|
|
blog
On Site og Offline
Skrevet af
| onsdag, 29. april 2015 kl 22:24 Stikord: Haldor Topsøe, arbejde, spejder, Vestegnen, Ran, ledelse
Efter påskeferien har jeg nærmest ikke lavet andet end arbejde og spejder. Jeg har f.eks. været på kursus i ledelse af voksne frivillige, da jeg skal til at være leder for andre ledere (2. ordens leder?). For 1½ uger siden var der divisionsturnering for storspejderne i Mølleå division, som var henlagt til Glostrup med temaet: "Spejd på Vestegnen". Man kan sige, at færdighederne blev twistet en anelse i retning af Open Ascona, bandetags, skafning og borthæling af valent elektronik, guldkæder, grønthandler-børser og fremstilling af kopivarer. For ikke at nævne Terkel, selvfølgelig.
Her i bededagsferien tager jeg med de andre ledere i DDS Bagsværd Gruppe ud på en ledertur - til søs! Vi skal sejle med DDS´ skib S/Y Ran, fra Ishøj og op i Sundet og siden retur til København. Vi håber på godt vejr og god vind og lad os nu se, hvordan det går.
Lige direkte derfra skal jeg så afsted lørdag nat, for søndag morgen skal jeg med to af mine ingeniør-kollegaer ned til et raffinaderi i Serbien og lave målinger på et svovlsyreanlæg. Det er mit første besøg "on site", som man siger på Topsøe, når man er ude og gøre noget ved kundernes anlæg (som f.eks. at måle på forskellige gasser i rør og reaktorer). Så det går der siden 5 arbejdsdage med, sandsynligvis ikke bare sådan noget 7,4-timer-om-dagen. Når man er på måletur, så slider man utrætteligt for at få alle ens målinger i kassen, og så kan arbejdsdagene godt være lange. Jeg er hjemme hos mig selv igen og mere inden for rækkevidde 10. maj.
|
|
|
|
|
|
|
|