theilgaard.net  Warning: Undefined array key "bredde" in /customers/4/7/4/theilgaard.net/httpd.www/skaerm.php on line 10 


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

Uti vår hage

Skrevet af | lørdag, 9. juni 2018 kl 19:15
Stikord: have, jordbær, tørke, vanding


Den knastørre sommervejr har varet i snart 6 uger nu i København, siden starten af maj. Det er så tørt som en martini, der er støv alle steder og det er bagende varmt, så man knapt holder ud at arbejde inde, men jo knapt heller kan trives ude.

Det er enhver landmands og haveejers mareridt. Der skal vandes hver anden dag for at holde planterne ved godt mod og sikre sig et godt udbytte, og det er altså målet på vores lille lod af Herrens jord. Ja, det er selvfølgelig lige indtil vi får vandingsforbud, og man må jo frygte at det kommer sejlende ind ad brevsprækken hvert øjeblik. Og den nyvordede yachtskipper, der har brugt vinteren bl.a. på lidt grundlæggende meteorologi for vestenvindsbæltet, spejder ud i horisonten og vejrudsigten efter nogen frontpassager og noget regnvejr. Lidt hjælp skulle vi gerne bede om.

Varmen og det bragende solskinsvejr resulterer til gengæld i sensationelle haverekorder. Vi fik de første modne jordbær og kartofler sidste lørdag, 2. juni. Det må jeg sige er vældig tidligt, selv for os der gerne går tidligt til værks i marts med de første spadestik m.m. Og lige nu bugner det med jordbær, så man skulle tro at man var længst forbi midsommer. Svært at bedømme om det er klimaforandringer. Under alle omstændigheder usædvanligt.

Man kan se hvordan det går for os på fotoet. Tillige anes vores vandingssystem, som er blevet lidt berømt i nyttehave-foreningen, angiveligt fordi vi har talt godt for vores syge moster for at det er meget vandbesparende og også rygskadebesparende (ellers er de ikke så meget for den slags nymodens pjat; det skulle jo nødig blive for nemt). Det turde dog være medvirkende grund til at der er så mange jordbær og det hele ikke er visnet bort. Som del af medansvaret følger en art hoveri med at holde de fælles faciliteter og haven ved lige. Det skal være vor beskedne tak til kommunen. I dag havde vi fællesarbejde og jeg var med til at nedrive et af vores medlemsskure, som så ganske forfaldent ud. Det var ordentlig sygt sjovt at være lille dreng med koben og brække brædder op.



En stille, høstlig brusen

Skrevet af | lørdag, 15. oktober 2016 kl 19:37
Stikord: fritid, spejder, marmelade, bær, frugt, efterår, høst


Mens septembers himmel var overmåde blå og vældig solrig, så viser efteråret nu tænder i oktober. For sådan en primitiv idrætsmotionist som mig er det koldt at løbe i T-shirt og shorts, og det kræver samtidig både hue, halsrør og handsker for at holde varmen tilstrækkeligt (i hvert fald de første 3-4 km). Hvilket vel i grunden ser lidt aparte ud, gætter jeg på - en slags krydsning af sommer og vinter.

I september har jeg plukket og henkogt endnu flere frugter og bær, så nu har jeg i tillæg til brombær, hindbær og blåbær kogt marmelade af havtorn og gule mirabeller - den sidstnævnte marmeladehar en vældig smukt orange lød, mens havtornene i henkogt tilstand er mørkere, mere brunlige (og smagen sparker som en hest...). Ligeledes var jeg på æbleskud og fik lavet en sund stor mængde æblegrød af nogle ananasæbler, som kom fra en afsides abild i et hegn.
For nogen tid siden var jeg på besøg hos gode venner, hvor forsøget på gele blev gjort med druer, men det krævede store mængder geleringsmiddel, husblas endte det vist med, og blev lidt mærkeligt og stadig lidt for blævrende. Næste år vil jeg prøve at koge det op sammen med æbler, som indeholder langt mere pektin, så må vi se om det gelerer blandingen rigtigt. Der er noget at arbejde videre på der.

Udover sukkerkonservering af årstidens høst har jeg for tiden beflittet mig på at være gruppeleder for den her spejdergruppe, og på at blive dygtigere til det. Jeg har brugt nogle weekender på det seneste på spejderi og særligt ledelseskurser. For mig er det ret nyt at beskæftige sig mere med ledelse af frivillige voksne.

Egentlig synes jeg at vi som spejdere er ret gode til på vore kurser at koble teori, handlinger, værdier og erfaringer på en praktisk og jordnær måde, og at vi rent didaktisk er gode til at gøre og formidle stoffet afvekslende og relevant. Kurserne i DDS er spredt ud i landet, oftest på landet (for typisk er man på et spejdercenter eller lignende), og så kommer man rundt i landet også og får set i tilgift andre egne og natur - og får udvidet og styrket sit spejdernetværk også. Spejderbevægelsen kan være et ret effektivt netværk.

Just nu har jeg lørdag og søndag ret så fri igen efter nogle uger med bortrejste weekender. Nu nyder jeg roen, den friske blæsts tag i de raslende blade og regnens begyndende trommen på tagruden i sommerhuset. - Indendørs. Vejrliget er ikke længere så inviterende til udendørs sysler, så det bliver ved læsning, skriveri, pønsning og konversere telefonisk og andenlunde med familie og venner.



Smultronställe

Skrevet af | onsdag, 27. juli 2016 kl 22:50
Stikord: sommer, ferie, sommerferie, spejder, bær, smultronställe


Ferien er slut. Det er sommeren ikke, og vi får da lov at prøve hele paletten af sommervejrets farver. Jeg har været tilbage på arbejde i 1½ uge nu, og der er nu ikke mange af ens nærme kollegaer der er mødt frem. De har ferie endnu. Så mest holder man sit eget i gang, og for mit vedkommende er det bl.a. at sørge for, at forsøgsanlægget ("the reactor of fire and brimstone") kører og spytter resultater ud. Svovl er et grundstof med en spændende kemi og nogle indimellem udfordrende fysiske egenskaber, hvis man skal forsørge at have det igennem og isoleret i sit forsøgsanlæg.
Jeg cykler på arbejde for det meste, og jeg er startet igen med at løbetræne to gange ugentligt, og svømmer indimellem i havnen om morgenen. Det er nok en slags reaktion på at jeg godt kunne have været lidt mere sporty i ferien.

Denne sommerferie har nemlig været meget stille og rolig for mig. Ingen lange udlandsture (- hvis vi regner de gamle østdanske provinser øst for Sundet med i kongeriget). Ferien har jeg brugt meget med familie og venner, først har jeg holdt ferie med mine søskende og sommerhusture med hhv. gymnasiekammerater og fætre er der også tikket ind på kontoren.

I år gik sommerlejren med mine spejdere til Skåne og Blekinge, hvor vi var på kano-sommerlejr med en uges padling i søsystemet Immel/Filkesøen/Raslången/Halen - fra den ene ende til den anden ende, og så ender man i Olufstrøm. Det blev til en uges fin padling og en del karaktérstyrkende oplevelser (herunder med vejret, med søen, med lejrpladser og med kano-overbæringsstederne), men først og fremmest en rigtig god tur. Vi var 10 spejdere og 4 ledere afsted, boede i fjeldtelt eller shelter eller bivuak undervejs, mad på bål og Trangia, og al proviant medbragt hjemmefra og pakket i paktønder, delvist som tørproviant til de sidste dage. For ovre i søerne der, er der ikke nogen supermarkeder lige nede om hjørnet.
For at komme derop kørte vi i bil til Immel By, hvor vi lejede kanoerne. 3 timer tog det os vel. Hjemad det dobbelte, hvor vi havde fornøjelsen at rejse med 7 forskellige offentlige transportmidler (bus, tog, tog, færge, tog, bus, S-tog) for at komme hjem, medslæbende rygsække samt udrustning og kanotønder. Det er fedt nok med offentlig transport, det har sine stunder - men det er da sin sag at proppe sig selv og det hele ind i et allerede fyldt Øresundstog.
Måske bliver det den sidste tropstur med Bagsværds storspejdere i denne omgang, da jeg stopper med tropsledelse nu. Andre ledere tager over. Jeg skal fortsætte med at være leder for lederne i vores spejdergruppe, det har jeg sådan set været i halvandet år, og det bliver godt at kunne koncentrere sig mere om den opgave.

På svensk findes et begreb, som jeg synes godt om - et "smultronställe" - altså et "skovjordbær-sted". Ud over at det kan være et sted med bær i skoven, så er det dog også i ordets overførte betydning, at det skal forstås, som sådan et sted man ikke fortæller nogen om og som man har for sig selv, og hvor der er roligt og afstressende.

Noget jeg er rigtig glad for er at plukke bær og til dels også henkoge og sylte dem for senere anvendelse. Det er vist begyndt kommer til udtryk mest i ferien og sommerperioden, hvor der er stunder og langsommelighed nok til f.eks. at bruge en formiddag på at ligge på knæ i et buskads og fravriste naturen dens frembringelser (og hvor nogen bær er modne, også), og det er da også sket i denne ferie. I år har jeg samlet de første to slags bær og kogt marmelade af dem, nemlig blåbær i Rold Skov og hindbær langs Mølleåen. Her vil jeg ikke fortælle mere om, hvor det præcist var. Det skal være min hemmelighed.
Det med at samle bær og være udendørs og væk fra det pulserende byliv er nok det, som jeg allermest forbinder med at have sommerferie. Såvidt Ida:

Du ska inte tro det blir sommar
ifall inte nå´n sätter fart
på sommarn och gör lite somrigt
då kommer blommorna snart
Jag gör så att blommorna blommar,
jag gör hela kohagen grön.
Och nu så har sommaren kommit
För jag har just tagit bort snön

Jag gör mycket vatten i bäcken,
så där så det hoppar och far.
Jag gör fullt med svalor som flyger
Och myggor som svalorna tar
Jag gör löven nya på träden
och små fågelbon här och där.
Jag gör himlen vacker om kvällen,
för jag gör den alldeles skär

Och smultron det gör jag åt barna,
för det tycker jag dom kan få,
och andra små roliga saker
som passar när barna är små.
Och jag gör så roliga ställen
där barna kan springa omkring,
då blir barna fulla med sommar
och bena blir fulla med spring.




forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Sommertogt 2020 Krønike

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
februar 2021
januar 2021
december 2020
november 2020
2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005