|
|
blog
Florentinsk hede
Skrevet af
| tirsdag, 5. september 2017 kl 22:55
Stikord: katalyse, konference, Firenze, Italien
Arbejdet sendte mig sidste uge til Firenze, eller jeg sendte mig med arbejdet did, hvor der var en stor konference om katalyse. EuropaCat, hedder konferencen. Katalyse, hvad er det? Det er når der skal fart på kemien, som min gamle vejleder sagde det for mange år siden.
Når man er et katalyse-firma så må man jo også være sådan et sted nogen stykker og være aktive og udadgående, og udover at gå til foredrag så stå i firmaets bod og præsentere os. Der er folk og kontakter der skal mødes, og der er videnskab der skal forstås. Så man er i gang de fleste dage fra otte morgen til sen aften, hvor afbrækket fra konference og bod kun er ud at spise frokost midt i det hele og middag efterfølgende.
Maden i Firenze var nu nok nydningen værd, og værten på vores hotel kunne komme med særlige anbefalinger at forfølge. Så vi spiste ret billigt, og samtidig rigtig rigtig godt (og for meget, selvfølgelig, hvilket også forklarer, hvorfor man ofte ikke får andet til morgenmad end en crossant og espresso og evt. en smøg i Italien).
Men, det var nu spændende at være på katalysekonference og der var noget at lære. Det var nu ikke alt der var så nyt og hot og brændvarmt at man ligefrem skulle have tænger og varmehandsker. Meget af den forskning der blev præsenteret tænkte jeg, at hvor var det nu jeg havde set det før, nåeh jo, på samme konference for 8 år siden i Salamanca (hvor jeg også var med, allerede anno dazumal kunne man læse herom på bloggen fra Deres Ærbødigste).
Der tales indimellem om teknologisk inerti, altså det at når man er gået igang med en teknologi, så hænger man på den og har svært ved at forlade den pga. investering af ressourcer og tid og folk og dimser og maskiner. Her kunne man måske tale om akademisk inerti.
En ting der også var spændende men som jeg nød mindre var at prøve at overleve i det florentiske vejr, damn det var hot, som i hele perioden stod på så høj en sydlandsk sol og 35 grader. Så der var (endnu) et bidrag af det sommervejr, som næppe bekom nogen denne sommer i Dannevang.
Somme kunne måske i løbet af en lang og mørk og kold nordisk vinter ønske sig toscanske tilstande.
Jeg var nu fro og fornøjet med at komme tilbage til mere tempererede tilstande, og nød da også weekenden - mens septembers himmel endnu var sensommerblå - med at plukke mirabeller og brombær, og cykle og besøge venner til frokost. Man kommer til at savne rugbrød i Syden, det passer.
|
|
|
|
|
|
|
|
