theilgaard.net  


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

som året går, skal vore sind

Skrevet af | lørdag, 7. november 2020 kl 23:11 | kommentar [0]
Stikord: nyttehave, syltning, efterår, covid-19, spejder, ledelseskursus


Det er efterår. Skyerne gråne, løvet falder, fuglene synger ej mer.
Det har været en sær have-sæson. Nu har havearbejde jo været noget af det ikke bare socialt acceptable men også mulige i disse sære og deprimerende virale tider.
Bærrene gik rigtig godt i år, også jordbærrene. Bønner og løg det spillede. Men vores kartofler blev ikke som ønsket. Måske er det for dårlig hypning eller snarere for lidt gødning. De bliver melede og grynede og koger let ud og smager kedeligt. Det bliver så ikke til de dejlige nykogte kartofler, det burde ellers være selvskreven sommerspise for så lækre sorter som exquisa og asparges, men istedet til efterårs-fritter og til en hel del kartoffel-porre-suppe.
Hvad gør man med de overskydende og alt for store spidskål? Man sylter dem. Og bjerget af rødbeder?. Syltet. Alle bærrene, for længst syltet, og selv æble-havtorn syltet blev det til i år. Den nære familie er ved at være på overload med syltevarer, men der er rigeligt på lager endnu. Kål, jordskokker, selleri og porrer står endnu som de sidste dybgrønne spraglede, flagrende faner og vidner om at havesæsonen, så sært og naturstridigt det end lyder, ikke endnu er slut (den fortsætter jo for den tidligere så livsvigtige kåls vedkommende hen over vinteren, men mindre intensivt).

Det var nok et fjernt og urealistisk ønske at al virusvirakken og aflysningerne af meget af det større og udadgående sociale liv var ovre efter sommeren, og nu er vi blevet kaldt ind, så at sige, til kampens 2. halvleg. Vi må se, hvor mange halvlege der er i den kamp. Jeg er blevet sendt delvist hjem igen fra arbejde igen, og så sidder man jo der. I det mindste ikke permanent, selvom der kom en lille "omstrukturering" forbi vores biks for en måned siden. Jeg er med endnu og der er svovl, der skal renses ud af gas, og det er jo det vi gør. I teorien kan ingeniøropgaverne klares fra hjemmekontoret, men det ER sinmpelthen traurigt ikke at møde kollegaerne. Derhjemme mangler jeg det sociale leben, som også er en del af en arbejdsplads. Der skal arbejdes for den del også, når man arbejder hjemme.
Men, så har jeg dog nået at komme i haven i dagslys i hverdagene og få gravet noget og luget ukrudt, og det har vel også lidt ret. Sort muld ligger klar til vårens såning.

De manglende sociale kontakter synes jeg gør mig trist og mere apatisk. Jeg har brug for socialt liv, nærvær og samvær, og det er der ikke så meget af, når man har bundet det op på fritidsaktiviteter, der bliver skåret ned. Jeg savner det normale. Jeg savner Mølleåsejlads og Nathejk, divisionsturneringer og korpsrådsmøder. Jeg savner at gå i byen. Jeg savner at synge i kirken. Jeg savner fælles morgenmad i afdelingen på arbejdet. Jeg savner at man må give hånd og kram. Røre hinanden (altså, ikke på den der metoo-måde...).
En succes dog: Det lykkedes at få afholdt vores Ledelseskursus om spejderledelse af voksne frivillige i oktober, omend fremmødet ikke var helt så stort som normalt. Vi havde kun to måneders tilløb fra lige efter sommerferien, og nu lykkedes det heldigvis denne gang (i foråret blev det corona-aflyst). Super dejligt at lave spejd og have bidraget til at gøre en forskel sammen med andre, for at andre kan gøre en endnu større forskel. En forskel der gør en større forskel, det må være udvikling a la Gregory Bateson.



Brisen synger

Skrevet af | søndag, 2. august 2020 kl 19:26 | kommentar [0]
Stikord: forår, ferie, sommertogt, spejder, Covid-19, Corona


Tyst har der længe været på bloggen, og travlheden ramte da også som en damphammer i forsommeren og med det eftertænksomheden til overs til blogskrivning. Til trods for nedluk - måske har det været tristessen over alt det aflyste sociale, for corona-tiden har ikke ligefrem været en konge-tid. Kapsejlads og korsang er skyllet ud med kloakoverløbs-vandet i Øresund, og spejderkurser og spejderture jeg skulle være på eller arrangere er enten blevet aflyst eller udskudt ubestemmeligt. Det er lidt som at være fanget i et limbo, og med det en vis trist apati som har kørt en lidt i stå uden at det blev føltes mindre stressende.
Men et forsøg på at forsøde foråret har da været at drage afsted sammen med med-gruppelederen ud på diverse udflugter i Danmarks fri natur. Det blev så mit udlevede spejderliv den vår. Faste legeaftaler og faste bekendtskabskredse. Det var eneste vej ud i det fri med uniform på.

Min 3 ugers sommerferie er slut for nu, og nu ser det endelig ud til, at sommervejret kommer. Lidt blæst og lavtryksdomineret vejr har vi dog haft i juli og tak for det, vil jeg selv sige. Jeg har nemlig brugt 2 ud af 3 uger på et projekt, som har været et halvt år under opsejling / indsejling nærmest bogstavelig talt, nemlig at være skipper på en sejlads rundt om Sjælland og Fyn med en af delebådene fra min sejlklub S/K Lynetten. Med ombord har været 4 påmønstrede gaster fra min vennekreds og familie - Jakob, Peter, Hjalte og Troels - på skift, så vi enten har været 2 ller 3 på båden. Så boede vi der i nogle dage, under lidt tætte og spartanske forhold, sov, lavede mad, sejlede, hyggede, mens vi sejlede fra havn til havn, og drog i land for at sprede skræk og advarsler - eller bare se på fædrelandet. Båden holdt til turen, det gjorde gasterne også, selv skipper er vendt hjem, uden så vidt han ved at være alvorlige uvenner med de fleste af de ombordværende. Der er forfattet en krønike om dette sommertogt med det gode skib Mø, ja faktisk en hel odyssé, som kan ses andetsteds på siden, og der er da også en vældig stor mængde billeder at se i galleriet. Det har været en fremragende ferie og en virkelig god måde at se Danmark på som ikke handler om at tage med offentlig transport eller sidde på motor/landevej.

Nu er jeg vendt hjem, og har allerede den sidste uge rendt rundt ude ved svovlmaskinen. Der er ikke mange på arbejde for tiden, og det gør det også lidt spøgelsesagtigt at gå rundt på gangene uden der sidder nogen på kontorerne eller i laboratorierne. Og indimellem lidt udfordrende at få sine ting ud over rampen, når Håber der kommer flere tilbage i uge 32, ellers bliver det trist.



Folkevandringssang

Skrevet af | søndag, 5. april 2020 kl 09:48 | kommentar [0]
Stikord: forår, vandring, vår, cykling, sko, nyttehave, udgangsforbud, coronavirus, Covid-19, hjemmearbejde


Hvem sidder dér, bag skærmen, med musen i sin hånd? Ja, det gør halvdelen af Danmarks befolkning, såmænd. Og mig med. Derhjemme. Udadskuende. Når man slider og sidder (derhjemme!) dag og nat, og dermed for min del kun sidder og slider på sin dertil indrettede flade mås, så skal der noget motion til. Den her arbejdsform har potentialet til at lægge grunden til nogle gode livstilssygdomme. Men det kan da heldigvis blive til nogen gode kilometer på landevejene og skovvejene hver anden-tredje dag. Nu lokker atter de lange veje - og jeg har flikket de gamle sko: Jeg ved ikke om visedigteren Sigfred Pedersen ville have bifaldet flikningen af mine gamle cykelsko, se billedet. Men - med gaffertape og strips, linolie og wienerkalk - så kan man reparere det meste.

En anden udgangstilladelse er jo nyttehaven, som nu kommer til live. Rabarberne er spiret rigtig flot frem nu. Så vi har der ellers luget og pløjet og harvet til den store guldmedalje, jeg håber at vi er mere på forkant med ukrudtet i år en sidste år. Vi har nu udplantet de forspirede kartofler, de var allerede langt fremme. Samt vi har sat et asparges-bed (første høst om tre år... !!!). Og nu er der så forspiring af en masse andre vækster til udplantning i maj. Dejligt at gå derude og arbejde i det her forårssolskin.

Det er en mærkelig vår - nu er vejret slået om fra 5 måneders frontpassager og blæst og vand vand vand henover vinteren, og i øvrigt ganske milde temperaturer, og til det her smukke solrige højtryks-vårvejr med sydlige og østlige vinde. Så med det vejr nu, som lykken os belønner med forårshimlens blå, så vil hele Danmark (måske hele den nordlige halvkugle?) gerne UD. Jeg må sige, at jeg trænger til det. - Og så er det, at der er corona-stuearrest, så det kun går i minimale forsamlinger, ja sådan set helst ensom. Det er den faste legeaftale. Den atter indadskuende vandring. I København er gang- og løbestierne rundt om søerne ensrettede for at minimere kontakt mennesker imellem. Hvilket viralt antiklimaks.

Men nu tager jeg på to dages vandring på Skjoldungestien, rygsæk på ryggen, shelter og bål og røg, det må være tilpas på afstand og i anstand.



Dekameron

Skrevet af | fredag, 20. marts 2020 kl 22:35 | kommentar [0]
Stikord: vækst, karantæne, natur, bål, Dekameron, virus, corona, Covid-19


For føje stunder siden gav jeg en inhabil rundtur i hvordan eksponentiel vækst virker på store populationer. Og renter. Og ukrudt. Og vira.
Den lære kan jo bruges til at isolere sig selv og hinanden, alle hver for sig og lige glade, og undgå at blive smittet og smitte andre i samfundet med noget mere coronavirus. Hvad så, når vi er nået over toppen og smittetilfældene så går nedad, og forhåbentlig sker det jo meget snart, skal vi så sidde og kukkelure stadig på hver vores kammer? Altså, hvor antallet af nye tilfælde af virus bliver færre og færre, og vi så at sige har negativ viral rente. Ligesom henfald af radioaktive grundstof-isotoper. Som Tomas Pueyo og hans kumpaner redegjorde for, se lænken dernedenfor, så nej, vi skal nok komme ud igen snart. Men alt bliver ikke tilladt med det samme, og det bliver en glidende overgang tilbage mod normale forhold, i den rækkefølge som det er mest kost-effektivt for samfundet og lægger de mindste byrder på os som individer, samtidig med at virusudviklingen kontrolleres.

Vi skal jo nok være spærret inde i en halv snes arbejdsdage endnu, hvis det kan gøre det. Jo da, karantæne, quarantina, altså quaranta giorno - betyder "40 dage" på italiensk. Som allerede i senmiddelalderens Venedig var den ventetid, som fremmede skibe skulle ligger brak, inden dets besætning kunne tillades at disembarkere ud i virkeligheden.

Hvad kan vi så gøre, mens vi venter på det? Det blev gruppelederne i min spejdergruppe spurgt af en journalist fra Gladsaxe-bladet om for få dage siden. Og svaret er enkelt, se at komme ud og læg alt det crowdede bybras bag dig. Ud i naturen, find nogen orienteringsposter i skoven og lav noget bål og noget grillmad og sov ude, snit i en pind og se dig om i naturen, få forstærket sanserne og indtrykkene og få brugt din fantasi, få noget frisk luft og fuglekvidder og stilhed og stjerner og de enkle og evige ting.

Og man skal jo vise eksemplet selv i sin egen ledelse, så jeg drager en tur ud i naturen, væk fra epidemien og ud til væksterne. Bare lige et lille døgn her i weekenden.

Og de kendte og de fede og dem med alt liret og det lækre hår og X-factor, ja og influencerne, råd og nævn, bloggerne, meningsdannerne, og de rige, de anonyme velhavere, ja de kan også være med. Epidemier er ikke en ny ting, og vi kan søge konsultation i historien, såvel som litteraturhistorien. I sit hovedværk fra renæssancen, Dekameron, beskriver Giovanni Boccaccio 7 unge kvinder og 3 unge mænd fra adelen, altså ved muffen, jetsettet, datidens Hellerup, som under pesten i Firenze 1340 drager ud til et landsted (selvfølgelig med hele entouragen af tjenestefolk og kokke og opvartere, det forstås). Måske dog ikke lige et af de skisportssteder, hvor alle de andre fra jetsettet er. De fordriver tiden her, ti dage (Dekameron er "ti dage" på græsk), med at fortælle historier, een historie hver dag per snude: Nogle sjofle og visse kløgtige og andre høviske, men alle opbyggelige og med en god belærende morale, som Boccaccio har ladet dem give videre til den ny tids genfødte (renæssance-)menneske.

Så: Læg pesten i byen bag dig og drag ud på landet. Og kom hjem med nogle historier, der er værd at give videre og som kan blive stående.



vækst (og stuearrest)

Skrevet af | onsdag, 18. marts 2020 kl 23:11 | kommentar [0]
Stikord: forår, vækst, hjemmearbejde, arbejde, stuearrest, corona, virus, Covid-19


Jeg vil skrive noget om vækst, nu hvor våren står for døren. Epidemien/pandemien med Coronavirus er nok heller ikke gået nogens næse (eller næste?) forbi.
Jeg har selv fået stuearrest fra arbejde sidste torsdag, eller hvad man nu kan kalde det, idet jeg og de andre ingeniører på Topsøe (dem er der mange af) arbejder hjemmefra. Også en del teknikere, HR, funnktioner rundt omkring. Nogen af teknikerne er på arbejde og holder laboratorierne sådan lige præcis kørende, tillige med produktionen.
Det kan være en smuk tanke at se tingene fra den lyse side, at man f.eks. ikke behøver at cykle frem og tilbage til arbejde hver dag, men omvendt er det jo noget af den daglige motion jeg mangler, og den må alligevel indløses på anden vis. Det bliver så Amager rundt i stedet. Men sagen er, at jeg savner mine kollegaer, og det daglige trummerum / bøvl, dvs. det bryderi der kun nødigt undværes. Alternativet har vi nu, at vi kukkelurer for os selv og prøver at få en hverdag ud af det, jeg synes det er værre.

Der er jo ikke megen anden udsigt til andre kår i fritiden, hvor alt andet, møder og ture og familiearrangementer o.a., _også_ bliver først sat på gevaldig skrump og siden aflyst. Lillebroren og hans kæreste kan i hvert fald ikke holde barnedåb på søndag. DDS aflyser kurser og arrangementer eller sætter dem på hold. Møder og planlægning bliver virtuelle og telefonmøder. :-( Alt det er trist, hårdt, kedeligt, og fremkalder vrede, gråd og afmægtighed, men det er nødvendigt, og det kræver (selv)disciplin af alle. Lad os håbe vi kan udvise den.

Jeg selv er dog rimelig bunkret op herhjemme, og har forsyninger til i hvert fald en god uges tid, om det behøves. Og det gør det jo forhåbentlig, og sandsynligvis, ikke.
Og heldigvis er naturen og foråret jo ikke lukket, nu hvor Europa begynder at hælde mod sol igen. Jeg var i weekenden i haven og luge, så nu er der klar til noget vækst og nogen vækster. Kartofler ligger til forspiring i vinduet. Og en ensom tur ud i skov og ved strand er os tillige forundt.

Jeg må sige, at jeg beundrer statsministerens måde at håndtere Covid-19-situationen på, og at gøre og sige det, der SKAL gøres.
Om det var tidsnok er det gode spørgsmål. Et andet sjovt spørgsmål er om nationen var klar til det, før det blev sådan rigtig iværksat sidste onsdag aften (11/3) - tiltagene kan kun gennemføres i den takt de lader sig gennemføre overfor et folk som os danskere, som nok er velopdragne, men også er frihedselskende og fandenivoldske og påståelige og anarkistisk indstillede - og indimellem gælder fællesskabets pligter mere for naboen end for mig (vi er nordens italienere, så at sige). Det plejer at tage sin tid med at få danskere til at forstå alvoren i en situation. Vi kan måske tale om en vis magelig modvillighed, en vis kortsigtet opportun erkendelses-træghed, en vis jeg-ved-bedre. Det er vira så ligeglad med. Her tæller vækst, og vækst opfører sig eksponentielt.

Jeg har hørt en gammel amerikansk ingeniør sige, at alle menneskehedens problemer skyldes vores manglende evne til at forstå den eksponentielle funktion. Lad os stikke spaden lidt dybere ned i det. Jeg bliver let forundret over nogen f.eks. erhvervsfolk, politikere, økonomer og investorer mv. ikke ser den for dem selv langsigtede logik i omgående at lukke hele den ikke-kritiske del af samfundet ned. Jeg mener, de har da ofte en form for uddannelse, tror jeg, der handler om noget med økonomi. Eksponentiel vækst, ja det er jo simpel rente-tilskrivning. Nu sker tilvæksten blot ikke med 1% per år, men 1% per time. Det er desværre ikke en rente, som vi tjener på, men en rente som slår folk ihjel og som ødelægger samfundsøkonomien. Vi har måske haft lav rente og afdragsfrie lån for længe, så penge-regne-drengene har glemt hvad de lærte i matematik på kræmmerskolen (jeg havde det godt nok allerede i folkeskolen). 1% rente i timen, det er en fordobling på ca. 3 dage. Hvad vil det sige, at sådan noget som et antal virus-smittede fordobler sig i løbet af 3 dage? Altså, 1, 2, 4, 8, 16, 32, 64, ... hver tredje dag?
Og hvad vil det så sige at vi kun kender antallet af smittede med ca. 10 dages forsinkelse (inkubations- og forværringstid). Vi tror vi har 1057 smittede i Danmark i dag, men vi tæller kun dem vi har testet/visiteret positive, og nu testes kun de der har sværere symptomer. Da er det jo mildest talt også forundrende at opleve borgere kere sig mindre end lidt om deres gebærden i det offentlige rum og forsamlinger.

Hele den her manøvre, som vi alle SKAL medvirke til, handler om at minimere grundtallet for væksten/rentefremskrivningen (læs: smittespredningen) ned under 1, dvs. negative rente, altså lige noget for bankfolkene, og så holde den dernede og efterhånden løsne op for for restriktionerne, så længe at vi holder corona-væksten kontrolleret.
Jo tidligere nedlukning, og jo mere stramt disciplinen for at undgå smittespredning følges af alle, jo mindre bliver følgerne for samfundet, sundhedssystemet, de danske virksomheder, vores offentlige sektor, uddannelsesinstitutioner og skoler, jo kortere samlet nedluk og jo færre bliver smittede og jo færre i absolutte tal og jo mindre procentdel vil dø eller få følgevirkninger af Covid-19 - idet sundhedssystemet kun har nød- og respiratorudstyr til et endeligt og ikke et eksponentielt antal patienter med virus.
Jeg har hørt at det hedder en no-brainer, hvis det er selvindlysende, men jeg synes nu alligevel vi skal skænke det en tanke, når vi ser hvordan de lidt mere autoritære asiatiske stater håndterer det her. De har prøvet SARS-epidemien i 2003 og ved hvad det kræver. Så husk, at ikke-handle er også en handling. Hjemmeværnets (nye?) slogan, eller motto, er "det vi gør i dag, forbereder os på i morgen". Det passer i eksponentiel grad her. Den tanke skal vi handle efter.

(en post-editoriel indskydelse: Det er dårlig forskning og dårlig skik ikke at referere eller citere andet arbejde på området, særligt centraler værker, og komme med u-underbyggede påstande, og det nærværende skriv var da heller aldrig nået igennem fagfælle-bedømmelsen, hvis ikke forfatter, udgiver og redaktør var een og samme person. For at råde blot en anelse bod på den i det hele taget ikke særlig habile sag, er der her et par centrale og meget indsigtsgivende baggrundsartikler fra Pueyo et al.:
Coronavirus: Why You Must Act Now
Coronavirus: The Hammer and the Dance)



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
om siden
Sommertogt 2020 Krønike

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
november 2020
oktober 2020
september 2020
august 2020
2020
2019
2018
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005