allerede langt fremme. Samt vi har sat et asparges-bed (første høst om tre år... !!!). Og nu er der så forspiring af en masse andre vækster til udplantning i maj. Dejligt at gå derude og arbejde i det her forårssolskin.
Det er en mærkelig vår - nu er vejret slået om fra 5 måneders frontpassager og blæst og vand vand vand henover vinteren, og i øvrigt ganske milde temperaturer, og til det her smukke solrige højtryks-vårvejr med sydlige og østlige vinde. Så med det vejr nu, som lykken os belønner med forårshimlens blå, så vil hele Danmark (måske hele den nordlige halvkugle?) gerne UD. Jeg må sige, at jeg trænger til det. - Og så er det, at der er corona-stuearrest, så det kun går i minimale forsamlinger, ja sådan set helst ensom. Det er den faste legeaftale. Den atter indadskuende vandring. I København er gang- og løbestierne rundt om søerne ensrettede for at minimere kontakt mennesker imellem. Hvilket viralt antiklimaks.
Men nu tager jeg på to dages vandring på Skjoldungestien, rygsæk på ryggen, shelter og bål og røg, det må være tilpas på afstand og i anstand.
vækst (og stuearrest)
Skrevet af
| onsdag, 18. marts 2020 kl 23:11
Stikord: forår, vækst, hjemmearbejde, arbejde, stuearrest, corona, virus, Covid-19
Jeg vil skrive noget om vækst, nu hvor våren står for døren. Epidemien/pandemien med Coronavirus er nok heller ikke gået nogens næse (eller næste?) forbi.
Jeg har selv fået stuearrest fra arbejde sidste torsdag, eller hvad man nu kan kalde det, idet jeg og de andre ingeniører på Topsøe (dem er der mange af) arbejder hjemmefra. Også en del teknikere, HR, funnktioner rundt omkring. Nogen af teknikerne er på arbejde og holder laboratorierne sådan lige præcis kørende, tillige med produktionen.
Det kan være en smuk tanke at se tingene fra den lyse side, at man f.eks. ikke behøver at cykle frem og tilbage til arbejde hver dag, men omvendt er det jo noget af den daglige motion jeg mangler, og den må alligevel indløses på anden vis. Det bliver så Amager rundt i stedet. Men sagen er, at jeg savner mine kollegaer, og det daglige trummerum / bøvl, dvs. det bryderi der kun nødigt undværes. Alternativet har vi nu, at vi kukkelurer for os selv og prøver at få en hverdag ud af det, jeg synes det er værre.
Der er jo ikke megen anden udsigt til andre kår i fritiden, hvor alt andet, møder og ture og familiearrangementer o.a., _også_ bliver først sat på gevaldig skrump og siden aflyst. Lillebroren og hans kæreste kan i hvert fald ikke holde barnedåb på søndag. DDS aflyser kurser og arrangementer eller sætter dem på hold. Møder og planlægning bliver virtuelle og telefonmøder. :-( Alt det er trist, hårdt, kedeligt, og fremkalder vrede, gråd og afmægtighed, men det er nødvendigt, og det kræver (selv)disciplin af alle. Lad os håbe vi kan udvise den.
Jeg selv er dog rimelig bunkret op herhjemme, og har forsyninger til i hvert fald en god uges tid, om det behøves. Og det gør det jo forhåbentlig, og sandsynligvis, ikke.
Og heldigvis er naturen og foråret jo ikke lukket, nu hvor Europa begynder at hælde mod sol igen. Jeg var i weekenden i haven og luge, så nu er der klar til noget vækst og nogen vækster. Kartofler ligger til forspiring i vinduet. Og en ensom tur ud i skov og ved strand er os tillige forundt.
Jeg må sige, at jeg beundrer statsministerens måde at håndtere Covid-19-situationen på, og at gøre og sige det, der SKAL gøres.
Om det var tidsnok er det gode spørgsmål. Et andet sjovt spørgsmål er om nationen var klar til det, før det blev sådan rigtig iværksat sidste onsdag aften (11/3) - tiltagene kan kun gennemføres i den takt de lader sig gennemføre overfor et folk som os danskere, som nok er velopdragne, men også er frihedselskende og fandenivoldske og påståelige og anarkistisk indstillede - og indimellem gælder fællesskabets pligter mere for naboen end for mig (vi er nordens italienere, så at sige). Det plejer at tage sin tid med at få danskere til at forstå alvoren i en situation. Vi kan måske tale om en vis magelig modvillighed, en vis kortsigtet opportun erkendelses-træghed, en vis jeg-ved-bedre. Det er vira så ligeglad med. Her tæller vækst, og vækst opfører sig eksponentielt.
Jeg har hørt en gammel amerikansk ingeniør sige, at alle menneskehedens problemer skyldes vores manglende evne til at forstå den eksponentielle funktion. Lad os stikke spaden lidt dybere ned i det. Jeg bliver let forundret over nogen f.eks. erhvervsfolk, politikere, økonomer og investorer mv. ikke ser den for dem selv langsigtede logik i omgående at lukke hele den ikke-kritiske del af samfundet ned. Jeg mener, de har da ofte en form for uddannelse, tror jeg, der handler om noget med økonomi. Eksponentiel vækst, ja det er jo simpel rente-tilskrivning. Nu sker tilvæksten blot ikke med 1% per år, men 1% per time. Det er desværre ikke en rente, som vi tjener på, men en rente som slår folk ihjel og som ødelægger samfundsøkonomien. Vi har måske haft lav rente og afdragsfrie lån for længe, så penge-regne-drengene har glemt hvad de lærte i matematik på kræmmerskolen (jeg havde det godt nok allerede i folkeskolen). 1% rente i timen, det er en fordobling på ca. 3 dage. Hvad vil det sige, at sådan noget som et antal virus-smittede fordobler sig i løbet af 3 dage? Altså, 1, 2, 4, 8, 16, 32, 64, ... hver tredje dag?
Og hvad vil det så sige at vi kun kender antallet af smittede med ca. 10 dages forsinkelse (inkubations- og forværringstid). Vi tror vi har 1057 smittede i Danmark i dag, men vi tæller kun dem vi har testet/visiteret positive, og nu testes kun de der har sværere symptomer. Da er det jo mildest talt også forundrende at opleve borgere kere sig mindre end lidt om deres gebærden i det offentlige rum og forsamlinger.
Hele den her manøvre, som vi alle SKAL medvirke til, handler om at minimere grundtallet for væksten/rentefremskrivningen (læs: smittespredningen) ned under 1, dvs. negative rente, altså lige noget for bankfolkene, og så holde den dernede og efterhånden løsne op for for restriktionerne, så længe at vi holder corona-væksten kontrolleret.
Jo tidligere nedlukning, og jo mere stramt disciplinen for at undgå smittespredning følges af alle, jo mindre bliver følgerne for samfundet, sundhedssystemet, de danske virksomheder, vores offentlige sektor, uddannelsesinstitutioner og skoler, jo kortere samlet nedluk og jo færre bliver smittede og jo færre i absolutte tal og jo mindre procentdel vil dø eller få følgevirkninger af Covid-19 - idet sundhedssystemet kun har nød- og respiratorudstyr til et endeligt og ikke et eksponentielt antal patienter med virus.
Jeg har hørt at det hedder en no-brainer, hvis det er selvindlysende, men jeg synes nu alligevel vi skal skænke det en tanke, når vi ser hvordan de lidt mere autoritære asiatiske stater håndterer det her. De har prøvet SARS-epidemien i 2003 og ved hvad det kræver. Så husk, at ikke-handle er også en handling. Hjemmeværnets (nye?) slogan, eller motto, er "det vi gør i dag, forbereder os på i morgen". Det passer i eksponentiel grad her. Den tanke skal vi handle efter.
(en post-editoriel indskydelse: Det er dårlig forskning og dårlig skik ikke at referere eller citere andet arbejde på området, særligt centraler værker, og komme med u-underbyggede påstande, og det nærværende skriv var da heller aldrig nået igennem fagfælle-bedømmelsen, hvis ikke forfatter, udgiver og redaktør var een og samme person. For at råde blot en anelse bod på den i det hele taget ikke særlig habile sag, er der her et par centrale og meget indsigtsgivende baggrundsartikler fra Pueyo et al.:
Coronavirus: Why You Must Act Now
Coronavirus: The Hammer and the Dance)
Foråret så sagte kommer
Skrevet af
| søndag, 11. marts 2018 kl 20:45
Stikord: forår, vår, have, kål, jordskokker
...meget sagte, ekstremt langsomt faktisk, gør det, to uger først med frost og siden med masser af sne og sjap. Og nu skal der så komme mere frost, spår meteorologikken? Det er åbenbart vinteren og ikke våren, som kom nu. Den forsinkede Kjørmes Knud. Bedst som du gik og troede, at det skulle blive mildt, ligesom det skulle blive til at have med at gøre at cykle på arbejde i og i øvrigt at motionere i. Endnu er det vinterforrådet, der gælder og som vi skal tære på.
Min kriblen i fingrene som havedyrker er ellers svær at tøjle på denne årstid. I vores have står der dog endnu både grønkål, rosenkål og jordskokker, så behovet for at pløje og tilså kan holdes i ave ved at høste de sidste frugter af fjorårets indsats og pleje. Med kålgård er der noget at hente på enhver årstid, og sundt er det oveni købet. Grønkålen har holdt rimelig godt og vi har stadigvæk en del rosenkål på stokkene derude.
Eneste problem er at komme ned til jordskokkerne. Jeg prøvede i sidste weekend uden held. Jorden er ganske frossen i hvert fald til 8 cm dybde, så man må sige at det vinterforråd er solidt oplagret, men nogen nytte giver det ikke lige nu.
Husmandssang
Skrevet af
| søndag, 2. april 2017 kl 12:12
Stikord: have, havehold, forår, vår, vejr, kartofler
 I går greb vi hakke, skovl og spade (og greb), og greb siden an på den kriblende muld, for nu kribler det også i fingrene og det er den tid på året hvor den indre bonderøv for alvor vil have luft. Jeg var i nyttehaven med vores haveteam for 2017, nemlig KK m. familie samt hans bekendte Ivar m. familie. Vores 100 m2 lod i Sundby skal atter frugtbargøres. Der bliver arbejdet med en sindrig sædskifteplan, hvor arealerne ligger i løbende rotation, og placering og afgrøder bliver forhandlet på plads efter mange argumenter frem og tilbage. Der kan være flere tilgange til havehold, vores er i hvert fald ikke udelukkende styret af spontanitet. Også derfor skæves der nu fremover nervøst til vejrudsigterne, hvornår kommer solen, er der mon (oh ve!) risiko til nattefrost, og hvornår får vi atter en sjat livgivende regnvejr.
På en en lun og solrig lørdag fik vi derfor gravet det gamle ragelse fra 2016 endeligt op, vi fik ploven i jorden (ja ok, kultivatoren), og vi fik lagt kartofler og udsået forspirede ærter. Også kartoflerne har vi haft til forspiring i en god måneds tid nu, og de har fået de fineste spirer - de er blevet sået ud med fiberdug over og lidt ekstra næring med det bedste krudt fra hønsegården. I år prøver vi at så tre forskellige sorter og igen satser vi benhårdt på at få Sundby Nytteforening N/F´s første kartofler. I tillæg fik vi og en hyggelig og smuk forårsdag med godt og produktivt samvær.
Talvi kevääksi
Skrevet af
| søndag, 20. april 2014 kl 18:56
Stikord: spejder, familie, påske, forår
Siden sidst, i tiden hvor vinteren bliver til vår (som det finske i toppen betyder, ved anvendelse af agglutineret finsk kasus translativ) har der igen været stille på hjemmesiden og gang i gaden ellers.
Først i marts var jeg på weekendtur til Aalborg og besøge Jacob og bese hans kollegium samt den spændende bynære natur. Ligeså var der en stund til at besigtige den gamle by, og trods værtens berettigede tvivl så lå der både slot og renæssancebygninger og et godt nok halvlukket museum, og der var et godt spisested, så der var lidt af hvad man såmænd nok kunne kalde kultur. Jeg skal nok tage min 9000-mobning af "Danmarks svar på Manchester" af plakaten eller op til revision.
Desuden kunne jeg efterfølgende besøge min finlandssvenske sangerbror fra BD Johan Nyman, som er udstationeret i Dronninglund. Her ligger, på Dronninglund Slot endda, et indlejet center under nordisk ministerråd som hedder hedder Nordisk Velfærdscenter, hvor han så arbejder som IT-blæksprutte. I aldeles statelige rammer, må man sige, og i et lokalt naturområde som er _meget_ misundelsesværdige. F.eks. har han 10 minutters gang for at komme til arbejde, gennem en park forbi vandmøllen rundt om mølledammen gennem skoven over marken. Og Dronninglund storskov ligger næsten i baghaven. Jeg længes dog lidt mod vandkantsdanmark, som man kan læse.
Starten af april var der divisionsturnering for de blå spejdertroppe i Mølleå division, herunder min egen trop (Bagsværd Trop). Jeg må sige, at mine egne spejdere er begyndt at oppe sig lidt, de var slet ikke så ringe til at lave lejrsport eller træarbejde, f.eks., som man nogen gange gerne kunne have fået indtryk af. De vandt ikke, men måske er der varslet nye tider. Temaet for divi´en var Charterlejren, og den lejr lå derfor idyllisk ned til Furesøen, øhhh, Solkysten, så spejdernes opgaver var pakket ind i Ibiza og grisefest og strand og middelhavscharme og turistbrølere. Hvor passende, når vejret var gråt og småblæsende og lidt regn - thi når solen den forsvinder fra de hjemlige himmelstrøg... Det var mig der var hovedankermand på den tur, og det voldte lidt administrative pligter op til afviklingen.
Hvor skønt er det ikke nu, at aprilvejret sidenhen er vendt og at solen stråler fra en skyfri lysblå himmel? Her i påsken og indtil nu har jeg været sammen med familien, for først fór vi til påskefrokost med nærmest alle theilgaard´erne i Østjylland, og sidenhen har vi været i sommerhus og rydde færdig efter vores stormfald i oktober. Man må sige at det er en fornøjelse at gå i haven under den slags betingelser, og i skrivende stund kan jeg sidde udendørs i solskinnet på verandaen med laptop på bord og kaffe i kop.
Og nu er det lige før. Bøgen springer snart ud, den er nærmest på spring (i hvert fald lige ved vores sommerhus). Birken ringler med rakler og nye fine lysegrønne blade. Fuglene kvidrer så lysteligt og landet grønnes. Igen på tirsdag er det så på arbejde igen, og blandt meget andet er det nu også en lyst at gå på arbejde omgivet af Mølleådalen, der også springer ud nu.
Ude i industrien
Skrevet af
| tirsdag, 18. februar 2014 kl 23:11
Stikord: arbejde, Haldor Topsøe, forår
Tyst, tyst har der været i denne spalte, igen. Tyst har jeg set på, de sidste måneder, at kolossen på betonfødder foran mit vindue, som omtalt sidst, blot er vokset og vokset. Et tidehverv er hvad det indvarsler, det tror jeg, en vending er i gang, noget gærer, forknoppes, og vil spire.
Ja man kan i hvert fald sige, at det har været en vending mod det bedre at begynde som ingeniør hos Haldor Topsøe. Siden jeg startede for 1½ måned siden har jeg været i gang med at lære Topsøe at kende og finde ud af hvordan alting fungerer. Der har været en del introduktioner til udstyr, arbejdsgange, sikkerhed, teknik, produkter og endda ture til katalysatorfabrikken i Frederikssund. Ja ja, den er god nok, de laver selv alle dimserne, som sidder i reaktorerne på ammoniak-anlæg, raffinaderier, kraftværker, svovlsyrefabrikker, og alle mulige andre steder rundt om i verden.
Men jeg er kommet godt i gang og er ved at få ansvaret for en opstilling til at lave katalysator-forsøg sammen med en tekniker. Og jeg er i gang med at skrive og vurdere, indsamle information og regne på en hel masse forskellige ideer. Det handler om svovl (tung tung svovl) i mange afskygninger, og metoder til at fjerne det fra et væld af forskellige processer, så vi ikke får det høvlet op i atmosfæren og dumpet ned i lungerne, blandt andet.
Andre vendinger kan man også håbe på, forår for eksempel. Jeg må sige, at det her grå vintervejr bliver man træt af. Altså ikke som i at det er deprimerende, men rent fysisk, det er svært at holde dampen og energien oppe igennem en hel dag. Så jeg bier på våren og giver tid, gør jeg...
Nå ja. I dag er det min fødselsdag, så jeg kan kun beklage det lidt grå og kedelige vejr ved dagens start og ved dens slutning. Til gengæld nød jeg solskinnet midt på dagen (ja i hvert fald i Lyngby), da jeg måtte cykle et ærinde til DTU. Lidt godt er der dog fortjent, åbenbart.
Frühlingsrauschen
Skrevet af
| onsdag, 3. juli 2013 kl 18:19
Stikord: forår, sommer, Spanien, Solkysten, Andalusien, spejder, Gilwell, refleksion
Der er gået to måneder siden jeg sidst skrev her på stedet. Jeg har helt enkelt ikke haft stunder til at forfatte noget, eller jo, stunder har jeg nok haft (et par overspringshandlinger her og der har jeg da taget mig tid til), men der har ikke været overskud til at sidde og skrive, hvad jeg egentlig har lavet. Jeg spekulerer lidt undrende på, hvor blomstermåneden (maj) og skærsommeren (juni) forsvandt hen. Og bedst som du kommer, du fagre skærsommer - så hastigt du flyr som et drømmerigt blund.
Nå jo. I maj havde jeg og familien en vældig festlig og fornøjelig tur til Solkysten i forbindelse med Mathias´ og Vibekes bryllup. De unge mennesker giftede sig i et kapel på et mindre andalusisk palads over tre dage (det lyder næsten som noget fra et eventyr). Det var sjov. En stor del af familien Theilgaard boede på en bjergskråning i en pænt stor knaldhytte i 4 planer med flere terrasser og hyggekroge og egen svømmepøl, det hele direkte ned til Middelhavet. Tiden gik i øvrigt med at lave grillfester og synge sommersange, for Theilgaard-familien bruger anledningen at holde familiefest til at synge korsang.
Udover det fik vi set Alhambra, det gamle mauriske palads og fort i Granada, som man helt bestemt skal unde sig at se, hvis man er i Andalusien.
Jeg havde lidt frygtet, at det ville blive så hedt, at man knap kunne holde ud at trække vejret. Sådan gik det ikke. Det var decideret svalt og mindede mest om køligt dansk sommervejr. Jeg erindrer at gå rundt i småregnende 15 grader C og tale telefon med min sangerbror Andreas, der var ved at blive stegt ved 28 grader C i Finland. På det tidspunkt virkede det lidt som om, at det var en fejl at tage til Spanien.
I juni har jeg bl.a. været ude og sejle enkelte dage med nogen gode venner, jeg har besøgt familien i sommerhuset i Hornbæk, jeg har været i skoven og bygge Mølleåbåd, jeg har haft besøg af et vennepar fra Åbo, nå jo jeg har da også arbejdet, selvfølgelig, og jeg har sunget i kvartet til forskellige ting. Og mit kor har sunget koncert i Tivoli sammen med Tivoli-garden - det har sikkert været et kosteligt syn at se de her unge røde gardere (ja de er vel fra 14 og ned til 10 år!) med deres blæseinstrumenter og trommer og så mændene i kjole og hvidt.
Udover det har jeg gået og bøvlet med den her spejderting, det kan være lidt svært at forstå, også for mig selv. Indimellem gør Anders temmelig tåbelige ting (nogen vil endda sige ikke sjældent). Eller det virker i hvert fald tilpas tåbeligt når man lige har kastet sig ud i det. Man kan sige, at den nærværende tåbelige ting også til dels er ægget af, at min far spurgte for et år siden ca., om ikke sønnike måske selv synes, at det snart var på tide til at tage på Gilwell-kursus, hvis ellers han fremover ville noget seriøst med det her spejderi, som han taler om.
Nå, ok, er det nu allerede dér, vi er kommet til. Jamen godt så...
Gilwell er et refleksionskursus, som skal skabe basis for at forbedre ens (spejder)ledelse og spejderarbejde. Der medfølger 2 foropgaver, skriftlige, som er temmelig... tja, abstrakte ville nogen sige, eller meta-meta-meta-agtige. Det er i hvert fald personlige refleksionsopgaver, som involverer ens ledererfaringer og grundopfattelser på levned og spejderi. Jeg skal ikke komme ind på her, hvad de alle sammen handler om, men tillader mig dog at trække et uddrag af en delopgave ind som eksempel, nu det her ene spørgsmål, som handler om, hvordan man selv vil se at til at skabe rammerne for egen udvikling. Øh tja. Vi har ikke talt om selve udviklingen endnu. Eller rammerne for den. Så hvordan skaber vi hvad for nogle rammer for hvad for en udvikling. Nå, så altså, som man måske kan tænke sig, så kunne ingeniøren behøve lidt fantasi + tid med hovedet i blød, før der kom ord på skærm og papir.
Så det var altså dér, foråret og forsommeren susede hen. Men nu er det ferie (og juli). På mandag går det til Kandersteg i Schweiz med mine spejdere på sommerlejr. Siden kommer jeg hjem et par dage, og sidenhen skal jeg så på en uges lejr i Hovedlandet som del af Gilwellkurset. Efter det tre par dages ro og mag med arbejde en kort tur til Suomi (og Suomis sång), og så kører arbejdstidens store peberkværn igen til august.
Foråret så sagte kommer
Skrevet af
| onsdag, 7. april 2010 kl 10:37
Stikord: Finland, Åbo, påskeferie, sommerhus, forår, familie, farmor
 I går kom jeg tilbage til Åbo med flyvemaskinen efter en hyggelig (men for kort!) påskeferie derhjemme. Jeg kunne sandt for dyden godt have brugt lidt flere feriedage i Danmark. Det var rigtig sjovt (men tungt) med motorsaven og træerne, der måtte ned, og det var også rart at være hjemme i familiens skød. Selvom mange af ungerne sad foran deres egen skærm eller legede med deres tog. Farmor inviterede os til påskefrokost i lørdags, men undervejs i forberedelserne inkluderende indkøb af en pakke karrysalat væltede hun på cyklen, og det var nær gået rent galt. Vi måtte en tur på skadestuen, og hun har slået sin bækkenknogle. Hun skal passe på sig selv, skal hun, og huske at bede sine beredvillige børn og børnebørn om hjælp, synes vi.
Isen på Aura å er nu væk. Helt væk. Og farven er som den store, grågrønne, grumsede Limpopo-flod, og det er en flod, den er 25 m. bred ved Domkirkebroen. Og nu flyder slammet og skummet ovenpå, og hvad end der ellers har ligget på floden i hele dens 70 km lange løb.
Der er ikke så mange sne-bunker tilbage, men de der er, er meget sorte og fulde af grussten fra underlaget. Man har ikke ligefrem lyst at boltre sig i det. Og vejret er sådan lidt gråt i gråt. Foråret savner mere sol og mere søndenvind her i Åbo, det savner sådan set også lidt mere varme end 4 grader midt på dagen.
Men nu er jeg tilbage i Finland, og den skal have fuld gas. Så forvent ikke så mange frontberetninger, for der er blevet serveret et stort fad med arbejde i laboratoriet her.
På lørdag skal vi synge kvartetsang til Brahe Djäknars kvartetkonkurrence, og vores kvartet hedder Udlændingekvartten, da den består af 2 finner, en svensker og en dansker. Udover pligtstykket (Böljen sig mindre rör, Bellman), har jeg foreslået et dansk stykke i lyrisk stil (Udsyn mod aften, Svend S. Schultz), som jeg på mærkværdig vis lykkedes at få dem til at ville synge uden nogen sværdslag. De er ikke rigtig kloge. Men så må jeg nok hellere lave en udtalevejledning. Når de forsøger at tale dansk her, lyder det mest som en blanding af gutterale brummelyde.
|
|
|
|
|
|
|
|
