theilgaard.net  


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

2008


Mere klima (for pengene)

Skrevet af | lørdag, 23. februar 2008 kl 10:29
Stikord: energi, klima, vindmøller, vedvarende energi


Jeg er nødt til at starte med en lille disclaimer: Jeg er en af dem, der har den opfattelse, at der gives drivhusgasser, at deres koncentration i atmosfæren stiger, og at der af den grund bør tilrådes forsigtighed med udledningen af selvsamme gasser så vidt som overhovedet muligt (forsigtighed er ikke hvad der præger den faktiske udledning).
Videnskaben kan faktisk ikke, i hvert fald ikke i sådan en gammeldags kritisk-rationalistisk forstand, endnu pege på kausale virkningsfølger der påviser påvirkning af det globale klima af menneskeskabt udledning af drivhusgasser.

Jeg ville bare lige lave en brush-up på den altid verserende diskussionen om energipolitik og -omsætning:

EU-kommisionen udtalte i de første uger af året, at danskerne i 2020 skal dække 32% af energibehovet med vedvarende (CO2-neutrale) kilder. Det betyder, at regeringens mere mådelige udspil på 20% så står i et lidt halvsølle lys.
Det synes klima-ministeren så ikke er rigtig forfærdelig sjovt, thi "man er betænkelig ved, at der fra EU´s side drives socialpolitik med klimaindsatsen", sagde hun. Ligeså "har Danmark jo i forvejen bidraget med megen teknologi og en aktiv indsats f.eks. mht. bygning af vindmøller".

For man kan jo ikke forlange, er resonnementet, at de lande, der har det højeste BNP (altså: de mest moderne og industrielt udviklede lande, eller med andre ord de lande, der i forvejen har udviklet deres vedvarende energisystem bedst) skal besidde et teknologisk forspring og derfor kan pålægges at bære en større del af byrden med at nå de svære (?) omstillinger af energisektoren.

Fogh Rasmussen lancerede ellers nogle pæne og ganske ambitiøse mål om omstillingen af energi- og transportsystemet inden valget sidst i 2007. Og det er fint og godt og rigtigt med ambitioner, synes jeg. Hvilket man selvfølgelig passende kan bede ham om at efterleve i regeringsudøvelsen EFTER valget, men man skal nu nok få det hele tørret af og vandet ud på belejlig vis i et kompromis med DF om (endnu) flere penge til de ældre.

Danmark kunne snildt på få år komme op på 50% af el&varme-forbruget fra vedvarende energi indenlands (og hvorfor ikke med A-kraft for resten af pengene?) - det behøver måske ikke engang koste alverden og gå ud over levestandard eller noget (måske tværtom). Viljen i en stor del af befolkningen til aktivt at medvirke vil være positiv, nemmer jeg.

Lad os lige bese tingene i rette perspektiv: Vi har en klimaminister, der siger, at vi skal gøre en stor indsats for klimaet ved flest mulige lejligheder, fordi det er vigtigt. Men det skal vi så åbenbart ikke alligevel. Vi skal altså kun gøre imaginært - altså, vi skal kun tale om, at vi gør noget. Sikke en gang mund-diarré. Jeg ville kunne forstå det, hvis det var Flemming Hansen eller Claus Hjort Frederiksen eller andre klassiske hard-linere, der afslog handling med et eller andet slags erhvervshensyn til Dong og Mærsk (eller hensyn til de bilejende kernevælgere i Nordsjælland - det er selvfølgelig næsten det samme). Men klimaministeren?!? Det er slet og ret for patetisk og taberagtigt at mene, at et land, der engang havde et forspring i udviklingen af miljøteknologi (vel og mærke ikke på grund af de nuværende regeringspartier), ikke behøver at forfølge ambitiøse mål for at indkorporere energisystemer fri for fossile brændsler.
Jeg selv er overordentlig betænkelig ved at vi skal have en klimaminister, da det ligner et mediestunt til at dække over mangel på handling, og ikke på modige og fremadrettede beslutninger baseret på tilgængelig videnskab (jf. disclaimeren ovenfor).
Det er spil for galleriet, muligvis sindrigt udtænkt. Og det eneste formål klimaministeren tjener er at smile for pressen, rejse til Grønland og få isen til at smelte for øjnene af amerikanske senatorer. Så det hele ser sexet ud inden klimatopmødet i København i 2009, med (ineffektive) brintbusser og climate corporate policy og stor ståhej for tomme løfter. Men enten betyder det noget for regeringen, og helst nationen som sådan, eller også gør det ikke - og hvis det betyder noget værdigt, så skal det ikke være en gang udenomssnak, ellers skal vi i hvert fald ikke have en klimaminister.

Se det på Den Kongelige Danske Statsradiofonis hjemmeside



Smil (du er i Holland!)

Skrevet af | mandag, 3. marts 2008 kl 21:05
Stikord: konference, Holland, katalyse


Kaptajn Jespersen her er taget til konference i Holland, hvor det handler om katalyse og kemi - særligt med fokus på grønne og bæredygtige kemiske produkter og processer.

Det er den 9. årlige hollandske konference om katalyse og kemi, og den er særlig derved, at to tredjedele af deltagerne er phd-studerende eller post-docs, og derudover nogle professorer samt sponsorer og industrifolk. Pga. rimelig sponsorinteresse er konferencen gratis for phd-studerende, da en del af konferencen også handler om at skabe kendskab og forbindelser mellem erhversliv og forskning. Claus (professoren) har holdt foredrag hernede og har i den anledning fået lov at tage 2 phd-studerende med, hvor kost og logi er betalt, og jeg har i den anledning fået lov til at tage med - dejligt.
De fleste medbringer en videnskabelig plakat i A0 (en "poster") med resultater og metoder for, hvad de laver, og i morgen skal jeg også selv fremlægge min egen for de forbipasserende, der lægger mærke til den. Det meste af ugen er gået med at få den færdig, så det er en lidt stolt og lidt nervøs Anders, der betræder de bonede gulve :-)

Her i Holland har man fundet ud af, at man lige så godt kan holde et stort møde for alle de katalyse-relaterede foreninger og grupperinger, som folk er medlemmer af. Så i stedet for, at alle foreningerne laver deres eget lille møde, der aldrig vil kunne blive særlig stort, så holder man én stor konference, hvor småmøderne og andet kan slås ind under. Samtidig har man en rimelig kontakt med erhvervslivet, der gerne møder op og fortæller om karriemuligheder og egne virksomheders fortrin (og medbringer foldere, der kan bruges til at spille bullshit-bingo :-D). Dette gør vist også, at emnerne i konferencen ikke bliver alt for esoteriske.
Noget lignende kunne godt savnes i Danmark, hvor f.eks. kemiingeniørgruppen, kemisk forening og foreningen af bioteknologistuderende kunne slå pjalterne sammen, holde årsmøder og foredrag ved samme lejlighed og derved give plads til nye ideer og berigelse af hverandres arbejde. F.eks. gennem poster-sessioner og plenar-foredrag.



Kuk kuk, jeg er ikke helt borte endnu...

Skrevet af | søndag, 11. maj 2008 kl 11:22
Stikord: ferie, artikel, arbejde, roskilde


Opdateringsfrekvensen er ved at nærme sig nye lavpunkter, så jeg må hellere lige skrive lidt om, hvad jeg bedriver, inden I tror, at jeg er gået helt i hi :-D

Sidste weekend var Julie og jeg i sommerhus i Odsherred. Det var virkelig dejligt at komme væk fra al trummerummet derhjemme, og virkelig rart at have nogle dage at hvile ud og slappe af og kigge op i himlen i herrrrligt vejr med direkte udsigt til Nekselø-Sejerø-bugten.

Tirsdag i denne uge har jeg afleveret artikeludkast til Le Professeur, hvilket jeg har været noget forsinket med, og derfor har det også presset mig noget at blive færdig med (så jeg har bl.a. haft rigtig dårligt overblik over min kalender og andre gøremål, bl.a. denne klumme...). Alt det kan man så begynde at kigge efter nu, og lave skadekontrol på det, der er opsat. Nu må vi så se, hvor mange røde rettetegn, der kommer retur til mig - og hvor hurtigt vi derefter får artiklen indsendt til peer review (og hvor mange røde rettetegn der kommer ud af det, og derpå hvor hurtigt får lavet rettelser og genindsendt, og om vi _så_ får røde rettetegn fra andet peer review, bla bla bla). Artikelskrivning er i sandhed en stykkevis opgave (og også stykkevis frustrerende).
Ellers går arbejdet sin vante gang, der er administration og udstyrsindkøb og ting og sager, der skal ordnes, der er forsøg der skal laves og resultater, der skal analyseres og fortolkes, og i det hele taget en masse der skal forfattes om det dernæst. Man har hurtigt en masse at lave (rigeligt til både 37, 40, 45 eller 50 timer om ugen, hvis man har lejlighed for det).

Her i pinsen er jeg i Berlin med mit kor, Laetitia Musica. Vi skal synge to koncerter i to kirker senere i dag, pinsedag. Men ellers holder vi så meget fri som vi kan. I går var vi mestendels på vandring rundt i byen for at høre lidt om Berlins mildest talt vanvittige historie. Vejret er herligt, øllene er billige, folk er flinke, og mit tysk er ikke så rustent, som jeg kunne have frygtet. Jow tack. Berlin er en fed by. Mandag eftermiddag tager vi hjem med bus og er sindssygt sent hjemme. Og så er det tilbage på instituttet.

En sidste kommentar herfra sku´ li´ vær´ den, at Julie har overtalt mig til at tage med på Roskilde Festival for at opleve stemningen og blive helt enormt inspireret og bare hænge ud og gøre det man har lyst til - historien er, at hun jo er Roskildedenser, og derfor er Roskilde Festivallen en rimelig integreret del af historie og bevidsthed. Jeg havde nær bemærket til det med lysten, at hvad hvis jeg bare har lyst til at tage hjem, var det så ok - men på den anden side synes jeg, at det skal have en fair chance for at vise, om der er noget man går glip af eller hvad.



Elitisteri

Skrevet af | søndag, 1. juni 2008 kl 17:27
Stikord: elite, forskning, uddannelse, universitetet


Videnskabsministeriet har for et par måneder siden godkendt støtte til oprettelser af 12 nye "Elitekandidatuddannelser" på universiteterne med 25 millioner i støtte de næste 3 år (sic!). De skal centreres, som det forstås, omkring eksisterende forskningsmiljøer. Derfor synes det nu på denne plads berettiget at undersøge nogle træk ved det elitære.

DR havde i en tv-serie fokus på "eliten" i danske uddannelser. Lone Kühlmann mediterer og causerer i Politiken 4. april over den anden udsendelse, som handler om oprettelsen af en elitehandelsgymnasial uddannelse på Niels Brock. Vi følger eleverne.

Kühlmann:
Nu kan meget ske i redigeringsrummet efter mange timers optagelser, men alligevel var det nogle påfaldende tydelige signaler, vi fik fra de unge mennesker og deres lærere:

»Vi vil gå i suits og habit og have magten«, sagde én.

»Ligegyldigt hvad jeg laver, vil jeg være rig. Det vigtigste er at være rig«, sagde en anden.


Lad fare, at det er Niels Brock, så man forstår, at denne gymnasiale uddannelse er målrettet erhvervslivet. Om der så er en verden udenfor pengenes synes at stå uklart.
Men det er jo ikke begavet!!! Unge er (og bør være!) optagede af indhold, substans, mening, af ret og vrang - det med pengene kommer tidsnok, ved vi. Et interessant spørgsmål er da, om vi behøver at ofre mere krudt på de nærige, magtliderlige og forfængelige? Er der i øvrigt ikke her et påfaldende socialt sammenfald mellem de potentielle elite-studerende og så de bedre folks forkælede møgunger? Undskyld mig - men det ligner en sociokratisk lukket fest for de fede.

Underligt sammenfaldende er eliteuddannelserne med nogle af regeringens yndlingsforskningsområder, nemlig noget, der leder til ny (salgbar) teknik af den ene eller den anden karat eller til en endnu højere grad af økonomisering af den karriere, vi kalder for liv. 7 uddannelser har et teknisk sigte, 4 har et økonomisk. Kun det sidste, "Kognitiv semiotik", lyder en lille smule opfindsomt. Men det er sgu nok bare psykologi i lette nye gevandter.
Man kunne spørge, om det bliver rigtig elitært overhovedet - eller om det ikke bare er kejserens nye klæder? Måske virker det kun elitært for Videnskabsministeren, og hvad siger det så herom? Sjovt nok er der ingen humanistiske fakulteter blandet ind i de nye eliteuddannelsers fakulteter.

På DTU er vi også blevet et eliteuniversitet. Det er vi så vidt jeg kan greje blevet, fordi ledelsen omtaler os sådan, dvs. konstruerer os i en sammenhæng, hvor vi er elitære. Og jo ja, der er da også forskere der klarer sig pænt. Helt sikkert, nogle af dem er endda internationalt anerkendte for deres indsats på deres område. Så vi er ikke bare dygtige, nej, vi er eliten.

Interessant kan det nu ses, at talen om eliten er en poetik (skabelse, genesis). Det vil sige, at vi bliver elite når vi taler om at vi er det. Jeg synes bare ikke, at DTU er særlig forandret. De unge mennesker, der kommer, skal stadig igennem de samme fag og øvelser (og den grundlæggende matematiske teknik forandrer sig jo ikke). Det er stadig tekniker-håndværkertyper, gymnasiestræbere, nørder og bonderøve (som mig selv).

Det handler ikke om at lave eliteforskning for de få. Det handler om at få det bedste ud af de mange. Projekt eliteuddannelse kan bedst karakteriseres som en resignation af den pædagogisk-didaktiske opgave det er at gøre dannelse i gymnasiet og højere læring på universiteterne forholdsvis tilgængelig, således at en rimelig del af den danske ungdom kunne forventes at tilegne sig en kandidatgrad og gøre gavn med deres begavelse.
I stedet forsømmer man nu i tavshed uddannelse af bredden og lader den forfalde, og uddeler midler via strategiske puljer, mens sækken strammes om basismidlerne.

Det er en misforståelse at lave universitetspolitik udelukkende med fokus på eliteforskning. Humanisterne, teologerne, medicinerne, samf.´erne, politologerne og juristerne fra universitetet har ikke som hovedopgave at lave nye virksomheder og bedrive eliteforskning. Det kan en en del af deres universitetsmiljø eller følgende karriere, men ikke den primære. Nej, deres opgave er i systemisk forstand at bygge riget, nationen, samfundet ("konstruere", vil Feinschmeckerne sige).

Det er de selvindbildske, der har brug for at smykke sig med det konstruerede begreb "eliten". Vi har brug for de flittige, de frække, de antiautoritære, de stille, de mærkelige. Og nu mener de indbilske altså, at de skal være eliten og studere på elitegymnasier og eliteuniversiteter for elitebemidlinger. Virkeligheden er, at de ikke er særligt godt begavede. Til gengæld har de fået luft, medvind og taletid, hvilket det ikke bliver kønt af i sig selv (snarere tragikomisk). Og hvis nogen siger, at de ikke skal have hvad de peger på, så er det i hvert fald jantelov, og det går ud over konkurrenceevnen. Men det er flabet og opblæst og selvoptaget, særligt når det ledsages af mere eller mindre pseudo-metafysiske argumenter som talen om "jantelov" og "konkurrenceevne". Der skal være kausalitet i begrundelserne!

Vi har brug for dygtige studerende og dygtige fagfolk. Men vi får dem ikke ved at bilde os ind, at eliteuddannelser er løsningen og måden at få de absolut dygtigste til at trække "bunden" op (bvadr!). Det får vi kun højrøvede, naragtige og indbildske studerende af - Holberg ville nok kunne gøre os en komedie heraf. Hvad nytter det at superuddanne een person, når man forsømmer ti? Hvis denne ene arbejder dobbelt så hurtigt eller godt som hver af de ti - har vi så ikke forsinket os selv en faktor fem?
Nej, vi skal tage uddannelsensopgaven på os, og prøve at gøre alle så dygtige som muligt. Også, ja endda særligt, de "normale" eller "jævne". Der er unægtelig nogle flere af dem, men de er nu noget billigere i uddannelse og drift, og de er ikke indbildske. Man kan ovenikøbet bygge virksomheder og forskningsinstitutioner og offentlige organisationer på dem. "Elitetisterne" skal nok klare sig igennem og lære meget mere end os andre under alle omstændigheder, hvis de da er værd at samle på.

Der er ikke noget i vejen for at lave undervisningsdifferentiering, men elitisteriet er blevet en karikatur på sund dygtiggørelse, og medfører udsultning af universitets- og uddannelsessystemet.


Referencer:
Pressemeddelelse fra VTU, 4. april 2008
"Uhørt: Eliten" af Lone Kühlmann i Politiken, 3. april 2008
"Eliteuddannelse: Eliteuddannelse er en underskudsforretning" af Nina Trige Andersen i Information, 14. marts 2008



24x7 - instant updates...

Skrevet af | søndag, 1. juni 2008 kl 20:10
Stikord: familie, arbejde


Her i weekenden var familien til Eileens og Jespers sølvbryllup. En dejlig fest i skønne omgivelser i Præstø, og vejret var selvfølgelig forbilledligt (selvfølgelig - når nu meteologen holder fest!). Jeg havde lidt hovedpine dagen efter (:-D) og hænger også lidt med øjenlågene nu, hehe. Julie måtte desværre melde afbud, da hun selv er ramt af opgaveskrivning til den helt store guldmedalje - skal aflevere i morgen mandag kl. 14 - og der er et stykke vej igen endnu.

Nu kan man selvfølgelig godt gøre sig lystig over, at andre ikke kan planlægge deres tid - men jeg selv er jo bestemt heller ingen helgen overhovedet hvad dét andrager, og det sker nok for mig i den kommende uge, hvor jeg skal aflevere business-plan i Entrepeneurship (et fag jeg følger som del af min phd-uddannelse) sammen med to andre kemiker-lømler, samtidig med at jeg holder forsøg i live i laboratoriet og har alle mine aftener booket til andre ting. Hip hip hurra for en overfyldt kalender og opgaveliste

Det lyder jo sjovt - men morskaben slutter slet ikke der:

I fredags sagde min vejleder, Monsieur Le Professeur, sin stilling op på instituttet. Fra om en måned. !!!+! Det blev annonceret internt i gruppen halvanden dag i forvejen, så det efterlod ikke megen tid til eftertanke og mulige forsøg på at genformulere ens arbejde i en potentiel ny kontekst. Det efterlader jo unægteligt een og anden med en god spandfuld spørgsmål og undren over ens nye situation.

Nogen af de lidt for spændende ting er blandt andet hvem der bliver ansat i stedet (hvis nogen?), og hvordan ens vejledersituation ser ud. Osv osv. På den anden side kan man måske også bruge det som en lejlighed til i højere grad at få foden under eget bord, og få ens egne interesser udtrykt mere eksplicit i det arbejde, man udfører. Bruge situationen må man i hvert fald forsøge så vidt muligt (hvis muligt...).

Så jo... der sker da noget indimellem, selv på arbejdet.



Renderi og fremmøde

Skrevet af | søndag, 15. juni 2008 kl 21:19
Stikord: spejder, møder, spejderbevægelsen, arbejde


I torsdags var jeg til møde I århus med arbejdet, så lejlighed opstod for at få set lidt på byen og hilst på nogle århusianere. Så torsdag til fredag besøgte jeg min fætter Razz og hans kæreste i Århus. Det var virkelig hyggeligt. Vi kiggede lidt på Århus midtby, vi fik os noget kaffe-kage, vi var ude og spise græsk mad (og det var også dejligt), så var vi derefter ude at få en øl og til sidst mere kaffe og mere kage. Jeg overnattede hos Rasmus, og fredag tog jeg så hjem til mine forældre for at få mors mad.

Her har jeg så været hele weekenden. Jeg har brugt det meste af søndagen på at ringe til spejdere og spejderforældre, fordi de snøvl ikke har kunnet finde ud af at tilmelde sig indenfor tidsfristen, eller faktisk ikke har kunne finde ud af tilmelde sig punktum. Det var ellers så simpelt som at sende en mail til mig med spejdernavn og antal fremmødende forældre og overføre pengene til gruppens konto.

Det affødte en god samtale med farmanden, den gamle bandit, der jo også er gammel spejder, og har spejderideen siddende inderst i sjælen. Og hvorfor kan man ikke finde ud af at komme og få meldt sig til? Ja måske er det dem ligegyldigt, og de har fået det indtryk, at de kan komme og gå, som det passer dem. Men spejderbevægelsen er lige modsat - der er ansvar, forpligtelse og kammeratskab, så hvis man udebliver, går det ud over de andre.
I fodboldklubben kommer jo alle mand (i videst mulig omfang) af hus, når de er udtaget til holdet - ellers svigter man jo sine kammerater. Så hvorfor føler man ikke den samme forpligtelse for sine spejderkammerater, der i mindst lige så høj grad som på fodboldholdet er afhængige af een selv, ens fremmøde, indsats og indstilling? Der kunne være nogen grunde til det, som f.eks. DDS kom til at indføre f.o.m. 70´erne og 80´erne, mens andre ting måske er kolporteret ud med badevandet. Jeg tænker videre over det i toget.

Mandag morgen skal jeg tilbage til møde i Århus igen. Mandag eftemiddag kan jeg så sidde i toget og dødkede mig - indtil jeg skal til oprykning med spejderne mandag aftenen. Sikke et renderi frem og tilbage mellem landsdelene.



Exodus

Skrevet af | fredag, 11. juli 2008 kl 22:54
Stikord: kæreste, ferie, spejder


Søndag for tolv dage siden (29/6-08) slog Julie og jeg op. Det var Julies beslutning, og den kom som noget af et chok, da det bestemt ikke var noget, som jeg havde set komme (og derfor heller ikke havde reageret på det). Noget målløs slagen var jeg da også. Jeg er ked af det, og havde håbet at det var os to, og at vi fik tingene til at fungere. Det var det så ikke, må jeg erfare, og det er ikke nogen rar følelse, når man synes, at der er masser at slås videre for. Vi havde nok forskellige væremåder på nogle områder, som var svære at passe ind i hinanden. Og så er der jo ikke meget mere at gøre. Held og lykke må hun have.

Det er ikke den sjoveste måde at gå ferien og sommeren i møde på, og det ødelægger da også arbejdsmoralen. I hvert fald har jeg tusset rundt på arbejdet og prøvet at lave noget, men det er ikke blevet til helt så meget, som man kunne ønske - motivationen og glæden har tilsyneladende startet ferien lidt før jeg selv havde tænkt mig det. Psykopaterne og kammersjukkerne tager sig dog rigtig pænt af mig for tiden, og på den måde er det dejligt at have en lille familie omkring en, der vil een det godt og holder een oppe - ja, det guld værd.

Nå, men ferie har jeg nu, og det holdes fra lørdag morgen, hvor jeg tager en uge på sommerlejr med spejderne på Lolland - Nordisk lejr (Nordtræf) med finner, svenskere og nordmænd. Der bliver så mange stramme barduner, besnøringer og gnattede lejrpladser og så meget good turn og lejrorden, at det kommer til at gøre helt ondt. Dernæst en uge på Bornholm med nogle seniorspejdere. Vi skal over og klatre, vandre og feriere lidt på hammeren. Der bliver der nok lidt mindre lejrorden end forgående lejr... :-) Men, der er vist nok noget at glæde sig til!

Julie & Anders
♥ 25. juli 2006
† 29. juni 2008



Navigare necesse est

Skrevet af | fredag, 15. august 2008 kl 08:08
Stikord: ferie, arbejde


For tiden går krudtet med at komme ind i rumlen efter sommerferien, og sommerferien, må jeg sige føles ualmindelig kort, når man har vænnet sig til at have omtrent 9 ugers koncentreret fri i alt. Efter ferien har jeg dog været til møde med alle griseingeniørerne og kræmmerne fra Jylland (jamen hvis de laver døde svin om til brændsel i en industriel proces og sælger det, så kan jeg da godt kalde dem det?) :-), og der var probs og thumbs-up for det udførte arbejde og planen for det kommende. Så nu hvor vi nærmer os phd´ens et-års fødselsdag er det jo meget godt at vide, at folk i hvert fald ikke er totalt afvisende overfor det, man bruger deres penge på. Nu skal der jo også produceres artikler og skrifter og undervisning og - men der er nok alligevel tid til at gå lidt i laboratoriet og få nogen sjove katalysatorer bikset sammen.

Jeg har været i sommerhus de to foregående weekender - lige pludselig, når ferien er blevet kort, så skal weekenderne straffes så meget som muligt, så man kommer ud af vagten og får set noget. Som altid er det hygge at komme i sommerhus og se familien. I søndags var jeg og "de voksne" på teknisk museum, hvor far og jeg så på gamle fly og biler og motorer. Samt på DASK og den gamle regnecentral, der stod der rank og strunk med alle dens ferritlagre og syede kobbertråde. Skide spændende for nørder (altså mig), der synes, at teknik, kræfter, el og energiomsætning er sjovt.

I dag tager jeg ud og sejler med nogen af psykopaterne i Jeppes sejlbåd LaXen, og det varer resten af weekenden. Jeg har fået noget smag for sejladsen, og det trækker noget i mig - jeg kunne godt tænke mig at købe en båd eller en bådeanpart på et tidspunkt, for at dyrke det noget mere. Eller også blive søspejderleder.
Sejlads er en herlig måde at koble af på - man ligger ude i bølgerne, og det er vinden og strømmen og skibet (samt evnerne ved sejlet og roret), der bestemmer, hvor meget man kan og hvor langt man kommer. Man kan ikke rigtig gøre noget fra eller til i situationen, man kan ikke gå eller stikke af eller surfe på nettet, hvis man keder sig - det er egentlig noget, som man bør unde sig oftere: Intet at kunne stille op i den situation, man er havnet, udover at styre skibet, forstås. Altså, kede sig indtil man affinder sig med situationen, og begynder at nyde stilheden og elementernes tøjr i båden.



Svanesang

Skrevet af | onsdag, 3. september 2008 kl 21:09
Stikord: Studentergården, Psykopatgangen, renovering


I den forgangne weekend har psykopatgangen sagt farvel til vores køkken, vort elskede hjem, og mit igennem snart fire år, og vi har holdt sidste madklub og drukket den sidste skål i det gamle køkken, trampet det sidste pharisæertramp og holdt den sidste morgenfødselsdag. Faktisk har vi tilbragt meet af weekenden på vores nye "altan", idet håndværkerne har stillet stillads op ud mod gården før det stundende arbejde, og det har vi da brugt som en herlig mulighed for at slikke morgen- og eftermiddagssol og spise fælles brunch.

Alle køkkenerne i Arresøgade-fløjen (den Nordvestlige "længe" på Studentergården) skal nemlig renoveres - fra scratch. Der bliver såmænd inddraget et opstødende værelse til de nye køkkener, der s. Det betyder, at psykopaterne (og tilmed pharisæerne, barbarerne og bersærkerne) er uden rigtigt køkken i optimalt fire måneder (måske flere, men nu ser vi, hvor hurtigt håndværkerne kan arbejde).

Så vi skal have et nyt køkken, og det trænger gevaldigt, idet skabslåger er blevet trætte, køkkenbordplader rådner, skuffer går skævt og i det hele taget er der et mindre forfald (som kun kan holdes stangen med den allerstærkeste ordensdisciplin).

Men før vi kan komme så langt, så skal vi gå så frygtelig meget grueligt igennem. Vi står uden ordentligt køkken, så baderummene i vores fløj er indrettet som the-køkkener ("Køkkelettet", som vi kalder det, eller køkkenbadrum). Man skal altså (med håndklæde om livet og bare tæer) passere ud gennem andres spisen morgenmad, når man skal have sig sin morgendusche, og vice versa. Madklubber kan vi i sagens natur ikke have på vore nye og meget små og mangelfulde køkkener, så der er indført et sindrigt system, hvor de fire gange, hvor renoveringen står på, på skift spiser hos de resterende syv gange samt i røde sal.

Det er i øvrigt de gode venner fra Dampskibsselskabet af 1912 (via en almennyttig fond indstiftet af Mølleren og hustru), der er så velvillige, gavmilde og glade mæcener, at de lader bekoste hele dette foretagende. Tak for det.



Kemi og kultur i Torino

Skrevet af | fredag, 26. september 2008 kl 07:53
Stikord: Torino, konference, arbejde


I den forgangne uge var jeg i Torino på kemi-konference, en stor europæisk konference med en masse forskellige sessioner om alt muligt kemi. Vi var en lille bande på fem fra CSG, der tog afsted, og de 4 Ph.D.-studerende af os havde hver fået 15 minutters foredrag. Konferencen blev holdt i de gamle Fiat-fabrikker, der nu er omdannet til indkøbscenter og kongreshal.

Selve konferencen var nu noget kaotisk noget, og holdt efter min mening heller ikke et tilstrækkeligt niveau. I hvert fald var der meget lidt deciderede katalyse-studier eller grøn kemi-studier, hvilket jeg jo synes er spændende. Italienerne havde ikke registreret os ordentligt fra starten af, så vi var nær ikke kommet ind tli hverken konference eller konferencemiddagen (hvor vi til gengæld gav den gas da vi kom ind!).

Manglen på koordination kunne man nok også have gættet på fra starten, når nu alle ph.d.-studerende fra CSG fik et foredrag, hvilket normalt tilfalder de d´Herrer Lectores et Professores, der skriver et ordentligt abstract - så de har vel haft problemer med at fylde sessionerne op med tilstrækkeligt højt kvalificerede oplægsholdere.
Ikke engang frokosten havde de styr på, så der forsøgte de at henvise til et eller andet slam i konferencebygningen, der ikke var til at indtage. Så vi tog ud i byen i stedet.

Jeg selv fik jo så også lov til at holde foredrag til konference for første gang, og det var sgu lidt pres at stå der og bræge løs om det knald, man render og laver til daglig, for nogen mennesker hvoraf nogle forventes at være rimelig højt-på-strå rundt omkring. Men det gik helt hæderligt.
En af de andre Ph.D.-studenter fra centret, Uffe, fik lov til at være formand for en af sessionerne, sammen med en mafia-professor fra Messina (de havde åbenbart haft problemer med at finde nogen, der gad at være session chairmen).

Men så er det jo godt, at man er i Italien, så der var god mad og god rødvin hver aften og ud og spise. Og vi fik set en del på byen, som er en flot og velbevaret gammel kongeby og hovedstad i regionen Piemonte, med den sædvanlige kaotiske italienske trafikkultur. Der er forbavsende få beværtninger i Torino, hvor man bare kan få pilsnere, men vi fandt da nogen (...beværtninger + pilsnere). Italienerne har ikke den samme gå-i-byen kultur som os, så de tager istedet ud og får middag og is, i stedet for at drikke sig sanseløst i hegnet. De spiser også sent, gerne omkring klokken 21, og bruger en del tid omkring aftensmåltidet - og det fungerer mere eller mindre som byturen for dem.



Bildung

Skrevet af | lørdag, 11. oktober 2008 kl 09:26
Stikord: køkken, psykopatgangen


Jeg er så småt på vej til udlandet, Italien igen såmænd, denne gang på sommerskole i Grøn Kemi i Venedig. Så det bliver en uges penge under mere sydlige himmelstrøg. Der er ikke noget foredrag, der skal holdes denne gang, så det er på skolebænken og sidde ret med rank ryg en uges tid. Jeg har til hensigt at skrive lidt hver dag dernede fra, så der bliver måske til en lille føljeton. Der bliver nok også tid til at se lidt på middelalderens "Dør til Østen" og tage billeder (og spise italiensk mad), så måske får det lidt karaktér af ferie også :-)

Køkkenprojektet på psykopatgangen skrider frem efterhånden, for en udenforstående måske langsomt, men vi kan nu tydeligt høre både sømpistoler, save, hamre og boremaskiner fra tidligt om morgenen.
Der er blevet trukket ledninger og rør. Allerede de to nye toiletter tager form (eller væggene gør), og der er kommet hul i muren ind til 348. Jeg har klippet en flok snapshots ind i det vedlagte, så man kan se, hvorledes det hele skrider frem. vi har fået et lille kighul ned til de andre gange, hvor der vist nok skal gå et ventilationsrør. Et nota bene bør måske her indføje, at de skal være færdige med det hele om godt 2 måneder på alle de fire etager, så det er vel meget godt, at det ikke ligger helt brak...

Madklubberne er rundt omkring på de andre gange. Eller dvs. hos troglodytterne (3. sal sydøstfløjen) og IVde sal (midterfløjen). Det fungerer egentlig udmærket. Vores middagskonversationer hos psykopaterne har før køkkenrernoveringen haft en tendens til at blive lidt vel lumre, og på den måde er det vel udmærket at lære at tale om mere sobre emner med andre mennesker.

Vi har dog stadig vores kære ovn (gaskomfyr, men ovnen er elektrisk), så den bliver flittigt misbrugt til at lave store stege, riste rodfrugter, kager, bagværk som boller og brød, og det til både hverdag og fest. Så vi klarer os, nogen ville vel sågar sige, at vi trives - såmænd.



La Guidecca (Søndag 12. oktober)

Skrevet af | søndag, 12. oktober 2008 kl 22:20
Stikord: Venedig


I dag er vi ankommet til Venedig, hvor vi skal være indtil næste søndag på sommerskole i grøn kemi. Det er universitetet i Venedig, der arrangerer.

Jeg rejser sammen med Yury, også Ph.D.-studerende på CSG, men oprindeligt fra Rusland. Vi var glade afsted fra København i formiddags og det hele gik fint og glat dernedaf. Der gik så lige noget ged i den med ankomst og bagage, fordi Yury fik taget en forkert kuffert på transportbåndet i lufthavnen. Det fandt han til gengæld først ud af, da vi var kommet helt til Venedig. Så babu-babu skulle vi have hjælp af italienere, der desværre ikke var meget bevendt. Til gengæld stod der en adresse på kufferten, og med lidt hjælp fra farmand hjemme ved PC´en fik vi hevet en flok mobilnumre ud, og sørme, om der ikke var nogle danske Venedigturister i den anden ende. Så jeg måtte løbe ærinde hele turen ned til Markuspladsen (ca. 2 km), aflevere kufferten til rette ejermand og så tilbaws igen - og Yury måtte ud i lufthavnen og hente sin bagage, det er heldigvis ikke så svært, når man kender vejen...

Men vi er da kommet lidt i gang, har fået noget introduktion til stedet her og sommerskolen er åbnet, og så var vi da lige indviteret til forfriskninger (mad og vin :-D) på en restaurant nær ved.

Vi er indkvarteret i lidt af en krydsning mellem en ungdomsresidens og et hotel, som hedder Junghans. Det er ret spartanske værelser, men det rør mig nu ikke, til gengæld er vi begge blevet indlogeret med en anden deltager, og det havde de da slet ikke behøvet. Vi må se om vi kan flytte rundt i morgen.
Junghans ligger på en bi-ø i Venedig-lagunen, La Guidecca, 300 m syd for selve Venedig by. Den her ø er lidt ligesom Lyngby: Den lukker kl. 7 om aftenen, og så er der helt tomt og dødt i gaderne (og på kanalerne). Til gengæld er der en yndig udsigt til Venedig herfra, som ser smuk ud i lys, luft og hav om aftenen og natten. Men vi havde da håbet på en ølbajser eller to i stedet for æstetik.

Så i morgen bliver vi ovre i selve Venedig hele dagen og indtil vi kommer hjem. Ellers glæder vi os bare, til det hele går i gang, og vi forhåbentlig for lært noget og kan komme lidt omkring og se byen.



Ca´ Foscari (Mandag 13. oktober)

Skrevet af | mandag, 13. oktober 2008 kl 22:59
Stikord: Venedig


Så er forelæsningerne kommet i gang, og vi føler os allerede hensat til de studerendes tvangspassiverede verden, hvor tiden nogen gange bare skal gå, så man kan komme ud.

"Ca´ Foscari" hedder universitet i Venedig, eller rettere, de historiske bygninger, der i gamle dage har huset universitetet. Der holdes forelæsninger, men vist kun om rent boglige fag som historie og matematik. Naturvidenskaberne er røget over på fastlandet, for der er ikke plads til laboratorier eller værksteder (og man må ikke lave om på ret meget Venedig, det er jo en historisk by, forståeligt nok).

Morgenmaden her foregår på en lille bar ud til vandet på La Guidecca med udsigt til Venedig, så meget meget smukt, men den består til gengæld af valgfri kaffe og en croissant, hvilket sjældent er godt til at mætte og tilfredsstille en kold viking fra norden ("hvor er havregrynene?", hørtes som kommentar bagefter, i båden på vej til forelæsning). Frokosten er til gengæld var anti-pasti + salat + pasta, så der må vi nok sige, at der blev modkompenseret for morgenmaden.

I dag har vi hørt både spændende og kedelige forelæsninger, men det har ikke ligefrem handlet om nye bulk-kemikalier til den storkemiske industri - hverken om at forbedre den, forny den eller omvælte den. Men vi håber, at det kommer, så vi kan beskæftige os med noget i Megaton pr. år-skalaen.

Til gengæld har vi været en smule på galej her til aften (kan man sige det i Venedig?). Ja lidt har jo også ret. En af arrangørerne er, Gud ske lov, Post-doc fra udlandet (Australien), bor "down town" og kender alle barerne og gå-i-byen stederne. Så vi fik noget Pizza, et par øl, og nogle "spritz" - en lokal specialitet, som er lavet af campari, hvidvin og Sprite eller dansk vand. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle hælde noget ned i løgneren indeholdende campari, men det var slet ikke så galt, som det kunne have været.
Jeg bor på værelse med en ægypter og Yury er sat sammen med en inder, og det vil være passende for Yury og jeg at bo i samme rum - vi påtænker at arrangere en lille "ombytning", så vi kan flytte i samme værelse inden vi kommer ubehagelige og på rulleskøjter hjem fra byen. Forhåbentlig lader det sig gøre.

Dagens citat: "For the very small membranes, You have no balls".



På toppen (Tirsdag d. 14. oktober)

Skrevet af | tirsdag, 14. oktober 2008 kl 22:45
Stikord: Venedig


I dag stod forelæsningerne på en særligt dødbringende kedeligt tema, nemlig et fælles projekt om alle aspekter af forbedring af opløsningsmidler, under navnet "SolvSafe". Umiddelbart kunne det jo godt lyde som et interessant samarbejde. Men det blev ikke præsenteret som meget andet end organisation, samarbejdspartnere og ambitioner, og det kunne man måske have forelæst for en flok statskundskabs-studerende, men for kemikere var jo ikke lige dét, der var sjovt. Det var i hvert fald hverken industri eller grøn kemi, der handlede om i nævneværdig grad.

Yury og jeg slap dog væk fra en del af forelæsningerne om formiddagen, og tog ned og fik fikset noget gratis trådløst internet op på en cafe et stenkast derfra ad en snørklet gade, så vi kunne begynde at lave noget reelt arbejde og få skrevet og kommunikeret ting derhjemme.

Som sædvanlig var frokosten super og morgenmaden næsten fraværende, men man vænner sig vist til at spise på den måde, selvom jeg tvivler på, at det er lige så sundt som dansk kost og -vaner.

Vi er ved at blive lidt trætte af de italienske tøsebørn, fordi de er sky og utilnærmelige, og så har de en generel uvilje mod at kommunikere på andet end deres modersmål, med mindre man tvinger dem. De er i hvert ikke ret vant til at tale engelsk og virker næsten bange for det. Så det er svært at få en god snak om alt muligt kørende efter programmet er sluttet - også selvom det bestemt ikke handler om bare at lægge dem ned i et hug (vi tror, at det ville tage et års tid eller to at få arbejdet sig ind på dem i tilstrækkelig grad til at gøre dét, hvis det endelig var sagen).

Vi fik til gengæld købt noget rødvin og hvidvin ind, 6 L i plasticflasker totalt, og så fik vi os en kop drue fra toppen af junghans (ovenpå 4. etage). Her fik vi så vendt løst og fast om sommerskolen og andet bl.a. med de to amerikanere. Heroppefra er der en der en super udsigt ud til en hel del sider, bl.a. kan vi se ud til Lido (kystenlinien ud for Venedig), det meste af La Guidecca, over til Venedig by (bl.a. Dogepaladset), ind til Mestre (industri-raffinaderi-havneby).

Vi (jeg og Yury) har nu fået et værelse sammen uden andre mennesker. Yes! - så kan vi komme hjem fra byen, når det passer os... :-)



Turisteri (Onsdag d. 15. oktober)

Skrevet af | onsdag, 15. oktober 2008 kl 20:07
Stikord: Venedig


I dag var der faktisk et rigtig spændende foredrag om glycerol, der jo i nogens øjne bliver et kæmpestort platform-kemikalium i fremtiden, dvs. en af de grundkemikalier, som en masse andet bliver lavet ud fra (det er et biprodukt ved biodieselfremstilling ). Det kan der herske forskellige udlægninger af, og det gjorde der også (læs evt. lidt om mit eksamensprojekt her på siden).

I eftermiddag var der ingen forelæsninger, så vi holdt fri, fik madpakke med og tog på udflugt hver i sær. Yury og jeg satte kursen mod nogle af de andre øer i den venezianske lagune, nemlig Murano, Burano og Lido (kysten). Vaporettoerne (eller havnebusserne) har noget rutesejlads rundt i hele lagunen (ligesom busserne i de store danske byer), så vi sprang på en udadgående båd.

Murano er glaspusternes gamle ø - i de gode gamle dage monopoliserede Venedig handlen med kvalitetsglas ved at støvsuge glaspusterne fra omkring middelhavet og hente dem til Murano. Så der kan man i dag i bedste venezianske stil købe sig fattig i dårlig glaskitsch, hvad vi undlod.

På Burano, som ligger omtrent en mil fra Venedig By, havde de nogle underlige små huse i alle mulige farver, og vi gik og spekulerede over, hvilken socialgruppe fra middelhavslandene, der så var blevet hevet herop, siden det nu var gået så galt - måske alle malerne, eller måske alle farveblanderne. Se vedlagte dokumentation.
Så skulle vi lige have noget is henholdsvis friturestegt fisk inden vi hoppede på båden. Her gik det selvfølgelig galt, og Yury kom ikke lige tilstrækkelig hurtigt ud af starthullerne og fik ikke fisken hurtigt nok ned i løgneren, så det var kun Mr. Theilgaard Madsen Anders, der nåede at mønstre (trods blot adskilt af sekunder). Hovsa.

Nåmenne nå så da der, så sejlede jeg videre med ruteprammen og ned langs Lido (den tynde strimmel kyst, der adskiller lagunen fra Adriaterhavet), og går man ikke i land så er næste og sidste stop Markuspladsen, så der endte jeg op, og snusede tilbage gennem byen, fik noget haps smidt i løgnhalsen og hjem igen. Gad vide, hvornår Yury kommer hjem...



Optur (Torsdag d. 16. oktober)

Skrevet af | fredag, 17. oktober 2008 kl 19:28
Stikord: Venedig


Dagens mest interessante forelæsning handlede om at kunne justere nogle specielle opløsningsmidler mellem henholdsvis hydrofil og hydrofob tilstand, for derved at kunne udføre multiple reaktionstrin i samme solvent (i f.eks. den farmaceutiske industri), og det var slet ikke så dårligt. Samme forelæser gav også et fint foredrag om at få ideer i forskningsprocessen, og forsøge at lave revolutionerende (grøn) kemi, der flytter noget. "Groundbreaking", kunne man sige. Derudover var der to kinesere, der leverede nogle mildest talt elendige forelæsninger, så det gider jeg ikke skrive om. Yury og jeg sad på bagerste række og prøvede at holde os vågne, men jeg havde medtaget Weekendavisen, så jeg var dækket ind mod den værste kedsomhed.

Sidst på eftermiddagen lysnede det dog, thi der var Poster-session (fremvisnings-reception med vore medbragte plakater), så vi defilerede rundt med et glas i hånden og så kloge og interesserede ud, og man forklarede hvad det var for noget klamhuggeri, man rendte og lavede til daglig.

Ud og få noget mad i løgnhalsen igen sammen med amerikanerne og så en bette iscreme til at toppe op med, derpå ud og handle noget sprit og sprudelwasser ind i supermarked. Så hjem til Junghans, og der holdt vi Bloody Mary & Screwdriver-fest med en masse fra sommerskolen på taget af bygningen, hvor der er udsigt over La Guideccas skyline og Venedigs vandfront. Vi bliv smidt ned af en gammel sur portier efter en halv time, men fortsatte ufortrødent i gården foran Junghans med flere skruetrækkere og limoncello, og der gik da så yderligere et par timer, inden der blev stille (jeg hørte fredag morgen fra en af universitetets post-docs, at han blev ringet op af en meget oprevet Junghans administrator, der var sur, havde haft lydklager, og ikke ville have gentagelser, basta).



På gyngende grund (Fredag d. 17. oktober)

Skrevet af | lørdag, 18. oktober 2008 kl 18:26
Stikord: Venedig


Det er blevet skyet i Venedig, og det er blæst op, så nu er det rigtig morsomt at sejle med havnebusserne. Og apropos havnebusserne, så sejlede de så lidt som muligt fredag, da de faglærte arbejdere (tror jeg?) tilsyneladende har en eller anden national strejke-dag hvert år denne dag (effektivt er det vel en fridag for arbejderne?). De har dog en eller anden form for reservedrift fra La Giudecca til Venedig, så man kan godt komme frem og tilbage.

Dagens videnskabelige højdepunkt var en en meget gestikulerende og velformidlet franskmand, der fortalte om mulighederne for at bruge mikroalgekulturer til CO2-rensning, og samtidig bruge algerne til at lave kemikalier, brændstoffer og elektricitet ud fra. Nogen ser det som fremtidens måde at sekvestrere kuldioxid på (og smart lyder det, må man sige), men de store tekniske systemer er vist ikke realiseret endnu, og det er stadig lidt på pilotskala rundt omkring.
Derudover har det været noget kedeligt krejl, men igen redder Weekend-avisen og en medbragt laptop mig fra den værste kedsomhed, så jeg sidder med et halvvågent øje på diasshowet og prøver ellers at få noget andet arbejde fra hånden (ja ja - selvfølgelig er det uhøfligt at sidde og skulke fra timen på den måde, men det er jo mig, der er den uopdragne dansker, klassens bølle, blandt de alt for autoritetstro katolikker, og hvis ikke jeg skal gøre vrøvl, når det hele er for lavt niveau og mere kedeligt og irrelevant end at sidde i halvanden time og se på maling der tørrer, hvem skal så?).

I aften var Yury og jeg igen ude og spise, denne gang med to russiske piger, og det var også meget lækkert sådan set. Bagefter er Yurys kæreste fra Slovenien kommet hertil, idet de planlagde at tage til Verona lørdag, og nu vi er jo i katolik-land, så det er tys-tys med hvem der sover hvor (selvom der ikke er noget griseri, skulle jeg sige) - eller at hun overhovedet er på Residenza Junghans. Nichts gehört, Nichts gesehen - det er lidt som at skjule folk, der er gået under jorden. Yurys kæreste medbragte nogle slovenske specialiteter (mad og vin), som blev fortæret under stor moro.

Billedet til højre er i øvrigt fra gårsdagens tur, som bl.a. gik via Rialtobroen



Italienske tilstande (Lørdag d. 18. oktober)

Skrevet af | søndag, 19. oktober 2008 kl 14:36
Stikord: Venedig


I morges var det op med en mindre hilsen i de øvre regioner fra gårdsdagens vinindtag. Det var klart og koldt vejr, og jeg fik den sædvanlige croissant hugget i halsen med en cappucino, og havde det som sædvanlige som om, at jeg havde spist en mursten (jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til nogen danske gryn med mælk). Således optanket og opsvulmet vandrede jeg op mod Ca´ Foscari til den sidste morgens forelæsningspligter. Her blev sommerskolen rundet af på en god times tid, og der blev rystet hænder og hevet visitkort frem og tilbage og "vi ses på en konference" (tvivlsomt). Yury og jeg havde en ekstra dag i Venedig før vi tog tilbage til Danmark, så vi havde lidt tid til at få rundet Venedig ordentligt af. Efter sidste session slentrede jeg af små og ubefærdede veje en tur rundt i byen med Anthony (een af de arrangerende post-docs), og vi prøvede et par højst spiselige venezianske specialiteter af, fik frokost, snakkede om Venedig, konferencen og om løst og fast i videnskabens verden.

Yury og hans kæreste tog med toget til Verona, og er først kommet hjem sidst på aftenen. Imens var Anthony og jeg ude og spise lidt af en herremiddag, nemlig en ordentlig portion osso buco, som var specialiteten på en lokal restaurant. Det var himmelsk, og man var lige ved at foræde sig, særligt i lyset af den anderledes artede mad man har fortæret i en uges tid. Derefter fik vi også nogle ølbajere, for ligesom at slutte sommerskolen ordentligt af (dvs.: øl nok til at få "båksmälla" hele søndagen)

I formiddags blev de tre bedste posterforfattere i øvrigt præmieret. Det er en hel historie for sig, for det lignede lidt af en farce. Jeg synes ikke at hverken deres postere eller deres forskning skilte sig specielt ud - eller at det var specielt tematiserende i forhold til grøn kemi - Amerikanerne havde f.eks. nogle utrolig gode og enkle postere, gode figurer og næsten uden tekst og lavede samtidig noget rigtig spændende og banebrydende kemi (og grønt var det såmænd), så jeg ved godt, hvem jeg synes skulle præmieres.
Der var desuden et par indikationer af, at den arrangerende professor (Mr. Tundo) lidt vel tidligt vidste, hvad for en vej vinden bar (eller skulle bære). Det var god Mafia-stil.

Nu kan man selvfølgelig godt sige, at jeg bare er en bitter gammel mand og pigesur over, at jeg ikke fik en pris. Njaeh nej, jeg lever fint uden, men jeg er sgu lidt trist over, at det er vennernes venners studerende, der bliver præmieret af den aldrende professorale plakatkomité. Det er vist desværre en uheldig tendens i Italien (fik jeg indtryk af ved at tale med et par af de italienske ph.d.´ere), og det er spørgsmålet, om ikke det (fortsat) vil tage dem nogle årtier at komme korruptionen, de uheldige vennetjenester og mafia-vældet til livs. Men det er selvsagt svært i et land, hvor premierministeren ejer de tre største mediekonglomerater...



Hjemkomst

Skrevet af | mandag, 17. november 2008 kl 12:55
Stikord: familie, hjem, Jylland, cykelhjelm, kor


Så kom vi hjem fra Italien for anden gang, og man har haft 4 uger til at vænne sig til det mere tempererede klima (som jeg synes er rarere, men også nemmere at blive vintertrist af).

Her i weekenden var jeg hjemme hos mor og far sammen med hele flokken på den fædrene gård, for at hygge lidt og se hinanden før Jul. Bare for at se hinanden lidt (det er et halvt år siden sidst, til sølvbryllup i familien). Der blev spillet Settlers og drukket god vin og øl og gået lang tur i jysk nåleskov, hvilket savnes i København.

Jakob kørte på sin cykel ind i bagruden på en varebil for nogle uger siden, og har fået et par fighter-ar på højre kind og tinding. Det har affødt visse sikkerhedstjek rundt omkring, bl.a. med hensyn til hovedbeklædningen, når man cykler, og forsikringer. Jeg kører da med hjelm, so far so good. Og sensationelt lykkedes det at overtale Lars Bo til at få anskaffet en cykelhjelm (måske endda til at bruge den?), på fars bekostning dog, det var åbenbart nødvendigt. Tal om en mand, der snart færdiggør sit universitetsstudium, men alligevel er for langsom i bolden til at læse skriften på væggen og handle på den, når hans lillebror er kørt galt på cykel?!?

Ellers kører det hele i den vante efterårsrille: Det er mørkt om morgenen, svært at komme op, det er mørkt når man kommer hjem. Det regner og er gråt udenfor de fleste dage. Man må nok være frejdig i hu.
Mit kor, Laetitia Musica, giver koncert lige om lidt, 3. del af Händels Messias m.m., i Absalons kirke på Vesterbro på tirsdag (18/11), og i Vor Frue Kirke i Odense på søndag (23/11). Det skal nok blive sjovt.



Advent

Skrevet af | søndag, 14. december 2008 kl 22:34
Stikord: spejd, arbejde


Nå, men det er da allerede den 14. Og i skyndingen, ind under jul (hvor er det trist), kan jeg da lige erklære mig spædt i live og aflægge status.

Arbejdet kværner derudaf. Jeg synes der er lidt for mange møder og lidt for meget udenomshurlumhej med undervisning, ting der skal opdateres og ting der skal holdes styr på i CSG sådan helt generelt, men fra tid til anden er der tid til at lave rigtigt arbejde, hvor man finder ud af nye ting (og, husk, med Einstein i baghovedet: "Hvis vi vidste, hvad vi lavede, så ville det vel ikke kaldes forskning, vel?").

Jeg og en anden spejderleder er blevet tilmeldt et dødhårdt natløb på Söderåsen i Sverige i januar, Alligatorløbet, så nu skal jeg til at gå i skarp træning, vendt døgnrytmen, have alt prøvet udstyret af og indkøbt nyt, trimmet figuren og konditionen tip-top, og have styr på finorienteringen. Løbet er ca. 30 km i fugleflugt, siger de, erfaringerne siger også at man ikke har tid til at sove eller hvile, og at posterne er sindssygt krævende (men veltilrettelagte). så der turde være basis for at blive prøvet lidt af i den skånske vinter.

Psykopaterne tog i sommerhus henover weekenden, hvor der var brætspil, kortspil, gåtur, togtur, museumstur og sulemad den hele weekend. vi ere rent forædte og runde. Sidste weekend var juletur med spejderne, og der bleve vi også ret runde og trillende i julemad, medens natløb planlagdes, poster udlagdes og karakterer afstivedes.

Så er der atter et lille pusterum fra den store trædemølle, en lille bid af en højtids marcipanbrød, en lille sprække i hverdagens realitet ind til en illusorisk og utopisk parallelverden. Nu skal vi bare have den sidste uge inden jul overstået, så står flæskestegene og risengrøden og sildene og forædelserne og forstoppelserne ret forude og vinker til os. Kom nu, for hulan da.



Gastronomisk gevinst

Skrevet af | lørdag, 20. december 2008 kl 15:29
Stikord: køkken, ferie, arbejde


Vores nye køkken er netop færdigt! Det er sensationelt godt, at vi endelig har ordentlige køkkenfaciliteter. Nu kan der steges bages koges brases sauteres blancheres igen, og der kan inviteres på spisninger og madklubber i ordentlige faciliteter.

...Ja ok, færdigt og færdigt, der er lige et par skavanker (bl.a. emhætten), der mangler at blive færdigjusteret, så der kommer nok besøg af håndværkere een af dagene.
På det vedlagte billede viser psykopaterne sig fra deres bedste side i køkkenet, imens de forbereder lørdag aftens store julefrokost.

Ellers har Anders taget fri fra at komme arbejde, hvilket ikke betyder fri fra arbejde eller for den sags skyld lediggang, det betyder bare en taske med papirer af i alt 15 cm tykkelse, der skal pløjes igennem og behandles inden 5. januar. Jeg håber, at det går nemt for sig, men det kræver vist et lille julemirakel.
På tirsdag rejser jeg hjem til far, mor og unger i Holstebro og leger jul med dem alle.

Glædelig jul og godt nytår.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Kroketturnering
Kroket kampreferater

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
marts 2020
februar 2020
januar 2020
december 2019
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005