|
|
blog
Glasnissen er vågnet
Skrevet af
| søndag, 3. december 2017 kl 21:40
Stikord: brunkager, familie, jul, advent
Glasnissen hjemme hos mig vågnede her til eftermiddag, og indvarslede dermed juletidens komme. Glædelig adventstid, glædelig forjul!
...?
I dag 1. søndag i advent stod den på julesmåkage-bagning derhjemme, med en lillebror + kæreste, fætter + kæreste og endnu en fætter. Der var frokost, juleklippeklister samt tilblivelse af brunkager, klejner og jødekager over middag, hvorved køkkenet (og stuen) var ganske fyldt af familie travlt sysselsat og i gemytlig passiar. Det har ofte undret mig at mange beflitter sig på at bage småkager alene og tale om hvor julen er travl med at skulle nå meget. Selv synes jeg at det meningsfulde i julen er at nå lidt mindre, men at nå det med andre, så det gjorde vi i dag. Men, traditionen tro skulle det dog hævdholdes også på markmandsgade at der blev kogt klejner, så det også i år kan blive jul i det gamle fedtkogeri, thi sådan er det for en gammel fedtkoger.
Men hvad er så det med glasnissen for noget?
Hos min farmor og farfar var det tradition at en af de første dage i december, en weekenddag, bød på bagning af brunkager. Nogen af børnebørnene var så med til det. Efterfølgende ville farmor ringe og fortælle os, der ikke kunne være med på dagen, at glasnissen var vågnet. Jeg må tilstå at jeg nok var noget oppe i tyverne, tror jeg, før jeg helt forstod koblingen. Glasnissen er i min familie den nissemand af glas som man blandt meget andet hænger på juletræet. Han ligger jo vel nedpakket med så meget andet julepynt det meste af året. Men han har en fin næse og elsker duften af brunkager; og just brunkager er det, der atter bringer ham til hægterne. Glasnissen vågnede altså i dag af sin elleve-måneders dvale når han duftede brunkagerne fra ovnen.
Glasnisser overalt, opvågner Eder - stunden for brunkageduft er oprunden.
De beredte beredne
Skrevet af
| onsdag, 27. juli 2016 kl 22:53
Stikord: cykling, cykel, cykeltur, Venø, Rügen, familie, venner
Den just forgangne weekend bød på en tradition på de hjemlige midtogvestjyske sletter, "Tour de Venø", som er en ekspedition der går ud på sammen med den indbudte og ankomne familie at cykle fra Holstebro til Venø (i Limfjorden) og tilbage igen, og når man er på Venø er der badning på stranden samt spise Venø-bøffer på Venø Kro. Min fasters familie fra Fyn var kommet over med racergrej og i toptunet stand, og os vestjyder fik da også hurtigt at se hvem der trænede til daglig og hvem der kun ønskede, at de gjorde det. Det var super dejligt vejr, nærmest for varmt og trykkende om eftermiddagen, hvilket heldigt resulterede i styrtregn og vindstød af storm, mens vi sad på Venø kro, og fin opklaring og svalere forhold til hjemturen. Som en fornyelse blev det testet, om der var ræson i at tage sin cykel med bussen t/r København-Holstebro, som alternativ til toget, og det virkede ret godt.
Nu om et par dage er det imidlertid op på (jern)hesten igen, for der går det afsted på en 2½ døgns tour til den Mecklenburgske østersø-kyst samt Rügen på cykel, i et lille slæng af kammerater fra mine år på Studentergården. Og de har kun drukket "ren te", siger de. Vi må se, hvor ren den te nu er, og bliver, og hvem der kører den hjem på rutinen, hvem der har gode ben, hvem der har flade dæk og hvem der bare er flade til sidst.
Skovbrug, agerbrug
Skrevet af
| søndag, 21. februar 2016 kl 21:35
Stikord: agerbrug, skovbrug, skovning, have, nyttehave, familie
Den nu snart forgangne weekend har været med mine søskende og forældre og mormor i sommerhuset i Villingebæk, hvor vi har gjort en solid indsats for at pleje grunden, som det hvert år foreskrives, da årets løb har sin lov: Træer vokser, træer skygger, træer svajer og træer vælter i efterårsstormene, og derfor må træer beskæres og træer fældes og saves, kløves, stakkes. Det giver en masse dejlig biomasse, som vi siden hen drager stor nytte af at omdanne til CO2, H2O og aske i vores pejs, mens vi kan sidde i sommerhuset og holde varmen og spekulere på hvordan vi kan få endnu bedre udsigt og skaffe mere biomasse til pejsen. Nærmest en slags perpetuum mobile.
Så vi har skåret og flækket og regeret på grunden, og nu føler vi os bedre stormsikrede. Og vintersikrede, hæhæ. Udover det har vi også spillet brætspillet Power Grid om at købe kraftværker og sætte strøm til byer og fyre en masse fossilt brændstof af, så det er et spil, som alle ingeniørerne i familien kan forholde sig til på et meget praktisk niveau. God mad og en lille fødselsdagsfejring havde vi også lov til at få.
Det har været dejligt at se min familie igen - det er godt at jeg de senere år har set dem alle noget oftere end jeg gjorde for f.eks. 10 år siden, da jeg studerede, og det er selvfølgelig smart at være tvunget til at være fælles om at holde sommerhus-urskoven i ave.
Af berigende begivenheder i en nær fremtid skal jeg bl.a. gøre noget ganske agrart, nemlig havegravning og klargøring af årets havehold. Jeg er sammen med min gode ven KK og hans bror og deres familier om at holde en nyttehave i Sundby, vi har i år 100 m2 som skal under plov, og det skal blive til rødder og knolde og bær og kål på forskellig vis.
Man kan ikke sige, at det ligefrem er professionelt og kost-effektivt landbrug som vore mere erfarne familiemedlemmer med rigtig landbrugserfaring ville dyrke - "hah, det er da spild af jeres tid" - og det kan man rimeligt nok grine lidt af at ellers højtuddannede symbolanalytikere (læs: halvstuderede røvere og nørder) går og bruger deres dyrt opsparede fritid på. Men selv sådan nogen, måske netop sådan nogen, kan have brug for havebrug og jordforbindelse. Og så må man jo kalde en spade for en spade og gå ud og grave i den fede amagerkanske muld.
Voltaire sluttede sit lille scriptus "Candide" med ordene: Man skal passe sin have. Så det har vi gjort og gør.
Vi sletternes sønner
Skrevet af
| lørdag, 6. juni 2015 kl 18:50
Stikord: familie, musik, have, nyttehave, venner
Sammen med min kollegiekammerat Karl Kristian og hans bror er jeg blevet introduceret i et treenigt fælles havehold, idet de har 3 lodder á 50 m2 over plov i Sundby Nyttehaveforening - en hektar med parceller for små bondeknolde som os, der har det bedst med jord under neglene (og i hovedet?). Utroligt at selv universitetære nørder kan have en sådan trang til at rode i jorden, men som Voltarie sagde, man skal passe sin have.
Så NU er der blevet pløjet, harvet, sået og hyppet, og siden skal vi luge og vande (mere). Og mon vi får stunder til også at høste det alt sammen - i det tidlige vår trak vi både gulerødder, kartofler og porrer op fra sidste år, og hvilken dejligt suppe de blev til. Helt naturligt er der med vores sans for optimering, produktivitet og orden begyndt at gå konkurrence i at få det største udbytte (fold) og den mest velluget planerede jord. Svært at få tid til at vinde den konkurrence, når man ligesom har alt andet at passe det daglige. Men der plantes og høstes TÆT og HELT ud til skel.
I torsdags holdt søster Anne Louise sin afgangskoncert på Musikkonservatoriet i Esbjerg. En meget flot, må jeg sige, og godt besøgt koncert. Vi fik lejlighed til at høre noget musik, som jeg i hvert fald ikke har hørt hende spille før. Bl.a. spillede hun en duet med pianist, som var rimelig avantgarde kompositionsmusik af Poul Rovsing Olsen. Desuden satser af Per Nørgård (jeg anede ikke at han har lavet musik for accordeon), og noget fint fint og melodisk arrangeret Max Reger, dertil anden teknisk og fin musik af f.eks. Anatoly Kusyakov.
Så hun er blevet kandidat nu og endda noksom med bravour, vil jeg sige. Og nu starter der noget nyt for hende, hvor der ikke længere er faste og satte rammer - og meget skal opfindes og arrangeres, og ens eget initiativ bliver pludselig en nødvendig drivkraft. Meget spændende hvad hun vil gøre.
Efter det har jeg været et par dage hjemme med mor og far og nydt stilheden og roen på Uhresøvej og gået en lang tur med far i min ungdoms og barndoms baghave, i skoven hvor jeg rendte rundt som spejder, før jeg flyttede til København.
Talvi kevääksi
Skrevet af
| søndag, 20. april 2014 kl 18:56
Stikord: spejder, familie, påske, forår
Siden sidst, i tiden hvor vinteren bliver til vår (som det finske i toppen betyder, ved anvendelse af agglutineret finsk kasus translativ) har der igen været stille på hjemmesiden og gang i gaden ellers.
Først i marts var jeg på weekendtur til Aalborg og besøge Jacob og bese hans kollegium samt den spændende bynære natur. Ligeså var der en stund til at besigtige den gamle by, og trods værtens berettigede tvivl så lå der både slot og renæssancebygninger og et godt nok halvlukket museum, og der var et godt spisested, så der var lidt af hvad man såmænd nok kunne kalde kultur. Jeg skal nok tage min 9000-mobning af "Danmarks svar på Manchester" af plakaten eller op til revision.
Desuden kunne jeg efterfølgende besøge min finlandssvenske sangerbror fra BD Johan Nyman, som er udstationeret i Dronninglund. Her ligger, på Dronninglund Slot endda, et indlejet center under nordisk ministerråd som hedder hedder Nordisk Velfærdscenter, hvor han så arbejder som IT-blæksprutte. I aldeles statelige rammer, må man sige, og i et lokalt naturområde som er _meget_ misundelsesværdige. F.eks. har han 10 minutters gang for at komme til arbejde, gennem en park forbi vandmøllen rundt om mølledammen gennem skoven over marken. Og Dronninglund storskov ligger næsten i baghaven. Jeg længes dog lidt mod vandkantsdanmark, som man kan læse.
Starten af april var der divisionsturnering for de blå spejdertroppe i Mølleå division, herunder min egen trop (Bagsværd Trop). Jeg må sige, at mine egne spejdere er begyndt at oppe sig lidt, de var slet ikke så ringe til at lave lejrsport eller træarbejde, f.eks., som man nogen gange gerne kunne have fået indtryk af. De vandt ikke, men måske er der varslet nye tider. Temaet for divi´en var Charterlejren, og den lejr lå derfor idyllisk ned til Furesøen, øhhh, Solkysten, så spejdernes opgaver var pakket ind i Ibiza og grisefest og strand og middelhavscharme og turistbrølere. Hvor passende, når vejret var gråt og småblæsende og lidt regn - thi når solen den forsvinder fra de hjemlige himmelstrøg... Det var mig der var hovedankermand på den tur, og det voldte lidt administrative pligter op til afviklingen.
Hvor skønt er det ikke nu, at aprilvejret sidenhen er vendt og at solen stråler fra en skyfri lysblå himmel? Her i påsken og indtil nu har jeg været sammen med familien, for først fór vi til påskefrokost med nærmest alle theilgaard´erne i Østjylland, og sidenhen har vi været i sommerhus og rydde færdig efter vores stormfald i oktober. Man må sige at det er en fornøjelse at gå i haven under den slags betingelser, og i skrivende stund kan jeg sidde udendørs i solskinnet på verandaen med laptop på bord og kaffe i kop.
Og nu er det lige før. Bøgen springer snart ud, den er nærmest på spring (i hvert fald lige ved vores sommerhus). Birken ringler med rakler og nye fine lysegrønne blade. Fuglene kvidrer så lysteligt og landet grønnes. Igen på tirsdag er det så på arbejde igen, og blandt meget andet er det nu også en lyst at gå på arbejde omgivet af Mølleådalen, der også springer ud nu.
på Costa del Lyngby
Skrevet af
| fredag, 17. august 2012 kl 15:08
Stikord: ferie, spejder, sommerlejr, familie, Åbo, Finland, Brahe Djäknar
Just nu bager solen fra høj himmel - så det er kun placeringen inde bag ved DTUs trygge, tunge og betonforstærkede og snart sagt fængselsilluderende mure der afslører at ferien er slut og at sommeren derved i billedlig forstand lakker ad enden småt. Og at man med længsel må se tilbage på den sorgløse tid som studerende, hvor man havde 9 ugers sommerferie (- den sommerferie, som man alligevel hurtigt fik spat af og ønskede ville blive afløst af studiestart). Jaja, græsset er altid grønnere på den anden side.
Sammen med alle de andre 35.000 spejdere var jeg på spejdernes lejr i Holstebro med Danmarks raske blå-, grøn- og guluniformerede ungdom i den forgangne ferie, og det var... ja det var en stor lejr, men altså en temmelig hektisk begivenhed at være tropsleder på. Og lidt skuffende - lejren burde have været en samlende oplevelse, der gav indtryk af at vi havde et fælles spejdersammenhold med få forskelle - det havde jeg da selv sat snuden op efter. I stedet var der serveret lidt af en reklamesøjle i en blandet dosering af Go´aften Danmark, musikfestival, grej-udstyrs-blær, ung-med-og-for-de-unge og sine steder aktiviteter, hvor man i hvert fald ikke blev skræmt væk af for meget uniformeret indhold. Sexed-up adventure-spejd med udstyrs-blingbling. Et tyndt og ærgeligt udkomme, slet og ret.
Men, der var også fine spejderoplevelser iblandt, hvis man ville finde dem selv, og min største var sjovt dagen da tropslederne i DDS Mølleå Division selv afviklede hejk for vore storspejdere ud af lejren og op til Kjærgårdsmølle ved Kilen ved Struer, med lejrbål, postløb og overnatning ude på en totalt skyfri og stille aften og nat. Mindeværdigt.
Dernæst har jeg ferieret lidt i sommerhus, og holdt Københavner-ferie i storbyen (Tivoli og Amager strand og brætspil og grill) med mine søskende i København. Sjovt, at man på bare ca. 6 timer i Tivoli kan blive aldeles vaccineret mod det sted for det næste decennium.
Sluttelig selvfølgelig en tur til Finland, hvor målsætningen først var skærgårdssejlads, hvilket dog gik i vasken, men det endte alligevel dog særdeles tåleligt med både et Brahe Djäknar sangertræf med badning/god-mad/øl/grille-kalv/sauna, sommerhustur med svøm-i-sø-og-fjord/øl/kajak/god mad/afslapning/sauna, og udendørs 35mm filmfremvisning med grill/sauna. Samt lidt storbyferieren i Åbo.
Nu er jeg tilbage i Storkøbenhavnstrup, weekenderne er allerede fuldt bookede i nær fremtid, opgaver og korsang og spejder og arbejde skriger på mit nærvær ligeså, så det er bare at give den fuld gas, hvis man vil nå noget. Så det.
Integer vitae, scelerisque purus
Skrevet af
| tirsdag, 9. august 2011 kl 23:08
Stikord: familie, Brahe Djäknar, Finland, Åbo, sommerhus
Farmor døde tirsdag i sidste uge. Hun betød og betyder meget som matriark og samlingspunkt i vores familie, og den altid børne-, sang- og musikglade bedstemor var derfor ven med alle og interesseret i alle. Åndsfrisk bliver man jo først, når man er over 80, og det var hun. Hun var svækket og har ikke haft det godt her på det sidste, helbredet skrantede, og hun var blevet en gammel ung dame (selvom hun på ingen måde i tanke, ord og handling ville være ved nogen begrænsninger heraf følgende).
I dag var vi til begravelse med _mange_ blomster, samt ovre på plejehjemmet og gøre hendes lejlighed på plejehjemmet rent. Og så afsted igen med hovedet fuldt af tanker og minderne om en sejlivet og elskelig dame.
Sommerhus med venner i den forgangne weekend var som altid hyggeligt og for kort. Badning, grill, kortspil, tur til Rusland, osv.
Weekenden før det, forlænget, var jeg jo en lille tur i det herlige Suomi. Der i øvrigt havde varmere og mere solrigt vejr end det hidtil var i Dannevang i juli. Der var træf i Fula SlipsKlubben - de grimme slips´ klub, i Brahe Djäknar, og var en lille sceance der foregik lidt ude i Skærgården syd for Pargas, på een af djäknarnes forældres sommerstuga. Et dejligt sted lige til vandet og naturligvis med muldtoilet, sauna og egen bådebro (sådan er det vist overalt i den finske skærgård??!?).
Det gik ud på, at der skulle synges og øves kvartetsange under mere uformelle former (her virkede det som om de uformelle former var ret vigtige), samtidig med at der var hygge og sauna og svømning og sommer og øl. Middag om aftenen, hvortil vi havde grillet et lam det meste af dagen. Det endte, som det skulle, i en mindre fest med 17 snaldrede sangdegne. Særligt mindeværdigt, i hvert fald specielt, var det at stå på klipperne i vandkanten ud til fjorden og synge Suomis sång og Finlandiahymnen mens solen gik ned. Særligt, lidt højtideligt og stilfærdigt, men ikke noget odiøst, ingen gas eller grin, ingen brok eller nogen tagen på vej, det var ikke på den måde. Man mente ikke, at jeg nødvendigvis behøvede at stå op under afsyngelse af de værdige nationale viser. Det mente jeg. Vist er jeg vel selv nordboer og har affekt for tusind søers land.
Hovedlandet
Skrevet af
| fredag, 11. marts 2011 kl 20:26
Stikord: arbejde, Jylland, familie, korsang
Her i weekenden går det mod Jylland, faktisk lige nu. Jeg tager hjem og runder Holstebro, og i morgen lørdag besøger jeg farmor i Tørring og sidenhen min lillesøster helt ovre i Esbjerg, hvor der ikke lugter af penge (fisk), men penge (olie & gas). En slags provinstur, med tog og i bil. Tidligere i dag har jeg med mellemrum kigget bekymret på min taske; den indeholder bare en PC, et par papirer og en avis, rent undertøj og en tandbørste, og er derfor let som en fjer - ubehagelig let, synes jeg. Det er som om jeg mangler noget, som jeg for sent kommer i tanke om hvad kan være.
Afhandlinger skriver ikke sig selv, og tilbliver derfor nu på taster og papirer liggende i skødet og på borde og anden forhåndenværende ergonomi, sådan altså, det meste af tiden. Dagene bliver længere, lysere, varmere, og det er jo dejligt, men det gør arbejdsdagene også, eller i hvert fald længere. Og arbejdsdagene bliver længere hurtigere end de meteorologiske dage (øv), men vejret bliver til at holde ud at cykle i, og det er da rart. Der er vel nærmest kun arbejdsdage i en eller anden grad. I hvert fald sidder jeg ikke og venter på, at tingene skal ske af sig selv...
I sidste weekend hjalp jeg Jeppe og Nanna med at slibe gulv og klargøre til at male vægge, så det er klar til, at de kan have et stk. afkom kravlende rundt der (altså på gulve, lofter og vægge, forstås). Weekenden før det var jeg lidt i sommerhus og sidenhen med De Unge Ugler fra Studenter-sangforening til koncert. Og alt er i øvrigt som det plejer: Synge i kor og drikke lidt øl som studenter-sanger, spejderlede nogle mere eller mindre puberterende børn i Bagsværd, spise med madklubben en gang om ugen, sørge for at cykle til arbejde (motion), og og prøve at få en slags liv til at hænge sammen.
Atter nede
Skrevet af
| mandag, 6. september 2010 kl 14:58
Stikord: ferie, Finland, Åbo, Brahe Djäknar, Østrig, Slovenien, turné, familie
Jeg begynder at få jordforbindelse igen, nu, hvor min ferie er slut. Først i Åbo var det nu helt fint. Jeg sov rundt omkring hos forskellige frontborgere fra Brahe Djäknar, og blev mødt med bemærkelsesværdig gæstfrihed og åbenhjertighed.
Jeg var ude på flere i sommerhuse på øer i Skærgården med bil og båd, og alle sommerhuse har naturligvis sauna, så det var vi også i. Når man har svedt længe nok i saunaen, så hopper man i vandet og svømmer rundt og bliver kølet af, og om sommeren kan man godt være i vandet i længere end 5 sekunder, så det er rart og svalende. Også kaffe og øl og megen mad blev indtaget rundt omkring, både hjemmegjort og i byen.
Dernæst var der øveweekend BD+Florakören, og vi havde i den forbindelse krebsegilde. Hemmeligheden bag krebsegilde må være, at man spiser utroligt få krebs i forhold til indsatsen, da det jo går temmelig langsomt med at få pillet kræene ud af skallerne. Til gengæld får man en del snaps, så det har sin virkning. Man gør klogt i at drikke mådeligt i starten. Det var ganske "roligt", som de siger deroppe.
Det er nu en anelse besværligt sådan at leve en dag af gangen og være på farten, og ikke vide helt præcist, hvor man skulle overnatte til næste dag. Der går nogen tid med at få lagt den slags til rette og transportere sig, og det er svært at planlægge længere frem og større aktiviteter. En tur til Åland blev desværre ofret på det alter. Jeg forstår, hvis nogen drages af på den måde at leve som en mere simpel vandrer, men jeg har dog gerne en snigende følelse af at være lidt rigeligt tilbagelænet. På den anden side var det jo ferie, så man skal jo ikke partout plage sig selv til døde med pligter om effektivitet og tidsplaner.
Hjem igen i 3-4 dage og koncentrere sig om arbejdet, og så afsted igen. I godt og vel en uge var jeg så med Djäknarne på turne i Slovenien og Østrig, og søsterkoret Flora var også med, og her gjordes koncerter i Ljubljana, i Graz og i Vorau (lille by med stort kloster inde midt i det mørkeste Østrig). Derudover var der også gode lejligheder til at indtage beværtninger og synge drikkeviser, hæhæ, og en ungmø eller to og en brud blev også udsat for serenader af de frakkekjole-klædte herrer.
I fredags måtte jeg så skille mig fra BD på ubestemt tid, og det var en svær eftermiddag at holde humøret oppe på, mens man tog til Wien lufthavn og ventede der på sin befordring.
Dog, da jeg kom til København gik det sofort videre til Jylland via mor og far i Holstebro, da jeg her var til bryllup+barnedåb i den nære vennekreds lørdag. Det var Anders d. IV af psykopatgangen, der skulle vies til sin viv Malene, og de havde derfor fundet en spejderhytte på Venø, hvor man med udsøgt mad og bål og den flotteste høje septembersol og udsigt til fjorden holdt et godt gilde.
I går var mor og far og jeg så på Skive Sygehus og besøge farmor, hun var godt nok noget svækket, men hun kom indimellem med nogle aldeles lysende kommentarer, og hun virkede ganske nærværende. Damen har haft hjerneblødning OG brækket ben, og nu skal hun altså genoptræne - det er svært. Det er også hårdt at se, hvordan den slags sætter alting i stå hos den lægede, og hvor meget krop og udtryk kan hensygne af ikke at kunne bruges, når man er tvungen til at holde stol og seng. Hun er en sej gammel kone, og det er der brug for nu.
Jeg forbliver eders håbløse og idiosynkratiske doktorantus. Nu ser vi hvor længe.
Foråret så sagte kommer
Skrevet af
| onsdag, 7. april 2010 kl 10:37
Stikord: Finland, Åbo, påskeferie, sommerhus, forår, familie, farmor
 I går kom jeg tilbage til Åbo med flyvemaskinen efter en hyggelig (men for kort!) påskeferie derhjemme. Jeg kunne sandt for dyden godt have brugt lidt flere feriedage i Danmark. Det var rigtig sjovt (men tungt) med motorsaven og træerne, der måtte ned, og det var også rart at være hjemme i familiens skød. Selvom mange af ungerne sad foran deres egen skærm eller legede med deres tog. Farmor inviterede os til påskefrokost i lørdags, men undervejs i forberedelserne inkluderende indkøb af en pakke karrysalat væltede hun på cyklen, og det var nær gået rent galt. Vi måtte en tur på skadestuen, og hun har slået sin bækkenknogle. Hun skal passe på sig selv, skal hun, og huske at bede sine beredvillige børn og børnebørn om hjælp, synes vi.
Isen på Aura å er nu væk. Helt væk. Og farven er som den store, grågrønne, grumsede Limpopo-flod, og det er en flod, den er 25 m. bred ved Domkirkebroen. Og nu flyder slammet og skummet ovenpå, og hvad end der ellers har ligget på floden i hele dens 70 km lange løb.
Der er ikke så mange sne-bunker tilbage, men de der er, er meget sorte og fulde af grussten fra underlaget. Man har ikke ligefrem lyst at boltre sig i det. Og vejret er sådan lidt gråt i gråt. Foråret savner mere sol og mere søndenvind her i Åbo, det savner sådan set også lidt mere varme end 4 grader midt på dagen.
Men nu er jeg tilbage i Finland, og den skal have fuld gas. Så forvent ikke så mange frontberetninger, for der er blevet serveret et stort fad med arbejde i laboratoriet her.
På lørdag skal vi synge kvartetsang til Brahe Djäknars kvartetkonkurrence, og vores kvartet hedder Udlændingekvartten, da den består af 2 finner, en svensker og en dansker. Udover pligtstykket (Böljen sig mindre rör, Bellman), har jeg foreslået et dansk stykke i lyrisk stil (Udsyn mod aften, Svend S. Schultz), som jeg på mærkværdig vis lykkedes at få dem til at ville synge uden nogen sværdslag. De er ikke rigtig kloge. Men så må jeg nok hellere lave en udtalevejledning. Når de forsøger at tale dansk her, lyder det mest som en blanding af gutterale brummelyde.
Bridge over troubled water
Skrevet af
| tirsdag, 9. marts 2010 kl 15:36
Stikord: Finland, Åbo, Brahe Djäknar, Aura å, familien
 Her i weekenden fik jeg besøg af mor og far, og det var dejligt at kunne vise sin by frem. Og vejret var fantastisk, klart og høj sol og let frost, men næsten helt mildt, og fuglede kvidrede og mindede om våren.
Far kom fredag aften og mor kom først lørdag eftermiddag, idet en række uheldige omstændigheder ifm. snefog i vestjylland lammede flytrafikken fra metropolen Karups internationale trafiklufthavn, og så må selv den længst mulige transittid i Kastrup lufthavn ende med at være for kort. Og det gjorde den så. Så lørdag formiddag gik far og mig ud langs åen, tænkte ikke videre over afspærringen ved Kvärnbron, og så på Åbo slot, der ligger ude ved havnen. Det er et flot slot, men godt nok ikke særlig prangende eller ornamenteret indvendig, og der var hverken kanoner eller bøsser eller krig eller sabler eller udstilling af pomp og pragt på slottet. Det var lidt sløjt. Efter turen rundt på slottet var der en marathon-lang udstilling af alt muligt andet bohavende, som mest virkede lidt overflødigt.
Dernæst gik vi tilbage og spiste lidt mad i Kauppahalli (indendørs marked med faste boder), og bed undervejs mere mærke i Kvärnbrons form, det var da pudsigt med den bro, og måske grunden til de mange mennesker var stimlet sammen omkring broen, på hvilken der ingen stod. Så hentede vi mor ved banegården, og så kunne forældrene få lov at se hvordan jeg boede og hvor jeg arbejdede, hele historien bla bla bla, og efter det gik vi på restauranten Smör og spiste en lækker lammenakke. Derefter op på vårdberget og solnedgangen, fantastisk flot, og så blev forældrene overladt til sig selv for en stund, da jeg skulle øve med Djäknarne.
Kvärnbron, en af broerne over Aura å, blev spærret for trafik lørdag morgen. Broen er bygget i eet meget lavthvælvet spænd (hvælvingen måske på det højeste sted 2 m over grundstøtternes niveau, broens samlede spænd 70-75 m langt), af armeret forstrukket beton, og dette spænd er nu klappet sammen. Så nu holdes bropladen blot på plads af jernarmeringen indeni, og betonen er mest med til at tynge broen nedad. Det ser rigtig spøjst ud og er for nogen til almindelig moro, men de fleste åboboere er vist lidt trætte af det, for det hjælper ikke ligefrem på trafiksituationen i myldretiderne (og folk kører over den å som besatte i myldretiden). Og hvad tænker man ikke i resten af verden om finnerne, der jo bygget alt i beton, og så klapper deres betonbroer sammen?
Det er ret meget på forsiden af alle landets aviser. Men hvis man laver et lynhurtig trekantsberegning på brohvælvingens dimensioner vil man se, at fundamentet ikke skal skubbes særlig mange cm. bagud, før broen klapper sammen. Og det er nok det, der er sket. Far udregnede det til ca. 8 cm. på hver bred, men det er måske højt sat.
Folk i Åbo synes generelt, at broen skal rives ned, så vi kan få en ny i stedet. Jeg har sagt til finnerne, at de jo gerne kan ringe til danskerne, når de vil have lavet en ordentlig og solid bro - vi kan lave dem ligeså store, som de ønsker sig det, de kan også blive så høje, så deres mega-krydstogtskibe kan sejle under. En hængebro ville jo ikke være dumt.
I fødselsdagsgave har jeg fået et gavekort til musikinstrument af forældrene, så om det bliver en el-spade eller et el-klaver må da tiden vise. Men noget skal det i hvert fald blive til.
Søndag aften havde vi så den store koncert i Nådendal Klosterkirke, det var med Akademisk Orkester, floraerne, Brahe djäknar og 4 solister, og kirken var nærmest fuld, og det meste af min weekend gik derfor ikke med forældrene, men med at være afsted som sangdegn. Men det endte med at blive ganske godt, en rigtig god koncert, og Brahe Djäknar og Florakören fik ros af både lægfolk og kritikere.
Bagefter drak både floraer og degne øl og snaps på klubben og sang mange flere snapse- og fædrelandssange, og så på en søndag aften, men man skal huske at fejre det, mens man har humør - ellers ødelægger man sin motivation. Der blev også skrevet og afsunget en lejlighedssang om Kvärnbron på melodien til "Bridge over troubled water". som en bro over Aurajoki. De er altså nogen sjove nogen.
Glædeligt
Skrevet af
| lørdag, 26. december 2009 kl 19:00
Stikord: jul, Finland, Åbo, familie
Så blev det endelig jul, og den blev hvid, og nu er det allerede ved at smelte væk for os igen. Ja altså i Vestjylland. Så kort en stund er vinteren her, eller, den del af vinteren, der er sneklædt.
Som proklameret har der været travlt med det hele indtil lukketid, ja sandelig har jeg næsten ikke kunne løfte blikket fra tingene omkring mig, mit arbejde, kollegiet og den daglige gænge, men jeg kørte med far hjem til Jylland d. 23/12, og nogen ting ændrer sig ikke, trods altings foranderlighed - "...jorden med, thi den er falsk og hul - rør dog ikke ved min gamle jul." Kravlenisser og kitsch, konfektkreationer og kræmmerhuse, flæsk og sul. I vores familie spiser vi risengrød og and juleaften.
Mormor er med herhjemme; hun veksler hvert år mellem at tage til Samsø hos min mosters familie og til Holstebro hjem til os.
I dag var jeg til julefrokost hos farmor. Hun er en gæv gammel dame på 85, og lægger hver 2. juledag ryg og hus og spise og drikke til det store rykind af børn, børnebørn og oldebørn, det hele med fruer og frøkener og bedre halvdele. Til sådan en sceance kommer der godt 25 stk. Og så skal der danses om juletræ, og alle skal vælge en julesang, hvoraf vi synger et vers - de yngste vælger først og siden de ældre, hver i på hinanden følgende række, således at man kan risikere at skulle stramme sig værdigt an med at huske jule-psalmerne hvis man er gammel (nok).
Jeg rejser til Finland 4. januar 2010 om formiddagen. Jeg vil gerne have besøg selvom jeg ikke kender de faktiske forhold endnu, men vi kan helt sikkert finde ud af alt muligt deroppe. Det er slet ikke så dyrt, man kan flyve direkte fra København for halvanden tusind kr. tur/retur, hvis man ved man skal afsted i bare lidt god tid. Men aftal det lige med mig inden. Jeg vil bruge skype til at kontakte Jer derhjemme løbende, så det er bare med at komme på. Jeg vil løbende berette her på siden om hvad jeg laver deroppe og hvordan det er i de tusind søers og de tusind saunaers og birkeris´ land (hvor befolkningen har verdens største alkoholtolerancetærskel og drikker træsprit og har let til kniven, som der står i de gamle geografibøger). Måske er der spejdere, ja søspejdere? Kor? Dans og musik? Jeg glæder mig helt vildt.
Los Familios
Skrevet af
| søndag, 14. juni 2009 kl 13:10
Stikord: familie, DSB, transport, 1. klasse
I går lørdag var jeg hjemme hos farmoderen, som holdt 85 års fødselsdag. Så børn, børnebørn og oldebørn (5 foreløbig) troppede op og delte pladsen om grillen, hvor der blev ristet pøller og bøffer, og der var kaffe og lagkage og boller om eftermiddagen - det var ligesom det skulle være. Hun er rigtig god, hende farmoderen. Der blev også spillet det meget traditionsrige Boccia-spil på en kun lidt bulet græsplæne.
Søndagen var vi hjemme i Holstebro, der blev kørt et næsten endnu mere traditionsrigt Mejdal cykelløb, lillesøsteren spillede koncert med accordion-orkestret og mor serverede Venø-bøffer med nye kartofler - inden jeg blev sendt afsted med toget.
Sidste weekend gik det til Samsø, hvor mosteren og hendes mand holdt sølvbryllup under meget dæmpende men utrolig hyggelige former. I Ballen, havneby på østsiden af øen, på den gamle Skipperly Kro, med fin udsigt mod Kattegat og Sjælland. Jeg var endda ude at bade i Kattegat ved den lejlighed. Det var en kort og afkølt fornøjelse, men da vejret var koldt og blæsende virkede vandet næsten varmt. Men også kun næsten...
Så jeg har fået prøvet en del offentlig transport for tiden. Eller rettere, den prøver mig af, særligt DSB, for jeg synes da godt nok, at der er forsinkelser eller aflysninger lidt tigere end sjovt er. Det er grumt at køre tog i det danske vejr for den stakkels operatør, og 150 års erfaring er jo heller ikke meget i kosmisk målestok. Når det hele går i stå fra Københavnstrup og man skal hjem på en fredag aften, og det bliver en time for sent, og man må tromle afsted med tre bumletog.
DSB synes jo, at fleksibilitet fra passagerers og anden trafiks side er godt. Men så snart, at noget andet end DSB ikke er fuldstændig punktligt og i god tid, så går det galt. Det er lidt små-kedeligt at stå af en blot 5 minutter forsinket Samsøfærge i Kalundborg, og trods ilen og spænen og næsten halsløs opførsel i trafikken se sit tog forsvinde i horisonten. Desværre, den næste kører om en time.
Det er skægt, at man altid selv må være uendelig tålmodig med DSB, mens statsbanerne ikke kan vente forkølede og snoldede to minutter for at få 50 færgepassagerer med dieselhakkeren mod øst (og så må vi igen være uendelig tålmodige, og bide os lidt i læben for ikke at slippe en spydighed).
Jeg er begyndt at prøve 1. klasse af. Statsbanerne har et tilbud - opgrader din 2. klasses billet til en 1. klasse for kun 75 kr. i weekenden - man har åbenbart svært ved at fylde forretningsrejsende med røven fuld af penge ind i togene udenfor arbejdsdagene. Men det kan godt anbefales, særligt da 1. klasse kupeen tilsyneladende er mageligt tom. Der er gratis indernet og kaffe og frugt og et par snacks (alt hvad man kommer til at savne for at holde sig i live i en kupe i godt 4 stive timer).
Hjemkomst
Skrevet af
| mandag, 17. november 2008 kl 12:55
Stikord: familie, hjem, Jylland, cykelhjelm, kor
Så kom vi hjem fra Italien for anden gang, og man har haft 4 uger til at vænne sig til det mere tempererede klima (som jeg synes er rarere, men også nemmere at blive vintertrist af).
Her i weekenden var jeg hjemme hos mor og far sammen med hele flokken på den fædrene gård, for at hygge lidt og se hinanden før Jul. Bare for at se hinanden lidt (det er et halvt år siden sidst, til sølvbryllup i familien). Der blev spillet Settlers og drukket god vin og øl og gået lang tur i jysk nåleskov, hvilket savnes i København.
Jakob kørte på sin cykel ind i bagruden på en varebil for nogle uger siden, og har fået et par fighter-ar på højre kind og tinding. Det har affødt visse sikkerhedstjek rundt omkring, bl.a. med hensyn til hovedbeklædningen, når man cykler, og forsikringer. Jeg kører da med hjelm, so far so good. Og sensationelt lykkedes det at overtale Lars Bo til at få anskaffet en cykelhjelm (måske endda til at bruge den?), på fars bekostning dog, det var åbenbart nødvendigt. Tal om en mand, der snart færdiggør sit universitetsstudium, men alligevel er for langsom i bolden til at læse skriften på væggen og handle på den, når hans lillebror er kørt galt på cykel?!?
Ellers kører det hele i den vante efterårsrille: Det er mørkt om morgenen, svært at komme op, det er mørkt når man kommer hjem. Det regner og er gråt udenfor de fleste dage. Man må nok være frejdig i hu.
Mit kor, Laetitia Musica, giver koncert lige om lidt, 3. del af Händels Messias m.m., i Absalons kirke på Vesterbro på tirsdag (18/11), og i Vor Frue Kirke i Odense på søndag (23/11). Det skal nok blive sjovt.
24x7 - instant updates...
Skrevet af
| søndag, 1. juni 2008 kl 20:10
Stikord: familie, arbejde
Her i weekenden var familien til Eileens og Jespers sølvbryllup. En dejlig fest i skønne omgivelser i Præstø, og vejret var selvfølgelig forbilledligt (selvfølgelig - når nu meteologen holder fest!). Jeg havde lidt hovedpine dagen efter (:-D) og hænger også lidt med øjenlågene nu, hehe. Julie måtte desværre melde afbud, da hun selv er ramt af opgaveskrivning til den helt store guldmedalje - skal aflevere i morgen mandag kl. 14 - og der er et stykke vej igen endnu.
Nu kan man selvfølgelig godt gøre sig lystig over, at andre ikke kan planlægge deres tid - men jeg selv er jo bestemt heller ingen helgen overhovedet hvad dét andrager, og det sker nok for mig i den kommende uge, hvor jeg skal aflevere business-plan i Entrepeneurship (et fag jeg følger som del af min phd-uddannelse) sammen med to andre kemiker-lømler, samtidig med at jeg holder forsøg i live i laboratoriet og har alle mine aftener booket til andre ting. Hip hip hurra for en overfyldt kalender og opgaveliste
Det lyder jo sjovt - men morskaben slutter slet ikke der:
I fredags sagde min vejleder, Monsieur Le Professeur, sin stilling op på instituttet. Fra om en måned. !!!+! Det blev annonceret internt i gruppen halvanden dag i forvejen, så det efterlod ikke megen tid til eftertanke og mulige forsøg på at genformulere ens arbejde i en potentiel ny kontekst. Det efterlader jo unægteligt een og anden med en god spandfuld spørgsmål og undren over ens nye situation.
Nogen af de lidt for spændende ting er blandt andet hvem der bliver ansat i stedet (hvis nogen?), og hvordan ens vejledersituation ser ud. Osv osv. På den anden side kan man måske også bruge det som en lejlighed til i højere grad at få foden under eget bord, og få ens egne interesser udtrykt mere eksplicit i det arbejde, man udfører. Bruge situationen må man i hvert fald forsøge så vidt muligt (hvis muligt...).
Så jo... der sker da noget indimellem, selv på arbejdet.
Juleferie
Skrevet af
| søndag, 30. december 2007 kl 20:34
Stikord: jul, nytår, familie, ferie
Måske har De bemærket, at denne blog ikke opdateres ofte. Når det så sker, kommer der en ordentlig svada, som ingen på nær de mest halsstarrige eller frygtløse kan overskue at læse. Herfor beklages.
Jeg synes virkelig, at jeg har haft travlt siden jeg startede på Ph.D.-projektet, måske fordi der også lige pludselig også skal tages hensyn og keres om kæresten i det daglige.
Det er klart, dagsværket er gået fra at være studie til at være arbejde, i hvert fald formelt, hvorved en anden forpligtelse følger - sådan virker det da på mig.
Men prinsessen er også kommet til og er desuden kommet hjem fra London, siden for et år siden, så status er alt andet lige anderledes. Det er måske bare sådan det er at have en kæreste (det må jeg nok lære at leve med, i så fald)
Sidst lillejuleaften, efter julepakkeræs lørdag og Julies fødselsdagsfest for veninderne søndag eftermiddag, tog jeg så med toget hjem til familien i Holstebro. Hvor var det dog vidunderligt at få tempoet ned i nogle dage i familiens skød uden stress og jag.
Julie kom over til os 2. juledag efter julefrokost hos farmor. Nu har vi haft nogle gode juledage hjemme hos "Casa de Theilgaard", hvor der for mit vedkommende har været tid til fjolleri og computerspil og ren hygge, og for Julies vedkommende bare opgaveskrivning (aflevering 2/1-08). Ja ok, altså, det har været dejligt for mig og træls for Julie. Kedeligt med de eksamensregler på KU.
Jeg selv kan nu også mærke, at jeg ferierer på lånt tid, og at rotteræset snart starter igen.
Når man nu ferierer rundt derhjemme, noterer man en del interessante fænomener vedrørende tingenes gang og tilstand under de himmelstrøg:
katten vinder derhjemme ugens pris som den mindst velopdragne. Det undrer mig, at de ikke i det mindste prøver på at vise den, hvem der bestemmer og hvad den må og ikke må. Men det må de selv ligge og rode med.
Mine brødre spiller computer fra morgen til aften. Det er åbenbart så vigtigt, at man ikke venter sig andet af dem, og der derfor ikke er nogen nævneværdige krav til indsatsen for at få praktikaliteterne i det daglige til at fungere. Og min lillesøster fortaber sig i mainstream-underholdning enten i form af fjerner, DVD, computer eller opbyggelige bøger, sidstnævnte som så kan pløjes igen og igen, til den totale ukendelige igenkendelighed. Så det er julen i vores familie: Nogle få juletræssang-afbræk i en eller tung og seriøs indsats foran den store elektroniske frembringer af syntetisk virkelighed (skærmen). Nå ja, så er de da indimellem til fest og drikker bajere og sprit med gutterne/gutinderne. Altså: Altsammen sunde intellektuelle interesser, som mor og far også behørigt lader ungdommen muntre sig med, blomsten af Danmarks land, denne vor stolte og frie fremtids forudsætning.
Jaja. Jeg er i hvert fald bombesikker på, at jeg bliver en meget strengere og fastere far, når/hvis jeg engang avler kuld :-)
Nå, men alt i alt, en glædelig jul, den smule der er tilbage og som vi har lov at nyde, og et knaldgodt sprængfarligt nytår til Jer alle. Husk briller og kittel, hvis man selv må ud og lege fyrværker eller kemiker.
|
|
|
|
|
|
|
|
