theilgaard.net  Warning: Undefined array key "bredde" in /customers/4/7/4/theilgaard.net/httpd.www/skaerm.php on line 10 


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

I get, I got, I have gotten - around (to it)

Skrevet af | onsdag, 23. november 2016 kl 19:34
Stikord: cykling, cykel, cykeltyveri, befordring


For 4 uger siden blev min cykel stjålet; hvilket man må sige er vældig beklageligt men dog ikke totalt uforventeligt, hvis man bor i Københavnsområdet. Den stod hjemme. Natten til en tirsdag. Man kan selvfølgelig tænke om den er løbet hjemmefra, og mon hvorhen - rundt til en anden lejlighed, ved andre lejligheder, til udlandet, Østeuropa f.eks., eller om den har taget sig en dukkert i en af Københavns søer eller kanaler. Lige i nabolaget er den i hvert fald ikke at finde.

På det praktiske plan nærmer beklageligheden over den manglende to-hjuler sig dog en irritation af eksponentielt voksende (læs: det er dobbelt så træls i dag som det var i går...) og snart galaktiske størrelser: At jeg synes det sutter meterbred mås er en underdrivelse, selvom Din Offentlige Transport™ faktisk fungerer helt ok. Men det er som om jeg kun kan komme rundt i slow-motion, og jeg er ellers forudindstillet (forudindtaget faktisk) på den mobilitet og ekspresfart, som tidligere var daglig norm. Jeg kunne f.eks. cykle på arbejde 18 km ligeså hurtigt som det tager med bus-metro-S-tog-nærumgris. Man kan tillige mærke, at humøret og overskuddet og overblikket stiger med den daglige motion.

Sine steder i landet er man bil-afhængig for at komme rundt; jeg er cykel-afhængig. Heller ikke helt underligt i København. Det er et stærkere stof end noget andet, jeg har prøvet. Langt mere vanedannende end morfin. Så jeg glæder mig meget til at få et befordringsmiddel og motionsmiddel tilbage. Spændende hvordan det bliver med den, som jeg i nær fremtid skal tildrage.

Hvis jeg skal gøre status på mine fem sidst ejede cykler, så ser det dog ikke for godt ud:
Det grønne lyn: Skrottet efter at være kørt solidt i sænk gennem 8-9 år
Den blå skramler: Lånt ud til en medkollegianer efter 1 år og ikke returneret...
Den blå hvirvelvind: Forgaffel kvadret efter 2 år ved et færdselsuheld
Den sorte racer: Stellet flækkede efter 3 år... ?!?
Den koksgrå sportsvogn: Tyvstjålet efter 3 år, voi vittu perkele
- sgu ikke en særlig opløftende statistik for at være cykel i min varetægt.



De beredte beredne

Skrevet af | onsdag, 27. juli 2016 kl 22:53
Stikord: cykling, cykel, cykeltur, Venø, Rügen, familie, venner


Den just forgangne weekend bød på en tradition på de hjemlige midtogvestjyske sletter, "Tour de Venø", som er en ekspedition der går ud på sammen med den indbudte og ankomne familie at cykle fra Holstebro til Venø (i Limfjorden) og tilbage igen, og når man er på Venø er der badning på stranden samt spise Venø-bøffer på Venø Kro. Min fasters familie fra Fyn var kommet over med racergrej og i toptunet stand, og os vestjyder fik da også hurtigt at se hvem der trænede til daglig og hvem der kun ønskede, at de gjorde det. Det var super dejligt vejr, nærmest for varmt og trykkende om eftermiddagen, hvilket heldigt resulterede i styrtregn og vindstød af storm, mens vi sad på Venø kro, og fin opklaring og svalere forhold til hjemturen. Som en fornyelse blev det testet, om der var ræson i at tage sin cykel med bussen t/r København-Holstebro, som alternativ til toget, og det virkede ret godt.

Nu om et par dage er det imidlertid op på (jern)hesten igen, for der går det afsted på en 2½ døgns tour til den Mecklenburgske østersø-kyst samt Rügen på cykel, i et lille slæng af kammerater fra mine år på Studentergården. Og de har kun drukket "ren te", siger de. Vi må se, hvor ren den te nu er, og bliver, og hvem der kører den hjem på rutinen, hvem der har gode ben, hvem der har flade dæk og hvem der bare er flade til sidst.



Ganger med brækket ben

Skrevet af | søndag, 8. september 2013 kl 08:16
Stikord: cykel, stel, defekt


Man vil kunne se i vedlagte foto, at noget uafvendeligt er sket - noget, som har været et år under opsejling, som længe var set komme, og som burde være sket. Før. F.eks. for 6 måneder siden. Mirakuløst, ikke før nu. Men altså, nu, eller det vil sige i går eftermiddags. I skoven var jeg, befordrede mig på min jærnhest (cheval de fer?), nøje spejdende som altid, denne gang efter blomster og bær. Hvad er da hændt?

Mit cykelstel er knækket på underdelen, lige over krankboksen. Der har været optræk til det med dannelse og udvikling af revner i hvert fald i et års tid, men i det sidste 6 måneder har jeg nu kørt med revner det meste af vejen rundt om stellet, uden at de udviklede sig yderligere (ikke synligt i hvert fald). Nå. Nu er det altså slut. Jeg trillede med 3 km/t ad en skovvej, kørte over en (lille!) rod, og så sagde det "tklingt".

Og man kunne jo have sagt sig selv, at det ville ske, for der er lavet et stort hul i stellet til at trække bremsekabel og gearkabel ud af og ned til bagnavet. Spørg mig ikke, hvad der får en cykelproducent til at lave et hul i stellet og derved svække materialet og skabe et naturligt angrebspunkt for stress og revner i materialet. Måske går det sådan, når man fyrer smedene og materiale-teknikerne og ingeniørerne og ansætter smarte designere. Det vil jeg jo gerne tro, men jeg ved det ikke. Eller måske tænkte de bare med røven. Eller de har ansat en flok folk med boremaskiner i stedet for nogen med svejseapparater (thi for foreningen af boremaskiner ligner verden og mange, mange andre ting unægtelig noget, der kunne trænge til at have nogen flere huller i). Tja.

Det har dog den interessante effekt, at nu skal der købes en ny cykel, der er meget federe end den gamle. Og når dén kommer - ja så bliver gaderne usikre. Så ses vi ude på landevejen, hvis du når at se røgen.



Päin nousevan Suomen rantaa

Skrevet af | fredag, 13. august 2010 kl 10:32
Stikord: ferie, arbejde, cykel, turné, Finland, Åbo, Østrig, Slovenien


I den uge der gik, gik det op og ned, men nu til slut, går det opad. Jeg var også med Elena, Emma, Nanna og Jeppe i Grønnegårdsteatret og se Libertineren. En skovtur i byen, blev det, og en spændende forestilling med bl.a. nøgen Mads Mikkelsen og hårdtpumpede fruentimmere i korsetter (teater som finkultur?).

Og bøvlet med cyklen nåede nye højder - ikke fordi jeg ikke synes det var slemt nok i sidste uge - men nu ødelagte ventiler og utætheder og huller i dårlige slanger, opstramning af kabler, og et gear, der ikke var til at samle igen. Det var baghjul og dæk af og på i eet væk, ja man kan jo ikke sige andet end at man lærer noget af det, man lærer i hvert fald sin cykel at kende, men tiden går med det om aftenen (og morgenen). Efter det med gearet måtte jeg tirsdag morgen give op og trille den til cykelsmeden, hvor jeg havde købt den, og den slags gør ondt inderst i hjertet på en ingeniør.
Men jeg har sat dobbeltlags kevlardæk på baghjulet nu - jeg gad nok se hvilke sten og glasskår, der kan gå igennem dækket nu.

Og nu kører det, og jeg med, jeg var mobil igen fra i går, og endelig rører jeg mig igen. Jeg har været så rastløs uden min cykel, og det er jo en belastning ikke at kunne komme omkring undtagen med offentlig transport. Og ingen morgensvømning. Det har såmænd været lidt af et mentalt delirium og sløvsind at føle sig bundet til offentlig transport. Hårdt har det påvirket mit psykiske helbred, hårdt, også.

Nu er det slut alligevel. For nu tager jeg på ferie. So long, hav det så super på arbejdet. I aften flyver jeg op og besøger alle vennerne i Åbo, mod det gryende Finlands kyster. Jeg ved ikke rigtig hvad der helt præcist skal ske. Vennerne og degnene deroppe har fået at vide, at dansken kommer, og han gerne vil vises rundt i de tusind søers (og og øers/skærs) ferieland. Jeg er ængstelig for at jeg bliver sat til at drikke Koskenkorva i saunaen hver aften.
Men visseligen skal jeg til Ålandsøerne med spritbåden fra Åbo og vises rundt i verdens ubestridte centrum, som de selv siger. Og jeg skal i sommerhus - og Finland er jo det land i verden med flest sommerhuse pr. indbygger - dobbelt så mange som i Danmark, siges det, hvor mange det end er. Der bliver også en øveweekend til sidst, og når der er sat hak i den til slut, så rejser jeg hjem.

Øveweekenden leder op til, at jeg en uge senere tager jeg til Østrig og Slovenien på turné med Brahe Djäknar og Florakören. Det ved jeg heller ikke så meget om, men det bliver garanteret endnu mere skæg og ballade og øl og vin.



Hjemkomst

Skrevet af | mandag, 17. november 2008 kl 12:55
Stikord: familie, hjem, Jylland, cykelhjelm, kor


Så kom vi hjem fra Italien for anden gang, og man har haft 4 uger til at vænne sig til det mere tempererede klima (som jeg synes er rarere, men også nemmere at blive vintertrist af).

Her i weekenden var jeg hjemme hos mor og far sammen med hele flokken på den fædrene gård, for at hygge lidt og se hinanden før Jul. Bare for at se hinanden lidt (det er et halvt år siden sidst, til sølvbryllup i familien). Der blev spillet Settlers og drukket god vin og øl og gået lang tur i jysk nåleskov, hvilket savnes i København.

Jakob kørte på sin cykel ind i bagruden på en varebil for nogle uger siden, og har fået et par fighter-ar på højre kind og tinding. Det har affødt visse sikkerhedstjek rundt omkring, bl.a. med hensyn til hovedbeklædningen, når man cykler, og forsikringer. Jeg kører da med hjelm, so far so good. Og sensationelt lykkedes det at overtale Lars Bo til at få anskaffet en cykelhjelm (måske endda til at bruge den?), på fars bekostning dog, det var åbenbart nødvendigt. Tal om en mand, der snart færdiggør sit universitetsstudium, men alligevel er for langsom i bolden til at læse skriften på væggen og handle på den, når hans lillebror er kørt galt på cykel?!?

Ellers kører det hele i den vante efterårsrille: Det er mørkt om morgenen, svært at komme op, det er mørkt når man kommer hjem. Det regner og er gråt udenfor de fleste dage. Man må nok være frejdig i hu.
Mit kor, Laetitia Musica, giver koncert lige om lidt, 3. del af Händels Messias m.m., i Absalons kirke på Vesterbro på tirsdag (18/11), og i Vor Frue Kirke i Odense på søndag (23/11). Det skal nok blive sjovt.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Sommertogt 2020 Krønike

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
februar 2021
januar 2021
december 2020
november 2020
2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005