|
|
blog
Ekspeditioner
Skrevet af
| onsdag, 24. februar 2010 kl 15:56
Stikord: Finland, Åbo, Nådendal, langrend, på landet
I sidste uge fejrede jeg fødselsdag heroppe. Der var dog ingen tramp i gulvet for pharisæerne, ej heller portvin, pandekager eller morgensang ved gjenboernes hjælp, så på den måde var det naturligvis lidt pauvert. Men jeg fik 4 fødselsdagsbreve, det nærmer sig rekorden for hvad jeg har fået på een fødselsdag, så det var meget storartet.
Jeg tog tid til at invitere Toni, Bartek og Gerd til middag, fisk og grøntsager og pasta, og chokoladeis til dessert. Og vi spillede brætspil, ligesom hjemme hos psykopaterne, det var Skeppsredarna från Gamla Carleby, og vi sejlede Nordeuropa rundt med tjære og tømmer, fisk, salt og savsmuld resten af aftenen, mens vi drak øl og gammel dansk.
I går jeg med Toni og hans forældres hund Rosa langt ude på landet. Hans forældre har en fiskefarm, hvor de opdrætter sik, og den ligger ved en af øerne, Ainsmaa, ude syd for Nådendal i Åbolands skærgård.
Der skylle ryddes sne på gårdspladsen og mellem husene og på markvejen op til asfaltvejen, ellers ville det være umuligt at komme frem senere, for det har sneet ganske meget de sidste dage, også i går eftermiddags. Toni kørte traktor med sneplov. Jeg stod på ski i nysne på markvejen, der sine steder var for dyb. Derefter lavede jeg en ski-vej op over en eng, hvor der var 60 cm sne. Man kan ikke køre i det, da skien går 50 cm. ned. Det er længe siden jeg har taget mig tid til at lege på samme måde.
Bagefter blev jeg vist rundt i forarbejdningshallen med mærkelige fiskerensemaskiner, og så vi var som en anden Karl Gustav ude på isen i for at se til fiskeburene - man holder hul i isen og ilter vandet - jeg scorede mig da også en halv sok (det var kun -7°C, så isen var ikke helt sikker rundt om fiskeburene).
Nå, men hjemad med os, da det efterhånden var blevet mørkt, og så holdt i en landsby på vejen på kroen eller cafeteriet (det var nok syntese af de to ting) for at betragte den lokale mad og den lokale befolkning. Vi fik noget köttfarsböf med pommes ned i løgneren. Bagefter tog vi tilbage til Nådendal og stod på ski. Jeg havde en fantastisk skitur med korrekt smøring til nysne - Toni peb over dårlig smøring og gik hjem. Vi så en rævehale med en Mikkel nedenunder, som løb foran os på den oplyste løjpe. Der var ikke rigtig nogen skiløbere udover os, så han følte sig vel lidt kæk, som om han ejede skiløjpen - måske er finske ræve naturligt kække?
I denne uge og næste øves der mere på repertoiret til koncerten i Nådendals 7. marts, det er noget Brahms og noget Mendelsohn, som vi skal synge sammen med Florakören og Akademisk orkester i Nådendal Klosterkirke. Så det bliver en halvstor affære. Og mor og far kommer helt fra hjemmefra før at høre på skråleriet, så jeg skal stramme mig an.
Desuden skal jeg jo synge kvartet, og der skal vi også øve noget sammen, uha, der er meget der skal øves på pludselig. Man er alene på stemmen i en kvartet - men igen, man har melodien, så det er nemt, men så på den anden side, man synger første-tenor, så det er en gang skrigeri. Og jeg skal have købt skjorte og seler og vest til min frakke, for hulanda, ellers bliver der ikke nogen koncerter.
Arbejdet i mit lille laboratoriebur - det går sin vante gang. Reaktoren kører, og kommer lidt efter lidt bedre styr på analysen af prøverne.
Ild og is i provinsen
Skrevet af
| søndag, 17. januar 2010 kl 16:17
Stikord: Finland, Åbo, Langrend, sauna, Nådendal, sne
I går tog jeg ud til Toni i Nådendal/Naantali for at stå langrend, og det var en mægtig mindelig aften. Tonis forældre bor herude, og det ligger lige ud til en håndfuld langrendsløjper, så det er jo helt perfekt.
Toni var meget flink til at hjælpe mig i gang, men efter nogen tid skulle han også have noget træning ud af det, og så kørte han afsted for sig selv. Så kæmpede jeg selv videre med alt det svære. I går var tilsyneladende en ekstra svær aften, for af een eller anden grund så greb midterdelen af skien ikke særlig godt i underlaget (dårlig smøring? dårligt smøremiddel?), i hvert fald ikke til at starte med, og så er det ekstra svært at komme ind i langrendsstilen.
Der er to forskellige typer smørremiddel og forskellige steder, det skal bruges - forrest og bagest på skien, som skal være glat, i modsætning til midt på skien, hvorfra man "hopper" fremad, og her skal smøringen klæbe til sneen. Det har også lidt at gøre med, hvordan skien er slebet i forvejen, og hvor meget, man trykker den ned under løbet. Har jeg ladet mig fortælle.
Jeg har lige pludselig svært ved at styre mine ski (alting målt i forhold til slalomski), og alle forsøg på at pløje er mere eller mindre hasarderede, fordi underlaget gør det svært at holde dem i den rette position, og så får man sådan nogle spændende situationer, når skiene krydser hinanden. Mine langrendsski, nyindkøbt blot i sidste uge, er vist af den såkaldt "klassiske" type, der ikke kan "skære" (carve) særlig godt, og så skal det jo være halsløs gerning at stå på ski. Hvorfor jeg ikke fik de mere moderne og all-roundede ski kan jeg godt undre mig over nu, men jeg blev jo vejledt (vildledt ?) til dette, så jeg må tro, at de ved, hvad de gør. Og jeg har lykkeligvis kun få skader i dag, og røven, lårerne og armene er mindre ømme nu end efter sidste gang for tre dage siden.
Så jeg overlevede. Bagefter blev det lidt sjovere. Alle huse i Finland har jo en sauna, og det har Tonis forældres hus også. Så i sauna med os, efter velfortjente bajere og drinks (det var jo lørdag aften, jo). Finnerne kan godt lide, at saunaen er hed og fugtig, så jeg sad og kogte lidt, mens Toni grinede over hele femøren.
Og så skulle vi ud og rulle rundt i sneen, hvad jeg selvfølgelig troede bare var en dårlig vittighed, inden jeg tog herop. Men den er god nok. Det var så også grunden til, at vi skulle have lidt sprit indenbords først - det kræver sin mand. Men det er helt specielt. Så man render splitterragende Skt. Peter ud i sneen i haven til -5°C, ruller rundt, og skynder sig chokeret tilbage ind i saunaen og 80°C. Vel kommen ind igen får man en helt speciel fornemmelse i huden af at ens nerver brænder, i ca. 1 minut. Det er meget livgivende.
Således oplivede kom vi i nogen klæder og dampede vi ned på den lokale bæverding/sumpkro, hvor det var tid til en pizza. Nogen lokal-agtige guitarfreaks spillede noget rock, imens vi sad og var velopdragne og måske de eneste kunder under 30, og betragtede det meget nærværende lokale drankerliv. Folk i provinsen her går til den, når de skal have øl og snaps, så de fleste havde drukket sig kampstive. Det var lidt interessant at se på over et par kolde fadøl. Da jeg dampede med bussen hjem igen senere, var vi enige om, at finnerne er skøre, men at de også kan gå til klejnerne.
|
|
|
|
|
|
|
|
