|
|
blog
2017
Kålgården
Skrevet af
| søndag, 22. januar 2017 kl 22:15
Stikord: have, julefrokost, kål, kålgård, jordskokker, æbletræ
"Årets" sidste eller første julefrokost, om man vil, var jeg til i går aftes med de til København flyttede gymnasieklassekammerater af hankøn. En håndfuld haner er vi her i hovedstaden på 16. år. Et forædt og forslugent orgie udi traditionelle julespiser blev det, nogen ville kalde indtaget af føde decideret ondskabsfuldt. Hvis det var en nytårskur var det ikke en slankende en af slagsen i hvert fald.
Jeg stod ansvarlig for medistus, brunede kartofler og grønlangkål - og det sidste er da heldigvis noget, hvor den vigtigste ingrediens kan hentes i nyttehaven og som tilmed er sund og nærende (måske lidt mindre sund eller i hvert fald ikke slankende, men i høj grad nærende, efter hvad den siden blev tilberedt med). Der er nemlig kålgård med grønkål, og det er ca. det mest grønne tilbage i hele haven på den her tid af året, hvor alt andet ca. er gråt og sort og brunt og kedeligt.
Det er specielt med den have, det er som om at vi ikke kan komme i bund og få høstet alle grøntsagerne i bund, men Trine, Karl Kristian og jeg har fortsat en hel del grønkål, rødbeder, porrer, og 5-7 m. gulerødder samt alt, alt, ALT for mange jordskokker i vores nyttehave. Det sidste stikker vist af fra os. Mon vi formår at få det gravet helt op i år, det er vi vist nødt til. Sidste år besluttede vi at lade de sidste jordskokker ligger og ikke kulegrave stykket. Det har jeg på fornemmelsen at vi kommer til at fortryde.
Det er sjovt at have have. Det kribler igen i mine fingre for at komme ud at rode i jorden og snart få sat noget nyt, når solen får magt (døgnet er da blevet en time længere igen nu). Lige nu er det planernes tid. Grundtvig skrev i sit digt "Aabent brev til mine Børn" (et jævnt og muntert, virksomt liv på jord):
Da følte jeg den trøst af sandheds Ånd,
at lykken svæver over urtegården,
når støvet lægges i sin skabers hånd,
og alting ventes i naturens orden:
Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
og blomsterfloret i den varme sommer,
da modenhed i møde planten går
og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
- mig behager det både at høste og så!
Karl Kristian har ryddet lidt i et ekstra stykke jord vi havde i efteråret, hvor han har sat flere bærbuske og æbletræer, så forhåbentligvis giver det om mange år nogle æbler til dem i generationerne efter os i nyttehaven. En fin tanke.
Syvsover i Syvsøen
Skrevet af
| tirsdag, 21. februar 2017 kl 07:20
Stikord: ferie, skiløb, spejder, langrend, Norge
I uge 6 var jeg på skiferie med nogle af mine spejderkammerater von vorne Zeiten. Turen gik til Sjusjøen ved Lillehammer og Norges største langrendsområde, hvor der trods de norske avisers bemelding om at året var snefattigt faktisk var masser af sne. Og rigtig fint skiløb og dertil udmærket og ikke for koldt vejr, omend man kunne have ønsket at løjperne blev præpareret lidt mere disciplineret.
Vi var 3 biler afsted indeholdende 2 familier og 3 personer uden ditto, så der var et herligt leben med børn og leg (og indimellem larm). De andre familiers børn er så ved at være vokset så meget til nu, at de også kan stå på langrend og godt ved, at der indimellem skal arbejdes for at komme frem og at det ikke går nedad hele tiden.
Så vi boede i en sådan en norsk hytte (med et anneks som en art karlekammer) og så var det ligesom at være en helt stor familie med fælles måltider og fælles ansvar og fælles skiløb afhængig af, om man var med børnene på tur eller med de voksne på tur. Og så brætspil og god mad og kl-17-GT mv. Det var meget godt og meget ferie og meget hyggeligt.
Altid på skitur plejer jeg at gå sent (indimellem senest) i seng af alle, og jeg er åbenbart også den syvsover, der står senest op. Kl. halv ni f.eks, og det er ellers ikke en luksus jeg er så vant med.
Det med sneen: Der var i hvert fald sne nok til at vi kørte i grøften med den ene bil, da vi skulle hjem, inden vi havde været så fremsynede at sætte snekæder på bilen, på en sådan måde at vi måtte trækkes op af kranbil. Men - vi nåede færgen, og det var ikke Karon.
Nerds as nerds go
Skrevet af
| tirsdag, 21. februar 2017 kl 18:47
Stikord: nørd, korsang, fødselsdag, øl
 Fremtiden tilhører nørderne, har jeg hørt, for i en verden af uendeligt mange skærme, grænseflader og distraktioner, så er det netop dem der begejstret og lidenskabeligt fordyber sig i det mærkeligste, særeste, sjoveste eller tossede, og giver pokker i hvordan andre opfatter dem. Og den lidenskab er måske drivkraften for en nysgerrighed, der kan gøre os klogere, få os til at undres, tvivle, tænke.
Kan man spotte en nørd? Er genstanden for nørdens virke måske i virkeligheden underordnet, er det nørdens tilgang til verden og materien som er særlig? Vil nørder altid finde noget at nørde med?
På TrykBar i lørdags kunne man i hvert fald spotte mindst een nørd. Min fødselsdag da blev fejret med at øve korsang i 6 timer og sidenhen var jeg med sangerkammerater ude at drikke lidt øl. Og som vedlagte billede tydeligt viser, så var der noget der skulle udforskes, nemlig tonehøjderne på tomme flasker, af hvilke der blev fler og fler. Dagen efter, søndag, var tonehøjden på fødselsdagsbarnet sænket med en halv oktav. Og det er sådan set meget sjovt at prøve at synge bas, omend kontrolcentret kørte langsommere end vanligt.
Vær lidt varsom: Gul sne
Skrevet af
| torsdag, 23. februar 2017 kl 19:41
Stikord: sne, snevejr, fabrik, Frederikssund
 Just nu kommer der sne for 3. gang (?) denne vinter til Nordsjælland, og endelig er jeg hjemme og kan overvære det - og få våde sko og klistret frakke og kolde våde fingre. I start februar under snevejret var jeg i Norge (og der var heldigvis masser af sne), og under den korte november-sne var jeg i London på Sulphur-konferencen (det handlede om gul sne!). Desværre for os langrendsentusiaster er det som vanligt den tunge, våde sludsne, som er dømt til at klistre og siden køres fast i vejen og løbe til rislende bække i det nærmeste havnebassin. Og så skal vi have tø og vestligt vejr igen, så det bliver nok ikke liggende så længe, må man vel udse sig. Skulle det ske, og skulle det blive til løjper, så kunne der måske være muligheder i Gribskov eller Hareskoven for lidt skiløb.
I denne uge har der været travlhed og lange arbejdsdage, hvilket dog for nu er drevet lidt over. De sidste par år har jeg været med til at udvikle en katalysator i laboratoriet. Det er jo spændende og indimellem både fantasifuldt og krævende at deltage i det udviklingsarbejde. Men i mandags startede så testproduktionen af den på katalysatorfabrikken i Frederikssund; den rigtige tunge svovlfabrik, om man vil. Så nu rykker det fra at lave syntese i gram-skalaen til at lave mange gange mere - i minuttet.
Jeg er med som ham fra R&D, der skal foregive at vide lidt om produktet og hvordan det bør laves og opføre sig i laboratoriet. Der var været nogen forberedelse for mig, for at data blev opsamlet og der blev målt, og hvad var vigtigt og hvorfor. Mandag morgen skulle vi så gå i gang, meeen der gik nu helt til mandag sidst på eftermiddagen, før apparatet begyndte at rulle.
Så det var rigtig spændende, det var også krævende og nyt for mig - og sjovt - og så skulle jeg lige vænne mig til, at der kan være en del ventetid nogen gange - lige pludselig er der noget, der ikke fungerer, og så skal elektrikere eller smede eller operatører til at skille noget ad og reparere det. Og så ligger tingene stille eller kan ikke starte op. Det er fabrikkens personale operatørerne og driftfolkene der kører showet og de kender jo anlægget.
Det er gået ret godt og der kom en fin lille kat igennem produktionen, så vidt vi lige kan bedømme lige nu, og det kørte uden stop af nævneværdig grad. Stabile betingelser derudaf. Vi sluttede nat til onsdag, og onsdag eftermiddag var jeg så igen tilbage i lab i Lyngby med masser af tal. Så det var rigtig-skala-teknik og rigtig baljekemi, og opskaleringen virkede vist som vi kunne håbe. Yes sirs.
Når man nu har ventetid på kat-fabrikken, så kan man man nyde den nordvendte udsigt fra fabrikkens tag, og den var ikke ringe for et par dage siden, før det begyndte at sne.
Grethe skrev:
Vær lidt varsom denne ene morgen,
træd forsigtigt i den nye sne;
husk, at her har ingen endnu gået,
her bli´r alle dine spor at se.
Her skal komme brede spor af biler,
her skal komme smalle spor af ski,
mange spor af små og store fødder,
men endnu kom ingen her forbi.
Denne underfulde glans forsvinder
trampet bort ved vilde drenges leg,
om en time er her bare søle,
men endnu kom ingen denne vej.
Husk, du går her som den allerførste,
her bli´r alle dine spor at se -
vær lidt varsom denne ene morgen:
træd forsigtigt i den nye sne.
Spejdertur til Indonesien
Skrevet af
| fredag, 31. marts 2017 kl 19:13
Stikord: Arbejde, svovl, svovlsyre, anlæg, viskose, industri, spejd, rejse, Indonesien
Sidste uge var jeg og en af mine kollegaer på tur med firmaet til Indonesien. En spejdertur vil jeg nærmest kalde det. Og i hvert fald kontrasternes tur. Vi skulle ud og måle på et svovlsyreanlæg lidt ude på bøhlandet på Java. Dette svovlsyreanlæg behandler en svovlholdig skyllegas fra et viskoseanlæg, som så bliver omdannet til ren luft i skorstenen og svovlsyre i syretanken. Svovlsyren er et råstof de skal bruge i deres proces, når de laver de her viskobefibre. Udover det og cellulose skal de bruge nogle andre temmelig ubehagelige kemikalier, bl.a. klorblegemiddel, kautisk soda samt svovlkulstof (en nervegift). Den sidste og noget svovlbrinte biprodukt (også en nervegift) ender i skyllegassen, som man så renser ved at lave til svovlsyre. Ja, det princip lyder jo nærmest som sød sol og sommer og røde roser og alt er mildt og smukt.
Nå, men efter at have brugte uger på at samle sammen og pakke og forberede og skrive op og forstå og blive vaccinerede drog vi af til Kastrup lørdag eftermiddag med alt vores grej og habengut. Så triller man rundt 2 mand begge med kuffert og computertaske, samt yderligere tilsammen 6 kasser med måleudstyr og sikkerhedsudstyr til at måle og færdes sådan et sted. Afsted og på business class via Istanbul med Turkish airlines. Vi havde kun 37 kg. overvægt i alt - gæt en pris - der var ellers "kun" inkluderet 50 kg. pr. mand på business. Og det må jeg sige, at man virkelig bliver vartet op i den sammenhæng, der er lækker menu og selv det tyrkiske flykøkken kan være ret godt, og man kan lægge sædet helt ned for at sove i sin egen lille bås, og der er rigtig god plads. Uanset, så sover jeg nu ikke godt på et fly, men vi kom godt frem til Jakarta søndag aften. Vejret på java er mellem 25 og 30°C og meget fugtigt, og det regner de fleste dage i marts, så det første vi stødte ind i var den her mur af varm, fugtig luft da vi kom ud af lufthavnsbygningen. Gudskelov er alt indendørs i Indonesien luftkonditioneret. Og det kan myggene ikke lide.
Man skal ikke ønske sig at køre selv i Indonesien generelt, og omkring Jakarta og på Vestjava står det udsagn med kapitaler og understregning og et par ekstra udråbstegn omkring. Trafikken er helt enkelt sindssyg, udover det er der naturligvis venstre-kørsel, og på en eller anden måde får de det til at glide - om end man må tage sig til hovedet eller holde sig for øjnene, når de kan køre sådan et par biler og et par scootere ved siden af hinanden i hver retning i færd med at overhale på hvad der i bredden minder om sådan en dansk vej på landet (ca. 5 m. bred?), bare med den forskel at der lå så deres huse og butikker og værksteder tæt langs vejen og at der var en god del fodgængere og ikke noget fortorv. Og hvis der er plads på vejen foran een eller ved siden af, så kan man regne med, at en anden bil eller et par scootere hurtigt fylder pladsen ud. Og der var mange, mange scootere, og dem kunne de fint have 1 m bred last bag på eller sidde to eller sågar tre mand på. Overordnet set jo ret brændstoføkonomisk. Dog ikke helt uden ulykker, for indimellem lå der lastvogne og biler i vejsiden med bunden i vejret, og udrykningskøretøjer så vi da også af og til.
Så hentet blev vi i lufthavnen, og hele ugen blev vi kørt ud og hjem mellem anlæg og hotel med chauffør og vogn fra anlægget, og så kunne vi samtidig studere omgivelserne på vejen (8 km i fugleflugt, 20 km kørsel, som tog omtrent 40 minutter). Indonesien er fattigt, Java er meget folkerigt, og det er tydeligt ude på landet - man synes, at man bare hele tiden kører rundt inde i en by i forskellig grad af slum. Det skyldes så, at når der er en vej og lidt plads på en side af den, så skyder der automatisk huse op langs vejen, men bebyggelsen går så ikke i så meget i dybden bort fra vejen på landet. Så bagved en eller to rækker huse tager småbitte marker, skov, sump eller jungle over.
Ude på selve anlægget havde vi på en ret nærværende, havde nær sagt hårdtslående, måde en opfattelse af, at både miljølovgivning, arbejdsmiljø og arbejdssikkerhed måske kører efter en lidt anden standard end i Danmark. Man kan også sige, at de gik lidt mere op i at deres viskosefiber-fremstilling fungerede og gav et godt produkt, som de jo tjener penge på, end at det anlæg som behandler deres affaldsgas kører helt Spitze. Med videre. Over det meste af anlægget var der ligesom sådan en bagvedliggende em af det her svovlkulstof. Os to vesterlændinge gik rundt med portable svovl-gasalarmer, filtermasker og filtrerende friskluftudstyr i vores flammehæmmende arbejdstøj og svedte. Og alarmerne udlod da heller ikke at gøre os opmærksomme på forholdene, mao. de bimlede og bamlede snart sagt hver tredje minut, selvom det i reglen mest var for under ppm-niveau og lige i grænsen af hvad alarmerne kunne måle, dog lidt afhængig af hvor på området man var. Det baggrundsniveau virkede dog ikke til at være noget som de ansatte på anlægget gik op i, i hvert fald havde de gerne bare skjorte og hjelm på som beskyttelsesudstyr, og ingen filtermasker eller noget. Måske lidt institutionaliseret fatalisme på arbejdspladsen, måske et produkt af den fattigdom som de oplever, hvor man derfor er heldig, hvis man har et arbejde på det her anlæg, og hvor en arbejder bare er en maskine billig i drift, som man hurtigt kan få en ny af, hvis den holder op med at virke. Et par gange havde vi noget grum svovlgas der slog ned fra en skorsten, ja derude kan man køre gassen ubehandlet lige op i himlen og ud til fuglene og folkene uden at nogen ser skævt til det, og ved de lejligheder gik vi ned og væk fra svovlsyreanlægget, for det var ikke forsvarligt at arbejde ved.
Vi fik færdiggjort vores måleprogram på anlægget i slutningen af den sidste måledag vi havde, og havde ikke tid til nogen gentagelser, selvom vi fra start mente at vi havde afsat rigtig god tid. I reglen har man egentlig ikke god tid, når man måler på anlæg. På grund af nedbørsmængden og vejrliget var vi også nødt til altid at have overdækning over vores udstyr, som også skulle flyttes rundt og pakkes sammen indimellem, det kan ikke tåle vand når det er pakket ud, så her skulle der laves bivuak og overdækning og bindes knuder og laves anker, så det var noget spejd der var prøvet før, der her kom til sin ret. Men bl.a. fordi deres anlæg ikke kørte ret stabilt og et par gange (af to forskellige årsager) var nødt til at lukke for gastilførslen, måtte vi bruge en del tid på at vente. Det gav ikke mening at måle, før der var stabil drift.
Det var måske meget lærerigt at opleve, at det smukke princip nævnt i starten om at alt svovlet bliver fanget og ikke lukkes ud til omgivelserne og som står i beregninger og på flowdiagrammer, ikke altid holdt til virkelighedens prøvelser, i hvert fald ikke sådan som det blev gjort der. Uanset hvad var de utrolig gæstmilde mod os overalt. For mig var det også en oplevelse af det vi gør kan betyde meget derude, og at der også var god brug for en imødekommende, konstruktiv, fremadrettet og beredt mentalitet for at komme i mål med målinger - mao. duelighed opøvet som spejder. Meget apropos, det indonesiske spejderkorps er verdens største, 17 mio spejdere ud af en befolkning på 260 mio. Jeg havde derfor i den anledning taget mit Gilwell-tørklæde med. Vi endte dog ikke med at skulle lave spejderledelse med de unge indonesere, men vi kørte da forbi i hvert fald et par spejdergrupper på vejen og så også nogen af de små stormtropper med spejdertørklæder på, i gang med noget læring og relevant foretagsomhed i deres lokalsamfund. Det er spændende at se hvordan man er spejder i andre lande, og rigtig mange steder er det knyttet til at gøre noget nyttigt for andre lokalt og i omgivelserne.
For mig var det første tur til Asien, så nu er det da vinget af på listen. Jeg har heller ikke prøvet at betale 11 millioner for overvægt af indchecket bagage før, men det fik vi så lejlighed til i lufthavnen i Jakarta fredag. Lørdag middag var vi så sikkert hjemme igen, og steg ud i Kastrup i det fineste tidlige lune vårvejr som vi kunne ønske os.
Husmandssang
Skrevet af
| søndag, 2. april 2017 kl 12:12
Stikord: have, havehold, forår, vår, vejr, kartofler
 I går greb vi hakke, skovl og spade (og greb), og greb siden an på den kriblende muld, for nu kribler det også i fingrene og det er den tid på året hvor den indre bonderøv for alvor vil have luft. Jeg var i nyttehaven med vores haveteam for 2017, nemlig KK m. familie samt hans bekendte Ivar m. familie. Vores 100 m2 lod i Sundby skal atter frugtbargøres. Der bliver arbejdet med en sindrig sædskifteplan, hvor arealerne ligger i løbende rotation, og placering og afgrøder bliver forhandlet på plads efter mange argumenter frem og tilbage. Der kan være flere tilgange til havehold, vores er i hvert fald ikke udelukkende styret af spontanitet. Også derfor skæves der nu fremover nervøst til vejrudsigterne, hvornår kommer solen, er der mon (oh ve!) risiko til nattefrost, og hvornår får vi atter en sjat livgivende regnvejr.
På en en lun og solrig lørdag fik vi derfor gravet det gamle ragelse fra 2016 endeligt op, vi fik ploven i jorden (ja ok, kultivatoren), og vi fik lagt kartofler og udsået forspirede ærter. Også kartoflerne har vi haft til forspiring i en god måneds tid nu, og de har fået de fineste spirer - de er blevet sået ud med fiberdug over og lidt ekstra næring med det bedste krudt fra hønsegården. I år prøver vi at så tre forskellige sorter og igen satser vi benhårdt på at få Sundby Nytteforening N/F´s første kartofler. I tillæg fik vi og en hyggelig og smuk forårsdag med godt og produktivt samvær.
Læn Dem ud
Skrevet af
| tirsdag, 25. april 2017 kl 00:07
Stikord: spejder, tog, kursus, ledelse, patrulje
 Jeg kan godt lide at køre i tog. Jeg ved godt at visse har DSB som prygelknabe; det vil jeg blæse på. Bevares, der er forsinkelser og myldretid. Jeg kan godt finde ud af at gøre tiden til min egen, om det så er S-tog eller IC3. Lidt refleksion og eftertanke kan man også pine ud af sådan en tur, mens man smiler og nyder det pyntelige vårfriske danske landskab - hvor smukt naturen sig betér og lér.
Indimellem kan jeg sidde der og spekulere jeg på, om der overhovedet er plads til nytænkning på den måde jeg lever og fordriver min tid på. Arbejde, spejder, korsang, familie, madklub. Frem og tilbage, ud og hjem, cykle løbe, og masser af administration og emails. Så er dagen / ugen / måneden gået. Det er jo ikke som om at jeg har levnet plads til ubegrænset ny foretagsomhed, måske er det et produkt af at tage ansvar for andre eller noget af andres, men glemme sig selv i processen. Lidt metamorfose tænker jeg så at kunne behøve eller længes efter, og hvem kan vel ikke drømme om at se det grønnere græs på den anden side af sporet?
Senest, i påsken, fór jeg til Esbjerg med dampdragen. Meget af min påske blev brugt på at nyde det gode og særdeles karaktérstyrkende danske forårsvejr på spejderledelseskursus, "Ledelse i praksis". Det er sådan et kursus, som så mange i spejderregi, hvor ledelse er centreret i patruljen og på refleksion deri, og hvordan kobler det til vore værdier og principper for ledelse.
Så render man rundt i sådan en patrulje med 3 andre ledere fra anderswo i landet - Costa Concordia hed vores patrulje, men det føltes ikke som at vi var gået på grund - spejdersport er jo patruljesport - og vi skiftedes til at være leder. Det var så mestendels anlagt på at være udendørs med ikke for megen indendørs mås-til-sæde-føring, og det gav sig så udslag i forskellige ting. Med overnatte i telt, madlavning udendørs (på trangia - dog), lejrbål og forskellige udfordringer. For vores vedkommende og muligvis med et vist mål galskab, engagement og beslutsomhed på samme tid, må man sige at stemningen greb os da vi så en bunke rafter og en rulle snor, for så skulle der altså laves køkkenbord, selvom det ellers ikke var noget der lå i kortene på kurset.
Slutningen af kurset var på Fanø, så der var også en god vandring og refleksion og debat at tilbagelægge for at komme did. På det her kursus farves også programmet efter det stedlige. Så vi fik også danset folkedans, det er stort på Fanø, og nærstuderet Nordby kirke, som er en spøjs kirke hvor skibet er kort og meget bredt ligesom Christianskirken på Christianshavn (og hvor der hænger MANGE skibe i skibet). Og søndag inden vi skulle hjem var der samle østers i Vadehavet. Der er sikkert dem der tror at Østers er noget sjældent og dyrt. Men vi fyldte en 15 L spand på 15 minutter, og så hjem til vask og grill - ikke dårligt.
Det var fedt. Er der nyt? Jo lidt; jeg begynder at gå i sejlerskole for voksne for at tage duelighedsbevis til sejlbåd. Lidt har tankerne i toget ført med.
Der stod jeg i toget og tænkte,
hvad er det her for noget rod?
Hvad skal vi med den danske ubeslutsomhed
og nogen burde gøre noget?
Læn Dem, læn Dem endelig ud.
Og lige der imellem Jylland og Fyn
Og meget langt hjemmefra
Ku´ jeg pludselig høre en utydelig indre
højtalerstemme som sa´:
Læn Dem, læn Dem endelig ud,
læn Dem, hæng Dem, smid Dem endelig ud
og læn Dem ud over reglerne,
systemerne, principperne,
og smid Dem endelig ud.
S.B.
Nyt ei mennyt niin kuin Strömsössä
Skrevet af
| søndag, 21. maj 2017 kl 23:55
Stikord: korsang, sejlads, Brahe Djäknar, NSSS, Uleåborg, Gotland, Västervik
For tiden er det sådan, at jeg ikke har meget til overs tid i kalenderen, aftnerne og weekenderne er fyldte (sang, spejder, sejlads og indimellem lidt i en kombination?!?!), og ja mere til, jeg har også haft den sidste uge fri på ferie faktisk. Ellers er der jo også et arbejde at passe i sin fritid...
I starten af maj har mit kor været en tur meget højt mod nord i starten af maj, nemlig i Uleåborg til Nordisk Studentersangerstemme (NSSS). Det er jo sådan en lejlighed hvor der kommer noget volumen bag ved sangene - 1600 sangere som synger Finlandia-hymnen med orkester på, det er noget der rykker. Finland fejrer jo 100 års selvstændighed, så det farvede nok repertoiret noget (det blev så også ret finsk, for at sige det som det var). Men jeg kender jo lidt til det i forvejen, så det er ikke helt finsk for mig.
Vår kan man vel også godt kalde det, der var da lyst det meste af døgnet og efter danske forhold vældigt lyse nætter. Og konstante temperaturer lige omkring frysepunktet. Og fjorden ud for campinghytterne, hvor vi boede, dvs. den botniske vig, var af massiv is.
Den følgende weekend var jeg i Åbo tilbage hos sangerbrødrene (og -søstrene) i Brahe Djäknar, som fejrede 80-års jubilæum ved en storslået koncert og en ligeså storslået sittning efterfølgende, og ligeså storslået med gensyn og fra nær og fjern - på en eller anden måde begynder jeg at have venner i en del akademiske kor i norden nu, og det er vel egentlig et ret fantastisk privilegium at kunne knytte kendskab og venskab på den måde i vores kulturkreds.
En plan dukkede da op i fjor, hvor en af sangerkammeraterne fra Åbo, Fredrik, fik den lysende ide at vi efter BD-80-jubilæet kunne drage på vårtogt og sejle Anders tilbage til København, så han ikke behøvede at tage flyveren. Fredrik har en 38-fods sejlbåd helt i træ, Cabane III, lidt af en havkrydser, som har sejlet jorden rundt 3 gange. Jeg havde så først troet, at man skulle i havn om aftenen, men det forstod jeg så ret hurtigt ikke var meningen før den Københavns red. Så den plan blev så optakten til sidste uge, da vi søndag eftermiddag begyndte at klargøre båden til sejladsen og pakke og stuve - Fredrik med lidt hjælp havde forstås været i gang i halvanden måned op til for at klargøre skibet efter vinteren. Siden kom så Sele og Janne, så besætningen var fuldtallig. Så mandag årle morgen 15. maj stævnede vi ud gennem skærgården, og alt tegnede lyst med friskende vinde fra nord og fin vejrmelding til en herlig sejlads mod sydøst.
Ja ja, så, nu gik det ikke rigtigt som på Strömsö, som finlandssvenskerne siger, et udtryk der har navn efter et finlandssvensk boligprogram fra Strömsö, hvor alting ser fantastisk ud og er pastelfarvet og moderigtigt og tandpastasmil.
I vort tilfælde kom vi desværre ikke helt til København. Nå men vi kom ud af skærgården slut mandag eftermiddag til åbent hav, og når man sejler om natten så skal det helst være på åbent vand for det duer ikke at navigere uden solide GPS-plottere og elektroniske søkort i et småø-og-skærs-farvand (og dette var vi foruden). Da vi kom så vidt, ved Utö, så var der en rigtig frisk vind, vi måtte rebe sejlene ind af flere omgange. Og en fin lille søgang man også får, når bølgerne får lidt plads og nogle sømil til at bygge sig op over. M.a.o. blev Sele og jeg sådan grundigt søsyge og havde en lidt hård aften og nat. Morgen til tirsdag løjede det meget af, og jeg var på en eller anden måde "frisk" igen og kunne sidde og have vagt ved roret fra sådan kl. 4-ish og nyde solopgangen og hav på alle sider ud til kimingen, blot med et par enkelte trafikerende skibe langt forbi os. Ved middagstid skimtede vi Götska Sandön, og hen på eftermiddagen Gotland. Vinden var sløj, mandskabet træt og trængte til god skafning, så vi gik i havn i en lille bitte gæstehavn, Lickershamn, i nordenden af Gotland.
Her lå vi så natten over og fik hvilet ud. Vi ventede onsdag, som bød på regn og dårligt vejr og dårligt sigt, sligt duer ikke til sejlads. På dette tidspunkt indfandt den generelle opfattelse sig så, at så kommer vi ikke med båd til København. Torsdag havde vi et fremragende vejr, 25°C og sol fra en skyfri himmel (men ikke vind nok til sejlads), hvilket gav mulighed for skovtur og ekspedition ind på Gotland for at skaffe. Torsdag aften var vejrmeldingen da lempelig, så vi kunne gå ud kl. 18 og sejle på tværs af Gotlandssundet og ind gennem de østsvenske skær følgende tidlige fredag morgen i dagslys. Dette gav en rigtig god aften-, nat- og morgensejlads, trods tæt aftentrafik på sundet (det var min og Seles vagt), hvor jeg siden kunne vågne kl. 8.30 til strålende varm sol i indsejlingen til Västervik.
Derfra gik det så hjem for mit vedkommende til København, via Kalmar, Växjö og Malmø, sammen med Sele, som jeg siden brugte weekenden på at vise rundt i København. Fredrik og Janne sejler båden tilbage som de eneste to, og er nu på vej retur på den lange våde vej efter at have ventet på gunstige vinde.
Nogen kunne bemærke, at søgangen og vejrliget oversteg en del af mandskabets evner ift. at nå København, men måske også det sikkerhedsmæssigt forsvarlige og det praktiske ladesiggørlige (- og svag vind, tåge og modvind er svært at sejle 500 sømil til København i). Til søs er det vinden og vejret der bestemmer endnu. Men det var meget sjovt og givende og oplevelsesrigt. Tak.
Skærgård
Skrevet af
| fredag, 21. juli 2017 kl 16:35
Stikord: Finland, sejlads, Cabane, ferie
Sidste uges tid har jeg brugt i (på) det finske skærgårdshav. Før ferien var jeg meget heldig at min gode ven Fredrik Sandström, djäkne (2B) såvel som træbådsejer og -skipper, arrangerede og skaffede bemanding til en bådsfærd rundt i den finske skærgård. Fredriks båd hedder Cabane III, og som tidligere omtalt på denne side er det en havkrydser helt i træ fra 1969, der har været rundt om jorden 3 gange før Fredrik købte den sidste år.
Så vi sejlede rundt på en odyssé udi skærgårdshavets steder og krinkelkroge (der er nok en del vil jeg mene), men også historie og miljø blandt de tusind øer og skærs beboere - og undersøgte hvordan man holder sommerferie i Finland. Hav, sol og vind var med os, så vi kunne gå for sejl hele tiden undtagen ved ind- og udsejling til havn, og vi havde en overordentlig fin og meget smukt tur. På turens første dage var Johnny og Johan med sammen med den eksemplariske skibshund Winston, på de sidste dage var Thomas med. Vi besøgte venner og bekendte der ferierede derude, en overnatning hvert sted, og der foregik alt i en rolig rytme afstemt efter vind og sejlads, med sene måltider og fokus det nære og umiddelbare (helt ulig hvordan jeg plejer at være, hvor alt skal være planlagt et halvt år frem).
Nogle karakteristiska ved et traditionelt finlandsk sommerhus på en skærgårdsø er at det er lavet af træ, selvfølgelig, og at der ikke altid er strøm eller rindende vand. Toilettet er et muldtoilet i et skur (velkendt for en spejder), mad laves på gas eller grill (eller gasgrill), vand fås fra egen brønd. Og meget typisk gik vores tid da også med at læse, gå tur, lave mad, grille, spise, være udendørs, spille kort, og meget på at gå i sauna og bade selvklart. Udover sejladsen. Det er vist sådan alle de lidt mere lokale holder ferie i den finske skærgård,
Det vrimler med bær, meget af Finland er dækket af blåbær - og på Björkö var der både blåbær, mosebølle, revling, multe, og selvfølgelig enebær. Jeg elsker blåbær og kunne denne gang få friske blåbær på min müsli om morgenen, sammen med blåbærberiget blåbæryoghurt.
Ruten blev sådan her:
- Fre 14/7: Åbo-Satava værftet - Storterv Haradsholm
- Lør 15/7: Storterv Haradsholm - Tammo
- Søn 16/7: Tammo - Nagu Kyrkbacka
- Man 17/7: Nagu Kyrkbacka - Björkö
- Tir 18/7: Björkö - Innamo byviken
- Ons 19/7: Innamo byviken - Åbo-Satava værftet
Ruten er optegnet på dette kort.
I morgen lørdag drager jeg på Spejdernes Lejr i Sønderborg med min spejdergruppe, Bagsværd Gruppe. Næsten et helt års forsøg på at klargøre for at være vel forberedte på en gruppelejr med små 90 spejdere hos os (og 35.000 spejdere i alt i lejr). Jeg er sandt for dyden lidt spændt på, hvordan det skal gå.
Lejrliv
Skrevet af
| søndag, 13. august 2017 kl 14:35
Stikord: spejder, arbejde, vejr, regn, Spejdernes Lejr, losseplads, rejse
Sidste uge af min ferie, den sidste i juli, var jeg på Spejdernes Lejr, som er den fælleskorpslige spejder-landslejr (med besøgende udenlandske indslag) der blev afholdt lige nord for Sønderborg. Fra Bagsværd gruppe var vi næsten 90 mennesker afsted i gruppelejr, men heraf også over 20 ledere, så der var dog en vis sammenhængskraft og et mådeligt overblik i kaos, vil jeg sige.
Og vi havde en spændende uge, masser af aktivitet, lejrbål, lejrliv og Gud ske lov en lidt mere spejder-betonet oplevelse af denne Spejdernes Lejr end den for 5 år siden. Jeg er ikke nødvendigvis fan af store lejre, for selvom de ofte er store oplevelser, er de ikke altid store spejderoplevelser. Så her gik det bedre, vil jeg mene.
Og vejret, med ikke en dag uden sin helt egen type regn, gjorde også sit til at fordre at vi gjorde vores bedste, som vi lover i spejderloven; thi, nu klager vi jo ikke som spejdere på vejret, ej heller når det er rigtigt spejdervejr, og vi blev i hvert fald udfordrede og havde så, kan man tørt (!) konstatere, lejlighed til at vise om vi så duede til noget og om vi tog besværet med et smil og holdt trit og retning som spejdere i det vejr og føre/pløre.
Efter det tilbage på arbejdet en uge igen efter ferien, tilbage til opgaverne og laboratoriet, for i hast at forberede den næste tur: I den forgangne uge var jeg nemlig med en kollega i det nordvestlige USA for at få en lokal testopstilling til at fungere igen. Den står på en losseplads og behandler noget gas derfra. Endnu en spejderlejr, nu som arbejde, kan man næsten sige, hvor der også var brug for hittepåsomme løsninger, fantasi og arbejdsomhed, samt et vis mål af lederskab og kommunikation.
Her var vejret dog lidt anderledes: 30 grader (Celsius...) og fuld sol, der havde faktisk været tørt i over en måned. Og til tider et hint af en lidt dubiøs oduer fra det rådnende skrald. Ingen klagen herfra, men det er dog også rart at kommende hjem igen i fredags til lidt mere saltfrisk havluft og tempererede vinde.
Florentinsk hede
Skrevet af
| tirsdag, 5. september 2017 kl 22:55
Stikord: katalyse, konference, Firenze, Italien
Arbejdet sendte mig sidste uge til Firenze, eller jeg sendte mig med arbejdet did, hvor der var en stor konference om katalyse. EuropaCat, hedder konferencen. Katalyse, hvad er det? Det er når der skal fart på kemien, som min gamle vejleder sagde det for mange år siden.
Når man er et katalyse-firma så må man jo også være sådan et sted nogen stykker og være aktive og udadgående, og udover at gå til foredrag så stå i firmaets bod og præsentere os. Der er folk og kontakter der skal mødes, og der er videnskab der skal forstås. Så man er i gang de fleste dage fra otte morgen til sen aften, hvor afbrækket fra konference og bod kun er ud at spise frokost midt i det hele og middag efterfølgende.
Maden i Firenze var nu nok nydningen værd, og værten på vores hotel kunne komme med særlige anbefalinger at forfølge. Så vi spiste ret billigt, og samtidig rigtig rigtig godt (og for meget, selvfølgelig, hvilket også forklarer, hvorfor man ofte ikke får andet til morgenmad end en crossant og espresso og evt. en smøg i Italien).
Men, det var nu spændende at være på katalysekonference og der var noget at lære. Det var nu ikke alt der var så nyt og hot og brændvarmt at man ligefrem skulle have tænger og varmehandsker. Meget af den forskning der blev præsenteret tænkte jeg, at hvor var det nu jeg havde set det før, nåeh jo, på samme konference for 8 år siden i Salamanca (hvor jeg også var med, allerede anno dazumal kunne man læse herom på bloggen fra Deres Ærbødigste).
Der tales indimellem om teknologisk inerti, altså det at når man er gået igang med en teknologi, så hænger man på den og har svært ved at forlade den pga. investering af ressourcer og tid og folk og dimser og maskiner. Her kunne man måske tale om akademisk inerti.
En ting der også var spændende men som jeg nød mindre var at prøve at overleve i det florentiske vejr, damn det var hot, som i hele perioden stod på så høj en sydlandsk sol og 35 grader. Så der var (endnu) et bidrag af det sommervejr, som næppe bekom nogen denne sommer i Dannevang.
Somme kunne måske i løbet af en lang og mørk og kold nordisk vinter ønske sig toscanske tilstande.
Jeg var nu fro og fornøjet med at komme tilbage til mere tempererede tilstande, og nød da også weekenden - mens septembers himmel endnu var sensommerblå - med at plukke mirabeller og brombær, og cykle og besøge venner til frokost. Man kommer til at savne rugbrød i Syden, det passer.
spejdervejr
Skrevet af
| onsdag, 1. november 2017 kl 22:18
Stikord: spejder, o-løb, efterår
Bladene skvatter af træerne, solen forsvinder allerede om eftermiddagen (hvis den overhovedet viser flaget), det er køligt, det er regn, det er rusk. Spejdervejr!
I weekenden sidst var jeg på en årlig nordsjællandsk spejdertur, som hedder sølvøkseløbet. Det er sådan en slags orienteringskonkurrence for spejdere over en håndfuld forskellige O-løb, ja det handler ikke om andet - så konkurrerer man om en kæmpestor økse med sølvhoved som vandrepræmie.
Det er 17 år siden jeg sidst har løbet et rigtigt O-løb, hvor det kun handler om at finde poster og ikke løse alle mulige opgaver ved posterne, og hvor jeg ikke selv skulle arrangere løbet og sætte posterne ud. Glædeligt gensyn.
Man løber i tomandshold, undtagen på en af banerne, hvor der er enkeltstart. Dog er der altid noget lusk ved o-løbet på Sølvøkseløb, og i år var ikke nogen undtagelse, der var krydret orientering: Spejlvendte, blandede kortudsnit og linjeløb, kompaskurser uden afstande og ukendte fejlvendte kortbrikker, gamle luftfotos fra da mormor var dreng, ekstra-poster og bonus-poster og "Står på en alpetop-løb" - ja sandelig om ikke højdekurverne i Rude Skov ligger tæt, så der skulle vi rigtig meget op og ned. Så der var både motion og udfordrende hjernegymnastik med kort.
Fredag aften tre natløb i alt 13 km i fugleflugt, lørdag 3 dagsløb i alt 21 km i fugleflugt, lørdag aften fest. Søndag (og mandag) særdeles ømme syrebasser og fødder og vabler (det værste er næsten vablerne mellem tæerne, nå men hvad, det fortager sig dog). Vi sov ude i et bette tomandstelt, og der kunne man RIGTIG høre regnen og stormen flå i træerne. Det var rart, at de ikke drattede ned (telt såvel som træer). Vindens tuden holdt mig dog ganske vågen, så søndag var jeg træt træt træt træt.
Glasnissen er vågnet
Skrevet af
| søndag, 3. december 2017 kl 21:40
Stikord: brunkager, familie, jul, advent
Glasnissen hjemme hos mig vågnede her til eftermiddag, og indvarslede dermed juletidens komme. Glædelig adventstid, glædelig forjul!
...?
I dag 1. søndag i advent stod den på julesmåkage-bagning derhjemme, med en lillebror + kæreste, fætter + kæreste og endnu en fætter. Der var frokost, juleklippeklister samt tilblivelse af brunkager, klejner og jødekager over middag, hvorved køkkenet (og stuen) var ganske fyldt af familie travlt sysselsat og i gemytlig passiar. Det har ofte undret mig at mange beflitter sig på at bage småkager alene og tale om hvor julen er travl med at skulle nå meget. Selv synes jeg at det meningsfulde i julen er at nå lidt mindre, men at nå det med andre, så det gjorde vi i dag. Men, traditionen tro skulle det dog hævdholdes også på markmandsgade at der blev kogt klejner, så det også i år kan blive jul i det gamle fedtkogeri, thi sådan er det for en gammel fedtkoger.
Men hvad er så det med glasnissen for noget?
Hos min farmor og farfar var det tradition at en af de første dage i december, en weekenddag, bød på bagning af brunkager. Nogen af børnebørnene var så med til det. Efterfølgende ville farmor ringe og fortælle os, der ikke kunne være med på dagen, at glasnissen var vågnet. Jeg må tilstå at jeg nok var noget oppe i tyverne, tror jeg, før jeg helt forstod koblingen. Glasnissen er i min familie den nissemand af glas som man blandt meget andet hænger på juletræet. Han ligger jo vel nedpakket med så meget andet julepynt det meste af året. Men han har en fin næse og elsker duften af brunkager; og just brunkager er det, der atter bringer ham til hægterne. Glasnissen vågnede altså i dag af sin elleve-måneders dvale når han duftede brunkagerne fra ovnen.
Glasnisser overalt, opvågner Eder - stunden for brunkageduft er oprunden.
|
|
|
|
|
|
|
|
