theilgaard.net  


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

2010


Finlandsfrivillig

Skrevet af | søndag, 3. januar 2010 kl 17:15
Stikord: Finland, Åbo, Facebook, theilgaard.net, status


Så har jeg pakket mit værelse sammen. Min store rygsæk er pakket, og min lille rygsæk er det næsten også - kun det nærværende stykke elektronik, talvølven, med tilbehør mangler. Flyveren er der checket ind til, og boardingkortet er udskrevet. I morgen slæber jeg min madras, min dyne og min pude op på loftet, spiser min morgenmad, siger farvel og tager ud i lufthavnen. Kl. 10 i 10 forlader jeg Dannevang. Jeg finder det højst skræmmende at skulle på en fire måneders helt ukendt spejdertur. Men Åbo, her kommer jeg!

Jeg ved, at nogen blandt læserne foretrækker at få alle godbidderne serveret på Facebook, og man kunne umiddelbart finde det rigtigt at melde sig ind der. Jeg ved, at der endda er lavet en støttegruppe på Facebook om at få mig på Facebook. Og væddemål. Men I ved jo godt, at I ligeså godt kan glemme alt det hejs. Det kommer her, på theilgaard.net.

Jeg har implementeret en status-opdaterings-funktion, så jeg i bedste præmenstruelle stil kan lade folk følge med i hvad jeg laver og ikke laver, mener og ikke mener, hvert tredje minut (hehe). Min årgang og de yngre kaldes den situide generation, det er os med et attention-span på tyve sekunder, altid en Facebook-opdatering og en MSN eller et tweet, der blinker med noget, der er mere interessant.
Ellers tag dig tid til at skrive en hilsen på (Berlin-)muren, gerne en der varmer, så jeg ikke fryser helt fast i Finland

Faktisk er det også helt i orden at ringe til mig indimellem også; nu har jeg trods alt en Nokia-telefon, så skal vi ikke skyde på, at den også virker i Finaldn. Det er nok billigst, hvis vi finder hinanden på Skype. Se kontakt

Facebook er hurtig (dvs. dårlig) tid. På theilgaard.net er der kun langsom (dvs. god) tid. Kobl dig på theilgaard.net og bliv lykkelig, harmonisk, sindig, tænksom, af- og ustresset.





Aboa

Skrevet af | onsdag, 6. januar 2010 kl 16:28
Stikord: Finland, Åbo, Åbo akademi


Så kommer den første egentlige beretning fra det egentlige Finland.

Jeg ankom mandag eftermiddag efter en god men desværre overskyet flyvetur (jeg synes af een eller anden grund at det er rørende at sidde og kigge ud over landskabet). Først omkring Åland kunne man se ned til det isfrosne og snedækkede hav med tusindvis af øer og skær med sneklædte træer strittende op af isen som pindsvin.

Mandag var jeg ved at tro, at jeg skulle henslæbe hele denne arktiske vinter ganske ensomt og ved at kukkelure ud af mit vindue på gæstehjemmet ved akademiet, men efter en gåtur i byen ændrede mit blik på denne 4 måneders spejdertur sig lidt, og jeg føler mig faktisk allerede ganske velkommen herhid i det Herrens år. I forgårs var der stor set heller ingen på laboratoriet.
Tirsdag var der heldigvis begyndt at komme folk igen på instituttet, så jeg har fået slået nogle kløer i de andre phd´ere og post-docs, og nu får de lov til at tage mig med omkring og vise mig, hvad Åbo duer til. Finnerne er faktisk ret gode til at hygge om kaffen.

Næste uge skulle vores laboratorium blive en veritabel trykkoger af forskere alle steder (det er i hvert fald hvad de siger her), men jeg tror nu ikke det bliver helt så galt som annonceret. Lad os nu se. Min leder her er lektor(-inde) Päivi, mens Dmitry (den russiske professor) har travlt med møder og besøge og planlægge alt muligt. Jeg skal arbejde sammen med Bartosz, en polsk phd-studerende heroppe, som kommer tilbage på arbejde på mandag. Indtil da skal jeg blot prøve at finde ud af, hvilke forsøg der giver mening at lave og passer ind i laboratoriet her.
Det kan bemærkes, at man her i Finland ikke er nær så karrig med at ansætte folk på universiteterne, så der er ret god tid til at hjælpe selv en phd-studerende som mig. Det varer nok lige præcis indtil det tidspunkt i slutningen af januar, hvor der begynder at myldre studerende rundt på akademiet.

I dag drog jeg på fototur rundt i byen for at se lidt på det hele i dagslys. Alt har lukket på helligtrekongersaften i Sverige og Finland, så jeg har haft dagen for mig selv. Det var dog en overordentlig kold fornøjelse. Også for mit kamera, hvis batteri ikke var til sinds at lade mig tage billeder efter ca. 20 knips.

Det viser sig, at Åbo er en rigtig rigtig flot by. Man skal forestille sig at centrum er noget i retning af Østerbro eller pænere, bare over det hele. Åbo var hovedsæde for den svenske administration af Finland indtil 1809, hvorefter administrationen af Finland flyttedes til Helsingfors i som russisk storfyrstendømme - her blev hovedstaden så også efter den finske revolution 1917-1918. En brand ødelagde det mest af Åbo 1827, hvorefter byen genopbyggedes i mere kvadratisk og nyklassisk mønster. Åbo har sin helt egen stil.
Åbo gennemskæres af Aura å, der nu er tilfrossen, og byens klassiske centrum er på sydøstsiden af åen med domkirken, katedralskole, observatorium, og højere læring i form af Åbo akademi og Turku universitet (der er to forskellige ting!). Her bor jeg også, 200 meter fra domkirken, i Domus Aboensis, som ligger lige ved siden af Åbo akademis laboratorier for kemi- og kemiteknik. Kedeligt tæt på, kunne man sige.
På nordvestsiden ligger så det "nye" centrum omkring Kauppatori (markedspladsen), og opbygningen af denne del af byen er lidt a la Manhattan mellem Aura å og jernbanen. Her er også alle barerne og stormagasinerne og den økonomiske magt, som vi siger, når vi spiller Settlers. Følger man åen ud til udløbet i fjorden, kommer man forbi en række træsejlskibe, nogle af dem museer, og hvad man vel kan kalde Åbos svar på langelinie, hvor der også er lystbådehavn, som jeg forstår det. Til sidst - som Åbos vartegn - ligger Åbo slot, et rigtigt middelalderslot med indre og ydre borggård. Herude ligger også industri- og færgehavnen. Man kan sejle med rutefærge til Stockholm, Åland, Helsinki, eller hvor nu ellers ens båd tager hen.
Der er en hel del museer og teatre (endda et svensk), et filharmonisk orkester, et meget fint stadsbibliotek og masser af restauranter og barer og cafeer. Det er med andre ord en både klassisk, trendy SAMT party-uartig by.



Kalevala

Skrevet af | søndag, 10. januar 2010 kl 16:06
Stikord: Finland, Åbo, Kalevala, telefon, druk, finner, kunst, værelse


Jeg har fået et nyt mobilnummer, så jeg kan tale billigere med finnerne. Nummeret er 041 722 6582, men skal man ringe fra Danmark, så skal man indtaste +358 41 722 6582, fordi de første cifre bruges til at specificere operatør-nummeret, og - surprise, surprise - der er forskel på hvordan man ringer indenfor hhv. til Finland. Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg sætter sproget på min telefon tilbage, for det er blevet ændret til finsk.

I går røg jeg ind i en gang druk med nogen sindssyge finner. Toni fra laboratoriet har besluttet at vise mig rundt i nattelivet samt lære mig at stå langrend, og sørge for, at jeg bliver fit "for drinking and sporting". Derfor går vi kronologisk til værks, og starter på stedet med det yngste klientel. Så i går var vi på Unnela, hvad jeg vel nok nærmest vil betegne som en slags 3.g-diskotek, for de fleste gæster var ikke mange sekunder over atten, altså a la Buddy Holly i Holstebro ligesom i de gamle dage for ti år siden, hvor jeg selv gik i gymnasiet. Så nogen ville måske have sagt, at vi udgjorde nogle aparte elementer dér.
Når man drikker med finnerne, så er man nødt til at være stærk enten i troen, i maven eller i spyttet. I hvert fald i det drikkelag jeg sad i i går. De kan kyle shots ned i løgnhalsen ganske raskt, og forventer, at man følger med. Man skal med det samme vælge, hvor meget man vil være med til i sådan et selskab. Og det må man holde hårdnakket fast i, for de prøver ihærdigst at drikke med een for ens helbred hele tiden (hvad der i virkeligheden er godt for helbredet står lidt hen i det uvisse. Men - kippis!).

I dag var jeg med forbavsende få tømmermænd på Åbo kunstmuseum og se udstillingen "Kalevala" af billedkunst fra finsk guldalder og senere. Kalevala er det finske nationalepos, og det har levet i folkemunde og er overleveret mund-til-mund af runesangere. I 1800-tallet blev en stor del af disse runesange nedskrevet, primært af lægen Elias Lönnrot, der sammendigtede og samlede dem i den moderne og læste udgave af kvadene. Udstillingen blev vist hele sidste år i anledning af 160-året for nedfældningen af eposet (faktisk dets anden udgave, Lönnrot ).
En række finske billedkunstnere har malet motiver fra Kalevala, mest prominent heraf (og kendt for sine motiver fra Kalevala) er måske Aksela Gallen-Kallela. Det var meget storslået og finsk, og de er ret stolte af deres fortid og mytologi og bekender sig gerne til dem. I dag var desværre sidste dag udstillingen vistes (jeg havde gerne vist den frem for andre og fortalt om historierne i Kalevala) - den har tidligere været vist i Helsingfors, hvorfra mange af værkerne kommer.

Jeg besluttede mig inden afrejse, at jeg ville læse Lönnrots samling som en introduktion til finsk tankegods og mytologi, så som godnatlæsning har jeg medbragt en udgave gendigtet på svensk, ja Vorherre bevare os, fra hvilken jeg læser en sang hver aften. Hele værket består af 50 sange (kvad eller historier), så det vil række indtil februar ender. En slags dagbog, kan man sige.
Det svenske får man brugt en del alligevel, for mange her, og særligt på akademiet, taler sagtens svensk, så jeg gør mig forståelig på andet end engelsk også. Finsk kan jeg godt nok ikke endnu, det er lige rigelig sært, men jeg forsøger at lære mig gloser og sætninger, hvor jeg har mulighed for det.

Jeg har overvejet at flytte til et større værelse eller en lille møbleret lejlighed, hvis jeg kan finde noget ordentligt - jeg prøver at forhøre mig rundt omkring på laboratoriet. Derfor kan jeg heller ikke give et præcist svar på, hvornår man med fordel kan besøge mig heroppe. Situationen lige nu er den, at jeg jeg ikke har mulighed for at have nogen boende på mit værelse med mindre de vil sove i den samme seng som jeg. Den er desværre ikke vanvittig stor.



Långdäkning

Skrevet af | torsdag, 14. januar 2010 kl 22:13
Stikord: Finland, Åbo, landrend, bolig, fritid, kor


I går eftermiddags var jeg med Toni ud at løbe langrend. Det var første gang jeg prøvede mine nye ski, og første gang jeg løb langrend. Det er rigtige, klassiske langrendsski, så de er ret smalle og lange (altså dvs. højere end mig). Hen på eftermiddagen tog vi ud til en oplyst løjpe, hvor banen og sporene var præparerede.
Man kommer jo nok, som perkele tanskalainen, med en lille forventning om, at man er en halv verdensmester, fordi man jo efterhånden har brugt nogen vinterferier på at stå på slalomski. Lift op, tyngdekraft ned, op ned, op ned op ned. Infantilt og kedeligt, egentlig. Så nu er det tid til langrend. Så hvad skulle der være svært ved det, når det ikke går ned af bakke hele tiden? Forvildningerne måtte hastigt lide skibbrud. Måske var det mest en slags kapgang for mit vedkommende. Det er godt nok ikke nemt. Det er faktisk svært. Og det var ikke helt nemt at komme ind i en god rytme, hvor man kunne arbejde ved ret konstant belastning, for løjpen var lidt kuperet.
Fysikken og teknikken fra slalom gælder til dels stadig. Men. Skienes areal er lige reduceret til det halve, og grebet i underlaget ca. en størrelsesorden. Nå ja, og man kan ikke lægge vægten på dalskien, når man vil dreje. Så når man vil gøre noget med højere end 5 km/t, bremse f.eks., så er det bedste råd nærmest at sprede kroppen så meget ud som muligt, så man kan få noget vindmodstand... og håbe lidt på at alt det onde og ens alt for høje fart går over...
Det krævede nogle gange at man lagde sig lidt ned og tog temperaturen på sneen, når svingene var for skarpe, og sporene ikke lige beskrev den rette kurve for et totalt 100 % asshole på langrendsski. Finnerne må have grint. I hvert fald for dem selv. Men jeg er fortrøstningsfuld. Engang i weekenden tager vi til Nådendal (finsk: Naantali) vest for Åbo, hvor Toni kommer fra, og så går vi ud på en bedre rute og øver noget mere. Jeg tager hans ord for gode varer. When in Finland - do as the finns.

Derudover prøver jeg at finde ud af, hvad der ellers rør blandt de unge i Åbo. Bl.a. prøver jeg at finde ud af noget med noget korsang, og at komme til indsyngning inden længe. Det viser sig, hvad jeg havde en god formodning om på forhånd, at traditionen for korsang er endda stærkere i Sverige og Svensk-finland end i Danmark (det er ikke helt højagtigt sagt - snarere tager de svensktalende bare bedre hånd om deres overleverede sangtraditioner, og har flere ihukomte drikkeviser - her er noget at lære!). Det er derfor også klart en mere offentlig og mere folkelig affære at synge korsang. Det kommer der mere om senere.

Nå ja - The Housing Situation. Måske er Domus ikke det dummeste sted at bo alligevel. Det er jo tæt på byen, og det kræver ikke opsøgende nærvær hverken at finde eller undlade at finde alternativer til. Jeg er måske lidt magelig på dette punkt. Og der ER jo fælleskøkken, som nu er ved at blive befolket.
Domus har bare den her åndssvage regel om at man kun må bo der i to måneder. I praksis fortolkes den regel sådan, at det er muligt at flytte ud, og komme tilbage lidt senere. Så jeg er i princippet hjemløs fra 24/2 til 8/3. I den periode bliver det så en anelse speget, tror jeg. Jeg hører folk omkring mig med mellemrum, om de har nogen ideer, og ser om der dukker muligheder op.



Ild og is i provinsen

Skrevet af | søndag, 17. januar 2010 kl 16:17
Stikord: Finland, Åbo, Langrend, sauna, Nådendal, sne


I går tog jeg ud til Toni i Nådendal/Naantali for at stå langrend, og det var en mægtig mindelig aften. Tonis forældre bor herude, og det ligger lige ud til en håndfuld langrendsløjper, så det er jo helt perfekt.

Toni var meget flink til at hjælpe mig i gang, men efter nogen tid skulle han også have noget træning ud af det, og så kørte han afsted for sig selv. Så kæmpede jeg selv videre med alt det svære. I går var tilsyneladende en ekstra svær aften, for af een eller anden grund så greb midterdelen af skien ikke særlig godt i underlaget (dårlig smøring? dårligt smøremiddel?), i hvert fald ikke til at starte med, og så er det ekstra svært at komme ind i langrendsstilen.
Der er to forskellige typer smørremiddel og forskellige steder, det skal bruges - forrest og bagest på skien, som skal være glat, i modsætning til midt på skien, hvorfra man "hopper" fremad, og her skal smøringen klæbe til sneen. Det har også lidt at gøre med, hvordan skien er slebet i forvejen, og hvor meget, man trykker den ned under løbet. Har jeg ladet mig fortælle.

Jeg har lige pludselig svært ved at styre mine ski (alting målt i forhold til slalomski), og alle forsøg på at pløje er mere eller mindre hasarderede, fordi underlaget gør det svært at holde dem i den rette position, og så får man sådan nogle spændende situationer, når skiene krydser hinanden. Mine langrendsski, nyindkøbt blot i sidste uge, er vist af den såkaldt "klassiske" type, der ikke kan "skære" (carve) særlig godt, og så skal det jo være halsløs gerning at stå på ski. Hvorfor jeg ikke fik de mere moderne og all-roundede ski kan jeg godt undre mig over nu, men jeg blev jo vejledt (vildledt ?) til dette, så jeg må tro, at de ved, hvad de gør. Og jeg har lykkeligvis kun få skader i dag, og røven, lårerne og armene er mindre ømme nu end efter sidste gang for tre dage siden.

Så jeg overlevede. Bagefter blev det lidt sjovere. Alle huse i Finland har jo en sauna, og det har Tonis forældres hus også. Så i sauna med os, efter velfortjente bajere og drinks (det var jo lørdag aften, jo). Finnerne kan godt lide, at saunaen er hed og fugtig, så jeg sad og kogte lidt, mens Toni grinede over hele femøren.
Og så skulle vi ud og rulle rundt i sneen, hvad jeg selvfølgelig troede bare var en dårlig vittighed, inden jeg tog herop. Men den er god nok. Det var så også grunden til, at vi skulle have lidt sprit indenbords først - det kræver sin mand. Men det er helt specielt. Så man render splitterragende Skt. Peter ud i sneen i haven til -5°C, ruller rundt, og skynder sig chokeret tilbage ind i saunaen og 80°C. Vel kommen ind igen får man en helt speciel fornemmelse i huden af at ens nerver brænder, i ca. 1 minut. Det er meget livgivende.

Således oplivede kom vi i nogen klæder og dampede vi ned på den lokale bæverding/sumpkro, hvor det var tid til en pizza. Nogen lokal-agtige guitarfreaks spillede noget rock, imens vi sad og var velopdragne og måske de eneste kunder under 30, og betragtede det meget nærværende lokale drankerliv. Folk i provinsen her går til den, når de skal have øl og snaps, så de fleste havde drukket sig kampstive. Det var lidt interessant at se på over et par kolde fadøl. Da jeg dampede med bussen hjem igen senere, var vi enige om, at finnerne er skøre, men at de også kan gå til klejnerne.



Studentikost

Skrevet af | søndag, 24. januar 2010 kl 23:17
Stikord: Finland, Åbo, korsang, studentikost, sauna, fjord


Lørdag eftermiddag tog jeg bussen med Gerd (fra Tyskland) og Betian (fra Argentina) i sauna ude ved den frosne fjord ved Uittamo i sydenden af Åbo. Her er der badestrand om sommeren, og lige nu er der is på og god sne, hvis man er til langrend og letsindighed og stoler meget på isen. Ja, eller, bortset lige fra en badebro ud for saunabygningen, hvor der var vandcirkulation. Det var her, hvor jeg begyndte at få nogle bange anelser. Nu har jeg jo fået det første sauna-kuldechok ved at rulle mig nøgen i sneen. Så man kan vel sige, at jeg var klar til det næste kuldechok. Så af med kluns og på med badeshorts, og ind i saunaen. Det er et offentligt sted, så der var nogle stykker. Fint nok. Efter ca. 10 minutter er man stegt, og hvad gør man så, syg i roen, som man er, og efter megen og megen god overtale af Gerd og Betian, ud af en sine steder tiliset badebro i bare tæer og intet andet end badeshort og -10°C, og ned i vandet. Hurra hurra hurra! Og så ellers op og i en fart ind i saunaen igen.
Betian og Gerd lagde ret stot vægt på, at jeg jo var spejderleder, og nødvendigvis måtte forklare oplevelsen for ungdommen, om de spurgte, og så gik det jo ikke at være en kryster. Og var jeg måske ikke en viking?
Af een eller anden sær grund bliver man afhængig af det skidt, for jeg var ude i vandet 3 gange. Følelsen er bestemt meget livgivende, så jeg begynder at forstå, så perverst det end må lyde, at nogen kan lide at vinterbade.

Efter sådan en omgang er man helt dvask og afslappet, så vi dampede med bussen hjemad, og bagefter tog vi på Teerenpeli med Serap (fra Tyrkiet) og fik os et par øl og blev aldeles fladmaste, for det gør man efter sauna - det er hårdt at gå i sauna og dyppe sit korpus i kolde fjorde.

Jeg lovede at skrive noget om korsang. Det har jeg selvfølgelig ikke kunne holde mig fra, selvom jeg er kommet et nyt sted hen. Så i onsdags var jeg til indsyngning i et kor. Men det er ikke helt som vanligt, for denne gang er jeg kommet til toner og lyrik hos Brahe Djäknar (Brahes degne) - det er et svensksproget mandskor tilknyttet som forening under Åbo Akademi. Det er aldeles studentikost! - og på et rimelig højt niveau, synes jeg. Faktisk i en sådan grad, at Brahe Djäknar synger ved Akademiets årsfest, Brahebalen, og sammen med søsterkoret Florakören og akademisk orkester til Nådeldal musikfestspil i marts - og Brahe Djäknars studenter- og vårsange er det store hit på Vårdberget på Valborgs aften (eller "Vappen", som de kalder det) 30. april, der bliver TV-transmitteret til hele Finland. Studentersangforeningen (mandskor i København) har en lignende tradition med at synge på kastellet før bededagsferien.
Men det er sgu godt gjort. Medlemmerne er for de flestes vedkommende vel 25-30 år gamle, og de virker rimelig trofaste. Brahe Djäknar har sin helt egen stil, med traditionelle fester, druksange, festsange, studentersange, faste kvartetter, der synger mod hinanden, og er en fasttømret og levende del af studentermiljøet, selv formelt, ved Åbo Akademi.

"Mössorna på - våren er här!", siger de. Så jeg har måtte bede forældrene om at lade min studenterhue befordre herop, for den skal vist i brug. Studentikost!



Brahes degn

Skrevet af | søndag, 31. januar 2010 kl 22:25
Stikord: Finland, Åbo, Brahe Djäknar, korsang, arbejde, vejr


En ny uge står på spring, og for en gangs skyld kommer jeg nok til at få praktisk betoning på arbejdet. Min laboratorieopstilling ser ud til at kunne komme op at køre nu, det er rart, thi jeg har brugt noget tid på at rense delene fra sidste forsøg i nogle ubehagelige kemikalier. Indløbet til min reaktor har været stoppet til med den tidligere reaktant; det er problematisk, at den har et smeltepunkt et stykke over stuetemperatur, og det er ulig meget sværere for en lille laboratoriepumpe at transportere faste stoffer end væsker, forstås.
Nå, det burde komme igang snart, eller det er hvad laboratorie-ingeniøren siger. Jeg har på fornemmelsen, at et eller andet strejker, når vi får tændt for alle de blinkende lamper, bl.a. ud fra egne erfaringer med meget af det samme type udstyr på DTU. Vi får se.

Vejret heroppe er fortsat mellem -5°C og -15°c, og det sner med mellemrum. Faktisk er det altid som om det sner en lille bitte smule, selv i nærmest klart vejr. Jeg bilder mig, at det er fugtig luft fra den Botniske bugt, der køler af over Åbo, men måske er det bare fine snekrystaller, der hvirvles gennem luften fra træer og tage. Jeg begynder vist at befinde mig udmærket i kulden, tror jeg, i hvert fald er jeg helt godt tilpas udendørs i -10°C. Det siges, eller de siger heroppe, eller nogen siger, at den helt store isvinter i Finland indtræffer i februar måned. Hvor mange snestorme og tilfrosne bælter det indebærer, ved jeg ikke.

I lørdags var der Brahebalen, som er Åbo Akademis fest for gamle Akademikere dimitteret derfra. Her skulle Brahe Djäknar agere syngende tjenere/vinskænkere og da ved den lejlghed synge de gamle drukviser, som jeg kun har stiftet bekendtskab med på min første onsdag i koret for under to uger siden. Hverken værre eller bedre gik det, end at jeg meldte mig til at synge, da der manglede 1. tenorer. Jeg er sådan een, der melder sig, for de andre gør det jo ikke, eller ikke i fornødent omfang i hvert fald. Det var lidt af et vovestykke, for jeg er ikke ligefrem den fødte 1. tenor, så det er højt at skulle synge A og Bb. Sandt for dyden er det ikke hver eneste gang, at der kommer lyd ud af blæsebælgen, så der er også lidt falset-sang, hvorpå man sig da haver at øve. På 8 små satser, som jeg potentielt ikke kendte. Men jeg synes det gik, slet ikke så forfærdeligt endda (selvom det var kunstigt at improvisere gode miner til to ekstra og ukendte ekstranumre, der halvsnaldret og improviseret blev hevet ud af hatten), og det viste sig at blive en overordentlig sjov og studentikos oplevelse at se og være med Brahe Djäknar på slap line.
Efter sangen, nede på klubben på Sibeliusmuseet ("Sibbe"), hvor vi øver og drikker øl og snaps, sagde tredjedirigenten Johan til mig, at det var helt godt og i øjet, og at det var godt, at jeg var med - vi havde ikke klaret den uden dig, Anders. Jeg svarede vist noget med tak, og at jeg befandt mig ved at være en dansk "hjälte", der kom og hjalp koret i nødens stund. It´s good to be a Finlandsfrivillig.

Udklædningen til fremtrædenerne er pingvinhistorien i frakke-buks-skjorte-vest-seler-sløjfe-manchetter, das voller Program, se vedlagt eller galleriet, så der skulle trylles nogle låneting frem, men den del klaredes sådan set også. De hvide dele til sættet finder man dog, at jeg nu efterfølgende allernådigst kan investere i selv ude i byen, og det kan vel så ikke være anderledes, tænker jeg. Jeg er vist lidt høj på det endnu. Denne kommende uge står bl.a. på fælles korprøve med Florakören, pigekoret, som jeg i hvert fald (og vel alle herrerne i koret?) jo glæder sig til at se og høre.



Kontinuerlig indsats

Skrevet af | tirsdag, 9. februar 2010 kl 17:04
Stikord: Finland, Åbo, arbejde, Brahe Djäknar, langrend


Min reaktor er begyndt at arbejde nu, og alting ser ud til at virke, og ventilerne og relæerne klapper rigtigt, og jeg skal tage mange prøver. Det betyder en stor pukkel af analysearbejde, som jeg kan bruge uger på at analysere. Og det betyder lange dage ved reaktoren, fordi der skal arbejdes nu, når tingene virker, og man kan jo ligeså godt gøre tingene ordentlig første gang - hvis man ikke har tid til at gøre dem om. Men det er godt, at der sker noge, vi kommer fremad. Fint.

I går var der igen korprøve med Brahe Djäknar, men denne gang både med sang fra Florakören og med akkompagnement af Akademisk Orkester, amatørorkester ved Åbo Akademi. Vi øver til Nådendals Musikfestspil, hvor vi skal opføre noget Brahms og Mendelsohn. Musikfestspillet er normalt om sommeren, men der er en lille vinter-afskalning d. 6.-7. marts, hvor vi bl.a. er på programmet.
For hulan da, hvor kan man føle sig lille, når der sidder 50-60 musikanter med nogle instrumenter, der kan larme meget mere end ens eget instrument, stemmen. Eller når man synes, at det her stykke kunne man meget bedre i sidste uge, da det var a capella. Så man strammer sig an og øver derhjemme også.

Jeg får desværre ikke stået på ski for tiden, da Toni, min kammerat, mentor og skiinstruktør, har for travlt med alt muligt og har været i Joensuu en uge (i Karelen). Men i morgen, siger han, i morgen kan vi tage afsted. Og det skal vi jo så, og så skal det også presses ind mellem arbejde og korprøve, koste hvad det vil, synes jeg. Sgu så.

Man kan konstatere, at der ikke skrives meget på muren og som kommentarer her til epistlerne, men jeg modtager dog gerne grin og suk og beretninger i hvad form de måtte have, skriftligt eller mundtligt. Skulle det have vakt interesse, så kan man jo også tage herop, hvor Madsen Jr. gerne kan underholde med at vise rundt i byen og forklare og beværte.



Weekendslaveriet

Skrevet af | lørdag, 13. februar 2010 kl 17:22
Stikord: Finland, Åbo, arbejde, Brahe Djäknar, film, langrend


Trods indkøringsvanskeligheder startede teknikken pænt op onsdag, og de rette substrater begynder at løbe hen over katalysatoren som skidt fra en spæd kalv, og det betød masser af ekstra prøver, som nu står til at blive analyseret. Og det er en omstændelig affære, som jeg desværre først er klar til at køre i dag. Jeg har det ikke godt med det her weekend-arbejde, men de færdige væskeprøver har en begrænset holdbarhed (noget i retning af et døgn, måske to), og gaskromatografen her er RIGTIG længe om at analysere hver prøve, og jeg har MANGE prøver, der skal køres nu. Så jeg er nødt til at komme både lørdag og søndag at lave et døgns prøver, hvilket er ca. 16, og sætte dem i kø.

Jeg har meldt mig til at synge kvartet om fire uger med Brahe Djäknar. Koret er kendt for at stille op som kvartet, når der er et eller andet formelt fest-agtigt på Åbo Akademi og andre steder, der . Man kan bestille Brahe Djäknar til sin fest. Og hvis man skal lære sangene, så må man jo sætte sig selv og sine evner lidt under pres. Så nu skal vi se, om jeg kan følge med de hårde drenge i drukviser og sangstemme, og om jeg nu kan synge tingene alene. Her er jeg første tenor, så jeg har melodien - så det er nemt - og dermed den højeste stemme - det er mindre nemt.

Torsdag aften inviterede Toni mig indenfor til kaffe og irsk kaffe-kage, cognag og en drinks, og derefter mente han, at vi skulle se film i biografen. Jamen så skulle vi vel det, tænker jeg. Så det skal jo ikke blive for kvindagtigt, så vi skal se The Road. Grum film, og bagefter kunne jeg ikke sove, pga. for meget kaffe, drinks på lidt for tom mave eller i hvert fald på tomme kalorier, og alt for levende billeder, der roterede inde i bøtten. Jeg prøvede at læse, skrive, spise noget mad, men det hjalp lidet. Jeg faldt først i søvn kl. halv fem. På det tidspunkt måtte filmen egentlig godt have været en kvindagtig og klæg kærlighedskomedie, tænkte jeg.

Nå, men man høster, som man sår, så selv om jeg var selv ude om det måtte jeg vel mande mig lidt op fredag. Så hen på eftermiddagen efter arbejde tog jeg igen med Toni og Mats til Nådendal at stå på ski. Det startede som en lidt halvkold affære. Men man får varmen efter en halv time lige gyldigt hvor meget eller lidt tøj man har på. Det er god motion. Særligt, når man som jeg ikke får gribe-voksen ordentligt smurt på midten af skien, så den kun virker i et kvarter. Der blev udspyet et par eder og bander enkelte gange. Bagefter var der øl, sauna, rulle i sne, sauna, drinks og champagne. Naboerne kom forbi og ville fejre, at Toni var blevet kandidat for noget tid siden. Fair nok. Vi røg ned på den lokale bæverding bagefter og fik pizza. Klokken var vel ved at være kvart i ti på det tidspunkt, og så skulle man jo også nyde sin mad. Jeg var så træt og sejlende, da jeg nåede hjem kl. halv tolv, at jeg måtte gå i seng.



Ekspeditioner

Skrevet af | onsdag, 24. februar 2010 kl 15:56
Stikord: Finland, Åbo, Nådendal, langrend, på landet


I sidste uge fejrede jeg fødselsdag heroppe. Der var dog ingen tramp i gulvet for pharisæerne, ej heller portvin, pandekager eller morgensang ved gjenboernes hjælp, så på den måde var det naturligvis lidt pauvert. Men jeg fik 4 fødselsdagsbreve, det nærmer sig rekorden for hvad jeg har fået på een fødselsdag, så det var meget storartet.

Jeg tog tid til at invitere Toni, Bartek og Gerd til middag, fisk og grøntsager og pasta, og chokoladeis til dessert. Og vi spillede brætspil, ligesom hjemme hos psykopaterne, det var Skeppsredarna från Gamla Carleby, og vi sejlede Nordeuropa rundt med tjære og tømmer, fisk, salt og savsmuld resten af aftenen, mens vi drak øl og gammel dansk.

I går jeg med Toni og hans forældres hund Rosa langt ude på landet. Hans forældre har en fiskefarm, hvor de opdrætter sik, og den ligger ved en af øerne, Ainsmaa, ude syd for Nådendal i Åbolands skærgård.
Der skylle ryddes sne på gårdspladsen og mellem husene og på markvejen op til asfaltvejen, ellers ville det være umuligt at komme frem senere, for det har sneet ganske meget de sidste dage, også i går eftermiddags. Toni kørte traktor med sneplov. Jeg stod på ski i nysne på markvejen, der sine steder var for dyb. Derefter lavede jeg en ski-vej op over en eng, hvor der var 60 cm sne. Man kan ikke køre i det, da skien går 50 cm. ned. Det er længe siden jeg har taget mig tid til at lege på samme måde.
Bagefter blev jeg vist rundt i forarbejdningshallen med mærkelige fiskerensemaskiner, og så vi var som en anden Karl Gustav ude på isen i for at se til fiskeburene - man holder hul i isen og ilter vandet - jeg scorede mig da også en halv sok (det var kun -7°C, så isen var ikke helt sikker rundt om fiskeburene).

Nå, men hjemad med os, da det efterhånden var blevet mørkt, og så holdt i en landsby på vejen på kroen eller cafeteriet (det var nok syntese af de to ting) for at betragte den lokale mad og den lokale befolkning. Vi fik noget köttfarsböf med pommes ned i løgneren. Bagefter tog vi tilbage til Nådendal og stod på ski. Jeg havde en fantastisk skitur med korrekt smøring til nysne - Toni peb over dårlig smøring og gik hjem. Vi så en rævehale med en Mikkel nedenunder, som løb foran os på den oplyste løjpe. Der var ikke rigtig nogen skiløbere udover os, så han følte sig vel lidt kæk, som om han ejede skiløjpen - måske er finske ræve naturligt kække?

I denne uge og næste øves der mere på repertoiret til koncerten i Nådendals 7. marts, det er noget Brahms og noget Mendelsohn, som vi skal synge sammen med Florakören og Akademisk orkester i Nådendal Klosterkirke. Så det bliver en halvstor affære. Og mor og far kommer helt fra hjemmefra før at høre på skråleriet, så jeg skal stramme mig an.
Desuden skal jeg jo synge kvartet, og der skal vi også øve noget sammen, uha, der er meget der skal øves på pludselig. Man er alene på stemmen i en kvartet - men igen, man har melodien, så det er nemt, men så på den anden side, man synger første-tenor, så det er en gang skrigeri. Og jeg skal have købt skjorte og seler og vest til min frakke, for hulanda, ellers bliver der ikke nogen koncerter.

Arbejdet i mit lille laboratoriebur - det går sin vante gang. Reaktoren kører, og kommer lidt efter lidt bedre styr på analysen af prøverne.



Bridge over troubled water

Skrevet af | tirsdag, 9. marts 2010 kl 15:36
Stikord: Finland, Åbo, Brahe Djäknar, Aura å, familien


Her i weekenden fik jeg besøg af mor og far, og det var dejligt at kunne vise sin by frem. Og vejret var fantastisk, klart og høj sol og let frost, men næsten helt mildt, og fuglede kvidrede og mindede om våren.
Far kom fredag aften og mor kom først lørdag eftermiddag, idet en række uheldige omstændigheder ifm. snefog i vestjylland lammede flytrafikken fra metropolen Karups internationale trafiklufthavn, og så må selv den længst mulige transittid i Kastrup lufthavn ende med at være for kort. Og det gjorde den så. Så lørdag formiddag gik far og mig ud langs åen, tænkte ikke videre over afspærringen ved Kvärnbron, og så på Åbo slot, der ligger ude ved havnen. Det er et flot slot, men godt nok ikke særlig prangende eller ornamenteret indvendig, og der var hverken kanoner eller bøsser eller krig eller sabler eller udstilling af pomp og pragt på slottet. Det var lidt sløjt. Efter turen rundt på slottet var der en marathon-lang udstilling af alt muligt andet bohavende, som mest virkede lidt overflødigt.

Dernæst gik vi tilbage og spiste lidt mad i Kauppahalli (indendørs marked med faste boder), og bed undervejs mere mærke i Kvärnbrons form, det var da pudsigt med den bro, og måske grunden til de mange mennesker var stimlet sammen omkring broen, på hvilken der ingen stod. Så hentede vi mor ved banegården, og så kunne forældrene få lov at se hvordan jeg boede og hvor jeg arbejdede, hele historien bla bla bla, og efter det gik vi på restauranten Smör og spiste en lækker lammenakke. Derefter op på vårdberget og solnedgangen, fantastisk flot, og så blev forældrene overladt til sig selv for en stund, da jeg skulle øve med Djäknarne.

Kvärnbron, en af broerne over Aura å, blev spærret for trafik lørdag morgen. Broen er bygget i eet meget lavthvælvet spænd (hvælvingen måske på det højeste sted 2 m over grundstøtternes niveau, broens samlede spænd 70-75 m langt), af armeret forstrukket beton, og dette spænd er nu klappet sammen. Så nu holdes bropladen blot på plads af jernarmeringen indeni, og betonen er mest med til at tynge broen nedad. Det ser rigtig spøjst ud og er for nogen til almindelig moro, men de fleste åboboere er vist lidt trætte af det, for det hjælper ikke ligefrem på trafiksituationen i myldretiderne (og folk kører over den å som besatte i myldretiden). Og hvad tænker man ikke i resten af verden om finnerne, der jo bygget alt i beton, og så klapper deres betonbroer sammen?
Det er ret meget på forsiden af alle landets aviser. Men hvis man laver et lynhurtig trekantsberegning på brohvælvingens dimensioner vil man se, at fundamentet ikke skal skubbes særlig mange cm. bagud, før broen klapper sammen. Og det er nok det, der er sket. Far udregnede det til ca. 8 cm. på hver bred, men det er måske højt sat.

Folk i Åbo synes generelt, at broen skal rives ned, så vi kan få en ny i stedet. Jeg har sagt til finnerne, at de jo gerne kan ringe til danskerne, når de vil have lavet en ordentlig og solid bro - vi kan lave dem ligeså store, som de ønsker sig det, de kan også blive så høje, så deres mega-krydstogtskibe kan sejle under. En hængebro ville jo ikke være dumt.

I fødselsdagsgave har jeg fået et gavekort til musikinstrument af forældrene, så om det bliver en el-spade eller et el-klaver må da tiden vise. Men noget skal det i hvert fald blive til.

Søndag aften havde vi så den store koncert i Nådendal Klosterkirke, det var med Akademisk Orkester, floraerne, Brahe djäknar og 4 solister, og kirken var nærmest fuld, og det meste af min weekend gik derfor ikke med forældrene, men med at være afsted som sangdegn. Men det endte med at blive ganske godt, en rigtig god koncert, og Brahe Djäknar og Florakören fik ros af både lægfolk og kritikere.

Bagefter drak både floraer og degne øl og snaps på klubben og sang mange flere snapse- og fædrelandssange, og så på en søndag aften, men man skal huske at fejre det, mens man har humør - ellers ødelægger man sin motivation. Der blev også skrevet og afsunget en lejlighedssang om Kvärnbron på melodien til "Bridge over troubled water". som en bro over Aurajoki. De er altså nogen sjove nogen.



Fjerdedele

Skrevet af | søndag, 14. marts 2010 kl 16:19
Stikord: Finland, Åbo, Brahe Djäknar, kvartetsang, Bjørneborg, Åbo Akademi


Selvom 40 sangere fra Brahe Djäknar gør sig fint til stor koncert i f.eks. en kirke, så findes der også aktive mindre afskalninger af koret. En stor del af Brahe Djäknars virksomhed er nemlig optræden som kvartet - man kan simpelthen bestille en BD-kvartet til at forgylde sin fest med sang. Og gør man det rykker der normalt en kvartet, altså 4 mand, ud i fuld kampudrustning (pingvindragt) og synger bestilte numre og/eller til lejligheden passende sange. I fire stemmer, naturligvis. Og til sådant havde jeg ladet mig indrulle i den forgangne uge.

Torsdag rykkede derfor en kvartet fra Brahe Djäknar med mig iblandt ud til Åbo Akademies rektor Jorma Mattinens fest for hans hans venner og kollegaer fra "broderlandet" hinsidan. Vi sang 7 sange, mest fosterlandsk på svensk, men også lidt om druk på finsk og tysk. Hurra. Rektor virkede glad bagefter og gæsterne med. Og det gik egentlig også helt godt.

Dagen efter var jeg med en ny BD-kvartet en lille tur i Björneborg, der ligger 150 km. nord for Åbo. Vi lejede en bil og kørte der op ad ud på eftermiddagen. Vi optrådte til den årlige "Svensk Akademisk Afton i Bjørneborg", en årlig affære kun for svensktalende herrer i stiveste puds. Det handler mest om en årlig fest og forsamling af svensktalende finner, men det indledes af en længere akademisk monolog fra talerstol om et udvalgt emne. I fredags var det om fiskearter, da taleren var veterinærbiolog. Vores kvartet var inviteret med til 3 retters menu og øl og snaps og det hele, og det gjaldt om at indtage den del med måde inden ens optræden, vidste vi.
Den svenske minoritet her i Finland kan sine steder virke som en lidt sær affære (jeg kan dog godt love, at den er mindre sær end de finsksprogede finner!), men de værner meget om deres sprog og deres fællesskab. Nogen finner har en tendens til, når de bliver fulde, at få lyst til at slå nogen svenskere på tæven - eller bare slå på tæven, og i Bjørneborg skulle dette være ret udbredt. Så det kan være problematisk at være svensktalende finne med mellemrum.
Nå, men vi sang 6 sange i alt, og de 5 gik også helt hæderligt, mens den næstsidste var noget "la-la", ville jeg sige. Men klokken var også kvart over tolv på det tidspunkt, og det hele havde varet en uendelighed, og lange taler og bla bla bla, og vi havde da også fået en øl og en snaps eller to. Og var også blevet fortalt nogle lidt andet optrædetidspunkter, end det, det endte med.
Nå, men det kan jo ikke være lige godt hver gang, som De Nattergale synger.

Jeg har øvet og slidt og skrålet og lavet fuskelapper med teksterne skrevet ind, for at kunne indlære repertoiret i en fart. Præmien for at synge i kvartet under BD´s faner er optjening af de såkaldte kvartetpoint. Koret betaler ens udgifter, men skummer også fløden (dvs. profitten - BD rykker ikke ud med fuld honnør for at synge gratis!). Kvartetpoint indløses, når koret tager på turné, hvilket i år bl.a. sker til starten af maj (mandskorfestival i Uppsala) og omkring første september (Østrig og Slovenien). Her kan man så betale en del af ens turpris med sine kvartetpoint.
For koret som sådan virker kvartetvirksomheden som en helt profitabel affære - i hvert fald er det muligt at holde en medlemspris på 15 euro per semester for at synge der.

Jeg tager med på begge de to ture, så det er meget praktisk - det er nu ikke så mange penge en optræden giver - men det har den store fordel, at man tvinges til at lære nogle af sangene fra stamrepertoiret hurtigt - og så kan man dem, når de med mellemrum bliver sunget efter øvning og koncerter under mådeligt indtag af øl og Koskenkorva eller Ålborg Aquavit.



Check-mate - check-out

Skrevet af | onsdag, 24. marts 2010 kl 16:59
Stikord: Finland, Åbo, bolig, besøg


I weekenden havde jeg besøg af Jakob Givskud udi Psykopatgangen, som følte, at han måtte se det sagnomspundne og isovertrukne Åbo. Det resulterede i smag for godt øl og god whisky, byvandring, suk over manglende bygningsingeniørekspertise, saunatur og svømning i en kold fjord, gode middage, brætspil, eksperimentel naturfilosofi (eller sagt anderledes: prøverne skal jo køres, selvom man får gæster) og diskussion af filosofiske problemstillinger over øl og whisky. Som det sig hører og bør, skulle jeg næsten sige. I det hele taget en rigtig god weekend! I den næste weekend og lidt til får jeg da besøg af Anders Tybring "d. 3." og Steffen Thorøe, og vi får se, hvad de monne have at sige om staden.

Inden jeg rejste herop spekulerede jeg på, hvordan jeg skulle flytte tilbage til Danmark. Om jeg ville tilbage til Studentergården, Københavns dejligste kollegium, eller måske flytte ud, og i den situation hvorhen dog? Ofte bestemmer man jo ikke selv situationens udfald. Men jeg besluttede mig for at begynde og søge lejligheder gennem Ingeniørernes Pensionskasse (det har sine fordele at være med i en eksklusiv pensionsforening). Og jeg er derigennem nu blevet tildelt en 2v-lejlighed (til leje) på Markmandsgade på Amager, 12 og 3.tv., lige ved Christianshavns Brandstation - så jeg kan holde øje med sprøjterne, og de kan holde mig vågen med blink og sirener om natten, men det er selvfølgelig meget belejligt at have dem nær sig, hvis den røde hane galer.

Det åbner helt nye problemer, som jeg godt havde på fornemmelsen jeg skulle få, men som jeg vist endnu mangler at forstå omfanget af: Hvordan i himlens navn skal jeg få møbleret en lejlighed på godt 60 kvm.? Mit bohavende er optimeret til kollegieliv. Der skal hjemtages alt mellem himmel og jord inden jeg kan invitere nogen som helst på en blot tilnærmelsesvis anstændig middag. Og hvordan slipper man hurtigt fra Amager til DTU på cykel og retur hver dag? Også besværligt!

Lejligheden skal jeg flytte ind i 1. maj, men jeg kommer dog først tilbage til fædrelandet d. 9. maj, så det må blive i ugen derefter. Og nu må jeg derfor fraflytte den gamle Studentergård, hvilket vist bliver d. 15. maj. Ak, det er et stort suk at skulle byde den farvel, "du venlige stue, hvori jeg blev mand", står der i en gammel Studentergårdsvise. Men nyt bliver det jo også at få egen stil og egen orden, og helt eget køkken, sådan at man kan invitere andre og vise, hvor man brillerer med potter og pander (Nota Bene: som jeg må få investeret i!). Fritiden skal opsøges mere, men det er ikke anderledes en her i Finland. Det hjælper måske også på tankeslot-studentens koncentration på tankeslot-studerekammeret at få en ny udsigt og nye vaner. Og alt det gode og særligt de gode derfra har man jo med sig og kan bygge videre sammen med - og det glæder jeg mig til!



Beskæring og nedstyning af buskads

Skrevet af | fredag, 2. april 2010 kl 18:54
Stikord: Finland, Åbo, besøg, påske, ferie


Anders Tubring og Steffen Thurøe besøgte mig i Åbo i de forgangne dage startende fra i fredags, sådan lidt forskudt, men overlappende hverandre. Vi boede da til tider tre mand høj på mit lille værelse - atmosfæren derinde efter hver overnatning har sikkert været sundhedsskadelig. Men det tog en lille håndfuld dage at have barylerne på besøg, og det var godt at vise dem også, hvordan det hele fungerer.

Vi inviterede finnerne som jeg har sunget i kvartet med ind i Domus på en gang flæskesteg med det hele og æblekage til dessert samt ikke at forglemme dansk snaps (Dr. Nielsen - det gled lettere ned end Gl. Dansk, skal jeg sige), og dertil et opgør i Skeppsredarna från Gamla Carleby. Derfor kvitterede finnerne og jeg ved skiønt at udsjunge drikkeviser på svensk, finsk, tysk og dansk, så Steffen og Anders jo nok kunne få et indtryk af, hvad det her kor Brahe Djäknar bl.a. duer til.

I øvrigt spiste vi grillet steg fra grillhuset og vikingesteg fra vikingerestauranten Harald - et helt sværd med vildt i form af vildsvin, ren og råvildt, og til dessert fik man røgis med tjæresauce - jeg anede ikke, at man kunne komme tjæresmag i is eller mad, men der ser man, eller så.

Ellers var vi på marinhistorisk museum og se, hvordan vinterkrigen udspillede sig til søs og i Åbo, og hvordan svenskerne de sidste 400 år fik klø til søs undtagen med hjælp, naturligvis, forstås, fra de mere søvante finner. Vi var på vandring rundt i byen og alle seværdighederne og statuerne af helte og sportsfolk og marskal Mannerheim, selvfølgelig. Og allervigtigst var vi i Uittamo i badstuen og ude og bade i den iskolde fjord, hvad gutterne selvklart kunne mærke og erkende det helbredsfremmende i.

Anders Tybring tog hjem tirsdag, mens Steffen Thorøe og jeg rejste sammen hjem til Dannevang onsdag eftermiddag, sådan på rigtig æfte påskeferie, og mens Steffen tog hjem til familien i Sønderjylland, blev Anders kidnappet af mor og far og kørt til sommerhuset i Hårnbæk, hvor der ventede fast arbejde med træfældning og motorsav. Onsdag, torsdag og fredag har handlet mest om at forbedre udsigten ud over engen (Pandehave ådal), og dertil må der aktivt skæres ned. Skæres hårdt ned, faktisk.

Og motorsaven har fået lov til at bestille noget i de forgangne dage nu. Vi har nedlagt en god del birketræer og 4 lidt vel voksne grantræer (ca. 15-18 m høje), og der er blevet trukket med reb og stabbet og savet i fine små stykker, og nu har vi brænde nok til de næste 2-3 år alene i birk. Nu har vi fældet træer for både naboen og genboen og ejerlauget, og jeg har fået øm ryg, arme og fingre - jeg har det nærmest, som havde jeg klatret i klipper en hel dag. Det er hårdt at lave fysisk arbejde, uha uha.
I morgen kører vi hjem til Holstebro via farmor og holder mere påskeferie, derefter retur til Djævleøen mandag og så er det retur til Åbo tirsdag morgen. Forhåbentlig er sneen så også væk i Finland, selvom jeg tvivler, for jeg trænger sådan til forår og lidt sol tak - her i Hornbæk lige nu er det hele så solrigt og nysseligt og klar til forårets udspring. Og fuglene kvidrer.



Foråret så sagte kommer

Skrevet af | onsdag, 7. april 2010 kl 10:37
Stikord: Finland, Åbo, påskeferie, sommerhus, forår, familie, farmor


I går kom jeg tilbage til Åbo med flyvemaskinen efter en hyggelig (men for kort!) påskeferie derhjemme. Jeg kunne sandt for dyden godt have brugt lidt flere feriedage i Danmark. Det var rigtig sjovt (men tungt) med motorsaven og træerne, der måtte ned, og det var også rart at være hjemme i familiens skød. Selvom mange af ungerne sad foran deres egen skærm eller legede med deres tog. Farmor inviterede os til påskefrokost i lørdags, men undervejs i forberedelserne inkluderende indkøb af en pakke karrysalat væltede hun på cyklen, og det var nær gået rent galt. Vi måtte en tur på skadestuen, og hun har slået sin bækkenknogle. Hun skal passe på sig selv, skal hun, og huske at bede sine beredvillige børn og børnebørn om hjælp, synes vi.

Isen på Aura å er nu væk. Helt væk. Og farven er som den store, grågrønne, grumsede Limpopo-flod, og det er en flod, den er 25 m. bred ved Domkirkebroen. Og nu flyder slammet og skummet ovenpå, og hvad end der ellers har ligget på floden i hele dens 70 km lange løb.
Der er ikke så mange sne-bunker tilbage, men de der er, er meget sorte og fulde af grussten fra underlaget. Man har ikke ligefrem lyst at boltre sig i det. Og vejret er sådan lidt gråt i gråt. Foråret savner mere sol og mere søndenvind her i Åbo, det savner sådan set også lidt mere varme end 4 grader midt på dagen.

Men nu er jeg tilbage i Finland, og den skal have fuld gas. Så forvent ikke så mange frontberetninger, for der er blevet serveret et stort fad med arbejde i laboratoriet her.

På lørdag skal vi synge kvartetsang til Brahe Djäknars kvartetkonkurrence, og vores kvartet hedder Udlændingekvartten, da den består af 2 finner, en svensker og en dansker. Udover pligtstykket (Böljen sig mindre rör, Bellman), har jeg foreslået et dansk stykke i lyrisk stil (Udsyn mod aften, Svend S. Schultz), som jeg på mærkværdig vis lykkedes at få dem til at ville synge uden nogen sværdslag. De er ikke rigtig kloge. Men så må jeg nok hellere lave en udtalevejledning. Når de forsøger at tale dansk her, lyder det mest som en blanding af gutterale brummelyde.



Georgius

Skrevet af | søndag, 25. april 2010 kl 15:22
Stikord: Finland, Åbo, spejder, Sct. Georgsparade, Brahe Djäknar


Der følger nok ikke så mange beretninger mere heroppe fra, desværre, det hele snører sig sammen, alting skal nås til sidst. Men livet er nu ikke uden begivenheder her i Åbo.

I dag var der Sct. Georgsparade på torvet (faktisk hedder han jo Skt. Jørgen på dansk): Det kom som en sang og med trommer og taktmarch i det fjerne, fra øst ad Biskopsgatan. Jeg fór til fønstret hen, og did nede marcherede jo allerede en kolonne af uniformerede helte. Med trommer, horn, faner og fin nystrøget uniform og buks; men hør, hvad var det, flere helte kom travende i kolonne længere oppe af gaden, og der bagved endnu flere. Ja, af banen, her kommer heltene!

Så jeg blæste computer, prøver og eksperimenter en lang march for en stund, krøb hastigt i jakke og løb med følget. Hold fast, hvor var der mange. De kom kørende i busser og biler, med faner og larm og blæsere, og der blev flere og flere. Fra Domkirkesværen så jeg, at de også trådte til fra den anden side (af åen, forstås), flere faner og kolonner og orkestre, og nu i lang march ind på Domkirketorvet. Her blev der så sat i række og geled mens familier og den tilrejste dansker tog billeder.

Fejende flot, som datidens riddere, er det, når vore dages riddere og helte marcherer ind på torvet til trommer og horn og fylder det hele op med finske flag og tropsbannere. Finlands ungdom, Finlands rygrad, Finlands fremtid. Der gjort honnør for flaget af spejderne, der blev holdt taler og velmente ord for spejderne, på finsk, men som jeg forstod det, blev nu både opbygning af landet og mindet fra vinterkrigen nævnt, Sankt Jørgen og Herren selv (de få finske ord jeg kan er iblandt disse). Derefter sang man Den blomstertid nu kommer (som jo er en gammel svensk salme), godt nok på finsk, men melodien er den samme. Jeg formoder, at de finske brødre senere aflagde spejderløftet andetsteds, for efter en halv time på Domkirkepladsen marcherede hele følget på vel et par tusind spejdere af og over på den anden side af åen. Jeg lod kameraet køre efter bedste, fattige evne.

Fredag i næste uge synger Brahe Djäknar på Vårdberget, TV-transmitteret. Hvis det bliver sendt via nettet, vil jeg lægge en adresse til stream´et ud her, men jeg kan nu ikke garantere, at det virker udenfor Finland. Lørdag skal jeg synge kvartet til en 70-års fødselsdag, ligeså noget mandagen derpå, onsdag aften er der forårskoncert med Brahe Djäknar, og torsdag aften forlader vi så Åbo med Viking Line for at tage til mandskorfestival i Uppsala.
Jeg kommer hjem med SAS-flyveren fra Arlanda 9. maj omtrent kl. 3 om eftermiddagen, hvis da ellers vulkaner, askeskyer, forsinkelser og flyvezoner tillader passage fra Arlanda. Når jeg kommer hjem, går det hele nok også lidt amok. Jeg skal jo flytte i dagene efter hjemkomst. Det er svært at forestille sig, hvordan det skal forløbe i praksis. Men det SKAL forløbe, og det kommer det også til.

Det bliver nu alligevel fint at komme hjem, hjem igen til spejderuniformen og turene ud i naturen med Danmarks helte - men jeg ved, at jeg kommer til at savne Åbo, først og fremmest naturligvis de herlige Brahe Djäkner, som har kastet stor glans over mit ophold her. Jeg bør finde et studentikost dansk mandskor at synge i, når jeg kommer hjem, jeg har jo nydt det så strålende her.



Kvinde søges

Skrevet af | torsdag, 13. maj 2010 kl 23:53
Stikord: Danmark, København, Amager, flytning, hjemkomst, industri


Jeg er hjemme igen. Jeg kom hjem fra Uppsala søndag eftermiddag, hvor Brahe Djäknar var på mandskorsfestival og viste svenskerne, hvad finnerne duer til. Og sang sammen i et stort kor på små 200 mand. Det var en rigtig rigtig dejlig tur, men søndag formiddag var det et noget vemodigt farvel for mit vedkommende til Brahe Djäknar, som jeg vel ikke svor men dog mente at ville forsøge at komme tilbage til engang i den vordende tid. Vi må se, hvad der sker, men hændelserne vil jeg nu prøve at påvirke i den retning.

Derefter gik der lidt kuk i maskineriet, da jeg troede at jeg kom tilbage til et tomt værelse på Studentergården, som jeg kunne bebo mine sidste få dage i den elskede trelængede. Men jeg gjorde regning uden vært, da tilsynelande en eller nok flere kommunikationsbrister mellem flere fremlejere og eforen tilsyneladende havde lejet værelse ud til den kommende beboer (som også er den nuværende fremlejer). Det hindrede ikke en praktisk løsning med en madras på gulvet, som man jo nok kunne bevilges med mere til hos psykopaterne - gæstfriheden fejler da ikke noget! Man kunne have været retshaverisk, men det synes jeg nu ikke ville have været passende.

Siden da er det tilbage på arbejdet, det rigtige, daglige arbejde, på DUTen. Onsdag var jeg hele dagen i Jylland til møde med industrien, og det var sådan set meget fint, synes jeg, bortset fra at der skulle forberedes power-point til 45 minutters underholdning med milepæle, og den slags tager tid, en hel del. Så det blev altså størstedelen af sliddet mandag og tirsdag. Og sent i seng tirsdag og tidligt op onsdag med lyntoget til Jylland.

Og så flytning nu, i dag (eller rettere den forgangne), torsdag. Jeg lejede et flyttelig, som det lykkedes os lige akkurat at fylde helt op, og med hjælp fra gamle og nye gårdboere fik vi også bugseret indhold af indbo ud til Amager og op på 3. sal i lejlighed. Her står det nu, kasser og tasker. Der er en fin udsigt mod nord ud over kolonihaver, kløvermark, gammelt voldanlæg, Christiania og ud til Amager-forbrændingen med hæftigt rygende skorstene. Jeg har nået at sætte reol op og lys i loftet i det ene værelse. Og seng naturligvis.

Men det er meget, meget underligt at gå rundt der og tænke på, at dette er mit hjem. Det runger alt for meget, synes jeg. I hvert fald i ovreført betydning. Det er måske ikke meningen, at man skal bebo en sådan lejlighed selv, for lige nu virker det meget stort og rigtig tomt, og jeg skulle nok en dag spørge mig selv, hvad jeg egentlig vil lave derude på Amager i egen lejlighed. Jeg skulle gerne have en kæreste der, at hjælpe mig med at bebo lejligheden, eller dog til at se, hvad jeg får snedkereret sammen på mine godt 60 m2. Så kvinde søges. Detaljerne kan i overmål læses her på siden, så jeg sparer på alt det med (k)ærlig, til ture ud i skov og på hav, god til sang, spil og musik. Men lige nu og her kan der såmænd og vel ganske ekstraordinært blive mulighed for at lege indretningsarkitekt og endda få mig til at betale gildet.



Om mandagen i regnvejr på Solitudevej

Skrevet af | søndag, 20. juni 2010 kl 01:10
Stikord: bolig, arbejde, indretning, Amager


Det kan siges, at jeg så småt er landet herude på Amager, afgrundens rand. Herinde leger vi arkitekt, håndværker og akademiker på samme tid for at fremtrylle et såkaldt beboeligt hjem og et nyt slot for tanken med en student indeni.

Jeg har indrettet mig med et rum som soveværelse og kontor, og et rum som spise- og dagligstue. Soveværelset har jeg fyldt et nyt Ikea-skab ind i, det er tungt som et langt ondt rødt år, sammen med min seng, kommode, stigereol med skrivebord osv. Stuen tænker jeg skal fyldes ud med en lille urskov af planter i potter, for - som Voltaire konkluderer - man skal passe sin have. Men indtil nu er der kun nyt bord og nye stole og ny reol, og det runger endnu ret hørbart.

Internettet fungerer, og jeg har også fået en rigtig telefon som indflyttergave af Jeppe og Nanna (nummer: 3220 0307, se kontakt - kan dog hænde at telefonen ej kan kaldes til endnu). Det ligner en gammel model Ceauşescu fra 1971, men det er solid mekanik, der virker. De har også givet mig det eneste spor af rigtig flora, nogle meget pyntende orkideer, som nu står med fødderne i vand.

Man kan sige på flere sæt, at jeg sejler i min egen lille andedam nu. Jeg har dog haft kammmerater af forskelligt tilhør til middag i nu tre-fire omgange, så vi har fået ekserceret og motioneret køkkenet og efterprøvet, at det fungerer.
Men på sådan en helt almindelig lørdag, hvor man ikke har lagt program for noget kan man jo ikke bare gå ud på køkkenet og hygge med de andre psykopater, og det er ensomt at sidde og kukkelure i det for sig selv her. Og det sgu ikke lige morsomt, når man ser bort fra, at man selvfølgelig ikke behøver at rydde op efter andre skvadderhoveder end en selv og hvem man eksplicit inviterer.

Det er lidt hårdt og ikke særlig sjovt at måtte glæde sig til, at man igen fra mandag til fredag har mulighed for et mere eller mindre socialt samvær med andre mennesker, fordi her er man på arbejde.
Jeg skal selv tage ansvar for alting nu, særligt socialisering med andre, for det er spillereglerne, og visse kammerater vil måske derfor komme til at opleve, at Anders er endog overordentlig insisterende på at ville lave og holde selskab og befordre diverse hyggelige eller aktive samkvem.
På den måde har jeg været i en god skole i Finland, for det var de samme kriterier, der gjaldt der. Man kan jo ikke ligefrem beskylde finnerne for at være verdens mest udadvendte folk.

Men det er mig et mysterium, særligt nu efter at være flyttet ud, at mine mindre søskende fravalgte og søger at fravælge kollegium-boskabsformen. De bliver ensporede og ensomme, og de mister forbindelsen til andre mennesker og disses syn på verden, og til hvad andre mennesker har af liv og gerning og normer. Og de kan ikke se det selv, eller de vil ikke se det, og det er vel den største ensomhed.
Jeg har i det mindste, efter 8½ år i oftest frivillig samdrægtighed med andre mennesker, lært at omgås og socialisere sådan til husbehov i hvert fald. Dette glæder nu, for nu kan jeg se, hvordan jeg mangler det der, hvor jeg bor, og hvor meget jeg skal dyrke det af egen kraft.

Det sker i den samtidige erkendelse af, at mit arbejde fra nu af skal tage fart og også begynde at lade addere en seriøs gang overarbejde. Jeg synes ikke jeg har tid nok til sidst, og det hele har jeg nok heller ikke tilrettelagt på den smarteste måde. Jeg har også måtte gøre det selv, hvilket vist ikke er det, der er skrevet i phd-bekendtgørelsen. Man kan jo sige, at phd-studiet er en læreproces, og jeg har i hvert fald lært noget om mig selv og mine arbejdsmåder og -vaner under forskellige former. Jeg skulle sine steder også sige, at det er en art mandomsprøve. Og da det er en mandomsprøve, som jeg har tænkt mig at slippe igennem ordentligt, så bliver der nok en mere sammenbidt indsats nu. Så må vi se, hvordan det går og hvad det mentale overskud i den kommende tid rækker til.



Mod sødrager, himmel og hav for Danmarks raske ungdom ("imellem Odden og Sejerø")

Skrevet af | mandag, 19. juli 2010 kl 15:04
Stikord: sommerlejr, spejder, sommer, sejlads


Her i sommerens hede må de fede svede, siges det. Trods det prøver jeg nu at holde høj fane på arbejdet, men sommervejret animerer ikke endsidigt til produktivitet. Vi husker at spise at mindst een is om dagen, så der er lavet isordning til nedkøling af kollegaerne. Ellers bliver der morgensvømmet i Øresund og holdt madklubber og indflytningssammenkomster for forskellige folk.

Den sidste uge har jeg været på sommerlejr med spejderstormtroppen fra Bagsværd. Vi har sejlet fra Århus til København med spejderskibene S/Y Ran og Klitta i en herlig uge med vind og vejr og hav. Ja stormtrop og stormtrop, det er ikke hele banden, der er oppe med solen og lave havregrød, men en del af dem er sgu vakse nok. Særligt de yngste spejdere, der endnu har den hårde juniortræning i blodet, har overrasket med flink opførsel og dueligt arbejde. Vi sejlede fra Århus via Øer Havn til Sejerø, nord om Sjællands Odde og via nordkysten, Helsingborg og Flakfortet til Svanemøllen. På sådan en tur har man fra spejderrederiernes side stillet skipper og bedstemand til hver båd, så der er søkyndigt styr på tropperne på hvert skib.
Det var stor moro, det var på god vis anderledes end vanligt og gode kræfter blev prøvet med et gammelt håndværk som at holde sejlskibe flot. Nu ved alle spejderne hvad skøder og fald og fortøjninger, tot og slæk, styrbord og bagbord, stag og vant, stor- og mesansejl og genoa, spil, bom, bovspryd og fribord er. Og en del til.

Imellem Odden og Sejerø, mandag aften, kom Klitta i kamp mod elementerne, bølgernes kæmpehøj og sødragerne ude på verdens yderste rand (lyder det som en gammel sømandssang?). Vi fik et vældigt tordenuvejr fra vest, en ren cyklon jeg tror, der rumlede ind mod os trods tidligere vejrudsigters forsikringer om højtryk og klar himmel. Det lignede nærmest, at det kom snigende ind på os, lidt af en skypumpe, og himlen blev mørk som beg. Vinden løjede lidt af, og slog så momentant om i kuling fra vestlig retning.
Det gav en voldsom bomning, og dén gav den gamle skøre tropsleder - moir! - et underhængende taljebomspil i panden - det er i hvert fald sådan vi husker det efterfølgende. Tog en for holdet, ville jeg sige. Skipper mente, at vi returnede til afgangshavnen. Madsen gennedes under dæk til plastre og forbinding og måtte en lille tur til vagtlægen på Sejerø, da vi timer senere nåede dertil. Hun var en rigtig sømandslæge, og der blev taget rask fat med vat og rens og kødklister og gazebind, ikke noget pjat og pussenusse med hende. Og jeg har en sej fighterrift på 3 cm i panden.
De fik mig heller ikke denne gang.



sommerens ø(l)

Skrevet af | søndag, 8. august 2010 kl 16:00
Stikord: sommer, arbejde, svømning, ferie


I de forgangne uger gik jeg på arbejde og prøvede f.eks. på at holde humøret og arbejdsmoralen oppe. "Arbejde adler", lod jeg skrive på en A4-seddel på indgangen til kontoret, og det hjalp. Men gaaaaab. Alle er væk (eller næsten), der sker ikke andet i fritiden end hvad man selv planlægger, og det bliver med det begrænsede, men bestemt ikke fattige udvalg af venner, der nu er hjemme, har tid for eksempel og som ikke forfatter afsluttende dele af opgaver.
Næ, faktisk kan ting også ske spontant. Sidste søndag tog efter kort idefase Karl Kristian, hans kæreste Trine og jeg til gudstjeneste på Frederiksberg, og det endte trods ingen oprindelige hensigter bagefter med promenade i Frederiksberg, tur til elektronisk musikfestival i Østre Anlæg og stor madkurv, ude og svømme i sundet, grill og krokering og først hjemme klokken elleve om aftenen.
Arbejde trods sommer betyder, at der skal morgensvømmes i sundet. Morgensvømning er måden at snyde sommeren og det faktum, at man tager på arbejde, for så har man jo været ude og bade i havet og nyde sommeren. Dog set bort fra sidste uge, her var nemlig cyklen flad, og jeg kan igen og igen betages og undres over, hvor meget det stykke stål på to hjul egentlig betyder for min mobilitet. Det er ikke lidt. Ingen svømning eller cykling, dvs. ingen motion, og sligt er ikke godt, sligt er usundt, sløvende, sligt er til at blive skør og gal af (særligt efter at have lappet cyklen to gange, baghjulet naturligvis, og det ikke var nok til andet end en halv DTU-tur!!!+!).

Denne weekend går ud på at have fri og være i sommerhus med en masse familie – thi det er søsterens fødselsdag i dag. Brødrene giver pigebarnet en ovn; hun flytter nemlig til Esbjerg om føje dage, ikke for at komme i lære på en fiskekutter, filetteringsfabrik eller en boreplatform, nej, hun skal starte med et kvart tons på kons med hendes accordion. Så kan man jo senere selv tage på besøg der og få serveret store stege.

Under alle omstændigheder er det dog snart min tid til at smile bredt over de fra ferie retursendte og nu under arbejdets åg svedende danere. Jeg har ferie om en uge og flyver nordpå, derpå tilbage til Danmark og vende nogle dage og smile bredt på arbejdet, og så en god uge sydpå atter. Dette kunstige tilløbsstykke kan jeg skrive mere om senere.



Päin nousevan Suomen rantaa

Skrevet af | fredag, 13. august 2010 kl 10:32
Stikord: ferie, arbejde, cykel, turné, Finland, Åbo, Østrig, Slovenien


I den uge der gik, gik det op og ned, men nu til slut, går det opad. Jeg var også med Elena, Emma, Nanna og Jeppe i Grønnegårdsteatret og se Libertineren. En skovtur i byen, blev det, og en spændende forestilling med bl.a. nøgen Mads Mikkelsen og hårdtpumpede fruentimmere i korsetter (teater som finkultur?).

Og bøvlet med cyklen nåede nye højder - ikke fordi jeg ikke synes det var slemt nok i sidste uge - men nu ødelagte ventiler og utætheder og huller i dårlige slanger, opstramning af kabler, og et gear, der ikke var til at samle igen. Det var baghjul og dæk af og på i eet væk, ja man kan jo ikke sige andet end at man lærer noget af det, man lærer i hvert fald sin cykel at kende, men tiden går med det om aftenen (og morgenen). Efter det med gearet måtte jeg tirsdag morgen give op og trille den til cykelsmeden, hvor jeg havde købt den, og den slags gør ondt inderst i hjertet på en ingeniør.
Men jeg har sat dobbeltlags kevlardæk på baghjulet nu - jeg gad nok se hvilke sten og glasskår, der kan gå igennem dækket nu.

Og nu kører det, og jeg med, jeg var mobil igen fra i går, og endelig rører jeg mig igen. Jeg har været så rastløs uden min cykel, og det er jo en belastning ikke at kunne komme omkring undtagen med offentlig transport. Og ingen morgensvømning. Det har såmænd været lidt af et mentalt delirium og sløvsind at føle sig bundet til offentlig transport. Hårdt har det påvirket mit psykiske helbred, hårdt, også.

Nu er det slut alligevel. For nu tager jeg på ferie. So long, hav det så super på arbejdet. I aften flyver jeg op og besøger alle vennerne i Åbo, mod det gryende Finlands kyster. Jeg ved ikke rigtig hvad der helt præcist skal ske. Vennerne og degnene deroppe har fået at vide, at dansken kommer, og han gerne vil vises rundt i de tusind søers (og og øers/skærs) ferieland. Jeg er ængstelig for at jeg bliver sat til at drikke Koskenkorva i saunaen hver aften.
Men visseligen skal jeg til Ålandsøerne med spritbåden fra Åbo og vises rundt i verdens ubestridte centrum, som de selv siger. Og jeg skal i sommerhus - og Finland er jo det land i verden med flest sommerhuse pr. indbygger - dobbelt så mange som i Danmark, siges det, hvor mange det end er. Der bliver også en øveweekend til sidst, og når der er sat hak i den til slut, så rejser jeg hjem.

Øveweekenden leder op til, at jeg en uge senere tager jeg til Østrig og Slovenien på turné med Brahe Djäknar og Florakören. Det ved jeg heller ikke så meget om, men det bliver garanteret endnu mere skæg og ballade og øl og vin.



Atter nede

Skrevet af | mandag, 6. september 2010 kl 14:58
Stikord: ferie, Finland, Åbo, Brahe Djäknar, Østrig, Slovenien, turné, familie


Jeg begynder at få jordforbindelse igen, nu, hvor min ferie er slut. Først i Åbo var det nu helt fint. Jeg sov rundt omkring hos forskellige frontborgere fra Brahe Djäknar, og blev mødt med bemærkelsesværdig gæstfrihed og åbenhjertighed.
Jeg var ude på flere i sommerhuse på øer i Skærgården med bil og båd, og alle sommerhuse har naturligvis sauna, så det var vi også i. Når man har svedt længe nok i saunaen, så hopper man i vandet og svømmer rundt og bliver kølet af, og om sommeren kan man godt være i vandet i længere end 5 sekunder, så det er rart og svalende. Også kaffe og øl og megen mad blev indtaget rundt omkring, både hjemmegjort og i byen.
Dernæst var der øveweekend BD+Florakören, og vi havde i den forbindelse krebsegilde. Hemmeligheden bag krebsegilde må være, at man spiser utroligt få krebs i forhold til indsatsen, da det jo går temmelig langsomt med at få pillet kræene ud af skallerne. Til gengæld får man en del snaps, så det har sin virkning. Man gør klogt i at drikke mådeligt i starten. Det var ganske "roligt", som de siger deroppe.

Det er nu en anelse besværligt sådan at leve en dag af gangen og være på farten, og ikke vide helt præcist, hvor man skulle overnatte til næste dag. Der går nogen tid med at få lagt den slags til rette og transportere sig, og det er svært at planlægge længere frem og større aktiviteter. En tur til Åland blev desværre ofret på det alter. Jeg forstår, hvis nogen drages af på den måde at leve som en mere simpel vandrer, men jeg har dog gerne en snigende følelse af at være lidt rigeligt tilbagelænet. På den anden side var det jo ferie, så man skal jo ikke partout plage sig selv til døde med pligter om effektivitet og tidsplaner.

Hjem igen i 3-4 dage og koncentrere sig om arbejdet, og så afsted igen. I godt og vel en uge var jeg så med Djäknarne på turne i Slovenien og Østrig, og søsterkoret Flora var også med, og her gjordes koncerter i Ljubljana, i Graz og i Vorau (lille by med stort kloster inde midt i det mørkeste Østrig). Derudover var der også gode lejligheder til at indtage beværtninger og synge drikkeviser, hæhæ, og en ungmø eller to og en brud blev også udsat for serenader af de frakkekjole-klædte herrer.
I fredags måtte jeg så skille mig fra BD på ubestemt tid, og det var en svær eftermiddag at holde humøret oppe på, mens man tog til Wien lufthavn og ventede der på sin befordring.
Dog, da jeg kom til København gik det sofort videre til Jylland via mor og far i Holstebro, da jeg her var til bryllup+barnedåb i den nære vennekreds lørdag. Det var Anders d. IV af psykopatgangen, der skulle vies til sin viv Malene, og de havde derfor fundet en spejderhytte på Venø, hvor man med udsøgt mad og bål og den flotteste høje septembersol og udsigt til fjorden holdt et godt gilde.
I går var mor og far og jeg så på Skive Sygehus og besøge farmor, hun var godt nok noget svækket, men hun kom indimellem med nogle aldeles lysende kommentarer, og hun virkede ganske nærværende. Damen har haft hjerneblødning OG brækket ben, og nu skal hun altså genoptræne - det er svært. Det er også hårdt at se, hvordan den slags sætter alting i stå hos den lægede, og hvor meget krop og udtryk kan hensygne af ikke at kunne bruges, når man er tvungen til at holde stol og seng. Hun er en sej gammel kone, og det er der brug for nu.

Jeg forbliver eders håbløse og idiosynkratiske doktorantus. Nu ser vi hvor længe.



Genér os ikke med relevansen!

Skrevet af | mandag, 6. september 2010 kl 16:09
Stikord: videnskab, naturfag, teknik, raket


I disse dage er der en del at høre om arbejdet med at få Peter Madsens og Kristian von Bengtsons hjemmebyggede raket skudt op gennem atmosfæren. Særligt meget i ugebladet Ingeniøren og på dets hjemmeside. Raketten skulle vist nok være skudt op i går, men det gik i ged pga. en død varmeblæser. Nu får vi se, hvornår der bliver et nyt forsøg.
Det kan jo klart animere til at spørge, hvad det nu skal gøre godt for med den raket. Det har jo ingen nytte overhovedet. Nej, og det er også forklaringen. Hvis det lige pludselig androg et nyttigt formål, så ville raketbyggerne nok næppe synes, at det var sjovt at bruge tiden på. Hvad er det, som de to gale kugler har gang i - hvad foregår der?

For det første må man sige, at rummet jo er derude, og at det kalder på ekspeditioner, det kalder på opdagelse, bare fordi det er der. Det er sindet hos vikinger og opdagelsesrejsende - ud i oceanet, ud i det ukendte, i leding! Og Madsen og Bengtson pirker til vanetænkningen, her i det gennemdresserede overenskomst-Danmark, hvor en del da ikke kunne finde ud af at røre en finger, hvis ikke der var kontant gevinst derfor. Men den vigtigste del af svaret venter jeg lidt med.

Da jeg var i Åbo sidst, talte jeg med lektor Johan Werkelin på det kemiske institut på Åbo Akademi, som jeg kender fra Brahe Djäknar. Han fortalte, at han havde haft en studerende, der snart var kandidat, og som siden var kommet lidt i selvkonflikt, da han syntes, at der kom forskellige og modstridende informationer ud af den samling artikler, som han refererede til i sin afhandling.
Da så Johan havde forklaret, at naturvidenskaben var grundlæggende fejlbarlig, og at i videnskabelig metode var indbygget den nødvendige selvkritik til at drage i tvivl og rette fejl, men også med den grundlæggende mulighed at kunne forkaste hele beskrivelsen af verden for en ny og bedre beskrivelse, hvis sådan en skulle dukke op - ja så reagerede han som om, at man havde taget noget meget dyrebart fra ham for stedse. Det havde Johan jo også gjort - han havde frataget staklen billedet af videnskaben som det fuldstændigt neutrale og den fuldstændigt sande, objektive beskrivelse af verden, hvor man ikke behøvede at belemre sig med udenomssnak. Den verden, hvor en rigtig dreng (her: nørd) fuldstændig kan blive opslugt af det ægte, det sande, det skønne og det sublime i beskrivelsen af materien.
At nu praktisk videnskab ikke bare en koherent teori, der kan deduceres hele vejen ud og er endegyldigt sand, se det er jo en skam i den sammenhæng.

Den danske biokemiker Jens Christian Skou fik 1997 nobelprisen i kemi for sit arbejde med og beskrivelse af natrium-kalium-pumpen i dyr. Adspurgt om nytten af sit arbejde (der i høj grad er relevant medicinsk), skulle han lidt undrende have sagt: "Gøre godt for? Jeg har det da bare sjovt med det jeg laver - det har ikke nogen nytte!" Skou leger! Skou er en dreng. Skou har sin egen lille verden at være opslugt af, han er ikke er blevet dresseret helt ihjel endnu!
Var det nu ikke også sligt, der drev mig ind i kemien? Det var i hvert fald ikke i første omgang store procesanlæg eller fast indkomst, og (pinligt måske) heller ikke et brændende ønske om at forbedre livet for verdens fattige og gøre bæredygtig verdens energi- og kemikalieforsyning. Det var mere noget med fascination af farver og brag og selv rende og rode med noget .

Hvis vi tænker lidt videre over det: Vil man have drengene til igen i stor stil at tage naturfags- og teknikuddannelser, så skal man sørge for, at de er fascinerede og har rum til at nørde. Så kan de til gengæld uden problemer gøre al arbejdet selv, uden pædagoger, socialvejledere eller specialklasselærere, endsige ministre, der betoner vigtigheden for samfundsøkonomien. Det vil gælde med al uddannelse af dem i øvrigt, men i teknikken og naturfagene er det åbenlyst: motorer, raketter, radio, science-fiction, galakser og sorte huller, fly og kanoner, olie og maskiner, atomteknologi. Hvorfor mon magasiner som Illustreret Videnskab sælger? Fordi de giver de udsultede drengesind en minimal mager flig af dette!

Det kan godt være, at Lars Pallesen, rektor på DTU, synes, at det er teknik eller teknologi til nytte for samfundet. Det er også fint nok, om det så endelig er tilfældet. Men det er næppe det, der i stort tal har fået dygtige, nørdede drenge til at befolke DTU og blive ingeniører. Det er tværtimod, at de her kunne være nørder. Svigtende interesse får man ikke vendt hos drenge, hvis ikke man giver dem rum til at være nørder i egen ret.

Tilbage til vore rumagenter Peter og Kristian: De bør med deres forehavende aftvinge respekt. Ikke i kraft af, om al affyring og drift fungerer perfekt - men i kraft af alle anstrengelserne for at få det i værk. De er drenge, eller mænd, men det er samme historie, for hvem der stadig er jomfrueligt land, der skal kortlægges, og for hvem der stadig er sund virketrang og udlængsel intakt. Og grunden til, at de laver den raket er, at de ejer sundt drengesind.



Høsten

Skrevet af | torsdag, 23. september 2010 kl 11:23
Stikord: arbejde, korsang, madklub, musik, klaver


Jeg graver mig ned. Der bliver ikke skrevet så meget på bloggen, til gengæld arbejdes der. Jeg bobler nok op til overfladen en gang imellem her, men ellers er jeg lidt hi. Hiet er mest på mit kontor på arbejdet, centret for kreativ databehandling eller hvad man nu skal kalde det, og lidt derhjemme. Men det er sgu ikke særlig sjovt at bruge en hel weekend hjemme på Amager, på Stenbroen, så jeg vil prøve at bruge sommerhuset på den rige Nordkyst som en art refugium til nøje og slid i weekenderne, så vidt det nu går.

Det er ved venners hjælp blevet maget sådan, at der holdes madklub hos hverandre en gang om ugen, således at der i hvert fald her er mulighed for at få noget ordentlig mad indenbords - hellere noget i skrotten mens man lever, end at ende som et sminket lig, som HCAnd jo sagde.

Jeg har købt et el-klaver. Den umiddelbare anledning var egentlig, at jeg skulle spille lejlighedssange til et bryllup i den forgangne weekend, og det skulle der jo øves på. Men det var hele tiden planen, lige siden de kolde dage i Suomi, at jeg skal fylde ud i lejligheden med musikinstrumenter. Jeg tænker også købe el-guitar en gang. Menne... det kræver jo nok også noget tid, hvis man skal nå at spille og øve på det hele.
Jeg kan også berette, at jeg blevet Studentersanger - det var indflydelsen af de gale finner i Brahe Djäknar, der fik mig på den sorts (tvangs)tanker. Og de er sgu rimelig gode, men modsat i Finland er aldersspændet i Studenter-sangforeningen noget større blandt de aktive sangere. Ikke at det gør noget, når niveauet holder. Der er en rimelig aktiv klike af yngre sangere, og optaget af studerende sangere ser meget hæderligt ud. Det er en kæmpe forening, og det aktive kor er vist omkring 60 sangere. Der skal ske forskelligt i efteråret, bl.a. rusgilde (for de nye studerende), og der kommer besøg fra Stockholms Student-sångare i slutningen af oktober, hvor vi skal have en lille koncert.

Så hverdagene er blevet fyldt ud og op, og nu bør det køre på skinner og uden for megen planlægning. Det er høstens program.



Weekend-attrå

Skrevet af | tirsdag, 16. november 2010 kl 15:52
Stikord: weekend, arbejde, spejder, korsang


Det er ikke fordi, at jeg ikke laver noget, at jeg ikke skriver noget på bloggen.
I weekenden var jeg i sommerhus med mor og far. Vi fældede nogle grene på træerne, læste avis og lavede forholdsvis lidt.
Weekenden før det var jeg med andre spejderledere ude i skoven på lederweekend.
Weekenden før det havde Københavns Studenter-sangforening, mit kor, besøg af stockholms Student-sångare, hvorfor der var både fælles koncert i staden, fælles øldrik og fælles fest (og godt med serenader og drikkeviser og fosterlandske kvad i den anledning).
Weekenden før det var jeg hjemme i Holstebro til 10 års studenterjubilæum med den gamle gymnasieklasse (mange ting, særligt lærerne og gymnasiets em var ligesom det samme). Weekenden før det var jeg også i sommerhus med mor og far og fælde træer.
Weekenden før det... nej, nu holder det op! (- også korttidshukommelsen).

For tiden og meget i den forgangne måned har jeg på arbejdet arbejdet på et sk. perspective, en type fagartikel, hvor nogen har bedt os (sensationelt nok) at berette lidt om udfordringerne og mulighederne for at lave diesel fra biomasse. Haha, så kan de lære det.
Dette skal så siden hen blive en grundkladde til indledning o.a. i min afhandling. Forhåbentlig er jeg færdig i denne uge, det er da i hvert fald det, der satses på. Så må vi se, hvad der skal nås i næste uge. Da er der nye ting, der skal færdiggøres. Travlhed er sikkert godt og sundt. Blot der også ville følge lidt anerkendelse og klap på skulderen med, når noget udføres og er i orden. Dét er den største mangel i universitetsverdenen her.

Så altså: En del på landet og indimellem til fest med noget sang. Sjov og ballade og afslapning, og i hverdagene sidder jeg bag skærmen med musen i min hånd (det er ren Jens Vejmand!). Man aner, at det er weekenderne, hvortil der næres attrå.



Talvi ja rautatieliikenteen

Skrevet af | mandag, 29. november 2010 kl 11:51
Stikord: sne, vinter, spejder


Det er herligt vejr. Sne og kulde og fygning og bidende vind, tænk et chok, at Danmark er et nordisk land. Det ER faktisk blevet vinter her til lands, og det skal vi jo ikke bare klage over, når vi tuder resten af året over regnvejr om vinteren. Man skulle tage sine langrendsski, købt på tilbud i Suomi, skulle man, og age derud. Div. skiklubber i Nordsjælland sørger for at præparere langrendsløjper i f.eks. Gribskov, Rude Skov og Hareskovene. Man kan jo tage toget derhen. Og herligt også i den forbindelse, at togene kører mindre end ellers, på trods af at flere ønsker at age med. Det er SÅ spændende at lege tetris, når man skal have sin cykel ind i S-toget.

Særligt herligt var imidlertid det at være på juletur med spejdertrop og klan i weekenden. Det var i hvert fald en hvid juletur, men vi snød og sov indenfor, på Avnstrup spejdercenter i skovene på Midtsjælland. Man havde sat spejderne stævne derude klokken 20 om fredagen. Vore storpejdere havde besluttet sig for selv at finde vej derud først gennem den offentlige transports vildnis og siden naturens eget, til fods gennem skovene omkring Hvalsø, en stærk plan, meeeen... helt så let var det ikke. Skoven var så mørk og kold, og kortet ikke slet ikke så nemt at læse og måske inferiørt. Måske. Så med et redningshold fra klanen lykkedes det at skaffe spejderne til hytten kl. 23 efter 3 timers vildfarelse. Vi må se, om ikke vi kan gøre stifinding til Bagsværd trops yndlingsdisciplin engang i en fremtid.
Siden hen blev livet skræmt af staklerne, da klanen lavede natløb for dem. Dagen efter op og lave orienterings-jule-manøvre ved Truppenführer Madsen, og så kogning og stegning og bagning til den store juleguldmedalje og stor middag samt Robinson-bingo (hvis man får et af sine numre råbt op, må man stemme de andre ud). Søndag hjem, jeg gik med vores klan til Hvalsø for at tage toget... og snydt igen, de var da aflyste. Ting lod sig kun gøre med taxi til Roskilde og SÅ tog og SÅ metro. 1 time bliver til 3 timers transport.

Ellers er jeg mest på arbejde.



De drog mod vest

Skrevet af | lørdag, 25. december 2010 kl 01:24
Stikord: julebrev


Nu er det julenat. Visse steder går man til midnatsgudstjeneste julenat, det har sikkert før hen været ganske udbredt, men det sker nu ikke her i Mejdal. Så kan jeg jo forfatte et julenats indlæg, sammendragende alle de tidligere indlæg fra i år, kan man næsten sige.

Jeg har _igen_ i år ikke fået produceret julebreve eller hilsener, det passer aldrig rigtig med min gøren og laden op til jul, der er altid for travlt med forskellige andre sager, eller rettere, det med at overskue at sætte sig og nedfælde status og proppe frimærke på og få det sendt, det kommer jeg aldrig rigtig frem til. Det er jo særligt synd, når man sætter så stor pris på at få post. Men anstændigvis har jeg da prøvet at forfatte et sammendrag her.

Forberedelser og arbejdsopgaver er vel overståede. Far og jeg kørte sammen hjem til Holstebro 22. december om aftenen i Audi´en, fra København og mod vest, vest, vest, og vi nåede akkurat færgen kl. 19 i Kalundborg og lod os til Århus befragte og kørte hjem. Vi slap altså så vældig ganske lykkeligt for at sidde en halv dag, aften, nat i kø over Sjælland og Fyn. Det må siges at være meget heldigt så vidt vi kan bedømme her. Selv i Vestjylland er det såmænd hvid jul, men i Midt-&-Vestjylland vi nu været sparet for det værste snekaos umiddelbart.

Så nu er juleaftensdag gået. Anden og risengrøden fortæret til stor lykke, psalmerne sunget (sådan lige for i aften i hvert fald), juletræets lys er brændt og gaverne er afgivne og udpakkede og konfekt er blevet spist.

En grund til at det skorter på årlige julebreve fra min hånd kan vel være, at det ikke synes så morsomt at skulle fortælle sig og udbasunere alting, hvis man synes at det meste går op, op, op ad bakke. Det er selvfølgelig heller ikke nær så vederkvægende at læse.
Men man kan jo dog sige, at jeg har gjort lidt af hvert i det forgangne år: Jeg har været i Finland og arbejdet i et spændende andet laboratorium, jeg har lært at stå på langrendsski, jeg har sunget i mandskor (både her og hisset, kan man sige). Det sidste har ført mig til oplevelser, jeg ikke anede, man kunne få. Og jeg er siden blevet studentersanger i København. Jeg er flyttet hjem og siden hjemmefra, fra Studentergården, og i egen lejlighed. En værdig fejltagelse, som jeg til stadighed forsøger at imødegå med knejsende stolthed, åben pande og oprejst mod. Jeg har i hvert fald beværtet fester og komsammener og startet en madklub for de hungrende, og mon ikke jeg finder på andre bedrifter fremover?
og ph.d.´en... ja, it ain´t over ´till it´s over, og det er ikke ovre endnu, langtfra. Jeg kan nævne mange grunde til, at det ikke er særlig sjovt - det vil jeg ikke gøre her. Det er selvklart svært at få humøret helt til at spille, når man selv synes, at det såmænd ikke går helt vildt fantastisk. Man synes at man slider og arbejder, kæmper, men fornemmelsen, når man betragter, hvad man får nået, dén er lidt som at være fanget i en stor bunke af dyner, som man prøver at kæmpe sig ud af: Man spjætter lidenskabeligt og når lidet. Og det er jo ens egen skyld, tænker man måske at andre vil tænke.

Må det lysne for os alle i det nye år og må tunnelerne ende i lyset. Færre dynedynger at spjætte hjælpeløst rundt i, flere afkrydsede punkter på checklisten, mere mod og sejghed til at tage de afkrævne hårde tag - at den danske mand kan vorde kæk og oplyst, flittig og god, hæderlig borger, lykkelig. Jeg skulle gerne ønske alle:
Hyvää joulua ja onnellista uutta vuotta - en glædelig jul og et lykkeligt nyt år.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Kroketturnering
Kroket kampreferater

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
marts 2020
februar 2020
januar 2020
december 2019
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005