|
|
blog
2013
A.D. MMXIII
Skrevet af
| torsdag, 10. januar 2013 kl 15:31
Stikord: arbejde, jul, nytår, ski, skiferie
Et godt og lykkeligt nyt år kan jeg nu ønske, og måtte det blive så.
Julen blev fejret hjemme hos mor og far, og i år lykkedes det mig at tage forskud på nytårsfortsætterne med et acceptabelt niveau af motion i løbet af julen.
Nytåret blev skudt af hos en af mine kammerater og hans bekendte på Vesterbro udi Københavnstrup, på næsten behørig afstand af krudt og kugler. Og SÅ kører ræset igen, ja. Kan man vel mene at mørket og gråvejret gør een uforholdsmæssig træt om morgenen, ja, der er næsten ikke kaffe nok i automaten til at få energien i top... Dagen (og dagslyset) forsvinder nådesløst som arbejdstimernes bytte, og imens slides der (i hvert fald buksebage) på kontorer og til dels også i laboratorier.
Dog i morgen aften farer jeg med et slæng af spejderkammerater på skiferie en god uges tid til Sjusjøen i Norge - der var vi også sidste år, men terrænet er så stort og afvekslende, at vi tænker at prøve det end en gang. Først med båd, og så med bil, og så med ski. Det skal forhåbentlig blive en dejlig tur nordpå, og mens vi er væk har DMI lovet, at det også bliver vinter for alle Jer andre herhjemme (allerede for 2. gang denne vinter). Men desværre ikke for meget sne lige med det første, så man ellers kunne tage langrendsstængerne på.
Den kedsom vinter gik sin gang
Skrevet af
| søndag, 3. marts 2013 kl 17:28
Stikord: arbejde, DTU, ski, langrend, spejder
 På DTU Kemi har vi lige startet et nyt lille projekt med Daka Biodiesel, som udover at levere dejlig biodiesel rundt til alle dieselstanderne i landet, har et lille problem med nogle restprodukter, som skal renses for svovl (noget svovl, som de vist, måske tror vi, kunne have hældt ned i deres fedtsuppe tidligere i processen). Det er jo rigtig dejligt at komme tilbage i brechen for det, som man egentlig har taget sin ph.d.-uddannelse i. Så to gange har vi været ovre på Det Store Fedtkogeri i det østjyske og udtage prøver og tale om svovlkemi og svovlanalyse, og mit laboratorium er nu igen fyldt op med prøver med sort snask. Velbekomme.
Det i tillæg har jeg i godt et halvt år og til stadighed arbejdet med røggasrensning med henblik på skibsudstødning, hvor vi nu har fået nyt analyseapparatur i drift . Så der sker lidt. Det er godt.
Min kammerat Steffen har udstationeret sig i Bryssel i forbindelse med det her fællesmarked og eurokratzone, og derfor var Anders III og jeg (= Anders I) nede og hilse på ham i øllandet Belgien i en weekend. Her blev der set og smagt på, drukket og spist af belgisk finkultur (pommes frites med muslinger og øl), men der var dog også tid til at beskue museumshængte flyvemaskiner og Art Nouveau-arkitektur (dss. Jugendstil, eller tillempet til dansk: skønvirke).
Nu bereder foråret sig på at pible frem i ryggen af jorden. Vi kan slutte, at det var godt, at vi fik lov til at opleve en rigtig vinter med vedvarende frost, men noget mere snefald havde været at foredrage for os skiløbere (andre finder sikkert, at vi her i landet har fået rigeligt): Jeg havde håbet, at det kunne blive til skiløb udover mark og enge i år, men der kom i underkanten til at det blev rigtig anvendeligt (eller også kom det, mens jeg var udenlands, f.eks. for at løbe på ski...):
I uge syv brugte jeg et par dage med Steffen, Karl Kristian og Tue, hvor vi fór en dejlig tur op til en smålandsk stuga, og så stod den på skitur ud over engene og gennem skovene, steg og sovs og surt, og kortspils-aften om kvælden. Den store skov her, den skal man ikke fare vild i - det er den skov, der hedder Sverige, sagde Steffen. Så sådan var det.
Skiferien til Norge midt i nordfrosne januar var et fint og idrætsligt afbræk. Det var dejlig varmt på fjellet i sol, helt op til -6 grader, tror jeg. Det var nu ikke standarden hele tiden. Sjusjøen ligger i et slags kuldehul (nordmændene taler om "snøhuller"), hvor der er skiføre 6 måneder om året. Det fik man så at mærke, når man løb nede ved søen eller langs fjeldelvene. Her var der måske mere sådan -25, så her havde vi det lidt som om at bagen og snuden var ved at fryse af.
Senere på måneden havde spejderlederne i Mølleå Division udpønset en lille ledertræningstur for vores patruljeledere og patruljeassisterne. Her må jeg i al beskedenhed nævne lejrbålsunderholdningen udtænkt og afviklet af undertegnede, som til manges tilfredshed var en sketch gjort på baggrund af et klassisk lejrbåls-western-eventyr i fem akter, samt et lidt mindre klassisk spejd2020-bullshit-bingo spil, som man kan lære at kende her på siden. Titlen: "Den unge, smukke, synergiske cowboy og metarefleksive Lady Rose". Så på den måde kan man sige, at der dog har været eet eller andet nyttigt at bruge alle de spændende nye ord til. Skynd dig at læse det før korpsledelsen i DDS gør det.
Vinter og co. svarer
Skrevet af
| fredag, 29. marts 2013 kl 11:11
Stikord: Vinter, sne, ski. marts
 - ja der var jo dem, der troede, at marts var en forårsmåned. Først af alle jeg selv, kan man se nedenfor. Men ikke i vort land, og sjældent har man da set så hvidt et forår; endda i dag, hvor nu påskeøsten (sådan hedder det!) slår igen.
Statsbanerne og metroen gik helt i chok over varslingen om snefog for en god uge siden, ja de tissede faktisk i bukserne ved buddet om en rask lille fygning og hvidtning. Med logiske resultater deraf følgende (jeg mener: Når man aflyser en god del af S-togene og sætter samfulde tre skift ind på de to metrolinier i morgentrafikken, og flere end et almindeligt antal københavnere samtidig grundet snefaldet beslutter at lade cyklen stå og age med det offentlige, så har vi vist opskriften på ualmindelig morgentrængsel). Men OK, vær beredt, siger de (vi).
Så selv hentede jeg skiene og kørte en morgentur i Gribskov i torsdag i sidste uge - de ski, som jeg "snarrådigt" havde ladet deponere i sommerhus i Hornbæk, for dem fik jeg jo ikke brug efter februars udgang - Københavns skiklub trækker spor op i en håndfuld skove og parker i Nordsjælland, når vinteren arter sig til det.
Se selv hvad DMI sagde
Frivillig i Fødevarestyrelsens EfterRETningstjeneste
Skrevet af
| fredag, 10. maj 2013 kl 14:43
Stikord: spejder, Spanien, rejse, FØSE
 Sidste weekend var der spejder-agent-tur udi de dejlige skove i Nordsjælland.
Kongernes Nordsjælland, skriver turistbrochurerne deroppe, og for os var det
Kongepingvinernes Nordsjælland.
Førevarestyrelsens efterRETningstjeneste (FØSE) havde indkaldt spejderne som ekstra
mandskab til at opklare og afhjælpe en speget sag: En terrorcelle ved navn Delta S
(ΔS) havde, efter den meget omtalte hestekødsskandale, sat sig for at forurene
det gode danske bacon med pingvinkød, som blev importeret fra det sydlige Polen, også kendt som Syd-Polen. Med store stigninger i entropien til følge!
Så Jyde-Anders (mig) fra Bagsværd Trop og en god flok ledere fra Frederikslund Trop
planlagde en større manøvnre for at spejderne kunne medhjælpe til
opklaringsarbejdet. Ergo måtte spejderne ud på en karaktér-styrkende hejk med agent-træningslejr, småpionering, klatring og vadning, hvor deres nørdede spejderledere rendte rundt i jakkesæt, headsets og solbriller. Og på de poster der blev spist citronmåner og drukket kaffe, tør jeg godt love. Og talt i koder.
De unge mennesker var nok lidt møre i sværen efter at have tilbagelagt til fods de i alt små 35 km. med masser af opgaver og bivuak-overnatning i skoven (og måske ikke så meget søvn) fredag til lørdag.
Lidt luksus var der dog mulighed for, så spejderne kom frem til familiens sommerhus ved Hornbæk lørdag aften, fik maden serveret, bivuakken var slået op og der var lejrbål og storskærms-video-debriefing om aften, og de fik åbnet pingvin-burene vha. kodebeskeder og at hacke sig ind på ΔS´ hjemmeside.
Det var rigtig skægt at planlæggge, det var mindst ligeså skægt at udføre. En god fantasiramme er rigtig sjov og nørdet for lederne, og hvis spejderne forstår
den er det da også ok, men ikke et krav. Det var jo rigtig dejligt at kunne bruge sommerhuset som en slags spejderhytte også - forhåbentlig har vi ikke generet naboerne alt for meget.
Denne weekend/intermezzo er der så mere spejder, dvs. klargøring og seddelskrivning og udpønsning af praktiske ting mht. årets sommerlejr med spejderne. I år går turen med troppene i DDs Mølleå Division til Kandersteg International Scout Centre i Schweiz, og hvis der er en ting der er sikker, så er det at udlandsrejser med spejdere betyder frivilligt administrationsarbejde for spejderledere. Hurra for frivillighed, uden hvilken fritid ville være noget helt andet (og nærværende).
Mandag er jeg en god uges tid på ferie i Spanien. I Madrid besøger jeg en kammerat fra Studentergården, som er udstationeret der for studeringer. Sidenhen har kusine Vibeke og hendes i øvrigt ligeså raske og pære-jyske ungersvend besluttet at gifte sig på Solkysten, så det må vi se hvad bliver for noget.
Frühlingsrauschen
Skrevet af
| onsdag, 3. juli 2013 kl 18:19
Stikord: forår, sommer, Spanien, Solkysten, Andalusien, spejder, Gilwell, refleksion
Der er gået to måneder siden jeg sidst skrev her på stedet. Jeg har helt enkelt ikke haft stunder til at forfatte noget, eller jo, stunder har jeg nok haft (et par overspringshandlinger her og der har jeg da taget mig tid til), men der har ikke været overskud til at sidde og skrive, hvad jeg egentlig har lavet. Jeg spekulerer lidt undrende på, hvor blomstermåneden (maj) og skærsommeren (juni) forsvandt hen. Og bedst som du kommer, du fagre skærsommer - så hastigt du flyr som et drømmerigt blund.
Nå jo. I maj havde jeg og familien en vældig festlig og fornøjelig tur til Solkysten i forbindelse med Mathias´ og Vibekes bryllup. De unge mennesker giftede sig i et kapel på et mindre andalusisk palads over tre dage (det lyder næsten som noget fra et eventyr). Det var sjov. En stor del af familien Theilgaard boede på en bjergskråning i en pænt stor knaldhytte i 4 planer med flere terrasser og hyggekroge og egen svømmepøl, det hele direkte ned til Middelhavet. Tiden gik i øvrigt med at lave grillfester og synge sommersange, for Theilgaard-familien bruger anledningen at holde familiefest til at synge korsang.
Udover det fik vi set Alhambra, det gamle mauriske palads og fort i Granada, som man helt bestemt skal unde sig at se, hvis man er i Andalusien.
Jeg havde lidt frygtet, at det ville blive så hedt, at man knap kunne holde ud at trække vejret. Sådan gik det ikke. Det var decideret svalt og mindede mest om køligt dansk sommervejr. Jeg erindrer at gå rundt i småregnende 15 grader C og tale telefon med min sangerbror Andreas, der var ved at blive stegt ved 28 grader C i Finland. På det tidspunkt virkede det lidt som om, at det var en fejl at tage til Spanien.
I juni har jeg bl.a. været ude og sejle enkelte dage med nogen gode venner, jeg har besøgt familien i sommerhuset i Hornbæk, jeg har været i skoven og bygge Mølleåbåd, jeg har haft besøg af et vennepar fra Åbo, nå jo jeg har da også arbejdet, selvfølgelig, og jeg har sunget i kvartet til forskellige ting. Og mit kor har sunget koncert i Tivoli sammen med Tivoli-garden - det har sikkert været et kosteligt syn at se de her unge røde gardere (ja de er vel fra 14 og ned til 10 år!) med deres blæseinstrumenter og trommer og så mændene i kjole og hvidt.
Udover det har jeg gået og bøvlet med den her spejderting, det kan være lidt svært at forstå, også for mig selv. Indimellem gør Anders temmelig tåbelige ting (nogen vil endda sige ikke sjældent). Eller det virker i hvert fald tilpas tåbeligt når man lige har kastet sig ud i det. Man kan sige, at den nærværende tåbelige ting også til dels er ægget af, at min far spurgte for et år siden ca., om ikke sønnike måske selv synes, at det snart var på tide til at tage på Gilwell-kursus, hvis ellers han fremover ville noget seriøst med det her spejderi, som han taler om.
Nå, ok, er det nu allerede dér, vi er kommet til. Jamen godt så...
Gilwell er et refleksionskursus, som skal skabe basis for at forbedre ens (spejder)ledelse og spejderarbejde. Der medfølger 2 foropgaver, skriftlige, som er temmelig... tja, abstrakte ville nogen sige, eller meta-meta-meta-agtige. Det er i hvert fald personlige refleksionsopgaver, som involverer ens ledererfaringer og grundopfattelser på levned og spejderi. Jeg skal ikke komme ind på her, hvad de alle sammen handler om, men tillader mig dog at trække et uddrag af en delopgave ind som eksempel, nu det her ene spørgsmål, som handler om, hvordan man selv vil se at til at skabe rammerne for egen udvikling. Øh tja. Vi har ikke talt om selve udviklingen endnu. Eller rammerne for den. Så hvordan skaber vi hvad for nogle rammer for hvad for en udvikling. Nå, så altså, som man måske kan tænke sig, så kunne ingeniøren behøve lidt fantasi + tid med hovedet i blød, før der kom ord på skærm og papir.
Så det var altså dér, foråret og forsommeren susede hen. Men nu er det ferie (og juli). På mandag går det til Kandersteg i Schweiz med mine spejdere på sommerlejr. Siden kommer jeg hjem et par dage, og sidenhen skal jeg så på en uges lejr i Hovedlandet som del af Gilwellkurset. Efter det tre par dages ro og mag med arbejde en kort tur til Suomi (og Suomis sång), og så kører arbejdstidens store peberkværn igen til august.
Ganger med brækket ben
Skrevet af
| søndag, 8. september 2013 kl 08:16
Stikord: cykel, stel, defekt
 Man vil kunne se i vedlagte foto, at noget uafvendeligt er sket - noget, som har været et år under opsejling, som længe var set komme, og som burde være sket. Før. F.eks. for 6 måneder siden. Mirakuløst, ikke før nu. Men altså, nu, eller det vil sige i går eftermiddags. I skoven var jeg, befordrede mig på min jærnhest (cheval de fer?), nøje spejdende som altid, denne gang efter blomster og bær. Hvad er da hændt?
Mit cykelstel er knækket på underdelen, lige over krankboksen. Der har været optræk til det med dannelse og udvikling af revner i hvert fald i et års tid, men i det sidste 6 måneder har jeg nu kørt med revner det meste af vejen rundt om stellet, uden at de udviklede sig yderligere (ikke synligt i hvert fald). Nå. Nu er det altså slut. Jeg trillede med 3 km/t ad en skovvej, kørte over en (lille!) rod, og så sagde det "tklingt".
Og man kunne jo have sagt sig selv, at det ville ske, for der er lavet et stort hul i stellet til at trække bremsekabel og gearkabel ud af og ned til bagnavet. Spørg mig ikke, hvad der får en cykelproducent til at lave et hul i stellet og derved svække materialet og skabe et naturligt angrebspunkt for stress og revner i materialet. Måske går det sådan, når man fyrer smedene og materiale-teknikerne og ingeniørerne og ansætter smarte designere. Det vil jeg jo gerne tro, men jeg ved det ikke. Eller måske tænkte de bare med røven. Eller de har ansat en flok folk med boremaskiner i stedet for nogen med svejseapparater (thi for foreningen af boremaskiner ligner verden og mange, mange andre ting unægtelig noget, der kunne trænge til at have nogen flere huller i). Tja.
Det har dog den interessante effekt, at nu skal der købes en ny cykel, der er meget federe end den gamle. Og når dén kommer - ja så bliver gaderne usikre. Så ses vi ude på landevejen, hvis du når at se røgen.
En lidet besunget sommer
Skrevet af
| søndag, 8. september 2013 kl 22:25
Stikord: spejder, sommerlejr, Gilwell, korsang, Brahe Djäknar, Florakören, Finland, studentersang
Sommeren er forbi nu. Den gik med spejderlejre. Den gik med korsang. Den gik som ofte med at slukke et antal ildebrande rundt omkring i forskellige sammenhænge - i løbet af august. Nå ja bevares, det er jo tit ildebrand, som jeg selv har været med til at stifte, og som jeg synes er sjov eller givende at slukke. Sommeren gik i hvert fald ikke med at skrive blog, for igen er det måneder siden sidste livstegn.
På sommerlejr i Kandersteg i Schweiz var en storartet affære. Særligt var det en stor oplevelse at vandre i bjergene med et lille hold spejdere, bl.a. på bræ (gletsjer) med isøkse og hue og handsker - midt på sommeren, på fjellet i 20 graders varme, hvabehager.
Sidenhen på Gilwell-kursus hjemme i Jylland og det var nok... ja, det kan man ikke rigtig forklare. Et slags lejrkursus var det da, men det handler om ens personlige tilgang til sit spejderarbejde. Jeg har sjældent været på så intensivt og personligt krævende et kursus, og et kursus så svært at forklare. Og et kursus som skal danne basis for en langsigtet gentænkning og forbedring af ens spejderliv, og som man altså af forståelige grunde ikke bliver så nemt færdig med (hele kursusperioden er faktisk 9 måneder i alt).
Så øh jeg forbedrer, det prøver jeg ja, og finder ud af hvad nyt der skal gøres, og hvad for noget af det jeg egentlig gjorde, som jeg så skal ændre og styrke. Hvad er sjovt, hvad giver energi, hvad er udviklende. Og måske også, hvad man så ikke skal gøre. Det fordrer lidt spekulation. Om ikke andet sidder den spekulation i baghovedet når man går i gang med at slukke de næste ildebrande med at lave divisionsturnering og Mølleåsejlads med spejdere.
Sidst i august fik Studenter-sangforeningen (mit danske kor) så sangerbesøg af Brahe Djäknar og Florakören (mine finske kor) fra Åbo Akademi, i Kongens By. Og det betød jo koncentreret nordisk forbrødring og glad studentersang, og jeg og et par andre ankermænd brugte tid på at planlægge og klargøre og arrangere fest og koncert sammen med dem. Selv havde jeg også fornøjelsen af at være deres guide på en krorunde samt forklare lidt om byen. Som tak besluttede styrelsen for Florakören åbenbart at gøre mig til "kallad medlem" (~ hædersmedlem), hvilket da det jo er et Quindekor skulle kunne blive underligt i praksis (selvom man tidligere kan have set undertegnede i lignende roller, f.eks. som Luciabrud...).
Det var, hvis jeg selv skal sige det, et par mægtig fine dage, og så kunne vi nok få vores knivstikkende nordisk-forbrødrede mumitrolde sendt hjem i bussen mod Stockholm og Åbo med tømmermænd efter et som ventet sundt indtag af øl samt >4 cl. snapse og <3 timers søvn... :-D
Jæger-samler-kultur
Skrevet af
| fredag, 20. september 2013 kl 14:37
Stikord: høst, efterår, bagværk
Jeg forsøger at fralægge lidt tid på at samle bær i år, så der er noget at sylte på, bage med og lave spændende og tilnærmelsesvist nye nordiske desserter af (njaerh, eller måske nordiske, men ikke helt vildt nye... gammeldags, faktisk). Jeg burde i det hele taget gøre det mere, synes jeg - jeg har opsat eller ligefrem, ja, syltet opgaven at høste bær i tidligere år. Jeg, der ellers er glad for natur og for bær, for syltetøj og bagværk, og for at høste fra naturens umiddelbare spisekammer.
Ude på Vestamager kan man f.eks. finde et væld af havtorn, der netop nu er blevet modne. Havtorn bærer orange bær, som sidder i stort tal på en høj og meget stikkende busk med smalle grå-grønne blade (naturens eget Nato-hegn), og det har rygtet at være det sundeste bær i den nordiske natur, hvis man altså tør plukke det. Det smager meget syrligt, og som en mellemting mellem ananas og passionsfrugt. Ellers er der stadig brombær rundt omkring.
Far har lamenteret lidt over, at der ikke har været tid til at lægge fuglenet over hans vinstokke i sommerhuset i år, så den del af må nok afskrives til fuglene (man kan læse, hvorlunde det dengang gik).
Sidste søndag fik jeg et læs æbler og blommer hjemme fra den fædrene have, og fik et par dage senere omtryllet nogen af blommerne til blommechutney og en blommekage, som begge fik en vis ros. Det er måske ved at blive en spidskompetence for mig at bage med efterårets helt egen lokale og akustiske høst.
Mangen eg er for uvejret segnet
Skrevet af
| onsdag, 13. november 2013 kl 14:09
Stikord: sommerhus, eg, skovning
 ...i hvert fald er der segnet en på vores sommerhusgrund. Det var stormens rov. Og som Rørdam skrev for hundrede år siden:
Der er styrtet en eg i den stormslagne lund,
der er vej, hvor den vældige stod.
Der er tomt, der er tyst, og vi standser en stund
med et suk ved den oprevne rod.
En af sommerhusets to egetræer er altså skvattet ned, og den lagde sig hen over en grusvej og på en del af vores nabos grund - ingen katastrofer med mennesker eller bygninger - men stadig lidt i vejen (og på vejen). Den slags giver klart et noget fredskovsagtigt præg på en sommerhusgrund, men er også til gene for trafik og naboer. Så mor og far og Lars Bo og jeg har i den forgangne weekend været i gang med et vældigt savskæreri og mas og slæb. Som man kan beskue på vedlagte billede, så har der været noget arbejde i denne eg. Det tog det meste af en lørdag og en halv søndag, og de resulterende ømme muskler måtte siden dulmes med lækker mad og cognac (ej heller værst).
Dog består endnu stykket ned til roden, de underste to meter af træet, og dette rodstykke er 70 cm. i diameter, og vi har ikke nogen motorsav som på en rimelig måde kan nå igennem.
Jeg tænker måske at lave et plankebord, stole eller af noget andet praktisk af træet, eftersom jeg finder det lidt profant blot at futte godt og tykt og tungt og hårdt egetræ af og op i himlen, når der nu er så meget andet lettere og mere ubrugeligt, som man også kan futte af.
Som man kan granske, har vi nu en større forsyning af biobrændsel til fyring for fremtiden, og vi undrer os lidt over hvor vi mon kan lagre det, særligt hvis vi skal gå i krig med flere træer (og det kunne vi godt håbe på) i den stundende vintertid.
Vi havde måske et måske lidt opportunistisk håb om, at også nogen af naboernes udsigts-skyggende træer kunne have lagt sig ned (altså uden nødvendigvis at smadre noget som folk eller huse, bare lige så fredeligt ned over plænen), men det held havde vi dog ikke i denne omgang.
Ad nye veje
Skrevet af
| tirsdag, 3. december 2013 kl 16:42
Stikord: arbejde, DTU, Haldor Topsøe, svovl
Nu hvor årets gang hælder dybt og vi nærmer os julen kan man jo spørge, om der er nogen forandringer undervejs i det kommende år, som jeg har gjort det år efter år ved årets udgang, og i forgangne tider konstateret lidt tørt, at jeg STADIG ikke er sluppet ud af universitetet, "Den Polytekniske Læreanstalt". Som om jeg ikke efterhånden har lært det meste af hvad der var værd at vide på det sted; jeg har dog været her i godt tolv år. Jeg der ellers tit har talt om at komme ud og skrue på hanerne i procesindustrien, vil jeg virkelig fortsætte på den akademiske karrierevej, ad infinitum...???
Næ. For nu peger pilen omsider mod industrien: I november var jeg nemlig til jobsamtale(r) på Haldor Topsøe, og jeg var så heldig, eller måske kvalificeret tror jeg endda, at blive ansat der som forskningsingeniør i virksomhedens miljøproces-afdeling.
Det drejer sig blandt andet om katalytisk rensning af svovl fra røggasser m.m. i industrien; denne teknologi grunder sig faktisk på Topsøes første produkt ved stiftelsen af virksomheden i 1940.
Så det er sådan set ganske fedt (virkelig fedt faktisk!) og jeg glæder mig ret meget til at skulle igang med det i starten af januar. Nyt år, nyt arbejde.
Det er på nogen vis et oplagt arbejdssted, når man er uddannet ingeniør i katalytisk kemi, for Haldor Topsøes kerneområde er netop katalyse, sammen med al den teknologi rundt om, der skal til for at lave katalytisk-kemiske anlæg. En hel del af mine gamle kollegaer fra DTU Kemi arbejder også på Topsøe - indimellem har vi spøgefuldt og godmodigt omtalt Topsøe som "Den Nordlige Afdeling" (Topsøe ligger et par km. nord for DTU).
Det er egentlig lidt bevægende nu at måtte sige farvel til tosseanstalten (der ikke nødvendigvis er helt så tosset), hvor jeg har gået rundt og studeret, lært, fået kollegaer og kammerater, testet, bygget, skrevet og arbejdet i mere end en dekade. Og så er det jo snart stunden at sige farvel til alle sine gode kollegaer, men for manges vedkommende bliver det nok også "på gensyn".
Så på den måde synes jeg allerede, at jeg har fået en storartet adventsgave til udpakning i det nye år, og som jeg er ret spændt på hvordan bliver.
Skønjomfru, se ud
Skrevet af
| søndag, 15. december 2013 kl 14:05
Stikord: Amager, Markmandsgade, udsigt, byggeri
 Døgnrapporten fra Amagerland: I 3½ år har jeg boet med storartet udsigt i 3. sals højde med stort vinduesparti og frit udsyn hen over Christianshavns Brandstation og ved siden heraf en bar græsmark, som delvist har været brugt som parkeringsplads og hundetoilet. Åben og isklar har jeg kunne skue himlen mod nord, og kunne nyde udsigten fra "Ydre Christrianshavn" (læs: Amager med uklædeligt opsnobberi) til Christianshavns voldanlæg, Kløvermarkens kolonihaver, Amagerværket, vindmøllerne på Middelgrunden og endda den tidligere så navnkundige Amager Rensestation, som kom til at lægge navn til den mere folkelige betegnelse for vores ø. Endda har man kunne følge en del af flytrafikken i indflyvningen til Kastrup Lufthavn på behørig afstand. Selvom jeg måske ikke har påskønnet det alt for offentligt, så har jeg dog tit stået ved og nydt min udsigt med fro eller tænksom mine. Det har sine fordele, at det foranliggende er lavere end ens eget vindue.
Men nu synger udsigten på sidste vers. Flittige og driftige sjæle har således bemægtiget sig græsarealet mod nordøst ved siden af brandstationen og set muligheder. Det i sig selv ville måske ikke være så fatalt, men den sidste 1½ måned har der været kraner, gravemaskiner, håndværkere og skurvogne, og op af jorden er altså skudt de her sammenstablede betonelementer, som til forveksling ligner et større etagebyggeri i sin vorden. Som nu er nået 2. sals højde, og det ser ikke ud til, at de stopper lige foreløbig. Man aner nok, at nogen byggematador har set sit snit til som en anden Dr. Frankenstein at skabe sig et glas-stål-beton-monster. Nu er det ikke for at ville lyde som en maskin-stormer, men jeg synes bedre om græsmarken og det jeg kunne se derhenover.
Ak, man ved ikke var man har, og påskønner det ikke, indtil det er væk uafvendeligt. Det kan givetvis hænde, at jeg med tiden, hvis/når der nu engang falder lidt ro over det hele med nyt arbejde, ekstra-spejd og ekstra-travlhed, skal lette fra min plads her på øen og søge ud til noget ny udsigt et sted. Man kan selvfølgelig sige, at der burde være mulighed for at få udsigten tilbage endda sådan godt og vel ved at købe lejlighed ovre i det andet byggeri, et ejendomsmægler-stenkast borte, som jo blot herfra set er ved at komme i vejen. Men det virker på en måde også forkert, som at gifte sig med fjenden, som man alligevel ikke kan slå.
|
|
|
|
|
|
|
|
