|
|
blog
Ouverture af trækfuglene
Skrevet af
| søndag, 7. februar 2021 kl 17:30
Stikord: Frost, kulde, vinterhejk, hjemmearbejde, fritid, Trækfuglene, Naturconcert, Steen Steensen Blicher
 Kyndelmisse slaar sin Knude overmaade hvas og haard. Hvem havde troet, at vi skulle få kontinuerlige frostdøgn og kold og bitter nordøstenvind i flere uger (jeg havde i hvert fald glemt det). Vi har ellers hjulpet drivhuseffekten alt hvad vi kunne, men ikke nok til en entydigt positiv nordatlantisk oscillation, åbenbart.
Med-gruppelederen og jeg drog på vinterhejk på Jyderupstien i den forgangne weekend, afsted fra Jyderup station, gennem skovene til Åmosen og første overnatning i shelter, dernæst en lang fodtur sydpå og næste overnatning i shelter ved skovene ved Sorø, og så endelig rundt om Sorø Sø og hjem igen. Og allerede der havde frosten meldt sin ankomst (den havde faktisk erobret hele døgnet). Det var en fersk og sval tur, med vintersovepose, ekstra lagenposer og lange underhylere, trangiamad og ømme fødder (og skuldre), røde kinder og røde næser, rim på posen og find på selv.
Tiden er jo ikke rigtig til rejser og skiture udenvælds. Jeg har slæbt mine langrendsski med op i sommerhuset i det fromme, enfoldige håb at der skulle komme tilstrækkeligt med sne til al den her frost. Jeg har hørt tidligere om at Gribskov har været proppet med langrendsløbere, i en grad så biler og parkeringsbøder har været tæt fordelt langs vejen fra Nødebo. Men her i Villingebæk er der nærmest ingen sne, så øv øv, turene ud bliver til fods og eventuelt på cykel. Imens fyres der på livet løs i kakkelovnen, og det er jo også altid rart.
Jeg arbejder stadigvæk mest hjemmefra grundet den virale stuearrest, som så mange andre med skærmbaseret sk. arbejde. Det kan man både gøre hjemme på Corona Copenhagen og i sommerhuset. En dag om ugen tager jeg dog ind på kontoret og laboratoriet og løser de ærinder, som ikke rigtig kan løses fra hjemmepulten. Der er masser af møder på teams og zoom og meet alt det, både i arbejdstiden og i fritiden. Og det er jo et ok surrogat når det andet ikke kan lade sig gøre, men situationen som sådan - er noget forbandet lort. Ingen fester, ingen fremmødt fritid, intet nærvær. Ingen fredagsøl, ingen lejre med sang rundt om bålet, ingen natløb i sne og måneskin, ingen koreventyr og natur-concerter. Hvor er det dog traurigt. Jeg vil have den ægte vare.
Men foråret og vaccinen så sagte kommer (meget sagte...), indvarslet ikke ligefrem af temperaturerne for tiden, men det mere lys vi får og de lidt længere dage. Det er da altid noget. Jeg glæder mig til igen at kunne komme i jorden og plante i haven, igen at komme til at se bekendte, igen at sejle, synge, suse og slentre. Der må komme fester igen, også snart. Vi trænger i hvert fald.
Inderlig jeg længes efter Vaar, men Vintren strænges. Kom Sydvest, som Frosten tvinger!
Lejrliv
Skrevet af
| søndag, 13. august 2017 kl 14:35
Stikord: spejder, arbejde, vejr, regn, Spejdernes Lejr, losseplads, rejse
Sidste uge af min ferie, den sidste i juli, var jeg på Spejdernes Lejr, som er den fælleskorpslige spejder-landslejr (med besøgende udenlandske indslag) der blev afholdt lige nord for Sønderborg. Fra Bagsværd gruppe var vi næsten 90 mennesker afsted i gruppelejr, men heraf også over 20 ledere, så der var dog en vis sammenhængskraft og et mådeligt overblik i kaos, vil jeg sige.
Og vi havde en spændende uge, masser af aktivitet, lejrbål, lejrliv og Gud ske lov en lidt mere spejder-betonet oplevelse af denne Spejdernes Lejr end den for 5 år siden. Jeg er ikke nødvendigvis fan af store lejre, for selvom de ofte er store oplevelser, er de ikke altid store spejderoplevelser. Så her gik det bedre, vil jeg mene.
Og vejret, med ikke en dag uden sin helt egen type regn, gjorde også sit til at fordre at vi gjorde vores bedste, som vi lover i spejderloven; thi, nu klager vi jo ikke som spejdere på vejret, ej heller når det er rigtigt spejdervejr, og vi blev i hvert fald udfordrede og havde så, kan man tørt (!) konstatere, lejlighed til at vise om vi så duede til noget og om vi tog besværet med et smil og holdt trit og retning som spejdere i det vejr og føre/pløre.
Efter det tilbage på arbejdet en uge igen efter ferien, tilbage til opgaverne og laboratoriet, for i hast at forberede den næste tur: I den forgangne uge var jeg nemlig med en kollega i det nordvestlige USA for at få en lokal testopstilling til at fungere igen. Den står på en losseplads og behandler noget gas derfra. Endnu en spejderlejr, nu som arbejde, kan man næsten sige, hvor der også var brug for hittepåsomme løsninger, fantasi og arbejdsomhed, samt et vis mål af lederskab og kommunikation.
Her var vejret dog lidt anderledes: 30 grader (Celsius...) og fuld sol, der havde faktisk været tørt i over en måned. Og til tider et hint af en lidt dubiøs oduer fra det rådnende skrald. Ingen klagen herfra, men det er dog også rart at kommende hjem igen i fredags til lidt mere saltfrisk havluft og tempererede vinde.
Spejdertur til Indonesien
Skrevet af
| fredag, 31. marts 2017 kl 19:13
Stikord: Arbejde, svovl, svovlsyre, anlæg, viskose, industri, spejd, rejse, Indonesien
Sidste uge var jeg og en af mine kollegaer på tur med firmaet til Indonesien. En spejdertur vil jeg nærmest kalde det. Og i hvert fald kontrasternes tur. Vi skulle ud og måle på et svovlsyreanlæg lidt ude på bøhlandet på Java. Dette svovlsyreanlæg behandler en svovlholdig skyllegas fra et viskoseanlæg, som så bliver omdannet til ren luft i skorstenen og svovlsyre i syretanken. Svovlsyren er et råstof de skal bruge i deres proces, når de laver de her viskobefibre. Udover det og cellulose skal de bruge nogle andre temmelig ubehagelige kemikalier, bl.a. klorblegemiddel, kautisk soda samt svovlkulstof (en nervegift). Den sidste og noget svovlbrinte biprodukt (også en nervegift) ender i skyllegassen, som man så renser ved at lave til svovlsyre. Ja, det princip lyder jo nærmest som sød sol og sommer og røde roser og alt er mildt og smukt.
Nå, men efter at have brugte uger på at samle sammen og pakke og forberede og skrive op og forstå og blive vaccinerede drog vi af til Kastrup lørdag eftermiddag med alt vores grej og habengut. Så triller man rundt 2 mand begge med kuffert og computertaske, samt yderligere tilsammen 6 kasser med måleudstyr og sikkerhedsudstyr til at måle og færdes sådan et sted. Afsted og på business class via Istanbul med Turkish airlines. Vi havde kun 37 kg. overvægt i alt - gæt en pris - der var ellers "kun" inkluderet 50 kg. pr. mand på business. Og det må jeg sige, at man virkelig bliver vartet op i den sammenhæng, der er lækker menu og selv det tyrkiske flykøkken kan være ret godt, og man kan lægge sædet helt ned for at sove i sin egen lille bås, og der er rigtig god plads. Uanset, så sover jeg nu ikke godt på et fly, men vi kom godt frem til Jakarta søndag aften. Vejret på java er mellem 25 og 30°C og meget fugtigt, og det regner de fleste dage i marts, så det første vi stødte ind i var den her mur af varm, fugtig luft da vi kom ud af lufthavnsbygningen. Gudskelov er alt indendørs i Indonesien luftkonditioneret. Og det kan myggene ikke lide.
Man skal ikke ønske sig at køre selv i Indonesien generelt, og omkring Jakarta og på Vestjava står det udsagn med kapitaler og understregning og et par ekstra udråbstegn omkring. Trafikken er helt enkelt sindssyg, udover det er der naturligvis venstre-kørsel, og på en eller anden måde får de det til at glide - om end man må tage sig til hovedet eller holde sig for øjnene, når de kan køre sådan et par biler og et par scootere ved siden af hinanden i hver retning i færd med at overhale på hvad der i bredden minder om sådan en dansk vej på landet (ca. 5 m. bred?), bare med den forskel at der lå så deres huse og butikker og værksteder tæt langs vejen og at der var en god del fodgængere og ikke noget fortorv. Og hvis der er plads på vejen foran een eller ved siden af, så kan man regne med, at en anden bil eller et par scootere hurtigt fylder pladsen ud. Og der var mange, mange scootere, og dem kunne de fint have 1 m bred last bag på eller sidde to eller sågar tre mand på. Overordnet set jo ret brændstoføkonomisk. Dog ikke helt uden ulykker, for indimellem lå der lastvogne og biler i vejsiden med bunden i vejret, og udrykningskøretøjer så vi da også af og til.
Så hentet blev vi i lufthavnen, og hele ugen blev vi kørt ud og hjem mellem anlæg og hotel med chauffør og vogn fra anlægget, og så kunne vi samtidig studere omgivelserne på vejen (8 km i fugleflugt, 20 km kørsel, som tog omtrent 40 minutter). Indonesien er fattigt, Java er meget folkerigt, og det er tydeligt ude på landet - man synes, at man bare hele tiden kører rundt inde i en by i forskellig grad af slum. Det skyldes så, at når der er en vej og lidt plads på en side af den, så skyder der automatisk huse op langs vejen, men bebyggelsen går så ikke i så meget i dybden bort fra vejen på landet. Så bagved en eller to rækker huse tager småbitte marker, skov, sump eller jungle over.
Ude på selve anlægget havde vi på en ret nærværende, havde nær sagt hårdtslående, måde en opfattelse af, at både miljølovgivning, arbejdsmiljø og arbejdssikkerhed måske kører efter en lidt anden standard end i Danmark. Man kan også sige, at de gik lidt mere op i at deres viskosefiber-fremstilling fungerede og gav et godt produkt, som de jo tjener penge på, end at det anlæg som behandler deres affaldsgas kører helt Spitze. Med videre. Over det meste af anlægget var der ligesom sådan en bagvedliggende em af det her svovlkulstof. Os to vesterlændinge gik rundt med portable svovl-gasalarmer, filtermasker og filtrerende friskluftudstyr i vores flammehæmmende arbejdstøj og svedte. Og alarmerne udlod da heller ikke at gøre os opmærksomme på forholdene, mao. de bimlede og bamlede snart sagt hver tredje minut, selvom det i reglen mest var for under ppm-niveau og lige i grænsen af hvad alarmerne kunne måle, dog lidt afhængig af hvor på området man var. Det baggrundsniveau virkede dog ikke til at være noget som de ansatte på anlægget gik op i, i hvert fald havde de gerne bare skjorte og hjelm på som beskyttelsesudstyr, og ingen filtermasker eller noget. Måske lidt institutionaliseret fatalisme på arbejdspladsen, måske et produkt af den fattigdom som de oplever, hvor man derfor er heldig, hvis man har et arbejde på det her anlæg, og hvor en arbejder bare er en maskine billig i drift, som man hurtigt kan få en ny af, hvis den holder op med at virke. Et par gange havde vi noget grum svovlgas der slog ned fra en skorsten, ja derude kan man køre gassen ubehandlet lige op i himlen og ud til fuglene og folkene uden at nogen ser skævt til det, og ved de lejligheder gik vi ned og væk fra svovlsyreanlægget, for det var ikke forsvarligt at arbejde ved.
Vi fik færdiggjort vores måleprogram på anlægget i slutningen af den sidste måledag vi havde, og havde ikke tid til nogen gentagelser, selvom vi fra start mente at vi havde afsat rigtig god tid. I reglen har man egentlig ikke god tid, når man måler på anlæg. På grund af nedbørsmængden og vejrliget var vi også nødt til altid at have overdækning over vores udstyr, som også skulle flyttes rundt og pakkes sammen indimellem, det kan ikke tåle vand når det er pakket ud, så her skulle der laves bivuak og overdækning og bindes knuder og laves anker, så det var noget spejd der var prøvet før, der her kom til sin ret. Men bl.a. fordi deres anlæg ikke kørte ret stabilt og et par gange (af to forskellige årsager) var nødt til at lukke for gastilførslen, måtte vi bruge en del tid på at vente. Det gav ikke mening at måle, før der var stabil drift.
Det var måske meget lærerigt at opleve, at det smukke princip nævnt i starten om at alt svovlet bliver fanget og ikke lukkes ud til omgivelserne og som står i beregninger og på flowdiagrammer, ikke altid holdt til virkelighedens prøvelser, i hvert fald ikke sådan som det blev gjort der. Uanset hvad var de utrolig gæstmilde mod os overalt. For mig var det også en oplevelse af det vi gør kan betyde meget derude, og at der også var god brug for en imødekommende, konstruktiv, fremadrettet og beredt mentalitet for at komme i mål med målinger - mao. duelighed opøvet som spejder. Meget apropos, det indonesiske spejderkorps er verdens største, 17 mio spejdere ud af en befolkning på 260 mio. Jeg havde derfor i den anledning taget mit Gilwell-tørklæde med. Vi endte dog ikke med at skulle lave spejderledelse med de unge indonesere, men vi kørte da forbi i hvert fald et par spejdergrupper på vejen og så også nogen af de små stormtropper med spejdertørklæder på, i gang med noget læring og relevant foretagsomhed i deres lokalsamfund. Det er spændende at se hvordan man er spejder i andre lande, og rigtig mange steder er det knyttet til at gøre noget nyttigt for andre lokalt og i omgivelserne.
For mig var det første tur til Asien, så nu er det da vinget af på listen. Jeg har heller ikke prøvet at betale 11 millioner for overvægt af indchecket bagage før, men det fik vi så lejlighed til i lufthavnen i Jakarta fredag. Lørdag middag var vi så sikkert hjemme igen, og steg ud i Kastrup i det fineste tidlige lune vårvejr som vi kunne ønske os.
Kålgården
Skrevet af
| søndag, 22. januar 2017 kl 22:15
Stikord: have, julefrokost, kål, kålgård, jordskokker, æbletræ
"Årets" sidste eller første julefrokost, om man vil, var jeg til i går aftes med de til København flyttede gymnasieklassekammerater af hankøn. En håndfuld haner er vi her i hovedstaden på 16. år. Et forædt og forslugent orgie udi traditionelle julespiser blev det, nogen ville kalde indtaget af føde decideret ondskabsfuldt. Hvis det var en nytårskur var det ikke en slankende en af slagsen i hvert fald.
Jeg stod ansvarlig for medistus, brunede kartofler og grønlangkål - og det sidste er da heldigvis noget, hvor den vigtigste ingrediens kan hentes i nyttehaven og som tilmed er sund og nærende (måske lidt mindre sund eller i hvert fald ikke slankende, men i høj grad nærende, efter hvad den siden blev tilberedt med). Der er nemlig kålgård med grønkål, og det er ca. det mest grønne tilbage i hele haven på den her tid af året, hvor alt andet ca. er gråt og sort og brunt og kedeligt.
Det er specielt med den have, det er som om at vi ikke kan komme i bund og få høstet alle grøntsagerne i bund, men Trine, Karl Kristian og jeg har fortsat en hel del grønkål, rødbeder, porrer, og 5-7 m. gulerødder samt alt, alt, ALT for mange jordskokker i vores nyttehave. Det sidste stikker vist af fra os. Mon vi formår at få det gravet helt op i år, det er vi vist nødt til. Sidste år besluttede vi at lade de sidste jordskokker ligger og ikke kulegrave stykket. Det har jeg på fornemmelsen at vi kommer til at fortryde.
Det er sjovt at have have. Det kribler igen i mine fingre for at komme ud at rode i jorden og snart få sat noget nyt, når solen får magt (døgnet er da blevet en time længere igen nu). Lige nu er det planernes tid. Grundtvig skrev i sit digt "Aabent brev til mine Børn" (et jævnt og muntert, virksomt liv på jord):
Da følte jeg den trøst af sandheds Ånd,
at lykken svæver over urtegården,
når støvet lægges i sin skabers hånd,
og alting ventes i naturens orden:
Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
og blomsterfloret i den varme sommer,
da modenhed i møde planten går
og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
- mig behager det både at høste og så!
Karl Kristian har ryddet lidt i et ekstra stykke jord vi havde i efteråret, hvor han har sat flere bærbuske og æbletræer, så forhåbentligvis giver det om mange år nogle æbler til dem i generationerne efter os i nyttehaven. En fin tanke.
Naver - som forsker
Skrevet af
| onsdag, 4. juli 2012 kl 14:14
Stikord: arbejde, rejse, konference, forskningsråd, Roskilde, korsang
Jeg er for tiden på katalyse-konference (ja, igen) i München. Det er den årlige centertur i min forskningsgruppe, så vi er et helt hold folk afsted. Hvad skal man sige, det er kæmpestort og noget uoverskueligt, man prøver at få til præsentationer og postere, der virker relevante, hvad de dog ikke altid er - begge dele kan ofte også være uforståelige. Der er visse logistiske aspekter af konferencen, der ikke er løst særligt smart (f.eks. bespisning af ca. 3000 mennesker). Og man bliver træt af at være igang og rende rundt fra 9 morgen til 20 aften, særligt når man når i seng kl. halv et og står op for at tage morgenløbetur lidt i syv. Af ting der virker kan nævnes offentlig transport i München og lavere ølpriser. Óg at man kender efterhånden en del folk andre steder fra, med hvem det er vældigt let at komme i selskab igen.
Når jeg kommer hjem fredag er det næsten direkte på Roskilde Festival i 1½ dag, hvor mit kor med skønsang i kjole og hvidt skal underholde masserne i muddergrøften. Godt er ved Roskilde festival at have noget at lave det meste af tiden - ellers ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv (det er prøvet).
Jeg har fået svar på min super-katalyse-til-biobrændstof ansøgning hos Det Frie Forskningsråd, desværre et afslag, hvad jeg dog havde forventet med den relativt store søgning der er til forskningsrådene (jeg synes at huske, at normalt omkring 10% af de seriøse henvendelser bliver udvalgte). Så altså det var ikke lige min nål i høstakken, der blev udvalgt i denne omgang. Så må jeg prøve at se, om jeg kan få ændret og forbedret min ansøgning til næste ansøgningsfrist for postdoc-stipendier i starten af september.
Ellers ikke andet end at nu skal jeg snart have noget ferie.
Studentikost
Skrevet af
| søndag, 24. januar 2010 kl 23:17
Stikord: Finland, Åbo, korsang, studentikost, sauna, fjord
Lørdag eftermiddag tog jeg bussen med Gerd (fra Tyskland) og Betian (fra Argentina) i sauna ude ved den frosne fjord ved Uittamo i sydenden af Åbo. Her er der badestrand om sommeren, og lige nu er der is på og god sne, hvis man er til langrend og letsindighed og stoler meget på isen. Ja, eller, bortset lige fra en badebro ud for saunabygningen, hvor der var vandcirkulation. Det var her, hvor jeg begyndte at få nogle bange anelser. Nu har jeg jo fået det første sauna-kuldechok ved at rulle mig nøgen i sneen. Så man kan vel sige, at jeg var klar til det næste kuldechok.
Så af med kluns og på med badeshorts, og ind i saunaen. Det er et offentligt sted, så der var nogle stykker. Fint nok. Efter ca. 10 minutter er man stegt, og hvad gør man så, syg i roen, som man er, og efter megen og megen god overtale af Gerd og Betian, ud af en sine steder tiliset badebro i bare tæer og intet andet end badeshort og -10°C, og ned i vandet. Hurra hurra hurra! Og så ellers op og i en fart ind i saunaen igen.
Betian og Gerd lagde ret stot vægt på, at jeg jo var spejderleder, og nødvendigvis måtte forklare oplevelsen for ungdommen, om de spurgte, og så gik det jo ikke at være en kryster. Og var jeg måske ikke en viking?
Af een eller anden sær grund bliver man afhængig af det skidt, for jeg var ude i vandet 3 gange. Følelsen er bestemt meget livgivende, så jeg begynder at forstå, så perverst det end må lyde, at nogen kan lide at vinterbade.
Efter sådan en omgang er man helt dvask og afslappet, så vi dampede med bussen hjemad, og bagefter tog vi på Teerenpeli med Serap (fra Tyrkiet) og fik os et par øl og blev aldeles fladmaste, for det gør man efter sauna - det er hårdt at gå i sauna og dyppe sit korpus i kolde fjorde.
Jeg lovede at skrive noget om korsang. Det har jeg selvfølgelig ikke kunne holde mig fra, selvom jeg er kommet et nyt sted hen. Så i onsdags var jeg til indsyngning i et kor. Men det er ikke helt som vanligt, for denne gang er jeg kommet til toner og lyrik hos Brahe Djäknar (Brahes degne) - det er et svensksproget mandskor tilknyttet som forening under Åbo Akademi. Det er aldeles studentikost! - og på et rimelig højt niveau, synes jeg. Faktisk i en sådan grad, at Brahe Djäknar synger ved Akademiets årsfest, Brahebalen, og sammen med søsterkoret Florakören og akademisk orkester til Nådeldal musikfestspil i marts - og Brahe Djäknars studenter- og vårsange er det store hit på Vårdberget på Valborgs aften (eller "Vappen", som de kalder det) 30. april, der bliver TV-transmitteret til hele Finland. Studentersangforeningen (mandskor i København) har en lignende tradition med at synge på kastellet før bededagsferien.
Men det er sgu godt gjort. Medlemmerne er for de flestes vedkommende vel 25-30 år gamle, og de virker rimelig trofaste. Brahe Djäknar har sin helt egen stil, med traditionelle fester, druksange, festsange, studentersange, faste kvartetter, der synger mod hinanden, og er en fasttømret og levende del af studentermiljøet, selv formelt, ved Åbo Akademi.
"Mössorna på - våren er här!", siger de. Så jeg har måtte bede forældrene om at lade min studenterhue befordre herop, for den skal vist i brug. Studentikost!
Kuk kuk, jeg er ikke helt borte endnu...
Skrevet af
| søndag, 11. maj 2008 kl 11:22
Stikord: ferie, artikel, arbejde, roskilde
 Opdateringsfrekvensen er ved at nærme sig nye lavpunkter, så jeg må hellere lige skrive lidt om, hvad jeg bedriver, inden I tror, at jeg er gået helt i hi :-D
Sidste weekend var Julie og jeg i sommerhus i Odsherred. Det var virkelig dejligt at komme væk fra al trummerummet derhjemme, og virkelig rart at have nogle dage at hvile ud og slappe af og kigge op i himlen i herrrrligt vejr med direkte udsigt til Nekselø-Sejerø-bugten.
Tirsdag i denne uge har jeg afleveret artikeludkast til Le Professeur, hvilket jeg har været noget forsinket med, og derfor har det også presset mig noget at blive færdig med (så jeg har bl.a. haft rigtig dårligt overblik over min kalender og andre gøremål, bl.a. denne klumme...). Alt det kan man så begynde at kigge efter nu, og lave skadekontrol på det, der er opsat. Nu må vi så se, hvor mange røde rettetegn, der kommer retur til mig - og hvor hurtigt vi derefter får artiklen indsendt til peer review (og hvor mange røde rettetegn der kommer ud af det, og derpå hvor hurtigt får lavet rettelser og genindsendt, og om vi _så_ får røde rettetegn fra andet peer review, bla bla bla). Artikelskrivning er i sandhed en stykkevis opgave (og også stykkevis frustrerende).
Ellers går arbejdet sin vante gang, der er administration og udstyrsindkøb og ting og sager, der skal ordnes, der er forsøg der skal laves og resultater, der skal analyseres og fortolkes, og i det hele taget en masse der skal forfattes om det dernæst. Man har hurtigt en masse at lave (rigeligt til både 37, 40, 45 eller 50 timer om ugen, hvis man har lejlighed for det).
Her i pinsen er jeg i Berlin med mit kor, Laetitia Musica. Vi skal synge to koncerter i to kirker senere i dag, pinsedag. Men ellers holder vi så meget fri som vi kan. I går var vi mestendels på vandring rundt i byen for at høre lidt om Berlins mildest talt vanvittige historie. Vejret er herligt, øllene er billige, folk er flinke, og mit tysk er ikke så rustent, som jeg kunne have frygtet. Jow tack. Berlin er en fed by. Mandag eftermiddag tager vi hjem med bus og er sindssygt sent hjemme. Og så er det tilbage på instituttet.
En sidste kommentar herfra sku´ li´ vær´ den, at Julie har overtalt mig til at tage med på Roskilde Festival for at opleve stemningen og blive helt enormt inspireret og bare hænge ud og gøre det man har lyst til - historien er, at hun jo er Roskildedenser, og derfor er Roskilde Festivallen en rimelig integreret del af historie og bevidsthed. Jeg havde nær bemærket til det med lysten, at hvad hvis jeg bare har lyst til at tage hjem, var det så ok - men på den anden side synes jeg, at det skal have en fair chance for at vise, om der er noget man går glip af eller hvad.
Fremtidens brændstof?
Skrevet af
| onsdag, 28. november 2007 kl 09:28
Stikord: Biobrændstof, biodiesel, bioethanol, olie, fossile brændsler, fossile ressourcer, drivhuseffekt
For få dage siden barslede det internationale klimapanel (IPCC) med en rapport, der påstår, at vi skal reducere vores CO2-udledninger hurtigere og mere omfattende en hidtil antaget, hvis ikke vi skal ende i en situation, hvor den stigende drivhuseffekt er irreversibel. Jeg vil ikke diskutere IPCC´s påstande her, men det må betragtes som uigendriveligt, at gasser som CO2, CH4, N2O og H2O virker som drivhusgasser. Gasser kan isoleres og studeres, og deres rolle som drivhusgasser bør der ikke herske tvivl om.
Politikere, journalister, forskere og bedsteborgere af mange slags ævler løs om biobrændsler, så det er en ren lyst, som den store løsning på fremtidens globale miljøproblemer.
Nu forsker jeg jo selv i fremstilling af biodiesel, så skulle det måske ikke hytte mit skind, at man stiller biobrændstoffet i et godt lys og ønsker at avancere det? Måske, men jeg kan i hvert fald pege på nogle få faktiske omstændigheder, der forhåbentlig kan sætte alt lidt mere i relief.
Den til rådighed stående danske biomasse fra en rimelig del af vores landbrugsareal kan med både 1. og 2. generationsteknologier måske dække 25-30% af det nuværende brændstofbehov i transportsektoren (og så bliver man i samme ombæring nødt til at anvende noget halm til biobrændstof, der ellers ville være brugt til kraftvarmeproduktion). Det kræver desuden, at en vis procentdel af langbrugsarealet lægges om til at producere brændstof-råstoffer. Så kan man jo selvfølgelig importere bioethanol fra f.eks. Brasilien eller palmeolie-biodiesel fra Indonesien, men man kan så spørge sig selv, hvor meget regnskov hisset der skal lade livet for ens transportiver her - langbrugsarealet er jo ikke nødvendigvis til rådighed dér heller, men synet på uproduktive regnskovsarealer dernede er modsat her i landet ofte pragmatisk (desværre). Så biobrændstof kan i nogen sammenhænge lyde besnærende, men kan ikke blive andet end en midlertidig løsning, eller i hvert fald en hjælp i den rigtige retning til en start. Til gengæld er det en hjælp, der er til rådighed nu.
Derfor er biobrændstof blevet politikernes darling, sutteklud - og drivtømmer (undtagelsen hertil er Enhedslisten, der under valgkampen faktisk har sagt noget delvist næsten reflekteret om biobrændsel). Man skal altid være varsom, når noget, der hidtil har haft begrænset bevågenhed, pludselig avanceres til et varmt og væsentligt emne for en betragtelig størstedel af politikerne. Der er en del kommentarer man kunne knytte hertil. Den første kunne være, at det er nemt og opportunt:
Vi er for vænnede til den luksus og den magelighed det er at kunne køre i vores egen bil så hurtigt og så langt som vi lyster, når vi skal nogen steder hen. Og tænkt hvad der kunne ske, hvis nogen begyndte at fortælle os, at den luksus snart kun er de rigeste og det vigtigste forundt. Politikerne er paniske for at skulle gå i gang med det, der er dømt til at gøre ondt på størstedelen af den bilejende befolkning, og som derfor vil være voldsomt upopulært. Derfor er historien om biomasse til brændstof så god. For det er ikke så populært at fortælle danskerne (eller andre), at det skal være 2 og 3 gange så dyrt at tanke diesel hhv. benzin, 5 gange så dyrt at flyve, at brændstoffet skal bruges sparsomt, at man skal køre sammen på arbejde, og at man i det hele tage ikke har den mobilitet, som vi engang troede hørte fremtiden til. Det bør den nemlig ikke gøre endnu.
En kraftig begrænsning på den "frie" transport i bil må alt andet lige betragtes som en nedgang i levestandard, og den nedgang vil de færreste acceptere. Her kolliderer vores naturgivne (!) trang til magelighed altså igen med naturen og naturvidenskabernes hårde kendsgerninger.
En mere aktiv, bevidst holdning hos borgerne til at spare, slukke og skrue ned kan karakteriseres på samme måde - den kræver opmærksomhed og vedholdenhed for at blive til en sund vane, og det er besværligt. Det besvær kan også betragtes som en slags nedgang i levestandard.
Nu er Peak-oil scenarierne selvfølgelig ved at komme vores umættelige forbrug til afhjælp af den groveste del af den fossile forstoppelse. "Skal vore motorer tørste, når olien slipper op?" Nej, det kommer de nok desværre ikke til. Syntetisk brændstof kan produceres ud fra kul eller naturgas (eller biomasse). Med de nuværende oliepriser er det økonomisk rentabelt, og det vil det blive profitabelt i tiltagende grad med stigende oliepriser. Det er bare et faktum, at der frigives CO2 ved fremstilling af syntetisk brændstof, og derfor er den endelige udledning af CO2 ca. en halv gang større pr. tilbagelagt afstand end med petrobrændstof (hvis råstoffet er kul, hvad man må forvente).
Når man ved, hvor ufleksibel og ustabil den landbaserede offentlige transport nogen gange er (og da særligt ved rejser til udlandet), fortænker på den anden side ikke nogen bilister i at køre selv. Den slags dovenskab må vi nok bare vænne os fra og helst fra nu af, hvis vi vil få drivhuseffekten under kontrol.
Europa er i en vis forstand lille nok til at vi kan befordre os rundt mellem de fleste hovedstæder eller storbyer i højhastighedstog. Det ville begynde at hjælpe noget, i hvert fald når togene er eldrevne. Men det duer bare ikke, når det er alt for dyrt, langsomt og besværligt i forhold til at flyve eller køre i bil selv.
Biomasse er en del af en midlertidig løsning af energi-transport-miljøproblemerne, mens produktionen af og fra og lagringsmetoderne til fornybar brint bliver tilstrækkeligt store til at dække de mest graverende behov, også på transportområdet. Det sidste sker bare ikke uden en aktiv udvikling og opmærksomhed, og biomassen er så langt fra nok til at dække andet end en brøkdel af vores olietørst.
Så jeg advokerer for, at man tager de upopulære beslutninger, får lagt de afgifter fremadrettet og begynder at tilbageerobre jernbanenettet. Og så gør det i betryggelse af (ja det er tilsyneladende tryghed vi lever af her i landet), at industri, erhverv, forskere samt ikke mindst vælgerne skriger på løsninger og langsigtet planlægning. Og skulle vi så se ikke at få bygget de A-kraftværker og få nedbragt CO2-udslippet?
Nogle facts:
Den årlige CO2-udledning pr. dansker har ligget stabilt de sidste 15 år på 10-12 tons CO2 pr. person
En flyvning frem og tilbage til Sydamerika, Californien eller Japan udleder ca. 3-4 tons CO2 per passager
1000 km bilkørsel resulterer i ca. 200 kg. CO2-udledning (benzin stationcar, normalt forbrug)
Se mere: Your Carbon Footprint?
Which OS are you?
Skrevet af
| søndag, 15. april 2007 kl 11:27
Stikord: OS, Frihed
Så fik vi det slået på plads:
Which OS are You?
|
|
|
|
|
|
|
|
