theilgaard.net  Warning: Undefined array key "bredde" in /customers/4/7/4/theilgaard.net/httpd.www/skaerm.php on line 10 


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

Køleskabspoetisk raptus

Skrevet af | fredag, 1. marts 2019 kl 07:54
Stikord: træfældning, skovning, fødselsdag, sommerhus, poesi, køleskab


Beriget og begavet blev jeg på min fødselsdag for små to uger siden.
Bl.a. fik jeg af Jacob og Anne Louise det her halve tusind køleskabsmagneter med ord på. Et værdigt benspænd det er, det kan i hvert fald få mig til at snuble i hvad jeg nu havde af gøremål. For de står jo der, ordene, og skriger på at blive lavet til sætninger, til digt, til mening(er), til forslag og anslag, udspil og ordspil. Nærmest overfaldet blev jeg fordelen af køleskabet, som derfor fordrede at jeg kastede hvad jeg ellers bar og havde af gøremål for en stund.
Endnu er jeg blot gået i kast med en mindre del af magneterne og størstedelen er uanbrudte, men det kan ikke vare længe, før de også kommer i brug - der imødeses megen overspring og hovedbrud i stundende tid og måske endda spændende lyrik eller prosa. Får vi se.

Ellers fejrede vi min og Jacobs fødselsdag ved at være ude og fælde træer ved sommerhuset, mor og far og mine søskende og tilkommen, som det nu er blevet en tradition hos familien Theilgaard. Motorsavsmassakre, brændekløvning, stakning, kage og god mad - ja det er noget der samler nationen.



Nerds as nerds go

Skrevet af | tirsdag, 21. februar 2017 kl 18:47
Stikord: nørd, korsang, fødselsdag, øl


Fremtiden tilhører nørderne, har jeg hørt, for i en verden af uendeligt mange skærme, grænseflader og distraktioner, så er det netop dem der begejstret og lidenskabeligt fordyber sig i det mærkeligste, særeste, sjoveste eller tossede, og giver pokker i hvordan andre opfatter dem. Og den lidenskab er måske drivkraften for en nysgerrighed, der kan gøre os klogere, få os til at undres, tvivle, tænke.

Kan man spotte en nørd? Er genstanden for nørdens virke måske i virkeligheden underordnet, er det nørdens tilgang til verden og materien som er særlig? Vil nørder altid finde noget at nørde med?

På TrykBar i lørdags kunne man i hvert fald spotte mindst een nørd. Min fødselsdag da blev fejret med at øve korsang i 6 timer og sidenhen var jeg med sangerkammerater ude at drikke lidt øl. Og som vedlagte billede tydeligt viser, så var der noget der skulle udforskes, nemlig tonehøjderne på tomme flasker, af hvilke der blev fler og fler. Dagen efter, søndag, var tonehøjden på fødselsdagsbarnet sænket med en halv oktav. Og det er sådan set meget sjovt at prøve at synge bas, omend kontrolcentret kørte langsommere end vanligt.



De Stijl

Skrevet af | torsdag, 6. august 2015 kl 22:22
Stikord: theilgaard.net, hjemmeside, stil, fødselsdag


Min blog har 10 års fødselsdag - i dag. Første indlæg på bloggen, og dermed den officielle start af hjemmesiden www.theilgaard.net, er forfattet og uploadet 6. august 2005.
Det er ganske sært for mig at tænke på alt det, der er sket i de 10 år. Hjemmesiden er nu vokset fra spædbarnets skrigeri, fra klynkeri og moderbinding og pottetræning, fra trehjulet cykel og børnehave og skolestart, og nu opfører den sig som en skarnsknægt af en vildbasse der klatrer i træer, roder i mudder og laver ballade, og som ikke gider at sidde stille i dansktimen.

Dengang havde jeg ikke fantasi til at tænke på at skulle skrive blog i 10 år, men det er nu ikke desto mindre sket. Det holdt heller ikke helt stik med hvad jeg dengang planlagde at fylde på hjemmesiden, og jeg må tilstå, at jeg dengang havde anderledes og _radikale_ planer for al den omvæltende dybsindighed, der skulle udfolde sig her. Hæhæ.
Til gengæld kan man sige, at rammen, hytten, "De Stijl", er blevet bygget solidt, og har haft plads til knopskydende udvidelser og skøre scripts, login-system og database-baseret opdatering af indhold, til flagdage og kroket og buzzwordz og cv´er og chymisk nørderi. Nogen vil måske endda sige, at den er blevet et rodet konglomerat alt det bras, som jeg har skrevet på siden da, fordi jeg tilsyneladende ikke har haft bedre at gøre og ikke kritisk sans til at rydde op og til at holde tingene i et stramt, lækkert og popsmart design.
Men det er just dens - hjemmesidens - stil



Medullas, non cortex

Skrevet af | lørdag, 17. marts 2012 kl 12:06
Stikord: fødselsdag, skovning, arbejde, korsang, Brahe Djäknar


På meget rørende vis fik jeg min fødselsdag fejret i februar. Før sommerhusturen med skovning var jeg forbi Psykopatgangen på Studenternes Gård til en lille aftens festligheder og gangdemokrati, det såkaldte "halvårlige køkkenmøde", hvor også gamle psykopater kan være med. Men på overraskende og bevægende vis lod man fejre en gammel beboers (ja altså min) fødselsdag med gave og sang. Jeg har det vist med at fortrænge, at jeg har så fine venner der pønser den slags bag min ryg.
Vores "grundpleje" i sommerhuset forløb i øvrigt uden tungere skrammer, end om vejret var temmelig gråt. Forældre og 4 søskende gjorde en solid indsats og se, rimeligvis var al fældning og det meste oprydning gjort lørdag med en let oprydning søndag.

Jeg fik indsendt min ansøgning om at lave nyere og mere avancerede katalysatorer til bæredygtigt biobrændstof, som led i et to-årigt postdoc-stipendium. Nu håber jeg blot, at de kan lide min ide, og jeg ikke har lavet ged i den et eller andet sted, glemt nogle bilag eller sat tingene op forkert. Man ved ikke rigtigt før man får svar, hvilket sker allerede sidst i juni...(!). Igen til efteråret er der en ny ansøgningsfrist, så hvis det kikser første kan man jo redigere i tingene og prøve igen. Der findes nu også andre fonde og midler at søge, og det vil jeg nok prøve at sætte i skema her i foråret. En og anden vil bemærke, at man også kunne finde et arbejde i den virkelige verden - det er forstås udenfor universitetet og nedenfor elfenbenstårnet. Nu har jeg ellers lige brugt 10 år på at kravle op.

Men herligt, det er dog blevet vår på de danske øer og Europa hælder mod sol, det lysnes og varmes og mulden brødes med vintergækker og krokus, og det kribler i ryggen af jorden!

Ja, ellers er der jo slid og slæb, afslutning og forfattelse af forskellige ting, vedligehold af uigennemtænkte opstillinger og forsøg på idriftsættelse. Men det er ikke surt det hele, thi der er også sang bag ploven. Og glad studentersang, og der er mange opgaver dette forår at håndtere og synge til. Der er kortræf hos vore brødre i Stockholms student-sångare midt i maj, der er div. større koncerter før og efter dette. Og selv skal jeg til Åbo og synge Valborg ind samt hjælpe Brahe Djäknar med at fejre 75-års jubilæum.
Også familien skal jeg se snart. Mormor har fødselsdag lige om lidt, så dén gren af familien samles meget snarligt, og senere er der flere familiefester. Altså der bliver rigeligt at age rundt til, kan man sige.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Sommertogt 2020 Krønike

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
februar 2021
januar 2021
december 2020
november 2020
2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005