theilgaard.net  Warning: Undefined array key "bredde" in /customers/4/7/4/theilgaard.net/httpd.www/skaerm.php on line 10 


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

stryger en sejler for sommervind

Skrevet af | lørdag, 23. juni 2018 kl 12:05
Stikord: sejlads, syltning, Finland


Fredag, i går, årle morgen fløj jeg på ferie. Lidt tidligt i år, men destination Finland, hvor Andreas holder midsommerfest (tilfældigvis sammenfaldende med Skt. Hans aften) og siden går det på sommertogt med Fredriks båd Cabane III videre ud i skærgården på kryds og tværs. Vinden bestemmer. Tilbage igen engang. Vedhæftet et billede af stemningen ombord i formiddags, på Skt. Hans aftens dag.

Midsommervejret her er som hjemme, bare koldere og mere blæsende (kuling fra nordvest, småbyger og ca. 12 grader C). I hvert fald på midsommarkvällen, 22. juni. Dog, her må man gerne lave bål, for det har regnet lidt i den forgangne uge, men traditionen er dog ikke dertil i Finland.
Men det bliver jo atter varmere igen, og så sejler vi til små havne og havner i græs og blåbær og fyrreskov på sommergrønne øer.

Grundet det sommerlige vejr tidligere i år er vi allerede i gang med at høste nogen af frugterne af nyttehaven og jeg har startet produktionen af marmelade. Tillige skal jeg også forsøge at forædle nogle nye naturprodukter. Noget deraf er nu overbragt til Fredriks båd, og så bliver det jo nok konsumeret under færden mellem øerne. Produktionen fortsætter nok ved hjemkomst til Danmark, fulgt af sang, spejd og andre stunder i den fri natur.



Skærgård

Skrevet af | fredag, 21. juli 2017 kl 16:35
Stikord: Finland, sejlads, Cabane, ferie


Sidste uges tid har jeg brugt i (på) det finske skærgårdshav. Før ferien var jeg meget heldig at min gode ven Fredrik Sandström, djäkne (2B) såvel som træbådsejer og -skipper, arrangerede og skaffede bemanding til en bådsfærd rundt i den finske skærgård. Fredriks båd hedder Cabane III, og som tidligere omtalt på denne side er det en havkrydser helt i træ fra 1969, der har været rundt om jorden 3 gange før Fredrik købte den sidste år.

Så vi sejlede rundt på en odyssé udi skærgårdshavets steder og krinkelkroge (der er nok en del vil jeg mene), men også historie og miljø blandt de tusind øer og skærs beboere - og undersøgte hvordan man holder sommerferie i Finland. Hav, sol og vind var med os, så vi kunne gå for sejl hele tiden undtagen ved ind- og udsejling til havn, og vi havde en overordentlig fin og meget smukt tur. På turens første dage var Johnny og Johan med sammen med den eksemplariske skibshund Winston, på de sidste dage var Thomas med. Vi besøgte venner og bekendte der ferierede derude, en overnatning hvert sted, og der foregik alt i en rolig rytme afstemt efter vind og sejlads, med sene måltider og fokus det nære og umiddelbare (helt ulig hvordan jeg plejer at være, hvor alt skal være planlagt et halvt år frem).
Nogle karakteristiska ved et traditionelt finlandsk sommerhus på en skærgårdsø er at det er lavet af træ, selvfølgelig, og at der ikke altid er strøm eller rindende vand. Toilettet er et muldtoilet i et skur (velkendt for en spejder), mad laves på gas eller grill (eller gasgrill), vand fås fra egen brønd. Og meget typisk gik vores tid da også med at læse, gå tur, lave mad, grille, spise, være udendørs, spille kort, og meget på at gå i sauna og bade selvklart. Udover sejladsen. Det er vist sådan alle de lidt mere lokale holder ferie i den finske skærgård,

Det vrimler med bær, meget af Finland er dækket af blåbær - og på Björkö var der både blåbær, mosebølle, revling, multe, og selvfølgelig enebær. Jeg elsker blåbær og kunne denne gang få friske blåbær på min müsli om morgenen, sammen med blåbærberiget blåbæryoghurt.

Ruten blev sådan her:
  1. Fre 14/7: Åbo-Satava værftet - Storterv Haradsholm
  2. Lør 15/7: Storterv Haradsholm - Tammo
  3. Søn 16/7: Tammo - Nagu Kyrkbacka
  4. Man 17/7: Nagu Kyrkbacka - Björkö
  5. Tir 18/7: Björkö - Innamo byviken
  6. Ons 19/7: Innamo byviken - Åbo-Satava værftet
Ruten er optegnet på dette kort.

I morgen lørdag drager jeg på Spejdernes Lejr i Sønderborg med min spejdergruppe, Bagsværd Gruppe. Næsten et helt års forsøg på at klargøre for at være vel forberedte på en gruppelejr med små 90 spejdere hos os (og 35.000 spejdere i alt i lejr). Jeg er sandt for dyden lidt spændt på, hvordan det skal gå.



Sisu Sejr og sumpalligatoren

Skrevet af | fredag, 19. februar 2016 kl 23:37
Stikord: spejder, vinter, Alligatorløbet, Skåne, Hallandsåsen, Finland, NokiAlli


I weekenden for 2 uger siden gjaldt det en begivenhed, som har været prøvet et par gange før. Alligatorløbet, Danmarks hårdeste spejderløb for seniorer og oldboys, som er en årlig begivenhed i weekenden omkring kyndelmisse - hvor vinteren i Danmark (og Sverige) ofte er koldest. Det hele startede egentlig i maj til københavnsk ølfestival, hvor jeg rendte på Martin, som er en kammerat fra studie-spejder-og-studentergård. Det voldte Mølleåsejladsen i selvbygget båd, velkendt i disse spalter fra det tidligere skriveri, og endelig det egentlige løfte imellem os: Alligatorløbet i februar. Rustne udi kunsten, men med solid rutine og spejdererfaring på rygraden skulle det vel ikke være umuligt at gøre en god figur.

Som det blev klart for os 1. december, så havde vi endda i år en chance og en startfordel, mente vi da. For temaet på løbet var at være konsulenter for firmaet NokiAlli, der skulle hjælpe finske startup-virksomheder til at udvikle deres forretning. Da Martin arbejder i konsulentbranchen og bl.a. har haft finsk papirmølle-industri på tapetet og Anders har universitære finske erfaringer og taler det ena inhämska språk, så virkede det som et godt match.

Foropgaven var anderledes end normalt, hvor det oftest er håndværk af en art. Men i år skulle man udarbejde en motiveret ansøgning til NokiAlli om at være konsulent i geschäften. Det var lige os, som konsulenthuset Sisu Sejr, og den blev kørt ind i særdeles effektiv stil og med ekstra bullshitbingo-creme på toppen. For at støve grundformen lidt af drog vi over julen i træningslejr i Småland med en skovmand, studerede den svenske flora og det svenske terræn, lavede tønder (optændingstræ) og prøvede at få ildboret til at virke. Vi kom langt eller i hvert fald længere - men ikke i mål.
Sidenhen kom der andre opgaver ind af døren som forberedelse. I år skulle vi på en elektronisk skovtur med udkig til Lille Peter-semafor-kanin. Derudaf et link til en hel ny hjemmeside, hvor den stod på imaginær aktiespekulation. Det sidste nåede vi ikke at gøre så meget ved. Der var en højst reel, virkelig virkelighed, der også skulle passes.

Endelig oprandt da lørdag d. 6. februar, og vi havde samlet al grejet, gryde og pande og køkkengrej og ekstra brænde og indkøbt mad til madlavningsposten, kompas sovepose underlag bivuak økse sav dolk drikkedunk morsmadpakke. Og det hele i rygsækken, som var en bitte svær, og afsted til Helsingør!
Løbet foregår normalt på Söderåsen, men i år var starten sat til Hallandsåsen, hvortil vi blev befordret (næsten) hele vejen med skib og bus. Start lørdag kl. ca. 18.00, og over stok og sten det gik de næste 20 timer, at fremskynde på apostlenes heste med sæk på ryg.
Der var 12 levende opgaveposter på årets løb (som altid), med meget fantasifulde udformninger, fint efter temaet og enten med krea, hovedbrud, håndværk eller dele hele i en blanding. Posterne var udformet som et antal virksomheder, som vi konsulenter for NokiAlli skulle besøge og vurdere - var virksomhederne egnede til at få EU-støtte ifm. Horizons2020-programmet. Vi kom til madlavningsposten, post 4, kl. 01.30, og hvor der normalt skal laves 3 retter mad, så stod årets madlavning på 3 forskellige kager over bål - dansk kogekage, Sara Bernard og medaljoner med creme og jordbær (- finner er glade for kager).

Mht. orienteringen holdt vi os forholdsvis dydigt på stierne i nattens løb, orienteringen er generelt ret svær, terrænet udfordrende og ens bedste ven, når man ikke kan se noget (det var varmt og tåget), hedder et kompas. Måske den vigtigste ting man har med overhovedet. På dagetapen var det klaret op og vi var bedre til at udnytte terrænet og kunne skrå mere ind over og spare nogen hjørner og kurver op og ned. Der er mange kurver, og alligatorløbet er gode til at udnytte dem (men ikke ligefrem til deltagernes fordel eller behagelighed).
Jeg synes at vi lidt for hurtigt blev trætte og lidt for hurtigt begyndte det at gøre ondt at gå rundt med al det skidt på ryggen. Jeg havde sådan set ikke troet, at man kunne have ondt i fødder og ben på så mange forskellige måder, som jeg havde søndag inden vi nåede i mål. Men af en eller anden grund så lykkedes det os at få slæbt os i mål til kl. 14.00 søndag og aflevere en gennemgående opgave. Vi blev nr. 22 ud af 73 startende sjak, hvilket må betegnes som ret hæderligt. Man kan følge med i løbet og dets mellemtider her: Vi er Sjak 61.



God stil i sommeren

Skrevet af | torsdag, 17. juli 2014 kl 00:25
Stikord: sommer, arbejde, ferie, rejse, spejder, Thurøbund, Finland, kroket


Jeg kan ikke huske, hvad der skete i juni. Ud over at jeg glædede mig til at få sommerferie, eller i hvert fald noget sommer, hvor der ikke var noget i kalenderen nærmest hver eneste aften.

Her i juli var jeg på sommerlejr med min spejdertrop ude fra Bagsværd og kom hjem for en uge siden. Vi har været på Thurøbund Spejdercenter, ja det ligger jo så på Thurø nede i det sydfynske arkipelagos. Og Thurøbund er et center der har fokus på søspejderaktiviteter, så der var sejlads på menuen, mest med joller og lidt med kanoer også. En fin uge, jeg fik sejlet rundt med en del spejdere, som fik lært om skøder og fald og styrbord og bagbord. Og vi havde da overvejende godt sejladsvejr - undtagen da vi skulle på sejladshejk ud af lejren, så her måtte bl.a. Yours Truly og andre raske tropsførere træde til og lave en plan B i sidste time (det er godt med lidt erfaring at trække på i slige situationer). Det reddede naturligvis dagen, som endtes med frugt og chokoladesovs på bål - hvem sagde at spejdermad nødvendigvis skal være kedeligt...

Ellers så er der arbejde på menuen som vanligt, men jeg bruger lejlighederne indimellem til bl.a. at svømme i sundet og sove udendørs, når det er muligt - det gør det i hvert fald sjovere at holde sommer uden ferie. Særligt i den forgangne uge har Sjælland haft det vældig lunt, og så må man tage agt i heden og svale sig i bølgen brun. I weekenden har jeg været på Nordvestfyn til fest og havde mulighed for at vandre lidt og nyde nathimlen langs Lillebælt.

Senere bliver der dog også en tur (som vanligt, kan man sige) til en finlandsk skærgård. Ellers starter jeg en sommer-kroket-turnering for bekendte her i København, og det er jo som bekendt et spil for gentlemen. Så må vi se, om ikke kalender-aftenerne bliver fyldt ud alligevel, når det kommer til stykket.



Längtan till landet

Skrevet af | tirsdag, 20. maj 2014 kl 01:04
Stikord: Spejder, sejlads, korsang, Åbo, Finland, Florakören, Brahe Djäknar


ikke at forsømme våren, det står på huskelisten derhjemme allerøverst. Så jeg øver mig i at ikke gøre det, og faktisk har jeg fået lov til at komme noget ud for tiden (eller, jeg bestemmer jo selv, men tit er det omstændighederne, der bestemmer mere end mig).

Sidst i april og i strålende sol var jeg på sejlads en weekend. Jeg kan godt lide at sejle, og Det Danske Spejderkorps har et skib, S/Y Ran, en 40-fods ketch. Den låner man ud til interesserede grupper ligesom man f.eks. kan låne en spejderhytte, forskellen er så bare at der skal være en kyndig skipper ombord når en trop eller klan eller ledergruppe låner skibet. Det er ikke nogen racerbåd, men et rimeligt solidt skib og altså derfor velegnet til spejd. Og weekenden her var et sk. Søulk-kursus, så det var altså for dem, ikke var uduelige på forhånd, og som skulle være mindre uduelige når de tog hjem. Vi havde bl.a. havnemanøvrer, mænd over bord og en fin fin natsejlads. Og fik set København fra søsiden, som jo ellers ikke er så vanligt når man bor midt inde deri. Min tanke er at blive skipper på skibet ad åre, men det kræver for mit vedkommende noget mere erfaring i håndtering af prammen og en hel masse sømandsskab og et duelighedsbevis og et skipperkursus. Så engang.

Her i bededagsferien havde først studentersangerne koncert på Kastellet torsdag aften, hvor våren blev sunget ind foran kastelkirken. Sidenhen var jeg i Åbo fredag til søndag. Man vil huske, at jeg blev medlem af et finlandssvensk aboensisk damekor i august, og nu traf det sig altså således, at de havde 70-års jubilæumsfest. Så der var ikke rigtig noget at betænke sig på. Jeg overbragte gave og hilsen på vegne af os studentersangere i København, og siden var der stor koncert (3 uropførelser!), samt overdådig banket med ALT hvad sig dertil hører (herunder jo bl.a. sang) og endda svensktop-musik og dans osv. Man må sige, at Finland ofte byder mig på nye oplevelser og mærkelige oplevelser og minder. Jeg skulle f.eks. ikke have ventet, at jeg fra uventet hold fik et lift til Lufthavnen i Vanda og kørte med bil fra Åbo til Helsingfors med 4 piger fra Akademiska Damkören Lyran. Her viste det sig nyttigt at have sunget blandet kor i gamle dage, fandt jeg ud af, for Lyran havde åbenbart lige sunget nogle suiter på dansk af Rued Langgaard og Wilhelm Stenhammar, som jeg kunne føre mig noget frem med at kunne udtale rigtigt og huske udenad (selvfølgelig er det også nyttigt at have klæbehjerne).



En lidet besunget sommer

Skrevet af | søndag, 8. september 2013 kl 22:25
Stikord: spejder, sommerlejr, Gilwell, korsang, Brahe Djäknar, Florakören, Finland, studentersang


Sommeren er forbi nu. Den gik med spejderlejre. Den gik med korsang. Den gik som ofte med at slukke et antal ildebrande rundt omkring i forskellige sammenhænge - i løbet af august. Nå ja bevares, det er jo tit ildebrand, som jeg selv har været med til at stifte, og som jeg synes er sjov eller givende at slukke. Sommeren gik i hvert fald ikke med at skrive blog, for igen er det måneder siden sidste livstegn.

På sommerlejr i Kandersteg i Schweiz var en storartet affære. Særligt var det en stor oplevelse at vandre i bjergene med et lille hold spejdere, bl.a. på bræ (gletsjer) med isøkse og hue og handsker - midt på sommeren, på fjellet i 20 graders varme, hvabehager.
Sidenhen på Gilwell-kursus hjemme i Jylland og det var nok... ja, det kan man ikke rigtig forklare. Et slags lejrkursus var det da, men det handler om ens personlige tilgang til sit spejderarbejde. Jeg har sjældent været på så intensivt og personligt krævende et kursus, og et kursus så svært at forklare. Og et kursus som skal danne basis for en langsigtet gentænkning og forbedring af ens spejderliv, og som man altså af forståelige grunde ikke bliver så nemt færdig med (hele kursusperioden er faktisk 9 måneder i alt).
Så øh jeg forbedrer, det prøver jeg ja, og finder ud af hvad nyt der skal gøres, og hvad for noget af det jeg egentlig gjorde, som jeg så skal ændre og styrke. Hvad er sjovt, hvad giver energi, hvad er udviklende. Og måske også, hvad man så ikke skal gøre. Det fordrer lidt spekulation. Om ikke andet sidder den spekulation i baghovedet når man går i gang med at slukke de næste ildebrande med at lave divisionsturnering og Mølleåsejlads med spejdere.

Sidst i august fik Studenter-sangforeningen (mit danske kor) så sangerbesøg af Brahe Djäknar og Florakören (mine finske kor) fra Åbo Akademi, i Kongens By. Og det betød jo koncentreret nordisk forbrødring og glad studentersang, og jeg og et par andre ankermænd brugte tid på at planlægge og klargøre og arrangere fest og koncert sammen med dem. Selv havde jeg også fornøjelsen af at være deres guide på en krorunde samt forklare lidt om byen. Som tak besluttede styrelsen for Florakören åbenbart at gøre mig til "kallad medlem" (~ hædersmedlem), hvilket da det jo er et Quindekor skulle kunne blive underligt i praksis (selvom man tidligere kan have set undertegnede i lignende roller, f.eks. som Luciabrud...).
Det var, hvis jeg selv skal sige det, et par mægtig fine dage, og så kunne vi nok få vores knivstikkende nordisk-forbrødrede mumitrolde sendt hjem i bussen mod Stockholm og Åbo med tømmermænd efter et som ventet sundt indtag af øl samt >4 cl. snapse og <3 timers søvn... :-D



Gaudete

Skrevet af | fredag, 21. december 2012 kl 23:15
Stikord: Brahe Djäknar, korsang, Finland, spejder, Åbo, jul, advent, studentersang


Så blev det sidste arbejdsdag inden jul, og nu er den så slut, så nu har vi vel egentlig ferie. I morgen ager vi hjem til de jyske agre, heder, skove og provinsielle stæder, far og jeg.

Der var igen i år travlt her til sidst. Atter igen. Mørk er (var) november, jaja, men det er for en dels vedkommende dårlig presse at være ond i sulet på november, for ude i horisonten står alle de lune stege og venter og der nærmer sig f.eks. jul og ferie med stormskridt, og man kan glæde sig over, at al reklamehysteriet måske begynder at få mening omkring december. Og ja, november fløj faktisk derudaf - der var både ledertur og patruljeture og masser af dejlig spejderadministration for syv salte søren, som skulle laves. Mit kor studentersangerne havde nogle udmærkede vinterkoncerter med orkester og solist, vi sang bl.a. Brahms Alt-rapsodi, et par jægerkor og fangekoret fra Beethovens opera Fidelio. Og andet sligt.

Og så blev det jo december. Det har været mig en kilde til tristesse, at jeg siden jeg flyttede hjemmefra ikke har holdt vores familietradition i hævd med at synge julepsalmer og tænde adventskrans søndagsaftenerne op til jul. Men tristessen er, ræsonnerede jeg, i bund og grund et tegn på dovenskab, for der står ikke andet i vejen for at jule end ens egen mangel på initiativ. Og jeg kan ret godt lide at jule, så i år gik juleforberedelserne bl.a. i at producere af en adventskrans samt at invitere kammerater og familie til adventssang fra Den Blå Sammenhængskraft, altså højskolesangbogen. Det lykkedes faktisk også at samle et hold en aften, og det var mægtig hyggeligt.

En lille juletur var jeg dog seneste weekend i Åbo, både til nissefest, til et kort træf i "Fula SlipsKlubben" og til jule-kort-film og Glögg i biograf Hagåker. Samt diskussion af et vordende sangerbesøg: Det viser sig nu til stor fryd, at sangerbrødrene og -søstrene i Brahe Djäknar og Florakören agter at drage på sensommerturné vesterud, mod sangerkammeraterne i Nordens vestligere provinser. Så det skulle vi lige vende, og som "vår man på plats i Köpenhamn" er jeg derfor blevet bedt om assistere med visse sager i den forbindelse. Så det skal jeg arbejde for bliver til virkelighed.

Imens vil jeg ønske alle glædelig jul og et godt og lykkebringende nyt år; mit einer kleiner Weihnachtsmusik mit dieser Knaben.



på Costa del Lyngby

Skrevet af | fredag, 17. august 2012 kl 15:08
Stikord: ferie, spejder, sommerlejr, familie, Åbo, Finland, Brahe Djäknar


Just nu bager solen fra høj himmel - så det er kun placeringen inde bag ved DTUs trygge, tunge og betonforstærkede og snart sagt fængselsilluderende mure der afslører at ferien er slut og at sommeren derved i billedlig forstand lakker ad enden småt. Og at man med længsel må se tilbage på den sorgløse tid som studerende, hvor man havde 9 ugers sommerferie (- den sommerferie, som man alligevel hurtigt fik spat af og ønskede ville blive afløst af studiestart). Jaja, græsset er altid grønnere på den anden side.

Sammen med alle de andre 35.000 spejdere var jeg på spejdernes lejr i Holstebro med Danmarks raske blå-, grøn- og guluniformerede ungdom i den forgangne ferie, og det var... ja det var en stor lejr, men altså en temmelig hektisk begivenhed at være tropsleder på. Og lidt skuffende - lejren burde have været en samlende oplevelse, der gav indtryk af at vi havde et fælles spejdersammenhold med få forskelle - det havde jeg da selv sat snuden op efter. I stedet var der serveret lidt af en reklamesøjle i en blandet dosering af Go´aften Danmark, musikfestival, grej-udstyrs-blær, ung-med-og-for-de-unge og sine steder aktiviteter, hvor man i hvert fald ikke blev skræmt væk af for meget uniformeret indhold. Sexed-up adventure-spejd med udstyrs-blingbling. Et tyndt og ærgeligt udkomme, slet og ret.
Men, der var også fine spejderoplevelser iblandt, hvis man ville finde dem selv, og min største var sjovt dagen da tropslederne i DDS Mølleå Division selv afviklede hejk for vore storspejdere ud af lejren og op til Kjærgårdsmølle ved Kilen ved Struer, med lejrbål, postløb og overnatning ude på en totalt skyfri og stille aften og nat. Mindeværdigt.

Dernæst har jeg ferieret lidt i sommerhus, og holdt Københavner-ferie i storbyen (Tivoli og Amager strand og brætspil og grill) med mine søskende i København. Sjovt, at man på bare ca. 6 timer i Tivoli kan blive aldeles vaccineret mod det sted for det næste decennium.
Sluttelig selvfølgelig en tur til Finland, hvor målsætningen først var skærgårdssejlads, hvilket dog gik i vasken, men det endte alligevel dog særdeles tåleligt med både et Brahe Djäknar sangertræf med badning/god-mad/øl/grille-kalv/sauna, sommerhustur med svøm-i-sø-og-fjord/øl/kajak/god mad/afslapning/sauna, og udendørs 35mm filmfremvisning med grill/sauna. Samt lidt storbyferieren i Åbo.

Nu er jeg tilbage i Storkøbenhavnstrup, weekenderne er allerede fuldt bookede i nær fremtid, opgaver og korsang og spejder og arbejde skriger på mit nærvær ligeså, så det er bare at give den fuld gas, hvis man vil nå noget. Så det.



Rundrakning

Skrevet af | mandag, 28. maj 2012 kl 16:52
Stikord: Finland, Åbo, Brahe Djäknar, vår, Stockholm, Norden, korsang, rejse, studentersang


I de forgangne uger har jeg rejst en del rundt og været mere end almindelig kort for hovedet.

For 2 uger siden deltog jeg i et mægtigt jubilæum i Åbo, idet Brahe Djäknar fyldte 75 år, så tilbage igen og besøge mine glade sangerbrødre i Suomi, synge jubilæumskoncert i Åbo konserthus, og lørdag 12. maj være til en mægtig og vældig jubilæumsmiddag og sang og fest og efterslæb med ganske mange djäknar og gæster på fine steder i Åbo. Ja man kan endog sige at efterslæbet ikke rigtig sluttede, for kl. halv syv søndag morgen var det mest indlysende ikke at gå i seng men at tage i sauna og siden på picnic anderswo indtil kl. 12, hvor der var sillfrukost (frokost/brunch-agtigt dagen derpå). Og vejret var fint og krævede is sidenhen, og så var ishockey-VM Finland-USA. Efter det var jeg ikke nær så sprængfyldt med energi. Nå. Men det blev en god nats søvn natten til mandag.

Sidste weekend, det vil sige Kr. Himmelfartsferien, slog jeg nok egen rekord i at fare rundt i Norden. Men set bort fra det var det lysende, og det var den ferie, hvor skærsommeren kom til Norden. Far havde 60 års fødselsdag og holdt den Kr. Himmelfartsdag, 17. maj, og det blev fejret hjemme i Holstebro med både bål og brunch ved vandkraftsøen, stor middag ved musikteatret hvorunder megen syngen og musiceren, byvandring og at se på kunst i Holstebro midtby, togkørsel hos GamesOnTrack, og god mad igen derhjemme med højskolesang til ud på aftenen. Jeg og mine søskende fremførte tosserier digtet på De Nattergales "A ved a får mit gennembrud", vel passende til fødselaren.

Sidst på aftenen og næste dag gik det for mit vedkommende med ekspres og il til Stockholm, via et lift til Odense, tog til København, 3 timers søvn, endelig direkte tog fra Kastrup til caput Suecia (Holmia). Det var egentlig meningen at jeg skulle flyve og være udhvilet, men det er ikke så nemt, altså ellers udmærkede penge udsugedes af flyvinduet og gik ganske tabt, da flyselskabet landede på fallit i erhvervslivets store lykkehjul.
Nå, men i Stockholm besøgte Studenter-sangforeningen fra København sine sangerbrødre dér i Stockholms Studentsångerförbund, og den slags besøg ender vanligvis (og gjorde ligeså denne gang) i megen moro, sang og flere koncerter og gode fester og forbrødret skandinavisme/nordisme *. Ifølge traditionen i Sverige er studentersang karakteriseret ved de 3 F´er: Flickan, flaskan, fosterlandet (det har ikke noget med en dansk fagforening at gøre). Dog repertoiret der blev afsunget var bredere end det helt klassiske, men det var stadig særligt og vældigt at være ca. 70 sangere, danskere som svenskere om at synge mægtig mandskormusik fra nordisk repertoire.
Under deltagelse i stockholmernes vårbal havde et udvalg af ungsindede københavnere indøvet lidt nørdede sjov-og-ballade-numre, syntes vi selv, og der blev også leveret sjov og fimset pop igen fra svensk hold ved samme lejlighed, for sådan kan mandskorsang også være. Sjovt i Stockholm var også bl.a. at være på Bellman-byvandring med en svensk visesanger, Ulf Bagge, og se Gamla Stan og forstå livet og Bellmans musik fra den tid i rette ramme.

Her I pinsen har far og jeg været i sommerhus. Vi har hakket fliser op på badeværelsesgulvet færdigt og savet mere gulv op, og går og klør os i nakken for hvordan vandrørene er trukket under gulvet og hvordan man trækker nyt vand og slutter det ordentligt til det gamle vand. Ellers har vi nydt vejret og lavet mad over bål og spist god mad. Og siddet foran PC´en, kedeligt hva? (men ej uden med nogen snilde - mærk derpå - thi et bord kunne flyttes med computer ud på verandaen - udenfor og arbejdende på samme tid, hvad giver De?)

(*: Hans Hauge skrev for ikke mange år siden, at "nordisme" som begreb ikke findes og aldrig har gjort det, og at "skandinavismen" er død. Fuck you, skriver jeg. Løft snuden. Det turde modbevises. Finlands sag er vor.)



Frydeligt med Jubelkor - glædelig vår!

Skrevet af | onsdag, 2. maj 2012 kl 14:13
Stikord: Finland, Valborg, Vappen, Åbo, Brahe Djäknar


Frydeligt med jubelkor hilses vårens komme. Sådan starter Fr. Moths oversættelse af rektor Morten Børups Majsang fra Århus Katedralskole, "In vernalis temporis", ca. år 1500, som han lod eleverne synge den første dag i maj. Sangen er nævnt og trykt i en i nordisk sammenhæng ret berømt sangbog, Piæ Cantiones (fromme sange) fra 1582, udgivet og brugt på Åbo Katedralskole. Nordens tidligste sangbog såmænd, men sangene turde have været i brug allerede i 1200- og 1300-tallet. De unge elever, kaldet djäknar, dvs. degne, sang i deres fritid for almisser, mad og klæder og kunne i herigennem med tiden få stilling ved domkapitlet i Åbo.

Nogen af deres navnemæssige arvtagere nu i dag holder nu også af at prise våren: Brahe Djäknar, studentmandskoret ved Åbo Akademi. Delvist opkaldte efter de førreformatoriske katedralskoleelever og delvist efter bysbarnet, den daværende svenske stadtholder Per Brahe den Yngre.

Og det gør vi så, de unge såvel som lidt mere bedagede Djäknar, altså hilser våren med jubelkor, eller vi gjorde. Det sker hvert år på Vårdberget på Valborgs aften, også for 2 år siden hvor jeg tidligere var med. Man kan visseligt nu endda se, hvorledes det tog sig ud, på YLEs hjemmeside (forhåbentlig holder de det åbent lidt endnu). Bemærk også hvad der sker fra 11m20s til ca. 14m15s. Deres Ærbødigste, i al beskedenhed.

Glædelig Valborgsmesse - Glada Vappen - Iloista Vappua.
De her gutter er de fineste kammerater som tænkes kan. Nu er at se til, at jeg holdes beskæftiget, så at jeg ikke længes efter at komme tilbage til Åbo igen uopholdelig.



Philosophiae doctor

Skrevet af | fredag, 7. oktober 2011 kl 19:21
Stikord: phd-studium, arbejde, Brahe Djäknar, studentersang, Finland


I fredags gik det hverken værre eller bedre end at ph.d.-afhandlingen blev forsvaret. 3 kvarter præcis varede min gennem en god uges tid tilrettelagte peptalk, efterfulgt at 5 kvarters spørgsmål, uddybninger og forklaringer. Selv synes jeg nu, at mine opponenter var blide som lam, men jeg kan selvfølgelig fejlbedømme situationen lidt. Sagt med andre ord kunne jeg have forestillet mig emneområder, hvor man med stort vid og stor fantasi kunne have ristet mig på en ganske sagte ild.

Det var med andre ord en ganske fornøjelig oplevelse i hvert fald for mig. Og således opmuntrede lod vi propperne springe, og der blev holdt en lille fest herude i den vindforblæste nordende af Kgs. Lyngby, hvor der blev sunget akademisk repertoire, serenade og snapsesange af tilrejsende og tilstødende studentersangere fra hhv. Åbo og København.

Min vejleder Rasmus Fehrmann (uforskyldt vejleder, idet han havde fået mig overdraget ved mange ph.d.-studerendes ligeså uforskyldte vejlederskifte for tre år tilbage) sagde endda pæne ting og sammenlignede mig med Robert Boyle, "The Sceptical Chymist". Det kan man da godt ranke sig lidt ved.

Fint begavet blev jeg også - og tak for det for alle hilsener og erkendtligheder - særligt må jeg dog lige nævne de fire tilrejsende musketerer/finner fra Brahe Djäknar, Åbo. Vi ved jo, at finnerne har let til kniven. På forskellig vis. De her gutter mener i hvert fald, at en rigtig doktor, og sådan er det i Finland, skal kunne forsvare sit ord og visdommen generelt - dog ved enhver vidende doktor også, at pennen er mægtigere end klingen, pånær måske til at åbne champagne.
Ergo fik jeg en flaske champagne og en åbner dertil indrettet, og så sang vi champagnerlied.

Nå ja, doktor er jeg nu ikke formelt set efter de danske regler - en doktorgrad er en noget større og senere sag her i landet. Philosophiae doctor (eller vice versa), hedder det korrekt på dansk, men det er ikke en doktorgrad - derimod aflæggeren af den gamle licentiatgrad.

Så ingen falsk varebetegnelse her. Husk Tychos motto:

Non haberi sed esse - medullas, non cortices



Integer vitae, scelerisque purus

Skrevet af | tirsdag, 9. august 2011 kl 23:08
Stikord: familie, Brahe Djäknar, Finland, Åbo, sommerhus


Farmor døde tirsdag i sidste uge. Hun betød og betyder meget som matriark og samlingspunkt i vores familie, og den altid børne-, sang- og musikglade bedstemor var derfor ven med alle og interesseret i alle. Åndsfrisk bliver man jo først, når man er over 80, og det var hun. Hun var svækket og har ikke haft det godt her på det sidste, helbredet skrantede, og hun var blevet en gammel ung dame (selvom hun på ingen måde i tanke, ord og handling ville være ved nogen begrænsninger heraf følgende).
I dag var vi til begravelse med _mange_ blomster, samt ovre på plejehjemmet og gøre hendes lejlighed på plejehjemmet rent. Og så afsted igen med hovedet fuldt af tanker og minderne om en sejlivet og elskelig dame.

Sommerhus med venner i den forgangne weekend var som altid hyggeligt og for kort. Badning, grill, kortspil, tur til Rusland, osv.

Weekenden før det, forlænget, var jeg jo en lille tur i det herlige Suomi. Der i øvrigt havde varmere og mere solrigt vejr end det hidtil var i Dannevang i juli. Der var træf i Fula SlipsKlubben - de grimme slips´ klub, i Brahe Djäknar, og var en lille sceance der foregik lidt ude i Skærgården syd for Pargas, på een af djäknarnes forældres sommerstuga. Et dejligt sted lige til vandet og naturligvis med muldtoilet, sauna og egen bådebro (sådan er det vist overalt i den finske skærgård??!?).
Det gik ud på, at der skulle synges og øves kvartetsange under mere uformelle former (her virkede det som om de uformelle former var ret vigtige), samtidig med at der var hygge og sauna og svømning og sommer og øl. Middag om aftenen, hvortil vi havde grillet et lam det meste af dagen. Det endte, som det skulle, i en mindre fest med 17 snaldrede sangdegne. Særligt mindeværdigt, i hvert fald specielt, var det at stå på klipperne i vandkanten ud til fjorden og synge Suomis sång og Finlandiahymnen mens solen gik ned. Særligt, lidt højtideligt og stilfærdigt, men ikke noget odiøst, ingen gas eller grin, ingen brok eller nogen tagen på vej, det var ikke på den måde. Man mente ikke, at jeg nødvendigvis behøvede at stå op under afsyngelse af de værdige nationale viser. Det mente jeg. Vist er jeg vel selv nordboer og har affekt for tusind søers land.



Nordisk vår

Skrevet af | søndag, 17. april 2011 kl 22:33
Stikord: Åbo, Finland, arbejde, Brahe Djäknar


Brahe Djäknar havde årsfest i går, og det var helt aldeles lysende og sjovt. Masser af sang og skål og høvisk tale om væsentlige emner og gamle dage og kommende, ligesom det bør være. I dag har jeg haft bagsmæld, men dog været udendørs - det var herligt vejr, 13-15°C.

Det er sært men lidt hjemligt, på en måde, at komme tilbage til Åbo. Det er 8 måneder siden jeg var her sidst, og det var jo ikke denne men sidste vår, der var mit ophold her, men alt føles som om det snarere var i sidste uge, at jeg drog afsted herfra. Særligt hjemligt efter øvning med BD var det på klubben (beskyttelsesrummet under Sibeliusmuseet, hvor BD og Florakören har ordnet en lille bar). Det var helt som i gamle dage. Og folk hilser, kan huske én og synes det er stort, at man er her igen.

Mandag og tirsdag skal jeg lave eksperiment temmelig intensivt, onsdag er det hjem igen.



Lang nats rejse mod lysskær

Skrevet af | onsdag, 13. april 2011 kl 00:05
Stikord: Åbo, Finland, arbejde, Brahe Djäknar


Et par af mine nære venner fra kollegiet, Jeppe og Nanna, fra madklubben og sejlads og alt muligt andet godt vi har sammen også nu, har lige fået barn. En velskabt størrelse født ved kejsersnit (da pigebarnet, i vommen forstås, vendte bagenden ned). Dejligt. Lidt konfus er jeg, hvad nu.
Dog håber jeg ikke, at al sammenkomst skal gå helt i spåner i højpandet, intellektuel og dannet konversation om børnepasning, amning, barnevogne og udviklingstrin. Lidt lavkultur under bæltet med øl, brændevin og damer og sligt må vi forhåbentlig kunne tale om endnu. Mind mig gerne på denne sentens om et år.

Engang, altså et par uger tilbage, skrev jeg, at jeg skulle til Suomi og øve musik med Brahe Djäknar og lave et par opfølgende forsøg for folkene på Åbo Akademi, og det er så i morgen, at det går løs. Der er blevet fikset bolig og det ene og det andet til kvartetkonkurrence, og der er lavet middagsaftaler og forskelligt andet. Man kan faktisk sige, at jeg har fået venner - gode venner - i Finland. I efteråret har flere af dem jo bl.a. været forbi København og hilst på, mens de med arbejdet er aget forbi, også dejligt.
Nå, så jeg tager derop og sidder og kukkelurer med mit skriveri, min kontinuerte finske fedtkoger og mine nordiske sangerbrødre.

Så randslen er pakket, og "Danskjävlan", som de siger i bedste venskabelige nordiske ånd, invaderer inden så længe. Imens kan man se alle guldcitaterne af Ernst Hugo Järegård på youtube, og det kan jeg anbefale!



Atter nede

Skrevet af | mandag, 6. september 2010 kl 14:58
Stikord: ferie, Finland, Åbo, Brahe Djäknar, Østrig, Slovenien, turné, familie


Jeg begynder at få jordforbindelse igen, nu, hvor min ferie er slut. Først i Åbo var det nu helt fint. Jeg sov rundt omkring hos forskellige frontborgere fra Brahe Djäknar, og blev mødt med bemærkelsesværdig gæstfrihed og åbenhjertighed.
Jeg var ude på flere i sommerhuse på øer i Skærgården med bil og båd, og alle sommerhuse har naturligvis sauna, så det var vi også i. Når man har svedt længe nok i saunaen, så hopper man i vandet og svømmer rundt og bliver kølet af, og om sommeren kan man godt være i vandet i længere end 5 sekunder, så det er rart og svalende. Også kaffe og øl og megen mad blev indtaget rundt omkring, både hjemmegjort og i byen.
Dernæst var der øveweekend BD+Florakören, og vi havde i den forbindelse krebsegilde. Hemmeligheden bag krebsegilde må være, at man spiser utroligt få krebs i forhold til indsatsen, da det jo går temmelig langsomt med at få pillet kræene ud af skallerne. Til gengæld får man en del snaps, så det har sin virkning. Man gør klogt i at drikke mådeligt i starten. Det var ganske "roligt", som de siger deroppe.

Det er nu en anelse besværligt sådan at leve en dag af gangen og være på farten, og ikke vide helt præcist, hvor man skulle overnatte til næste dag. Der går nogen tid med at få lagt den slags til rette og transportere sig, og det er svært at planlægge længere frem og større aktiviteter. En tur til Åland blev desværre ofret på det alter. Jeg forstår, hvis nogen drages af på den måde at leve som en mere simpel vandrer, men jeg har dog gerne en snigende følelse af at være lidt rigeligt tilbagelænet. På den anden side var det jo ferie, så man skal jo ikke partout plage sig selv til døde med pligter om effektivitet og tidsplaner.

Hjem igen i 3-4 dage og koncentrere sig om arbejdet, og så afsted igen. I godt og vel en uge var jeg så med Djäknarne på turne i Slovenien og Østrig, og søsterkoret Flora var også med, og her gjordes koncerter i Ljubljana, i Graz og i Vorau (lille by med stort kloster inde midt i det mørkeste Østrig). Derudover var der også gode lejligheder til at indtage beværtninger og synge drikkeviser, hæhæ, og en ungmø eller to og en brud blev også udsat for serenader af de frakkekjole-klædte herrer.
I fredags måtte jeg så skille mig fra BD på ubestemt tid, og det var en svær eftermiddag at holde humøret oppe på, mens man tog til Wien lufthavn og ventede der på sin befordring.
Dog, da jeg kom til København gik det sofort videre til Jylland via mor og far i Holstebro, da jeg her var til bryllup+barnedåb i den nære vennekreds lørdag. Det var Anders d. IV af psykopatgangen, der skulle vies til sin viv Malene, og de havde derfor fundet en spejderhytte på Venø, hvor man med udsøgt mad og bål og den flotteste høje septembersol og udsigt til fjorden holdt et godt gilde.
I går var mor og far og jeg så på Skive Sygehus og besøge farmor, hun var godt nok noget svækket, men hun kom indimellem med nogle aldeles lysende kommentarer, og hun virkede ganske nærværende. Damen har haft hjerneblødning OG brækket ben, og nu skal hun altså genoptræne - det er svært. Det er også hårdt at se, hvordan den slags sætter alting i stå hos den lægede, og hvor meget krop og udtryk kan hensygne af ikke at kunne bruges, når man er tvungen til at holde stol og seng. Hun er en sej gammel kone, og det er der brug for nu.

Jeg forbliver eders håbløse og idiosynkratiske doktorantus. Nu ser vi hvor længe.



Päin nousevan Suomen rantaa

Skrevet af | fredag, 13. august 2010 kl 10:32
Stikord: ferie, arbejde, cykel, turné, Finland, Åbo, Østrig, Slovenien


I den uge der gik, gik det op og ned, men nu til slut, går det opad. Jeg var også med Elena, Emma, Nanna og Jeppe i Grønnegårdsteatret og se Libertineren. En skovtur i byen, blev det, og en spændende forestilling med bl.a. nøgen Mads Mikkelsen og hårdtpumpede fruentimmere i korsetter (teater som finkultur?).

Og bøvlet med cyklen nåede nye højder - ikke fordi jeg ikke synes det var slemt nok i sidste uge - men nu ødelagte ventiler og utætheder og huller i dårlige slanger, opstramning af kabler, og et gear, der ikke var til at samle igen. Det var baghjul og dæk af og på i eet væk, ja man kan jo ikke sige andet end at man lærer noget af det, man lærer i hvert fald sin cykel at kende, men tiden går med det om aftenen (og morgenen). Efter det med gearet måtte jeg tirsdag morgen give op og trille den til cykelsmeden, hvor jeg havde købt den, og den slags gør ondt inderst i hjertet på en ingeniør.
Men jeg har sat dobbeltlags kevlardæk på baghjulet nu - jeg gad nok se hvilke sten og glasskår, der kan gå igennem dækket nu.

Og nu kører det, og jeg med, jeg var mobil igen fra i går, og endelig rører jeg mig igen. Jeg har været så rastløs uden min cykel, og det er jo en belastning ikke at kunne komme omkring undtagen med offentlig transport. Og ingen morgensvømning. Det har såmænd været lidt af et mentalt delirium og sløvsind at føle sig bundet til offentlig transport. Hårdt har det påvirket mit psykiske helbred, hårdt, også.

Nu er det slut alligevel. For nu tager jeg på ferie. So long, hav det så super på arbejdet. I aften flyver jeg op og besøger alle vennerne i Åbo, mod det gryende Finlands kyster. Jeg ved ikke rigtig hvad der helt præcist skal ske. Vennerne og degnene deroppe har fået at vide, at dansken kommer, og han gerne vil vises rundt i de tusind søers (og og øers/skærs) ferieland. Jeg er ængstelig for at jeg bliver sat til at drikke Koskenkorva i saunaen hver aften.
Men visseligen skal jeg til Ålandsøerne med spritbåden fra Åbo og vises rundt i verdens ubestridte centrum, som de selv siger. Og jeg skal i sommerhus - og Finland er jo det land i verden med flest sommerhuse pr. indbygger - dobbelt så mange som i Danmark, siges det, hvor mange det end er. Der bliver også en øveweekend til sidst, og når der er sat hak i den til slut, så rejser jeg hjem.

Øveweekenden leder op til, at jeg en uge senere tager jeg til Østrig og Slovenien på turné med Brahe Djäknar og Florakören. Det ved jeg heller ikke så meget om, men det bliver garanteret endnu mere skæg og ballade og øl og vin.



Georgius

Skrevet af | søndag, 25. april 2010 kl 15:22
Stikord: Finland, Åbo, spejder, Sct. Georgsparade, Brahe Djäknar


Der følger nok ikke så mange beretninger mere heroppe fra, desværre, det hele snører sig sammen, alting skal nås til sidst. Men livet er nu ikke uden begivenheder her i Åbo.

I dag var der Sct. Georgsparade på torvet (faktisk hedder han jo Skt. Jørgen på dansk): Det kom som en sang og med trommer og taktmarch i det fjerne, fra øst ad Biskopsgatan. Jeg fór til fønstret hen, og did nede marcherede jo allerede en kolonne af uniformerede helte. Med trommer, horn, faner og fin nystrøget uniform og buks; men hør, hvad var det, flere helte kom travende i kolonne længere oppe af gaden, og der bagved endnu flere. Ja, af banen, her kommer heltene!

Så jeg blæste computer, prøver og eksperimenter en lang march for en stund, krøb hastigt i jakke og løb med følget. Hold fast, hvor var der mange. De kom kørende i busser og biler, med faner og larm og blæsere, og der blev flere og flere. Fra Domkirkesværen så jeg, at de også trådte til fra den anden side (af åen, forstås), flere faner og kolonner og orkestre, og nu i lang march ind på Domkirketorvet. Her blev der så sat i række og geled mens familier og den tilrejste dansker tog billeder.

Fejende flot, som datidens riddere, er det, når vore dages riddere og helte marcherer ind på torvet til trommer og horn og fylder det hele op med finske flag og tropsbannere. Finlands ungdom, Finlands rygrad, Finlands fremtid. Der gjort honnør for flaget af spejderne, der blev holdt taler og velmente ord for spejderne, på finsk, men som jeg forstod det, blev nu både opbygning af landet og mindet fra vinterkrigen nævnt, Sankt Jørgen og Herren selv (de få finske ord jeg kan er iblandt disse). Derefter sang man Den blomstertid nu kommer (som jo er en gammel svensk salme), godt nok på finsk, men melodien er den samme. Jeg formoder, at de finske brødre senere aflagde spejderløftet andetsteds, for efter en halv time på Domkirkepladsen marcherede hele følget på vel et par tusind spejdere af og over på den anden side af åen. Jeg lod kameraet køre efter bedste, fattige evne.

Fredag i næste uge synger Brahe Djäknar på Vårdberget, TV-transmitteret. Hvis det bliver sendt via nettet, vil jeg lægge en adresse til stream´et ud her, men jeg kan nu ikke garantere, at det virker udenfor Finland. Lørdag skal jeg synge kvartet til en 70-års fødselsdag, ligeså noget mandagen derpå, onsdag aften er der forårskoncert med Brahe Djäknar, og torsdag aften forlader vi så Åbo med Viking Line for at tage til mandskorfestival i Uppsala.
Jeg kommer hjem med SAS-flyveren fra Arlanda 9. maj omtrent kl. 3 om eftermiddagen, hvis da ellers vulkaner, askeskyer, forsinkelser og flyvezoner tillader passage fra Arlanda. Når jeg kommer hjem, går det hele nok også lidt amok. Jeg skal jo flytte i dagene efter hjemkomst. Det er svært at forestille sig, hvordan det skal forløbe i praksis. Men det SKAL forløbe, og det kommer det også til.

Det bliver nu alligevel fint at komme hjem, hjem igen til spejderuniformen og turene ud i naturen med Danmarks helte - men jeg ved, at jeg kommer til at savne Åbo, først og fremmest naturligvis de herlige Brahe Djäkner, som har kastet stor glans over mit ophold her. Jeg bør finde et studentikost dansk mandskor at synge i, når jeg kommer hjem, jeg har jo nydt det så strålende her.



Foråret så sagte kommer

Skrevet af | onsdag, 7. april 2010 kl 10:37
Stikord: Finland, Åbo, påskeferie, sommerhus, forår, familie, farmor


I går kom jeg tilbage til Åbo med flyvemaskinen efter en hyggelig (men for kort!) påskeferie derhjemme. Jeg kunne sandt for dyden godt have brugt lidt flere feriedage i Danmark. Det var rigtig sjovt (men tungt) med motorsaven og træerne, der måtte ned, og det var også rart at være hjemme i familiens skød. Selvom mange af ungerne sad foran deres egen skærm eller legede med deres tog. Farmor inviterede os til påskefrokost i lørdags, men undervejs i forberedelserne inkluderende indkøb af en pakke karrysalat væltede hun på cyklen, og det var nær gået rent galt. Vi måtte en tur på skadestuen, og hun har slået sin bækkenknogle. Hun skal passe på sig selv, skal hun, og huske at bede sine beredvillige børn og børnebørn om hjælp, synes vi.

Isen på Aura å er nu væk. Helt væk. Og farven er som den store, grågrønne, grumsede Limpopo-flod, og det er en flod, den er 25 m. bred ved Domkirkebroen. Og nu flyder slammet og skummet ovenpå, og hvad end der ellers har ligget på floden i hele dens 70 km lange løb.
Der er ikke så mange sne-bunker tilbage, men de der er, er meget sorte og fulde af grussten fra underlaget. Man har ikke ligefrem lyst at boltre sig i det. Og vejret er sådan lidt gråt i gråt. Foråret savner mere sol og mere søndenvind her i Åbo, det savner sådan set også lidt mere varme end 4 grader midt på dagen.

Men nu er jeg tilbage i Finland, og den skal have fuld gas. Så forvent ikke så mange frontberetninger, for der er blevet serveret et stort fad med arbejde i laboratoriet her.

På lørdag skal vi synge kvartetsang til Brahe Djäknars kvartetkonkurrence, og vores kvartet hedder Udlændingekvartten, da den består af 2 finner, en svensker og en dansker. Udover pligtstykket (Böljen sig mindre rör, Bellman), har jeg foreslået et dansk stykke i lyrisk stil (Udsyn mod aften, Svend S. Schultz), som jeg på mærkværdig vis lykkedes at få dem til at ville synge uden nogen sværdslag. De er ikke rigtig kloge. Men så må jeg nok hellere lave en udtalevejledning. Når de forsøger at tale dansk her, lyder det mest som en blanding af gutterale brummelyde.



Beskæring og nedstyning af buskads

Skrevet af | fredag, 2. april 2010 kl 18:54
Stikord: Finland, Åbo, besøg, påske, ferie


Anders Tubring og Steffen Thurøe besøgte mig i Åbo i de forgangne dage startende fra i fredags, sådan lidt forskudt, men overlappende hverandre. Vi boede da til tider tre mand høj på mit lille værelse - atmosfæren derinde efter hver overnatning har sikkert været sundhedsskadelig. Men det tog en lille håndfuld dage at have barylerne på besøg, og det var godt at vise dem også, hvordan det hele fungerer.

Vi inviterede finnerne som jeg har sunget i kvartet med ind i Domus på en gang flæskesteg med det hele og æblekage til dessert samt ikke at forglemme dansk snaps (Dr. Nielsen - det gled lettere ned end Gl. Dansk, skal jeg sige), og dertil et opgør i Skeppsredarna från Gamla Carleby. Derfor kvitterede finnerne og jeg ved skiønt at udsjunge drikkeviser på svensk, finsk, tysk og dansk, så Steffen og Anders jo nok kunne få et indtryk af, hvad det her kor Brahe Djäknar bl.a. duer til.

I øvrigt spiste vi grillet steg fra grillhuset og vikingesteg fra vikingerestauranten Harald - et helt sværd med vildt i form af vildsvin, ren og råvildt, og til dessert fik man røgis med tjæresauce - jeg anede ikke, at man kunne komme tjæresmag i is eller mad, men der ser man, eller så.

Ellers var vi på marinhistorisk museum og se, hvordan vinterkrigen udspillede sig til søs og i Åbo, og hvordan svenskerne de sidste 400 år fik klø til søs undtagen med hjælp, naturligvis, forstås, fra de mere søvante finner. Vi var på vandring rundt i byen og alle seværdighederne og statuerne af helte og sportsfolk og marskal Mannerheim, selvfølgelig. Og allervigtigst var vi i Uittamo i badstuen og ude og bade i den iskolde fjord, hvad gutterne selvklart kunne mærke og erkende det helbredsfremmende i.

Anders Tybring tog hjem tirsdag, mens Steffen Thorøe og jeg rejste sammen hjem til Dannevang onsdag eftermiddag, sådan på rigtig æfte påskeferie, og mens Steffen tog hjem til familien i Sønderjylland, blev Anders kidnappet af mor og far og kørt til sommerhuset i Hårnbæk, hvor der ventede fast arbejde med træfældning og motorsav. Onsdag, torsdag og fredag har handlet mest om at forbedre udsigten ud over engen (Pandehave ådal), og dertil må der aktivt skæres ned. Skæres hårdt ned, faktisk.

Og motorsaven har fået lov til at bestille noget i de forgangne dage nu. Vi har nedlagt en god del birketræer og 4 lidt vel voksne grantræer (ca. 15-18 m høje), og der er blevet trukket med reb og stabbet og savet i fine små stykker, og nu har vi brænde nok til de næste 2-3 år alene i birk. Nu har vi fældet træer for både naboen og genboen og ejerlauget, og jeg har fået øm ryg, arme og fingre - jeg har det nærmest, som havde jeg klatret i klipper en hel dag. Det er hårdt at lave fysisk arbejde, uha uha.
I morgen kører vi hjem til Holstebro via farmor og holder mere påskeferie, derefter retur til Djævleøen mandag og så er det retur til Åbo tirsdag morgen. Forhåbentlig er sneen så også væk i Finland, selvom jeg tvivler, for jeg trænger sådan til forår og lidt sol tak - her i Hornbæk lige nu er det hele så solrigt og nysseligt og klar til forårets udspring. Og fuglene kvidrer.



Check-mate - check-out

Skrevet af | onsdag, 24. marts 2010 kl 16:59
Stikord: Finland, Åbo, bolig, besøg


I weekenden havde jeg besøg af Jakob Givskud udi Psykopatgangen, som følte, at han måtte se det sagnomspundne og isovertrukne Åbo. Det resulterede i smag for godt øl og god whisky, byvandring, suk over manglende bygningsingeniørekspertise, saunatur og svømning i en kold fjord, gode middage, brætspil, eksperimentel naturfilosofi (eller sagt anderledes: prøverne skal jo køres, selvom man får gæster) og diskussion af filosofiske problemstillinger over øl og whisky. Som det sig hører og bør, skulle jeg næsten sige. I det hele taget en rigtig god weekend! I den næste weekend og lidt til får jeg da besøg af Anders Tybring "d. 3." og Steffen Thorøe, og vi får se, hvad de monne have at sige om staden.

Inden jeg rejste herop spekulerede jeg på, hvordan jeg skulle flytte tilbage til Danmark. Om jeg ville tilbage til Studentergården, Københavns dejligste kollegium, eller måske flytte ud, og i den situation hvorhen dog? Ofte bestemmer man jo ikke selv situationens udfald. Men jeg besluttede mig for at begynde og søge lejligheder gennem Ingeniørernes Pensionskasse (det har sine fordele at være med i en eksklusiv pensionsforening). Og jeg er derigennem nu blevet tildelt en 2v-lejlighed (til leje) på Markmandsgade på Amager, 12 og 3.tv., lige ved Christianshavns Brandstation - så jeg kan holde øje med sprøjterne, og de kan holde mig vågen med blink og sirener om natten, men det er selvfølgelig meget belejligt at have dem nær sig, hvis den røde hane galer.

Det åbner helt nye problemer, som jeg godt havde på fornemmelsen jeg skulle få, men som jeg vist endnu mangler at forstå omfanget af: Hvordan i himlens navn skal jeg få møbleret en lejlighed på godt 60 kvm.? Mit bohavende er optimeret til kollegieliv. Der skal hjemtages alt mellem himmel og jord inden jeg kan invitere nogen som helst på en blot tilnærmelsesvis anstændig middag. Og hvordan slipper man hurtigt fra Amager til DTU på cykel og retur hver dag? Også besværligt!

Lejligheden skal jeg flytte ind i 1. maj, men jeg kommer dog først tilbage til fædrelandet d. 9. maj, så det må blive i ugen derefter. Og nu må jeg derfor fraflytte den gamle Studentergård, hvilket vist bliver d. 15. maj. Ak, det er et stort suk at skulle byde den farvel, "du venlige stue, hvori jeg blev mand", står der i en gammel Studentergårdsvise. Men nyt bliver det jo også at få egen stil og egen orden, og helt eget køkken, sådan at man kan invitere andre og vise, hvor man brillerer med potter og pander (Nota Bene: som jeg må få investeret i!). Fritiden skal opsøges mere, men det er ikke anderledes en her i Finland. Det hjælper måske også på tankeslot-studentens koncentration på tankeslot-studerekammeret at få en ny udsigt og nye vaner. Og alt det gode og særligt de gode derfra har man jo med sig og kan bygge videre sammen med - og det glæder jeg mig til!



Fjerdedele

Skrevet af | søndag, 14. marts 2010 kl 16:19
Stikord: Finland, Åbo, Brahe Djäknar, kvartetsang, Bjørneborg, Åbo Akademi


Selvom 40 sangere fra Brahe Djäknar gør sig fint til stor koncert i f.eks. en kirke, så findes der også aktive mindre afskalninger af koret. En stor del af Brahe Djäknars virksomhed er nemlig optræden som kvartet - man kan simpelthen bestille en BD-kvartet til at forgylde sin fest med sang. Og gør man det rykker der normalt en kvartet, altså 4 mand, ud i fuld kampudrustning (pingvindragt) og synger bestilte numre og/eller til lejligheden passende sange. I fire stemmer, naturligvis. Og til sådant havde jeg ladet mig indrulle i den forgangne uge.

Torsdag rykkede derfor en kvartet fra Brahe Djäknar med mig iblandt ud til Åbo Akademies rektor Jorma Mattinens fest for hans hans venner og kollegaer fra "broderlandet" hinsidan. Vi sang 7 sange, mest fosterlandsk på svensk, men også lidt om druk på finsk og tysk. Hurra. Rektor virkede glad bagefter og gæsterne med. Og det gik egentlig også helt godt.

Dagen efter var jeg med en ny BD-kvartet en lille tur i Björneborg, der ligger 150 km. nord for Åbo. Vi lejede en bil og kørte der op ad ud på eftermiddagen. Vi optrådte til den årlige "Svensk Akademisk Afton i Bjørneborg", en årlig affære kun for svensktalende herrer i stiveste puds. Det handler mest om en årlig fest og forsamling af svensktalende finner, men det indledes af en længere akademisk monolog fra talerstol om et udvalgt emne. I fredags var det om fiskearter, da taleren var veterinærbiolog. Vores kvartet var inviteret med til 3 retters menu og øl og snaps og det hele, og det gjaldt om at indtage den del med måde inden ens optræden, vidste vi.
Den svenske minoritet her i Finland kan sine steder virke som en lidt sær affære (jeg kan dog godt love, at den er mindre sær end de finsksprogede finner!), men de værner meget om deres sprog og deres fællesskab. Nogen finner har en tendens til, når de bliver fulde, at få lyst til at slå nogen svenskere på tæven - eller bare slå på tæven, og i Bjørneborg skulle dette være ret udbredt. Så det kan være problematisk at være svensktalende finne med mellemrum.
Nå, men vi sang 6 sange i alt, og de 5 gik også helt hæderligt, mens den næstsidste var noget "la-la", ville jeg sige. Men klokken var også kvart over tolv på det tidspunkt, og det hele havde varet en uendelighed, og lange taler og bla bla bla, og vi havde da også fået en øl og en snaps eller to. Og var også blevet fortalt nogle lidt andet optrædetidspunkter, end det, det endte med.
Nå, men det kan jo ikke være lige godt hver gang, som De Nattergale synger.

Jeg har øvet og slidt og skrålet og lavet fuskelapper med teksterne skrevet ind, for at kunne indlære repertoiret i en fart. Præmien for at synge i kvartet under BD´s faner er optjening af de såkaldte kvartetpoint. Koret betaler ens udgifter, men skummer også fløden (dvs. profitten - BD rykker ikke ud med fuld honnør for at synge gratis!). Kvartetpoint indløses, når koret tager på turné, hvilket i år bl.a. sker til starten af maj (mandskorfestival i Uppsala) og omkring første september (Østrig og Slovenien). Her kan man så betale en del af ens turpris med sine kvartetpoint.
For koret som sådan virker kvartetvirksomheden som en helt profitabel affære - i hvert fald er det muligt at holde en medlemspris på 15 euro per semester for at synge der.

Jeg tager med på begge de to ture, så det er meget praktisk - det er nu ikke så mange penge en optræden giver - men det har den store fordel, at man tvinges til at lære nogle af sangene fra stamrepertoiret hurtigt - og så kan man dem, når de med mellemrum bliver sunget efter øvning og koncerter under mådeligt indtag af øl og Koskenkorva eller Ålborg Aquavit.



Bridge over troubled water

Skrevet af | tirsdag, 9. marts 2010 kl 15:36
Stikord: Finland, Åbo, Brahe Djäknar, Aura å, familien


Her i weekenden fik jeg besøg af mor og far, og det var dejligt at kunne vise sin by frem. Og vejret var fantastisk, klart og høj sol og let frost, men næsten helt mildt, og fuglede kvidrede og mindede om våren.
Far kom fredag aften og mor kom først lørdag eftermiddag, idet en række uheldige omstændigheder ifm. snefog i vestjylland lammede flytrafikken fra metropolen Karups internationale trafiklufthavn, og så må selv den længst mulige transittid i Kastrup lufthavn ende med at være for kort. Og det gjorde den så. Så lørdag formiddag gik far og mig ud langs åen, tænkte ikke videre over afspærringen ved Kvärnbron, og så på Åbo slot, der ligger ude ved havnen. Det er et flot slot, men godt nok ikke særlig prangende eller ornamenteret indvendig, og der var hverken kanoner eller bøsser eller krig eller sabler eller udstilling af pomp og pragt på slottet. Det var lidt sløjt. Efter turen rundt på slottet var der en marathon-lang udstilling af alt muligt andet bohavende, som mest virkede lidt overflødigt.

Dernæst gik vi tilbage og spiste lidt mad i Kauppahalli (indendørs marked med faste boder), og bed undervejs mere mærke i Kvärnbrons form, det var da pudsigt med den bro, og måske grunden til de mange mennesker var stimlet sammen omkring broen, på hvilken der ingen stod. Så hentede vi mor ved banegården, og så kunne forældrene få lov at se hvordan jeg boede og hvor jeg arbejdede, hele historien bla bla bla, og efter det gik vi på restauranten Smör og spiste en lækker lammenakke. Derefter op på vårdberget og solnedgangen, fantastisk flot, og så blev forældrene overladt til sig selv for en stund, da jeg skulle øve med Djäknarne.

Kvärnbron, en af broerne over Aura å, blev spærret for trafik lørdag morgen. Broen er bygget i eet meget lavthvælvet spænd (hvælvingen måske på det højeste sted 2 m over grundstøtternes niveau, broens samlede spænd 70-75 m langt), af armeret forstrukket beton, og dette spænd er nu klappet sammen. Så nu holdes bropladen blot på plads af jernarmeringen indeni, og betonen er mest med til at tynge broen nedad. Det ser rigtig spøjst ud og er for nogen til almindelig moro, men de fleste åboboere er vist lidt trætte af det, for det hjælper ikke ligefrem på trafiksituationen i myldretiderne (og folk kører over den å som besatte i myldretiden). Og hvad tænker man ikke i resten af verden om finnerne, der jo bygget alt i beton, og så klapper deres betonbroer sammen?
Det er ret meget på forsiden af alle landets aviser. Men hvis man laver et lynhurtig trekantsberegning på brohvælvingens dimensioner vil man se, at fundamentet ikke skal skubbes særlig mange cm. bagud, før broen klapper sammen. Og det er nok det, der er sket. Far udregnede det til ca. 8 cm. på hver bred, men det er måske højt sat.

Folk i Åbo synes generelt, at broen skal rives ned, så vi kan få en ny i stedet. Jeg har sagt til finnerne, at de jo gerne kan ringe til danskerne, når de vil have lavet en ordentlig og solid bro - vi kan lave dem ligeså store, som de ønsker sig det, de kan også blive så høje, så deres mega-krydstogtskibe kan sejle under. En hængebro ville jo ikke være dumt.

I fødselsdagsgave har jeg fået et gavekort til musikinstrument af forældrene, så om det bliver en el-spade eller et el-klaver må da tiden vise. Men noget skal det i hvert fald blive til.

Søndag aften havde vi så den store koncert i Nådendal Klosterkirke, det var med Akademisk Orkester, floraerne, Brahe djäknar og 4 solister, og kirken var nærmest fuld, og det meste af min weekend gik derfor ikke med forældrene, men med at være afsted som sangdegn. Men det endte med at blive ganske godt, en rigtig god koncert, og Brahe Djäknar og Florakören fik ros af både lægfolk og kritikere.

Bagefter drak både floraer og degne øl og snaps på klubben og sang mange flere snapse- og fædrelandssange, og så på en søndag aften, men man skal huske at fejre det, mens man har humør - ellers ødelægger man sin motivation. Der blev også skrevet og afsunget en lejlighedssang om Kvärnbron på melodien til "Bridge over troubled water". som en bro over Aurajoki. De er altså nogen sjove nogen.



Ekspeditioner

Skrevet af | onsdag, 24. februar 2010 kl 15:56
Stikord: Finland, Åbo, Nådendal, langrend, på landet


I sidste uge fejrede jeg fødselsdag heroppe. Der var dog ingen tramp i gulvet for pharisæerne, ej heller portvin, pandekager eller morgensang ved gjenboernes hjælp, så på den måde var det naturligvis lidt pauvert. Men jeg fik 4 fødselsdagsbreve, det nærmer sig rekorden for hvad jeg har fået på een fødselsdag, så det var meget storartet.

Jeg tog tid til at invitere Toni, Bartek og Gerd til middag, fisk og grøntsager og pasta, og chokoladeis til dessert. Og vi spillede brætspil, ligesom hjemme hos psykopaterne, det var Skeppsredarna från Gamla Carleby, og vi sejlede Nordeuropa rundt med tjære og tømmer, fisk, salt og savsmuld resten af aftenen, mens vi drak øl og gammel dansk.

I går jeg med Toni og hans forældres hund Rosa langt ude på landet. Hans forældre har en fiskefarm, hvor de opdrætter sik, og den ligger ved en af øerne, Ainsmaa, ude syd for Nådendal i Åbolands skærgård.
Der skylle ryddes sne på gårdspladsen og mellem husene og på markvejen op til asfaltvejen, ellers ville det være umuligt at komme frem senere, for det har sneet ganske meget de sidste dage, også i går eftermiddags. Toni kørte traktor med sneplov. Jeg stod på ski i nysne på markvejen, der sine steder var for dyb. Derefter lavede jeg en ski-vej op over en eng, hvor der var 60 cm sne. Man kan ikke køre i det, da skien går 50 cm. ned. Det er længe siden jeg har taget mig tid til at lege på samme måde.
Bagefter blev jeg vist rundt i forarbejdningshallen med mærkelige fiskerensemaskiner, og så vi var som en anden Karl Gustav ude på isen i for at se til fiskeburene - man holder hul i isen og ilter vandet - jeg scorede mig da også en halv sok (det var kun -7°C, så isen var ikke helt sikker rundt om fiskeburene).

Nå, men hjemad med os, da det efterhånden var blevet mørkt, og så holdt i en landsby på vejen på kroen eller cafeteriet (det var nok syntese af de to ting) for at betragte den lokale mad og den lokale befolkning. Vi fik noget köttfarsböf med pommes ned i løgneren. Bagefter tog vi tilbage til Nådendal og stod på ski. Jeg havde en fantastisk skitur med korrekt smøring til nysne - Toni peb over dårlig smøring og gik hjem. Vi så en rævehale med en Mikkel nedenunder, som løb foran os på den oplyste løjpe. Der var ikke rigtig nogen skiløbere udover os, så han følte sig vel lidt kæk, som om han ejede skiløjpen - måske er finske ræve naturligt kække?

I denne uge og næste øves der mere på repertoiret til koncerten i Nådendals 7. marts, det er noget Brahms og noget Mendelsohn, som vi skal synge sammen med Florakören og Akademisk orkester i Nådendal Klosterkirke. Så det bliver en halvstor affære. Og mor og far kommer helt fra hjemmefra før at høre på skråleriet, så jeg skal stramme mig an.
Desuden skal jeg jo synge kvartet, og der skal vi også øve noget sammen, uha, der er meget der skal øves på pludselig. Man er alene på stemmen i en kvartet - men igen, man har melodien, så det er nemt, men så på den anden side, man synger første-tenor, så det er en gang skrigeri. Og jeg skal have købt skjorte og seler og vest til min frakke, for hulanda, ellers bliver der ikke nogen koncerter.

Arbejdet i mit lille laboratoriebur - det går sin vante gang. Reaktoren kører, og kommer lidt efter lidt bedre styr på analysen af prøverne.



Weekendslaveriet

Skrevet af | lørdag, 13. februar 2010 kl 17:22
Stikord: Finland, Åbo, arbejde, Brahe Djäknar, film, langrend


Trods indkøringsvanskeligheder startede teknikken pænt op onsdag, og de rette substrater begynder at løbe hen over katalysatoren som skidt fra en spæd kalv, og det betød masser af ekstra prøver, som nu står til at blive analyseret. Og det er en omstændelig affære, som jeg desværre først er klar til at køre i dag. Jeg har det ikke godt med det her weekend-arbejde, men de færdige væskeprøver har en begrænset holdbarhed (noget i retning af et døgn, måske to), og gaskromatografen her er RIGTIG længe om at analysere hver prøve, og jeg har MANGE prøver, der skal køres nu. Så jeg er nødt til at komme både lørdag og søndag at lave et døgns prøver, hvilket er ca. 16, og sætte dem i kø.

Jeg har meldt mig til at synge kvartet om fire uger med Brahe Djäknar. Koret er kendt for at stille op som kvartet, når der er et eller andet formelt fest-agtigt på Åbo Akademi og andre steder, der . Man kan bestille Brahe Djäknar til sin fest. Og hvis man skal lære sangene, så må man jo sætte sig selv og sine evner lidt under pres. Så nu skal vi se, om jeg kan følge med de hårde drenge i drukviser og sangstemme, og om jeg nu kan synge tingene alene. Her er jeg første tenor, så jeg har melodien - så det er nemt - og dermed den højeste stemme - det er mindre nemt.

Torsdag aften inviterede Toni mig indenfor til kaffe og irsk kaffe-kage, cognag og en drinks, og derefter mente han, at vi skulle se film i biografen. Jamen så skulle vi vel det, tænker jeg. Så det skal jo ikke blive for kvindagtigt, så vi skal se The Road. Grum film, og bagefter kunne jeg ikke sove, pga. for meget kaffe, drinks på lidt for tom mave eller i hvert fald på tomme kalorier, og alt for levende billeder, der roterede inde i bøtten. Jeg prøvede at læse, skrive, spise noget mad, men det hjalp lidet. Jeg faldt først i søvn kl. halv fem. På det tidspunkt måtte filmen egentlig godt have været en kvindagtig og klæg kærlighedskomedie, tænkte jeg.

Nå, men man høster, som man sår, så selv om jeg var selv ude om det måtte jeg vel mande mig lidt op fredag. Så hen på eftermiddagen efter arbejde tog jeg igen med Toni og Mats til Nådendal at stå på ski. Det startede som en lidt halvkold affære. Men man får varmen efter en halv time lige gyldigt hvor meget eller lidt tøj man har på. Det er god motion. Særligt, når man som jeg ikke får gribe-voksen ordentligt smurt på midten af skien, så den kun virker i et kvarter. Der blev udspyet et par eder og bander enkelte gange. Bagefter var der øl, sauna, rulle i sne, sauna, drinks og champagne. Naboerne kom forbi og ville fejre, at Toni var blevet kandidat for noget tid siden. Fair nok. Vi røg ned på den lokale bæverding bagefter og fik pizza. Klokken var vel ved at være kvart i ti på det tidspunkt, og så skulle man jo også nyde sin mad. Jeg var så træt og sejlende, da jeg nåede hjem kl. halv tolv, at jeg måtte gå i seng.



Kontinuerlig indsats

Skrevet af | tirsdag, 9. februar 2010 kl 17:04
Stikord: Finland, Åbo, arbejde, Brahe Djäknar, langrend


Min reaktor er begyndt at arbejde nu, og alting ser ud til at virke, og ventilerne og relæerne klapper rigtigt, og jeg skal tage mange prøver. Det betyder en stor pukkel af analysearbejde, som jeg kan bruge uger på at analysere. Og det betyder lange dage ved reaktoren, fordi der skal arbejdes nu, når tingene virker, og man kan jo ligeså godt gøre tingene ordentlig første gang - hvis man ikke har tid til at gøre dem om. Men det er godt, at der sker noge, vi kommer fremad. Fint.

I går var der igen korprøve med Brahe Djäknar, men denne gang både med sang fra Florakören og med akkompagnement af Akademisk Orkester, amatørorkester ved Åbo Akademi. Vi øver til Nådendals Musikfestspil, hvor vi skal opføre noget Brahms og Mendelsohn. Musikfestspillet er normalt om sommeren, men der er en lille vinter-afskalning d. 6.-7. marts, hvor vi bl.a. er på programmet.
For hulan da, hvor kan man føle sig lille, når der sidder 50-60 musikanter med nogle instrumenter, der kan larme meget mere end ens eget instrument, stemmen. Eller når man synes, at det her stykke kunne man meget bedre i sidste uge, da det var a capella. Så man strammer sig an og øver derhjemme også.

Jeg får desværre ikke stået på ski for tiden, da Toni, min kammerat, mentor og skiinstruktør, har for travlt med alt muligt og har været i Joensuu en uge (i Karelen). Men i morgen, siger han, i morgen kan vi tage afsted. Og det skal vi jo så, og så skal det også presses ind mellem arbejde og korprøve, koste hvad det vil, synes jeg. Sgu så.

Man kan konstatere, at der ikke skrives meget på muren og som kommentarer her til epistlerne, men jeg modtager dog gerne grin og suk og beretninger i hvad form de måtte have, skriftligt eller mundtligt. Skulle det have vakt interesse, så kan man jo også tage herop, hvor Madsen Jr. gerne kan underholde med at vise rundt i byen og forklare og beværte.



Brahes degn

Skrevet af | søndag, 31. januar 2010 kl 22:25
Stikord: Finland, Åbo, Brahe Djäknar, korsang, arbejde, vejr


En ny uge står på spring, og for en gangs skyld kommer jeg nok til at få praktisk betoning på arbejdet. Min laboratorieopstilling ser ud til at kunne komme op at køre nu, det er rart, thi jeg har brugt noget tid på at rense delene fra sidste forsøg i nogle ubehagelige kemikalier. Indløbet til min reaktor har været stoppet til med den tidligere reaktant; det er problematisk, at den har et smeltepunkt et stykke over stuetemperatur, og det er ulig meget sværere for en lille laboratoriepumpe at transportere faste stoffer end væsker, forstås.
Nå, det burde komme igang snart, eller det er hvad laboratorie-ingeniøren siger. Jeg har på fornemmelsen, at et eller andet strejker, når vi får tændt for alle de blinkende lamper, bl.a. ud fra egne erfaringer med meget af det samme type udstyr på DTU. Vi får se.

Vejret heroppe er fortsat mellem -5°C og -15°c, og det sner med mellemrum. Faktisk er det altid som om det sner en lille bitte smule, selv i nærmest klart vejr. Jeg bilder mig, at det er fugtig luft fra den Botniske bugt, der køler af over Åbo, men måske er det bare fine snekrystaller, der hvirvles gennem luften fra træer og tage. Jeg begynder vist at befinde mig udmærket i kulden, tror jeg, i hvert fald er jeg helt godt tilpas udendørs i -10°C. Det siges, eller de siger heroppe, eller nogen siger, at den helt store isvinter i Finland indtræffer i februar måned. Hvor mange snestorme og tilfrosne bælter det indebærer, ved jeg ikke.

I lørdags var der Brahebalen, som er Åbo Akademis fest for gamle Akademikere dimitteret derfra. Her skulle Brahe Djäknar agere syngende tjenere/vinskænkere og da ved den lejlghed synge de gamle drukviser, som jeg kun har stiftet bekendtskab med på min første onsdag i koret for under to uger siden. Hverken værre eller bedre gik det, end at jeg meldte mig til at synge, da der manglede 1. tenorer. Jeg er sådan een, der melder sig, for de andre gør det jo ikke, eller ikke i fornødent omfang i hvert fald. Det var lidt af et vovestykke, for jeg er ikke ligefrem den fødte 1. tenor, så det er højt at skulle synge A og Bb. Sandt for dyden er det ikke hver eneste gang, at der kommer lyd ud af blæsebælgen, så der er også lidt falset-sang, hvorpå man sig da haver at øve. På 8 små satser, som jeg potentielt ikke kendte. Men jeg synes det gik, slet ikke så forfærdeligt endda (selvom det var kunstigt at improvisere gode miner til to ekstra og ukendte ekstranumre, der halvsnaldret og improviseret blev hevet ud af hatten), og det viste sig at blive en overordentlig sjov og studentikos oplevelse at se og være med Brahe Djäknar på slap line.
Efter sangen, nede på klubben på Sibeliusmuseet ("Sibbe"), hvor vi øver og drikker øl og snaps, sagde tredjedirigenten Johan til mig, at det var helt godt og i øjet, og at det var godt, at jeg var med - vi havde ikke klaret den uden dig, Anders. Jeg svarede vist noget med tak, og at jeg befandt mig ved at være en dansk "hjälte", der kom og hjalp koret i nødens stund. It´s good to be a Finlandsfrivillig.

Udklædningen til fremtrædenerne er pingvinhistorien i frakke-buks-skjorte-vest-seler-sløjfe-manchetter, das voller Program, se vedlagt eller galleriet, så der skulle trylles nogle låneting frem, men den del klaredes sådan set også. De hvide dele til sættet finder man dog, at jeg nu efterfølgende allernådigst kan investere i selv ude i byen, og det kan vel så ikke være anderledes, tænker jeg. Jeg er vist lidt høj på det endnu. Denne kommende uge står bl.a. på fælles korprøve med Florakören, pigekoret, som jeg i hvert fald (og vel alle herrerne i koret?) jo glæder sig til at se og høre.



Studentikost

Skrevet af | søndag, 24. januar 2010 kl 23:17
Stikord: Finland, Åbo, korsang, studentikost, sauna, fjord


Lørdag eftermiddag tog jeg bussen med Gerd (fra Tyskland) og Betian (fra Argentina) i sauna ude ved den frosne fjord ved Uittamo i sydenden af Åbo. Her er der badestrand om sommeren, og lige nu er der is på og god sne, hvis man er til langrend og letsindighed og stoler meget på isen. Ja, eller, bortset lige fra en badebro ud for saunabygningen, hvor der var vandcirkulation. Det var her, hvor jeg begyndte at få nogle bange anelser. Nu har jeg jo fået det første sauna-kuldechok ved at rulle mig nøgen i sneen. Så man kan vel sige, at jeg var klar til det næste kuldechok. Så af med kluns og på med badeshorts, og ind i saunaen. Det er et offentligt sted, så der var nogle stykker. Fint nok. Efter ca. 10 minutter er man stegt, og hvad gør man så, syg i roen, som man er, og efter megen og megen god overtale af Gerd og Betian, ud af en sine steder tiliset badebro i bare tæer og intet andet end badeshort og -10°C, og ned i vandet. Hurra hurra hurra! Og så ellers op og i en fart ind i saunaen igen.
Betian og Gerd lagde ret stot vægt på, at jeg jo var spejderleder, og nødvendigvis måtte forklare oplevelsen for ungdommen, om de spurgte, og så gik det jo ikke at være en kryster. Og var jeg måske ikke en viking?
Af een eller anden sær grund bliver man afhængig af det skidt, for jeg var ude i vandet 3 gange. Følelsen er bestemt meget livgivende, så jeg begynder at forstå, så perverst det end må lyde, at nogen kan lide at vinterbade.

Efter sådan en omgang er man helt dvask og afslappet, så vi dampede med bussen hjemad, og bagefter tog vi på Teerenpeli med Serap (fra Tyrkiet) og fik os et par øl og blev aldeles fladmaste, for det gør man efter sauna - det er hårdt at gå i sauna og dyppe sit korpus i kolde fjorde.

Jeg lovede at skrive noget om korsang. Det har jeg selvfølgelig ikke kunne holde mig fra, selvom jeg er kommet et nyt sted hen. Så i onsdags var jeg til indsyngning i et kor. Men det er ikke helt som vanligt, for denne gang er jeg kommet til toner og lyrik hos Brahe Djäknar (Brahes degne) - det er et svensksproget mandskor tilknyttet som forening under Åbo Akademi. Det er aldeles studentikost! - og på et rimelig højt niveau, synes jeg. Faktisk i en sådan grad, at Brahe Djäknar synger ved Akademiets årsfest, Brahebalen, og sammen med søsterkoret Florakören og akademisk orkester til Nådeldal musikfestspil i marts - og Brahe Djäknars studenter- og vårsange er det store hit på Vårdberget på Valborgs aften (eller "Vappen", som de kalder det) 30. april, der bliver TV-transmitteret til hele Finland. Studentersangforeningen (mandskor i København) har en lignende tradition med at synge på kastellet før bededagsferien.
Men det er sgu godt gjort. Medlemmerne er for de flestes vedkommende vel 25-30 år gamle, og de virker rimelig trofaste. Brahe Djäknar har sin helt egen stil, med traditionelle fester, druksange, festsange, studentersange, faste kvartetter, der synger mod hinanden, og er en fasttømret og levende del af studentermiljøet, selv formelt, ved Åbo Akademi.

"Mössorna på - våren er här!", siger de. Så jeg har måtte bede forældrene om at lade min studenterhue befordre herop, for den skal vist i brug. Studentikost!



Ild og is i provinsen

Skrevet af | søndag, 17. januar 2010 kl 16:17
Stikord: Finland, Åbo, Langrend, sauna, Nådendal, sne


I går tog jeg ud til Toni i Nådendal/Naantali for at stå langrend, og det var en mægtig mindelig aften. Tonis forældre bor herude, og det ligger lige ud til en håndfuld langrendsløjper, så det er jo helt perfekt.

Toni var meget flink til at hjælpe mig i gang, men efter nogen tid skulle han også have noget træning ud af det, og så kørte han afsted for sig selv. Så kæmpede jeg selv videre med alt det svære. I går var tilsyneladende en ekstra svær aften, for af een eller anden grund så greb midterdelen af skien ikke særlig godt i underlaget (dårlig smøring? dårligt smøremiddel?), i hvert fald ikke til at starte med, og så er det ekstra svært at komme ind i langrendsstilen.
Der er to forskellige typer smørremiddel og forskellige steder, det skal bruges - forrest og bagest på skien, som skal være glat, i modsætning til midt på skien, hvorfra man "hopper" fremad, og her skal smøringen klæbe til sneen. Det har også lidt at gøre med, hvordan skien er slebet i forvejen, og hvor meget, man trykker den ned under løbet. Har jeg ladet mig fortælle.

Jeg har lige pludselig svært ved at styre mine ski (alting målt i forhold til slalomski), og alle forsøg på at pløje er mere eller mindre hasarderede, fordi underlaget gør det svært at holde dem i den rette position, og så får man sådan nogle spændende situationer, når skiene krydser hinanden. Mine langrendsski, nyindkøbt blot i sidste uge, er vist af den såkaldt "klassiske" type, der ikke kan "skære" (carve) særlig godt, og så skal det jo være halsløs gerning at stå på ski. Hvorfor jeg ikke fik de mere moderne og all-roundede ski kan jeg godt undre mig over nu, men jeg blev jo vejledt (vildledt ?) til dette, så jeg må tro, at de ved, hvad de gør. Og jeg har lykkeligvis kun få skader i dag, og røven, lårerne og armene er mindre ømme nu end efter sidste gang for tre dage siden.

Så jeg overlevede. Bagefter blev det lidt sjovere. Alle huse i Finland har jo en sauna, og det har Tonis forældres hus også. Så i sauna med os, efter velfortjente bajere og drinks (det var jo lørdag aften, jo). Finnerne kan godt lide, at saunaen er hed og fugtig, så jeg sad og kogte lidt, mens Toni grinede over hele femøren.
Og så skulle vi ud og rulle rundt i sneen, hvad jeg selvfølgelig troede bare var en dårlig vittighed, inden jeg tog herop. Men den er god nok. Det var så også grunden til, at vi skulle have lidt sprit indenbords først - det kræver sin mand. Men det er helt specielt. Så man render splitterragende Skt. Peter ud i sneen i haven til -5°C, ruller rundt, og skynder sig chokeret tilbage ind i saunaen og 80°C. Vel kommen ind igen får man en helt speciel fornemmelse i huden af at ens nerver brænder, i ca. 1 minut. Det er meget livgivende.

Således oplivede kom vi i nogen klæder og dampede vi ned på den lokale bæverding/sumpkro, hvor det var tid til en pizza. Nogen lokal-agtige guitarfreaks spillede noget rock, imens vi sad og var velopdragne og måske de eneste kunder under 30, og betragtede det meget nærværende lokale drankerliv. Folk i provinsen her går til den, når de skal have øl og snaps, så de fleste havde drukket sig kampstive. Det var lidt interessant at se på over et par kolde fadøl. Da jeg dampede med bussen hjem igen senere, var vi enige om, at finnerne er skøre, men at de også kan gå til klejnerne.



Långdäkning

Skrevet af | torsdag, 14. januar 2010 kl 22:13
Stikord: Finland, Åbo, landrend, bolig, fritid, kor


I går eftermiddags var jeg med Toni ud at løbe langrend. Det var første gang jeg prøvede mine nye ski, og første gang jeg løb langrend. Det er rigtige, klassiske langrendsski, så de er ret smalle og lange (altså dvs. højere end mig). Hen på eftermiddagen tog vi ud til en oplyst løjpe, hvor banen og sporene var præparerede.
Man kommer jo nok, som perkele tanskalainen, med en lille forventning om, at man er en halv verdensmester, fordi man jo efterhånden har brugt nogen vinterferier på at stå på slalomski. Lift op, tyngdekraft ned, op ned, op ned op ned. Infantilt og kedeligt, egentlig. Så nu er det tid til langrend. Så hvad skulle der være svært ved det, når det ikke går ned af bakke hele tiden? Forvildningerne måtte hastigt lide skibbrud. Måske var det mest en slags kapgang for mit vedkommende. Det er godt nok ikke nemt. Det er faktisk svært. Og det var ikke helt nemt at komme ind i en god rytme, hvor man kunne arbejde ved ret konstant belastning, for løjpen var lidt kuperet.
Fysikken og teknikken fra slalom gælder til dels stadig. Men. Skienes areal er lige reduceret til det halve, og grebet i underlaget ca. en størrelsesorden. Nå ja, og man kan ikke lægge vægten på dalskien, når man vil dreje. Så når man vil gøre noget med højere end 5 km/t, bremse f.eks., så er det bedste råd nærmest at sprede kroppen så meget ud som muligt, så man kan få noget vindmodstand... og håbe lidt på at alt det onde og ens alt for høje fart går over...
Det krævede nogle gange at man lagde sig lidt ned og tog temperaturen på sneen, når svingene var for skarpe, og sporene ikke lige beskrev den rette kurve for et totalt 100 % asshole på langrendsski. Finnerne må have grint. I hvert fald for dem selv. Men jeg er fortrøstningsfuld. Engang i weekenden tager vi til Nådendal (finsk: Naantali) vest for Åbo, hvor Toni kommer fra, og så går vi ud på en bedre rute og øver noget mere. Jeg tager hans ord for gode varer. When in Finland - do as the finns.

Derudover prøver jeg at finde ud af, hvad der ellers rør blandt de unge i Åbo. Bl.a. prøver jeg at finde ud af noget med noget korsang, og at komme til indsyngning inden længe. Det viser sig, hvad jeg havde en god formodning om på forhånd, at traditionen for korsang er endda stærkere i Sverige og Svensk-finland end i Danmark (det er ikke helt højagtigt sagt - snarere tager de svensktalende bare bedre hånd om deres overleverede sangtraditioner, og har flere ihukomte drikkeviser - her er noget at lære!). Det er derfor også klart en mere offentlig og mere folkelig affære at synge korsang. Det kommer der mere om senere.

Nå ja - The Housing Situation. Måske er Domus ikke det dummeste sted at bo alligevel. Det er jo tæt på byen, og det kræver ikke opsøgende nærvær hverken at finde eller undlade at finde alternativer til. Jeg er måske lidt magelig på dette punkt. Og der ER jo fælleskøkken, som nu er ved at blive befolket.
Domus har bare den her åndssvage regel om at man kun må bo der i to måneder. I praksis fortolkes den regel sådan, at det er muligt at flytte ud, og komme tilbage lidt senere. Så jeg er i princippet hjemløs fra 24/2 til 8/3. I den periode bliver det så en anelse speget, tror jeg. Jeg hører folk omkring mig med mellemrum, om de har nogen ideer, og ser om der dukker muligheder op.



Kalevala

Skrevet af | søndag, 10. januar 2010 kl 16:06
Stikord: Finland, Åbo, Kalevala, telefon, druk, finner, kunst, værelse


Jeg har fået et nyt mobilnummer, så jeg kan tale billigere med finnerne. Nummeret er 041 722 6582, men skal man ringe fra Danmark, så skal man indtaste +358 41 722 6582, fordi de første cifre bruges til at specificere operatør-nummeret, og - surprise, surprise - der er forskel på hvordan man ringer indenfor hhv. til Finland. Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg sætter sproget på min telefon tilbage, for det er blevet ændret til finsk.

I går røg jeg ind i en gang druk med nogen sindssyge finner. Toni fra laboratoriet har besluttet at vise mig rundt i nattelivet samt lære mig at stå langrend, og sørge for, at jeg bliver fit "for drinking and sporting". Derfor går vi kronologisk til værks, og starter på stedet med det yngste klientel. Så i går var vi på Unnela, hvad jeg vel nok nærmest vil betegne som en slags 3.g-diskotek, for de fleste gæster var ikke mange sekunder over atten, altså a la Buddy Holly i Holstebro ligesom i de gamle dage for ti år siden, hvor jeg selv gik i gymnasiet. Så nogen ville måske have sagt, at vi udgjorde nogle aparte elementer dér.
Når man drikker med finnerne, så er man nødt til at være stærk enten i troen, i maven eller i spyttet. I hvert fald i det drikkelag jeg sad i i går. De kan kyle shots ned i løgnhalsen ganske raskt, og forventer, at man følger med. Man skal med det samme vælge, hvor meget man vil være med til i sådan et selskab. Og det må man holde hårdnakket fast i, for de prøver ihærdigst at drikke med een for ens helbred hele tiden (hvad der i virkeligheden er godt for helbredet står lidt hen i det uvisse. Men - kippis!).

I dag var jeg med forbavsende få tømmermænd på Åbo kunstmuseum og se udstillingen "Kalevala" af billedkunst fra finsk guldalder og senere. Kalevala er det finske nationalepos, og det har levet i folkemunde og er overleveret mund-til-mund af runesangere. I 1800-tallet blev en stor del af disse runesange nedskrevet, primært af lægen Elias Lönnrot, der sammendigtede og samlede dem i den moderne og læste udgave af kvadene. Udstillingen blev vist hele sidste år i anledning af 160-året for nedfældningen af eposet (faktisk dets anden udgave, Lönnrot ).
En række finske billedkunstnere har malet motiver fra Kalevala, mest prominent heraf (og kendt for sine motiver fra Kalevala) er måske Aksela Gallen-Kallela. Det var meget storslået og finsk, og de er ret stolte af deres fortid og mytologi og bekender sig gerne til dem. I dag var desværre sidste dag udstillingen vistes (jeg havde gerne vist den frem for andre og fortalt om historierne i Kalevala) - den har tidligere været vist i Helsingfors, hvorfra mange af værkerne kommer.

Jeg besluttede mig inden afrejse, at jeg ville læse Lönnrots samling som en introduktion til finsk tankegods og mytologi, så som godnatlæsning har jeg medbragt en udgave gendigtet på svensk, ja Vorherre bevare os, fra hvilken jeg læser en sang hver aften. Hele værket består af 50 sange (kvad eller historier), så det vil række indtil februar ender. En slags dagbog, kan man sige.
Det svenske får man brugt en del alligevel, for mange her, og særligt på akademiet, taler sagtens svensk, så jeg gør mig forståelig på andet end engelsk også. Finsk kan jeg godt nok ikke endnu, det er lige rigelig sært, men jeg forsøger at lære mig gloser og sætninger, hvor jeg har mulighed for det.

Jeg har overvejet at flytte til et større værelse eller en lille møbleret lejlighed, hvis jeg kan finde noget ordentligt - jeg prøver at forhøre mig rundt omkring på laboratoriet. Derfor kan jeg heller ikke give et præcist svar på, hvornår man med fordel kan besøge mig heroppe. Situationen lige nu er den, at jeg jeg ikke har mulighed for at have nogen boende på mit værelse med mindre de vil sove i den samme seng som jeg. Den er desværre ikke vanvittig stor.



Aboa

Skrevet af | onsdag, 6. januar 2010 kl 16:28
Stikord: Finland, Åbo, Åbo akademi


Så kommer den første egentlige beretning fra det egentlige Finland.

Jeg ankom mandag eftermiddag efter en god men desværre overskyet flyvetur (jeg synes af een eller anden grund at det er rørende at sidde og kigge ud over landskabet). Først omkring Åland kunne man se ned til det isfrosne og snedækkede hav med tusindvis af øer og skær med sneklædte træer strittende op af isen som pindsvin.

Mandag var jeg ved at tro, at jeg skulle henslæbe hele denne arktiske vinter ganske ensomt og ved at kukkelure ud af mit vindue på gæstehjemmet ved akademiet, men efter en gåtur i byen ændrede mit blik på denne 4 måneders spejdertur sig lidt, og jeg føler mig faktisk allerede ganske velkommen herhid i det Herrens år. I forgårs var der stor set heller ingen på laboratoriet.
Tirsdag var der heldigvis begyndt at komme folk igen på instituttet, så jeg har fået slået nogle kløer i de andre phd´ere og post-docs, og nu får de lov til at tage mig med omkring og vise mig, hvad Åbo duer til. Finnerne er faktisk ret gode til at hygge om kaffen.

Næste uge skulle vores laboratorium blive en veritabel trykkoger af forskere alle steder (det er i hvert fald hvad de siger her), men jeg tror nu ikke det bliver helt så galt som annonceret. Lad os nu se. Min leder her er lektor(-inde) Päivi, mens Dmitry (den russiske professor) har travlt med møder og besøge og planlægge alt muligt. Jeg skal arbejde sammen med Bartosz, en polsk phd-studerende heroppe, som kommer tilbage på arbejde på mandag. Indtil da skal jeg blot prøve at finde ud af, hvilke forsøg der giver mening at lave og passer ind i laboratoriet her.
Det kan bemærkes, at man her i Finland ikke er nær så karrig med at ansætte folk på universiteterne, så der er ret god tid til at hjælpe selv en phd-studerende som mig. Det varer nok lige præcis indtil det tidspunkt i slutningen af januar, hvor der begynder at myldre studerende rundt på akademiet.

I dag drog jeg på fototur rundt i byen for at se lidt på det hele i dagslys. Alt har lukket på helligtrekongersaften i Sverige og Finland, så jeg har haft dagen for mig selv. Det var dog en overordentlig kold fornøjelse. Også for mit kamera, hvis batteri ikke var til sinds at lade mig tage billeder efter ca. 20 knips.

Det viser sig, at Åbo er en rigtig rigtig flot by. Man skal forestille sig at centrum er noget i retning af Østerbro eller pænere, bare over det hele. Åbo var hovedsæde for den svenske administration af Finland indtil 1809, hvorefter administrationen af Finland flyttedes til Helsingfors i som russisk storfyrstendømme - her blev hovedstaden så også efter den finske revolution 1917-1918. En brand ødelagde det mest af Åbo 1827, hvorefter byen genopbyggedes i mere kvadratisk og nyklassisk mønster. Åbo har sin helt egen stil.
Åbo gennemskæres af Aura å, der nu er tilfrossen, og byens klassiske centrum er på sydøstsiden af åen med domkirken, katedralskole, observatorium, og højere læring i form af Åbo akademi og Turku universitet (der er to forskellige ting!). Her bor jeg også, 200 meter fra domkirken, i Domus Aboensis, som ligger lige ved siden af Åbo akademis laboratorier for kemi- og kemiteknik. Kedeligt tæt på, kunne man sige.
På nordvestsiden ligger så det "nye" centrum omkring Kauppatori (markedspladsen), og opbygningen af denne del af byen er lidt a la Manhattan mellem Aura å og jernbanen. Her er også alle barerne og stormagasinerne og den økonomiske magt, som vi siger, når vi spiller Settlers. Følger man åen ud til udløbet i fjorden, kommer man forbi en række træsejlskibe, nogle af dem museer, og hvad man vel kan kalde Åbos svar på langelinie, hvor der også er lystbådehavn, som jeg forstår det. Til sidst - som Åbos vartegn - ligger Åbo slot, et rigtigt middelalderslot med indre og ydre borggård. Herude ligger også industri- og færgehavnen. Man kan sejle med rutefærge til Stockholm, Åland, Helsinki, eller hvor nu ellers ens båd tager hen.
Der er en hel del museer og teatre (endda et svensk), et filharmonisk orkester, et meget fint stadsbibliotek og masser af restauranter og barer og cafeer. Det er med andre ord en både klassisk, trendy SAMT party-uartig by.



Finlandsfrivillig

Skrevet af | søndag, 3. januar 2010 kl 17:15
Stikord: Finland, Åbo, Facebook, theilgaard.net, status


Så har jeg pakket mit værelse sammen. Min store rygsæk er pakket, og min lille rygsæk er det næsten også - kun det nærværende stykke elektronik, talvølven, med tilbehør mangler. Flyveren er der checket ind til, og boardingkortet er udskrevet. I morgen slæber jeg min madras, min dyne og min pude op på loftet, spiser min morgenmad, siger farvel og tager ud i lufthavnen. Kl. 10 i 10 forlader jeg Dannevang. Jeg finder det højst skræmmende at skulle på en fire måneders helt ukendt spejdertur. Men Åbo, her kommer jeg!

Jeg ved, at nogen blandt læserne foretrækker at få alle godbidderne serveret på Facebook, og man kunne umiddelbart finde det rigtigt at melde sig ind der. Jeg ved, at der endda er lavet en støttegruppe på Facebook om at få mig på Facebook. Og væddemål. Men I ved jo godt, at I ligeså godt kan glemme alt det hejs. Det kommer her, på theilgaard.net.

Jeg har implementeret en status-opdaterings-funktion, så jeg i bedste præmenstruelle stil kan lade folk følge med i hvad jeg laver og ikke laver, mener og ikke mener, hvert tredje minut (hehe). Min årgang og de yngre kaldes den situide generation, det er os med et attention-span på tyve sekunder, altid en Facebook-opdatering og en MSN eller et tweet, der blinker med noget, der er mere interessant.
Ellers tag dig tid til at skrive en hilsen på (Berlin-)muren, gerne en der varmer, så jeg ikke fryser helt fast i Finland

Faktisk er det også helt i orden at ringe til mig indimellem også; nu har jeg trods alt en Nokia-telefon, så skal vi ikke skyde på, at den også virker i Finaldn. Det er nok billigst, hvis vi finder hinanden på Skype. Se kontakt

Facebook er hurtig (dvs. dårlig) tid. På theilgaard.net er der kun langsom (dvs. god) tid. Kobl dig på theilgaard.net og bliv lykkelig, harmonisk, sindig, tænksom, af- og ustresset.





Glædeligt

Skrevet af | lørdag, 26. december 2009 kl 19:00
Stikord: jul, Finland, Åbo, familie


Så blev det endelig jul, og den blev hvid, og nu er det allerede ved at smelte væk for os igen. Ja altså i Vestjylland. Så kort en stund er vinteren her, eller, den del af vinteren, der er sneklædt.

Som proklameret har der været travlt med det hele indtil lukketid, ja sandelig har jeg næsten ikke kunne løfte blikket fra tingene omkring mig, mit arbejde, kollegiet og den daglige gænge, men jeg kørte med far hjem til Jylland d. 23/12, og nogen ting ændrer sig ikke, trods altings foranderlighed - "...jorden med, thi den er falsk og hul - rør dog ikke ved min gamle jul." Kravlenisser og kitsch, konfektkreationer og kræmmerhuse, flæsk og sul. I vores familie spiser vi risengrød og and juleaften.
Mormor er med herhjemme; hun veksler hvert år mellem at tage til Samsø hos min mosters familie og til Holstebro hjem til os.

I dag var jeg til julefrokost hos farmor. Hun er en gæv gammel dame på 85, og lægger hver 2. juledag ryg og hus og spise og drikke til det store rykind af børn, børnebørn og oldebørn, det hele med fruer og frøkener og bedre halvdele. Til sådan en sceance kommer der godt 25 stk. Og så skal der danses om juletræ, og alle skal vælge en julesang, hvoraf vi synger et vers - de yngste vælger først og siden de ældre, hver i på hinanden følgende række, således at man kan risikere at skulle stramme sig værdigt an med at huske jule-psalmerne hvis man er gammel (nok).

Jeg rejser til Finland 4. januar 2010 om formiddagen. Jeg vil gerne have besøg selvom jeg ikke kender de faktiske forhold endnu, men vi kan helt sikkert finde ud af alt muligt deroppe. Det er slet ikke så dyrt, man kan flyve direkte fra København for halvanden tusind kr. tur/retur, hvis man ved man skal afsted i bare lidt god tid. Men aftal det lige med mig inden. Jeg vil bruge skype til at kontakte Jer derhjemme løbende, så det er bare med at komme på. Jeg vil løbende berette her på siden om hvad jeg laver deroppe og hvordan det er i de tusind søers og de tusind saunaers og birkeris´ land (hvor befolkningen har verdens største alkoholtolerancetærskel og drikker træsprit og har let til kniven, som der står i de gamle geografibøger). Måske er der spejdere, ja søspejdere? Kor? Dans og musik? Jeg glæder mig helt vildt.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Sommertogt 2020 Krønike

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
februar 2021
januar 2021
december 2020
november 2020
2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005