|
|
blog
Skønjomfru, se ud
Skrevet af
| søndag, 15. december 2013 kl 14:05
Stikord: Amager, Markmandsgade, udsigt, byggeri
 Døgnrapporten fra Amagerland: I 3½ år har jeg boet med storartet udsigt i 3. sals højde med stort vinduesparti og frit udsyn hen over Christianshavns Brandstation og ved siden heraf en bar græsmark, som delvist har været brugt som parkeringsplads og hundetoilet. Åben og isklar har jeg kunne skue himlen mod nord, og kunne nyde udsigten fra "Ydre Christrianshavn" (læs: Amager med uklædeligt opsnobberi) til Christianshavns voldanlæg, Kløvermarkens kolonihaver, Amagerværket, vindmøllerne på Middelgrunden og endda den tidligere så navnkundige Amager Rensestation, som kom til at lægge navn til den mere folkelige betegnelse for vores ø. Endda har man kunne følge en del af flytrafikken i indflyvningen til Kastrup Lufthavn på behørig afstand. Selvom jeg måske ikke har påskønnet det alt for offentligt, så har jeg dog tit stået ved og nydt min udsigt med fro eller tænksom mine. Det har sine fordele, at det foranliggende er lavere end ens eget vindue.
Men nu synger udsigten på sidste vers. Flittige og driftige sjæle har således bemægtiget sig græsarealet mod nordøst ved siden af brandstationen og set muligheder. Det i sig selv ville måske ikke være så fatalt, men den sidste 1½ måned har der været kraner, gravemaskiner, håndværkere og skurvogne, og op af jorden er altså skudt de her sammenstablede betonelementer, som til forveksling ligner et større etagebyggeri i sin vorden. Som nu er nået 2. sals højde, og det ser ikke ud til, at de stopper lige foreløbig. Man aner nok, at nogen byggematador har set sit snit til som en anden Dr. Frankenstein at skabe sig et glas-stål-beton-monster. Nu er det ikke for at ville lyde som en maskin-stormer, men jeg synes bedre om græsmarken og det jeg kunne se derhenover.
Ak, man ved ikke var man har, og påskønner det ikke, indtil det er væk uafvendeligt. Det kan givetvis hænde, at jeg med tiden, hvis/når der nu engang falder lidt ro over det hele med nyt arbejde, ekstra-spejd og ekstra-travlhed, skal lette fra min plads her på øen og søge ud til noget ny udsigt et sted. Man kan selvfølgelig sige, at der burde være mulighed for at få udsigten tilbage endda sådan godt og vel ved at købe lejlighed ovre i det andet byggeri, et ejendomsmægler-stenkast borte, som jo blot herfra set er ved at komme i vejen. Men det virker på en måde også forkert, som at gifte sig med fjenden, som man alligevel ikke kan slå.
Om mandagen i regnvejr på Solitudevej
Skrevet af
| søndag, 20. juni 2010 kl 01:10
Stikord: bolig, arbejde, indretning, Amager
Det kan siges, at jeg så småt er landet herude på Amager, afgrundens rand. Herinde leger vi arkitekt, håndværker og akademiker på samme tid for at fremtrylle et såkaldt beboeligt hjem og et nyt slot for tanken med en student indeni.
Jeg har indrettet mig med et rum som soveværelse og kontor, og et rum som spise- og dagligstue. Soveværelset har jeg fyldt et nyt Ikea-skab ind i, det er tungt som et langt ondt rødt år, sammen med min seng, kommode, stigereol med skrivebord osv.
Stuen tænker jeg skal fyldes ud med en lille urskov af planter i potter, for - som Voltaire konkluderer - man skal passe sin have. Men indtil nu er der kun nyt bord og nye stole og ny reol, og det runger endnu ret hørbart.
Internettet fungerer, og jeg har også fået en rigtig telefon som indflyttergave af Jeppe og Nanna (nummer: 3220 0307, se kontakt - kan dog hænde at telefonen ej kan kaldes til endnu). Det ligner en gammel model Ceauşescu fra 1971, men det er solid mekanik, der virker. De har også givet mig det eneste spor af rigtig flora, nogle meget pyntende orkideer, som nu står med fødderne i vand.
Man kan sige på flere sæt, at jeg sejler i min egen lille andedam nu. Jeg har dog haft kammmerater af forskelligt tilhør til middag i nu tre-fire omgange, så vi har fået ekserceret og motioneret køkkenet og efterprøvet, at det fungerer.
Men på sådan en helt almindelig lørdag, hvor man ikke har lagt program for noget kan man jo ikke bare gå ud på køkkenet og hygge med de andre psykopater, og det er ensomt at sidde og kukkelure i det for sig selv her. Og det sgu ikke lige morsomt, når man ser bort fra, at man selvfølgelig ikke behøver at rydde op efter andre skvadderhoveder end en selv og hvem man eksplicit inviterer.
Det er lidt hårdt og ikke særlig sjovt at måtte glæde sig til, at man igen fra mandag til fredag har mulighed for et mere eller mindre socialt samvær med andre mennesker, fordi her er man på arbejde.
Jeg skal selv tage ansvar for alting nu, særligt socialisering med andre, for det er spillereglerne, og visse kammerater vil måske derfor komme til at opleve, at Anders er endog overordentlig insisterende på at ville lave og holde selskab og befordre diverse hyggelige eller aktive samkvem.
På den måde har jeg været i en god skole i Finland, for det var de samme kriterier, der gjaldt der. Man kan jo ikke ligefrem beskylde finnerne for at være verdens mest udadvendte folk.
Men det er mig et mysterium, særligt nu efter at være flyttet ud, at mine mindre søskende fravalgte og søger at fravælge kollegium-boskabsformen. De bliver ensporede og ensomme, og de mister forbindelsen til andre mennesker og disses syn på verden, og til hvad andre mennesker har af liv og gerning og normer. Og de kan ikke se det selv, eller de vil ikke se det, og det er vel den største ensomhed.
Jeg har i det mindste, efter 8½ år i oftest frivillig samdrægtighed med andre mennesker, lært at omgås og socialisere sådan til husbehov i hvert fald. Dette glæder nu, for nu kan jeg se, hvordan jeg mangler det der, hvor jeg bor, og hvor meget jeg skal dyrke det af egen kraft.
Det sker i den samtidige erkendelse af, at mit arbejde fra nu af skal tage fart og også begynde at lade addere en seriøs gang overarbejde. Jeg synes ikke jeg har tid nok til sidst, og det hele har jeg nok heller ikke tilrettelagt på den smarteste måde. Jeg har også måtte gøre det selv, hvilket vist ikke er det, der er skrevet i phd-bekendtgørelsen. Man kan jo sige, at phd-studiet er en læreproces, og jeg har i hvert fald lært noget om mig selv og mine arbejdsmåder og -vaner under forskellige former. Jeg skulle sine steder også sige, at det er en art mandomsprøve. Og da det er en mandomsprøve, som jeg har tænkt mig at slippe igennem ordentligt, så bliver der nok en mere sammenbidt indsats nu. Så må vi se, hvordan det går og hvad det mentale overskud i den kommende tid rækker til.
Kvinde søges
Skrevet af
| torsdag, 13. maj 2010 kl 23:53
Stikord: Danmark, København, Amager, flytning, hjemkomst, industri
Jeg er hjemme igen. Jeg kom hjem fra Uppsala søndag eftermiddag, hvor Brahe Djäknar var på mandskorsfestival og viste svenskerne, hvad finnerne duer til. Og sang sammen i et stort kor på små 200 mand. Det var en rigtig rigtig dejlig tur, men søndag formiddag var det et noget vemodigt farvel for mit vedkommende til Brahe Djäknar, som jeg vel ikke svor men dog mente at ville forsøge at komme tilbage til engang i den vordende tid. Vi må se, hvad der sker, men hændelserne vil jeg nu prøve at påvirke i den retning.
Derefter gik der lidt kuk i maskineriet, da jeg troede at jeg kom tilbage til et tomt værelse på Studentergården, som jeg kunne bebo mine sidste få dage i den elskede trelængede. Men jeg gjorde regning uden vært, da tilsynelande en eller nok flere kommunikationsbrister mellem flere fremlejere og eforen tilsyneladende havde lejet værelse ud til den kommende beboer (som også er den nuværende fremlejer). Det hindrede ikke en praktisk løsning med en madras på gulvet, som man jo nok kunne bevilges med mere til hos psykopaterne - gæstfriheden fejler da ikke noget! Man kunne have været retshaverisk, men det synes jeg nu ikke ville have været passende.
Siden da er det tilbage på arbejdet, det rigtige, daglige arbejde, på DUTen. Onsdag var jeg hele dagen i Jylland til møde med industrien, og det var sådan set meget fint, synes jeg, bortset fra at der skulle forberedes power-point til 45 minutters underholdning med milepæle, og den slags tager tid, en hel del. Så det blev altså størstedelen af sliddet mandag og tirsdag. Og sent i seng tirsdag og tidligt op onsdag med lyntoget til Jylland.
Og så flytning nu, i dag (eller rettere den forgangne), torsdag. Jeg lejede et flyttelig, som det lykkedes os lige akkurat at fylde helt op, og med hjælp fra gamle og nye gårdboere fik vi også bugseret indhold af indbo ud til Amager og op på 3. sal i lejlighed. Her står det nu, kasser og tasker. Der er en fin udsigt mod nord ud over kolonihaver, kløvermark, gammelt voldanlæg, Christiania og ud til Amager-forbrændingen med hæftigt rygende skorstene. Jeg har nået at sætte reol op og lys i loftet i det ene værelse. Og seng naturligvis.
Men det er meget, meget underligt at gå rundt der og tænke på, at dette er mit hjem. Det runger alt for meget, synes jeg. I hvert fald i ovreført betydning. Det er måske ikke meningen, at man skal bebo en sådan lejlighed selv, for lige nu virker det meget stort og rigtig tomt, og jeg skulle nok en dag spørge mig selv, hvad jeg egentlig vil lave derude på Amager i egen lejlighed. Jeg skulle gerne have en kæreste der, at hjælpe mig med at bebo lejligheden, eller dog til at se, hvad jeg får snedkereret sammen på mine godt 60 m2. Så kvinde søges. Detaljerne kan i overmål læses her på siden, så jeg sparer på alt det med (k)ærlig, til ture ud i skov og på hav, god til sang, spil og musik. Men lige nu og her kan der såmænd og vel ganske ekstraordinært blive mulighed for at lege indretningsarkitekt og endda få mig til at betale gildet.
|
|
|
|
|
|
|
|
