|
|
blog
Fjerdedele
Skrevet af
| søndag, 14. marts 2010 kl 16:19
Stikord: Finland, Åbo, Brahe Djäknar, kvartetsang, Bjørneborg, Åbo Akademi
 Selvom 40 sangere fra Brahe Djäknar gør sig fint til stor koncert i f.eks. en kirke, så findes der også aktive mindre afskalninger af koret. En stor del af Brahe Djäknars virksomhed er nemlig optræden som kvartet - man kan simpelthen bestille en BD-kvartet til at forgylde sin fest med sang. Og gør man det rykker der normalt en kvartet, altså 4 mand, ud i fuld kampudrustning (pingvindragt) og synger bestilte numre og/eller til lejligheden passende sange. I fire stemmer, naturligvis. Og til sådant havde jeg ladet mig indrulle i den forgangne uge.
Torsdag rykkede derfor en kvartet fra Brahe Djäknar med mig iblandt ud til Åbo Akademies rektor Jorma Mattinens fest for hans hans venner og kollegaer fra "broderlandet" hinsidan. Vi sang 7 sange, mest fosterlandsk på svensk, men også lidt om druk på finsk og tysk. Hurra. Rektor virkede glad bagefter og gæsterne med. Og det gik egentlig også helt godt.
Dagen efter var jeg med en ny BD-kvartet en lille tur i Björneborg, der ligger 150 km. nord for Åbo. Vi lejede en bil og kørte der op ad ud på eftermiddagen. Vi optrådte til den årlige "Svensk Akademisk Afton i Bjørneborg", en årlig affære kun for svensktalende herrer i stiveste puds. Det handler mest om en årlig fest og forsamling af svensktalende finner, men det indledes af en længere akademisk monolog fra talerstol om et udvalgt emne. I fredags var det om fiskearter, da taleren var veterinærbiolog. Vores kvartet var inviteret med til 3 retters menu og øl og snaps og det hele, og det gjaldt om at indtage den del med måde inden ens optræden, vidste vi.
Den svenske minoritet her i Finland kan sine steder virke som en lidt sær affære (jeg kan dog godt love, at den er mindre sær end de finsksprogede finner!), men de værner meget om deres sprog og deres fællesskab. Nogen finner har en tendens til, når de bliver fulde, at få lyst til at slå nogen svenskere på tæven - eller bare slå på tæven, og i Bjørneborg skulle dette være ret udbredt. Så det kan være problematisk at være svensktalende finne med mellemrum.
Nå, men vi sang 6 sange i alt, og de 5 gik også helt hæderligt, mens den næstsidste var noget "la-la", ville jeg sige. Men klokken var også kvart over tolv på det tidspunkt, og det hele havde varet en uendelighed, og lange taler og bla bla bla, og vi havde da også fået en øl og en snaps eller to. Og var også blevet fortalt nogle lidt andet optrædetidspunkter, end det, det endte med.
Nå, men det kan jo ikke være lige godt hver gang, som De Nattergale synger.
Jeg har øvet og slidt og skrålet og lavet fuskelapper med teksterne skrevet ind, for at kunne indlære repertoiret i en fart. Præmien for at synge i kvartet under BD´s faner er optjening af de såkaldte kvartetpoint. Koret betaler ens udgifter, men skummer også fløden (dvs. profitten - BD rykker ikke ud med fuld honnør for at synge gratis!). Kvartetpoint indløses, når koret tager på turné, hvilket i år bl.a. sker til starten af maj (mandskorfestival i Uppsala) og omkring første september (Østrig og Slovenien). Her kan man så betale en del af ens turpris med sine kvartetpoint.
For koret som sådan virker kvartetvirksomheden som en helt profitabel affære - i hvert fald er det muligt at holde en medlemspris på 15 euro per semester for at synge der.
Jeg tager med på begge de to ture, så det er meget praktisk - det er nu ikke så mange penge en optræden giver - men det har den store fordel, at man tvinges til at lære nogle af sangene fra stamrepertoiret hurtigt - og så kan man dem, når de med mellemrum bliver sunget efter øvning og koncerter under mådeligt indtag af øl og Koskenkorva eller Ålborg Aquavit.
Aboa
Skrevet af
| onsdag, 6. januar 2010 kl 16:28
Stikord: Finland, Åbo, Åbo akademi
 Så kommer den første egentlige beretning fra det egentlige Finland.
Jeg ankom mandag eftermiddag efter en god men desværre overskyet flyvetur (jeg synes af een eller anden grund at det er rørende at sidde og kigge ud over landskabet). Først omkring Åland kunne man se ned til det isfrosne og snedækkede hav med tusindvis af øer og skær med sneklædte træer strittende op af isen som pindsvin.
Mandag var jeg ved at tro, at jeg skulle henslæbe hele denne arktiske vinter ganske ensomt og ved at kukkelure ud af mit vindue på gæstehjemmet ved akademiet, men efter en gåtur i byen ændrede mit blik på denne 4 måneders spejdertur sig lidt, og jeg føler mig faktisk allerede ganske velkommen herhid i det Herrens år. I forgårs var der stor set heller ingen på laboratoriet.
Tirsdag var der heldigvis begyndt at komme folk igen på instituttet, så jeg har fået slået nogle kløer i de andre phd´ere og post-docs, og nu får de lov til at tage mig med omkring og vise mig, hvad Åbo duer til. Finnerne er faktisk ret gode til at hygge om kaffen.
Næste uge skulle vores laboratorium blive en veritabel trykkoger af forskere alle steder (det er i hvert fald hvad de siger her), men jeg tror nu ikke det bliver helt så galt som annonceret. Lad os nu se. Min leder her er lektor(-inde) Päivi, mens Dmitry (den russiske professor) har travlt med møder og besøge og planlægge alt muligt. Jeg skal arbejde sammen med Bartosz, en polsk phd-studerende heroppe, som kommer tilbage på arbejde på mandag. Indtil da skal jeg blot prøve at finde ud af, hvilke forsøg der giver mening at lave og passer ind i laboratoriet her.
Det kan bemærkes, at man her i Finland ikke er nær så karrig med at ansætte folk på universiteterne, så der er ret god tid til at hjælpe selv en phd-studerende som mig. Det varer nok lige præcis indtil det tidspunkt i slutningen af januar, hvor der begynder at myldre studerende rundt på akademiet.
I dag drog jeg på fototur rundt i byen for at se lidt på det hele i dagslys. Alt har lukket på helligtrekongersaften i Sverige og Finland, så jeg har haft dagen for mig selv. Det var dog en overordentlig kold fornøjelse. Også for mit kamera, hvis batteri ikke var til sinds at lade mig tage billeder efter ca. 20 knips.
Det viser sig, at Åbo er en rigtig rigtig flot by. Man skal forestille sig at centrum er noget i retning af Østerbro eller pænere, bare over det hele. Åbo var hovedsæde for den svenske administration af Finland indtil 1809, hvorefter administrationen af Finland flyttedes til Helsingfors i som russisk storfyrstendømme - her blev hovedstaden så også efter den finske revolution 1917-1918. En brand ødelagde det mest af Åbo 1827, hvorefter byen genopbyggedes i mere kvadratisk og nyklassisk mønster. Åbo har sin helt egen stil.
Åbo gennemskæres af Aura å, der nu er tilfrossen, og byens klassiske centrum er på sydøstsiden af åen med domkirken, katedralskole, observatorium, og højere læring i form af Åbo akademi og Turku universitet (der er to forskellige ting!). Her bor jeg også, 200 meter fra domkirken, i Domus Aboensis, som ligger lige ved siden af Åbo akademis laboratorier for kemi- og kemiteknik. Kedeligt tæt på, kunne man sige.
På nordvestsiden ligger så det "nye" centrum omkring Kauppatori (markedspladsen), og opbygningen af denne del af byen er lidt a la Manhattan mellem Aura å og jernbanen. Her er også alle barerne og stormagasinerne og den økonomiske magt, som vi siger, når vi spiller Settlers. Følger man åen ud til udløbet i fjorden, kommer man forbi en række træsejlskibe, nogle af dem museer, og hvad man vel kan kalde Åbos svar på langelinie, hvor der også er lystbådehavn, som jeg forstår det. Til sidst - som Åbos vartegn - ligger Åbo slot, et rigtigt middelalderslot med indre og ydre borggård. Herude ligger også industri- og færgehavnen. Man kan sejle med rutefærge til Stockholm, Åland, Helsinki, eller hvor nu ellers ens båd tager hen.
Der er en hel del museer og teatre (endda et svensk), et filharmonisk orkester, et meget fint stadsbibliotek og masser af restauranter og barer og cafeer. Det er med andre ord en både klassisk, trendy SAMT party-uartig by.
|
|
|
|
|
|
|
|
