|
|
blog
Høstsang
Skrevet af
| tirsdag, 23. oktober 2018 kl 23:56 Stikord: nyttehave, sommer, efterår, ledelse, syltning, Stevns, sejlads
Sommeren slut. Huske at glemme, uafbrudt. Lyset væk. Cykellygte, ansigtstræk. Viskes ud i en andens blik. Lyden af skridt der gik.
Nej, den sidste rest af sommerens overdådigt varme vejr er nu omsider blevet fejet bort af frontpassager og nordvestenblæst. Varmt og urimelig tørt er det nu ikke mere. Det er forbi med gøgevejr, og fuglepjat i grene, og pigetræk bag bøgetræer. Nu fryser man alene.
Også i nyttehaven er høsten kommet. Marken er rimelig mejet, så at sige, omend kålen står tilbage, ja dens sæson er jo nu oprunden, sammen med vinterukrudtet og de nøgne solbær- og ribsbuske. En rig sommer og rig høst det blev, med mange bær (grundet megen vanding) og nu deraf en hel masse syltetøj. Jeg har forsøgt at stoppe mine omgivelser til med squash- og græskarkager. Og megen æblegrød er der da også blevet kogt og frosset ned til svære tider, i vor lade, på vor lo.
Men en "indian summer" fik vi dog lov at nyde for et par uger siden med sommervarme og solrige dage, og det faldt så heldigt ud for mig, at jeg nød den en weekend på vandring langs sydsjællandske skove med tre sangerkammerater. En god udetur i sheltere og med mad på bål og helt forrygende efterårsvejr.
I lørdags var jeg med mine forældre og søskende (mors fødselsdagsgave) på Stevns, hvor vi spiste frokost på Rødvig kro, og siden på Stevnsfortet over og under jorden, kaffe og kage og spise middag hos LB og Christina. Årets nok sidste tur på Sundet og en tur rundt om Hven kunne nydes i søndags med familien Fock.
Noget nyt sker dog også, jeg læser projektledelse på DTU en aften om ugen dette efterår. Foranlediget af mit arbejde, faktisk. Det er ret sjovt og lærerigt, og det er også ret skægt at møde nogen andre mennesker ude fra den rigtige, rigtige verden, der gudskelov ikke alle er ligeså nørdede som mig, og som har deres egne projekter at slås med.
Nathejk
Skrevet af
| onsdag, 26. september 2012 kl 11:18 Stikord: spejder, Nathejk, bandit, Stevns
I weekenden var Nathejk. Årligt tilbagevendende arrangement for storspejdere et sted på Sjælland, hvor man skal snige sig igennem en distance på omtrent 30 km i fugleflugt over det meste af weekenden (fredag aften til søndag morgen). Bagsværd Trop sendte en patrulje på 7 stormtropper afsted, fuldt udrustede til tænderne med vandrestøvler, trangiaer, presenninger, varmt tøj, ansjosposer og underlag, hjemmelavet gryderet og loganbrød. I år gik turen til Stevns, med start i Rødvig og slut et for spejderne hemmeligt sted, indtil sidst i løbet (men det var Haslev).
På Nathejk skal man altå gemme sig, for banditterne, som er de indkaldte seniorspejdere. Seniorer kan godt lide at jagte spejdere, og når seniorerne fanger en spejderpatrulje kan der opstå sjove lege som f.eks. "tømmetumbl spejderes rygsækindhold i sovepose", "spejderoptræden med dans og ækel popsang", "sortering af rygsækindhold efter farve", "kolbøttevæddeløbsstafet". Seniortilmeldingen overtegnes derfor i løbet af et par minutter når den åbner 1. maj.
Seniorbanditter er inddelt i 5 underafdelinger, såkaldte Lok, af 20-25 mand, der har chefer som koordinerer deres bevægelser og placering i landskabet. I år var jeg med som lok-chef-lærling, og så behøver man ikke tilmelde sig 5 måneder i forvejen - nathejk kører selvsupplerende med Lok-chefer, og det er til tider monotont at stå i sit Lok-hovedkvarter og tænke og kommunikere og vente og hyggesnakke; ligeledes skal man have en kaffetolerant mave, ellers går man død.
Vores storspejdere fra Bagsværd holdt til hhv. 8 og 11 dejlige karakterstyrkende timer i regnvejret (de gav op omkring kl. 6 og kl. 9 lørdag morgen, i to omgange). Det var ikke noget der huede deres tropsledere helt vildt meget, men de havde nok ikke tænkt tilstrækkeligt over det her med regnfast tøj og over hvor meget vand der kan komme ud af Sjællands himmel, og hvor våd og kold man deraf kan blive, for der kom vand. Ret meget vand, frem til lørdag middag. Lidt synd men også lidt lamt, for lørdag over middag blev det særdeles pænt og solrigt vejr på Stevns, hvor de hårde så kunne nyde frugterne af at holde ud.
Hvert år er konkurrencen for banditterne at undgå, at nogle patruljer slipper igennem Nathejk uden at blive fanget. Undervejs i løbet begynder Lok-cheferne at interessere sig voldsomt for patruljer, der endnu ikke er blevet fanget, for det ville være synd, at de ikke også skulle have oplevelsen af en sjov banditleg. Men i år tabte seniorerne - tre spejderpatruljer slap uset igennem de to kontrolposter og holdt sigt skjult over 30 km, i ly af skove, hegn, mørke og regn.
Øv bøv.
Jeg fik 4 timers søvn lørdag formiddag og 3 timers søvn fordelt over søndag morgen, så det var helt perfekt. Jeg var i hvert fald træt da jeg kom hjem, men det var sjovt.
|
|
|
|
|
|
|
|