|
|
blog
Vintertræning
Skrevet af
| onsdag, 6. marts 2019 kl 21:00
Stikord: Vinterfjeld, Alligatorløbet, vinter, træning, ekspedition
Denne her vinter er lidt mere aktiv for mig end normalt. Det startede allerede i november. Løbe-træningen intensiveret, og siden med styrketræning flere gange ugentligt. Så når arbejdsdagen er slut går det over stok og sten til Rådvad t/r, og sidenhen armstrækninger og håndvægte og squats og lunches og mavebøj-og-stræk-og-vrid mv. Det er så lige pt. den fysik-træning jeg får - min cykel er nu midlertidigt ude af funktion pga. ekset baghjul og knækket gearholder og det er virkelig træls. Med det lidt ruskede vejr vi har just nu får man så også trænet sin vilje- og karaktér-styrke en smule, kan man sige.
Weekenderne bliver brugt på turtræning. 1. weekend februar var jeg på Alligatorløbet, Danmarks hårdeste løb for seniorspejdere og oldboys, en dyst i klassiske spejderfærdigheder og håndværk og hovedbrud i en meget gennemført fantasiramme - denne gang handlede det om Sixten Sparre og Elvira Madigan og deres halsløse (gælds- og fane-)flugt gennem Sverige og Danmark... og til Amerika! Det var som vanligt et koldt døgn på Söderåsen, som det er kendt og prøvet. Sne var der masser af deroppe, vi lå lige omtrent på frysepunktet +/-, så det var dejlig tungt at gå de 40+ km med rygsæk fra lørdag aften til søndag eftermiddag. Vi havde den fornøjelse at skulle lave et mindre Racerløb med rygsæk op og ned ad åsen (fra 50 til 200 m over havet) et par gange efter hinanden, sådan henne ad søndag morgen (hvor vi parentetisk bemærkede var rimelig trætte i forvejen).
2. weekend februar var der så en ny træningstur, denne gang med sangerkammerater på vandring ud i Odsherred. Turen gik fra Jyderup og siden norden ud, op over de inddæmmede fjorde, Vallekilde og Dragsholm og op i det område ved Sejerøbugten, der bare hedder Bjergene. En sjungende tur ud i det lavtryksvåde og blæsende Nordvestsjælland. Karsk og karakterstyrkende det var. På de her ekspeditioner er det mad over bål eller trangia, og alle medbringer små overraskelser i form af indtagelige lækkerier eller drikkevarer (ofte procentuelt). Der er noget specielt over at stå og synge jægerkor og dansk guldalderromantik i 4 stemmer i en mørk og våd og blæsende skov omkring et lejrbål eller i en shelter.
Endnu venter den store prøvelse; det der trænes til. En hel forweekend spækket med teori og to-do i januar ledte op dertil. Hvi træner jeg da? På fredag tager jeg med det fælleskorpslige Fjeldgruppen på Vinterfjeldkursus på Hardangervidda i Norge. Det er sådan en slags spejdertur med udeovernatning i telt eller snehule - i meterdyb sne på fjeldet ca. 1200 moh, fjeldski på fødderne og rygsæk på ryggen, og så er det ellers bort over bakke. Kursusteamet mente at det bare var med at starte træningen, hvis ikke man skulle få en temmelig hård uge i kageform i Norge. Nu har jeg så også fået indkøbt det manglende udstyr og på det nærmeste tømt Spejdersport og har snart pakningen på plads. Og håber på sne, gerne klart og højtryksvejr, men ikke alt for koldt, brrrr.
Sisu Sejr og sumpalligatoren
Skrevet af
| fredag, 19. februar 2016 kl 23:37
Stikord: spejder, vinter, Alligatorløbet, Skåne, Hallandsåsen, Finland, NokiAlli
 I weekenden for 2 uger siden gjaldt det en begivenhed, som har været prøvet et par gange før. Alligatorløbet, Danmarks hårdeste spejderløb for seniorer og oldboys, som er en årlig begivenhed i weekenden omkring kyndelmisse - hvor vinteren i Danmark (og Sverige) ofte er koldest. Det hele startede egentlig i maj til københavnsk ølfestival, hvor jeg rendte på Martin, som er en kammerat fra studie-spejder-og-studentergård. Det voldte Mølleåsejladsen i selvbygget båd, velkendt i disse spalter fra det tidligere skriveri, og endelig det egentlige løfte imellem os: Alligatorløbet i februar. Rustne udi kunsten, men med solid rutine og spejdererfaring på rygraden skulle det vel ikke være umuligt at gøre en god figur.
Som det blev klart for os 1. december, så havde vi endda i år en chance og en startfordel, mente vi da. For temaet på løbet var at være konsulenter for firmaet NokiAlli, der skulle hjælpe finske startup-virksomheder til at udvikle deres forretning. Da Martin arbejder i konsulentbranchen og bl.a. har haft finsk papirmølle-industri på tapetet og Anders har universitære finske erfaringer og taler det ena inhämska språk, så virkede det som et godt match.
Foropgaven var anderledes end normalt, hvor det oftest er håndværk af en art. Men i år skulle man udarbejde en motiveret ansøgning til NokiAlli om at være konsulent i geschäften. Det var lige os, som konsulenthuset Sisu Sejr, og den blev kørt ind i særdeles effektiv stil og med ekstra bullshitbingo-creme på toppen. For at støve grundformen lidt af drog vi over julen i træningslejr i Småland med en skovmand, studerede den svenske flora og det svenske terræn, lavede tønder (optændingstræ) og prøvede at få ildboret til at virke. Vi kom langt eller i hvert fald længere - men ikke i mål.
Sidenhen kom der andre opgaver ind af døren som forberedelse. I år skulle vi på en elektronisk skovtur med udkig til Lille Peter-semafor-kanin. Derudaf et link til en hel ny hjemmeside, hvor den stod på imaginær aktiespekulation. Det sidste nåede vi ikke at gøre så meget ved. Der var en højst reel, virkelig virkelighed, der også skulle passes.
Endelig oprandt da lørdag d. 6. februar, og vi havde samlet al grejet, gryde og pande og køkkengrej og ekstra brænde og indkøbt mad til madlavningsposten, kompas sovepose underlag bivuak økse sav dolk drikkedunk morsmadpakke. Og det hele i rygsækken, som var en bitte svær, og afsted til Helsingør!
Løbet foregår normalt på Söderåsen, men i år var starten sat til Hallandsåsen, hvortil vi blev befordret (næsten) hele vejen med skib og bus. Start lørdag kl. ca. 18.00, og over stok og sten det gik de næste 20 timer, at fremskynde på apostlenes heste med sæk på ryg.
Der var 12 levende opgaveposter på årets løb (som altid), med meget fantasifulde udformninger, fint efter temaet og enten med krea, hovedbrud, håndværk eller dele hele i en blanding. Posterne var udformet som et antal virksomheder, som vi konsulenter for NokiAlli skulle besøge og vurdere - var virksomhederne egnede til at få EU-støtte ifm. Horizons2020-programmet. Vi kom til madlavningsposten, post 4, kl. 01.30, og hvor der normalt skal laves 3 retter mad, så stod årets madlavning på 3 forskellige kager over bål - dansk kogekage, Sara Bernard og medaljoner med creme og jordbær (- finner er glade for kager).
Mht. orienteringen holdt vi os forholdsvis dydigt på stierne i nattens løb, orienteringen er generelt ret svær, terrænet udfordrende og ens bedste ven, når man ikke kan se noget (det var varmt og tåget), hedder et kompas. Måske den vigtigste ting man har med overhovedet. På dagetapen var det klaret op og vi var bedre til at udnytte terrænet og kunne skrå mere ind over og spare nogen hjørner og kurver op og ned. Der er mange kurver, og alligatorløbet er gode til at udnytte dem (men ikke ligefrem til deltagernes fordel eller behagelighed).
Jeg synes at vi lidt for hurtigt blev trætte og lidt for hurtigt begyndte det at gøre ondt at gå rundt med al det skidt på ryggen. Jeg havde sådan set ikke troet, at man kunne have ondt i fødder og ben på så mange forskellige måder, som jeg havde søndag inden vi nåede i mål. Men af en eller anden grund så lykkedes det os at få slæbt os i mål til kl. 14.00 søndag og aflevere en gennemgående opgave. Vi blev nr. 22 ud af 73 startende sjak, hvilket må betegnes som ret hæderligt. Man kan følge med i løbet og dets mellemtider her: Vi er Sjak 61.
Hur skönt det är i skogen
Skrevet af
| torsdag, 17. februar 2011 kl 11:45
Stikord: NSSS, Alligatorløbet, skovning, sommerhus
Nå men der bliver da også arbejdet lidt på forskellige fronter og sådan.
Hvert tredje år i våren er der Nordisk Studentsangerstemme (NSSS), altså et stævne for studentersangere, i år i Linköping i Swarje i starten af maj. En stor og meget forbrødret og forlænget weekend og aldeles heftig begivenhed, siger alle der tidligere har været med.
Desværre har Studenter-sangforeningen besluttet forleden, at det deltager vi ikke i, da vi ikke kan sende sangere nok afsted. Det sidste er dobbelt skuffende for den skandinavist (eller nordist), der har territorialiseret sig på mit hoved, og Madsen her er ikke forfærdelig tilfreds med det hele, for nu at sige det lige ud. Så nu prøver jeg at finde et alternativ, og vi må se, om degnene fra tidligere kan hjælpe til den ende.
Over weekenden tager jeg og flere kammerater og far, mor og børn i sommerhus i Hornbæk og vi kører en lille motorsavsmassakre på en flok træer, der urimeligvis har vokset sig store og stærke og spist vor udsigt mod vest, det er for dårligt, vi skal have aftensol, tak. Og vi skal selvfølgelig også have lidt brænde og ild i pejsen, haha.
Alligatorløbet var præcis så hårdt, som jeg huskede det fra for 2 år tilbage. Vi kom pænt ud over stepperne sådan da med måde, synes jeg, og fik sat hak i fire poster, herunder madlavningen. Men ildboret fungerede ikke, det blev ikke varmt nok ved friktionen, og det blev der nu bandet en del over i udførslen, mest indvendig.
Uheldigvis blev min makker Kristina ramt af en gammel ankel-hæl-skade fra et andet dødhårdt spejderløb årtier tilbage, så det gik ikke så godt efter post 4, og dermed var løbet slut for vores vedkommende.
Hvis ordet "sjovt" kan antage betydninger som udfordrende, hårdt, mørkt, koldt og alligevel aldeles herligt, så var det rigtig, rigtig sjovt, så længe det varede. Ja, "Hur skönt det är i skogen få i morgonsolens glans marchera", synger Muntra Musikanter, og vi med. Til trods for ømme fødder, ømme skuldre, øm krop og tunge øjenlåg.
Næste år SKAL det ildbor sgu virke, død og kritte &%¤#*@§, så jeg er i tænke-og-arbejds-boks med det.
Alligatorløbet
Skrevet af
| mandag, 2. februar 2009 kl 23:08
Stikord: alligatorløb, spejder, natløb
I weekenden var jeg og en anden tropsleder fra spejdergruppen på det dødhårde Alligatorløbet. Det foregår hvert år på Söderåsen i Skåne, som er omtalt tidligere, og med sit skov-ensomme højland altså også ganske perfekt til udfordrende spejderopgaver og til at få afprøvet form og orienteringsevner. Jeg var med for første gang, og regnede da også med at få noget at bestille. Historien omkring løbet var i år digtet op om det irske destilleri Kilbeggan og en noget fantasifuld undercover rejse til Australien. Herudfra kunne så den krævende øvelse i spejdersport tage sin drejning.
Vi har haft flere ugers forberedelse med at finde og prøve udstyr, løse foropgave, konditræne og tænke over, hvad det krævede at udføre opgaverne, og så forsøgsvis øve os i det. Midt i de strabadser som selve forberedelsen afkræver, kan man vel godt spørge sig selv, og det gjorde man da også, hvorfor man bruger al den tid på at blive klar til det løb, og om det nu også var nødvendigt?
Det var det.
Løbet er henved 30 km i fugleflugtslinie, men det kan man ikke nøjes med at vandre, for orienteringen er svær, ingen poster ligger på stierne og vejvalgene tvunget besværlige. Terrænet og føret fordrer, at man forsøger at holde sig på stierne, men de ligger ikke særlig tæt hverken på kortet eller i terrænet, forstås. Der udleveres 1:50.000-kort, men de fleste medbringer enten 1:15.000 O-løbskort eller GPS-kort over det meste af Söderåsen, som vel er henved 75-100 km2 i alt (I må selv regne ud, hvor stort O-kortet så bliver). Der skal orienteres på både vandløb og højdekurver, for nogen har tilsyneladende villet, at Söderåsen er en klippeknold og ganske kuperet.
Man har 20 timer i alt fra start til slutposten på Gillastig. Og der er 12 poster i alt, udover starten, på hvilke man får nogle udmærkede og udfordrende opgaver. Folk sover derfor ikke så tit på Alligatorløbet; det er der ikke tid til. Vi gjorde i hvert fald ikke. Vi nåede heller ikke alle posterne, men vi var forholdsvis skrappe til dem, som vi nåede. Så vi havde rimeligt styr på spejderhåndværket, hvilket jo er ret så fint. Nogen gange får man prøvet sine grænser lidt af, og jeg selv blev positivt overrasket over ikke at gå ned med flaget over ikke at få noget søvn, hvilket til gengæld krævede massivt indtag i stor madpakke.
Nå, men jeg kom i seng klokken 19 i går, og sov indtil kl. halv otte i morges. Og jeg er stadigvæk noget træt og ør i bolden og skal nok også have en time ekstra i nat. For ikke at tale om skuldrene, fødderne og syrebasserne, der er jævnt ømme (men tilsyneladende ikke totalsmadrede, så det skal der ikke lyde klager over).
|
|
|
|
|
|
|
|
