theilgaard.net  Warning: Undefined array key "bredde" in /customers/4/7/4/theilgaard.net/httpd.www/skaerm.php on line 10 


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

Ouverture af trækfuglene

Skrevet af | søndag, 7. februar 2021 kl 17:30
Stikord: Frost, kulde, vinterhejk, hjemmearbejde, fritid, Trækfuglene, Naturconcert, Steen Steensen Blicher


Kyndelmisse slaar sin Knude overmaade hvas og haard. Hvem havde troet, at vi skulle få kontinuerlige frostdøgn og kold og bitter nordøstenvind i flere uger (jeg havde i hvert fald glemt det). Vi har ellers hjulpet drivhuseffekten alt hvad vi kunne, men ikke nok til en entydigt positiv nordatlantisk oscillation, åbenbart.
Med-gruppelederen og jeg drog på vinterhejk på Jyderupstien i den forgangne weekend, afsted fra Jyderup station, gennem skovene til Åmosen og første overnatning i shelter, dernæst en lang fodtur sydpå og næste overnatning i shelter ved skovene ved Sorø, og så endelig rundt om Sorø Sø og hjem igen. Og allerede der havde frosten meldt sin ankomst (den havde faktisk erobret hele døgnet). Det var en fersk og sval tur, med vintersovepose, ekstra lagenposer og lange underhylere, trangiamad og ømme fødder (og skuldre), røde kinder og røde næser, rim på posen og find på selv.

Tiden er jo ikke rigtig til rejser og skiture udenvælds. Jeg har slæbt mine langrendsski med op i sommerhuset i det fromme, enfoldige håb at der skulle komme tilstrækkeligt med sne til al den her frost. Jeg har hørt tidligere om at Gribskov har været proppet med langrendsløbere, i en grad så biler og parkeringsbøder har været tæt fordelt langs vejen fra Nødebo. Men her i Villingebæk er der nærmest ingen sne, så øv øv, turene ud bliver til fods og eventuelt på cykel. Imens fyres der på livet løs i kakkelovnen, og det er jo også altid rart.
Jeg arbejder stadigvæk mest hjemmefra grundet den virale stuearrest, som så mange andre med skærmbaseret sk. arbejde. Det kan man både gøre hjemme på Corona Copenhagen og i sommerhuset. En dag om ugen tager jeg dog ind på kontoret og laboratoriet og løser de ærinder, som ikke rigtig kan løses fra hjemmepulten. Der er masser af møder på teams og zoom og meet alt det, både i arbejdstiden og i fritiden. Og det er jo et ok surrogat når det andet ikke kan lade sig gøre, men situationen som sådan - er noget forbandet lort. Ingen fester, ingen fremmødt fritid, intet nærvær. Ingen fredagsøl, ingen lejre med sang rundt om bålet, ingen natløb i sne og måneskin, ingen koreventyr og natur-concerter. Hvor er det dog traurigt. Jeg vil have den ægte vare.

Men foråret og vaccinen så sagte kommer (meget sagte...), indvarslet ikke ligefrem af temperaturerne for tiden, men det mere lys vi får og de lidt længere dage. Det er da altid noget. Jeg glæder mig til igen at kunne komme i jorden og plante i haven, igen at komme til at se bekendte, igen at sejle, synge, suse og slentre. Der må komme fester igen, også snart. Vi trænger i hvert fald.
Inderlig jeg længes efter Vaar, men Vintren strænges. Kom Sydvest, som Frosten tvinger!



Ved juletid og vintersolhverv

Skrevet af | onsdag, 23. december 2020 kl 00:05
Stikord: julebrev, 2020, spejder, korsang, nyttehave, arbejde, Haldor Topsøe, corona, covid-19, nærvær, jul, solhverv


Min fortælling om 2020 er historien om altings aflysning og indskrænkning. Det har godt nok været et anderledes år, og det har været hårdt for mig. Og står cementeret fast i hjemmearbejdets, mundbindenes og smittetallenes blege - jeg havde nær sagt blegsotige - skær.

Og jeg synes ikke det er sjovt, jeg er faktisk helst fri for at arbejde hjemmefra - men jeg spiller selvfølgelig også min part i at vi lykkes med at få samfundet igennem den virale sot. Jeg arbejder stadig på Haldor Topsøe i R&D miljølaboratoriet, og det handler stadig om at finde nye metoder og nye katalysatorer til at rense forskellige gasser for svovl (nej det bliver vi nok ikke færdige med lige foreløbig). Dette år har jeg haft nogen flere projekter, som jeg skal forsøge at hjælpe frem, og det er udfordrende. Og de dage, ca. halvdelen, hvor jeg får lov til faktisk at være inde på arbejdet - ja jeg har jo ikke et testlaboratorium derhjemme - så synes jeg det er et virkelig godt og givende virke. Til trods for at det også har været ramt af sine påhit som omtrukturering og fyringsrunde. Det er mest det med at varetage det hjemmefra, som jeg synes er træls.
Det handler en del om, at jeg jo bor alene, og også næres af nærværet med mine kollegaer. I disse tider skriges der på at holde sig til sin families corona-boble og husstanden. Det er ikke helt så nemt for os at danne boble med vores familie i husstanden, når vi ikke har fulgt den normfaste vej til idel familielykke. Det kræver nærvær ad anden vej.

Jeg er derfor i corona-boble med den anden gruppeleder i vores spejdergruppe. Og vi savner begge to at være på spejderture, og når vi ikke har andre at tage på tur med, det meste af året fordi vi ikke måtte, spejderture med overnatning mv. er nemlig også indskrænket, så bliver det så gruppeleder-tur for to personer. Vi har nærmest været mere på tur end hele resten af vores spejdergruppe dette år, og det har været givende og produktivt for os som ledere sammen, men nok ikke godt for resten af spejdergruppen at alt er aflyst. Som om det ikke var nok, er spejderkurser jeg skulle have været på blevet lyst af. Jeg skulle være med til at lave ledelseskursus i foråret, hvilket også blev aflyst, men det lykkedes faktisk at holde det kursus i efteråret i stedet. Så det var et af få lyspunkter og dejligt, at der trods alt var noget, som lykkedes at lave.

Noget som ikke kunne lukkes ned og som det med held lykkedes at gennemføre i år, var årets sommertogt med sejlbåden Mø rundt om Sjælland og Fyn. Det var en stor succes, en rigtig dejlig kammeratlig friluftsoplevelse med land, vand, luft og ild (fra gaskomfuret). Med forskellige gode gaster påmønstrede og som alle, på skift, var med til sikkert at føre båden den lange vej rundt i (om) landet, fra Sundet og Kattegats vidder gennem farvand og bælter via sunde, næs, vige mod fjerne sydhavsøer og Gåsetårn. Stjernestunder ved ankerbøje, ekspeditioner på små øer, gæstgiveri hos familier, udsyn frit, eksotiske havne og nye horisonter, i magsvejr, døsigt solskin samt blæst og bølger med fyldte sejl. For den som vil, kan Danmark stadigvæk være et fortryllet paradis, der er værd at opdage.

I år har der været nye gode folk involveret i mine havelodder, og det er blevet til hel masse syltesager, både sødt og surt. Det kræver noget nærvær at holde den have i god stand uden ukrudt og vel vandet. Af nye initiativer er et aspargesbed blevet plantet ud, og nu må vi se, hvornår det er kraftigt nok til at høste fra. Med nye folk skal der også tages nyt ansvar for tingene, og det bliver det nye års mulighed at skabe fællesskab og mening i opgaverne der.
Korsang har det været svært at udøve i år, og det har da også kun været muligt med kløgtige organisationsformer og i små ensembler - f.eks. dobbeltkvartetter. Det har givet en smule sang under lidt andre former, senest her i starten af december, men ellers har det været en uvanligt uoptrædende affære.

Alt i alt er der at sige om 2020, at det er et år hvis gejst og gnist føles bortstjålet af tyve tyveknægte, og nok et år nogen helst vil glemme. Men der er en del ting, som er værd ikke at glemme.

F.eks. at det er ret imponerende, hvad vi formår at udrette, når al indsats og opmærksomhed koncentreres på et bydende vigtigt mål, f.eks. udviklingen af vaccine. Så kan det gå stærkt. Den pionérånd, som er blevet udvist f.eks. af forskere og medinalfirmaer og styrelser, og indretningen efter nye tider og udfordringer. Jeg synes også corona-tiden har vist lidt om, hvad det er vi i Danmark er gode til, og hvornår kæden hopper af. Når det godt for os, som f.eks. under sotens hærgen i foråret, så er det pga. vores tillid, opfindsomhed, agtpågivenhed på hinanden, fælles velvilje og vores evner til at arbejde sammen på tværs af organisationer, styrelser, virksomheder og civilsamfund. Og når det mangler - ja så plejer det at være en indikation på, at forehavendet ikke kommer til at gå så godt. Vi er ikke en autoritær asiatisk stat.
Endelig synes jeg det vigtigste at huske er, selv når/hvis vi er kommer igennem coronatiden, og som jeg i hvert fald sukker efter nu, at vi behøver hinanden og vores fællesskab og nærvær som mennesker, og at vi er afhængige af hinanden - vi bliver faktisk syge og deprimerede uden det.

Jeg tror mest af alt, at jeg ønsker mig mere nærvær, omsorg, ro og flersomhed til næste år. Og at kuren mod Covid-19 farsoten kommer ind med skibet a la pronto, så der bliver bedre mulighed for at udleve det. Johannes V. Jensen håbede på lys og lange dage, på at dunkelheden forjoges, og jeg vil gerne slutte her med hans Solhvervssangs håb om bedre tider - og ønske glædelig jul og et lykkebringende nyt år:

Vor sol er bleven kold
Vi er i vintervold og dunkle dage.
Men nu er nedgang endt,
og håbet tændt - ja håbet tændt,
for nu er solen vendt,
nu kommer lyset og den lange dag tilbage.




Grill på broen

Skrevet af | lørdag, 28. november 2020 kl 00:17
Stikord: Hjemmearbejde, Storebælt, brand, , broen


For tiden går tiden med arbejde, og aktivitet i fritiden er der ikke så meget af, som tillader mere end 10 samlet. Korsang er der endnu dog, og det bliver nu afviklet i grupper af 10, hvilket ikke er så mærkeligt som det måske lyder, hvis man er vant til at synge i små ensembler. Og det er jo en ædel kunst at kunne. Så inddeles korprøven over 3 timer med 5-6 grupper af ti forestået af to dirigenter. Ikke helt optimalt ift. hvor meget man kan nå som kor- Vi håber selvfølgelig at få lov at koncertere i december, men det er godt nok en udfordring.
Sommerhuset er et af stederne, hvor hjemmearbejde kan udføres, og det er stadig noget hyggeligere end at være i København i en håndværkerramt boligkarré. Det giver et godt afbræk, og en fin cykeltur herop. Ellers er hjemmearbejde mest besværligt, men jeg finder da ud af hvor meget jeg savner at være fysisk på arbejde. Når jeg er det, 2 gange om ugen, så skal der nås rigtig mange forskellige ting i laboratoriet, og det må jeg så se om jeg kan koordinere. Udfordrende og anderledes kan man godt sige at det er.

Broderen og jeg fór fredag morgen sidste uge mod Hovedlandet og endte med at holde godt 4 timer 400 m fra betalingsanlægget på Storebælt, og der kunne vi så nyde udsigten til omgivende lastbiler og personbiler. Dem der holdt sammen med os flyttede sig ikke. Det gjorde bilerne i det modsatte spor. Det var et lidt umage sted at holder telefonmøder og arbejde hjemmefra, men vi skal jo vende os til meget nyt normalt i denne tid.
Der havde været gang i en større flambering af asfaltpandekager på broen, så sørgeligt det end var, og deraf en lukket vestgående kørebane. En lastbil medbringende 36 paller med Cointreau lækkede, antændte og udbrændte. Ingen tilskadekomne, men tusindvis rystede over at opleve hvor lidt der skulle til, for at landets hovedfærdselsåre lukker til. Man kunne nemt se røgen helt oppe fra bakken vest for Slagelse, 20 km væk, og den var ordentlig syg sort. Lastbilen var også ordentlig sygt udbrændt efter slukningen af lejrbålet. De havde vist brugt rimelig lang tid på at hælde vand og skum og shizzle på den.



Folkevandringssang

Skrevet af | søndag, 5. april 2020 kl 09:48
Stikord: forår, vandring, vår, cykling, sko, nyttehave, udgangsforbud, coronavirus, Covid-19, hjemmearbejde


Hvem sidder dér, bag skærmen, med musen i sin hånd? Ja, det gør halvdelen af Danmarks befolkning, såmænd. Og mig med. Derhjemme. Udadskuende. Når man slider og sidder (derhjemme!) dag og nat, og dermed for min del kun sidder og slider på sin dertil indrettede flade mås, så skal der noget motion til. Den her arbejdsform har potentialet til at lægge grunden til nogle gode livstilssygdomme. Men det kan da heldigvis blive til nogen gode kilometer på landevejene og skovvejene hver anden-tredje dag. Nu lokker atter de lange veje - og jeg har flikket de gamle sko: Jeg ved ikke om visedigteren Sigfred Pedersen ville have bifaldet flikningen af mine gamle cykelsko, se billedet. Men - med gaffertape og strips, linolie og wienerkalk - så kan man reparere det meste.

En anden udgangstilladelse er jo nyttehaven, som nu kommer til live. Rabarberne er spiret rigtig flot frem nu. Så vi har der ellers luget og pløjet og harvet til den store guldmedalje, jeg håber at vi er mere på forkant med ukrudtet i år en sidste år. Vi har nu udplantet de forspirede kartofler, de var allerede langt fremme. Samt vi har sat et asparges-bed (første høst om tre år... !!!). Og nu er der så forspiring af en masse andre vækster til udplantning i maj. Dejligt at gå derude og arbejde i det her forårssolskin.

Det er en mærkelig vår - nu er vejret slået om fra 5 måneders frontpassager og blæst og vand vand vand henover vinteren, og i øvrigt ganske milde temperaturer, og til det her smukke solrige højtryks-vårvejr med sydlige og østlige vinde. Så med det vejr nu, som lykken os belønner med forårshimlens blå, så vil hele Danmark (måske hele den nordlige halvkugle?) gerne UD. Jeg må sige, at jeg trænger til det. - Og så er det, at der er corona-stuearrest, så det kun går i minimale forsamlinger, ja sådan set helst ensom. Det er den faste legeaftale. Den atter indadskuende vandring. I København er gang- og løbestierne rundt om søerne ensrettede for at minimere kontakt mennesker imellem. Hvilket viralt antiklimaks.

Men nu tager jeg på to dages vandring på Skjoldungestien, rygsæk på ryggen, shelter og bål og røg, det må være tilpas på afstand og i anstand.



vækst (og stuearrest)

Skrevet af | onsdag, 18. marts 2020 kl 23:11
Stikord: forår, vækst, hjemmearbejde, arbejde, stuearrest, corona, virus, Covid-19


Jeg vil skrive noget om vækst, nu hvor våren står for døren. Epidemien/pandemien med Coronavirus er nok heller ikke gået nogens næse (eller næste?) forbi.
Jeg har selv fået stuearrest fra arbejde sidste torsdag, eller hvad man nu kan kalde det, idet jeg og de andre ingeniører på Topsøe (dem er der mange af) arbejder hjemmefra. Også en del teknikere, HR, funnktioner rundt omkring. Nogen af teknikerne er på arbejde og holder laboratorierne sådan lige præcis kørende, tillige med produktionen.
Det kan være en smuk tanke at se tingene fra den lyse side, at man f.eks. ikke behøver at cykle frem og tilbage til arbejde hver dag, men omvendt er det jo noget af den daglige motion jeg mangler, og den må alligevel indløses på anden vis. Det bliver så Amager rundt i stedet. Men sagen er, at jeg savner mine kollegaer, og det daglige trummerum / bøvl, dvs. det bryderi der kun nødigt undværes. Alternativet har vi nu, at vi kukkelurer for os selv og prøver at få en hverdag ud af det, jeg synes det er værre.

Der er jo ikke megen anden udsigt til andre kår i fritiden, hvor alt andet, møder og ture og familiearrangementer o.a., _også_ bliver først sat på gevaldig skrump og siden aflyst. Lillebroren og hans kæreste kan i hvert fald ikke holde barnedåb på søndag. DDS aflyser kurser og arrangementer eller sætter dem på hold. Møder og planlægning bliver virtuelle og telefonmøder. :-( Alt det er trist, hårdt, kedeligt, og fremkalder vrede, gråd og afmægtighed, men det er nødvendigt, og det kræver (selv)disciplin af alle. Lad os håbe vi kan udvise den.

Jeg selv er dog rimelig bunkret op herhjemme, og har forsyninger til i hvert fald en god uges tid, om det behøves. Og det gør det jo forhåbentlig, og sandsynligvis, ikke.
Og heldigvis er naturen og foråret jo ikke lukket, nu hvor Europa begynder at hælde mod sol igen. Jeg var i weekenden i haven og luge, så nu er der klar til noget vækst og nogen vækster. Kartofler ligger til forspiring i vinduet. Og en ensom tur ud i skov og ved strand er os tillige forundt.

Jeg må sige, at jeg beundrer statsministerens måde at håndtere Covid-19-situationen på, og at gøre og sige det, der SKAL gøres.
Om det var tidsnok er det gode spørgsmål. Et andet sjovt spørgsmål er om nationen var klar til det, før det blev sådan rigtig iværksat sidste onsdag aften (11/3) - tiltagene kan kun gennemføres i den takt de lader sig gennemføre overfor et folk som os danskere, som nok er velopdragne, men også er frihedselskende og fandenivoldske og påståelige og anarkistisk indstillede - og indimellem gælder fællesskabets pligter mere for naboen end for mig (vi er nordens italienere, så at sige). Det plejer at tage sin tid med at få danskere til at forstå alvoren i en situation. Vi kan måske tale om en vis magelig modvillighed, en vis kortsigtet opportun erkendelses-træghed, en vis jeg-ved-bedre. Det er vira så ligeglad med. Her tæller vækst, og vækst opfører sig eksponentielt.

Jeg har hørt en gammel amerikansk ingeniør sige, at alle menneskehedens problemer skyldes vores manglende evne til at forstå den eksponentielle funktion. Lad os stikke spaden lidt dybere ned i det. Jeg bliver let forundret over nogen f.eks. erhvervsfolk, politikere, økonomer og investorer mv. ikke ser den for dem selv langsigtede logik i omgående at lukke hele den ikke-kritiske del af samfundet ned. Jeg mener, de har da ofte en form for uddannelse, tror jeg, der handler om noget med økonomi. Eksponentiel vækst, ja det er jo simpel rente-tilskrivning. Nu sker tilvæksten blot ikke med 1% per år, men 1% per time. Det er desværre ikke en rente, som vi tjener på, men en rente som slår folk ihjel og som ødelægger samfundsøkonomien. Vi har måske haft lav rente og afdragsfrie lån for længe, så penge-regne-drengene har glemt hvad de lærte i matematik på kræmmerskolen (jeg havde det godt nok allerede i folkeskolen). 1% rente i timen, det er en fordobling på ca. 3 dage. Hvad vil det sige, at sådan noget som et antal virus-smittede fordobler sig i løbet af 3 dage? Altså, 1, 2, 4, 8, 16, 32, 64, ... hver tredje dag?
Og hvad vil det så sige at vi kun kender antallet af smittede med ca. 10 dages forsinkelse (inkubations- og forværringstid). Vi tror vi har 1057 smittede i Danmark i dag, men vi tæller kun dem vi har testet/visiteret positive, og nu testes kun de der har sværere symptomer. Da er det jo mildest talt også forundrende at opleve borgere kere sig mindre end lidt om deres gebærden i det offentlige rum og forsamlinger.

Hele den her manøvre, som vi alle SKAL medvirke til, handler om at minimere grundtallet for væksten/rentefremskrivningen (læs: smittespredningen) ned under 1, dvs. negative rente, altså lige noget for bankfolkene, og så holde den dernede og efterhånden løsne op for for restriktionerne, så længe at vi holder corona-væksten kontrolleret.
Jo tidligere nedlukning, og jo mere stramt disciplinen for at undgå smittespredning følges af alle, jo mindre bliver følgerne for samfundet, sundhedssystemet, de danske virksomheder, vores offentlige sektor, uddannelsesinstitutioner og skoler, jo kortere samlet nedluk og jo færre bliver smittede og jo færre i absolutte tal og jo mindre procentdel vil dø eller få følgevirkninger af Covid-19 - idet sundhedssystemet kun har nød- og respiratorudstyr til et endeligt og ikke et eksponentielt antal patienter med virus.
Jeg har hørt at det hedder en no-brainer, hvis det er selvindlysende, men jeg synes nu alligevel vi skal skænke det en tanke, når vi ser hvordan de lidt mere autoritære asiatiske stater håndterer det her. De har prøvet SARS-epidemien i 2003 og ved hvad det kræver. Så husk, at ikke-handle er også en handling. Hjemmeværnets (nye?) slogan, eller motto, er "det vi gør i dag, forbereder os på i morgen". Det passer i eksponentiel grad her. Den tanke skal vi handle efter.

(en post-editoriel indskydelse: Det er dårlig forskning og dårlig skik ikke at referere eller citere andet arbejde på området, særligt centraler værker, og komme med u-underbyggede påstande, og det nærværende skriv var da heller aldrig nået igennem fagfælle-bedømmelsen, hvis ikke forfatter, udgiver og redaktør var een og samme person. For at råde blot en anelse bod på den i det hele taget ikke særlig habile sag, er der her et par centrale og meget indsigtsgivende baggrundsartikler fra Pueyo et al.:
Coronavirus: Why You Must Act Now
Coronavirus: The Hammer and the Dance)



Lejrliv

Skrevet af | søndag, 13. august 2017 kl 14:35
Stikord: spejder, arbejde, vejr, regn, Spejdernes Lejr, losseplads, rejse


Sidste uge af min ferie, den sidste i juli, var jeg på Spejdernes Lejr, som er den fælleskorpslige spejder-landslejr (med besøgende udenlandske indslag) der blev afholdt lige nord for Sønderborg. Fra Bagsværd gruppe var vi næsten 90 mennesker afsted i gruppelejr, men heraf også over 20 ledere, så der var dog en vis sammenhængskraft og et mådeligt overblik i kaos, vil jeg sige.
Og vi havde en spændende uge, masser af aktivitet, lejrbål, lejrliv og Gud ske lov en lidt mere spejder-betonet oplevelse af denne Spejdernes Lejr end den for 5 år siden. Jeg er ikke nødvendigvis fan af store lejre, for selvom de ofte er store oplevelser, er de ikke altid store spejderoplevelser. Så her gik det bedre, vil jeg mene.
Og vejret, med ikke en dag uden sin helt egen type regn, gjorde også sit til at fordre at vi gjorde vores bedste, som vi lover i spejderloven; thi, nu klager vi jo ikke som spejdere på vejret, ej heller når det er rigtigt spejdervejr, og vi blev i hvert fald udfordrede og havde så, kan man tørt (!) konstatere, lejlighed til at vise om vi så duede til noget og om vi tog besværet med et smil og holdt trit og retning som spejdere i det vejr og føre/pløre.

Efter det tilbage på arbejdet en uge igen efter ferien, tilbage til opgaverne og laboratoriet, for i hast at forberede den næste tur: I den forgangne uge var jeg nemlig med en kollega i det nordvestlige USA for at få en lokal testopstilling til at fungere igen. Den står på en losseplads og behandler noget gas derfra. Endnu en spejderlejr, nu som arbejde, kan man næsten sige, hvor der også var brug for hittepåsomme løsninger, fantasi og arbejdsomhed, samt et vis mål af lederskab og kommunikation.
Her var vejret dog lidt anderledes: 30 grader (Celsius...) og fuld sol, der havde faktisk været tørt i over en måned. Og til tider et hint af en lidt dubiøs oduer fra det rådnende skrald. Ingen klagen herfra, men det er dog også rart at kommende hjem igen i fredags til lidt mere saltfrisk havluft og tempererede vinde.



Spejdertur til Indonesien

Skrevet af | fredag, 31. marts 2017 kl 19:13
Stikord: Arbejde, svovl, svovlsyre, anlæg, viskose, industri, spejd, rejse, Indonesien


Sidste uge var jeg og en af mine kollegaer på tur med firmaet til Indonesien. En spejdertur vil jeg nærmest kalde det. Og i hvert fald kontrasternes tur. Vi skulle ud og måle på et svovlsyreanlæg lidt ude på bøhlandet på Java. Dette svovlsyreanlæg behandler en svovlholdig skyllegas fra et viskoseanlæg, som så bliver omdannet til ren luft i skorstenen og svovlsyre i syretanken. Svovlsyren er et råstof de skal bruge i deres proces, når de laver de her viskobefibre. Udover det og cellulose skal de bruge nogle andre temmelig ubehagelige kemikalier, bl.a. klorblegemiddel, kautisk soda samt svovlkulstof (en nervegift). Den sidste og noget svovlbrinte biprodukt (også en nervegift) ender i skyllegassen, som man så renser ved at lave til svovlsyre. Ja, det princip lyder jo nærmest som sød sol og sommer og røde roser og alt er mildt og smukt.

Nå, men efter at have brugte uger på at samle sammen og pakke og forberede og skrive op og forstå og blive vaccinerede drog vi af til Kastrup lørdag eftermiddag med alt vores grej og habengut. Så triller man rundt 2 mand begge med kuffert og computertaske, samt yderligere tilsammen 6 kasser med måleudstyr og sikkerhedsudstyr til at måle og færdes sådan et sted. Afsted og på business class via Istanbul med Turkish airlines. Vi havde kun 37 kg. overvægt i alt - gæt en pris - der var ellers "kun" inkluderet 50 kg. pr. mand på business. Og det må jeg sige, at man virkelig bliver vartet op i den sammenhæng, der er lækker menu og selv det tyrkiske flykøkken kan være ret godt, og man kan lægge sædet helt ned for at sove i sin egen lille bås, og der er rigtig god plads. Uanset, så sover jeg nu ikke godt på et fly, men vi kom godt frem til Jakarta søndag aften. Vejret på java er mellem 25 og 30°C og meget fugtigt, og det regner de fleste dage i marts, så det første vi stødte ind i var den her mur af varm, fugtig luft da vi kom ud af lufthavnsbygningen. Gudskelov er alt indendørs i Indonesien luftkonditioneret. Og det kan myggene ikke lide.

Man skal ikke ønske sig at køre selv i Indonesien generelt, og omkring Jakarta og på Vestjava står det udsagn med kapitaler og understregning og et par ekstra udråbstegn omkring. Trafikken er helt enkelt sindssyg, udover det er der naturligvis venstre-kørsel, og på en eller anden måde får de det til at glide - om end man må tage sig til hovedet eller holde sig for øjnene, når de kan køre sådan et par biler og et par scootere ved siden af hinanden i hver retning i færd med at overhale på hvad der i bredden minder om sådan en dansk vej på landet (ca. 5 m. bred?), bare med den forskel at der lå så deres huse og butikker og værksteder tæt langs vejen og at der var en god del fodgængere og ikke noget fortorv. Og hvis der er plads på vejen foran een eller ved siden af, så kan man regne med, at en anden bil eller et par scootere hurtigt fylder pladsen ud. Og der var mange, mange scootere, og dem kunne de fint have 1 m bred last bag på eller sidde to eller sågar tre mand på. Overordnet set jo ret brændstoføkonomisk. Dog ikke helt uden ulykker, for indimellem lå der lastvogne og biler i vejsiden med bunden i vejret, og udrykningskøretøjer så vi da også af og til.

Så hentet blev vi i lufthavnen, og hele ugen blev vi kørt ud og hjem mellem anlæg og hotel med chauffør og vogn fra anlægget, og så kunne vi samtidig studere omgivelserne på vejen (8 km i fugleflugt, 20 km kørsel, som tog omtrent 40 minutter). Indonesien er fattigt, Java er meget folkerigt, og det er tydeligt ude på landet - man synes, at man bare hele tiden kører rundt inde i en by i forskellig grad af slum. Det skyldes så, at når der er en vej og lidt plads på en side af den, så skyder der automatisk huse op langs vejen, men bebyggelsen går så ikke i så meget i dybden bort fra vejen på landet. Så bagved en eller to rækker huse tager småbitte marker, skov, sump eller jungle over.

Ude på selve anlægget havde vi på en ret nærværende, havde nær sagt hårdtslående, måde en opfattelse af, at både miljølovgivning, arbejdsmiljø og arbejdssikkerhed måske kører efter en lidt anden standard end i Danmark. Man kan også sige, at de gik lidt mere op i at deres viskosefiber-fremstilling fungerede og gav et godt produkt, som de jo tjener penge på, end at det anlæg som behandler deres affaldsgas kører helt Spitze. Med videre. Over det meste af anlægget var der ligesom sådan en bagvedliggende em af det her svovlkulstof. Os to vesterlændinge gik rundt med portable svovl-gasalarmer, filtermasker og filtrerende friskluftudstyr i vores flammehæmmende arbejdstøj og svedte. Og alarmerne udlod da heller ikke at gøre os opmærksomme på forholdene, mao. de bimlede og bamlede snart sagt hver tredje minut, selvom det i reglen mest var for under ppm-niveau og lige i grænsen af hvad alarmerne kunne måle, dog lidt afhængig af hvor på området man var. Det baggrundsniveau virkede dog ikke til at være noget som de ansatte på anlægget gik op i, i hvert fald havde de gerne bare skjorte og hjelm på som beskyttelsesudstyr, og ingen filtermasker eller noget. Måske lidt institutionaliseret fatalisme på arbejdspladsen, måske et produkt af den fattigdom som de oplever, hvor man derfor er heldig, hvis man har et arbejde på det her anlæg, og hvor en arbejder bare er en maskine billig i drift, som man hurtigt kan få en ny af, hvis den holder op med at virke. Et par gange havde vi noget grum svovlgas der slog ned fra en skorsten, ja derude kan man køre gassen ubehandlet lige op i himlen og ud til fuglene og folkene uden at nogen ser skævt til det, og ved de lejligheder gik vi ned og væk fra svovlsyreanlægget, for det var ikke forsvarligt at arbejde ved.

Vi fik færdiggjort vores måleprogram på anlægget i slutningen af den sidste måledag vi havde, og havde ikke tid til nogen gentagelser, selvom vi fra start mente at vi havde afsat rigtig god tid. I reglen har man egentlig ikke god tid, når man måler på anlæg. På grund af nedbørsmængden og vejrliget var vi også nødt til altid at have overdækning over vores udstyr, som også skulle flyttes rundt og pakkes sammen indimellem, det kan ikke tåle vand når det er pakket ud, så her skulle der laves bivuak og overdækning og bindes knuder og laves anker, så det var noget spejd der var prøvet før, der her kom til sin ret. Men bl.a. fordi deres anlæg ikke kørte ret stabilt og et par gange (af to forskellige årsager) var nødt til at lukke for gastilførslen, måtte vi bruge en del tid på at vente. Det gav ikke mening at måle, før der var stabil drift.

Det var måske meget lærerigt at opleve, at det smukke princip nævnt i starten om at alt svovlet bliver fanget og ikke lukkes ud til omgivelserne og som står i beregninger og på flowdiagrammer, ikke altid holdt til virkelighedens prøvelser, i hvert fald ikke sådan som det blev gjort der. Uanset hvad var de utrolig gæstmilde mod os overalt. For mig var det også en oplevelse af det vi gør kan betyde meget derude, og at der også var god brug for en imødekommende, konstruktiv, fremadrettet og beredt mentalitet for at komme i mål med målinger - mao. duelighed opøvet som spejder. Meget apropos, det indonesiske spejderkorps er verdens største, 17 mio spejdere ud af en befolkning på 260 mio. Jeg havde derfor i den anledning taget mit Gilwell-tørklæde med. Vi endte dog ikke med at skulle lave spejderledelse med de unge indonesere, men vi kørte da forbi i hvert fald et par spejdergrupper på vejen og så også nogen af de små stormtropper med spejdertørklæder på, i gang med noget læring og relevant foretagsomhed i deres lokalsamfund. Det er spændende at se hvordan man er spejder i andre lande, og rigtig mange steder er det knyttet til at gøre noget nyttigt for andre lokalt og i omgivelserne.
For mig var det første tur til Asien, så nu er det da vinget af på listen. Jeg har heller ikke prøvet at betale 11 millioner for overvægt af indchecket bagage før, men det fik vi så lejlighed til i lufthavnen i Jakarta fredag. Lørdag middag var vi så sikkert hjemme igen, og steg ud i Kastrup i det fineste tidlige lune vårvejr som vi kunne ønske os.



Reise, Reise

Skrevet af | lørdag, 23. maj 2015 kl 11:18
Stikord: Haldor Topsøe, arbejde, on site, svovlsyre, studentersang, Berlin, kor


I start maj var jeg på en dejlig arbejdstur til Serbien, hvor vi målte på noget gas i et svovlsyreanlæg på et raffinaderi. Det var min første tur på anlæg med Topsøe, så det var meget spændende at stifte bekendtskab med hvordan man gør, når man er ude i den virkelige verden at måle. Det var også en hed affære, da der var godt 30°C to af dagene, som man kunne nyde pakket pænt ind i arbejdstøj, hjelm og friskluftudstyr, imens man slæbte vægtige kasser med måleudstyr op og ned af trapper og under rør og ventiler. Det virkede velfortjent at tage et bad efter hjemkomst til hotellet efter 10 timers fysisk virke.
Vi nåede godt nok ikke helt i mål med alt det, som var nice to have, der var også lige lidt papirarbejde og sikkerhed og lidt mere øremærket arbejdstid - i hvert fald i forhold til sidste gang, hvor andre var på samme anlæg. Man må dog under alle omstændigheder give serberne vi traf, at de er utrolig imødekommende og hjælpsomme, og indenfor de givne rammer havde vi et rigtig godt samarbejde med dem.

Mit kor, studentersangerne, var i Berlin på sangertur i Kristiflyvefartsferien, bl.a. sang vi på den danske ambassade, til en gudstjeneste i Berliner Dom og i en anden kirke, og stunder var der såmænd også til at nyde den gode tyske mad og det gode øl samt at være på cykel-, båd og gåtur rundt i den storstatelige stad. Meget kammeratligt var det også og det lykkedes også at synge noget tilnærmelsesvis fornuftig musik ved lejlighed, og selv busturen ud og hjem samt turene med sangerbåden fløj næsten afsted. Og endda fik vi også et lille besøg og en dejlig repræsentativ middag hos ambassadør Per Poulsen-Hansen, som engang i ca. 19-hundrede hvidkål sang med i koret i et års tid, og bror til nuværende sanger Lars Peder. Ja Berlin, es fählt uns gut.
Sidste gang koret var på sangertur i Berlin var i 1937 (!), hvilket afstedkom at arkivet over billeder fra den gang blev sonderet og enkelte steder i Berlin nutidigt reproduceret. Ligesom i dag var sangerne dengang interesserede i sang, spas, mad og vin og øl, hvilket er ganske fotodokumenteret. Af memorabilia af mindre munter karakter kan nævnes blandt andet, at sangforeningen dengang medvirkede til ved en lejlighed at synge Horst Wessel-Lied, faktisk i en til lejligheden lavet og vist udmærket udsættelse af foreningens daværende dirigent, Johan Hye-Knudsen. I arkivet står at læse, at man havde visse skrupler ved at rejse afsted af somme politiske grunde, dog alligevel besluttede man at tage did. For bl.a. godt naboskabs skyld. Man nemmer nok en vis bagage (de gamle lig, som mod søen stunded?) i mandskoret her.

Nu er der så ikke så mange rejser til udlandet i en rum tid, så vidt jeg da ved, så nu kan jeg koncentrere mig mere om de hjemlige breddegraders udfordringer - gudskelov for det. Her i pinsen er jeg i sommerhus med mor og far og har senere måske endda lejlighed til at komme ud at sejle lidt med gode venner.



On Site og Offline

Skrevet af | onsdag, 29. april 2015 kl 22:24
Stikord: Haldor Topsøe, arbejde, spejder, Vestegnen, Ran, ledelse


Efter påskeferien har jeg nærmest ikke lavet andet end arbejde og spejder. Jeg har f.eks. været på kursus i ledelse af voksne frivillige, da jeg skal til at være leder for andre ledere (2. ordens leder?). For 1½ uger siden var der divisionsturnering for storspejderne i Mølleå division, som var henlagt til Glostrup med temaet: "Spejd på Vestegnen". Man kan sige, at færdighederne blev twistet en anelse i retning af Open Ascona, bandetags, skafning og borthæling af valent elektronik, guldkæder, grønthandler-børser og fremstilling af kopivarer. For ikke at nævne Terkel, selvfølgelig.

Her i bededagsferien tager jeg med de andre ledere i DDS Bagsværd Gruppe ud på en ledertur - til søs! Vi skal sejle med DDS´ skib S/Y Ran, fra Ishøj og op i Sundet og siden retur til København. Vi håber på godt vejr og god vind og lad os nu se, hvordan det går.

Lige direkte derfra skal jeg så afsted lørdag nat, for søndag morgen skal jeg med to af mine ingeniør-kollegaer ned til et raffinaderi i Serbien og lave målinger på et svovlsyreanlæg. Det er mit første besøg "on site", som man siger på Topsøe, når man er ude og gøre noget ved kundernes anlæg (som f.eks. at måle på forskellige gasser i rør og reaktorer). Så det går der siden 5 arbejdsdage med, sandsynligvis ikke bare sådan noget 7,4-timer-om-dagen. Når man er på måletur, så slider man utrætteligt for at få alle ens målinger i kassen, og så kan arbejdsdagene godt være lange. Jeg er hjemme hos mig selv igen og mere inden for rækkevidde 10. maj.



Div. vinter

Skrevet af | onsdag, 25. februar 2015 kl 18:47
Stikord: arbejde, gas, gasrensning, USA, vinter


Der har jo ikke været så meget sne så det virkelig gjorde noget (eller virkelig gjorde det muligt at stå på ski) i Danmark, men jeg har dog været på hele 2 skiferier - alpint og siden langrend - så lidt udendørs vinterliv er det da blevet til denne vinter.
Sammen med mor og far og mine søskende og mormor havde vi for 1½ uge siden en dejlig weekend med skovning af træer som skyggede for udsigten fra sommerhuset. Og naboernes udsigten fra deres sommerhuse. Og så var der stakning og kløvning og slæb af biobrændsel igen, så det gav jo varmen.

Firmaet har i denne uge sendt mig på konference midt ude på prærien i AFS (amerikas forenede stater). Eller nærmere bestemt een af dem, Oklahoma, i en forstad der hedder Norman i Cleveland County, hvor vi dog også har Oklahoma state University. Konferencen udløber herfra faktisk, startet af en professor i gas (masser af gas, og olie, og afsvovling). Oklahoma er vist det, der på godt dansk hedder "Ude på Bøh-landet". Jeg er afsted sammen med en anden gut fra Topsøe. Endnu en bagklog dagbog fra en afkrog.
Oklahoma er et, lad os sige, ikke udelt charmerende sted. Faktisk er det rimelig trøstesløst at se på det meste. Men det er jo meget fint at høre om gasrensning og svovl og distillation og reaktorer på SÅ mange forskellige måder.

Vi har i alt set 2 cykler i de dage vi har været her, og ingen fodgængere. Og cyklerne lå i ladet på en pick-up truck, og teorien er, at de var på vej til at blive skrottet og smeltet om til geværer eller pumper til olie- og gas-industrien. Og alle kører til alt i deres alt for store biler. En lidt lystig sag - måske, med lidt galgenhumor - er, at de overhovedet ikke er vant til at køre, når det er frostvejr, da de normalt kun har sommersko på slæderne her. Der har været en god stor arktisk kuldetunge ned over Midtvesten, så Oklahoma har fået ca. 1 cm. sne og hagl - latterligt lidt, tænker skandinaverne. Men det betyder, at mange af de offentlige funktioner (skoler) åbenbart er lukkede, og det kan vi jo både grine og sukke over, men det er åbenbart svært at håndtere det der med sne hernede langt mod syd, og det betyder så ret meget, at man kan/kan ikke køre nemt til sin destination. Hvor mon amerikanerne ville være uden (i) deres biler?



En bagklog dagbog fra en afkrog - julen 2014

Skrevet af | onsdag, 24. december 2014 kl 11:55
Stikord: jul, nytår, julebrev, arbejde, spejder, kor


Julebrevet i år bliver min beretning her på siden. Det har ikke lige passet ind at nå at sætte sig og nedfælde tanker/døgnrapport over det nu forgangne før nu, og det harmonerer jo slet ikke med udbringning af julepost. Travlheden åd dagene før jul. Men nu i år kan vi magelige lønmodtagere muntre os ved at have såkaldt arbejdstager-juleferie (altså hvor helligdagene ikke falder sammen med weekenden), så jeg drager nytte af det med at holde to ugers sammenhængende ferie her mellem jul og nytår.

Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal se tilbage på året i år. Indefra betragtet synes jeg ikke, at jeg har foretaget mig væsentligt nyt, og så kan man jo bare duplikere sidste år juleberetning. Men lidt nyt er der da.

Det har været sundt for mig at få nyt arbejde i industrien. Og der er mange ting, som jeg ikke har gjort før og er urutineret udi, som jeg nu skal til blive bedre til. På Topsøe har man projekter, hvor man er sammen om at sparke bolden i mål. På universitetet stod man mere alene med tingene, dog ikke forstået på den måde, at man så selv bestemte - det var mere ansvar uden den helt ækvivalente grad af frihed. Men jeg synes egentlig også, at jeg er blevet roligere, gemytligere og væsentlig mindre stresset. Universitetet er på den måde projektært for sine yngste ansatte (phd´er og postdoc-forskere), som hele tiden skal tænke i publikation og i det næste projekt. Og ikke så meget i substans eller fordybelse, eller ikke så meget som man kunne have håbet. Man kan blive lidt forjaget af den slags, af den såkaldt "projektære forbandelse", hvor alt er åbent og intet er fast. At få noget fast grund på Topsøe er også derfor en lise for mig, og jeg har kunnet tænke mere langsigtet i år. Det har givet plads til en smule omtanke på hvor man vil hen med det man render og laver. Og det er egentlig rart.

Jeg kan også se tilbage på et år, hvor en efterhånden noget bedaget Studenter-sangforening holdt jubilæum (175 år). Der er blevet opført ny sang og musik og poesi til lejligheden, og sunget er der blevet, en hel del rundt omkring. Det er ikke helt dårligt, eller det var det i hvert fald ikke alt sammen, så lidt sammenhængskraft har vi da bidraget med.
I år var året hvor der blev flere og flere spejderopgaver. Men jeg har også oplevet en begejstring sprede sig omkring mig, når jeg selv tog ansvar for andre og for opgaver, som jeg kunne hjælpe fremad. Det er svært ikke selv at give den en skalle så, når det man gør er meningsfuldt.
Meget af min frie tid og det overskud der skulle være til at sætte nye skuder i søen går derfor med kor og med spejder, og det er nok noget af det, som jeg skal prøve at lægge om i 2015. F.eks. vil jeg gerne bruge tid på at sejle noget mere og på at være mere udendørs.

Men nu er det jul. Den holder jeg med søskende og forældre i Holstebro, og sidenhen tager jeg med nogen spejderkammerater på ski i Norge i en uge over nytåret.

Herfra blot: Glædelig jul og godt nytår



Efteråret, der forsvandt

Skrevet af | mandag, 8. december 2014 kl 18:08
Stikord: Haldor Topsøe, arbejde, studentersang, spejder, jul


4 (!) måneder er tilsyneladende passeret siden mit sidste indlæg er forfattet. Uha uha. Tiden flyver, ja det er sandt nok. Hvad er der dog sket, må jeg spørge mig selv. En hel del. Man kan tørt konstatere, at jeg har rygende travlt (omend at jeg tager den med ro) med ingen ledige weekender og vel knapt nok ledige aftener heller.

Men ja, arbejdet giver også sit at se til hos Topsøe. Virksomheden skal vokse i kraft af en del ny teknologi, og den slags må forskning-og-udviklings-afdelingen naturligvis kunne understøtte. Og det er jo miljøteknik og miljøkemi og afsvovling, den del jeg er med til. Så vi redder verden en lille smule hver dag, og gerne mere og mere på længere sigt, som jeg indimellem siger - eller det vil jeg da i hvert fald gerne tro på og medvirke til. Det må så siges at være tid der er givet ret ok ud på den front.
For en måned siden var jeg på første rejse med firmaet. Det var på en årligt tilbagevendende konference, og den hedder slet og ret "Sulphur", så der er ikke så meget tvivl om, hvad det drejer sig om. Det var i Paris, så man skulle tro, at der var lejlighed til at se på byernes by og dens pragt; dog nej. Til gengæld var der mulighed for at se hvordan man håndterer og bearbejder og omdanner svovl og svovlsyre i ca. samtlige afskygninger der tænkes kan. Særligt sådant som man køber. Det var meget kommercielt, så ulig hvad jeg har været vant til i universitetsverdenen, så var der heftig udveksling af visitkort og ikke særlig heftig udveksling af grundviden og forudsætninger - ikke særlig akademisk (men det var selvfølgelig heller ikke oplægget). Langt det meste har her den fine bagtanke, at det handler om at lave kølig caaaaaash.
I fremtiden kommer man måske på udflugt med firmaet med så eksotiske opgaver som at lave målinger på kundernes anlæg (det er en del af jobbet) - og så får det nok mere karaktér af at være i Langbortistan. Topsøe har f.eks. ret mange kunder i Kina, Rusland og USA.

Som altid topper "spejd" hitlisten over de tidskrævende indsatser i min fritid, det ser man klart af kalenderen. Det er måske heller ikke urealistisk, da jeg er tiltrådt _endnu_ en lederstilling, som gruppeleder-assistent i min spejdergruppe. Dette er dog delvist afbalanceret med en 3-4 nye ledere i den trop hvor jeg så også er tropsleder.
Det har i hvert fald givet et overskud i troppen at få flere ledere ind, og har ledt til et ret gakket og sjovt, men også udfordrende tema i efterårets patruljekonkurrence mellem vores to patruljer (de er 12-16 år): Harry Potter. Det er fedt at se Fædrelandets Raske Ungdom lave flotte patruljeskjolde eller at løbe rundt på hjemmelavede "flyvende" koste og spille quidditch på højst improviseret vis. Så i sådan en stund føler jeg i hvert fald selv, at tiden er givet ud på en meningsfuld og givende måde.
Også den årlige juletur fik et boost med ekstra lederoverskud og havde derfor dette år temaet "TV-3 Reality Casting", så det blev holdt på "Paradise Hotel" - bedre kendt som en spejderhytte uden for lands lov og ret men tilrigget Big Brother-effekt og kameraer og overvågning, gadgets, dimser, SMS-løb, Robinson-konkurrencer og hyttebygning og bålmad under sydens bagende sol. Ja det var på det nærmeste på en slags, øh, "Tropeø"... ja, eller en græsplæne i 3°C og bidende østenvind.

I år har mit kor, Studenter-sangforeningen, 175-års jubilæum, og er jo så dermed Danmarks ældste amatørkor. Det har vi festligholdt ved en mega jubbe-koncert i det gamle Radiohus´ koncertsal (nu konservatoriet) i november med orkester fra Lyngby-Taarbæk, solister og forstærkning fra sangerbrødrene i Århus Studenter-Sangere. Der kom sgu 700 mennesker, som også fik lov til at høre nyskrevet musik for mandskor og orkester - "Om Lys og Mørke", komponeret af Anders Koppel og blækfrisk tekst af Niels Brunse. Ligeså opførtes bl.a. orkester-værket Vølvens Spådom, komponeret af J.P.E. Hartmann til koret 1872.
Det var fedt, men der er sgu også en betragtelig del prøver og godt med weekend-og-ekstra-øvning til på den konto.
Og samtidig var/er det særligt på den måde, at trods forgangne 175 år, og trods skiftende dirigenter, ja så påstår dirigenter o.a. med forstand derpå, at koret faktisk lyder og har den bløde og sprøde romantiske mandskorklang, som også var sangmåden i midten af 1800-tallet. Tilsyneladende er det overleveret fra sangere til sangere mellem sangergeneration, nedad i leddet, og det er da påfaldende og vidner vel om en eller anden slags korkultur og historisk kobling (for nogen en historisk tyngde).

Så tiden gik og meget nåede jeg ikke - men ok, skidt pyt. Søndagen i går var der hjemme på Markmandsgade julebag og klippe julehjerter og ophæng af gardiner (!) med mor, far, Lars Bo og fætter Rasmus og fætter Christian, så nu er jeg både officielt og uofficielt kommet i julehumør. Og der er endelig blevet konstrueret en adventskrans på her på adressen. Og jeg har juleferie om 2 uger, i yderligere 2 uger, hvor der er jul og suletid og julefrokoster, og hvor det går hjem til familien i Holstebro, og hvor jeg siden tager en uge afsted på skitur til Norge med spejderkammerater henover nytåret.



august

Skrevet af | søndag, 10. august 2014 kl 00:11
Stikord: ferie, arbejde, computer, spil, civilization


Nu er ferien slut, eller dvs. jeg holdt 2 ugers ikke-sammenhængende ferie, så det var ikke helt ligesom i gamle dage som studerende, hvor man havde 9 uger af det blankeste, reneste ingenting. Men det var dejligt ikke desto mindre. Her i den sidste uge var jeg i Finland i sommerhus med gode (sanger)-venner og fik den fornøjelse at padle rundt i tomandskajak i skærgården et par dage med en af de her gamle sangerkammerater. Det var ret skønt. Det kan sagtens lade sig gøre at leve af grillmad, øl, bær og sauna i en uges tid.

I denne uge har jeg så været tilbage på min pind på arbejdet efter sommerferien. Gudskelov har det ikke været så varmt som i juli (tænker jeg på arbejdet), hvilket gør det i hvert fald til dels udholdeligt at gå på arbejde.
I mandags har jeg for første gang kogt syltetøj, hhv. blåbær fra Finland og havtorn fra Nordsjælland. Sidstnævnte var vældig populært hos familien og har fået ben at gå på i sommerhuset, hvor jeg befinder mig her i weekenden (forældrene holder ferie her lige nu her).

Lige for tiden har jeg ved tilfældets vejs genfundet i gemmerne et gammelt spil, Civilization II, som kun kan køre på ekstremt bedagede computere med Windows XP eller tidligere versioner af microsoft-styresystemer (dog ikke DOS), som jeg har savnet lidt at spille (det er mindst 3-4 år siden, at jeg sidst har spillet computer). Nu viste det sig siden hen, at jeg har en sådan gammel computer i sommerhuset, nemlig en topmoderne Dell fra sekel-skiftet med Celeron 500Mhz-processor og masser (384MB) af RAM, frakoblet alt muligt andet pjat som internet og hvad har vi. Spillet er fra 1996, men tidløst gameplay og med sk. højopløst grafik med 256 farver. Det er utroligt, hvordan sådan et gammelt spil kan have nærmest narkotisk effekt på nørder. Der stod i anmeldelsen fra dengang: "Civilization II koster nattetimer og hele dit sociale liv." Det har det også lidt en tendens tli at gøre med mig. Farligt spil, helt enkelt.



God stil i sommeren

Skrevet af | torsdag, 17. juli 2014 kl 00:25
Stikord: sommer, arbejde, ferie, rejse, spejder, Thurøbund, Finland, kroket


Jeg kan ikke huske, hvad der skete i juni. Ud over at jeg glædede mig til at få sommerferie, eller i hvert fald noget sommer, hvor der ikke var noget i kalenderen nærmest hver eneste aften.

Her i juli var jeg på sommerlejr med min spejdertrop ude fra Bagsværd og kom hjem for en uge siden. Vi har været på Thurøbund Spejdercenter, ja det ligger jo så på Thurø nede i det sydfynske arkipelagos. Og Thurøbund er et center der har fokus på søspejderaktiviteter, så der var sejlads på menuen, mest med joller og lidt med kanoer også. En fin uge, jeg fik sejlet rundt med en del spejdere, som fik lært om skøder og fald og styrbord og bagbord. Og vi havde da overvejende godt sejladsvejr - undtagen da vi skulle på sejladshejk ud af lejren, så her måtte bl.a. Yours Truly og andre raske tropsførere træde til og lave en plan B i sidste time (det er godt med lidt erfaring at trække på i slige situationer). Det reddede naturligvis dagen, som endtes med frugt og chokoladesovs på bål - hvem sagde at spejdermad nødvendigvis skal være kedeligt...

Ellers så er der arbejde på menuen som vanligt, men jeg bruger lejlighederne indimellem til bl.a. at svømme i sundet og sove udendørs, når det er muligt - det gør det i hvert fald sjovere at holde sommer uden ferie. Særligt i den forgangne uge har Sjælland haft det vældig lunt, og så må man tage agt i heden og svale sig i bølgen brun. I weekenden har jeg været på Nordvestfyn til fest og havde mulighed for at vandre lidt og nyde nathimlen langs Lillebælt.

Senere bliver der dog også en tur (som vanligt, kan man sige) til en finlandsk skærgård. Ellers starter jeg en sommer-kroket-turnering for bekendte her i København, og det er jo som bekendt et spil for gentlemen. Så må vi se, om ikke kalender-aftenerne bliver fyldt ud alligevel, når det kommer til stykket.



Ude i industrien

Skrevet af | tirsdag, 18. februar 2014 kl 23:11
Stikord: arbejde, Haldor Topsøe, forår


Tyst, tyst har der været i denne spalte, igen. Tyst har jeg set på, de sidste måneder, at kolossen på betonfødder foran mit vindue, som omtalt sidst, blot er vokset og vokset. Et tidehverv er hvad det indvarsler, det tror jeg, en vending er i gang, noget gærer, forknoppes, og vil spire.

Ja man kan i hvert fald sige, at det har været en vending mod det bedre at begynde som ingeniør hos Haldor Topsøe. Siden jeg startede for 1½ måned siden har jeg været i gang med at lære Topsøe at kende og finde ud af hvordan alting fungerer. Der har været en del introduktioner til udstyr, arbejdsgange, sikkerhed, teknik, produkter og endda ture til katalysatorfabrikken i Frederikssund. Ja ja, den er god nok, de laver selv alle dimserne, som sidder i reaktorerne på ammoniak-anlæg, raffinaderier, kraftværker, svovlsyrefabrikker, og alle mulige andre steder rundt om i verden.
Men jeg er kommet godt i gang og er ved at få ansvaret for en opstilling til at lave katalysator-forsøg sammen med en tekniker. Og jeg er i gang med at skrive og vurdere, indsamle information og regne på en hel masse forskellige ideer. Det handler om svovl (tung tung svovl) i mange afskygninger, og metoder til at fjerne det fra et væld af forskellige processer, så vi ikke får det høvlet op i atmosfæren og dumpet ned i lungerne, blandt andet.

Andre vendinger kan man også håbe på, forår for eksempel. Jeg må sige, at det her grå vintervejr bliver man træt af. Altså ikke som i at det er deprimerende, men rent fysisk, det er svært at holde dampen og energien oppe igennem en hel dag. Så jeg bier på våren og giver tid, gør jeg...
Nå ja. I dag er det min fødselsdag, så jeg kan kun beklage det lidt grå og kedelige vejr ved dagens start og ved dens slutning. Til gengæld nød jeg solskinnet midt på dagen (ja i hvert fald i Lyngby), da jeg måtte cykle et ærinde til DTU. Lidt godt er der dog fortjent, åbenbart.



Ad nye veje

Skrevet af | tirsdag, 3. december 2013 kl 16:42
Stikord: arbejde, DTU, Haldor Topsøe, svovl


Nu hvor årets gang hælder dybt og vi nærmer os julen kan man jo spørge, om der er nogen forandringer undervejs i det kommende år, som jeg har gjort det år efter år ved årets udgang, og i forgangne tider konstateret lidt tørt, at jeg STADIG ikke er sluppet ud af universitetet, "Den Polytekniske Læreanstalt". Som om jeg ikke efterhånden har lært det meste af hvad der var værd at vide på det sted; jeg har dog været her i godt tolv år. Jeg der ellers tit har talt om at komme ud og skrue på hanerne i procesindustrien, vil jeg virkelig fortsætte på den akademiske karrierevej, ad infinitum...???

Næ. For nu peger pilen omsider mod industrien: I november var jeg nemlig til jobsamtale(r) på Haldor Topsøe, og jeg var så heldig, eller måske kvalificeret tror jeg endda, at blive ansat der som forskningsingeniør i virksomhedens miljøproces-afdeling.
Det drejer sig blandt andet om katalytisk rensning af svovl fra røggasser m.m. i industrien; denne teknologi grunder sig faktisk på Topsøes første produkt ved stiftelsen af virksomheden i 1940.

Så det er sådan set ganske fedt (virkelig fedt faktisk!) og jeg glæder mig ret meget til at skulle igang med det i starten af januar. Nyt år, nyt arbejde.

Det er på nogen vis et oplagt arbejdssted, når man er uddannet ingeniør i katalytisk kemi, for Haldor Topsøes kerneområde er netop katalyse, sammen med al den teknologi rundt om, der skal til for at lave katalytisk-kemiske anlæg. En hel del af mine gamle kollegaer fra DTU Kemi arbejder også på Topsøe - indimellem har vi spøgefuldt og godmodigt omtalt Topsøe som "Den Nordlige Afdeling" (Topsøe ligger et par km. nord for DTU).

Det er egentlig lidt bevægende nu at måtte sige farvel til tosseanstalten (der ikke nødvendigvis er helt så tosset), hvor jeg har gået rundt og studeret, lært, fået kollegaer og kammerater, testet, bygget, skrevet og arbejdet i mere end en dekade. Og så er det jo snart stunden at sige farvel til alle sine gode kollegaer, men for manges vedkommende bliver det nok også "på gensyn".

Så på den måde synes jeg allerede, at jeg har fået en storartet adventsgave til udpakning i det nye år, og som jeg er ret spændt på hvordan bliver.



Den kedsom vinter gik sin gang

Skrevet af | søndag, 3. marts 2013 kl 17:28
Stikord: arbejde, DTU, ski, langrend, spejder


På DTU Kemi har vi lige startet et nyt lille projekt med Daka Biodiesel, som udover at levere dejlig biodiesel rundt til alle dieselstanderne i landet, har et lille problem med nogle restprodukter, som skal renses for svovl (noget svovl, som de vist, måske tror vi, kunne have hældt ned i deres fedtsuppe tidligere i processen). Det er jo rigtig dejligt at komme tilbage i brechen for det, som man egentlig har taget sin ph.d.-uddannelse i. Så to gange har vi været ovre på Det Store Fedtkogeri i det østjyske og udtage prøver og tale om svovlkemi og svovlanalyse, og mit laboratorium er nu igen fyldt op med prøver med sort snask. Velbekomme.
Det i tillæg har jeg i godt et halvt år og til stadighed arbejdet med røggasrensning med henblik på skibsudstødning, hvor vi nu har fået nyt analyseapparatur i drift . Så der sker lidt. Det er godt.

Min kammerat Steffen har udstationeret sig i Bryssel i forbindelse med det her fællesmarked og eurokratzone, og derfor var Anders III og jeg (= Anders I) nede og hilse på ham i øllandet Belgien i en weekend. Her blev der set og smagt på, drukket og spist af belgisk finkultur (pommes frites med muslinger og øl), men der var dog også tid til at beskue museumshængte flyvemaskiner og Art Nouveau-arkitektur (dss. Jugendstil, eller tillempet til dansk: skønvirke).

Nu bereder foråret sig på at pible frem i ryggen af jorden. Vi kan slutte, at det var godt, at vi fik lov til at opleve en rigtig vinter med vedvarende frost, men noget mere snefald havde været at foredrage for os skiløbere (andre finder sikkert, at vi her i landet har fået rigeligt): Jeg havde håbet, at det kunne blive til skiløb udover mark og enge i år, men der kom i underkanten til at det blev rigtig anvendeligt (eller også kom det, mens jeg var udenlands, f.eks. for at løbe på ski...):

I uge syv brugte jeg et par dage med Steffen, Karl Kristian og Tue, hvor vi fór en dejlig tur op til en smålandsk stuga, og så stod den på skitur ud over engene og gennem skovene, steg og sovs og surt, og kortspils-aften om kvælden. Den store skov her, den skal man ikke fare vild i - det er den skov, der hedder Sverige, sagde Steffen. Så sådan var det.

Skiferien til Norge midt i nordfrosne januar var et fint og idrætsligt afbræk. Det var dejlig varmt på fjellet i sol, helt op til -6 grader, tror jeg. Det var nu ikke standarden hele tiden. Sjusjøen ligger i et slags kuldehul (nordmændene taler om "snøhuller"), hvor der er skiføre 6 måneder om året. Det fik man så at mærke, når man løb nede ved søen eller langs fjeldelvene. Her var der måske mere sådan -25, så her havde vi det lidt som om at bagen og snuden var ved at fryse af.

Senere på måneden havde spejderlederne i Mølleå Division udpønset en lille ledertræningstur for vores patruljeledere og patruljeassisterne. Her må jeg i al beskedenhed nævne lejrbålsunderholdningen udtænkt og afviklet af undertegnede, som til manges tilfredshed var en sketch gjort på baggrund af et klassisk lejrbåls-western-eventyr i fem akter, samt et lidt mindre klassisk spejd2020-bullshit-bingo spil, som man kan lære at kende her på siden. Titlen: "Den unge, smukke, synergiske cowboy og metarefleksive Lady Rose". Så på den måde kan man sige, at der dog har været eet eller andet nyttigt at bruge alle de spændende nye ord til. Skynd dig at læse det før korpsledelsen i DDS gør det.



A.D. MMXIII

Skrevet af | torsdag, 10. januar 2013 kl 15:31
Stikord: arbejde, jul, nytår, ski, skiferie


Et godt og lykkeligt nyt år kan jeg nu ønske, og måtte det blive så.

Julen blev fejret hjemme hos mor og far, og i år lykkedes det mig at tage forskud på nytårsfortsætterne med et acceptabelt niveau af motion i løbet af julen.
Nytåret blev skudt af hos en af mine kammerater og hans bekendte på Vesterbro udi Københavnstrup, på næsten behørig afstand af krudt og kugler. Og SÅ kører ræset igen, ja. Kan man vel mene at mørket og gråvejret gør een uforholdsmæssig træt om morgenen, ja, der er næsten ikke kaffe nok i automaten til at få energien i top... Dagen (og dagslyset) forsvinder nådesløst som arbejdstimernes bytte, og imens slides der (i hvert fald buksebage) på kontorer og til dels også i laboratorier.

Dog i morgen aften farer jeg med et slæng af spejderkammerater på skiferie en god uges tid til Sjusjøen i Norge - der var vi også sidste år, men terrænet er så stort og afvekslende, at vi tænker at prøve det end en gang. Først med båd, og så med bil, og så med ski. Det skal forhåbentlig blive en dejlig tur nordpå, og mens vi er væk har DMI lovet, at det også bliver vinter for alle Jer andre herhjemme (allerede for 2. gang denne vinter). Men desværre ikke for meget sne lige med det første, så man ellers kunne tage langrendsstængerne på.



Naver - som forsker

Skrevet af | onsdag, 4. juli 2012 kl 14:14
Stikord: arbejde, rejse, konference, forskningsråd, Roskilde, korsang


Jeg er for tiden på katalyse-konference (ja, igen) i München. Det er den årlige centertur i min forskningsgruppe, så vi er et helt hold folk afsted. Hvad skal man sige, det er kæmpestort og noget uoverskueligt, man prøver at få til præsentationer og postere, der virker relevante, hvad de dog ikke altid er - begge dele kan ofte også være uforståelige. Der er visse logistiske aspekter af konferencen, der ikke er løst særligt smart (f.eks. bespisning af ca. 3000 mennesker). Og man bliver træt af at være igang og rende rundt fra 9 morgen til 20 aften, særligt når man når i seng kl. halv et og står op for at tage morgenløbetur lidt i syv. Af ting der virker kan nævnes offentlig transport i München og lavere ølpriser. Óg at man kender efterhånden en del folk andre steder fra, med hvem det er vældigt let at komme i selskab igen.

Når jeg kommer hjem fredag er det næsten direkte på Roskilde Festival i 1½ dag, hvor mit kor med skønsang i kjole og hvidt skal underholde masserne i muddergrøften. Godt er ved Roskilde festival at have noget at lave det meste af tiden - ellers ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv (det er prøvet).

Jeg har fået svar på min super-katalyse-til-biobrændstof ansøgning hos Det Frie Forskningsråd, desværre et afslag, hvad jeg dog havde forventet med den relativt store søgning der er til forskningsrådene (jeg synes at huske, at normalt omkring 10% af de seriøse henvendelser bliver udvalgte). Så altså det var ikke lige min nål i høstakken, der blev udvalgt i denne omgang. Så må jeg prøve at se, om jeg kan få ændret og forbedret min ansøgning til næste ansøgningsfrist for postdoc-stipendier i starten af september.

Ellers ikke andet end at nu skal jeg snart have noget ferie.



Chymicus iter faciens

Skrevet af | søndag, 17. juni 2012 kl 23:57
Stikord: arbejde, Åland, konference, katalyse


Efter april-vejret satte ind fra og med starten af juni har jeg for det meste arbejdet og kigget længselsfuldt ud efter sommeren, der jo dog forstås ikke var ude på den anden side af vinduesrammen på mit kontor (godt det samme for de arbejdende, kan man næsten sige). Der har været madklubber og jeg har for øvrigt flyttet lidt rundt på min stue, så den er blevet hyggeligere - en stærkt normativ eller subjektiv vurdering, naturligvis. Og desværre en hel del administrativt bøvl med at komme afsted på dette års sommerlejr, som er den store Spejdernes Lejr 2012 ved Holstebro.

I sidste uge kom jeg hjem fra konference i verdens ubestridte centrum, nemlig Ålandsøerne - vældigt hyggelig og petit og urnordisk - og hvis man var fræk kunne man næsten kalde det et arbejdende svensk frilandsmuseum i Finland. Jeg var på det nordiske katalysesymposium, som på skift holdes hvert andet år i et nordisk land. Det kan lyde lidt lokalkulørt med konferencer, der er regionsafhængige, men det er en lille og ret tæt konference, og man kender hinanden ret godt rundt omkring, og jeg kunne jo hilse på alle de gamle kollegaer fra Åbo Akademi, talstærkt fremmødt siden de organiserede konferencen i år. Nu deltog der dog også nogle andre folk og forskere fra rundt om Østersøen, f.eks. Tyskland, Rusland og Polen.
Men niveauet er sådan set ganske højt på det forskningsarbejde indenfor katalyse som udføres i Norden, og størrelsen af konferencen og miljøet gør at man ikke behøver at være en vældig berømt professor for at få en mundtlig præsentation - selv havde jeg en mundtlig præsentation. Det kan måske lyde mærkeligt, men der er altid rift om at få de programsatte mundlige præsentationer fremfor blot en videnskabelig poster, altså plakat. Mundtlige præsentationer ser måske bedre ud på CV´et, eller også er der blot mindre arbejde forbundet med at forberede dem. Og man får normalt mere publikum til at se på ens mere eller mindre hjælpeløse forsøg på at grave i og forstå materien, hæ hæ.

Det er sjovt med at tage på konference. Det er vældig attraktivt og kan lidt have karaktér af en slags statsbetalt ferie, men man er normalt "på" fra 8-9 morgen til sen aften - naturligvis er der en del som er frokost og middag, men der taler man jo med de andre deltagere - danner netværk hedder det vist på nudansk. Og så kan man måske lige nå et par øl med et par sammensvorne sidst på aftenen. Først i juli skal jeg på katalysekonference igen, til den tid i München, og det er det en verdensomspændende (dvs. vældigt stor) kongres. Men indtil da to ugers hårdt arbejde. På et tidspunkt bliver det måske også tid til sommerferie, eller i hvert fald sommer.



De Profundis

Skrevet af | torsdag, 26. april 2012 kl 12:42
Stikord: arbejde, korsang, Brahe Djäknar, Åbo


Nu er det ikke alverden, jeg lader høre fra mig for tiden. Måske er det derfor galt at tale om forskeren i elfenbenstårnet uden istdet at benævne det forskeren i tørvegraven, dybet, hullet, kæret eller dyndmosen måske.
Jeg har fået forlænget min postdoc-stilling indtil nytår, men skal arbejde på et projekt om marin røggasrensning. Hvilket er fint, der går både noget kemisk analysearbejde, noget katalyse, nogle kemitekniske elementer samt noget helt almindeligt VVS+el-arbejde (altså rigtigt håndværksarbejde, dog ikke helt i samme størrelse som et teknisk fuldskalaanlæg).

Der sker dagligt ikke vanvittig meget ud over arbejde, men nu har arbejdet dog fået den positive slagside, at jeg får lov til et par konferencerejser og dermed lejlighed for at præsentere nye og lidt mindre nye resultater.

Indimellem beværter jeg fællesspisning og brætspil for skarerne, og det man jo altid kan håbe på, er, at det i sig selv kan opfordre andre til at tage teten op. Nå jo, forskellige sager med spejder, forskellige sager med korsang. Bl.a. sang mit kor koncert for vores æresmedlemmer, H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen i søndags samt 500 tilhørere ikke at forglemme, til en ganske god koncert, synes jeg. Det var i hvert fald sjovt at være med.

Just nu i går agede jeg mod Åbo for at synge våren ind med Brahe Djäknar - Valborgs aften på mandag - holde lidt fri og lidt fest, se ur-finske værker for orkester, solister og kor (Sibelius: Kullervo), skrive på dydige skriftlige arbejder, og i øvrigt kan ske tale med professores et lektores hos katalyse-gruppen på Åbo Akademi om en lille artikel, som jeg (for) længe burde have arbejdet på.

Som sædvanlig har jeg klokket i det med planlægningen, som sædvanligt for få krydser i kalenderen i tilrækkelig tid og for mange forsøg på at huske det i hovedet, idet jeg skulle have været til sølvbryllup onsdag og nu i indkommende weekend. En gammel fejl eller uopmærksomhed, thi for 4 måneder siden virkede det ikke som et problem at gøre to ting på een gang, men det er denne uge det går op for mig, nu hvor tingene hvor det rent fysisk ramler sammen, at jeg har været uopmærksom, atter igen. Det kan man jo bande af. Nå. Jeg tager en god håndfuld forhåbentlig gode dage i Åbo og vender hjem til godt vårvejr og vårfornemmelser, håber jeg.



Medullas, non cortex

Skrevet af | lørdag, 17. marts 2012 kl 12:06
Stikord: fødselsdag, skovning, arbejde, korsang, Brahe Djäknar


På meget rørende vis fik jeg min fødselsdag fejret i februar. Før sommerhusturen med skovning var jeg forbi Psykopatgangen på Studenternes Gård til en lille aftens festligheder og gangdemokrati, det såkaldte "halvårlige køkkenmøde", hvor også gamle psykopater kan være med. Men på overraskende og bevægende vis lod man fejre en gammel beboers (ja altså min) fødselsdag med gave og sang. Jeg har det vist med at fortrænge, at jeg har så fine venner der pønser den slags bag min ryg.
Vores "grundpleje" i sommerhuset forløb i øvrigt uden tungere skrammer, end om vejret var temmelig gråt. Forældre og 4 søskende gjorde en solid indsats og se, rimeligvis var al fældning og det meste oprydning gjort lørdag med en let oprydning søndag.

Jeg fik indsendt min ansøgning om at lave nyere og mere avancerede katalysatorer til bæredygtigt biobrændstof, som led i et to-årigt postdoc-stipendium. Nu håber jeg blot, at de kan lide min ide, og jeg ikke har lavet ged i den et eller andet sted, glemt nogle bilag eller sat tingene op forkert. Man ved ikke rigtigt før man får svar, hvilket sker allerede sidst i juni...(!). Igen til efteråret er der en ny ansøgningsfrist, så hvis det kikser første kan man jo redigere i tingene og prøve igen. Der findes nu også andre fonde og midler at søge, og det vil jeg nok prøve at sætte i skema her i foråret. En og anden vil bemærke, at man også kunne finde et arbejde i den virkelige verden - det er forstås udenfor universitetet og nedenfor elfenbenstårnet. Nu har jeg ellers lige brugt 10 år på at kravle op.

Men herligt, det er dog blevet vår på de danske øer og Europa hælder mod sol, det lysnes og varmes og mulden brødes med vintergækker og krokus, og det kribler i ryggen af jorden!

Ja, ellers er der jo slid og slæb, afslutning og forfattelse af forskellige ting, vedligehold af uigennemtænkte opstillinger og forsøg på idriftsættelse. Men det er ikke surt det hele, thi der er også sang bag ploven. Og glad studentersang, og der er mange opgaver dette forår at håndtere og synge til. Der er kortræf hos vore brødre i Stockholms student-sångare midt i maj, der er div. større koncerter før og efter dette. Og selv skal jeg til Åbo og synge Valborg ind samt hjælpe Brahe Djäknar med at fejre 75-års jubilæum.
Også familien skal jeg se snart. Mormor har fødselsdag lige om lidt, så dén gren af familien samles meget snarligt, og senere er der flere familiefester. Altså der bliver rigeligt at age rundt til, kan man sige.



Ved Kyndelmisse

Skrevet af | onsdag, 8. februar 2012 kl 17:53
Stikord: arbejde, skiferie, skovning


Jeg var på skiferie i sidste uge. Juhu, rigtig ferie. Dette år som sidste har jeg været med nogle andre spejderledere i Norge - i år var vi ved Sjusjøen (= Syvsøen? Sjus-søen?) i et temmelig stort langrendsterræn (Europas bedste, siger de selv), der ligger øst for Lillehammer. Noget af det blev brugt som OL-terræn fra 1994.
Slalom er skiftet ud med langrend, med adræt nordisk skiløb (eller -gang), men altså mere glidende, langsommeligt, astadigt tempo jævnført med alpinskiløbets jag. Fed tur, det var sjovt og givende og rigtig hyggeligt. Det er rart at vide blot nogen gange, hvorfor man slider.
Men det var ganske forbistret koldt (Norge er åbenbart også et nordisk land, må man konkludere?). Visse dage var temperaturen helt oppe på -10°C grader i dagtimerne, andre dage var det mere -16°C-agtigt. Og koldere om morgenen, forstås. Måske har jeg reddet mig et halsonde, som skal fordrives med te og halsklud og C-vitamin. Vejret herhjemme og luftmiljøet i København kan vel også bidrage lidt dårligdommene.

Januar forsvandt i arbejdets støvregnsgrå tåger, der var i hvert fald masser af slid, og det fortoner sig lidt, hvad jeg fik udrettet. Nok mest noget med at skrive emails og være rørsmed og lave kemikalier og kigge i artikler og spekulere over hvorfor ting opførte sig, som de gjorde.

Snart er det tid til den årlige skovning af træer i sommerhuset - vi foretrækker betegnelsen "grundpleje" - så jeg er i gang med at praje mandskab (skovmænd) og finde taljer og reb til at trække træer ned den rette vej. Siden går vi amok i en motorsavsmassakre, på udvalgte træer forstås, og saver og hugger alt op til brænde. Det luner så dejligt i pejsen i løbet af året. Og det giver en godt udsyn. Og grundene skal jo holdes, siger De (en art officiel forklaring).
Forældrene mener normalt i sommermånederne, hvor træerne har fået blade igen, at der er meget bedre udsyn og meget mere plads og luft end sidste år, men jeg er mere i tvivl og tror nok, at vi måske snarere vedligeholder status quo mht. totalt udsyn før og efter: Hvad vi fælder på et år, kompenserer alle de andre træer for i vækst i løbet af det år.



Kun joulu on

Skrevet af | tirsdag, 27. december 2011 kl 18:42
Stikord: arbejde, korsang


På arbejdet har jeg for tiden min daglige, postdoc-daglejer-agtige kamp med at få to forskellige reaktions-opstillinger til at producere videnskab og resultater. Den ene mere vrangvillig end den anden. Men indimellem lykkes det at få skidtet til at køre, som det skal - i hvert fald i en stund - så den smule succes må man vel have.

Spejder holder juleferie, korsang holder juleferie, madklub holder juleferie - og tak for det - for det var travlt i december, det hele skulle terpes, læres, synges, mødes, friluftes og kokkereres, det var sin sag.

I december var jeg først en lille tur i Åbo og besøge kammeraterne, idet der var nissefest (sv.: tomtefest) i Florakören og Brahe Djäknar, samt spex i Åbo Akademis studentkår, og så kunne jeg jo lige købe julegaver og vi kunne holde en prøve på champagnesabrering + Champagnerlied. Det er altid skægt at være tilbage, udover det forbilledlige selskab af kammeraterne - skal vi sige sangerbrødrene, dvs. lømlerne. Og det føles ganske som hjemme. Eller, det er det jo ikke, men det er det også, og på den måde er Norden jo "hjem".

Men jeg siger: "skidt", for nu er det jul. Derfor er jeg atter i Holstebro ved mor, far og søskende og holde jul. Den sag bliver i familien, herom ingen sjakren. Tidligere i mine studieår havde jeg svært ved at være hjemme for længe af gangen, men jeg er ikke så rastløs denne gang, og måske har det at beskaffe med, at jeg ikke længere har den sorts eksaminer og afleveringer, videre studeringer, der er dekreteret af DTU og andre, og at jeg i den grad trænger til bare at slappe af, feriere og jule.
I hjemmet hos fam. Theilgaard er traditionerne meget fasttømrede. Der er lave konfekt og pynte juletræ og ophænge kravlenisser og lave juledekorationer og synge "nuharvijuligen" lillejulaften. Det er flæskesteg lillejuleaften, og det er and juleaften. Det er sang før pakker juleaften, og hele sceancen tager næsten lige så lang tid, som det tager for lysene på juletræet at brænde ned - Jeg ved ikke, hvor længe de ellers er om det. Bagefter propper vi os med julegodter og knas og nødder.
Min ældste lillebror Lars Bo fik af sine søskende et marathon-brætspil, som vi sled en halv juledag op med at spille. Den slags hører også til her. Vi har været til 2. juledags julefrokost, en tradition i familien på fædrene side, som denne gang blev fejret hos faster Astrid og onkel Bjarne. Her var der mere juletræsdans og -sang, og alle mand, børn, unge, voksne, skal hver bestemme en julesang, af hvilken man synger et vers. Med ca. 30 sjæle rundt om træet bliver det til en del.



Nutidens rønnebær

Skrevet af | fredag, 25. november 2011 kl 15:03
Stikord: arbejde, spejder, korsang


Spejd i øst, spejd i vest, spejd idag, imorgen - blæst! Spejd spejd spejd, spejder hele tiden. Denne weekend afsted på juletur med egne storspejdere og klan i Bagsværd, planlægning til (og med) sidste øjeblik. Og vejret bliver jo dejlig vådt og blæsende og logstikken går måske op med held, så det skal nok blive spændende. For to uger siden afsted som udlånt leder til en anden gruppe. For tre uger siden sende spejdere på patruljetur og selv på lederweekend og planlægning til (og med) sidste øjeblik.

Og så hygger man sig, indimellem, med sang og musik, fester og fodbold og matematik - og så snakker man om økononomi og tegner den fremtid vi lever i. Åh æj åh.
Ellers arbejde og sang og aaaaaaaarbejde i laboratoriet for fortidens kemi- og energiteknologi (hør nej vent nu lige...?!). Koncert på tirsdag. Familiefest på lørdag. Derefter en kort tur nordøstpå. Og så begynder det at lugte lidt af gran og lune stege.



Philosophiae doctor

Skrevet af | fredag, 7. oktober 2011 kl 19:21
Stikord: phd-studium, arbejde, Brahe Djäknar, studentersang, Finland


I fredags gik det hverken værre eller bedre end at ph.d.-afhandlingen blev forsvaret. 3 kvarter præcis varede min gennem en god uges tid tilrettelagte peptalk, efterfulgt at 5 kvarters spørgsmål, uddybninger og forklaringer. Selv synes jeg nu, at mine opponenter var blide som lam, men jeg kan selvfølgelig fejlbedømme situationen lidt. Sagt med andre ord kunne jeg have forestillet mig emneområder, hvor man med stort vid og stor fantasi kunne have ristet mig på en ganske sagte ild.

Det var med andre ord en ganske fornøjelig oplevelse i hvert fald for mig. Og således opmuntrede lod vi propperne springe, og der blev holdt en lille fest herude i den vindforblæste nordende af Kgs. Lyngby, hvor der blev sunget akademisk repertoire, serenade og snapsesange af tilrejsende og tilstødende studentersangere fra hhv. Åbo og København.

Min vejleder Rasmus Fehrmann (uforskyldt vejleder, idet han havde fået mig overdraget ved mange ph.d.-studerendes ligeså uforskyldte vejlederskifte for tre år tilbage) sagde endda pæne ting og sammenlignede mig med Robert Boyle, "The Sceptical Chymist". Det kan man da godt ranke sig lidt ved.

Fint begavet blev jeg også - og tak for det for alle hilsener og erkendtligheder - særligt må jeg dog lige nævne de fire tilrejsende musketerer/finner fra Brahe Djäknar, Åbo. Vi ved jo, at finnerne har let til kniven. På forskellig vis. De her gutter mener i hvert fald, at en rigtig doktor, og sådan er det i Finland, skal kunne forsvare sit ord og visdommen generelt - dog ved enhver vidende doktor også, at pennen er mægtigere end klingen, pånær måske til at åbne champagne.
Ergo fik jeg en flaske champagne og en åbner dertil indrettet, og så sang vi champagnerlied.

Nå ja, doktor er jeg nu ikke formelt set efter de danske regler - en doktorgrad er en noget større og senere sag her i landet. Philosophiae doctor (eller vice versa), hedder det korrekt på dansk, men det er ikke en doktorgrad - derimod aflæggeren af den gamle licentiatgrad.

Så ingen falsk varebetegnelse her. Husk Tychos motto:

Non haberi sed esse - medullas, non cortices



Farvel til en lidet besunget sommer

Skrevet af | lørdag, 24. september 2011 kl 10:51
Stikord: phd-studium, arbejde, korsang


Næste uge går det løs med forsvar af ph.d.-afhandlingen på DTU - det er fredag 30/9-11 kl. 14, at slaget skal slås. Så jeg sidder og fedter med præsentation i PowerPoint nu. Og prøver at læse og huske, hvad jeg vel kan have skrevet og ment og hvad var nu pointen med det. Når min sang fra de varme lande er slut er der 1-2 timers spørgsmål og kommentarer fra 3 opponenter indkaldt fra fjerne egne til formålet, og herefter en lille historie med bobler, øl, salt og sødt, hvor vi skal se, hvor mange folk vi kan klemme ind i frokostlokalet hos vores forskningsgruppe. Der kommer ligeledes en lille delegation fra sangerbrødrene i Åbo og besøger mig i den anledning, hvem jeg vil varte op i løbet af weekenden mens de er her, så nu er hjemmet på den anden ende for at løse praktiske gøremål.

I den forgangne måned har jeg været ret så travlt optaget af sang og spejd. Bl.a. har der været studentersang ved indvielse af monument for faldne danske soldater på Kastellet, der har været sang for Istedløven i Flensborg, immatrikulation af nye studerende på KU. Og Bagsværd gruppe har været på oprykningstur, hvorved vi har fået et væld af små nye blåskjorter op, nye patruljer og tropsmøder og postudhængning og planlægning og hele møllen kører igen. Hurra hurra hurra.

Nå ja, så render jeg da også rundt i det her dum-phd-i-arbejde-agtigt på DTU og leger rørsmed, bygger ting, skiller ting ad, blander væsker og gasser og faste emner, analyserer produkter, prøver at forstå og finde hoveder og haler - som om det skulle forestille forskning...



Den store sommer

Skrevet af | mandag, 18. juli 2011 kl 07:09
Stikord: arbejde, korsang, sommer, phd


Ak, så blev det sommer. Nu har jeg således i flere uger rendt rundt og været særdeles fornøjet ved alt (eller ret meget af ret meget, synes jeg).

Det var rart at få afhandlingen afleveret, thi den har jo mildest talt defineret hvad jeg kunne og skulle og det modsatte det sidste halve til hele år. Rart, også selvom jeg har skullet hjælpe med at bringe opponenter til veje og gøre formalia bagefter. Nu skal vi så bare have forberedt 3 timers hyggesnak og trykt oplaget på 1500000 stk. faglitterært kampskrift til husstandsomdeling :-)

Jeg var dernæst på Roskildefestival - jo det er rigtigt nok - fredag-lørdag med studentersangerne, hvor vi var ude at synge i kjole og hvidt for alle staklerne i muddergrøften. Sådan, guldaldermusik for pøblen, så kan de lære det. Ja, eller rettere, nu sang vi også pop og en masse drikkeviser. Det blev af nogen grund rigtig vel modtaget, også eller jeg vil næsten sige særligt, vort kernerepertoire af dansk-lyrisk kormusik for store, stærke mænd. Det er måske noget med, at når man er vant til, at musik er elektrisk forstærket som noget der kommer ud af højtalerne og foregår langt væk på en scene med nogle opblæste, selvhøjtidelige plattenslagere, eller i hvert fald trommeslagere, så bliver det ganske anderledes, når det kommer tæt på og er akustisk. Det var i hvert fald rigtig sjovt og helt klart en af de eneste måder jeg kan gautere Roskilde Festival på. Og det lod sig blot arrangere når jeg nu alligevel var hjemme efter endt aflevering og havde weekenden til disposition.

Ellers har jeg fået nyt job. Et nyt, gammelt job, kan man sige. Ikke alt nåede at blive gjort (tilstrækkelig) færdigt i løbet af Ph.D.´en, så nu er der lukning af løse ender, eller rettere én løs ende, som jeg ikke var kommet så langt med. 5 måneder skal det tage, klogere skal vi blive også, undervejs.
Jeg forsøger derfor at holde det høje og arbejdsomme tempo fra foråret. Dette skal så bruges, har jeg bestemt, til en sommer- og efterårsoffensiv, hvor jeg gør alting klart, får lukket nogle opgaver og projekter og får sendt stilige og stilede ansøgninger afsted.

En og anden har vel hørt mig drømme højt om at krydre mås i månedsvis eller en halvkvædet ide om at sejle jorden rundt... ak ak, nok kunne det have været rart, men det blev ikke lige nu.

Men jeg ville jo ikke kunne leve med det, hvis ikke jeg kom lidt ud i sommeren. Og jeg har også lidt fri og tager steder hen. Nogen kan vel have nytte af at vide hvornår. Det er en slags selvmanuduceret overvågning, for når man skriver det her, man kan jo også blive holdt ansvarlig. Men måske har det også informativt indhold.

Ferieplaner:
15/7-17/7: Tour de Venø
24/7- Boot camp i Villingebæk
28/7-1/8: Suomi
5/8-7/8: Sommerhus-ferie-agtigt i Villingebæk
26/8-28/8: Spejder gruppetur
3/9-4/9: Barnedåb
9/9-11/9: Slesvig
16/9-18/9: Holstebro
30/9: PhD-forsvar



Consummatum est

Skrevet af | torsdag, 30. juni 2011 kl 12:21
Stikord: phd-studium, arbejde, ferie


Kongen bød Stavnsbaandet skal ophøre, Landboe Lovene gives Orden og Kraft, at den frie Bonde kan vorde kiek og oplyst, flittig og god, hæderlig borger, Lykkelig.

Kongen kiendte at Borgerfriehed bestemt ved Retfærdig Lov giver Kiærlighed til Fædreland, Mod til dets Værn, Lyst til Kundskab, Attraae til flid, Haab om Held.

Jeg har afleveret min Ph.D.-afhandling. Så jeg er en fri mand (men dog endnu doktorandus). Ligenu er jeg ret tom indeni, og ved ikke hvad jeg skal tænke og mene. Men nu kalder verden og naturen for en stund. Og det er blevet sommer.

Längtan till landet



omdannelse

Skrevet af | torsdag, 28. april 2011 kl 19:30
Stikord: sommerhus, spejder, korsang, arbejde


Vel hjemme fra Suomi (eller Østsverige, som Anders III var vel fræk at foreslå) har jeg været i sommerhus med mor og far indtil i lørdag. Brændehugning, løse små opgaver, lave en påskefrokost som løb af staben i lørdags og siden skrive på afhandlingen, mest det sidste. Den bliver sikkert et digert væk til sidst.
I går tog jeg tilbage til sommerhuset, og arbejder her indtil i overmorgen. Det er utrolig sært at se, at begge bøgetræer foran sommerhuset er gået fra bristning af knopperne sidst (5 dage siden) til at de nærmest aldeles skygger for aftensolen i dag torsdag. Det går hurtigt i det her vejr, og foråret titter spirende grønt på alle stammer nu. Blomsterduften og duggen krydrer næsen om aftenen, så man næsten tror, det er sommer. Det er også derfor, jeg tager herop så tit.

Men jeg arbejder, jo det er rigtigt nok. Der er også noget spejder, som kræver indlevelse, prkl, jeg troede jeg havde fået det midlertidigt afhændet.

Og selvfølgelig korsang. På torsdag morgen i næste uge tager jeg afsted til NSSS i Linköping. Det skal sikkert blive forrygende sjovt og sang og skrål og nok en enkelt tand for tørsten. Det håber jeg da. Der kommer også damekor med, hæ, kunne en syndig tanke bemærke. Så det.



Nordisk vår

Skrevet af | søndag, 17. april 2011 kl 22:33
Stikord: Åbo, Finland, arbejde, Brahe Djäknar


Brahe Djäknar havde årsfest i går, og det var helt aldeles lysende og sjovt. Masser af sang og skål og høvisk tale om væsentlige emner og gamle dage og kommende, ligesom det bør være. I dag har jeg haft bagsmæld, men dog været udendørs - det var herligt vejr, 13-15°C.

Det er sært men lidt hjemligt, på en måde, at komme tilbage til Åbo. Det er 8 måneder siden jeg var her sidst, og det var jo ikke denne men sidste vår, der var mit ophold her, men alt føles som om det snarere var i sidste uge, at jeg drog afsted herfra. Særligt hjemligt efter øvning med BD var det på klubben (beskyttelsesrummet under Sibeliusmuseet, hvor BD og Florakören har ordnet en lille bar). Det var helt som i gamle dage. Og folk hilser, kan huske én og synes det er stort, at man er her igen.

Mandag og tirsdag skal jeg lave eksperiment temmelig intensivt, onsdag er det hjem igen.



Lang nats rejse mod lysskær

Skrevet af | onsdag, 13. april 2011 kl 00:05
Stikord: Åbo, Finland, arbejde, Brahe Djäknar


Et par af mine nære venner fra kollegiet, Jeppe og Nanna, fra madklubben og sejlads og alt muligt andet godt vi har sammen også nu, har lige fået barn. En velskabt størrelse født ved kejsersnit (da pigebarnet, i vommen forstås, vendte bagenden ned). Dejligt. Lidt konfus er jeg, hvad nu.
Dog håber jeg ikke, at al sammenkomst skal gå helt i spåner i højpandet, intellektuel og dannet konversation om børnepasning, amning, barnevogne og udviklingstrin. Lidt lavkultur under bæltet med øl, brændevin og damer og sligt må vi forhåbentlig kunne tale om endnu. Mind mig gerne på denne sentens om et år.

Engang, altså et par uger tilbage, skrev jeg, at jeg skulle til Suomi og øve musik med Brahe Djäknar og lave et par opfølgende forsøg for folkene på Åbo Akademi, og det er så i morgen, at det går løs. Der er blevet fikset bolig og det ene og det andet til kvartetkonkurrence, og der er lavet middagsaftaler og forskelligt andet. Man kan faktisk sige, at jeg har fået venner - gode venner - i Finland. I efteråret har flere af dem jo bl.a. været forbi København og hilst på, mens de med arbejdet er aget forbi, også dejligt.
Nå, så jeg tager derop og sidder og kukkelurer med mit skriveri, min kontinuerte finske fedtkoger og mine nordiske sangerbrødre.

Så randslen er pakket, og "Danskjävlan", som de siger i bedste venskabelige nordiske ånd, invaderer inden så længe. Imens kan man se alle guldcitaterne af Ernst Hugo Järegård på youtube, og det kan jeg anbefale!



Hovedlandet

Skrevet af | fredag, 11. marts 2011 kl 20:26
Stikord: arbejde, Jylland, familie, korsang


Her i weekenden går det mod Jylland, faktisk lige nu. Jeg tager hjem og runder Holstebro, og i morgen lørdag besøger jeg farmor i Tørring og sidenhen min lillesøster helt ovre i Esbjerg, hvor der ikke lugter af penge (fisk), men penge (olie & gas). En slags provinstur, med tog og i bil. Tidligere i dag har jeg med mellemrum kigget bekymret på min taske; den indeholder bare en PC, et par papirer og en avis, rent undertøj og en tandbørste, og er derfor let som en fjer - ubehagelig let, synes jeg. Det er som om jeg mangler noget, som jeg for sent kommer i tanke om hvad kan være.

Afhandlinger skriver ikke sig selv, og tilbliver derfor nu på taster og papirer liggende i skødet og på borde og anden forhåndenværende ergonomi, sådan altså, det meste af tiden. Dagene bliver længere, lysere, varmere, og det er jo dejligt, men det gør arbejdsdagene også, eller i hvert fald længere. Og arbejdsdagene bliver længere hurtigere end de meteorologiske dage (øv), men vejret bliver til at holde ud at cykle i, og det er da rart. Der er vel nærmest kun arbejdsdage i en eller anden grad. I hvert fald sidder jeg ikke og venter på, at tingene skal ske af sig selv...

I sidste weekend hjalp jeg Jeppe og Nanna med at slibe gulv og klargøre til at male vægge, så det er klar til, at de kan have et stk. afkom kravlende rundt der (altså på gulve, lofter og vægge, forstås). Weekenden før det var jeg lidt i sommerhus og sidenhen med De Unge Ugler fra Studenter-sangforening til koncert. Og alt er i øvrigt som det plejer: Synge i kor og drikke lidt øl som studenter-sanger, spejderlede nogle mere eller mindre puberterende børn i Bagsværd, spise med madklubben en gang om ugen, sørge for at cykle til arbejde (motion), og og prøve at få en slags liv til at hænge sammen.



Ranker Eder, og tager Eder sammen!

Skrevet af | onsdag, 2. februar 2011 kl 09:52
Stikord: arbejde, spejder, korsang, ferie, ski, langrend, fædreland


Jeg kom tilbage til djævleøen lidt før nytår og havde egentlig slet ikke fået jul nok i denne omgang (øv øv). Derpå arbejdede og skrev jeg i nogle uger, mens madklub, studentersang og spejderarbejde bleve genstartede.
Og i sidste uge var jeg på ski i Skeikampen nord for Lillehammer. Langrend, dog ikke direkte på fjeldet men på langrendsløjpe. Vi var 9 spejderleder-agtige unge afsted, samt i alt 2 stks. yngel, og vi havde der en pænt stor norsk hytte med fine fine forhold. Flot vejr var det og fint skiføre, og langrendstræningen for et år siden i Finland bar frugt, da jeg kunne løbe afsted med de andre mere trænede løbere med bredere ski og stålkanter - mine ski er nogen tynde små pinde uden stålkanter, så de er svære at skære ind i løjpen, når det går stejlt op, og de faldet igennem sneen, hvis man kører ud i terrænet, da de er ret tynde og derfor bærer mere vægt pr. areal. Til gengæld kan de køre hammerhurtigt, hvis man smører dem ordentligt. Nå, men Norge var rigtig dejligt, og jeg trængte til ferie, i hvert fald til frisk norsk fjeldluft. Det gaves.

I weekenden skal jeg og gruppelederen Kristina på Alligatorløbet, et hårdt spejderløb på Söderåsen i Skåne for 2-mands seniorsjak. En del forberedelse er allerede løbet af staben - herunder foropgaven, som efter en lang og svært kodet besked (se et delresultat her) blev afluret og bygget (et maritimt astrolabium) - og nu arbejdes der på tørt tønder og ildbor. Det er ikke for tøsedrenge.

I mandags forlod jeg den ugentlige korprøve i særdeles opstemt og bevæget humør. Der var sk. tvangfri aften, hvilket er ensbetydende med at den sidste del af prøven udbyttes med musiske underholdende indslag, kvartetkonkurrence og spisning af smørrebrød (med øl og snaps). Det var selvfølgelig fint og sjovt og rart og helt dejligt alt sammen, men større motivation tilflød under den forudgående korprøve. Da man synger pænest og rigtigst med et opretstående, rank og energisk holdning med fri luftgennemstrømning til maven, sagde derfor vores vice-dirigent og overordentligt energiske sangpædagog Jon, efter en lidt sløv start med sløve sangere:
Rank Jer, og tag Jer sammen!
Men når Jon siger noget, kommer der gerne en forklaring eller et efterspil, og det gik som noget i retning af:
Tag Jer sammen: Det er derfor, det hele flyder i Danmark og alting går af helvede til, for der er ingen der tager sig sammen, ingen der ranker sig. Alle går sløve rundt, er for længe om deres uddannelse og vil hæve offentlige ydelser og gå på eferløn og pension og spille golf. Tag Jer sammen, Studentersangere! Gør Jeres uddannelse færdig, arbejd med løftet pande og fremskudt bryst, lad være med at gå på pension. Opfør Jer som mandfolk og gør Jeres pligt for Jeres fædreland! Og syng ordentligt.

Således ildnede skal der nu strides!



Weekend-attrå

Skrevet af | tirsdag, 16. november 2010 kl 15:52
Stikord: weekend, arbejde, spejder, korsang


Det er ikke fordi, at jeg ikke laver noget, at jeg ikke skriver noget på bloggen.
I weekenden var jeg i sommerhus med mor og far. Vi fældede nogle grene på træerne, læste avis og lavede forholdsvis lidt.
Weekenden før det var jeg med andre spejderledere ude i skoven på lederweekend.
Weekenden før det havde Københavns Studenter-sangforening, mit kor, besøg af stockholms Student-sångare, hvorfor der var både fælles koncert i staden, fælles øldrik og fælles fest (og godt med serenader og drikkeviser og fosterlandske kvad i den anledning).
Weekenden før det var jeg hjemme i Holstebro til 10 års studenterjubilæum med den gamle gymnasieklasse (mange ting, særligt lærerne og gymnasiets em var ligesom det samme). Weekenden før det var jeg også i sommerhus med mor og far og fælde træer.
Weekenden før det... nej, nu holder det op! (- også korttidshukommelsen).

For tiden og meget i den forgangne måned har jeg på arbejdet arbejdet på et sk. perspective, en type fagartikel, hvor nogen har bedt os (sensationelt nok) at berette lidt om udfordringerne og mulighederne for at lave diesel fra biomasse. Haha, så kan de lære det.
Dette skal så siden hen blive en grundkladde til indledning o.a. i min afhandling. Forhåbentlig er jeg færdig i denne uge, det er da i hvert fald det, der satses på. Så må vi se, hvad der skal nås i næste uge. Da er der nye ting, der skal færdiggøres. Travlhed er sikkert godt og sundt. Blot der også ville følge lidt anerkendelse og klap på skulderen med, når noget udføres og er i orden. Dét er den største mangel i universitetsverdenen her.

Så altså: En del på landet og indimellem til fest med noget sang. Sjov og ballade og afslapning, og i hverdagene sidder jeg bag skærmen med musen i min hånd (det er ren Jens Vejmand!). Man aner, at det er weekenderne, hvortil der næres attrå.



Høsten

Skrevet af | torsdag, 23. september 2010 kl 11:23
Stikord: arbejde, korsang, madklub, musik, klaver


Jeg graver mig ned. Der bliver ikke skrevet så meget på bloggen, til gengæld arbejdes der. Jeg bobler nok op til overfladen en gang imellem her, men ellers er jeg lidt hi. Hiet er mest på mit kontor på arbejdet, centret for kreativ databehandling eller hvad man nu skal kalde det, og lidt derhjemme. Men det er sgu ikke særlig sjovt at bruge en hel weekend hjemme på Amager, på Stenbroen, så jeg vil prøve at bruge sommerhuset på den rige Nordkyst som en art refugium til nøje og slid i weekenderne, så vidt det nu går.

Det er ved venners hjælp blevet maget sådan, at der holdes madklub hos hverandre en gang om ugen, således at der i hvert fald her er mulighed for at få noget ordentlig mad indenbords - hellere noget i skrotten mens man lever, end at ende som et sminket lig, som HCAnd jo sagde.

Jeg har købt et el-klaver. Den umiddelbare anledning var egentlig, at jeg skulle spille lejlighedssange til et bryllup i den forgangne weekend, og det skulle der jo øves på. Men det var hele tiden planen, lige siden de kolde dage i Suomi, at jeg skal fylde ud i lejligheden med musikinstrumenter. Jeg tænker også købe el-guitar en gang. Menne... det kræver jo nok også noget tid, hvis man skal nå at spille og øve på det hele.
Jeg kan også berette, at jeg blevet Studentersanger - det var indflydelsen af de gale finner i Brahe Djäknar, der fik mig på den sorts (tvangs)tanker. Og de er sgu rimelig gode, men modsat i Finland er aldersspændet i Studenter-sangforeningen noget større blandt de aktive sangere. Ikke at det gør noget, når niveauet holder. Der er en rimelig aktiv klike af yngre sangere, og optaget af studerende sangere ser meget hæderligt ud. Det er en kæmpe forening, og det aktive kor er vist omkring 60 sangere. Der skal ske forskelligt i efteråret, bl.a. rusgilde (for de nye studerende), og der kommer besøg fra Stockholms Student-sångare i slutningen af oktober, hvor vi skal have en lille koncert.

Så hverdagene er blevet fyldt ud og op, og nu bør det køre på skinner og uden for megen planlægning. Det er høstens program.



Päin nousevan Suomen rantaa

Skrevet af | fredag, 13. august 2010 kl 10:32
Stikord: ferie, arbejde, cykel, turné, Finland, Åbo, Østrig, Slovenien


I den uge der gik, gik det op og ned, men nu til slut, går det opad. Jeg var også med Elena, Emma, Nanna og Jeppe i Grønnegårdsteatret og se Libertineren. En skovtur i byen, blev det, og en spændende forestilling med bl.a. nøgen Mads Mikkelsen og hårdtpumpede fruentimmere i korsetter (teater som finkultur?).

Og bøvlet med cyklen nåede nye højder - ikke fordi jeg ikke synes det var slemt nok i sidste uge - men nu ødelagte ventiler og utætheder og huller i dårlige slanger, opstramning af kabler, og et gear, der ikke var til at samle igen. Det var baghjul og dæk af og på i eet væk, ja man kan jo ikke sige andet end at man lærer noget af det, man lærer i hvert fald sin cykel at kende, men tiden går med det om aftenen (og morgenen). Efter det med gearet måtte jeg tirsdag morgen give op og trille den til cykelsmeden, hvor jeg havde købt den, og den slags gør ondt inderst i hjertet på en ingeniør.
Men jeg har sat dobbeltlags kevlardæk på baghjulet nu - jeg gad nok se hvilke sten og glasskår, der kan gå igennem dækket nu.

Og nu kører det, og jeg med, jeg var mobil igen fra i går, og endelig rører jeg mig igen. Jeg har været så rastløs uden min cykel, og det er jo en belastning ikke at kunne komme omkring undtagen med offentlig transport. Og ingen morgensvømning. Det har såmænd været lidt af et mentalt delirium og sløvsind at føle sig bundet til offentlig transport. Hårdt har det påvirket mit psykiske helbred, hårdt, også.

Nu er det slut alligevel. For nu tager jeg på ferie. So long, hav det så super på arbejdet. I aften flyver jeg op og besøger alle vennerne i Åbo, mod det gryende Finlands kyster. Jeg ved ikke rigtig hvad der helt præcist skal ske. Vennerne og degnene deroppe har fået at vide, at dansken kommer, og han gerne vil vises rundt i de tusind søers (og og øers/skærs) ferieland. Jeg er ængstelig for at jeg bliver sat til at drikke Koskenkorva i saunaen hver aften.
Men visseligen skal jeg til Ålandsøerne med spritbåden fra Åbo og vises rundt i verdens ubestridte centrum, som de selv siger. Og jeg skal i sommerhus - og Finland er jo det land i verden med flest sommerhuse pr. indbygger - dobbelt så mange som i Danmark, siges det, hvor mange det end er. Der bliver også en øveweekend til sidst, og når der er sat hak i den til slut, så rejser jeg hjem.

Øveweekenden leder op til, at jeg en uge senere tager jeg til Østrig og Slovenien på turné med Brahe Djäknar og Florakören. Det ved jeg heller ikke så meget om, men det bliver garanteret endnu mere skæg og ballade og øl og vin.



sommerens ø(l)

Skrevet af | søndag, 8. august 2010 kl 16:00
Stikord: sommer, arbejde, svømning, ferie


I de forgangne uger gik jeg på arbejde og prøvede f.eks. på at holde humøret og arbejdsmoralen oppe. "Arbejde adler", lod jeg skrive på en A4-seddel på indgangen til kontoret, og det hjalp. Men gaaaaab. Alle er væk (eller næsten), der sker ikke andet i fritiden end hvad man selv planlægger, og det bliver med det begrænsede, men bestemt ikke fattige udvalg af venner, der nu er hjemme, har tid for eksempel og som ikke forfatter afsluttende dele af opgaver.
Næ, faktisk kan ting også ske spontant. Sidste søndag tog efter kort idefase Karl Kristian, hans kæreste Trine og jeg til gudstjeneste på Frederiksberg, og det endte trods ingen oprindelige hensigter bagefter med promenade i Frederiksberg, tur til elektronisk musikfestival i Østre Anlæg og stor madkurv, ude og svømme i sundet, grill og krokering og først hjemme klokken elleve om aftenen.
Arbejde trods sommer betyder, at der skal morgensvømmes i sundet. Morgensvømning er måden at snyde sommeren og det faktum, at man tager på arbejde, for så har man jo været ude og bade i havet og nyde sommeren. Dog set bort fra sidste uge, her var nemlig cyklen flad, og jeg kan igen og igen betages og undres over, hvor meget det stykke stål på to hjul egentlig betyder for min mobilitet. Det er ikke lidt. Ingen svømning eller cykling, dvs. ingen motion, og sligt er ikke godt, sligt er usundt, sløvende, sligt er til at blive skør og gal af (særligt efter at have lappet cyklen to gange, baghjulet naturligvis, og det ikke var nok til andet end en halv DTU-tur!!!+!).

Denne weekend går ud på at have fri og være i sommerhus med en masse familie – thi det er søsterens fødselsdag i dag. Brødrene giver pigebarnet en ovn; hun flytter nemlig til Esbjerg om føje dage, ikke for at komme i lære på en fiskekutter, filetteringsfabrik eller en boreplatform, nej, hun skal starte med et kvart tons på kons med hendes accordion. Så kan man jo senere selv tage på besøg der og få serveret store stege.

Under alle omstændigheder er det dog snart min tid til at smile bredt over de fra ferie retursendte og nu under arbejdets åg svedende danere. Jeg har ferie om en uge og flyver nordpå, derpå tilbage til Danmark og vende nogle dage og smile bredt på arbejdet, og så en god uge sydpå atter. Dette kunstige tilløbsstykke kan jeg skrive mere om senere.



Om mandagen i regnvejr på Solitudevej

Skrevet af | søndag, 20. juni 2010 kl 01:10
Stikord: bolig, arbejde, indretning, Amager


Det kan siges, at jeg så småt er landet herude på Amager, afgrundens rand. Herinde leger vi arkitekt, håndværker og akademiker på samme tid for at fremtrylle et såkaldt beboeligt hjem og et nyt slot for tanken med en student indeni.

Jeg har indrettet mig med et rum som soveværelse og kontor, og et rum som spise- og dagligstue. Soveværelset har jeg fyldt et nyt Ikea-skab ind i, det er tungt som et langt ondt rødt år, sammen med min seng, kommode, stigereol med skrivebord osv. Stuen tænker jeg skal fyldes ud med en lille urskov af planter i potter, for - som Voltaire konkluderer - man skal passe sin have. Men indtil nu er der kun nyt bord og nye stole og ny reol, og det runger endnu ret hørbart.

Internettet fungerer, og jeg har også fået en rigtig telefon som indflyttergave af Jeppe og Nanna (nummer: 3220 0307, se kontakt - kan dog hænde at telefonen ej kan kaldes til endnu). Det ligner en gammel model Ceauşescu fra 1971, men det er solid mekanik, der virker. De har også givet mig det eneste spor af rigtig flora, nogle meget pyntende orkideer, som nu står med fødderne i vand.

Man kan sige på flere sæt, at jeg sejler i min egen lille andedam nu. Jeg har dog haft kammmerater af forskelligt tilhør til middag i nu tre-fire omgange, så vi har fået ekserceret og motioneret køkkenet og efterprøvet, at det fungerer.
Men på sådan en helt almindelig lørdag, hvor man ikke har lagt program for noget kan man jo ikke bare gå ud på køkkenet og hygge med de andre psykopater, og det er ensomt at sidde og kukkelure i det for sig selv her. Og det sgu ikke lige morsomt, når man ser bort fra, at man selvfølgelig ikke behøver at rydde op efter andre skvadderhoveder end en selv og hvem man eksplicit inviterer.

Det er lidt hårdt og ikke særlig sjovt at måtte glæde sig til, at man igen fra mandag til fredag har mulighed for et mere eller mindre socialt samvær med andre mennesker, fordi her er man på arbejde.
Jeg skal selv tage ansvar for alting nu, særligt socialisering med andre, for det er spillereglerne, og visse kammerater vil måske derfor komme til at opleve, at Anders er endog overordentlig insisterende på at ville lave og holde selskab og befordre diverse hyggelige eller aktive samkvem.
På den måde har jeg været i en god skole i Finland, for det var de samme kriterier, der gjaldt der. Man kan jo ikke ligefrem beskylde finnerne for at være verdens mest udadvendte folk.

Men det er mig et mysterium, særligt nu efter at være flyttet ud, at mine mindre søskende fravalgte og søger at fravælge kollegium-boskabsformen. De bliver ensporede og ensomme, og de mister forbindelsen til andre mennesker og disses syn på verden, og til hvad andre mennesker har af liv og gerning og normer. Og de kan ikke se det selv, eller de vil ikke se det, og det er vel den største ensomhed.
Jeg har i det mindste, efter 8½ år i oftest frivillig samdrægtighed med andre mennesker, lært at omgås og socialisere sådan til husbehov i hvert fald. Dette glæder nu, for nu kan jeg se, hvordan jeg mangler det der, hvor jeg bor, og hvor meget jeg skal dyrke det af egen kraft.

Det sker i den samtidige erkendelse af, at mit arbejde fra nu af skal tage fart og også begynde at lade addere en seriøs gang overarbejde. Jeg synes ikke jeg har tid nok til sidst, og det hele har jeg nok heller ikke tilrettelagt på den smarteste måde. Jeg har også måtte gøre det selv, hvilket vist ikke er det, der er skrevet i phd-bekendtgørelsen. Man kan jo sige, at phd-studiet er en læreproces, og jeg har i hvert fald lært noget om mig selv og mine arbejdsmåder og -vaner under forskellige former. Jeg skulle sine steder også sige, at det er en art mandomsprøve. Og da det er en mandomsprøve, som jeg har tænkt mig at slippe igennem ordentligt, så bliver der nok en mere sammenbidt indsats nu. Så må vi se, hvordan det går og hvad det mentale overskud i den kommende tid rækker til.



Weekendslaveriet

Skrevet af | lørdag, 13. februar 2010 kl 17:22
Stikord: Finland, Åbo, arbejde, Brahe Djäknar, film, langrend


Trods indkøringsvanskeligheder startede teknikken pænt op onsdag, og de rette substrater begynder at løbe hen over katalysatoren som skidt fra en spæd kalv, og det betød masser af ekstra prøver, som nu står til at blive analyseret. Og det er en omstændelig affære, som jeg desværre først er klar til at køre i dag. Jeg har det ikke godt med det her weekend-arbejde, men de færdige væskeprøver har en begrænset holdbarhed (noget i retning af et døgn, måske to), og gaskromatografen her er RIGTIG længe om at analysere hver prøve, og jeg har MANGE prøver, der skal køres nu. Så jeg er nødt til at komme både lørdag og søndag at lave et døgns prøver, hvilket er ca. 16, og sætte dem i kø.

Jeg har meldt mig til at synge kvartet om fire uger med Brahe Djäknar. Koret er kendt for at stille op som kvartet, når der er et eller andet formelt fest-agtigt på Åbo Akademi og andre steder, der . Man kan bestille Brahe Djäknar til sin fest. Og hvis man skal lære sangene, så må man jo sætte sig selv og sine evner lidt under pres. Så nu skal vi se, om jeg kan følge med de hårde drenge i drukviser og sangstemme, og om jeg nu kan synge tingene alene. Her er jeg første tenor, så jeg har melodien - så det er nemt - og dermed den højeste stemme - det er mindre nemt.

Torsdag aften inviterede Toni mig indenfor til kaffe og irsk kaffe-kage, cognag og en drinks, og derefter mente han, at vi skulle se film i biografen. Jamen så skulle vi vel det, tænker jeg. Så det skal jo ikke blive for kvindagtigt, så vi skal se The Road. Grum film, og bagefter kunne jeg ikke sove, pga. for meget kaffe, drinks på lidt for tom mave eller i hvert fald på tomme kalorier, og alt for levende billeder, der roterede inde i bøtten. Jeg prøvede at læse, skrive, spise noget mad, men det hjalp lidet. Jeg faldt først i søvn kl. halv fem. På det tidspunkt måtte filmen egentlig godt have været en kvindagtig og klæg kærlighedskomedie, tænkte jeg.

Nå, men man høster, som man sår, så selv om jeg var selv ude om det måtte jeg vel mande mig lidt op fredag. Så hen på eftermiddagen efter arbejde tog jeg igen med Toni og Mats til Nådendal at stå på ski. Det startede som en lidt halvkold affære. Men man får varmen efter en halv time lige gyldigt hvor meget eller lidt tøj man har på. Det er god motion. Særligt, når man som jeg ikke får gribe-voksen ordentligt smurt på midten af skien, så den kun virker i et kvarter. Der blev udspyet et par eder og bander enkelte gange. Bagefter var der øl, sauna, rulle i sne, sauna, drinks og champagne. Naboerne kom forbi og ville fejre, at Toni var blevet kandidat for noget tid siden. Fair nok. Vi røg ned på den lokale bæverding bagefter og fik pizza. Klokken var vel ved at være kvart i ti på det tidspunkt, og så skulle man jo også nyde sin mad. Jeg var så træt og sejlende, da jeg nåede hjem kl. halv tolv, at jeg måtte gå i seng.



Kontinuerlig indsats

Skrevet af | tirsdag, 9. februar 2010 kl 17:04
Stikord: Finland, Åbo, arbejde, Brahe Djäknar, langrend


Min reaktor er begyndt at arbejde nu, og alting ser ud til at virke, og ventilerne og relæerne klapper rigtigt, og jeg skal tage mange prøver. Det betyder en stor pukkel af analysearbejde, som jeg kan bruge uger på at analysere. Og det betyder lange dage ved reaktoren, fordi der skal arbejdes nu, når tingene virker, og man kan jo ligeså godt gøre tingene ordentlig første gang - hvis man ikke har tid til at gøre dem om. Men det er godt, at der sker noge, vi kommer fremad. Fint.

I går var der igen korprøve med Brahe Djäknar, men denne gang både med sang fra Florakören og med akkompagnement af Akademisk Orkester, amatørorkester ved Åbo Akademi. Vi øver til Nådendals Musikfestspil, hvor vi skal opføre noget Brahms og Mendelsohn. Musikfestspillet er normalt om sommeren, men der er en lille vinter-afskalning d. 6.-7. marts, hvor vi bl.a. er på programmet.
For hulan da, hvor kan man føle sig lille, når der sidder 50-60 musikanter med nogle instrumenter, der kan larme meget mere end ens eget instrument, stemmen. Eller når man synes, at det her stykke kunne man meget bedre i sidste uge, da det var a capella. Så man strammer sig an og øver derhjemme også.

Jeg får desværre ikke stået på ski for tiden, da Toni, min kammerat, mentor og skiinstruktør, har for travlt med alt muligt og har været i Joensuu en uge (i Karelen). Men i morgen, siger han, i morgen kan vi tage afsted. Og det skal vi jo så, og så skal det også presses ind mellem arbejde og korprøve, koste hvad det vil, synes jeg. Sgu så.

Man kan konstatere, at der ikke skrives meget på muren og som kommentarer her til epistlerne, men jeg modtager dog gerne grin og suk og beretninger i hvad form de måtte have, skriftligt eller mundtligt. Skulle det have vakt interesse, så kan man jo også tage herop, hvor Madsen Jr. gerne kan underholde med at vise rundt i byen og forklare og beværte.



Brahes degn

Skrevet af | søndag, 31. januar 2010 kl 22:25
Stikord: Finland, Åbo, Brahe Djäknar, korsang, arbejde, vejr


En ny uge står på spring, og for en gangs skyld kommer jeg nok til at få praktisk betoning på arbejdet. Min laboratorieopstilling ser ud til at kunne komme op at køre nu, det er rart, thi jeg har brugt noget tid på at rense delene fra sidste forsøg i nogle ubehagelige kemikalier. Indløbet til min reaktor har været stoppet til med den tidligere reaktant; det er problematisk, at den har et smeltepunkt et stykke over stuetemperatur, og det er ulig meget sværere for en lille laboratoriepumpe at transportere faste stoffer end væsker, forstås.
Nå, det burde komme igang snart, eller det er hvad laboratorie-ingeniøren siger. Jeg har på fornemmelsen, at et eller andet strejker, når vi får tændt for alle de blinkende lamper, bl.a. ud fra egne erfaringer med meget af det samme type udstyr på DTU. Vi får se.

Vejret heroppe er fortsat mellem -5°C og -15°c, og det sner med mellemrum. Faktisk er det altid som om det sner en lille bitte smule, selv i nærmest klart vejr. Jeg bilder mig, at det er fugtig luft fra den Botniske bugt, der køler af over Åbo, men måske er det bare fine snekrystaller, der hvirvles gennem luften fra træer og tage. Jeg begynder vist at befinde mig udmærket i kulden, tror jeg, i hvert fald er jeg helt godt tilpas udendørs i -10°C. Det siges, eller de siger heroppe, eller nogen siger, at den helt store isvinter i Finland indtræffer i februar måned. Hvor mange snestorme og tilfrosne bælter det indebærer, ved jeg ikke.

I lørdags var der Brahebalen, som er Åbo Akademis fest for gamle Akademikere dimitteret derfra. Her skulle Brahe Djäknar agere syngende tjenere/vinskænkere og da ved den lejlghed synge de gamle drukviser, som jeg kun har stiftet bekendtskab med på min første onsdag i koret for under to uger siden. Hverken værre eller bedre gik det, end at jeg meldte mig til at synge, da der manglede 1. tenorer. Jeg er sådan een, der melder sig, for de andre gør det jo ikke, eller ikke i fornødent omfang i hvert fald. Det var lidt af et vovestykke, for jeg er ikke ligefrem den fødte 1. tenor, så det er højt at skulle synge A og Bb. Sandt for dyden er det ikke hver eneste gang, at der kommer lyd ud af blæsebælgen, så der er også lidt falset-sang, hvorpå man sig da haver at øve. På 8 små satser, som jeg potentielt ikke kendte. Men jeg synes det gik, slet ikke så forfærdeligt endda (selvom det var kunstigt at improvisere gode miner til to ekstra og ukendte ekstranumre, der halvsnaldret og improviseret blev hevet ud af hatten), og det viste sig at blive en overordentlig sjov og studentikos oplevelse at se og være med Brahe Djäknar på slap line.
Efter sangen, nede på klubben på Sibeliusmuseet ("Sibbe"), hvor vi øver og drikker øl og snaps, sagde tredjedirigenten Johan til mig, at det var helt godt og i øjet, og at det var godt, at jeg var med - vi havde ikke klaret den uden dig, Anders. Jeg svarede vist noget med tak, og at jeg befandt mig ved at være en dansk "hjälte", der kom og hjalp koret i nødens stund. It´s good to be a Finlandsfrivillig.

Udklædningen til fremtrædenerne er pingvinhistorien i frakke-buks-skjorte-vest-seler-sløjfe-manchetter, das voller Program, se vedlagt eller galleriet, så der skulle trylles nogle låneting frem, men den del klaredes sådan set også. De hvide dele til sættet finder man dog, at jeg nu efterfølgende allernådigst kan investere i selv ude i byen, og det kan vel så ikke være anderledes, tænker jeg. Jeg er vist lidt høj på det endnu. Denne kommende uge står bl.a. på fælles korprøve med Florakören, pigekoret, som jeg i hvert fald (og vel alle herrerne i koret?) jo glæder sig til at se og høre.



Stegt i sensommeren

Skrevet af | mandag, 31. august 2009 kl 23:50
Stikord: arbejde, sensommer, Møllåsejlads, Salamanca, katalyse, kongres


Det er som om, at jeg kun har tiden (eller overskuddet, er det ikke det samme?) til at skrive blog, når jeg alligevel er langt hjemmefra, mentalt eller fysisk. I hvert fald er august gået siden sidste opdatering. Måske er det fordi det er hårdt at komme tilbage på arbejdet, hvorfor man rammes af spleen og Weltsmertz og trang til at udslynge eder. Måske fordi det er hårdere at se sine kammerater på kollegiekøkkenet lave absolut nada, mens man selv slider for at bringe den ufrie forskning i kongeriget fremad. Eller måske er det hårdest at opleve det buldrende sensommervarme vejr, mens man selv kæmper for at holde arbejdsmoralen oppe.

Nå, men vi kom hjem fra Bornholm for anden gang, og det var fin klatring og fin ferie, altså ganske dejligt. Og så var det lige på hovedet tilbage på fabrikken alias fedtkogeriet alias gunk-lab med problemer stående i kø til nedknusning (så det er vi i gang med).

Midt i august sejlede Elisabeth (tropsleder i Kgs. Lyngby) og jeg Mølleåsejlads i den nette tid af 2 timer og 22 minutter, hvilket er ny personlig rekord, men, åh, så langt fra at være nok til nogen som helst rekord i Mølleåsejladsen. Det var dog nok til en tredjeplads i vores klasse.
Mølleåsejladsen er den årligt tilbagevendende begivenhed, hvor man dyster på de 8 km fra Lyngby til Raadvad i sin egen hjemmebyggede granrisbåd - en båd kun lavet af snor, presenning og skovens døde materialer (altså granris). På 3 timer (men det ER nok).
Da Eders Ydmyge Tropsleder betragtede den valne tilmelding fra sine egne spejdere til pågældende sejlads, averterede han straks for træning i bygning af Mølleåbåd for hele troppen, således at stormtropperne kan stille stærkt og sødygtigt til næste års sejlads. Så i denne tid bygger vi Mølleåbåd.

Denne uge er der så kongres i Salamanca (se her, hvor det ligger) - EuropaCat, hedder konferencen. Så det er en europæisk konference om katalyse, og det er jo det, jeg laver. Konferencens tema er "Catalysis for a sustainable world", og det lyder jo også smukt og godt og rigtig og næsten utålelig politisk korrekt. Kan vi ikke holde det derved, at vi prøver at se, hvad vi kan gøre ved nogen af problemerne (de kemisk relaterede) skabt af moderne industri, dvs. af moderne levevis og forbrug. Lur mig, om ikke nogen kommer til at spare, når det er slut med det tykke, klistrede sorte Nordsø-stads, vi hiver op.

Salamanca er en lille by, men med en rimelig sej historie: Her grundlagdes f.eks. Europas første universitet, af kongen af León, i starten af 1200-tallet, og herfra regeredes i perioder Castillen, som er den ene halvdel af Spanien (som først senere blev samlet).
Det er en rigtig hyggelig og velholdt renæssanceby, og nærmest alt indenfor voldene er da også røget på Unesco´s liste over verdenskulturarv. Det virker som om, at de er meget stolte af deres by hernede, og det er forståeligt.

Den Castillanske højslette er hed, også (ja dvs. i særlig grad) i sensommeren. Det var 33°C i Madrid inden vi tog afsted, jf. DMI´s vejrudsigt, og Salamanca er cirka det samme, for det ligger også inde i landet. Vi frygtede inden afrejse, at vi blev ristet over en slet ikke sagte ild fra den store lampe oppe på himlen, men foreløbig er vi da levende. Det er temmelig varmt, men vi er ikke røde som krebs endnu.
Faktisk var det værre at være til poster-session med tusind mennesker i går, for der var alt for lidt plads til alt for mange postere og for mange mennesker, og så bliver der jo svedt tran og hedet op med kropsvarme fra så mange mennesker. Man var nødt til at gå ud, for at svale sig lidt (og det siger ikke så lidt hernede).

Fredag er konferencen slut, og så tager vi ind til Madrid og skal Stadtlangs, og tager til København lørdag middag med blot nette lette smerter i de øvre regioner...



Catalysta

Skrevet af | tirsdag, 13. januar 2009 kl 23:47
Stikord: katalyse, arbejde, industri, spejder


Måske er jeg ikke den eneste, der har svært ved at kick-starte hverdagen igen efter jule-suletiden, hvor man havde brugt meget af tiden på at stå sent op og sidde på side fede mås. Det var i hvert fald hårdt at komme i gang efter ferien og at komme op om morgenen i det nye år.

Men i denne uge lever jeg det søde liv på konferencehotel, sponsoreret af den tunge svovlindustri, som vi plejer at sige på kontoret: Jeg er på Vinterskole i industriel katalyse ude på Sjølunds fagre sletter, i Holbæk, hvor vejret er gråt men maden og selskabet (en flok ph.d.-studerende primært fra DTU) godt.
Og det er mægtig spændende, det er relevant, der er i stor skala, det er fundamentalt og det er praktisk - det var ikke tilfældet på efterårsskolen i oktober - men det her virker faktisk rigtig godt.
Det er Haldor Topsøe - katalysator-firmaet - der står for sagerne. Det er de gutter, som der er overhængende fare for, at man ender med at få job hos, fordi de ligesom er dét (verdens-)firma i Danmark, der arbejder med katalyse og ressourcer og industriel kemi.

I weekenden var der i øvrigt en tur med nogle af de unge mennesker i blå uniform til Söderåsen i Skåne, hvor der var stor natur og masser af hygge omkring pejsen. DDS har nogle hytter, "Gillastig", som ligger ude i den del af Söderåsen, der er blevet nationalpark. Söderåsen er en opskubbet klippeformation med nogle mægtigt stejle skrænter, er dækket af højlandsskov og har nogle ganske dybe søer og kløfter i bunden af nogle af de stejle skær. Folk fik noget natur at se på, og spejderne, en lille bande af 15-årige, fik noget refleksion og indsigt i lederroller og samarbejde.



Gastronomisk gevinst

Skrevet af | lørdag, 20. december 2008 kl 15:29
Stikord: køkken, ferie, arbejde


Vores nye køkken er netop færdigt! Det er sensationelt godt, at vi endelig har ordentlige køkkenfaciliteter. Nu kan der steges bages koges brases sauteres blancheres igen, og der kan inviteres på spisninger og madklubber i ordentlige faciliteter.

...Ja ok, færdigt og færdigt, der er lige et par skavanker (bl.a. emhætten), der mangler at blive færdigjusteret, så der kommer nok besøg af håndværkere een af dagene.
På det vedlagte billede viser psykopaterne sig fra deres bedste side i køkkenet, imens de forbereder lørdag aftens store julefrokost.

Ellers har Anders taget fri fra at komme arbejde, hvilket ikke betyder fri fra arbejde eller for den sags skyld lediggang, det betyder bare en taske med papirer af i alt 15 cm tykkelse, der skal pløjes igennem og behandles inden 5. januar. Jeg håber, at det går nemt for sig, men det kræver vist et lille julemirakel.
På tirsdag rejser jeg hjem til far, mor og unger i Holstebro og leger jul med dem alle.

Glædelig jul og godt nytår.



Advent

Skrevet af | søndag, 14. december 2008 kl 22:34
Stikord: spejd, arbejde


Nå, men det er da allerede den 14. Og i skyndingen, ind under jul (hvor er det trist), kan jeg da lige erklære mig spædt i live og aflægge status.

Arbejdet kværner derudaf. Jeg synes der er lidt for mange møder og lidt for meget udenomshurlumhej med undervisning, ting der skal opdateres og ting der skal holdes styr på i CSG sådan helt generelt, men fra tid til anden er der tid til at lave rigtigt arbejde, hvor man finder ud af nye ting (og, husk, med Einstein i baghovedet: "Hvis vi vidste, hvad vi lavede, så ville det vel ikke kaldes forskning, vel?").

Jeg og en anden spejderleder er blevet tilmeldt et dødhårdt natløb på Söderåsen i Sverige i januar, Alligatorløbet, så nu skal jeg til at gå i skarp træning, vendt døgnrytmen, have alt prøvet udstyret af og indkøbt nyt, trimmet figuren og konditionen tip-top, og have styr på finorienteringen. Løbet er ca. 30 km i fugleflugt, siger de, erfaringerne siger også at man ikke har tid til at sove eller hvile, og at posterne er sindssygt krævende (men veltilrettelagte). så der turde være basis for at blive prøvet lidt af i den skånske vinter.

Psykopaterne tog i sommerhus henover weekenden, hvor der var brætspil, kortspil, gåtur, togtur, museumstur og sulemad den hele weekend. vi ere rent forædte og runde. Sidste weekend var juletur med spejderne, og der bleve vi også ret runde og trillende i julemad, medens natløb planlagdes, poster udlagdes og karakterer afstivedes.

Så er der atter et lille pusterum fra den store trædemølle, en lille bid af en højtids marcipanbrød, en lille sprække i hverdagens realitet ind til en illusorisk og utopisk parallelverden. Nu skal vi bare have den sidste uge inden jul overstået, så står flæskestegene og risengrøden og sildene og forædelserne og forstoppelserne ret forude og vinker til os. Kom nu, for hulan da.



Kemi og kultur i Torino

Skrevet af | fredag, 26. september 2008 kl 07:53
Stikord: Torino, konference, arbejde


I den forgangne uge var jeg i Torino på kemi-konference, en stor europæisk konference med en masse forskellige sessioner om alt muligt kemi. Vi var en lille bande på fem fra CSG, der tog afsted, og de 4 Ph.D.-studerende af os havde hver fået 15 minutters foredrag. Konferencen blev holdt i de gamle Fiat-fabrikker, der nu er omdannet til indkøbscenter og kongreshal.

Selve konferencen var nu noget kaotisk noget, og holdt efter min mening heller ikke et tilstrækkeligt niveau. I hvert fald var der meget lidt deciderede katalyse-studier eller grøn kemi-studier, hvilket jeg jo synes er spændende. Italienerne havde ikke registreret os ordentligt fra starten af, så vi var nær ikke kommet ind tli hverken konference eller konferencemiddagen (hvor vi til gengæld gav den gas da vi kom ind!).

Manglen på koordination kunne man nok også have gættet på fra starten, når nu alle ph.d.-studerende fra CSG fik et foredrag, hvilket normalt tilfalder de d´Herrer Lectores et Professores, der skriver et ordentligt abstract - så de har vel haft problemer med at fylde sessionerne op med tilstrækkeligt højt kvalificerede oplægsholdere.
Ikke engang frokosten havde de styr på, så der forsøgte de at henvise til et eller andet slam i konferencebygningen, der ikke var til at indtage. Så vi tog ud i byen i stedet.

Jeg selv fik jo så også lov til at holde foredrag til konference for første gang, og det var sgu lidt pres at stå der og bræge løs om det knald, man render og laver til daglig, for nogen mennesker hvoraf nogle forventes at være rimelig højt-på-strå rundt omkring. Men det gik helt hæderligt.
En af de andre Ph.D.-studenter fra centret, Uffe, fik lov til at være formand for en af sessionerne, sammen med en mafia-professor fra Messina (de havde åbenbart haft problemer med at finde nogen, der gad at være session chairmen).

Men så er det jo godt, at man er i Italien, så der var god mad og god rødvin hver aften og ud og spise. Og vi fik set en del på byen, som er en flot og velbevaret gammel kongeby og hovedstad i regionen Piemonte, med den sædvanlige kaotiske italienske trafikkultur. Der er forbavsende få beværtninger i Torino, hvor man bare kan få pilsnere, men vi fandt da nogen (...beværtninger + pilsnere). Italienerne har ikke den samme gå-i-byen kultur som os, så de tager istedet ud og får middag og is, i stedet for at drikke sig sanseløst i hegnet. De spiser også sent, gerne omkring klokken 21, og bruger en del tid omkring aftensmåltidet - og det fungerer mere eller mindre som byturen for dem.



Navigare necesse est

Skrevet af | fredag, 15. august 2008 kl 08:08
Stikord: ferie, arbejde


For tiden går krudtet med at komme ind i rumlen efter sommerferien, og sommerferien, må jeg sige føles ualmindelig kort, når man har vænnet sig til at have omtrent 9 ugers koncentreret fri i alt. Efter ferien har jeg dog været til møde med alle griseingeniørerne og kræmmerne fra Jylland (jamen hvis de laver døde svin om til brændsel i en industriel proces og sælger det, så kan jeg da godt kalde dem det?) :-), og der var probs og thumbs-up for det udførte arbejde og planen for det kommende. Så nu hvor vi nærmer os phd´ens et-års fødselsdag er det jo meget godt at vide, at folk i hvert fald ikke er totalt afvisende overfor det, man bruger deres penge på. Nu skal der jo også produceres artikler og skrifter og undervisning og - men der er nok alligevel tid til at gå lidt i laboratoriet og få nogen sjove katalysatorer bikset sammen.

Jeg har været i sommerhus de to foregående weekender - lige pludselig, når ferien er blevet kort, så skal weekenderne straffes så meget som muligt, så man kommer ud af vagten og får set noget. Som altid er det hygge at komme i sommerhus og se familien. I søndags var jeg og "de voksne" på teknisk museum, hvor far og jeg så på gamle fly og biler og motorer. Samt på DASK og den gamle regnecentral, der stod der rank og strunk med alle dens ferritlagre og syede kobbertråde. Skide spændende for nørder (altså mig), der synes, at teknik, kræfter, el og energiomsætning er sjovt.

I dag tager jeg ud og sejler med nogen af psykopaterne i Jeppes sejlbåd LaXen, og det varer resten af weekenden. Jeg har fået noget smag for sejladsen, og det trækker noget i mig - jeg kunne godt tænke mig at købe en båd eller en bådeanpart på et tidspunkt, for at dyrke det noget mere. Eller også blive søspejderleder.
Sejlads er en herlig måde at koble af på - man ligger ude i bølgerne, og det er vinden og strømmen og skibet (samt evnerne ved sejlet og roret), der bestemmer, hvor meget man kan og hvor langt man kommer. Man kan ikke rigtig gøre noget fra eller til i situationen, man kan ikke gå eller stikke af eller surfe på nettet, hvis man keder sig - det er egentlig noget, som man bør unde sig oftere: Intet at kunne stille op i den situation, man er havnet, udover at styre skibet, forstås. Altså, kede sig indtil man affinder sig med situationen, og begynder at nyde stilheden og elementernes tøjr i båden.



Renderi og fremmøde

Skrevet af | søndag, 15. juni 2008 kl 21:19
Stikord: spejder, møder, spejderbevægelsen, arbejde


I torsdags var jeg til møde I århus med arbejdet, så lejlighed opstod for at få set lidt på byen og hilst på nogle århusianere. Så torsdag til fredag besøgte jeg min fætter Razz og hans kæreste i Århus. Det var virkelig hyggeligt. Vi kiggede lidt på Århus midtby, vi fik os noget kaffe-kage, vi var ude og spise græsk mad (og det var også dejligt), så var vi derefter ude at få en øl og til sidst mere kaffe og mere kage. Jeg overnattede hos Rasmus, og fredag tog jeg så hjem til mine forældre for at få mors mad.

Her har jeg så været hele weekenden. Jeg har brugt det meste af søndagen på at ringe til spejdere og spejderforældre, fordi de snøvl ikke har kunnet finde ud af at tilmelde sig indenfor tidsfristen, eller faktisk ikke har kunne finde ud af tilmelde sig punktum. Det var ellers så simpelt som at sende en mail til mig med spejdernavn og antal fremmødende forældre og overføre pengene til gruppens konto.

Det affødte en god samtale med farmanden, den gamle bandit, der jo også er gammel spejder, og har spejderideen siddende inderst i sjælen. Og hvorfor kan man ikke finde ud af at komme og få meldt sig til? Ja måske er det dem ligegyldigt, og de har fået det indtryk, at de kan komme og gå, som det passer dem. Men spejderbevægelsen er lige modsat - der er ansvar, forpligtelse og kammeratskab, så hvis man udebliver, går det ud over de andre.
I fodboldklubben kommer jo alle mand (i videst mulig omfang) af hus, når de er udtaget til holdet - ellers svigter man jo sine kammerater. Så hvorfor føler man ikke den samme forpligtelse for sine spejderkammerater, der i mindst lige så høj grad som på fodboldholdet er afhængige af een selv, ens fremmøde, indsats og indstilling? Der kunne være nogen grunde til det, som f.eks. DDS kom til at indføre f.o.m. 70´erne og 80´erne, mens andre ting måske er kolporteret ud med badevandet. Jeg tænker videre over det i toget.

Mandag morgen skal jeg tilbage til møde i Århus igen. Mandag eftemiddag kan jeg så sidde i toget og dødkede mig - indtil jeg skal til oprykning med spejderne mandag aftenen. Sikke et renderi frem og tilbage mellem landsdelene.



24x7 - instant updates...

Skrevet af | søndag, 1. juni 2008 kl 20:10
Stikord: familie, arbejde


Her i weekenden var familien til Eileens og Jespers sølvbryllup. En dejlig fest i skønne omgivelser i Præstø, og vejret var selvfølgelig forbilledligt (selvfølgelig - når nu meteologen holder fest!). Jeg havde lidt hovedpine dagen efter (:-D) og hænger også lidt med øjenlågene nu, hehe. Julie måtte desværre melde afbud, da hun selv er ramt af opgaveskrivning til den helt store guldmedalje - skal aflevere i morgen mandag kl. 14 - og der er et stykke vej igen endnu.

Nu kan man selvfølgelig godt gøre sig lystig over, at andre ikke kan planlægge deres tid - men jeg selv er jo bestemt heller ingen helgen overhovedet hvad dét andrager, og det sker nok for mig i den kommende uge, hvor jeg skal aflevere business-plan i Entrepeneurship (et fag jeg følger som del af min phd-uddannelse) sammen med to andre kemiker-lømler, samtidig med at jeg holder forsøg i live i laboratoriet og har alle mine aftener booket til andre ting. Hip hip hurra for en overfyldt kalender og opgaveliste

Det lyder jo sjovt - men morskaben slutter slet ikke der:

I fredags sagde min vejleder, Monsieur Le Professeur, sin stilling op på instituttet. Fra om en måned. !!!+! Det blev annonceret internt i gruppen halvanden dag i forvejen, så det efterlod ikke megen tid til eftertanke og mulige forsøg på at genformulere ens arbejde i en potentiel ny kontekst. Det efterlader jo unægteligt een og anden med en god spandfuld spørgsmål og undren over ens nye situation.

Nogen af de lidt for spændende ting er blandt andet hvem der bliver ansat i stedet (hvis nogen?), og hvordan ens vejledersituation ser ud. Osv osv. På den anden side kan man måske også bruge det som en lejlighed til i højere grad at få foden under eget bord, og få ens egne interesser udtrykt mere eksplicit i det arbejde, man udfører. Bruge situationen må man i hvert fald forsøge så vidt muligt (hvis muligt...).

Så jo... der sker da noget indimellem, selv på arbejdet.



Kuk kuk, jeg er ikke helt borte endnu...

Skrevet af | søndag, 11. maj 2008 kl 11:22
Stikord: ferie, artikel, arbejde, roskilde


Opdateringsfrekvensen er ved at nærme sig nye lavpunkter, så jeg må hellere lige skrive lidt om, hvad jeg bedriver, inden I tror, at jeg er gået helt i hi :-D

Sidste weekend var Julie og jeg i sommerhus i Odsherred. Det var virkelig dejligt at komme væk fra al trummerummet derhjemme, og virkelig rart at have nogle dage at hvile ud og slappe af og kigge op i himlen i herrrrligt vejr med direkte udsigt til Nekselø-Sejerø-bugten.

Tirsdag i denne uge har jeg afleveret artikeludkast til Le Professeur, hvilket jeg har været noget forsinket med, og derfor har det også presset mig noget at blive færdig med (så jeg har bl.a. haft rigtig dårligt overblik over min kalender og andre gøremål, bl.a. denne klumme...). Alt det kan man så begynde at kigge efter nu, og lave skadekontrol på det, der er opsat. Nu må vi så se, hvor mange røde rettetegn, der kommer retur til mig - og hvor hurtigt vi derefter får artiklen indsendt til peer review (og hvor mange røde rettetegn der kommer ud af det, og derpå hvor hurtigt får lavet rettelser og genindsendt, og om vi _så_ får røde rettetegn fra andet peer review, bla bla bla). Artikelskrivning er i sandhed en stykkevis opgave (og også stykkevis frustrerende).
Ellers går arbejdet sin vante gang, der er administration og udstyrsindkøb og ting og sager, der skal ordnes, der er forsøg der skal laves og resultater, der skal analyseres og fortolkes, og i det hele taget en masse der skal forfattes om det dernæst. Man har hurtigt en masse at lave (rigeligt til både 37, 40, 45 eller 50 timer om ugen, hvis man har lejlighed for det).

Her i pinsen er jeg i Berlin med mit kor, Laetitia Musica. Vi skal synge to koncerter i to kirker senere i dag, pinsedag. Men ellers holder vi så meget fri som vi kan. I går var vi mestendels på vandring rundt i byen for at høre lidt om Berlins mildest talt vanvittige historie. Vejret er herligt, øllene er billige, folk er flinke, og mit tysk er ikke så rustent, som jeg kunne have frygtet. Jow tack. Berlin er en fed by. Mandag eftermiddag tager vi hjem med bus og er sindssygt sent hjemme. Og så er det tilbage på instituttet.

En sidste kommentar herfra sku´ li´ vær´ den, at Julie har overtalt mig til at tage med på Roskilde Festival for at opleve stemningen og blive helt enormt inspireret og bare hænge ud og gøre det man har lyst til - historien er, at hun jo er Roskildedenser, og derfor er Roskilde Festivallen en rimelig integreret del af historie og bevidsthed. Jeg havde nær bemærket til det med lysten, at hvad hvis jeg bare har lyst til at tage hjem, var det så ok - men på den anden side synes jeg, at det skal have en fair chance for at vise, om der er noget man går glip af eller hvad.



power-up

Skrevet af | tirsdag, 20. marts 2007 kl 17:39
Stikord: update, arbejde, studie


Jeg har brugt nogle timer i weekenden på at møblere rundt på hjemmesiden og implementere et nyt loginsystem til sommerhus m.m. Men nu kan man også se billeder i det autogenererede galleri, f.eks. af forældrenes sølvbryllup. Hvis man altså har adgangskoden til login.

Så er der også kommet lidt bedre info om hvad den unge mand har bedrevet i sit studieforløb. Erhvervsrettet, kunne man sige, nu hvor man må forvente engang at skulle søge arbejde...

Se i øvrigt det fine billede i højre hjørne af C60-molekylerne (den såkaldte "Buckminster-fuller" - samme struktur som en Select-fodbold!), der, fordi de nærmest er runde, kan pakkes i en krystalstruktur, der hedder face-centeret closest-cubic packing (fcc), helt ækvivalent til metallers struktur. Det' nano!



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Sommertogt 2020 Krønike

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
februar 2021
januar 2021
december 2020
november 2020
2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005