|
|
blog
Integer vitae, scelerisque purus
Skrevet af
| tirsdag, 9. august 2011 kl 23:08
Stikord: familie, Brahe Djäknar, Finland, Åbo, sommerhus
Farmor døde tirsdag i sidste uge. Hun betød og betyder meget som matriark og samlingspunkt i vores familie, og den altid børne-, sang- og musikglade bedstemor var derfor ven med alle og interesseret i alle. Åndsfrisk bliver man jo først, når man er over 80, og det var hun. Hun var svækket og har ikke haft det godt her på det sidste, helbredet skrantede, og hun var blevet en gammel ung dame (selvom hun på ingen måde i tanke, ord og handling ville være ved nogen begrænsninger heraf følgende).
I dag var vi til begravelse med _mange_ blomster, samt ovre på plejehjemmet og gøre hendes lejlighed på plejehjemmet rent. Og så afsted igen med hovedet fuldt af tanker og minderne om en sejlivet og elskelig dame.
Sommerhus med venner i den forgangne weekend var som altid hyggeligt og for kort. Badning, grill, kortspil, tur til Rusland, osv.
Weekenden før det, forlænget, var jeg jo en lille tur i det herlige Suomi. Der i øvrigt havde varmere og mere solrigt vejr end det hidtil var i Dannevang i juli. Der var træf i Fula SlipsKlubben - de grimme slips´ klub, i Brahe Djäknar, og var en lille sceance der foregik lidt ude i Skærgården syd for Pargas, på een af djäknarnes forældres sommerstuga. Et dejligt sted lige til vandet og naturligvis med muldtoilet, sauna og egen bådebro (sådan er det vist overalt i den finske skærgård??!?).
Det gik ud på, at der skulle synges og øves kvartetsange under mere uformelle former (her virkede det som om de uformelle former var ret vigtige), samtidig med at der var hygge og sauna og svømning og sommer og øl. Middag om aftenen, hvortil vi havde grillet et lam det meste af dagen. Det endte, som det skulle, i en mindre fest med 17 snaldrede sangdegne. Særligt mindeværdigt, i hvert fald specielt, var det at stå på klipperne i vandkanten ud til fjorden og synge Suomis sång og Finlandiahymnen mens solen gik ned. Særligt, lidt højtideligt og stilfærdigt, men ikke noget odiøst, ingen gas eller grin, ingen brok eller nogen tagen på vej, det var ikke på den måde. Man mente ikke, at jeg nødvendigvis behøvede at stå op under afsyngelse af de værdige nationale viser. Det mente jeg. Vist er jeg vel selv nordboer og har affekt for tusind søers land.
|
|
|
|
|
|
|
|
