|
|
blog
Grill på broen
Skrevet af
| lørdag, 28. november 2020 kl 00:17
Stikord: Hjemmearbejde, Storebælt, brand, kø, broen
 For tiden går tiden med arbejde, og aktivitet i fritiden er der ikke så meget af, som tillader mere end 10 samlet. Korsang er der endnu dog, og det bliver nu afviklet i grupper af 10, hvilket ikke er så mærkeligt som det måske lyder, hvis man er vant til at synge i små ensembler. Og det er jo en ædel kunst at kunne. Så inddeles korprøven over 3 timer med 5-6 grupper af ti forestået af to dirigenter. Ikke helt optimalt ift. hvor meget man kan nå som kor- Vi håber selvfølgelig at få lov at koncertere i december, men det er godt nok en udfordring.
Sommerhuset er et af stederne, hvor hjemmearbejde kan udføres, og det er stadig noget hyggeligere end at være i København i en håndværkerramt boligkarré. Det giver et godt afbræk, og en fin cykeltur herop. Ellers er hjemmearbejde mest besværligt, men jeg finder da ud af hvor meget jeg savner at være fysisk på arbejde. Når jeg er det, 2 gange om ugen, så skal der nås rigtig mange forskellige ting i laboratoriet, og det må jeg så se om jeg kan koordinere. Udfordrende og anderledes kan man godt sige at det er.
Broderen og jeg fór fredag morgen sidste uge mod Hovedlandet og endte med at holde godt 4 timer 400 m fra betalingsanlægget på Storebælt, og der kunne vi så nyde udsigten til omgivende lastbiler og personbiler. Dem der holdt sammen med os flyttede sig ikke. Det gjorde bilerne i det modsatte spor. Det var et lidt umage sted at holder telefonmøder og arbejde hjemmefra, men vi skal jo vende os til meget nyt normalt i denne tid.
Der havde været gang i en større flambering af asfaltpandekager på broen, så sørgeligt det end var, og deraf en lukket vestgående kørebane. En lastbil medbringende 36 paller med Cointreau lækkede, antændte og udbrændte. Ingen tilskadekomne, men tusindvis rystede over at opleve hvor lidt der skulle til, for at landets hovedfærdselsåre lukker til. Man kunne nemt se røgen helt oppe fra bakken vest for Slagelse, 20 km væk, og den var ordentlig syg sort. Lastbilen var også ordentlig sygt udbrændt efter slukningen af lejrbålet. De havde vist brugt rimelig lang tid på at hælde vand og skum og shizzle på den.
Dekameron
Skrevet af
| fredag, 20. marts 2020 kl 22:35
Stikord: vækst, karantæne, natur, bål, Dekameron, virus, corona, Covid-19
For føje stunder siden gav jeg en inhabil rundtur i hvordan eksponentiel vækst virker på store populationer. Og renter. Og ukrudt. Og vira.
Den lære kan jo bruges til at isolere sig selv og hinanden, alle hver for sig og lige glade, og undgå at blive smittet og smitte andre i samfundet med noget mere coronavirus. Hvad så, når vi er nået over toppen og smittetilfældene så går nedad, og forhåbentlig sker det jo meget snart, skal vi så sidde og kukkelure stadig på hver vores kammer? Altså, hvor antallet af nye tilfælde af virus bliver færre og færre, og vi så at sige har negativ viral rente. Ligesom henfald af radioaktive grundstof-isotoper. Som Tomas Pueyo og hans kumpaner redegjorde for, se lænken dernedenfor, så nej, vi skal nok komme ud igen snart. Men alt bliver ikke tilladt med det samme, og det bliver en glidende overgang tilbage mod normale forhold, i den rækkefølge som det er mest kost-effektivt for samfundet og lægger de mindste byrder på os som individer, samtidig med at virusudviklingen kontrolleres.
Vi skal jo nok være spærret inde i en halv snes arbejdsdage endnu, hvis det kan gøre det. Jo da, karantæne, quarantina, altså quaranta giorno - betyder "40 dage" på italiensk. Som allerede i senmiddelalderens Venedig var den ventetid, som fremmede skibe skulle ligger brak, inden dets besætning kunne tillades at disembarkere ud i virkeligheden.
Hvad kan vi så gøre, mens vi venter på det? Det blev gruppelederne i min spejdergruppe spurgt af en journalist fra Gladsaxe-bladet om for få dage siden. Og svaret er enkelt, se at komme ud og læg alt det crowdede bybras bag dig. Ud i naturen, find nogen orienteringsposter i skoven og lav noget bål og noget grillmad og sov ude, snit i en pind og se dig om i naturen, få forstærket sanserne og indtrykkene og få brugt din fantasi, få noget frisk luft og fuglekvidder og stilhed og stjerner og de enkle og evige ting.
Og man skal jo vise eksemplet selv i sin egen ledelse, så jeg drager en tur ud i naturen, væk fra epidemien og ud til væksterne. Bare lige et lille døgn her i weekenden.
Og de kendte og de fede og dem med alt liret og det lækre hår og X-factor, ja og influencerne, råd og nævn, bloggerne, meningsdannerne, og de rige, de anonyme velhavere, ja de kan også være med. Epidemier er ikke en ny ting, og vi kan søge konsultation i historien, såvel som litteraturhistorien. I sit hovedværk fra renæssancen, Dekameron, beskriver Giovanni Boccaccio 7 unge kvinder og 3 unge mænd fra adelen, altså ved muffen, jetsettet, datidens Hellerup, som under pesten i Firenze 1340 drager ud til et landsted (selvfølgelig med hele entouragen af tjenestefolk og kokke og opvartere, det forstås). Måske dog ikke lige et af de skisportssteder, hvor alle de andre fra jetsettet er. De fordriver tiden her, ti dage (Dekameron er "ti dage" på græsk), med at fortælle historier, een historie hver dag per snude: Nogle sjofle og visse kløgtige og andre høviske, men alle opbyggelige og med en god belærende morale, som Boccaccio har ladet dem give videre til den ny tids genfødte (renæssance-)menneske.
Så: Læg pesten i byen bag dig og drag ud på landet. Og kom hjem med nogle historier, der er værd at give videre og som kan blive stående.
On Site og Offline
Skrevet af
| onsdag, 29. april 2015 kl 22:24
Stikord: Haldor Topsøe, arbejde, spejder, Vestegnen, Ran, ledelse
Efter påskeferien har jeg nærmest ikke lavet andet end arbejde og spejder. Jeg har f.eks. været på kursus i ledelse af voksne frivillige, da jeg skal til at være leder for andre ledere (2. ordens leder?). For 1½ uger siden var der divisionsturnering for storspejderne i Mølleå division, som var henlagt til Glostrup med temaet: "Spejd på Vestegnen". Man kan sige, at færdighederne blev twistet en anelse i retning af Open Ascona, bandetags, skafning og borthæling af valent elektronik, guldkæder, grønthandler-børser og fremstilling af kopivarer. For ikke at nævne Terkel, selvfølgelig.
Her i bededagsferien tager jeg med de andre ledere i DDS Bagsværd Gruppe ud på en ledertur - til søs! Vi skal sejle med DDS´ skib S/Y Ran, fra Ishøj og op i Sundet og siden retur til København. Vi håber på godt vejr og god vind og lad os nu se, hvordan det går.
Lige direkte derfra skal jeg så afsted lørdag nat, for søndag morgen skal jeg med to af mine ingeniør-kollegaer ned til et raffinaderi i Serbien og lave målinger på et svovlsyreanlæg. Det er mit første besøg "on site", som man siger på Topsøe, når man er ude og gøre noget ved kundernes anlæg (som f.eks. at måle på forskellige gasser i rør og reaktorer). Så det går der siden 5 arbejdsdage med, sandsynligvis ikke bare sådan noget 7,4-timer-om-dagen. Når man er på måletur, så slider man utrætteligt for at få alle ens målinger i kassen, og så kan arbejdsdagene godt være lange. Jeg er hjemme hos mig selv igen og mere inden for rækkevidde 10. maj.
Los Familios
Skrevet af
| søndag, 14. juni 2009 kl 13:10
Stikord: familie, DSB, transport, 1. klasse
I går lørdag var jeg hjemme hos farmoderen, som holdt 85 års fødselsdag. Så børn, børnebørn og oldebørn (5 foreløbig) troppede op og delte pladsen om grillen, hvor der blev ristet pøller og bøffer, og der var kaffe og lagkage og boller om eftermiddagen - det var ligesom det skulle være. Hun er rigtig god, hende farmoderen. Der blev også spillet det meget traditionsrige Boccia-spil på en kun lidt bulet græsplæne.
Søndagen var vi hjemme i Holstebro, der blev kørt et næsten endnu mere traditionsrigt Mejdal cykelløb, lillesøsteren spillede koncert med accordion-orkestret og mor serverede Venø-bøffer med nye kartofler - inden jeg blev sendt afsted med toget.
Sidste weekend gik det til Samsø, hvor mosteren og hendes mand holdt sølvbryllup under meget dæmpende men utrolig hyggelige former. I Ballen, havneby på østsiden af øen, på den gamle Skipperly Kro, med fin udsigt mod Kattegat og Sjælland. Jeg var endda ude at bade i Kattegat ved den lejlighed. Det var en kort og afkølt fornøjelse, men da vejret var koldt og blæsende virkede vandet næsten varmt. Men også kun næsten...
Så jeg har fået prøvet en del offentlig transport for tiden. Eller rettere, den prøver mig af, særligt DSB, for jeg synes da godt nok, at der er forsinkelser eller aflysninger lidt tigere end sjovt er. Det er grumt at køre tog i det danske vejr for den stakkels operatør, og 150 års erfaring er jo heller ikke meget i kosmisk målestok. Når det hele går i stå fra Københavnstrup og man skal hjem på en fredag aften, og det bliver en time for sent, og man må tromle afsted med tre bumletog.
DSB synes jo, at fleksibilitet fra passagerers og anden trafiks side er godt. Men så snart, at noget andet end DSB ikke er fuldstændig punktligt og i god tid, så går det galt. Det er lidt små-kedeligt at stå af en blot 5 minutter forsinket Samsøfærge i Kalundborg, og trods ilen og spænen og næsten halsløs opførsel i trafikken se sit tog forsvinde i horisonten. Desværre, den næste kører om en time.
Det er skægt, at man altid selv må være uendelig tålmodig med DSB, mens statsbanerne ikke kan vente forkølede og snoldede to minutter for at få 50 færgepassagerer med dieselhakkeren mod øst (og så må vi igen være uendelig tålmodige, og bide os lidt i læben for ikke at slippe en spydighed).
Jeg er begyndt at prøve 1. klasse af. Statsbanerne har et tilbud - opgrader din 2. klasses billet til en 1. klasse for kun 75 kr. i weekenden - man har åbenbart svært ved at fylde forretningsrejsende med røven fuld af penge ind i togene udenfor arbejdsdagene. Men det kan godt anbefales, særligt da 1. klasse kupeen tilsyneladende er mageligt tom. Der er gratis indernet og kaffe og frugt og et par snacks (alt hvad man kommer til at savne for at holde sig i live i en kupe i godt 4 stive timer).
|
|
|
|
|
|
|
|
