theilgaard.net

Ouverture af trækfuglene

Sun, 7 Feb 2021 17:30:00 +0100

Kyndelmisse slaar sin Knude overmaade hvas og haard. Hvem havde troet, at vi skulle få kontinuerlige frostdøgn og kold og bitter nordøstenvind i flere uger (jeg havde i hvert fald glemt det). Vi har ellers hjulpet drivhuseffekten alt hvad vi kunne, men ikke nok til en entydigt positiv nordatlantisk oscillation, åbenbart.
Med-gruppelederen og jeg drog på vinterhejk på Jyderupstien i den forgangne weekend, afsted fra Jyderup station, gennem skovene til Åmosen og første overnatning i shelter, dernæst en lang fodtur sydpå og næste overnatning i shelter ved skovene ved Sorø, og så endelig rundt om Sorø Sø og hjem igen. Og allerede der havde frosten meldt sin ankomst (den havde faktisk erobret hele døgnet). Det var en fersk og sval tur, med vintersovepose, ekstra lagenposer og lange underhylere, trangiamad og ømme fødder (og skuldre), røde kinder og røde næser, rim på posen og find på selv.

Tiden er jo ikke rigtig til rejser og skiture udenvælds. Jeg har slæbt mine langrendsski med op i sommerhuset i det fromme, enfoldige håb at der skulle komme tilstrækkeligt med sne til al den her frost. Jeg har hørt tidligere om at Gribskov har været proppet med langrendsløbere, i en grad så biler og parkeringsbøder har været tæt fordelt langs vejen fra Nødebo. Men her i Villingebæk er der nærmest ingen sne, så øv øv, turene ud bliver til fods og eventuelt på cykel. Imens fyres der på livet løs i kakkelovnen, og det er jo også altid rart.
Jeg arbejder stadigvæk mest hjemmefra grundet den virale stuearrest, som så mange andre med skærmbaseret sk. arbejde. Det kan man både gøre hjemme på Corona Copenhagen og i sommerhuset. En dag om ugen tager jeg dog ind på kontoret og laboratoriet og løser de ærinder, som ikke rigtig kan løses fra hjemmepulten. Der er masser af møder på teams og zoom og meet alt det, både i arbejdstiden og i fritiden. Og det er jo et ok surrogat når det andet ikke kan lade sig gøre, men situationen som sådan - er noget forbandet lort. Ingen fester, ingen fremmødt fritid, intet nærvær. Ingen fredagsøl, ingen lejre med sang rundt om bålet, ingen natløb i sne og måneskin, ingen koreventyr og natur-concerter. Hvor er det dog traurigt. Jeg vil have den ægte vare.

Men foråret og vaccinen så sagte kommer (meget sagte...), indvarslet ikke ligefrem af temperaturerne for tiden, men det mere lys vi får og de lidt længere dage. Det er da altid noget. Jeg glæder mig til igen at kunne komme i jorden og plante i haven, igen at komme til at se bekendte, igen at sejle, synge, suse og slentre. Der må komme fester igen, også snart. Vi trænger i hvert fald.
Inderlig jeg længes efter Vaar, men Vintren strænges. Kom Sydvest, som Frosten tvinger!

Ved juletid og vintersolhverv

Wed, 23 Dec 2020 00:05:00 +0100

Min fortælling om 2020 er historien om altings aflysning og indskrænkning. Det har godt nok været et anderledes år, og det har været hårdt for mig. Og står cementeret fast i hjemmearbejdets, mundbindenes og smittetallenes blege - jeg havde nær sagt blegsotige - skær.

Og jeg synes ikke det er sjovt, jeg er faktisk helst fri for at arbejde hjemmefra - men jeg spiller selvfølgelig også min part i at vi lykkes med at få samfundet igennem den virale sot. Jeg arbejder stadig på Haldor Topsøe i R&D miljølaboratoriet, og det handler stadig om at finde nye metoder og nye katalysatorer til at rense forskellige gasser for svovl (nej det bliver vi nok ikke færdige med lige foreløbig). Dette år har jeg haft nogen flere projekter, som jeg skal forsøge at hjælpe frem, og det er udfordrende. Og de dage, ca. halvdelen, hvor jeg får lov til faktisk at være inde på arbejdet - ja jeg har jo ikke et testlaboratorium derhjemme - så synes jeg det er et virkelig godt og givende virke. Til trods for at det også har været ramt af sine påhit som omtrukturering og fyringsrunde. Det er mest det med at varetage det hjemmefra, som jeg synes er træls.
Det handler en del om, at jeg jo bor alene, og også næres af nærværet med mine kollegaer. I disse tider skriges der på at holde sig til sin families corona-boble og husstanden. Det er ikke helt så nemt for os at danne boble med vores familie i husstanden, når vi ikke har fulgt den normfaste vej til idel familielykke. Det kræver nærvær ad anden vej.

Jeg er derfor i corona-boble med den anden gruppeleder i vores spejdergruppe. Og vi savner begge to at være på spejderture, og når vi ikke har andre at tage på tur med, det meste af året fordi vi ikke måtte, spejderture med overnatning mv. er nemlig også indskrænket, så bliver det så gruppeleder-tur for to personer. Vi har nærmest været mere på tur end hele resten af vores spejdergruppe dette år, og det har været givende og produktivt for os som ledere sammen, men nok ikke godt for resten af spejdergruppen at alt er aflyst. Som om det ikke var nok, er spejderkurser jeg skulle have været på blevet lyst af. Jeg skulle være med til at lave ledelseskursus i foråret, hvilket også blev aflyst, men det lykkedes faktisk at holde det kursus i efteråret i stedet. Så det var et af få lyspunkter og dejligt, at der trods alt var noget, som lykkedes at lave.

Noget som ikke kunne lukkes ned og som det med held lykkedes at gennemføre i år, var årets sommertogt med sejlbåden Mø rundt om Sjælland og Fyn. Det var en stor succes, en rigtig dejlig kammeratlig friluftsoplevelse med land, vand, luft og ild (fra gaskomfuret). Med forskellige gode gaster påmønstrede og som alle, på skift, var med til sikkert at føre båden den lange vej rundt i (om) landet, fra Sundet og Kattegats vidder gennem farvand og bælter via sunde, næs, vige mod fjerne sydhavsøer og Gåsetårn. Stjernestunder ved ankerbøje, ekspeditioner på små øer, gæstgiveri hos familier, udsyn frit, eksotiske havne og nye horisonter, i magsvejr, døsigt solskin samt blæst og bølger med fyldte sejl. For den som vil, kan Danmark stadigvæk være et fortryllet paradis, der er værd at opdage.

I år har der været nye gode folk involveret i mine havelodder, og det er blevet til hel masse syltesager, både sødt og surt. Det kræver noget nærvær at holde den have i god stand uden ukrudt og vel vandet. Af nye initiativer er et aspargesbed blevet plantet ud, og nu må vi se, hvornår det er kraftigt nok til at høste fra. Med nye folk skal der også tages nyt ansvar for tingene, og det bliver det nye års mulighed at skabe fællesskab og mening i opgaverne der.
Korsang har det været svært at udøve i år, og det har da også kun været muligt med kløgtige organisationsformer og i små ensembler - f.eks. dobbeltkvartetter. Det har givet en smule sang under lidt andre former, senest her i starten af december, men ellers har det været en uvanligt uoptrædende affære.

Alt i alt er der at sige om 2020, at det er et år hvis gejst og gnist føles bortstjålet af tyve tyveknægte, og nok et år nogen helst vil glemme. Men der er en del ting, som er værd ikke at glemme.

F.eks. at det er ret imponerende, hvad vi formår at udrette, når al indsats og opmærksomhed koncentreres på et bydende vigtigt mål, f.eks. udviklingen af vaccine. Så kan det gå stærkt. Den pionérånd, som er blevet udvist f.eks. af forskere og medinalfirmaer og styrelser, og indretningen efter nye tider og udfordringer. Jeg synes også corona-tiden har vist lidt om, hvad det er vi i Danmark er gode til, og hvornår kæden hopper af. Når det godt for os, som f.eks. under sotens hærgen i foråret, så er det pga. vores tillid, opfindsomhed, agtpågivenhed på hinanden, fælles velvilje og vores evner til at arbejde sammen på tværs af organisationer, styrelser, virksomheder og civilsamfund. Og når det mangler - ja så plejer det at være en indikation på, at forehavendet ikke kommer til at gå så godt. Vi er ikke en autoritær asiatisk stat.
Endelig synes jeg det vigtigste at huske er, selv når/hvis vi er kommer igennem coronatiden, og som jeg i hvert fald sukker efter nu, at vi behøver hinanden og vores fællesskab og nærvær som mennesker, og at vi er afhængige af hinanden - vi bliver faktisk syge og deprimerede uden det.

Jeg tror mest af alt, at jeg ønsker mig mere nærvær, omsorg, ro og flersomhed til næste år. Og at kuren mod Covid-19 farsoten kommer ind med skibet a la pronto, så der bliver bedre mulighed for at udleve det. Johannes V. Jensen håbede på lys og lange dage, på at dunkelheden forjoges, og jeg vil gerne slutte her med hans Solhvervssangs håb om bedre tider - og ønske glædelig jul og et lykkebringende nyt år:

Vor sol er bleven kold
Vi er i vintervold og dunkle dage.
Men nu er nedgang endt,
og håbet tændt - ja håbet tændt,
for nu er solen vendt,
nu kommer lyset og den lange dag tilbage.

Grill på broen

Sat, 28 Nov 2020 00:17:00 +0100

For tiden går tiden med arbejde, og aktivitet i fritiden er der ikke så meget af, som tillader mere end 10 samlet. Korsang er der endnu dog, og det bliver nu afviklet i grupper af 10, hvilket ikke er så mærkeligt som det måske lyder, hvis man er vant til at synge i små ensembler. Og det er jo en ædel kunst at kunne. Så inddeles korprøven over 3 timer med 5-6 grupper af ti forestået af to dirigenter. Ikke helt optimalt ift. hvor meget man kan nå som kor- Vi håber selvfølgelig at få lov at koncertere i december, men det er godt nok en udfordring.
Sommerhuset er et af stederne, hvor hjemmearbejde kan udføres, og det er stadig noget hyggeligere end at være i København i en håndværkerramt boligkarré. Det giver et godt afbræk, og en fin cykeltur herop. Ellers er hjemmearbejde mest besværligt, men jeg finder da ud af hvor meget jeg savner at være fysisk på arbejde. Når jeg er det, 2 gange om ugen, så skal der nås rigtig mange forskellige ting i laboratoriet, og det må jeg så se om jeg kan koordinere. Udfordrende og anderledes kan man godt sige at det er.

Broderen og jeg fór fredag morgen sidste uge mod Hovedlandet og endte med at holde godt 4 timer 400 m fra betalingsanlægget på Storebælt, og der kunne vi så nyde udsigten til omgivende lastbiler og personbiler. Dem der holdt sammen med os flyttede sig ikke. Det gjorde bilerne i det modsatte spor. Det var et lidt umage sted at holder telefonmøder og arbejde hjemmefra, men vi skal jo vende os til meget nyt normalt i denne tid.
Der havde været gang i en større flambering af asfaltpandekager på broen, så sørgeligt det end var, og deraf en lukket vestgående kørebane. En lastbil medbringende 36 paller med Cointreau lækkede, antændte og udbrændte. Ingen tilskadekomne, men tusindvis rystede over at opleve hvor lidt der skulle til, for at landets hovedfærdselsåre lukker til. Man kunne nemt se røgen helt oppe fra bakken vest for Slagelse, 20 km væk, og den var ordentlig syg sort. Lastbilen var også ordentlig sygt udbrændt efter slukningen af lejrbålet. De havde vist brugt rimelig lang tid på at hælde vand og skum og shizzle på den.

som året går, skal vore sind

Sat, 7 Nov 2020 23:11:00 +0100

Det er efterår. Skyerne gråne, løvet falder, fuglene synger ej mer.
Det har været en sær have-sæson. Nu har havearbejde jo været noget af det ikke bare socialt acceptable men også mulige i disse sære og deprimerende virale tider.
Bærrene gik rigtig godt i år, også jordbærrene. Bønner og løg det spillede. Men vores kartofler blev ikke som ønsket. Måske er det for dårlig hypning eller snarere for lidt gødning. De bliver melede og grynede og koger let ud og smager kedeligt. Det bliver så ikke til de dejlige nykogte kartofler, det burde ellers være selvskreven sommerspise for så lækre sorter som exquisa og asparges, men istedet til efterårs-fritter og til en hel del kartoffel-porre-suppe.
Hvad gør man med de overskydende og alt for store spidskål? Man sylter dem. Og bjerget af rødbeder?. Syltet. Alle bærrene, for længst syltet, og selv æble-havtorn syltet blev det til i år. Den nære familie er ved at være på overload med syltevarer, men der er rigeligt på lager endnu. Kål, jordskokker, selleri og porrer står endnu som de sidste dybgrønne spraglede, flagrende faner og vidner om at havesæsonen, så sært og naturstridigt det end lyder, ikke endnu er slut (den fortsætter jo for den tidligere så livsvigtige kåls vedkommende hen over vinteren, men mindre intensivt).

Det var nok et fjernt og urealistisk ønske at al virusvirakken og aflysningerne af meget af det større og udadgående sociale liv var ovre efter sommeren, og nu er vi blevet kaldt ind, så at sige, til kampens 2. halvleg. Vi må se, hvor mange halvlege der er i den kamp. Jeg er blevet sendt delvist hjem igen fra arbejde igen, og så sidder man jo der. I det mindste ikke permanent, selvom der kom en lille "omstrukturering" forbi vores biks for en måned siden. Jeg er med endnu og der er svovl, der skal renses ud af gas, og det er jo det vi gør. I teorien kan ingeniøropgaverne klares fra hjemmekontoret, men det ER sinmpelthen traurigt ikke at møde kollegaerne. Derhjemme mangler jeg det sociale leben, som også er en del af en arbejdsplads. Der skal arbejdes for den del også, når man arbejder hjemme.
Men, så har jeg dog nået at komme i haven i dagslys i hverdagene og få gravet noget og luget ukrudt, og det har vel også lidt ret. Sort muld ligger klar til vårens såning.

De manglende sociale kontakter synes jeg gør mig trist og mere apatisk. Jeg har brug for socialt liv, nærvær og samvær, og det er der ikke så meget af, når man har bundet det op på fritidsaktiviteter, der bliver skåret ned. Jeg savner det normale. Jeg savner Mølleåsejlads og Nathejk, divisionsturneringer og korpsrådsmøder. Jeg savner at gå i byen. Jeg savner at synge i kirken. Jeg savner fælles morgenmad i afdelingen på arbejdet. Jeg savner at man må give hånd og kram. Røre hinanden (altså, ikke på den der metoo-måde...).
En succes dog: Det lykkedes at få afholdt vores Ledelseskursus om spejderledelse af voksne frivillige i oktober, omend fremmødet ikke var helt så stort som normalt. Vi havde kun to måneders tilløb fra lige efter sommerferien, og nu lykkedes det heldigvis denne gang (i foråret blev det corona-aflyst). Super dejligt at lave spejd og have bidraget til at gøre en forskel sammen med andre, for at andre kan gøre en endnu større forskel. En forskel der gør en større forskel, det må være udvikling a la Gregory Bateson.

Brisen synger

Sun, 2 Aug 2020 19:26:00 +0100

Tyst har der længe været på bloggen, og travlheden ramte da også som en damphammer i forsommeren og med det eftertænksomheden til overs til blogskrivning. Til trods for nedluk - måske har det været tristessen over alt det aflyste sociale, for corona-tiden har ikke ligefrem været en konge-tid. Kapsejlads og korsang er skyllet ud med kloakoverløbs-vandet i Øresund, og spejderkurser og spejderture jeg skulle være på eller arrangere er enten blevet aflyst eller udskudt ubestemmeligt. Det er lidt som at være fanget i et limbo, og med det en vis trist apati som har kørt en lidt i stå uden at det blev føltes mindre stressende.
Men et forsøg på at forsøde foråret har da været at drage afsted sammen med med-gruppelederen ud på diverse udflugter i Danmarks fri natur. Det blev så mit udlevede spejderliv den vår. Faste legeaftaler og faste bekendtskabskredse. Det var eneste vej ud i det fri med uniform på.

Min 3 ugers sommerferie er slut for nu, og nu ser det endelig ud til, at sommervejret kommer. Lidt blæst og lavtryksdomineret vejr har vi dog haft i juli og tak for det, vil jeg selv sige. Jeg har nemlig brugt 2 ud af 3 uger på et projekt, som har været et halvt år under opsejling / indsejling nærmest bogstavelig talt, nemlig at være skipper på en sejlads rundt om Sjælland og Fyn med en af delebådene fra min sejlklub S/K Lynetten. Med ombord har været 4 påmønstrede gaster fra min vennekreds og familie - Jakob, Peter, Hjalte og Troels - på skift, så vi enten har været 2 ller 3 på båden. Så boede vi der i nogle dage, under lidt tætte og spartanske forhold, sov, lavede mad, sejlede, hyggede, mens vi sejlede fra havn til havn, og drog i land for at sprede skræk og advarsler - eller bare se på fædrelandet. Båden holdt til turen, det gjorde gasterne også, selv skipper er vendt hjem, uden så vidt han ved at være alvorlige uvenner med de fleste af de ombordværende. Der er forfattet en krønike om dette sommertogt med det gode skib Mø, ja faktisk en hel odyssé, som kan ses andetsteds på siden, og der er da også en vældig stor mængde billeder at se i galleriet. Det har været en fremragende ferie og en virkelig god måde at se Danmark på som ikke handler om at tage med offentlig transport eller sidde på motor/landevej.

Nu er jeg vendt hjem, og har allerede den sidste uge rendt rundt ude ved svovlmaskinen. Der er ikke mange på arbejde for tiden, og det gør det også lidt spøgelsesagtigt at gå rundt på gangene uden der sidder nogen på kontorerne eller i laboratorierne. Og indimellem lidt udfordrende at få sine ting ud over rampen, når Håber der kommer flere tilbage i uge 32, ellers bliver det trist.

Folkevandringssang

Sun, 5 Apr 2020 09:48:00 +0100

Hvem sidder dér, bag skærmen, med musen i sin hånd? Ja, det gør halvdelen af Danmarks befolkning, såmænd. Og mig med. Derhjemme. Udadskuende. Når man slider og sidder (derhjemme!) dag og nat, og dermed for min del kun sidder og slider på sin dertil indrettede flade mås, så skal der noget motion til. Den her arbejdsform har potentialet til at lægge grunden til nogle gode livstilssygdomme. Men det kan da heldigvis blive til nogen gode kilometer på landevejene og skovvejene hver anden-tredje dag. Nu lokker atter de lange veje - og jeg har flikket de gamle sko: Jeg ved ikke om visedigteren Sigfred Pedersen ville have bifaldet flikningen af mine gamle cykelsko, se billedet. Men - med gaffertape og strips, linolie og wienerkalk - så kan man reparere det meste.

En anden udgangstilladelse er jo nyttehaven, som nu kommer til live. Rabarberne er spiret rigtig flot frem nu. Så vi har der ellers luget og pløjet og harvet til den store guldmedalje, jeg håber at vi er mere på forkant med ukrudtet i år en sidste år. Vi har nu udplantet de forspirede kartofler, de var allerede langt fremme. Samt vi har sat et asparges-bed (første høst om tre år... !!!). Og nu er der så forspiring af en masse andre vækster til udplantning i maj. Dejligt at gå derude og arbejde i det her forårssolskin.

Det er en mærkelig vår - nu er vejret slået om fra 5 måneders frontpassager og blæst og vand vand vand henover vinteren, og i øvrigt ganske milde temperaturer, og til det her smukke solrige højtryks-vårvejr med sydlige og østlige vinde. Så med det vejr nu, som lykken os belønner med forårshimlens blå, så vil hele Danmark (måske hele den nordlige halvkugle?) gerne UD. Jeg må sige, at jeg trænger til det. - Og så er det, at der er corona-stuearrest, så det kun går i minimale forsamlinger, ja sådan set helst ensom. Det er den faste legeaftale. Den atter indadskuende vandring. I København er gang- og løbestierne rundt om søerne ensrettede for at minimere kontakt mennesker imellem. Hvilket viralt antiklimaks.

Men nu tager jeg på to dages vandring på Skjoldungestien, rygsæk på ryggen, shelter og bål og røg, det må være tilpas på afstand og i anstand.

Dekameron

Fri, 20 Mar 2020 22:35:00 +0100

For føje stunder siden gav jeg en inhabil rundtur i hvordan eksponentiel vækst virker på store populationer. Og renter. Og ukrudt. Og vira.
Den lære kan jo bruges til at isolere sig selv og hinanden, alle hver for sig og lige glade, og undgå at blive smittet og smitte andre i samfundet med noget mere coronavirus. Hvad så, når vi er nået over toppen og smittetilfældene så går nedad, og forhåbentlig sker det jo meget snart, skal vi så sidde og kukkelure stadig på hver vores kammer? Altså, hvor antallet af nye tilfælde af virus bliver færre og færre, og vi så at sige har negativ viral rente. Ligesom henfald af radioaktive grundstof-isotoper. Som Tomas Pueyo og hans kumpaner redegjorde for, se lænken dernedenfor, så nej, vi skal nok komme ud igen snart. Men alt bliver ikke tilladt med det samme, og det bliver en glidende overgang tilbage mod normale forhold, i den rækkefølge som det er mest kost-effektivt for samfundet og lægger de mindste byrder på os som individer, samtidig med at virusudviklingen kontrolleres.

Vi skal jo nok være spærret inde i en halv snes arbejdsdage endnu, hvis det kan gøre det. Jo da, karantæne, quarantina, altså quaranta giorno - betyder "40 dage" på italiensk. Som allerede i senmiddelalderens Venedig var den ventetid, som fremmede skibe skulle ligger brak, inden dets besætning kunne tillades at disembarkere ud i virkeligheden.

Hvad kan vi så gøre, mens vi venter på det? Det blev gruppelederne i min spejdergruppe spurgt af en journalist fra Gladsaxe-bladet om for få dage siden. Og svaret er enkelt, se at komme ud og læg alt det crowdede bybras bag dig. Ud i naturen, find nogen orienteringsposter i skoven og lav noget bål og noget grillmad og sov ude, snit i en pind og se dig om i naturen, få forstærket sanserne og indtrykkene og få brugt din fantasi, få noget frisk luft og fuglekvidder og stilhed og stjerner og de enkle og evige ting.

Og man skal jo vise eksemplet selv i sin egen ledelse, så jeg drager en tur ud i naturen, væk fra epidemien og ud til væksterne. Bare lige et lille døgn her i weekenden.

Og de kendte og de fede og dem med alt liret og det lækre hår og X-factor, ja og influencerne, råd og nævn, bloggerne, meningsdannerne, og de rige, de anonyme velhavere, ja de kan også være med. Epidemier er ikke en ny ting, og vi kan søge konsultation i historien, såvel som litteraturhistorien. I sit hovedværk fra renæssancen, Dekameron, beskriver Giovanni Boccaccio 7 unge kvinder og 3 unge mænd fra adelen, altså ved muffen, jetsettet, datidens Hellerup, som under pesten i Firenze 1340 drager ud til et landsted (selvfølgelig med hele entouragen af tjenestefolk og kokke og opvartere, det forstås). Måske dog ikke lige et af de skisportssteder, hvor alle de andre fra jetsettet er. De fordriver tiden her, ti dage (Dekameron er "ti dage" på græsk), med at fortælle historier, een historie hver dag per snude: Nogle sjofle og visse kløgtige og andre høviske, men alle opbyggelige og med en god belærende morale, som Boccaccio har ladet dem give videre til den ny tids genfødte (renæssance-)menneske.

Så: Læg pesten i byen bag dig og drag ud på landet. Og kom hjem med nogle historier, der er værd at give videre og som kan blive stående.

vækst (og stuearrest)

Wed, 18 Mar 2020 23:11:00 +0100

Jeg vil skrive noget om vækst, nu hvor våren står for døren. Epidemien/pandemien med Coronavirus er nok heller ikke gået nogens næse (eller næste?) forbi.
Jeg har selv fået stuearrest fra arbejde sidste torsdag, eller hvad man nu kan kalde det, idet jeg og de andre ingeniører på Topsøe (dem er der mange af) arbejder hjemmefra. Også en del teknikere, HR, funnktioner rundt omkring. Nogen af teknikerne er på arbejde og holder laboratorierne sådan lige præcis kørende, tillige med produktionen.
Det kan være en smuk tanke at se tingene fra den lyse side, at man f.eks. ikke behøver at cykle frem og tilbage til arbejde hver dag, men omvendt er det jo noget af den daglige motion jeg mangler, og den må alligevel indløses på anden vis. Det bliver så Amager rundt i stedet. Men sagen er, at jeg savner mine kollegaer, og det daglige trummerum / bøvl, dvs. det bryderi der kun nødigt undværes. Alternativet har vi nu, at vi kukkelurer for os selv og prøver at få en hverdag ud af det, jeg synes det er værre.

Der er jo ikke megen anden udsigt til andre kår i fritiden, hvor alt andet, møder og ture og familiearrangementer o.a., _også_ bliver først sat på gevaldig skrump og siden aflyst. Lillebroren og hans kæreste kan i hvert fald ikke holde barnedåb på søndag. DDS aflyser kurser og arrangementer eller sætter dem på hold. Møder og planlægning bliver virtuelle og telefonmøder. :-( Alt det er trist, hårdt, kedeligt, og fremkalder vrede, gråd og afmægtighed, men det er nødvendigt, og det kræver (selv)disciplin af alle. Lad os håbe vi kan udvise den.

Jeg selv er dog rimelig bunkret op herhjemme, og har forsyninger til i hvert fald en god uges tid, om det behøves. Og det gør det jo forhåbentlig, og sandsynligvis, ikke.
Og heldigvis er naturen og foråret jo ikke lukket, nu hvor Europa begynder at hælde mod sol igen. Jeg var i weekenden i haven og luge, så nu er der klar til noget vækst og nogen vækster. Kartofler ligger til forspiring i vinduet. Og en ensom tur ud i skov og ved strand er os tillige forundt.

Jeg må sige, at jeg beundrer statsministerens måde at håndtere Covid-19-situationen på, og at gøre og sige det, der SKAL gøres.
Om det var tidsnok er det gode spørgsmål. Et andet sjovt spørgsmål er om nationen var klar til det, før det blev sådan rigtig iværksat sidste onsdag aften (11/3) - tiltagene kan kun gennemføres i den takt de lader sig gennemføre overfor et folk som os danskere, som nok er velopdragne, men også er frihedselskende og fandenivoldske og påståelige og anarkistisk indstillede - og indimellem gælder fællesskabets pligter mere for naboen end for mig (vi er nordens italienere, så at sige). Det plejer at tage sin tid med at få danskere til at forstå alvoren i en situation. Vi kan måske tale om en vis magelig modvillighed, en vis kortsigtet opportun erkendelses-træghed, en vis jeg-ved-bedre. Det er vira så ligeglad med. Her tæller vækst, og vækst opfører sig eksponentielt.

Jeg har hørt en gammel amerikansk ingeniør sige, at alle menneskehedens problemer skyldes vores manglende evne til at forstå den eksponentielle funktion. Lad os stikke spaden lidt dybere ned i det. Jeg bliver let forundret over nogen f.eks. erhvervsfolk, politikere, økonomer og investorer mv. ikke ser den for dem selv langsigtede logik i omgående at lukke hele den ikke-kritiske del af samfundet ned. Jeg mener, de har da ofte en form for uddannelse, tror jeg, der handler om noget med økonomi. Eksponentiel vækst, ja det er jo simpel rente-tilskrivning. Nu sker tilvæksten blot ikke med 1% per år, men 1% per time. Det er desværre ikke en rente, som vi tjener på, men en rente som slår folk ihjel og som ødelægger samfundsøkonomien. Vi har måske haft lav rente og afdragsfrie lån for længe, så penge-regne-drengene har glemt hvad de lærte i matematik på kræmmerskolen (jeg havde det godt nok allerede i folkeskolen). 1% rente i timen, det er en fordobling på ca. 3 dage. Hvad vil det sige, at sådan noget som et antal virus-smittede fordobler sig i løbet af 3 dage? Altså, 1, 2, 4, 8, 16, 32, 64, ... hver tredje dag?
Og hvad vil det så sige at vi kun kender antallet af smittede med ca. 10 dages forsinkelse (inkubations- og forværringstid). Vi tror vi har 1057 smittede i Danmark i dag, men vi tæller kun dem vi har testet/visiteret positive, og nu testes kun de der har sværere symptomer. Da er det jo mildest talt også forundrende at opleve borgere kere sig mindre end lidt om deres gebærden i det offentlige rum og forsamlinger.

Hele den her manøvre, som vi alle SKAL medvirke til, handler om at minimere grundtallet for væksten/rentefremskrivningen (læs: smittespredningen) ned under 1, dvs. negative rente, altså lige noget for bankfolkene, og så holde den dernede og efterhånden løsne op for for restriktionerne, så længe at vi holder corona-væksten kontrolleret.
Jo tidligere nedlukning, og jo mere stramt disciplinen for at undgå smittespredning følges af alle, jo mindre bliver følgerne for samfundet, sundhedssystemet, de danske virksomheder, vores offentlige sektor, uddannelsesinstitutioner og skoler, jo kortere samlet nedluk og jo færre bliver smittede og jo færre i absolutte tal og jo mindre procentdel vil dø eller få følgevirkninger af Covid-19 - idet sundhedssystemet kun har nød- og respiratorudstyr til et endeligt og ikke et eksponentielt antal patienter med virus.
Jeg har hørt at det hedder en no-brainer, hvis det er selvindlysende, men jeg synes nu alligevel vi skal skænke det en tanke, når vi ser hvordan de lidt mere autoritære asiatiske stater håndterer det her. De har prøvet SARS-epidemien i 2003 og ved hvad det kræver. Så husk, at ikke-handle er også en handling. Hjemmeværnets (nye?) slogan, eller motto, er "det vi gør i dag, forbereder os på i morgen". Det passer i eksponentiel grad her. Den tanke skal vi handle efter.

(en post-editoriel indskydelse: Det er dårlig forskning og dårlig skik ikke at referere eller citere andet arbejde på området, særligt centraler værker, og komme med u-underbyggede påstande, og det nærværende skriv var da heller aldrig nået igennem fagfælle-bedømmelsen, hvis ikke forfatter, udgiver og redaktør var een og samme person. For at råde blot en anelse bod på den i det hele taget ikke særlig habile sag, er der her et par centrale og meget indsigtsgivende baggrundsartikler fra Pueyo et al.:
Coronavirus: Why You Must Act Now
Coronavirus: The Hammer and the Dance)

Ringgang

Tue, 24 Dec 2019 11:48:00 +0100

Nu er det jul - og solen er vendt (om end den ikke, fra sit skjul med juleønsker, har vist sig alt for meget gennem de grå skyer og frontpassagerne nærværende efterår?). Det danske svale år i ringgang går.

Atter i år vågnede glasnissen 1. søndag i advent til familiearrangemetet "jul i det gamle fedtkogeri", hvor fætre og søskende og tilkomne kom forbi og hjalp med den meta-semi-industrielle fremstilling af julesmåkager og klejnekog i fedt. Selv drog jeg med juleekspressen, en overraskende fredfyldt tur med Statsbanerne, hjem til mor og far allerede 20. december. Så jeg er efterhånden landet og har holdt julefred. Hjemme på Casa de Theilgaard har vi skaffet, fo(g)det og pyntet juletræ, købt og klargjort julemaden, vi har lavet konfekt og juledekorationer, har øvet julesange, vi har været ude at gå, vi har skaffet og indpakket de sidste julegaver.

Helt går traditionerne dog ikke i kreds. I år er det anderledes end vanligt hos familien Theilgaard. Min ene lillebror og hans kæreste har fået en lille datter her i efteråret og er flyttet i et stort hus ude/inde i Skovlunde. Det er selvfølgelig i sig selv spændende og nyt og glædeligt, men også tilmed beværter de i år juleaften, og det er helt andet end normalt for vores lille familie at holde jul på Sjælland. Og med noget af Christinas familie, med hvem vi holder juleaften sammen(bragt) og skal få noget af alles juleønsker opfyldt. Her, som jeg forfatter det, på vej tilbage til Nordsjælland og i bogstavelige forstand så at sige til gildet, er det også spændende for hvordan dette nye skal være og (til)blive.

Hvad er der så sket siden sidste overkørsel af start på årets store cirkel?

Jeg kan ikke prale af alt for meget nyt under solen, selvom det måske ikke kører totalt i ring eller selv synes jeg endnu er gået helt i stå ved start i livets Matadorspil uden at indkassere 4000 kr. Jeg har haft et travlt år med arbejde og en masse fritidsinteresser, og det er jo ikke nyt for mig. Jeg arbejder stadigvæk på Topsøe og renser natur- og industrigasser for alt det skidt som de indeholder. Jeg er stadigvæk spejderleder, primært men ikke begrænset til at være gruppelleder ude i forstæderne i Bagsværd Gruppe, hvor vi prøver at få spejderarbejdet der til at gøre en forskel for vores børn og unge. Jeg har hele året sunget mandskor med Studentersangerne, hvor sjove og sære optrædener, vandringer, ture og flerstemmige sange. I år kan jeg igen takke for rige gaver i nyttehaven, hvor jeg har haft to nye med-bønder at holde haven med og hvor vi har haft en rig høst; selv har jeg syltet både bær, stængler og beder. Jeg har sejlet sejlbåd, både tursejlads som f.eks. Gotland-Finland og kapsejlads i min sejlklub Lynetten med vores delebåde.
Det har givet et væld af spændende, stærke, gode og også aparte oplevelser, som har været glade og givende. Mod slutningen af året er jeg nok nået til den erkendelse, at jeg ikke har haft meget overskud til at pleje og være nærværende for venner og familie, til at reflektere og finde mig selv, til at sætte den rigtige retning, og til at gøre nye eller spontane ting. Det vil jeg gerne dyrke mere i det nye år.

Glædelig og fredelig jul og et godt og lykkebringende nytår til alle!

Merit og kunnen

Sun, 15 Sep 2019 10:58:00 +0100

Når mindre afskalninger af mit kor, helt ned til kvartetstørrelse faktisk, indimellem synger rundtomkring i det offentlige rum, så ser jeg ofte unge og yngre fedte febrilsk med at få startet optageren på mobiltelefonen. Det har ofte undret mig hvorfor. Jeg håber selvfølgelig, at det (også) er fordi vi synger pænt. Men jeg har den lurende tanke, at det snarere skyldes at de mangler noget saft og ægte, autentisk, akustisk liv og at gøre noget meningsgivende med rigtige mennesker. Måske er det blevet særligt, at der er nogen der kan noget og gør noget skabende som f.eks. at synge. Måske er det så specielt for dem, at de absolut må optage det. Hvorfor ikke finde ud af, hvem vi er og hvad vi gør og om man måske kan være med (det går selvfølgelig kun, hvis "man" er en mand i vores kor)?

Formanden for fædrelandets socialdemokratiske ungdom (DSU), Frederik Vad Nielsen, drister sig nu i ugens tidning (Weekendavisen) til at stå på mål for, at vi skal fokusere mere på krav, præstationer og karakterer i uddannelsessystemet, og mindre på kvote 2. Og at grunden til, at unge trives dårligere psykisk i dag end tidligere er de uanede muligheders forbandelse, velstand der leder til overbeskyttelse og ny teknologi med sociale medier. Det handler for meget om "mig" og for lidt om "vi".
Vad Nielsen finder at vi ikke skal behandle børn og unge som ofre eller pakke dem ind i vat og udjævne alle bump på livets vej. Det forbereder ikke nogen på livet; det gør i det stedet at passe et fritidsarbejde og en uddannelse, hvor man kommer til tiden, indgår forpligtende i et fællesskab med andre man ikke selv har valgt, og at man røgter sit virke og løser sine regnestykker og leverer. Skal den sociale arv brydes, så skal der fokuseres på kunnen og objektive resultater, for den slags kan alle forstå, også dem fra sværere kår, det kan vi kappes om på lige vilkår, og det kan man ikke tale sig fra. Og det er ikke særlig socialdemokratisk at snakke sig ind i eller fra det meste. I parentes bemærket er det nu heller ikke borgerligt, i den forstand at det borgerlige burde være opgør med adel og laugsvæsen og privilegier og (social) arv og beskyttelse, det borger-lige som frisættelse og tro på at mennesket godt kan udrette noget selv.

Friske, unge toner! Mere "Danmark for folket" i klassisk aftapning, mere kunnen og villen og virketrang og opbygning af landet og af borgere. Krav og præstation - det er mao. at forlange alvor af ungdommen... - men så må vi forlange alvoren af os selv, for det er eksemplet der taler og bliver efterfulgt.

Det er ikke for på stedet at blive socialdemokrat, men jeg synes det er en passende og måske skarp lud for en "kreativ klasse" (og det omsighærgende konsulent-uvæsen), hvor vi kan snakke os fra og til alt, men ikke tilstrækkeligt hædrer dem der kan noget og gør noget, sådan noget som at producere eller behandle eller pleje eller forarbejde eller forædle eller dyrke eller teste eller konstruere eller mestre. Jeg har ikke noget imod at være kreativ, og det skal til, men i et vakuum uden kunnen, teknik eller (selv)disciplin, bliver det... tomt.

Så spil spillet og smid ironi, spleen, given sig ud for, asociale medier og optageudstyr i havnen for en stund. Det er federe at kunne og gøre end at foregive eller se på. Og det kan man kan lære og endda indimellem mestre. Ikke at udgive sig for, men at være - Non haberi sed esse - som Tycho Brahe sagde.
Det giver selvtillid og stolthed at gøre noget og kunne noget.

På min pind

Thu, 8 Aug 2019 22:33:00 +0100

Over Østersøen kom min sejlads helskindet, om end på kryds.
Siden ind gennem skærgård og sommerøer, sol og blæst, klukkende vand, klipper og skove.
Og vel ind til fastlandet og Åbo, med gensyn og haveygge.
For siden at vende hjem til København, først med færge og så (nat)tog, i den rosenfingrede dagning.
Og tilbage til sliddet, ora et labora.
Meget at gøre, meget at forberede.
Det er blevet høsttid i haven, og der er masser af grøntsager.
Ellers prøver jeg mest at nyde det sidste af sommeren.

Indeblæst i sommeren

Tue, 9 Jul 2019 19:59:00 +0100

Indeblæst i sommeren Endelig ferie for mig, og endelig. Haven bugner med bær og kartofler, og i år har vi ikke helt så store problemer med tørke og vandmangel som sidste år. Til nu har jeg syltet anseelige mængder jordbær-rabarber-marmelade og ribsgele, som jeg lige nu må prøve at få afsat. Turen kommer siden til solbær og måske andre (vilde) bær, og nu er jeg løbet ind i et kapacitetsproblem, for jeg er løbet tør for tomme glas at hælde syltet i.

Sidste uge, den første ferieuge, var jeg på sommerlejr med spejderne. En sommerlejr-turné, faktisk, med 3 forskellige sommerlejre på en uge - først mini-spejderne på Gurredam, siden mikro-spejderne ved Hvalsø, sidste junior-spejderne på Falster. Når man ikke er leder for ungerne, men for de andre spejderledere, så kommer man ikke umiddelbart på sommerlejr med nogen spejdere. Det gjorde jeg ikke sidste år og fik abstinenser. Så I år måtte der tages revanche, så jeg inviterede mig selv på besøg på sommerlejrene hos de tre aldersgrupper, der alligevel skulle afsted i den samme uge.
Det var rigtig herligt at være afsted, og en god mulighed for at lytte til de ledere, som faktisk har noget med ungerne at gøre, assistere dem med stort og småt og i øvrigt påskønne den indsats de gør.

Denne uge og lidt af næste er jeg på sommertogt med Cabane III - Fredrik Sandströms havkrydser på 38 fod bygget helt af træ, som I år fylder 50 år. Båden blev bygget til Fredriks farfar, ejedes siden af Fredriks farbror og nu af Fredrik. Første sejlads var Gotland rundt, netop i juli 1969.
Fredrik holder båden på skikkelig vis, bl.a. har den i år fået ny dieselmotor.
Årets sommertogt har været forsøget på i løbet af 4 uger af nå frem og tilbage til København. Båden har sejlet jorden rundt 3 gange, så en tur ud Østersøen klarer den nok. Somme vil mindes, at dette også var en tentativ plan for godt 2 år siden. Denne gang har jeg ikke været med på udrejsen, men kun på hjemrejsen, som jeg er påmønstret halvvejs. Der har nu udspillet sig et mindre deja vu. Ekspeditionen er glad startet ud fra den finske skærgård og sejlet mod sydvest, men blev efter udfærden til åbent hav nu ramt at ganske hårdt vejr. Så den er ikke nået helt så langt som til København, pga. hådt vejr og modvind i små to uger.
Og apropos Gotland rundt, så måtte knapt halvdelen af bådene i årets Gotland-rundt-sejlads udgå, og det er da også her båden er nu: I fredags kom så beskeden, at jeg ikke blev hentet i København som oprindelig planlagt, men skulle påmønstre Cabane III søndag aften, altså i forgårs, i Visby på Gotland. Så Øresundstog, lenstrafik bus i Småland og sidst færge til Visby. Det er altså her ekspeditionen er vendt denne gang.

I går kom vi lidt afsted på hjemfærden mod Finland, besætning tæller nu Fredrik og Annika og altså mig (to er nu mønstret af igen). Og faktisk ligger vi lige nu i samme havn, Lickershamn, som vi ankom til og var indeblæst i for 2 år siden efter en mandhaftig sejlads fra den finske skærgård. Og vi har også været aldeles indeblæste i dag med gråvejr, byger og 13 m/s, hvilket ikke rigtig er lempeligt.
I morgen tidlig onsdag morgen ser det ud til at vi farer afsted mod N-NØ, og forhåbentlig rammer vi Åland eller den finske skærgård - ikke alt for hårdt - torsdag aften.

Er det ferie? Helt vanlig mageligt er det jo ikke - og det er jo noget under vejrgudernes nåde hvad jeg gør

Ode til den yndige forårstids komme

Sat, 18 May 2019 12:08:00 +0100

For en gangs skyld har jeg ikke planlagt noget som helst i denne weekend, ja dvs. hele bededagsferien, bortset lige fra at vi sang våren ind torsdag aften på Kastellet med Studentersangerne. Der er så rigeligt med hængepartier at banke i mål i øvrigt. Meget rart på en eller anden måde.
Nu har vi så næsten fået plantet og sået og klargjort det sidste i nyttehaven for i år, der er udlagt vandingssystem til kartofler og jordbær, der er net og næsten alle bærrene. Og Anders x 2 har fundet en tredje kompagnon der nu er med, hun hedder Signe.
Det er utroligt så meget man holder øje med vejrmeldingerne, når man har køkkenhave. Nu er der jo ikke flere millioner på spil for os i tabt høstudbytte. Det føles dog alligevel sådan, at nu har vi investeret vores penge, men langt mere vores tid og kræfter, i at få noget skabt og forædlet - og så skal det klart nok også give pote. Og et sært forårsvejr siger somme, hvor april var varm og maj har været kold til nu (hagl og slud i start maj i København...) - men det er vel indenfor normalen af hvad man kan vente af klassisk gammeldaws dansk vejr udspændt mellem høj- og lavtryk.

I min sejlklub S/K Lynetten har vi nu langt om længe fået klargjort vores to delebåde efter vinteren, så vi kan begynde at komme ud på vandet i dem og jeg kan begynde at invitere andre med ud på, øh, prøvesejladser, Sidste weekend sejlede jeg så med nogen af æres-psykopaterne til Hven, ja det er altså de gamle kollegie-kammerater fra Studentergården anno dazumal, og her grillede, hyggede, skålede, sang (sømandssange) og overnattede vi. Vinden frisk fra NV og i blåt humør, så det var en kamp og et hårdt kryds at sejle derud fra Lynetten - det føltes som om både strøm og vind satte os 1 skridt tilbage, hver gang vi kom 2 skridt frem (eller snarere √2 skridt frem). Sådan er det nogen gange at sejle på kryds. Til gengæld holdt vindretningen nogenlunde og vi havde en herlig og hastig sejlads hjem for rumskøds brise (dvs. "med rummelige skøder", altså når vindretningen er agter for skibets tværplan og skøderne til sejlene således er rimelig slække).

På onsdag holder vi koncert med Studentersangernes Forkor og venne-kvartetter, det er på Studenterhuset i Købmagergade, så der er en mulighed for at lytte på følsomme mænd der synger cabaret/revy-viser, ækel pop, sjælere, arbejderklage, våde drikkesange og djærve sømandsklange - Guck mal hier.

Fritid og fjeld

Tue, 23 Apr 2019 22:19:00 +0100

Vinterfjeldkursus var en stor oplevelse. Og en temmelig aktiv ferieuge som man blev kørt fysisk godt ud af. Grundlæggende går man rundt på ski, går i spor, går udenfor spor, man pejler kurser, op på toppe over pas ned gennem dale ud over stepperne, går evt. tågegang hvis det bliver tåget eller blæst. Til overnatning sov vi først i en hytte, men sidenhen op på fjeldet/Hardangervidden og så var det et par dage i telt. Til en teltlejr hører læmur, et toiletskjul, og inde i telte graver man kuldegrav ud i fjeldteltets fortelt, og graver kogeniche, og så står man op derinde og laver mad i støjen fra multifuel-brænderen. Madlavning er en spændende udfordring og skal helst fungere hurtigt og med kogende vand, og man spiser og drikker nærmest i en uendelighed, og når man ikke spiser koger man vand til næste måltid eller til at fylde drikkedunke. Vand får man ved at smelte sne. Masser af sne.
Det hele rimeligt under frysepunktet og til tider en chill-faktor der bider fra sig. For det meste var vejret dog virkelig pænt, solrigt og ikke blæsende, og de hvide fjelde i sol uden andet i sigte på Hardangervidden var en meget smukt og speciel oplevelse.

Der var noget tomt på arbejdet i hverdagene i påskeugen - der er åbenbart mange gode bud på foreteelser i de dage. Til gengæld kunne jeg fordybe mig i nogle ting og få andet færdiggjort (ikke så mange forestyrrende elemeneter), og derudover er vi vist ret gode til at rykke sammen og holde lidt på hyggen, når i ferierne er få på arbejdet. Egentlig var det ganske gemytligt.

I påskens helligdage stod den så på Fjeld- og vildmarkskursus, mere spejd med andre ligesindede friluftsgale tosser, og det var så vandring med egen oppakning (igen), teltovernatning og fra sted til sted, men uden ski. Vi var på Det var på Söderåsen i Skåne, på kryds og tværs af den, ad stier og veje og gennem terrænet. Kompasset er din bedste ven. Det var en lidt anden termometrisk oplevelse end vinterfjeld, kan man sige (selvom højtryksvejret var det samme).
Det var helt fremragende at gå rundt i skoven og faktisk se bøgene springe ud fra dag til dag (nærmest fra time til time), svømme i en kold sø ved Klåverød, overnatte i en lille tilfældig lysning et hemmeligt sted midt i skoven, stå op til rimfrost på teltet og powergrød, alt til trods for ømme ben og fødder.

Våren er her nu. Megen sol har Skandinavien fået i de forgangne uger. Helt ked af det er jeg nok ikke. Med al den sol er haven efterhånden blevet tør som en martini, og det bliver spændende at se hvordan det vil kunne lykkes at udplante nogle mere vandkrævende planter som porrer og gulerødder og løg lige straks. Kartoflerne ligger allerede i jorden under fiberdug (vi satser på at de under jorden og dugen har klaret nogen af de første dage i april, hvor termometret vendte ned under nul ved nattetid).

Vintertræning

Wed, 6 Mar 2019 21:00:00 +0100

Denne her vinter er lidt mere aktiv for mig end normalt. Det startede allerede i november. Løbe-træningen intensiveret, og siden med styrketræning flere gange ugentligt. Så når arbejdsdagen er slut går det over stok og sten til Rådvad t/r, og sidenhen armstrækninger og håndvægte og squats og lunches og mavebøj-og-stræk-og-vrid mv. Det er så lige pt. den fysik-træning jeg får - min cykel er nu midlertidigt ude af funktion pga. ekset baghjul og knækket gearholder og det er virkelig træls. Med det lidt ruskede vejr vi har just nu får man så også trænet sin vilje- og karaktér-styrke en smule, kan man sige.

Weekenderne bliver brugt på turtræning. 1. weekend februar var jeg på Alligatorløbet, Danmarks hårdeste løb for seniorspejdere og oldboys, en dyst i klassiske spejderfærdigheder og håndværk og hovedbrud i en meget gennemført fantasiramme - denne gang handlede det om Sixten Sparre og Elvira Madigan og deres halsløse (gælds- og fane-)flugt gennem Sverige og Danmark... og til Amerika! Det var som vanligt et koldt døgn på Söderåsen, som det er kendt og prøvet. Sne var der masser af deroppe, vi lå lige omtrent på frysepunktet +/-, så det var dejlig tungt at gå de 40+ km med rygsæk fra lørdag aften til søndag eftermiddag. Vi havde den fornøjelse at skulle lave et mindre Racerløb med rygsæk op og ned ad åsen (fra 50 til 200 m over havet) et par gange efter hinanden, sådan henne ad søndag morgen (hvor vi parentetisk bemærkede var rimelig trætte i forvejen).

2. weekend februar var der så en ny træningstur, denne gang med sangerkammerater på vandring ud i Odsherred. Turen gik fra Jyderup og siden norden ud, op over de inddæmmede fjorde, Vallekilde og Dragsholm og op i det område ved Sejerøbugten, der bare hedder Bjergene. En sjungende tur ud i det lavtryksvåde og blæsende Nordvestsjælland. Karsk og karakterstyrkende det var. På de her ekspeditioner er det mad over bål eller trangia, og alle medbringer små overraskelser i form af indtagelige lækkerier eller drikkevarer (ofte procentuelt). Der er noget specielt over at stå og synge jægerkor og dansk guldalderromantik i 4 stemmer i en mørk og våd og blæsende skov omkring et lejrbål eller i en shelter.

Endnu venter den store prøvelse; det der trænes til. En hel forweekend spækket med teori og to-do i januar ledte op dertil. Hvi træner jeg da? På fredag tager jeg med det fælleskorpslige Fjeldgruppen på Vinterfjeldkursus på Hardangervidda i Norge. Det er sådan en slags spejdertur med udeovernatning i telt eller snehule - i meterdyb sne på fjeldet ca. 1200 moh, fjeldski på fødderne og rygsæk på ryggen, og så er det ellers bort over bakke. Kursusteamet mente at det bare var med at starte træningen, hvis ikke man skulle få en temmelig hård uge i kageform i Norge. Nu har jeg så også fået indkøbt det manglende udstyr og på det nærmeste tømt Spejdersport og har snart pakningen på plads. Og håber på sne, gerne klart og højtryksvejr, men ikke alt for koldt, brrrr.

Køleskabspoetisk raptus

Fri, 1 Mar 2019 07:54:00 +0100

Beriget og begavet blev jeg på min fødselsdag for små to uger siden.
Bl.a. fik jeg af Jacob og Anne Louise det her halve tusind køleskabsmagneter med ord på. Et værdigt benspænd det er, det kan i hvert fald få mig til at snuble i hvad jeg nu havde af gøremål. For de står jo der, ordene, og skriger på at blive lavet til sætninger, til digt, til mening(er), til forslag og anslag, udspil og ordspil. Nærmest overfaldet blev jeg fordelen af køleskabet, som derfor fordrede at jeg kastede hvad jeg ellers bar og havde af gøremål for en stund.
Endnu er jeg blot gået i kast med en mindre del af magneterne og størstedelen er uanbrudte, men det kan ikke vare længe, før de også kommer i brug - der imødeses megen overspring og hovedbrud i stundende tid og måske endda spændende lyrik eller prosa. Får vi se.

Ellers fejrede vi min og Jacobs fødselsdag ved at være ude og fælde træer ved sommerhuset, mor og far og mine søskende og tilkommen, som det nu er blevet en tradition hos familien Theilgaard. Motorsavsmassakre, brændekløvning, stakning, kage og god mad - ja det er noget der samler nationen.

Solen vendt

Mon, 24 Dec 2018 14:20:00 +0100

Jeg er igen vendt hjem til midt- & vækstjydske og familien for at fejre julen. Med jernbanedampekspressen, fællesskabets kampvogn, så ganske årle en lørdag morgen med alle de andre, der også monne age over bælterne.
Og jeg havde næsten glemt fra sidste år, at jeg som så ofte også vender hjem til det i min familie, blandt mine søskende og forældre, nærværende og lidt almindelige og meget kærlige bryderi, som vi egentlig nødig vil undvære (på jydsk: "bøvl"), om juletidens daglige og også praktiske gøremål - en art forhandling om hvad vi egentlig skal og hvornår og hvorfor. Men ellers også til brætspil, julesange, gåture og madlavningsprojekter. Og når det virker og er bedst - autentisk nærvær.

Hvad har året budt på? Tjo. Det er faktisk først her i juletiden, at jeg synes jeg har tid til at se det hele lidt mere fra oven. Jeg arbejder stadig i Topsøes miljølaboratorium som forskningsingeniør, hvor vi laver gasrensning. Og det er for at sige det rent ud rigtig spændende og meningsfuldt for mig.
Jeg er stadig en ret aktiv studentersanger, hvilket kan være lidt en livsstil. Endnu mere en livsstil er mit spejderi, som omfatter både gruppeledelse, ledelsesvejledning, nyt og ekstra ambitiøst friluftsliv og, når det flasker sig, spejderløb for oldboys. Ja og dernæst holder jeg stadigvæk havelod (2 havelodder faktisk sammen med en gammel kollegiekammeret) ude i Sundby, det har både budt os bær og ærter og kartofler og urter, og der står da endnu både grønkål, rosenkål og noget andet krøllekål igennem vinteren og byder sig til.
Også lidt nyt:
I foråret bestod jeg min yachtskipper-3 eksamen, så nu må jeg sejle delebåd i min sejlklub (Lynetten), og det er blevet brugt en del i årets løb, og kommer nok til at blive brugt endda mere næste år, håber jeg.
Her i efteråret har jeg læst projektledelse på DTU, delvist fritid og i en halv dag af arbejdstiden. Jeg synes det har været hårdt spændt for i mit daglige program - det er jo ikke fordi, at jeg ikke laver andet i min fritid - jeg har i hvert fald ikke rigtig haft det store overskud til at slappe af selv eller gøre andre ting med større nærvær. Nu i julen tager jeg tilløb til at rode mig ud i nye forviklinger.

Hvor er det glædeligt jule-overraskende at vi her på egnen i dag har strålende sol; den synes jeg ellers ikke vi har set noget som helst til i Københavnstrup de sidste 3 uger, hvad var jævnt hen trist (ja jo, det er jo ikke for det, jeg arbejder jo fra før solopgang til efter solnedgang i hverdage, så hvad jeg ellers vil kunne se af sol vil også være ganske indirekte). Men med lidt solskin over dagen i dag kan jeg vel godt undvære den hvide jul. Himmerlænderen Johs. V - der jo nok var optaget af himmellegermernes vandring på stjernebaner og årets følgende skiften - skrev selv om det tilbagevendende lys i sin "Solhvervssang":

Vor sol er bleven kold,
vi er i vintervold
og dunkle dage!
Men nu er nedgang endt,
og håbet tændt - ja håbet tændt,
for nu er solen vendt.
Nu kommer lyset og den lange dag tilbage!

En glædelig og hjertelig jul, og et knaldgodt lyst og pyroteknisk nytår!

Høstsang

Tue, 23 Oct 2018 23:56:00 +0100

Sommeren slut. Huske at glemme, uafbrudt. Lyset væk. Cykellygte, ansigtstræk. Viskes ud i en andens blik. Lyden af skridt der gik.
Nej, den sidste rest af sommerens overdådigt varme vejr er nu omsider blevet fejet bort af frontpassager og nordvestenblæst. Varmt og urimelig tørt er det nu ikke mere. Det er forbi med gøgevejr, og fuglepjat i grene, og pigetræk bag bøgetræer. Nu fryser man alene.
Også i nyttehaven er høsten kommet. Marken er rimelig mejet, så at sige, omend kålen står tilbage, ja dens sæson er jo nu oprunden, sammen med vinterukrudtet og de nøgne solbær- og ribsbuske. En rig sommer og rig høst det blev, med mange bær (grundet megen vanding) og nu deraf en hel masse syltetøj. Jeg har forsøgt at stoppe mine omgivelser til med squash- og græskarkager. Og megen æblegrød er der da også blevet kogt og frosset ned til svære tider, i vor lade, på vor lo.

Men en "indian summer" fik vi dog lov at nyde for et par uger siden med sommervarme og solrige dage, og det faldt så heldigt ud for mig, at jeg nød den en weekend på vandring langs sydsjællandske skove med tre sangerkammerater. En god udetur i sheltere og med mad på bål og helt forrygende efterårsvejr.
I lørdags var jeg med mine forældre og søskende (mors fødselsdagsgave) på Stevns, hvor vi spiste frokost på Rødvig kro, og siden på Stevnsfortet over og under jorden, kaffe og kage og spise middag hos LB og Christina. Årets nok sidste tur på Sundet og en tur rundt om Hven kunne nydes i søndags med familien Fock.

Noget nyt sker dog også, jeg læser projektledelse på DTU en aften om ugen dette efterår. Foranlediget af mit arbejde, faktisk. Det er ret sjovt og lærerigt, og det er også ret skægt at møde nogen andre mennesker ude fra den rigtige, rigtige verden, der gudskelov ikke alle er ligeså nørdede som mig, og som har deres egne projekter at slås med.

Den store sommer.

Sun, 22 Jul 2018 20:50:00 +0100

Man må sige at dette så lange og ustandselige sommervejr har sine fordele. For mig betyder det, at der cykles gerne på arbejde, og at vejen til eller fra lægges omkring f.eks. Svanemøllestranden, hvor jeg svømmer. Og så længe der ikke er alger (og hvor længe kan mon det vare?) er det jo herligt. Men det er hårdt at arbejde inde og kigge ud, det er hårdt at slide ude og længes ind. Og græsset er grønnere på den anden side, men det er i hvert fald ikke særligt grønt i Dannevang lige nu.

Og fraværet af noget ordentligt bål på den nys overståede sommerlejr med mini- og juniorspejdere var en streg i regningen. Det er ikke hver dag, man kommer hjem fra spejdertur og IKKE OVERHOVEDET lugter af røg. Men det føles galt. En ellers god og dog kort tur til Næsbycentret. Og så ellers en god og dog kort tur over at besøge samsingerne. Selv ikke en lille grill her og der, nej, denne sommer.

OK, fraværet af regn og 2 måneders tørke lægger da også en opgave på haveholderne, som vil have udbytte af indsatsen. Tak må vi sige HOFOR, det kan ikke have været små mængder af deres livgivende oppumpede dråber vi over tid har skænket vore vækster. Men det har nu givet god pote, masser af squash, kartofler, ikke så mange jordbær, rabarber, solbær og ribs og nogen stikkelsbær. Jeg har syltet rigtig meget allerede.

I små to uger sejlede jeg med Fredrik og andre gaster på Fredriks båd Cabane III rundt i det finske skærgårdshav. Sådan en sejlads hvor man f.eks. går i land på en lille ø på en halv hektar, hvor der ikke er meget andet end træer, en bådebro, bøjer, fælles lokum og vigtigt af alt brænde og sauna. Jeg stod for noget af maden, og igen blev der forsøgt kultureksport i form af frikadeller og stegt flæsk med persillesovs. Det fungerede for sultne sømænd.

I denne uge har jeg dog igen ferie og jeg er først i sommerhuset og måske kommer der nogen andre forbi (vi håber da endnu). Efter det bliver det ferie med mine søskende og tilkomne og fætre i København.

I vinter, under meteorologi-undervisningen til mit yachtskipper-kursus, foreholdt underviseren, at det var slut med lange højtryksdominerede somre og vintre med solrigt vejr - klimaforandringerne medførte i stedet, at den ene lavtrykspassage ville efterfølge den næste, med deres stabilt og forudsigeligt omskiftelige nedbørsbetonede vejr. Prognosen har mildest talt ikke holdt helt stik endnu.

stryger en sejler for sommervind

Sat, 23 Jun 2018 12:05:00 +0100

Fredag, i går, årle morgen fløj jeg på ferie. Lidt tidligt i år, men destination Finland, hvor Andreas holder midsommerfest (tilfældigvis sammenfaldende med Skt. Hans aften) og siden går det på sommertogt med Fredriks båd Cabane III videre ud i skærgården på kryds og tværs. Vinden bestemmer. Tilbage igen engang. Vedhæftet et billede af stemningen ombord i formiddags, på Skt. Hans aftens dag.

Midsommervejret her er som hjemme, bare koldere og mere blæsende (kuling fra nordvest, småbyger og ca. 12 grader C). I hvert fald på midsommarkvällen, 22. juni. Dog, her må man gerne lave bål, for det har regnet lidt i den forgangne uge, men traditionen er dog ikke dertil i Finland.
Men det bliver jo atter varmere igen, og så sejler vi til små havne og havner i græs og blåbær og fyrreskov på sommergrønne øer.

Grundet det sommerlige vejr tidligere i år er vi allerede i gang med at høste nogen af frugterne af nyttehaven og jeg har startet produktionen af marmelade. Tillige skal jeg også forsøge at forædle nogle nye naturprodukter. Noget deraf er nu overbragt til Fredriks båd, og så bliver det jo nok konsumeret under færden mellem øerne. Produktionen fortsætter nok ved hjemkomst til Danmark, fulgt af sang, spejd og andre stunder i den fri natur.

Uti vår hage

Sat, 9 Jun 2018 19:15:00 +0100

Den knastørre sommervejr har varet i snart 6 uger nu i København, siden starten af maj. Det er så tørt som en martini, der er støv alle steder og det er bagende varmt, så man knapt holder ud at arbejde inde, men jo knapt heller kan trives ude.

Det er enhver landmands og haveejers mareridt. Der skal vandes hver anden dag for at holde planterne ved godt mod og sikre sig et godt udbytte, og det er altså målet på vores lille lod af Herrens jord. Ja, det er selvfølgelig lige indtil vi får vandingsforbud, og man må jo frygte at det kommer sejlende ind ad brevsprækken hvert øjeblik. Og den nyvordede yachtskipper, der har brugt vinteren bl.a. på lidt grundlæggende meteorologi for vestenvindsbæltet, spejder ud i horisonten og vejrudsigten efter nogen frontpassager og noget regnvejr. Lidt hjælp skulle vi gerne bede om.

Varmen og det bragende solskinsvejr resulterer til gengæld i sensationelle haverekorder. Vi fik de første modne jordbær og kartofler sidste lørdag, 2. juni. Det må jeg sige er vældig tidligt, selv for os der gerne går tidligt til værks i marts med de første spadestik m.m. Og lige nu bugner det med jordbær, så man skulle tro at man var længst forbi midsommer. Svært at bedømme om det er klimaforandringer. Under alle omstændigheder usædvanligt.

Man kan se hvordan det går for os på fotoet. Tillige anes vores vandingssystem, som er blevet lidt berømt i nyttehave-foreningen, angiveligt fordi vi har talt godt for vores syge moster for at det er meget vandbesparende og også rygskadebesparende (ellers er de ikke så meget for den slags nymodens pjat; det skulle jo nødig blive for nemt). Det turde dog være medvirkende grund til at der er så mange jordbær og det hele ikke er visnet bort. Som del af medansvaret følger en art hoveri med at holde de fælles faciliteter og haven ved lige. Det skal være vor beskedne tak til kommunen. I dag havde vi fællesarbejde og jeg var med til at nedrive et af vores medlemsskure, som så ganske forfaldent ud. Det var ordentlig sygt sjovt at være lille dreng med koben og brække brædder op.

På højtryk

Sun, 18 Mar 2018 21:13:00 +0100

Endnu er det på en måde vinter, og endnu synes jorden hård. Det er endnu ikke tid at vende jorden i nyttehaven, det er endnu ikke tid at nyde blomsterflor. Den isnende påskeøsten holder mulden skak (polarfronten og de vandrende lavtryk går syd om Danmark og vi har koldt, klart højtryksvejr). Men flot solskin er det, flot og betagende solnedgang, og flot stjerneklart om natten.

I denne weekend har jeg været på boot camp i sommerhuset. Jeg forsøger at afslutte min yachtskipper 3-uddannelse dette forår, så der er eksamen i april. Og dertil skal der skrives en skriftlig opgave i pensum, altså en sejladsplanlægning der inkluderer aspekterne fra undervisningen.
Da jeg tager uddannelsen for at kunne låne dele/leje-både og drage på sommertogt, virker det rimeligt at sidde og skrive dette i sommerhuset. Det kan man jo ligeså godt som så mange andre steder føre bag-til-sæde-fingre-til-taster, og det er i hvert fald sjovere at sidde her og gøre det (og føle at det lugter lidt af fritid) end at gøre det derhjemme på stenbroen med udsigt til Amager Badminton Club. Historikken fra tidligere opgaveskrivning har jo også inkluderet sommerhuset.

Det betyder bl.a. ild i pejsen (det tager et halvt døgns fyring i pejsen at varme hele huset ordentligt op, men så er det også et par og tyve grader i stuen) alt imens symbolanalytikeren forsøger at producere noget tekst, der har en eller anden form for hjemmel og grundlag i sø-ret, regler, navigation, sømandsskab, sikkerhedsforhold og meget andet. Der er meget at lære og meget at skrive om. Og ganske som det vældig tit er og har været med mig, så er jeg for traditionens skyld ventet med at starte skrivningen til det ikke kan opholdes længere, så nu skal der så bestilles noget de næste 3 uger. Det skal blive muntert, specielt at blive færdig med. Og ris til egen mås, ja det er lige præcis hvad det er.

Andre småting tillader jeg mig dog også at nå mig, gå ude i solskinnet blandt andet, og jeg må sige at det er rart at være ude nu når solen har fået så meget magt og den iskolde østenvind har lagt sig noget, forholdt til de seneste dage. Det var nærmest behageligt at være ude. Vinden piber dog stadig koldt på toppen af Rusland.

Foråret så sagte kommer

Sun, 11 Mar 2018 20:45:00 +0100

...meget sagte, ekstremt langsomt faktisk, gør det, to uger først med frost og siden med masser af sne og sjap. Og nu skal der så komme mere frost, spår meteorologikken? Det er åbenbart vinteren og ikke våren, som kom nu. Den forsinkede Kjørmes Knud. Bedst som du gik og troede, at det skulle blive mildt, ligesom det skulle blive til at have med at gøre at cykle på arbejde i og i øvrigt at motionere i. Endnu er det vinterforrådet, der gælder og som vi skal tære på.
Min kriblen i fingrene som havedyrker er ellers svær at tøjle på denne årstid. I vores have står der dog endnu både grønkål, rosenkål og jordskokker, så behovet for at pløje og tilså kan holdes i ave ved at høste de sidste frugter af fjorårets indsats og pleje. Med kålgård er der noget at hente på enhver årstid, og sundt er det oveni købet. Grønkålen har holdt rimelig godt og vi har stadigvæk en del rosenkål på stokkene derude.
Eneste problem er at komme ned til jordskokkerne. Jeg prøvede i sidste weekend uden held. Jorden er ganske frossen i hvert fald til 8 cm dybde, så man må sige at det vinterforråd er solidt oplagret, men nogen nytte giver det ikke lige nu.

Troldspejlet

Mon, 29 Jan 2018 20:04:00 +0100

Jeg sad i morges, i et Kierkegaard´sk øjeblik, og drog et suk over en reklame på skærmene i S-toget, over de dårer og stakler, der ødelægger deres og andres tilværelse ved at lægge kompromitterende billeder af andre på nettet og de sociale medier. Og det er nemt at stå udenfor og pege fingre. Kan jeg mon skrive om det uden fingerpegning på nogen, men på noget.

Jeg ved godt, at jeg er sær eller i hvert fald ikke helt normal, ved ikke at være på de sociale medier (det er i hvert fald et indtryk jeg kan få, og jeg takker i mit stille sind Forsynet hver gang, at jeg kan være fri for det juks), denne blog undtaget. Måske er det ikke helt så sært, som jeg gør det til her, men majoriteten i min generation og dem efter er jo med på spøgen.

Det med at det er "sociale" medier tager jeg nu også som en ufrivillig morsomhed. De er ikke sociale for mig, thi socialt, det er sammen med mennesker. En skærmmedium er et elendigt surrogat for den ægte vare, for oprigtigt nærvær og udvist omsorg og delt interesse og engagement. Eller jeg synes ikke engang at det er en erstatning, så jeg kan ikke forstå det. Jeg kan ikke være til stede med mit fulde nærvær med en skærm - oplevelsen at nærvær, af at glemme sig selv, "tidens bliven rum", så at sige. Den gives kun borte derfra.
Vi danskere synger ikke så meget på vores modersmål længere; der er noget der gnaver det nærvær væk, som vi mødtes og levede og sang i. Det er lettest at holde et folk i skak, som slet ingen sange har. Det er da ikke sært, at vi ikke er lykkelige, at vi er stressede eller har ondt i livet og ikke magter at tage ansvar for så meget? Hvornår har vi sidst glemt os selv?

Nu ved jeg godt, at fjæsbog & friends også kan bruges til at arrangere fester og arrangementer og indbyde andre (indenfor klubben af medlemmer, så at sige) og strikke lidt mere personlige henvendelser til under få eller 4 øjne, og så kan vi jo holde kontakt eller dele med hinanden her, og det er også fint nok og vel, som brevskriveri er det. Men det er det med billederne og den visen sig frem og visen andre frem hinsides deres accept jeg er efter.

Hvad bliver der af dyderne, hvis de gøres for at blive vist frem, men ikke til andres gavn? Hvad bliver der af oplevelserne, hvis de ikke leves med andre? - Med alle de spejle, som vi hele tiden skal se på os selv med og gøre os til for?
Så hvem ser man, på de sociale medier, hvem møder man? Sig selv, ser man i spejlet, men forvansket. Så nu mens vi prøver at navigere i det skidt, og skille skidtet fra kanelet, bliver det brugt som en social virus, til at sprede enøjede løgne i de blindes land, til at gøre grin og grimasser, til hån og fornedrelse, til almen fordummelse og nuttede kattekillinger, hvad behager.
Og vores unge, der ikke har lært at navigere endnu, i at der er en etisk fordring til mennesket i den anden ende, der ikke har det fundament af menneske-lighed bygget op endnu, de de ser i deres eget lille troldspejl og får en mikrosplint i øjet af det store. Har vi ikke hørt den historie før? Jo:

"Se så! nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold! det var en af de allerværste, det var "djævelen"! En dag var han i et rigtigt godt humør, thi han havde gjort et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt der sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre. De dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave, ansigterne blev så fordrejede, at de var ikke til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være så vis på, at den løb ud over næse og mund. Det var udmærket morsomt, sagde "djævelen." Gik der nu en god from tanke gennem et menneske, da kom der et grin i spejlet, så trolddjævelen måtte le af sin kunstige opfindelse. Alle de som gik i troldskole, for han holdt troldskole, de fortalte rundt om, at der var sket et mirakel; nu kunne man først se, mente de, hvorledes verden og menneskene rigtigt så ud."

Læs selv resten hos H.C. Andersen, Snedronningen.

Glasnissen er vågnet

Sun, 3 Dec 2017 21:40:00 +0100

Glasnissen hjemme hos mig vågnede her til eftermiddag, og indvarslede dermed juletidens komme. Glædelig adventstid, glædelig forjul!

...?

I dag 1. søndag i advent stod den på julesmåkage-bagning derhjemme, med en lillebror + kæreste, fætter + kæreste og endnu en fætter. Der var frokost, juleklippeklister samt tilblivelse af brunkager, klejner og jødekager over middag, hvorved køkkenet (og stuen) var ganske fyldt af familie travlt sysselsat og i gemytlig passiar. Det har ofte undret mig at mange beflitter sig på at bage småkager alene og tale om hvor julen er travl med at skulle nå meget. Selv synes jeg at det meningsfulde i julen er at nå lidt mindre, men at nå det med andre, så det gjorde vi i dag. Men, traditionen tro skulle det dog hævdholdes også på markmandsgade at der blev kogt klejner, så det også i år kan blive jul i det gamle fedtkogeri, thi sådan er det for en gammel fedtkoger.

Men hvad er så det med glasnissen for noget?
Hos min farmor og farfar var det tradition at en af de første dage i december, en weekenddag, bød på bagning af brunkager. Nogen af børnebørnene var så med til det. Efterfølgende ville farmor ringe og fortælle os, der ikke kunne være med på dagen, at glasnissen var vågnet. Jeg må tilstå at jeg nok var noget oppe i tyverne, tror jeg, før jeg helt forstod koblingen. Glasnissen er i min familie den nissemand af glas som man blandt meget andet hænger på juletræet. Han ligger jo vel nedpakket med så meget andet julepynt det meste af året. Men han har en fin næse og elsker duften af brunkager; og just brunkager er det, der atter bringer ham til hægterne. Glasnissen vågnede altså i dag af sin elleve-måneders dvale når han duftede brunkagerne fra ovnen.

Glasnisser overalt, opvågner Eder - stunden for brunkageduft er oprunden.

spejdervejr

Wed, 1 Nov 2017 22:18:00 +0100

Bladene skvatter af træerne, solen forsvinder allerede om eftermiddagen (hvis den overhovedet viser flaget), det er køligt, det er regn, det er rusk. Spejdervejr!

I weekenden sidst var jeg på en årlig nordsjællandsk spejdertur, som hedder sølvøkseløbet. Det er sådan en slags orienteringskonkurrence for spejdere over en håndfuld forskellige O-løb, ja det handler ikke om andet - så konkurrerer man om en kæmpestor økse med sølvhoved som vandrepræmie.

Det er 17 år siden jeg sidst har løbet et rigtigt O-løb, hvor det kun handler om at finde poster og ikke løse alle mulige opgaver ved posterne, og hvor jeg ikke selv skulle arrangere løbet og sætte posterne ud. Glædeligt gensyn.

Man løber i tomandshold, undtagen på en af banerne, hvor der er enkeltstart. Dog er der altid noget lusk ved o-løbet på Sølvøkseløb, og i år var ikke nogen undtagelse, der var krydret orientering: Spejlvendte, blandede kortudsnit og linjeløb, kompaskurser uden afstande og ukendte fejlvendte kortbrikker, gamle luftfotos fra da mormor var dreng, ekstra-poster og bonus-poster og "Står på en alpetop-løb" - ja sandelig om ikke højdekurverne i Rude Skov ligger tæt, så der skulle vi rigtig meget op og ned. Så der var både motion og udfordrende hjernegymnastik med kort.

Fredag aften tre natløb i alt 13 km i fugleflugt, lørdag 3 dagsløb i alt 21 km i fugleflugt, lørdag aften fest. Søndag (og mandag) særdeles ømme syrebasser og fødder og vabler (det værste er næsten vablerne mellem tæerne, nå men hvad, det fortager sig dog). Vi sov ude i et bette tomandstelt, og der kunne man RIGTIG høre regnen og stormen flå i træerne. Det var rart, at de ikke drattede ned (telt såvel som træer). Vindens tuden holdt mig dog ganske vågen, så søndag var jeg træt træt træt træt.

Florentinsk hede

Tue, 5 Sep 2017 22:55:00 +0100

Arbejdet sendte mig sidste uge til Firenze, eller jeg sendte mig med arbejdet did, hvor der var en stor konference om katalyse. EuropaCat, hedder konferencen. Katalyse, hvad er det? Det er når der skal fart på kemien, som min gamle vejleder sagde det for mange år siden.

Når man er et katalyse-firma så må man jo også være sådan et sted nogen stykker og være aktive og udadgående, og udover at gå til foredrag så stå i firmaets bod og præsentere os. Der er folk og kontakter der skal mødes, og der er videnskab der skal forstås. Så man er i gang de fleste dage fra otte morgen til sen aften, hvor afbrækket fra konference og bod kun er ud at spise frokost midt i det hele og middag efterfølgende.
Maden i Firenze var nu nok nydningen værd, og værten på vores hotel kunne komme med særlige anbefalinger at forfølge. Så vi spiste ret billigt, og samtidig rigtig rigtig godt (og for meget, selvfølgelig, hvilket også forklarer, hvorfor man ofte ikke får andet til morgenmad end en crossant og espresso og evt. en smøg i Italien).

Men, det var nu spændende at være på katalysekonference og der var noget at lære. Det var nu ikke alt der var så nyt og hot og brændvarmt at man ligefrem skulle have tænger og varmehandsker. Meget af den forskning der blev præsenteret tænkte jeg, at hvor var det nu jeg havde set det før, nåeh jo, på samme konference for 8 år siden i Salamanca (hvor jeg også var med, allerede anno dazumal kunne man læse herom på bloggen fra Deres Ærbødigste).
Der tales indimellem om teknologisk inerti, altså det at når man er gået igang med en teknologi, så hænger man på den og har svært ved at forlade den pga. investering af ressourcer og tid og folk og dimser og maskiner. Her kunne man måske tale om akademisk inerti.

En ting der også var spændende men som jeg nød mindre var at prøve at overleve i det florentiske vejr, damn det var hot, som i hele perioden stod på så høj en sydlandsk sol og 35 grader. Så der var (endnu) et bidrag af det sommervejr, som næppe bekom nogen denne sommer i Dannevang.

Somme kunne måske i løbet af en lang og mørk og kold nordisk vinter ønske sig toscanske tilstande.
Jeg var nu fro og fornøjet med at komme tilbage til mere tempererede tilstande, og nød da også weekenden - mens septembers himmel endnu var sensommerblå - med at plukke mirabeller og brombær, og cykle og besøge venner til frokost. Man kommer til at savne rugbrød i Syden, det passer.

Lejrliv

Sun, 13 Aug 2017 14:35:00 +0100

Sidste uge af min ferie, den sidste i juli, var jeg på Spejdernes Lejr, som er den fælleskorpslige spejder-landslejr (med besøgende udenlandske indslag) der blev afholdt lige nord for Sønderborg. Fra Bagsværd gruppe var vi næsten 90 mennesker afsted i gruppelejr, men heraf også over 20 ledere, så der var dog en vis sammenhængskraft og et mådeligt overblik i kaos, vil jeg sige.
Og vi havde en spændende uge, masser af aktivitet, lejrbål, lejrliv og Gud ske lov en lidt mere spejder-betonet oplevelse af denne Spejdernes Lejr end den for 5 år siden. Jeg er ikke nødvendigvis fan af store lejre, for selvom de ofte er store oplevelser, er de ikke altid store spejderoplevelser. Så her gik det bedre, vil jeg mene.
Og vejret, med ikke en dag uden sin helt egen type regn, gjorde også sit til at fordre at vi gjorde vores bedste, som vi lover i spejderloven; thi, nu klager vi jo ikke som spejdere på vejret, ej heller når det er rigtigt spejdervejr, og vi blev i hvert fald udfordrede og havde så, kan man tørt (!) konstatere, lejlighed til at vise om vi så duede til noget og om vi tog besværet med et smil og holdt trit og retning som spejdere i det vejr og føre/pløre.

Efter det tilbage på arbejdet en uge igen efter ferien, tilbage til opgaverne og laboratoriet, for i hast at forberede den næste tur: I den forgangne uge var jeg nemlig med en kollega i det nordvestlige USA for at få en lokal testopstilling til at fungere igen. Den står på en losseplads og behandler noget gas derfra. Endnu en spejderlejr, nu som arbejde, kan man næsten sige, hvor der også var brug for hittepåsomme løsninger, fantasi og arbejdsomhed, samt et vis mål af lederskab og kommunikation.
Her var vejret dog lidt anderledes: 30 grader (Celsius...) og fuld sol, der havde faktisk været tørt i over en måned. Og til tider et hint af en lidt dubiøs oduer fra det rådnende skrald. Ingen klagen herfra, men det er dog også rart at kommende hjem igen i fredags til lidt mere saltfrisk havluft og tempererede vinde.

Skærgård

Fri, 21 Jul 2017 16:35:00 +0100

Sidste uges tid har jeg brugt i (på) det finske skærgårdshav. Før ferien var jeg meget heldig at min gode ven Fredrik Sandström, djäkne (2B) såvel som træbådsejer og -skipper, arrangerede og skaffede bemanding til en bådsfærd rundt i den finske skærgård. Fredriks båd hedder Cabane III, og som tidligere omtalt på denne side er det en havkrydser helt i træ fra 1969, der har været rundt om jorden 3 gange før Fredrik købte den sidste år.

Så vi sejlede rundt på en odyssé udi skærgårdshavets steder og krinkelkroge (der er nok en del vil jeg mene), men også historie og miljø blandt de tusind øer og skærs beboere - og undersøgte hvordan man holder sommerferie i Finland. Hav, sol og vind var med os, så vi kunne gå for sejl hele tiden undtagen ved ind- og udsejling til havn, og vi havde en overordentlig fin og meget smukt tur. På turens første dage var Johnny og Johan med sammen med den eksemplariske skibshund Winston, på de sidste dage var Thomas med. Vi besøgte venner og bekendte der ferierede derude, en overnatning hvert sted, og der foregik alt i en rolig rytme afstemt efter vind og sejlads, med sene måltider og fokus det nære og umiddelbare (helt ulig hvordan jeg plejer at være, hvor alt skal være planlagt et halvt år frem).
Nogle karakteristiska ved et traditionelt finlandsk sommerhus på en skærgårdsø er at det er lavet af træ, selvfølgelig, og at der ikke altid er strøm eller rindende vand. Toilettet er et muldtoilet i et skur (velkendt for en spejder), mad laves på gas eller grill (eller gasgrill), vand fås fra egen brønd. Og meget typisk gik vores tid da også med at læse, gå tur, lave mad, grille, spise, være udendørs, spille kort, og meget på at gå i sauna og bade selvklart. Udover sejladsen. Det er vist sådan alle de lidt mere lokale holder ferie i den finske skærgård,

Det vrimler med bær, meget af Finland er dækket af blåbær - og på Björkö var der både blåbær, mosebølle, revling, multe, og selvfølgelig enebær. Jeg elsker blåbær og kunne denne gang få friske blåbær på min müsli om morgenen, sammen med blåbærberiget blåbæryoghurt.

Ruten blev sådan her:

Fre 14/7: Åbo-Satava værftet - Storterv Haradsholm
Lør 15/7: Storterv Haradsholm - Tammo
Søn 16/7: Tammo - Nagu Kyrkbacka
Man 17/7: Nagu Kyrkbacka - Björkö
Tir 18/7: Björkö - Innamo byviken
Ons 19/7: Innamo byviken - Åbo-Satava værftet

Ruten er optegnet på dette kort.

I morgen lørdag drager jeg på Spejdernes Lejr i Sønderborg med min spejdergruppe, Bagsværd Gruppe. Næsten et helt års forsøg på at klargøre for at være vel forberedte på en gruppelejr med små 90 spejdere hos os (og 35.000 spejdere i alt i lejr). Jeg er sandt for dyden lidt spændt på, hvordan det skal gå.

Nyt ei mennyt niin kuin Strömsössä

Sun, 21 May 2017 23:55:00 +0100

For tiden er det sådan, at jeg ikke har meget til overs tid i kalenderen, aftnerne og weekenderne er fyldte (sang, spejder, sejlads og indimellem lidt i en kombination?!?!), og ja mere til, jeg har også haft den sidste uge fri på ferie faktisk. Ellers er der jo også et arbejde at passe i sin fritid...

I starten af maj har mit kor været en tur meget højt mod nord i starten af maj, nemlig i Uleåborg til Nordisk Studentersangerstemme (NSSS). Det er jo sådan en lejlighed hvor der kommer noget volumen bag ved sangene - 1600 sangere som synger Finlandia-hymnen med orkester på, det er noget der rykker. Finland fejrer jo 100 års selvstændighed, så det farvede nok repertoiret noget (det blev så også ret finsk, for at sige det som det var). Men jeg kender jo lidt til det i forvejen, så det er ikke helt finsk for mig.
Vår kan man vel også godt kalde det, der var da lyst det meste af døgnet og efter danske forhold vældigt lyse nætter. Og konstante temperaturer lige omkring frysepunktet. Og fjorden ud for campinghytterne, hvor vi boede, dvs. den botniske vig, var af massiv is.

Den følgende weekend var jeg i Åbo tilbage hos sangerbrødrene (og -søstrene) i Brahe Djäknar, som fejrede 80-års jubilæum ved en storslået koncert og en ligeså storslået sittning efterfølgende, og ligeså storslået med gensyn og fra nær og fjern - på en eller anden måde begynder jeg at have venner i en del akademiske kor i norden nu, og det er vel egentlig et ret fantastisk privilegium at kunne knytte kendskab og venskab på den måde i vores kulturkreds.

En plan dukkede da op i fjor, hvor en af sangerkammeraterne fra Åbo, Fredrik, fik den lysende ide at vi efter BD-80-jubilæet kunne drage på vårtogt og sejle Anders tilbage til København, så han ikke behøvede at tage flyveren. Fredrik har en 38-fods sejlbåd helt i træ, Cabane III, lidt af en havkrydser, som har sejlet jorden rundt 3 gange. Jeg havde så først troet, at man skulle i havn om aftenen, men det forstod jeg så ret hurtigt ikke var meningen før den Københavns red. Så den plan blev så optakten til sidste uge, da vi søndag eftermiddag begyndte at klargøre båden til sejladsen og pakke og stuve - Fredrik med lidt hjælp havde forstås været i gang i halvanden måned op til for at klargøre skibet efter vinteren. Siden kom så Sele og Janne, så besætningen var fuldtallig. Så mandag årle morgen 15. maj stævnede vi ud gennem skærgården, og alt tegnede lyst med friskende vinde fra nord og fin vejrmelding til en herlig sejlads mod sydøst.

Ja ja, så, nu gik det ikke rigtigt som på Strömsö, som finlandssvenskerne siger, et udtryk der har navn efter et finlandssvensk boligprogram fra Strömsö, hvor alting ser fantastisk ud og er pastelfarvet og moderigtigt og tandpastasmil.

I vort tilfælde kom vi desværre ikke helt til København. Nå men vi kom ud af skærgården slut mandag eftermiddag til åbent hav, og når man sejler om natten så skal det helst være på åbent vand for det duer ikke at navigere uden solide GPS-plottere og elektroniske søkort i et småø-og-skærs-farvand (og dette var vi foruden). Da vi kom så vidt, ved Utö, så var der en rigtig frisk vind, vi måtte rebe sejlene ind af flere omgange. Og en fin lille søgang man også får, når bølgerne får lidt plads og nogle sømil til at bygge sig op over. M.a.o. blev Sele og jeg sådan grundigt søsyge og havde en lidt hård aften og nat. Morgen til tirsdag løjede det meget af, og jeg var på en eller anden måde "frisk" igen og kunne sidde og have vagt ved roret fra sådan kl. 4-ish og nyde solopgangen og hav på alle sider ud til kimingen, blot med et par enkelte trafikerende skibe langt forbi os. Ved middagstid skimtede vi Götska Sandön, og hen på eftermiddagen Gotland. Vinden var sløj, mandskabet træt og trængte til god skafning, så vi gik i havn i en lille bitte gæstehavn, Lickershamn, i nordenden af Gotland.
Her lå vi så natten over og fik hvilet ud. Vi ventede onsdag, som bød på regn og dårligt vejr og dårligt sigt, sligt duer ikke til sejlads. På dette tidspunkt indfandt den generelle opfattelse sig så, at så kommer vi ikke med båd til København. Torsdag havde vi et fremragende vejr, 25°C og sol fra en skyfri himmel (men ikke vind nok til sejlads), hvilket gav mulighed for skovtur og ekspedition ind på Gotland for at skaffe. Torsdag aften var vejrmeldingen da lempelig, så vi kunne gå ud kl. 18 og sejle på tværs af Gotlandssundet og ind gennem de østsvenske skær følgende tidlige fredag morgen i dagslys. Dette gav en rigtig god aften-, nat- og morgensejlads, trods tæt aftentrafik på sundet (det var min og Seles vagt), hvor jeg siden kunne vågne kl. 8.30 til strålende varm sol i indsejlingen til Västervik.

Derfra gik det så hjem for mit vedkommende til København, via Kalmar, Växjö og Malmø, sammen med Sele, som jeg siden brugte weekenden på at vise rundt i København. Fredrik og Janne sejler båden tilbage som de eneste to, og er nu på vej retur på den lange våde vej efter at have ventet på gunstige vinde.
Nogen kunne bemærke, at søgangen og vejrliget oversteg en del af mandskabets evner ift. at nå København, men måske også det sikkerhedsmæssigt forsvarlige og det praktiske ladesiggørlige (- og svag vind, tåge og modvind er svært at sejle 500 sømil til København i). Til søs er det vinden og vejret der bestemmer endnu. Men det var meget sjovt og givende og oplevelsesrigt. Tak.

Læn Dem ud

Tue, 25 Apr 2017 00:07:00 +0100

Jeg kan godt lide at køre i tog. Jeg ved godt at visse har DSB som prygelknabe; det vil jeg blæse på. Bevares, der er forsinkelser og myldretid. Jeg kan godt finde ud af at gøre tiden til min egen, om det så er S-tog eller IC3. Lidt refleksion og eftertanke kan man også pine ud af sådan en tur, mens man smiler og nyder det pyntelige vårfriske danske landskab - hvor smukt naturen sig betér og lér.
Indimellem kan jeg sidde der og spekulere jeg på, om der overhovedet er plads til nytænkning på den måde jeg lever og fordriver min tid på. Arbejde, spejder, korsang, familie, madklub. Frem og tilbage, ud og hjem, cykle løbe, og masser af administration og emails. Så er dagen / ugen / måneden gået. Det er jo ikke som om at jeg har levnet plads til ubegrænset ny foretagsomhed, måske er det et produkt af at tage ansvar for andre eller noget af andres, men glemme sig selv i processen. Lidt metamorfose tænker jeg så at kunne behøve eller længes efter, og hvem kan vel ikke drømme om at se det grønnere græs på den anden side af sporet?

Senest, i påsken, fór jeg til Esbjerg med dampdragen. Meget af min påske blev brugt på at nyde det gode og særdeles karaktérstyrkende danske forårsvejr på spejderledelseskursus, "Ledelse i praksis". Det er sådan et kursus, som så mange i spejderregi, hvor ledelse er centreret i patruljen og på refleksion deri, og hvordan kobler det til vore værdier og principper for ledelse.
Så render man rundt i sådan en patrulje med 3 andre ledere fra anderswo i landet - Costa Concordia hed vores patrulje, men det føltes ikke som at vi var gået på grund - spejdersport er jo patruljesport - og vi skiftedes til at være leder. Det var så mestendels anlagt på at være udendørs med ikke for megen indendørs mås-til-sæde-føring, og det gav sig så udslag i forskellige ting. Med overnatte i telt, madlavning udendørs (på trangia - dog), lejrbål og forskellige udfordringer. For vores vedkommende og muligvis med et vist mål galskab, engagement og beslutsomhed på samme tid, må man sige at stemningen greb os da vi så en bunke rafter og en rulle snor, for så skulle der altså laves køkkenbord, selvom det ellers ikke var noget der lå i kortene på kurset.

Slutningen af kurset var på Fanø, så der var også en god vandring og refleksion og debat at tilbagelægge for at komme did. På det her kursus farves også programmet efter det stedlige. Så vi fik også danset folkedans, det er stort på Fanø, og nærstuderet Nordby kirke, som er en spøjs kirke hvor skibet er kort og meget bredt ligesom Christianskirken på Christianshavn (og hvor der hænger MANGE skibe i skibet). Og søndag inden vi skulle hjem var der samle østers i Vadehavet. Der er sikkert dem der tror at Østers er noget sjældent og dyrt. Men vi fyldte en 15 L spand på 15 minutter, og så hjem til vask og grill - ikke dårligt.

Det var fedt. Er der nyt? Jo lidt; jeg begynder at gå i sejlerskole for voksne for at tage duelighedsbevis til sejlbåd. Lidt har tankerne i toget ført med.

Der stod jeg i toget og tænkte,
hvad er det her for noget rod?
Hvad skal vi med den danske ubeslutsomhed
og nogen burde gøre noget?
Læn Dem, læn Dem endelig ud.

Og lige der imellem Jylland og Fyn
Og meget langt hjemmefra
Ku´ jeg pludselig høre en utydelig indre
højtalerstemme som sa´:
Læn Dem, læn Dem endelig ud,
læn Dem, hæng Dem, smid Dem endelig ud

og læn Dem ud over reglerne,
systemerne, principperne,
og smid Dem endelig ud.
S.B.

Husmandssang

Sun, 2 Apr 2017 12:12:00 +0100

I går greb vi hakke, skovl og spade (og greb), og greb siden an på den kriblende muld, for nu kribler det også i fingrene og det er den tid på året hvor den indre bonderøv for alvor vil have luft. Jeg var i nyttehaven med vores haveteam for 2017, nemlig KK m. familie samt hans bekendte Ivar m. familie. Vores 100 m2 lod i Sundby skal atter frugtbargøres. Der bliver arbejdet med en sindrig sædskifteplan, hvor arealerne ligger i løbende rotation, og placering og afgrøder bliver forhandlet på plads efter mange argumenter frem og tilbage. Der kan være flere tilgange til havehold, vores er i hvert fald ikke udelukkende styret af spontanitet. Også derfor skæves der nu fremover nervøst til vejrudsigterne, hvornår kommer solen, er der mon (oh ve!) risiko til nattefrost, og hvornår får vi atter en sjat livgivende regnvejr.

På en en lun og solrig lørdag fik vi derfor gravet det gamle ragelse fra 2016 endeligt op, vi fik ploven i jorden (ja ok, kultivatoren), og vi fik lagt kartofler og udsået forspirede ærter. Også kartoflerne har vi haft til forspiring i en god måneds tid nu, og de har fået de fineste spirer - de er blevet sået ud med fiberdug over og lidt ekstra næring med det bedste krudt fra hønsegården. I år prøver vi at så tre forskellige sorter og igen satser vi benhårdt på at få Sundby Nytteforening N/F´s første kartofler. I tillæg fik vi og en hyggelig og smuk forårsdag med godt og produktivt samvær.

Spejdertur til Indonesien

Fri, 31 Mar 2017 19:13:00 +0100

Sidste uge var jeg og en af mine kollegaer på tur med firmaet til Indonesien. En spejdertur vil jeg nærmest kalde det. Og i hvert fald kontrasternes tur. Vi skulle ud og måle på et svovlsyreanlæg lidt ude på bøhlandet på Java. Dette svovlsyreanlæg behandler en svovlholdig skyllegas fra et viskoseanlæg, som så bliver omdannet til ren luft i skorstenen og svovlsyre i syretanken. Svovlsyren er et råstof de skal bruge i deres proces, når de laver de her viskobefibre. Udover det og cellulose skal de bruge nogle andre temmelig ubehagelige kemikalier, bl.a. klorblegemiddel, kautisk soda samt svovlkulstof (en nervegift). Den sidste og noget svovlbrinte biprodukt (også en nervegift) ender i skyllegassen, som man så renser ved at lave til svovlsyre. Ja, det princip lyder jo nærmest som sød sol og sommer og røde roser og alt er mildt og smukt.

Nå, men efter at have brugte uger på at samle sammen og pakke og forberede og skrive op og forstå og blive vaccinerede drog vi af til Kastrup lørdag eftermiddag med alt vores grej og habengut. Så triller man rundt 2 mand begge med kuffert og computertaske, samt yderligere tilsammen 6 kasser med måleudstyr og sikkerhedsudstyr til at måle og færdes sådan et sted. Afsted og på business class via Istanbul med Turkish airlines. Vi havde kun 37 kg. overvægt i alt - gæt en pris - der var ellers "kun" inkluderet 50 kg. pr. mand på business. Og det må jeg sige, at man virkelig bliver vartet op i den sammenhæng, der er lækker menu og selv det tyrkiske flykøkken kan være ret godt, og man kan lægge sædet helt ned for at sove i sin egen lille bås, og der er rigtig god plads. Uanset, så sover jeg nu ikke godt på et fly, men vi kom godt frem til Jakarta søndag aften. Vejret på java er mellem 25 og 30°C og meget fugtigt, og det regner de fleste dage i marts, så det første vi stødte ind i var den her mur af varm, fugtig luft da vi kom ud af lufthavnsbygningen. Gudskelov er alt indendørs i Indonesien luftkonditioneret. Og det kan myggene ikke lide.

Man skal ikke ønske sig at køre selv i Indonesien generelt, og omkring Jakarta og på Vestjava står det udsagn med kapitaler og understregning og et par ekstra udråbstegn omkring. Trafikken er helt enkelt sindssyg, udover det er der naturligvis venstre-kørsel, og på en eller anden måde får de det til at glide - om end man må tage sig til hovedet eller holde sig for øjnene, når de kan køre sådan et par biler og et par scootere ved siden af hinanden i hver retning i færd med at overhale på hvad der i bredden minder om sådan en dansk vej på landet (ca. 5 m. bred?), bare med den forskel at der lå så deres huse og butikker og værksteder tæt langs vejen og at der var en god del fodgængere og ikke noget fortorv. Og hvis der er plads på vejen foran een eller ved siden af, så kan man regne med, at en anden bil eller et par scootere hurtigt fylder pladsen ud. Og der var mange, mange scootere, og dem kunne de fint have 1 m bred last bag på eller sidde to eller sågar tre mand på. Overordnet set jo ret brændstoføkonomisk. Dog ikke helt uden ulykker, for indimellem lå der lastvogne og biler i vejsiden med bunden i vejret, og udrykningskøretøjer så vi da også af og til.

Så hentet blev vi i lufthavnen, og hele ugen blev vi kørt ud og hjem mellem anlæg og hotel med chauffør og vogn fra anlægget, og så kunne vi samtidig studere omgivelserne på vejen (8 km i fugleflugt, 20 km kørsel, som tog omtrent 40 minutter). Indonesien er fattigt, Java er meget folkerigt, og det er tydeligt ude på landet - man synes, at man bare hele tiden kører rundt inde i en by i forskellig grad af slum. Det skyldes så, at når der er en vej og lidt plads på en side af den, så skyder der automatisk huse op langs vejen, men bebyggelsen går så ikke i så meget i dybden bort fra vejen på landet. Så bagved en eller to rækker huse tager småbitte marker, skov, sump eller jungle over.

Ude på selve anlægget havde vi på en ret nærværende, havde nær sagt hårdtslående, måde en opfattelse af, at både miljølovgivning, arbejdsmiljø og arbejdssikkerhed måske kører efter en lidt anden standard end i Danmark. Man kan også sige, at de gik lidt mere op i at deres viskosefiber-fremstilling fungerede og gav et godt produkt, som de jo tjener penge på, end at det anlæg som behandler deres affaldsgas kører helt Spitze. Med videre. Over det meste af anlægget var der ligesom sådan en bagvedliggende em af det her svovlkulstof. Os to vesterlændinge gik rundt med portable svovl-gasalarmer, filtermasker og filtrerende friskluftudstyr i vores flammehæmmende arbejdstøj og svedte. Og alarmerne udlod da heller ikke at gøre os opmærksomme på forholdene, mao. de bimlede og bamlede snart sagt hver tredje minut, selvom det i reglen mest var for under ppm-niveau og lige i grænsen af hvad alarmerne kunne måle, dog lidt afhængig af hvor på området man var. Det baggrundsniveau virkede dog ikke til at være noget som de ansatte på anlægget gik op i, i hvert fald havde de gerne bare skjorte og hjelm på som beskyttelsesudstyr, og ingen filtermasker eller noget. Måske lidt institutionaliseret fatalisme på arbejdspladsen, måske et produkt af den fattigdom som de oplever, hvor man derfor er heldig, hvis man har et arbejde på det her anlæg, og hvor en arbejder bare er en maskine billig i drift, som man hurtigt kan få en ny af, hvis den holder op med at virke. Et par gange havde vi noget grum svovlgas der slog ned fra en skorsten, ja derude kan man køre gassen ubehandlet lige op i himlen og ud til fuglene og folkene uden at nogen ser skævt til det, og ved de lejligheder gik vi ned og væk fra svovlsyreanlægget, for det var ikke forsvarligt at arbejde ved.

Vi fik færdiggjort vores måleprogram på anlægget i slutningen af den sidste måledag vi havde, og havde ikke tid til nogen gentagelser, selvom vi fra start mente at vi havde afsat rigtig god tid. I reglen har man egentlig ikke god tid, når man måler på anlæg. På grund af nedbørsmængden og vejrliget var vi også nødt til altid at have overdækning over vores udstyr, som også skulle flyttes rundt og pakkes sammen indimellem, det kan ikke tåle vand når det er pakket ud, så her skulle der laves bivuak og overdækning og bindes knuder og laves anker, så det var noget spejd der var prøvet før, der her kom til sin ret. Men bl.a. fordi deres anlæg ikke kørte ret stabilt og et par gange (af to forskellige årsager) var nødt til at lukke for gastilførslen, måtte vi bruge en del tid på at vente. Det gav ikke mening at måle, før der var stabil drift.

Det var måske meget lærerigt at opleve, at det smukke princip nævnt i starten om at alt svovlet bliver fanget og ikke lukkes ud til omgivelserne og som står i beregninger og på flowdiagrammer, ikke altid holdt til virkelighedens prøvelser, i hvert fald ikke sådan som det blev gjort der. Uanset hvad var de utrolig gæstmilde mod os overalt. For mig var det også en oplevelse af det vi gør kan betyde meget derude, og at der også var god brug for en imødekommende, konstruktiv, fremadrettet og beredt mentalitet for at komme i mål med målinger - mao. duelighed opøvet som spejder. Meget apropos, det indonesiske spejderkorps er verdens største, 17 mio spejdere ud af en befolkning på 260 mio. Jeg havde derfor i den anledning taget mit Gilwell-tørklæde med. Vi endte dog ikke med at skulle lave spejderledelse med de unge indonesere, men vi kørte da forbi i hvert fald et par spejdergrupper på vejen og så også nogen af de små stormtropper med spejdertørklæder på, i gang med noget læring og relevant foretagsomhed i deres lokalsamfund. Det er spændende at se hvordan man er spejder i andre lande, og rigtig mange steder er det knyttet til at gøre noget nyttigt for andre lokalt og i omgivelserne.
For mig var det første tur til Asien, så nu er det da vinget af på listen. Jeg har heller ikke prøvet at betale 11 millioner for overvægt af indchecket bagage før, men det fik vi så lejlighed til i lufthavnen i Jakarta fredag. Lørdag middag var vi så sikkert hjemme igen, og steg ud i Kastrup i det fineste tidlige lune vårvejr som vi kunne ønske os.

Vær lidt varsom: Gul sne

Thu, 23 Feb 2017 19:41:00 +0100

Just nu kommer der sne for 3. gang (?) denne vinter til Nordsjælland, og endelig er jeg hjemme og kan overvære det - og få våde sko og klistret frakke og kolde våde fingre. I start februar under snevejret var jeg i Norge (og der var heldigvis masser af sne), og under den korte november-sne var jeg i London på Sulphur-konferencen (det handlede om gul sne!). Desværre for os langrendsentusiaster er det som vanligt den tunge, våde sludsne, som er dømt til at klistre og siden køres fast i vejen og løbe til rislende bække i det nærmeste havnebassin. Og så skal vi have tø og vestligt vejr igen, så det bliver nok ikke liggende så længe, må man vel udse sig. Skulle det ske, og skulle det blive til løjper, så kunne der måske være muligheder i Gribskov eller Hareskoven for lidt skiløb.

I denne uge har der været travlhed og lange arbejdsdage, hvilket dog for nu er drevet lidt over. De sidste par år har jeg været med til at udvikle en katalysator i laboratoriet. Det er jo spændende og indimellem både fantasifuldt og krævende at deltage i det udviklingsarbejde. Men i mandags startede så testproduktionen af den på katalysatorfabrikken i Frederikssund; den rigtige tunge svovlfabrik, om man vil. Så nu rykker det fra at lave syntese i gram-skalaen til at lave mange gange mere - i minuttet.
Jeg er med som ham fra R&D, der skal foregive at vide lidt om produktet og hvordan det bør laves og opføre sig i laboratoriet. Der var været nogen forberedelse for mig, for at data blev opsamlet og der blev målt, og hvad var vigtigt og hvorfor. Mandag morgen skulle vi så gå i gang, meeen der gik nu helt til mandag sidst på eftermiddagen, før apparatet begyndte at rulle.
Så det var rigtig spændende, det var også krævende og nyt for mig - og sjovt - og så skulle jeg lige vænne mig til, at der kan være en del ventetid nogen gange - lige pludselig er der noget, der ikke fungerer, og så skal elektrikere eller smede eller operatører til at skille noget ad og reparere det. Og så ligger tingene stille eller kan ikke starte op. Det er fabrikkens personale operatørerne og driftfolkene der kører showet og de kender jo anlægget.

Det er gået ret godt og der kom en fin lille kat igennem produktionen, så vidt vi lige kan bedømme lige nu, og det kørte uden stop af nævneværdig grad. Stabile betingelser derudaf. Vi sluttede nat til onsdag, og onsdag eftermiddag var jeg så igen tilbage i lab i Lyngby med masser af tal. Så det var rigtig-skala-teknik og rigtig baljekemi, og opskaleringen virkede vist som vi kunne håbe. Yes sirs.

Når man nu har ventetid på kat-fabrikken, så kan man man nyde den nordvendte udsigt fra fabrikkens tag, og den var ikke ringe for et par dage siden, før det begyndte at sne.

Grethe skrev:

Vær lidt varsom denne ene morgen,
træd forsigtigt i den nye sne;
husk, at her har ingen endnu gået,
her bli´r alle dine spor at se.

Her skal komme brede spor af biler,
her skal komme smalle spor af ski,
mange spor af små og store fødder,
men endnu kom ingen her forbi.

Denne underfulde glans forsvinder
trampet bort ved vilde drenges leg,
om en time er her bare søle,
men endnu kom ingen denne vej.

Husk, du går her som den allerførste,
her bli´r alle dine spor at se -
vær lidt varsom denne ene morgen:
træd forsigtigt i den nye sne.

Nerds as nerds go

Tue, 21 Feb 2017 18:47:00 +0100

Fremtiden tilhører nørderne, har jeg hørt, for i en verden af uendeligt mange skærme, grænseflader og distraktioner, så er det netop dem der begejstret og lidenskabeligt fordyber sig i det mærkeligste, særeste, sjoveste eller tossede, og giver pokker i hvordan andre opfatter dem. Og den lidenskab er måske drivkraften for en nysgerrighed, der kan gøre os klogere, få os til at undres, tvivle, tænke.

Kan man spotte en nørd? Er genstanden for nørdens virke måske i virkeligheden underordnet, er det nørdens tilgang til verden og materien som er særlig? Vil nørder altid finde noget at nørde med?

På TrykBar i lørdags kunne man i hvert fald spotte mindst een nørd. Min fødselsdag da blev fejret med at øve korsang i 6 timer og sidenhen var jeg med sangerkammerater ude at drikke lidt øl. Og som vedlagte billede tydeligt viser, så var der noget der skulle udforskes, nemlig tonehøjderne på tomme flasker, af hvilke der blev fler og fler. Dagen efter, søndag, var tonehøjden på fødselsdagsbarnet sænket med en halv oktav. Og det er sådan set meget sjovt at prøve at synge bas, omend kontrolcentret kørte langsommere end vanligt.

Syvsover i Syvsøen

Tue, 21 Feb 2017 07:20:00 +0100

I uge 6 var jeg på skiferie med nogle af mine spejderkammerater von vorne Zeiten. Turen gik til Sjusjøen ved Lillehammer og Norges største langrendsområde, hvor der trods de norske avisers bemelding om at året var snefattigt faktisk var masser af sne. Og rigtig fint skiløb og dertil udmærket og ikke for koldt vejr, omend man kunne have ønsket at løjperne blev præpareret lidt mere disciplineret.

Vi var 3 biler afsted indeholdende 2 familier og 3 personer uden ditto, så der var et herligt leben med børn og leg (og indimellem larm). De andre familiers børn er så ved at være vokset så meget til nu, at de også kan stå på langrend og godt ved, at der indimellem skal arbejdes for at komme frem og at det ikke går nedad hele tiden.

Så vi boede i en sådan en norsk hytte (med et anneks som en art karlekammer) og så var det ligesom at være en helt stor familie med fælles måltider og fælles ansvar og fælles skiløb afhængig af, om man var med børnene på tur eller med de voksne på tur. Og så brætspil og god mad og kl-17-GT mv. Det var meget godt og meget ferie og meget hyggeligt.

Altid på skitur plejer jeg at gå sent (indimellem senest) i seng af alle, og jeg er åbenbart også den syvsover, der står senest op. Kl. halv ni f.eks, og det er ellers ikke en luksus jeg er så vant med.

Det med sneen: Der var i hvert fald sne nok til at vi kørte i grøften med den ene bil, da vi skulle hjem, inden vi havde været så fremsynede at sætte snekæder på bilen, på en sådan måde at vi måtte trækkes op af kranbil. Men - vi nåede færgen, og det var ikke Karon.

Kålgården

Sun, 22 Jan 2017 22:15:00 +0100

"Årets" sidste eller første julefrokost, om man vil, var jeg til i går aftes med de til København flyttede gymnasieklassekammerater af hankøn. En håndfuld haner er vi her i hovedstaden på 16. år. Et forædt og forslugent orgie udi traditionelle julespiser blev det, nogen ville kalde indtaget af føde decideret ondskabsfuldt. Hvis det var en nytårskur var det ikke en slankende en af slagsen i hvert fald.

Jeg stod ansvarlig for medistus, brunede kartofler og grønlangkål - og det sidste er da heldigvis noget, hvor den vigtigste ingrediens kan hentes i nyttehaven og som tilmed er sund og nærende (måske lidt mindre sund eller i hvert fald ikke slankende, men i høj grad nærende, efter hvad den siden blev tilberedt med). Der er nemlig kålgård med grønkål, og det er ca. det mest grønne tilbage i hele haven på den her tid af året, hvor alt andet ca. er gråt og sort og brunt og kedeligt.

Det er specielt med den have, det er som om at vi ikke kan komme i bund og få høstet alle grøntsagerne i bund, men Trine, Karl Kristian og jeg har fortsat en hel del grønkål, rødbeder, porrer, og 5-7 m. gulerødder samt alt, alt, ALT for mange jordskokker i vores nyttehave. Det sidste stikker vist af fra os. Mon vi formår at få det gravet helt op i år, det er vi vist nødt til. Sidste år besluttede vi at lade de sidste jordskokker ligger og ikke kulegrave stykket. Det har jeg på fornemmelsen at vi kommer til at fortryde.

Det er sjovt at have have. Det kribler igen i mine fingre for at komme ud at rode i jorden og snart få sat noget nyt, når solen får magt (døgnet er da blevet en time længere igen nu). Lige nu er det planernes tid. Grundtvig skrev i sit digt "Aabent brev til mine Børn" (et jævnt og muntert, virksomt liv på jord):
Da følte jeg den trøst af sandheds Ånd,
at lykken svæver over urtegården,
når støvet lægges i sin skabers hånd,
og alting ventes i naturens orden:

Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
og blomsterfloret i den varme sommer,
da modenhed i møde planten går
og fryder med sin frugt, når høsten kommer!

- mig behager det både at høste og så!
Karl Kristian har ryddet lidt i et ekstra stykke jord vi havde i efteråret, hvor han har sat flere bærbuske og æbletræer, så forhåbentligvis giver det om mange år nogle æbler til dem i generationerne efter os i nyttehaven. En fin tanke.

De tolv juledage

Wed, 28 Dec 2016 22:28:00 +0100

I år har jeg ikke været stresset op til jul. I hvert fald ikke sådan i klassisk og ekstrem forstand. Alternativet til at være julestresset er åbenbart at ikke nå at skrive julebrev og sende julekort inden jul. Planlægningen og prioriteringen på Markmandsgade lader vist stadig lidt tilbage at ønske...

Alligevel vil jeg gerne give en kort statusrapport. Er der noget nyt at sige om det år, som er gået?

Jeg arbejder stadig som ingeniør hos Haldor Topsøe. Det handler (stadig) om grundstof nr. 16: Svovl; - Der er en masse forskellige gasstrømme, som svovl skal fjernes fra, og vi laver og udvikler så teknologi til det. Jeg er stadigvæk spejderleder i Bagsværd. Jeg synger stadig mandskorsang i som studentersanger.
Så er jo året gået ret meget med det, jeg har i hvert fald givet det mit nærvær i høj grad - som ofte med mig, så havner jeg i situationer hvor jeg tager ansvar for en hel masse ting i mine fritidsinteresser.

Men det har nu ikke været altsammen sædvanlighed og dagligdags trummerum. Tre vigtige ting for mig i årets løb er disse:

I foråret havde mit kor sangerbesøg i København et par dage af Akademiska Sångföreningen fra Helsingfors, som var på gennemrejse rundt i Norden. Mit bidrag var at sørge for eller hjælpe med til, at en masse ting blev tænkt, arrangeret og udført. Fælles koncert og sangermiddag (også med Lunds Studentsångare), og værtskab og for Akademen mens de var her, og en masse korrrespondance og ideer op til. Det var meget tilfredsstillende at det lykkedes at give finlænderne en flot oplevelse af København, og det var meget, meget sjovt og givende da de var her. Studentersang er bygget på studenter-skandinavismen i 1800-tallet, og det var værdifuldt for mig at bidrage til at styrke båndene til de andre nordiske lande.

I sommeren og efteråret har jeg beflittet mig med at samle, sanke og høste en gansker varieret mængde bær og frugter til marmelader, frugtgrød og gele. Mig selv har det været en kilde til stor glæde at kunne bruge naturen og den rige frugt, som den bærer - og at kunne give det frembragte videre til andre.

Efter sommerferien er jeg holdt op med at være tropsleder for spejderbørn - nu er jeg kun gruppeleder, altså leder for de andre spejderledere i vores spejdergruppe. Og det betyder så også, at det er de andre ledere, som er genstanden for det spejd og den spejderledelse jeg laver og langt hen ad vejen de spejderoplevelser jeg får i Bagsværd gruppe (mv.). Det er en ny måde at arbejde med ledelse for mig, der er mere fokus på mennesker, værdier og arbejdsgrundlag og på at sætte mere samlet retning på det der sker. Også det er sjovt og nyt for mig, det er i hvert fald spændende og udfordrende.

Jeg har brugt juledagene hjemme hos forældrene med mine søskende, med risengrød og and og flæskesteg og megen sang og juletræsdans, med familiebesøg og vandreture og brætspil og ild i kakkelovnen, med at lade batterierne op, og nu 4. juledags aften er jeg så sidste mand blandt mine søskende der forlader den familiære jul. Min far var på arbejde i går og i dag. Mine søskende har deres program og deres aftaler og er draget af. De skal videre med deres sager og deres bøvl; det skal vi alle sammen.
Julen varer lige til påske - nej, naturligvis ikke, den varer til Helligtrekongers aften 6. januar. I min arbejdskalender står der dog noget lidt andet for de første dage af januar, men det er måske også ok godt nok at julen og højtiden ikke kun er henlagt til lediggang. Glædelig jul og godt nytår med masser af god kemi herfra.

I get, I got, I have gotten - around (to it)

Wed, 23 Nov 2016 19:34:00 +0100

For 4 uger siden blev min cykel stjålet; hvilket man må sige er vældig beklageligt men dog ikke totalt uforventeligt, hvis man bor i Københavnsområdet. Den stod hjemme. Natten til en tirsdag. Man kan selvfølgelig tænke om den er løbet hjemmefra, og mon hvorhen - rundt til en anden lejlighed, ved andre lejligheder, til udlandet, Østeuropa f.eks., eller om den har taget sig en dukkert i en af Københavns søer eller kanaler. Lige i nabolaget er den i hvert fald ikke at finde.

På det praktiske plan nærmer beklageligheden over den manglende to-hjuler sig dog en irritation af eksponentielt voksende (læs: det er dobbelt så træls i dag som det var i går...) og snart galaktiske størrelser: At jeg synes det sutter meterbred mås er en underdrivelse, selvom Din Offentlige Transport™ faktisk fungerer helt ok. Men det er som om jeg kun kan komme rundt i slow-motion, og jeg er ellers forudindstillet (forudindtaget faktisk) på den mobilitet og ekspresfart, som tidligere var daglig norm. Jeg kunne f.eks. cykle på arbejde 18 km ligeså hurtigt som det tager med bus-metro-S-tog-nærumgris. Man kan tillige mærke, at humøret og overskuddet og overblikket stiger med den daglige motion.

Sine steder i landet er man bil-afhængig for at komme rundt; jeg er cykel-afhængig. Heller ikke helt underligt i København. Det er et stærkere stof end noget andet, jeg har prøvet. Langt mere vanedannende end morfin. Så jeg glæder mig meget til at få et befordringsmiddel og motionsmiddel tilbage. Spændende hvordan det bliver med den, som jeg i nær fremtid skal tildrage.

Hvis jeg skal gøre status på mine fem sidst ejede cykler, så ser det dog ikke for godt ud:
Det grønne lyn: Skrottet efter at være kørt solidt i sænk gennem 8-9 år
Den blå skramler: Lånt ud til en medkollegianer efter 1 år og ikke returneret...
Den blå hvirvelvind: Forgaffel kvadret efter 2 år ved et færdselsuheld
Den sorte racer: Stellet flækkede efter 3 år... ?!?
Den koksgrå sportsvogn: Tyvstjålet efter 3 år, voi vittu perkele
- sgu ikke en særlig opløftende statistik for at være cykel i min varetægt.

En stille, høstlig brusen

Sat, 15 Oct 2016 19:37:00 +0100

Mens septembers himmel var overmåde blå og vældig solrig, så viser efteråret nu tænder i oktober. For sådan en primitiv idrætsmotionist som mig er det koldt at løbe i T-shirt og shorts, og det kræver samtidig både hue, halsrør og handsker for at holde varmen tilstrækkeligt (i hvert fald de første 3-4 km). Hvilket vel i grunden ser lidt aparte ud, gætter jeg på - en slags krydsning af sommer og vinter.

I september har jeg plukket og henkogt endnu flere frugter og bær, så nu har jeg i tillæg til brombær, hindbær og blåbær kogt marmelade af havtorn og gule mirabeller - den sidstnævnte marmeladehar en vældig smukt orange lød, mens havtornene i henkogt tilstand er mørkere, mere brunlige (og smagen sparker som en hest...). Ligeledes var jeg på æbleskud og fik lavet en sund stor mængde æblegrød af nogle ananasæbler, som kom fra en afsides abild i et hegn.
For nogen tid siden var jeg på besøg hos gode venner, hvor forsøget på gele blev gjort med druer, men det krævede store mængder geleringsmiddel, husblas endte det vist med, og blev lidt mærkeligt og stadig lidt for blævrende. Næste år vil jeg prøve at koge det op sammen med æbler, som indeholder langt mere pektin, så må vi se om det gelerer blandingen rigtigt. Der er noget at arbejde videre på der.

Udover sukkerkonservering af årstidens høst har jeg for tiden beflittet mig på at være gruppeleder for den her spejdergruppe, og på at blive dygtigere til det. Jeg har brugt nogle weekender på det seneste på spejderi og særligt ledelseskurser. For mig er det ret nyt at beskæftige sig mere med ledelse af frivillige voksne.

Egentlig synes jeg at vi som spejdere er ret gode til på vore kurser at koble teori, handlinger, værdier og erfaringer på en praktisk og jordnær måde, og at vi rent didaktisk er gode til at gøre og formidle stoffet afvekslende og relevant. Kurserne i DDS er spredt ud i landet, oftest på landet (for typisk er man på et spejdercenter eller lignende), og så kommer man rundt i landet også og får set i tilgift andre egne og natur - og får udvidet og styrket sit spejdernetværk også. Spejderbevægelsen kan være et ret effektivt netværk.

Just nu har jeg lørdag og søndag ret så fri igen efter nogle uger med bortrejste weekender. Nu nyder jeg roen, den friske blæsts tag i de raslende blade og regnens begyndende trommen på tagruden i sommerhuset. - Indendørs. Vejrliget er ikke længere så inviterende til udendørs sysler, så det bliver ved læsning, skriveri, pønsning og konversere telefonisk og andenlunde med familie og venner.

De beredte beredne

Wed, 27 Jul 2016 22:53:00 +0100

Den just forgangne weekend bød på en tradition på de hjemlige midtogvestjyske sletter, "Tour de Venø", som er en ekspedition der går ud på sammen med den indbudte og ankomne familie at cykle fra Holstebro til Venø (i Limfjorden) og tilbage igen, og når man er på Venø er der badning på stranden samt spise Venø-bøffer på Venø Kro. Min fasters familie fra Fyn var kommet over med racergrej og i toptunet stand, og os vestjyder fik da også hurtigt at se hvem der trænede til daglig og hvem der kun ønskede, at de gjorde det. Det var super dejligt vejr, nærmest for varmt og trykkende om eftermiddagen, hvilket heldigt resulterede i styrtregn og vindstød af storm, mens vi sad på Venø kro, og fin opklaring og svalere forhold til hjemturen. Som en fornyelse blev det testet, om der var ræson i at tage sin cykel med bussen t/r København-Holstebro, som alternativ til toget, og det virkede ret godt.

Nu om et par dage er det imidlertid op på (jern)hesten igen, for der går det afsted på en 2½ døgns tour til den Mecklenburgske østersø-kyst samt Rügen på cykel, i et lille slæng af kammerater fra mine år på Studentergården. Og de har kun drukket "ren te", siger de. Vi må se, hvor ren den te nu er, og bliver, og hvem der kører den hjem på rutinen, hvem der har gode ben, hvem der har flade dæk og hvem der bare er flade til sidst.

Smultronställe

Wed, 27 Jul 2016 22:50:00 +0100

Ferien er slut. Det er sommeren ikke, og vi får da lov at prøve hele paletten af sommervejrets farver. Jeg har været tilbage på arbejde i 1½ uge nu, og der er nu ikke mange af ens nærme kollegaer der er mødt frem. De har ferie endnu. Så mest holder man sit eget i gang, og for mit vedkommende er det bl.a. at sørge for, at forsøgsanlægget ("the reactor of fire and brimstone") kører og spytter resultater ud. Svovl er et grundstof med en spændende kemi og nogle indimellem udfordrende fysiske egenskaber, hvis man skal forsørge at have det igennem og isoleret i sit forsøgsanlæg.
Jeg cykler på arbejde for det meste, og jeg er startet igen med at løbetræne to gange ugentligt, og svømmer indimellem i havnen om morgenen. Det er nok en slags reaktion på at jeg godt kunne have været lidt mere sporty i ferien.

Denne sommerferie har nemlig været meget stille og rolig for mig. Ingen lange udlandsture (- hvis vi regner de gamle østdanske provinser øst for Sundet med i kongeriget). Ferien har jeg brugt meget med familie og venner, først har jeg holdt ferie med mine søskende og sommerhusture med hhv. gymnasiekammerater og fætre er der også tikket ind på kontoren.

I år gik sommerlejren med mine spejdere til Skåne og Blekinge, hvor vi var på kano-sommerlejr med en uges padling i søsystemet Immel/Filkesøen/Raslången/Halen - fra den ene ende til den anden ende, og så ender man i Olufstrøm. Det blev til en uges fin padling og en del karaktérstyrkende oplevelser (herunder med vejret, med søen, med lejrpladser og med kano-overbæringsstederne), men først og fremmest en rigtig god tur. Vi var 10 spejdere og 4 ledere afsted, boede i fjeldtelt eller shelter eller bivuak undervejs, mad på bål og Trangia, og al proviant medbragt hjemmefra og pakket i paktønder, delvist som tørproviant til de sidste dage. For ovre i søerne der, er der ikke nogen supermarkeder lige nede om hjørnet.
For at komme derop kørte vi i bil til Immel By, hvor vi lejede kanoerne. 3 timer tog det os vel. Hjemad det dobbelte, hvor vi havde fornøjelsen at rejse med 7 forskellige offentlige transportmidler (bus, tog, tog, færge, tog, bus, S-tog) for at komme hjem, medslæbende rygsække samt udrustning og kanotønder. Det er fedt nok med offentlig transport, det har sine stunder - men det er da sin sag at proppe sig selv og det hele ind i et allerede fyldt Øresundstog.
Måske bliver det den sidste tropstur med Bagsværds storspejdere i denne omgang, da jeg stopper med tropsledelse nu. Andre ledere tager over. Jeg skal fortsætte med at være leder for lederne i vores spejdergruppe, det har jeg sådan set været i halvandet år, og det bliver godt at kunne koncentrere sig mere om den opgave.

På svensk findes et begreb, som jeg synes godt om - et "smultronställe" - altså et "skovjordbær-sted". Ud over at det kan være et sted med bær i skoven, så er det dog også i ordets overførte betydning, at det skal forstås, som sådan et sted man ikke fortæller nogen om og som man har for sig selv, og hvor der er roligt og afstressende.

Noget jeg er rigtig glad for er at plukke bær og til dels også henkoge og sylte dem for senere anvendelse. Det er vist begyndt kommer til udtryk mest i ferien og sommerperioden, hvor der er stunder og langsommelighed nok til f.eks. at bruge en formiddag på at ligge på knæ i et buskads og fravriste naturen dens frembringelser (og hvor nogen bær er modne, også), og det er da også sket i denne ferie. I år har jeg samlet de første to slags bær og kogt marmelade af dem, nemlig blåbær i Rold Skov og hindbær langs Mølleåen. Her vil jeg ikke fortælle mere om, hvor det præcist var. Det skal være min hemmelighed.
Det med at samle bær og være udendørs og væk fra det pulserende byliv er nok det, som jeg allermest forbinder med at have sommerferie. Såvidt Ida:

Du ska inte tro det blir sommar
ifall inte nå´n sätter fart
på sommarn och gör lite somrigt
då kommer blommorna snart
Jag gör så att blommorna blommar,
jag gör hela kohagen grön.
Och nu så har sommaren kommit
För jag har just tagit bort snön

Jag gör mycket vatten i bäcken,
så där så det hoppar och far.
Jag gör fullt med svalor som flyger
Och myggor som svalorna tar
Jag gör löven nya på träden
och små fågelbon här och där.
Jag gör himlen vacker om kvällen,
för jag gör den alldeles skär

Och smultron det gör jag åt barna,
för det tycker jag dom kan få,
och andra små roliga saker
som passar när barna är små.
Och jag gör så roliga ställen
där barna kan springa omkring,
då blir barna fulla med sommar
och bena blir fulla med spring.

Tanskan suvi on kaunis. Mutta lyhyt.

Sun, 26 Jun 2016 23:43:00 +0100

I fredags fik jeg sommerferie fra arbejdet. Et suk som er hørt før er dog endnu, at de arbejdendes tre uger godt kan synes forsvindende. Men det skal nok blive berigende.

Den just forgangne weekend bød på en tur i sommerhuset med tre af mine nu-Københavnske gymnasiekammerater Sigurd, Peter og Jan (sidstnævnte incl. 2 stk. afkom). En hyggelig weekend både med bål og badetur, grill og gåtur, bold- og diskspil på plænen. Og selvfølgelig en nok så rituel dobbelt kroketmatch, et næsten revanchistisk indslag (men lige lidt hjalp det - den regerende kroketmester (eng. Player) sejrede igen, i hvert fald den ene gang). Her sidder jeg såmænd i sommerhuset endnu og skriver og skriver, for at få det hele med.

Denne uge holder mine søskende og jeg ferie i Københavnsområdet, hvor vi skal opleve lidt af hvert med noget pow-wow og mad og grill og hygge. Efter det, kanosommerlejr med de blåskjortede stormtropper i en uge. Og efter det kommer så den rigtige ferieuge, hvor jeg ikke skal noget. Så måske forsvinder jeg ind i skovene og slår lejr der. Hjemmesiden har sommerferie indtil da, måske med undtagelse af kroketturneringen...

Tillid er godt - kontrol er bedre - razzia er bedst

Thu, 16 Jun 2016 23:44:00 +0100

De sidste par dage tirsdag til torsdag har jeg været på nordisk katalysekonference i Lund, og det har været meget rart at være blevet lukket lidt ud af reservatet og ind i et nyt, kan man sige. Megen spændende spektroskopi er at lære og forstå til hvordan man sin katalysator beskrive kan. Som den omkostningsbevidste jyde jeg ser mig som tænkte jeg at det kunne gå fint nok at tage toget frem og tilbage hver dag og ikke booke hotel, det var dog bare på den anden side af sundet og lidt inde. Når man bor på Amager, kan det vel ikke være så langsomt at komme til Lund?

Aber nein, Hans.

Det tager 2 timer i alt at komme frem og 1½ time tilbage (landet med de åbne hjerter og de nu kun semi-permeable grænser - der er kun kontrol i retning mod Sverige), hvis man da er så heldig at Øresundstogene kører nogenlunde til tiden (- vi taler parentetisk om det trafikselskab der har haft køreplansskred som sit adelmærke/kainsmærke siden start). Den svenske ID-kontrol betyder, at man bliver kontrolleret i Kastrup og siden i Hyllie syd for Malmø, hvor toget venter 15 minutter, og så holder man stille på Malmø centralstation i 15 minutter ekstra for bare lige at hælde ekstra salt i såret. Jeg er blevet lidt træt af 4 timers transport om dagen så småt. Også lidt træt af al kontrollen. Nu kan jeg godt undvære Øresundstoget i nogen tid.

Og hvad sker nu, just som konferencen er slut og jeg er hjemme igen? Que? Udenrigsministerbesøg fra A.F.S? Københavnstrup er nu fyldt op med kampklædte strømere og gelindevogne, de har alle skudsikre veste på og en Heckler&Koch mp5 på maven, og halvdelen af politivognene er fra Sverige, jeg som havde fået nok allerede af svensk grænsekontrol, og helikopterne cirkler og larmer over byen så man skulle tro, at der var klimademonstration eller ungdomshusrydning i farvendet.

Tænker at det gør tingene nemmere at mødes et øde sted uden virakken og uden at andre ved for meget.

Besunget, beriget, beåndet, benålet

Sun, 15 May 2016 17:37:00 +0100

Studentersang er et af disse fælles nordiske anliggender, og det blev eksponeret i ugen der gik. Mit kor Studenter-sangforeningen fik nemlig sangerbesøg af vore nordiske sangerbrødre i det finlandssvenske Akademiska Sångföreningen (til daglig bare "Akademen") udi Helsingfors, og det kunne jo dårligt blive andet end godt. Akademens anledning var en nordisk-baltisk korfestival på Island, som de var på gennemrejse til, og hvorfor så ikke tage et pitstop i Kongens By?

De indkvarterede sig i en 16-etager høj sangerbåd ved Langebro ved navn Danhostel, og jeg havde fornøjelsen af at samle dem op i lufthavnen i søndags og vise dem så langt did til rette, pege og forklare. Nogle måneder op til var jeg nu noget blandet ind i kontakt og lidt hjælp til at få lagt et kulturelt og socialt program. Bl.a. fik deres rejseledelse og jeg udarbejdet en miniguide, som angiveligt (sagde de) var ved at få bl.a. dirigenten til at revne af grin.

I mandags holdt vi fælles korprøve på et par fællesnordiske numre (Nielsen, Sibelius, Alfvén). Der var nok et par danskere der havde visse genvordigheder med at få den finske udtale i Kanteletar korrekt frem. Omvendt var finlandssvenskerne uforskammet hurtige til at justere udtalen helt forbandet præcist i det danske. For bl.a. finlandssvenskerne betyder nordisk samarbejde, nordisk kultur og de nordiske sprog ofte rigtig meget, og de virker særdeles ferme til at lære mere.
Efter øvning gik det på en øl på værtshus og noget mere sang fra fællesnordisk studenter-sangskat. Ungdommeligt, sødt og melankolsk fik jeg glimtvis at ane igen et indtryk, som jeg også havde fra mit udlandsophold våren 2010 i Åbo - et stærkt studenter-sammenhold og hvordan, så at sige, lykken fra glemte gruber klinger af unge struber. Det var nok det og denne stærke og rene anknytning til det nordiske, som jeg deler og blev meget draget af dengang.

Tirsdag aften holdt vi så fælles koncert i Christianskirken på Christianshavn, og til det havde vi også inviteret brødrene fra Lunds Studentsångare over. Og de var jo sindssygt gode. Og det var Akademen også. Så det var rent ud sagt sindssygt fedt at høre deres egen musik og i øvrigt være med til at lave fællesnumre med dem. Der var et vist volumen i lyden, når 125 mand tog til i crescendo og fortissimo i Gryning vid Havet.
Efter den slags koncerter bør der altid følge en lille tete-a-tete korene imellem, og vi holdt da også et lille og desværre kort og efter omstændighederne (sent på aftenen) anpasset nachspiel på en nærliggende restaurant. Der bliver her som man kan gætte sunget videre, og også lidt mere om det man kan indtage i flydende form, og i øvrigt udveksles der officielle hilsener, takke og taler korene imellem. Jeg havde her selv den store fornøjelse at blive gjort til "kallad medlem", hædersmedlem, i Akademen, og det var jeg nok svært stolt over. Desværre må man også her sige, at på et tidspunkt bliver klokken over midnat og det lugter af arbejdsdag dagen derefter. Deres Ærbødigste gik derfor hjem med dette på minde og sov vældig godt. Jeg ved, at festen fortsatte sidenhen bl.a. på Eiffel bar (- hvor det viste sig, at bartenderen havde boet nogle år i Helsingfors og hans yndlingskor her var - Akademen!).

Det var storslået, fremragende, rørende, særligt og vanvittig sjovt at være med til og vemodigt at det er slut. Der står en flaske 1-stjernet jaloviina og en stor kegleformet skånsk marengskage på mit bord. Gud vide hvornår det skal blive sat til livs.

Vild i våren

Sat, 7 May 2016 22:21:00 +0100

Når sommeren kommer, så skal Bagsværd Trop på kanosommerlejr i Sydsverige. I den situation er det rimeligt at få mejslet sikkerhed, logistik, regler og basis for planlægning på plads. Til den slags er der et fællesspejderkorpsligt foretagende kaldet Fjeldgruppen, som disker op med kurser udi færdsel i den ofte så gæstmilde (...og til tider ikke helt så gæstmilde...) nordiske natur.
Fjeldgruppen holder således også et Kano- og vildmarkskursus i bededagsferien, som jeg havde fornøjelsen af at deltage i nu i år. så jeg brugte tre døgn i slut april på at jolle rundt i pakkede kanoer og været på vildmarkstur. Vi har været i søsystemet vest for Olufstrøm på grænsen mellem Skåne og Blekinge, af nogen kendt som Sveriges sydligste vildmark.

Kano- & vildmarkskursus er et hyggeligt kursus, hvor man sejler rundt sammen med sin kursuspatrulje og drager fra post til post og lejrplads til lejrplads i det særdeles vekslende vejrlig. Overnatning kan man i kanobivuak, og at sidde i bålets skær ved en klar skovsø på en frostklar vårnat er nu en dragende oplevelse. Så det var ren brændstof på friluftslivs-motoren, og jeg kom hjem med det ene ønske at skulle afsted snart igen.

På Fjeldgruppens kurser, og også på dette, er der meget fokus på sikkerhed og turplanlægning. Det kan så skabe den basis, hvorfra man som leder kan tage afsted med sine spejdere.
I Kr. Himmelfartsferien lige nu nyder vi det jo helt sommerlige vejr, endda over 20°C her i købstaden Københavnstrup. Det gjorde vi ikke for 2 uger siden i Olufstrøm. Der stod nattefrost, gråvejr, slud og en let brise på menuen i Olufstrøm, omend også helt op over 10°C i nogle dagtimer, når solen stod på (det gjorde den bestemt også sine tider). Under sådanne omstændigheder er det ikke bare sjov og leg og en skæg badetur, hvis man ryger i baljen, og svenske søer kan vare ganske kolde (selv om sommeren).

Så i den forbindelse - både ved kursusstart og ved kursusslut - afholdtes et par små raske kæntringsøvelser, så man ret kunne tilegne sig, hvordan man kan genombordstige i en kano, svømme den til land fuld af vand, og hjælpe sine kammerater deropi igen. Søen var vel sådan 7°C. Luften ikke meget varmere. Det var med andre ord karskt og koldt og karaktérstyrkende og måske lige til stregen, så man nærmest gik hjem og skrev tolv psalmevers med fødderne i isvand. De fleste havde på opfordring taget våddragter med, men vi var en 3-4 stykker som ikke havde den slags på, kun badeshorts og lang undertrøje. En sval forteelse det var, må jeg sige.

Skjoldungerne

Sat, 19 Mar 2016 21:22:00 +0100

På vandring gik jeg i sidste weekend med to af mine sangerkammerater og en af mine spejderkammerater - en kvartetfuld eventyrere på en færd ud for at møde våren i sin spæde vorden. Vi drog afsted ad Skjoldungestien, som faktisk et net af stier, der alle går igennem Gl. Lejre. Som navnet antyder, så kunne vore forfædre have trådt de samme stier på deres vikingefærd, mens de bar véd til Kong Skjolds bål.

Vi drog ud fra Kirke Hvalsø fredag eftermiddag og sydover mod Bidstrup-skovene. Vejrudsigten lovede os fantastisk bør med helt klart vejr, varme dage, høj sol og høj himmel og nattefrost; vejret i praksis var... en frossen og gnaven dis, en sur tåge, der ikke ville opløses og næppe lod blot en sløret sol trænge igennem. Ærtesuppen mødte os blot en kilometer efter start, og snart var dag, så skumring og siden nat fuldstændig omringet af særdeles dårlig sigtbarhed. Hvilket resten af weekenden vedblev at være.

Trods tågen fandt vi vor shelter på Særløse Overdrev, hvor vi efter en skummel ekspedition for at hente brænde lavede bål og sang fædrelandets vemodige viser. Lørdag morgen blev davren indtaget (havregrød - naturligvis - med et twist), og så gik vandringen mod nordøst, hvor vi beså de gamle udgravede kongehaller og skibssætninger ved Gl. Lejre. Siden fór vi langs med Kornerup ås østside op nord for Svogerslev. Her har Københavns kommune deres vandboringer, hvilket kunne beses af de utroligt mange brønde vi fik forbi. Herfra kunne vi tage færgen - der ligger en rebtrukken trækfærge (jeg kan stadig ikke få armene ned over det koncept!) - over den ganske våde Kornerup ådal og mose. Vel ovre og en solid frokost senere gik vi ilmarch mod Herslev - da bryggeriets gårdsalg lukkede allerede kl. 15.00, og vi havde ikke taget disse vitale forsyninger med fra start for at spare på vægten.

Det lykkedes at nå indkøbet, og med tørsten slukket og rygsækkene fulde af humle drog vi atter øst for Kornerup å og til Boserup skov, hvor vi fandt vor næste lejrplads og shelter. Efter båltænding stod den på finere fransk gastronomi for vandringsmænd - bulgursalat med højreb og selvgjort sauce béarnaise på bål, dertil det medbragte på flaske fra Herslev og Skotland. Vi traf her en anden vandrer og shelterovernattende, der havde brugt lørdagen på at klargøre båd i Roskilde og havde langt hjem - vi lærte dagen efter, hvad dét indebar.

Søndag var en dag, hvor det var tilrådeligt at stå lidt senere op, men den nærende davre fik de vandrende på højkandt igen. Så gik vi med fjorden til Roskilde og sluttede af med at se Vikingeskibsmuseet og de arme trælle i vikingeskibslauget, der sad og sleb ruger og skallet maling af Havhingsten fra Glendalough - det er det vikingeskib, der er en eksakt rekonstruktion af det største krigsskib, der lå i søspærringen ved Skuldelev i Roskilde Fjord. Et vanvittigt skib og et symbol på både magt og absolut højteknologi i 11. århundrede. Med plads til 80 hærdebrede karle, ved 60 årer og med et 112 m2 råsejl. Unævneligt mange egetræer er brugt til skroget, ligesom mængde og længde af hamp i tovværk, 200 kg. hør til brug i sejlet. Det kan skyde en topfart i gunstigste vind på 15 (!) knob, hvilket jo nok sætter de max. 3 knob til fods som Skjoldungenes efterkommere præsterede i perspektiv.

I toget på vej tilbage til København brød solens såvel som forklarelsens skær endelig igennem skydækket - bedre sent end aldrig, kan man sige.

Skovbrug, agerbrug

Sun, 21 Feb 2016 21:35:00 +0100

Den nu snart forgangne weekend har været med mine søskende og forældre og mormor i sommerhuset i Villingebæk, hvor vi har gjort en solid indsats for at pleje grunden, som det hvert år foreskrives, da årets løb har sin lov: Træer vokser, træer skygger, træer svajer og træer vælter i efterårsstormene, og derfor må træer beskæres og træer fældes og saves, kløves, stakkes. Det giver en masse dejlig biomasse, som vi siden hen drager stor nytte af at omdanne til CO2, H2O og aske i vores pejs, mens vi kan sidde i sommerhuset og holde varmen og spekulere på hvordan vi kan få endnu bedre udsigt og skaffe mere biomasse til pejsen. Nærmest en slags perpetuum mobile.
Så vi har skåret og flækket og regeret på grunden, og nu føler vi os bedre stormsikrede. Og vintersikrede, hæhæ. Udover det har vi også spillet brætspillet Power Grid om at købe kraftværker og sætte strøm til byer og fyre en masse fossilt brændstof af, så det er et spil, som alle ingeniørerne i familien kan forholde sig til på et meget praktisk niveau. God mad og en lille fødselsdagsfejring havde vi også lov til at få.

Det har været dejligt at se min familie igen - det er godt at jeg de senere år har set dem alle noget oftere end jeg gjorde for f.eks. 10 år siden, da jeg studerede, og det er selvfølgelig smart at være tvunget til at være fælles om at holde sommerhus-urskoven i ave.

Af berigende begivenheder i en nær fremtid skal jeg bl.a. gøre noget ganske agrart, nemlig havegravning og klargøring af årets havehold. Jeg er sammen med min gode ven KK og hans bror og deres familier om at holde en nyttehave i Sundby, vi har i år 100 m2 som skal under plov, og det skal blive til rødder og knolde og bær og kål på forskellig vis.

Man kan ikke sige, at det ligefrem er professionelt og kost-effektivt landbrug som vore mere erfarne familiemedlemmer med rigtig landbrugserfaring ville dyrke - "hah, det er da spild af jeres tid" - og det kan man rimeligt nok grine lidt af at ellers højtuddannede symbolanalytikere (læs: halvstuderede røvere og nørder) går og bruger deres dyrt opsparede fritid på. Men selv sådan nogen, måske netop sådan nogen, kan have brug for havebrug og jordforbindelse. Og så må man jo kalde en spade for en spade og gå ud og grave i den fede amagerkanske muld.

Voltaire sluttede sit lille scriptus "Candide" med ordene: Man skal passe sin have. Så det har vi gjort og gør.

Sisu Sejr og sumpalligatoren

Fri, 19 Feb 2016 23:37:00 +0100

I weekenden for 2 uger siden gjaldt det en begivenhed, som har været prøvet et par gange før. Alligatorløbet, Danmarks hårdeste spejderløb for seniorer og oldboys, som er en årlig begivenhed i weekenden omkring kyndelmisse - hvor vinteren i Danmark (og Sverige) ofte er koldest. Det hele startede egentlig i maj til københavnsk ølfestival, hvor jeg rendte på Martin, som er en kammerat fra studie-spejder-og-studentergård. Det voldte Mølleåsejladsen i selvbygget båd, velkendt i disse spalter fra det tidligere skriveri, og endelig det egentlige løfte imellem os: Alligatorløbet i februar. Rustne udi kunsten, men med solid rutine og spejdererfaring på rygraden skulle det vel ikke være umuligt at gøre en god figur.

Som det blev klart for os 1. december, så havde vi endda i år en chance og en startfordel, mente vi da. For temaet på løbet var at være konsulenter for firmaet NokiAlli, der skulle hjælpe finske startup-virksomheder til at udvikle deres forretning. Da Martin arbejder i konsulentbranchen og bl.a. har haft finsk papirmølle-industri på tapetet og Anders har universitære finske erfaringer og taler det ena inhämska språk, så virkede det som et godt match.

Foropgaven var anderledes end normalt, hvor det oftest er håndværk af en art. Men i år skulle man udarbejde en motiveret ansøgning til NokiAlli om at være konsulent i geschäften. Det var lige os, som konsulenthuset Sisu Sejr, og den blev kørt ind i særdeles effektiv stil og med ekstra bullshitbingo-creme på toppen. For at støve grundformen lidt af drog vi over julen i træningslejr i Småland med en skovmand, studerede den svenske flora og det svenske terræn, lavede tønder (optændingstræ) og prøvede at få ildboret til at virke. Vi kom langt eller i hvert fald længere - men ikke i mål.
Sidenhen kom der andre opgaver ind af døren som forberedelse. I år skulle vi på en elektronisk skovtur med udkig til Lille Peter-semafor-kanin. Derudaf et link til en hel ny hjemmeside, hvor den stod på imaginær aktiespekulation. Det sidste nåede vi ikke at gøre så meget ved. Der var en højst reel, virkelig virkelighed, der også skulle passes.

Endelig oprandt da lørdag d. 6. februar, og vi havde samlet al grejet, gryde og pande og køkkengrej og ekstra brænde og indkøbt mad til madlavningsposten, kompas sovepose underlag bivuak økse sav dolk drikkedunk morsmadpakke. Og det hele i rygsækken, som var en bitte svær, og afsted til Helsingør!
Løbet foregår normalt på Söderåsen, men i år var starten sat til Hallandsåsen, hvortil vi blev befordret (næsten) hele vejen med skib og bus. Start lørdag kl. ca. 18.00, og over stok og sten det gik de næste 20 timer, at fremskynde på apostlenes heste med sæk på ryg.
Der var 12 levende opgaveposter på årets løb (som altid), med meget fantasifulde udformninger, fint efter temaet og enten med krea, hovedbrud, håndværk eller dele hele i en blanding. Posterne var udformet som et antal virksomheder, som vi konsulenter for NokiAlli skulle besøge og vurdere - var virksomhederne egnede til at få EU-støtte ifm. Horizons2020-programmet. Vi kom til madlavningsposten, post 4, kl. 01.30, og hvor der normalt skal laves 3 retter mad, så stod årets madlavning på 3 forskellige kager over bål - dansk kogekage, Sara Bernard og medaljoner med creme og jordbær (- finner er glade for kager).

Mht. orienteringen holdt vi os forholdsvis dydigt på stierne i nattens løb, orienteringen er generelt ret svær, terrænet udfordrende og ens bedste ven, når man ikke kan se noget (det var varmt og tåget), hedder et kompas. Måske den vigtigste ting man har med overhovedet. På dagetapen var det klaret op og vi var bedre til at udnytte terrænet og kunne skrå mere ind over og spare nogen hjørner og kurver op og ned. Der er mange kurver, og alligatorløbet er gode til at udnytte dem (men ikke ligefrem til deltagernes fordel eller behagelighed).
Jeg synes at vi lidt for hurtigt blev trætte og lidt for hurtigt begyndte det at gøre ondt at gå rundt med al det skidt på ryggen. Jeg havde sådan set ikke troet, at man kunne have ondt i fødder og ben på så mange forskellige måder, som jeg havde søndag inden vi nåede i mål. Men af en eller anden grund så lykkedes det os at få slæbt os i mål til kl. 14.00 søndag og aflevere en gennemgående opgave. Vi blev nr. 22 ud af 73 startende sjak, hvilket må betegnes som ret hæderligt. Man kan følge med i løbet og dets mellemtider her: Vi er Sjak 61.

Efteraarsstorm

Sun, 6 Dec 2015 15:38:00 +0100

En storartet weekend har jeg haft indtil nu. Der har været juletur med Bagsværd Gruppes stor- og seniorspejdere ved Gurre, og de her juleture er en meget kær tradition - thi der er både natløb v. seniorspejderne, julemiddag lørdag aften, opgaveløb over hele weekenden og sejren giver lov til at bestemme, hvor og hvordan man skal gøre rent i spejderhytten før den forlades søndag middag. Temaet var "The Matrix", hvilket gav sig udslag i morgenmad med mærkelig ubestemmelig grød, kimsleg med bøjede skeer, træning af reflekser i en "kampsimulator", spændende Matrix-kode og konkurrence i at hoppe langt vha. taljer og klatresele, bl.a.
Midt i det har jeg været til studentersangernes årlige Rusgilde og dermed overladt scenen helt til de andre ledere, dvs. årsfest og optag af nye sangere - som også altid et både rørende, forsorent og musisk lag.
Og ja, når man ikke vil undvære hverken det ene eller det andet (eller bilder sig ind ikke at kunne undværes, jo nok til dels en tilsnigelse), så må man jo gøre begge dele - det betyder i praksis noget med at møblere sig frem og tilbage med cykel og tog hhv. lørdag eftermiddag og natten til søndag og omklædning før og efter for at være på pletten/pletterne.

Også for det, og det med cyklingen og knækkede grene på skovstierne i Gurre Vang, har det jo været spændende med et ganske friskt vejrlig fra vest, et raskt pust/prust over landet, som har rusket lidt op i det hele. Her får vi læse, hvad Thøger fra Lemvig digtede alt herom i 1914:

Nu stormer det fra Havet ind,
saa Stranden skærer Tænder.
Med Mørkets Islæt i sit Skin
Oktoberdagen brænder!

Nu fejes løv af lande bort
og helved-hæs er sangen
og fjorden er i sindet sort
men himlen hedengangen!

Det er forbi med Gøgevejr
og Fuglepjat i Grene
og Pigetræk bag Bøgetræer.
Nu fryser man alene.

Der knækker Gren i Skov og Krat
og Solen lavet sig fjerner.
Og Stormen hviner gennem Nat
og hvæsser alle Stjerner!

Kong Neptun af Mølleåen

Sat, 29 Aug 2015 23:19:00 +0100

Sidste weekend bød for mig på en af spejderårets tilbagevendende højt elskede begivenheder, nemlig Mølleåsejladsen - endnu et år i Kong Neptuns vold. Det handler kort fortalt om at man tager med sin makker ud i skoven lørdag morgen ganske årle, og så bygger man sin båd og sin pagaj af skovens døde materialer, snor og presenning. Så vidt muligt på under 2 timer, hvis man sejler i roverklassen (over 25 år).

Så ud i Rude Skov i strålende solskinsvejr lørdag morgen med alle de andre helte drog jeg og Martin, som jeg for nogle år tilbage var kursus- og kollegiekammerat med, og byggede vores båd, og godt nok lige på et par minutter for lang tid. Der er normalt to typer båd: en rammebåd a la en kano, som kræver masser af gode stærke pinde og mange samlinger, eller en båd af to granris-pølser med et kors-skelet inde midt i. Vi byggede den sidste type, bl.a. fordi ramme-båden kræver at man ved præcis hvad man skal gøre og hvor samlingerne skal sidde (det må vi nørde med en anden gang).
Vi fik bygget en god stor granris-båd, faktisk nærmest for stor til den presenning, som vi skulle folde uden om, halvtung var den også, og vi var nok lidt skeptiske inden søsætningen. Til gengæld fik vi bygget en ret let og rimelig god pagaj med fine blade på.

Starten går altid over middag fra Lyngby Mølle, hvorpå man begiver sig de 8 km ned ad Mølleåen til Rådvad - den ene på holdet sejler, den anden cykler langs Mølleåen, og så bytter man roller ved overbæringsstederne (de gamle vandmøller) langs Mølleåen. Kort sagt en sejlads langs med dansk industrihistorie.

Der var nu ingen grund til skepsis over bådens sødygtighed. Den lå ganske stabilt og højt over vandlinien og sejlede fint (så fint som man nu kan i et kæmpe fladbundet skrummel), den var nærmest tør indeni, og vi trak temmelig godt fra langt de fleste og overhalede også nogle kanoer på Mølleåen undervejs. Så det var stenhårdt spejderhåndværk.
Vi fik en rigtig god tid, overraskende god faktisk og ny personlig rekord for mig, 2t06m (hurtigste båd sejler normalt omkring 1t40m). Dagens femte hurtigste tid. Den del må Martin tilskrives æren for, da jeg som altid mødte frem med spaghetti-kontor-arme totalt ude af træning i at padle, mens han var ganske fit for fight også i korporlig forstand. Derefter var der som altid en lille banket, lejrslagning, dans og rockerbål på en af Mølleå divisions nærliggende spejdergrunde, og så vendte vi glade og flade hjem søndag formiddag efter at have sovet under teltflagen i smukt smukt sensommervejr. Vedlagt dokumentation for udskejelserne.

De Stijl

Thu, 6 Aug 2015 22:22:00 +0100

Min blog har 10 års fødselsdag - i dag. Første indlæg på bloggen, og dermed den officielle start af hjemmesiden www.theilgaard.net, er forfattet og uploadet 6. august 2005.
Det er ganske sært for mig at tænke på alt det, der er sket i de 10 år. Hjemmesiden er nu vokset fra spædbarnets skrigeri, fra klynkeri og moderbinding og pottetræning, fra trehjulet cykel og børnehave og skolestart, og nu opfører den sig som en skarnsknægt af en vildbasse der klatrer i træer, roder i mudder og laver ballade, og som ikke gider at sidde stille i dansktimen.

Dengang havde jeg ikke fantasi til at tænke på at skulle skrive blog i 10 år, men det er nu ikke desto mindre sket. Det holdt heller ikke helt stik med hvad jeg dengang planlagde at fylde på hjemmesiden, og jeg må tilstå, at jeg dengang havde anderledes og _radikale_ planer for al den omvæltende dybsindighed, der skulle udfolde sig her. Hæhæ.
Til gengæld kan man sige, at rammen, hytten, "De Stijl", er blevet bygget solidt, og har haft plads til knopskydende udvidelser og skøre scripts, login-system og database-baseret opdatering af indhold, til flagdage og kroket og buzzwordz og cv´er og chymisk nørderi. Nogen vil måske endda sige, at den er blevet et rodet konglomerat alt det bras, som jeg har skrevet på siden da, fordi jeg tilsyneladende ikke har haft bedre at gøre og ikke kritisk sans til at rydde op og til at holde tingene i et stramt, lækkert og popsmart design.
Men det er just dens - hjemmesidens - stil

Sommerlys

Thu, 16 Jul 2015 11:14:00 +0100

Tirsdag ankom jeg til sommerhuset for at pleje haven og slå græs og i øvrigt foretage mig ikke for meget. På mandag er det nemlig tilbage på fabrikken og give den en skalle (juhu for tre ugers sommerferie). Dog må jeg sige at græsset krævede sin mand og en vis indsats at slå, da det ikke har været rørt i 6 (!) uger. Det var næsten for stor en mundfuld selv for motorplæneklipperen sine steder, men det lykkedes da til sidst.

Her er ganske fredeligt og meget grønt. I går var der en stille og meget smuk skyfri kvæld ved solnedgang, hvor jeg sad ude under bøgen og spiste fiskedeller med nye pateter. Vinrankerne står meget flot (se billede) og spår om en rig høst, ja det kan man da håbe. Solsorten håber også. Solen skinner det meste af tiden fra en skyfri himmel, men der står en kold vind fra V-NV ind fra Kattegat, så det er ikke vanvittig varmt lige for tiden - det er ikke lige temperaturer som forbindes med vindyrkning (18°C midt på dagen). Dog er det jo på den anden side ikke varme men lys, som skal bruges til at lave fotosyntese-reaktionen og dermed sukker i druerne.

Og apropos reaktioner med lys:
I går nat lå der en sankthansorm (en lysbille, lampyris noctiluca) ude i beddet under egen. Det er så fint, det ligner på afstand at nogen har tabt noget elektronik med en klar gulgrøn lysdiode i underskoven. Det er det ikke - fænomenet kaldes kemoluminiscens - en (bio)kemisk reaktion, der udsender lys, på samme måde som de såkaldte "knæklys", som man kan købe i f.eks. byggemarkeder eller SpejderSport. Eller som morild, som er et andet sådant biologisk lysfænomen, blot til søs udvirket af nogle alger og med blåt lys. Tænkt hvor smart og temmelig kløgtigt at de her kryb behersker den avancerede biokemi, som det kræver at lave en luminiscerende reaktion med en helt bestemt bølgelængde, altså en bestemt farve af lys.
Lysbillerne har yderligere fortrin: De lever af snegle, så man kan måske med kreativt vid og den kækkes held indsætte dem som en art hemmeligt våben i kampen mod de her brune iberiske opviglere, som til tider hærger haverne. Billelarven æder sig simpelthen ind i den indimellem flere hundrene gange større snegl, som godt kan overleve nogen tid at blive spist af. Kan man tænke sig en bedre indikator for at snegleinvasionen holdes i skak end et bed, der lyser neongrønt ved nattetide?

En Århus-historie

Fri, 10 Jul 2015 12:47:00 +0100

Nu har jeg ferie, og hvilket dejligt sommervejr det er... 13°C og hård nordvestenvind. Jeg har været i Holstebro hos mor og far i denne den forgangne uge. I dag senere tager jeg med Jacob og Anne Louise til Samsø, hvor vi weekenden ud besøger moster Eva og onkel Søren, og så må vi ellers se hvad øen i midten har at byde på af lokale tilvirkninger. Næste uge skal jeg i haven, både skal der passes nyttehave på Amager og græsset i sommerhuset skal også studses, ligesom der er noget træhåndværk jeg skal få styr på. Det skal blive godt at gøre noget ved det.

Sommerlejren med spejderne i Bagsværd var i år i Skåne, hvor DDS har et lejrområde på Söderåsen. Her var vi på vandring, klatring, mad på bål osv., endda stødte vi på nogle andre storspejdere fra 1. Helsingør, som vi holdt lejbål med - desværre fik vi så vidt vides ikke lavet nogen lejrkærestepar med en venskabstrop i år. Et så strålende vejr havde vi dog, i en grad så vi måtte bese at vi ikke gik til i solstik og hedeslag.

Lige nu er jeg i Århus, hvor jeg venter på at broderen fra Aalborg kommer. Jeg sidder på byens nye biblioteket, et glas-stål-beton-monster lige på havnekanten hvor åen løber ud, ved navn Dokk1 (hvad betyder det mon?). I Århus virker det åbenbart på slig vis, at jo tættere på vandet og havnen man kommer, jo højere etagebyggeri skal begåes og med mest mulig beton. Se det er jo et koncept der har afblomstret et væld af ellers kønne gamle havnebyer. Så vi får midtbyens leben (yderligere holdt borte fra havnen en hovedvej) væk fra vandet. Det er lidt en slags Århus-historie.

Vi sletternes sønner

Sat, 6 Jun 2015 18:50:00 +0100

Sammen med min kollegiekammerat Karl Kristian og hans bror er jeg blevet introduceret i et treenigt fælles havehold, idet de har 3 lodder á 50 m2 over plov i Sundby Nyttehaveforening - en hektar med parceller for små bondeknolde som os, der har det bedst med jord under neglene (og i hovedet?). Utroligt at selv universitetære nørder kan have en sådan trang til at rode i jorden, men som Voltarie sagde, man skal passe sin have.
Så NU er der blevet pløjet, harvet, sået og hyppet, og siden skal vi luge og vande (mere). Og mon vi får stunder til også at høste det alt sammen - i det tidlige vår trak vi både gulerødder, kartofler og porrer op fra sidste år, og hvilken dejligt suppe de blev til. Helt naturligt er der med vores sans for optimering, produktivitet og orden begyndt at gå konkurrence i at få det største udbytte (fold) og den mest velluget planerede jord. Svært at få tid til at vinde den konkurrence, når man ligesom har alt andet at passe det daglige. Men der plantes og høstes TÆT og HELT ud til skel.

I torsdags holdt søster Anne Louise sin afgangskoncert på Musikkonservatoriet i Esbjerg. En meget flot, må jeg sige, og godt besøgt koncert. Vi fik lejlighed til at høre noget musik, som jeg i hvert fald ikke har hørt hende spille før. Bl.a. spillede hun en duet med pianist, som var rimelig avantgarde kompositionsmusik af Poul Rovsing Olsen. Desuden satser af Per Nørgård (jeg anede ikke at han har lavet musik for accordeon), og noget fint fint og melodisk arrangeret Max Reger, dertil anden teknisk og fin musik af f.eks. Anatoly Kusyakov.
Så hun er blevet kandidat nu og endda noksom med bravour, vil jeg sige. Og nu starter der noget nyt for hende, hvor der ikke længere er faste og satte rammer - og meget skal opfindes og arrangeres, og ens eget initiativ bliver pludselig en nødvendig drivkraft. Meget spændende hvad hun vil gøre.

Efter det har jeg været et par dage hjemme med mor og far og nydt stilheden og roen på Uhresøvej og gået en lang tur med far i min ungdoms og barndoms baghave, i skoven hvor jeg rendte rundt som spejder, før jeg flyttede til København.

Reise, Reise

Sat, 23 May 2015 11:18:00 +0100

I start maj var jeg på en dejlig arbejdstur til Serbien, hvor vi målte på noget gas i et svovlsyreanlæg på et raffinaderi. Det var min første tur på anlæg med Topsøe, så det var meget spændende at stifte bekendtskab med hvordan man gør, når man er ude i den virkelige verden at måle. Det var også en hed affære, da der var godt 30°C to af dagene, som man kunne nyde pakket pænt ind i arbejdstøj, hjelm og friskluftudstyr, imens man slæbte vægtige kasser med måleudstyr op og ned af trapper og under rør og ventiler. Det virkede velfortjent at tage et bad efter hjemkomst til hotellet efter 10 timers fysisk virke.
Vi nåede godt nok ikke helt i mål med alt det, som var nice to have, der var også lige lidt papirarbejde og sikkerhed og lidt mere øremærket arbejdstid - i hvert fald i forhold til sidste gang, hvor andre var på samme anlæg. Man må dog under alle omstændigheder give serberne vi traf, at de er utrolig imødekommende og hjælpsomme, og indenfor de givne rammer havde vi et rigtig godt samarbejde med dem.

Mit kor, studentersangerne, var i Berlin på sangertur i Kristiflyvefartsferien, bl.a. sang vi på den danske ambassade, til en gudstjeneste i Berliner Dom og i en anden kirke, og stunder var der såmænd også til at nyde den gode tyske mad og det gode øl samt at være på cykel-, båd og gåtur rundt i den storstatelige stad. Meget kammeratligt var det også og det lykkedes også at synge noget tilnærmelsesvis fornuftig musik ved lejlighed, og selv busturen ud og hjem samt turene med sangerbåden fløj næsten afsted. Og endda fik vi også et lille besøg og en dejlig repræsentativ middag hos ambassadør Per Poulsen-Hansen, som engang i ca. 19-hundrede hvidkål sang med i koret i et års tid, og bror til nuværende sanger Lars Peder. Ja Berlin, es fählt uns gut.
Sidste gang koret var på sangertur i Berlin var i 1937 (!), hvilket afstedkom at arkivet over billeder fra den gang blev sonderet og enkelte steder i Berlin nutidigt reproduceret. Ligesom i dag var sangerne dengang interesserede i sang, spas, mad og vin og øl, hvilket er ganske fotodokumenteret. Af memorabilia af mindre munter karakter kan nævnes blandt andet, at sangforeningen dengang medvirkede til ved en lejlighed at synge Horst Wessel-Lied, faktisk i en til lejligheden lavet og vist udmærket udsættelse af foreningens daværende dirigent, Johan Hye-Knudsen. I arkivet står at læse, at man havde visse skrupler ved at rejse afsted af somme politiske grunde, dog alligevel besluttede man at tage did. For bl.a. godt naboskabs skyld. Man nemmer nok en vis bagage (de gamle lig, som mod søen stunded?) i mandskoret her.

Nu er der så ikke så mange rejser til udlandet i en rum tid, så vidt jeg da ved, så nu kan jeg koncentrere mig mere om de hjemlige breddegraders udfordringer - gudskelov for det. Her i pinsen er jeg i sommerhus med mor og far og har senere måske endda lejlighed til at komme ud at sejle lidt med gode venner.

On Site og Offline

Wed, 29 Apr 2015 22:24:00 +0100

Efter påskeferien har jeg nærmest ikke lavet andet end arbejde og spejder. Jeg har f.eks. været på kursus i ledelse af voksne frivillige, da jeg skal til at være leder for andre ledere (2. ordens leder?). For 1½ uger siden var der divisionsturnering for storspejderne i Mølleå division, som var henlagt til Glostrup med temaet: "Spejd på Vestegnen". Man kan sige, at færdighederne blev twistet en anelse i retning af Open Ascona, bandetags, skafning og borthæling af valent elektronik, guldkæder, grønthandler-børser og fremstilling af kopivarer. For ikke at nævne Terkel, selvfølgelig.

Her i bededagsferien tager jeg med de andre ledere i DDS Bagsværd Gruppe ud på en ledertur - til søs! Vi skal sejle med DDS´ skib S/Y Ran, fra Ishøj og op i Sundet og siden retur til København. Vi håber på godt vejr og god vind og lad os nu se, hvordan det går.

Lige direkte derfra skal jeg så afsted lørdag nat, for søndag morgen skal jeg med to af mine ingeniør-kollegaer ned til et raffinaderi i Serbien og lave målinger på et svovlsyreanlæg. Det er mit første besøg "on site", som man siger på Topsøe, når man er ude og gøre noget ved kundernes anlæg (som f.eks. at måle på forskellige gasser i rør og reaktorer). Så det går der siden 5 arbejdsdage med, sandsynligvis ikke bare sådan noget 7,4-timer-om-dagen. Når man er på måletur, så slider man utrætteligt for at få alle ens målinger i kassen, og så kan arbejdsdagene godt være lange. Jeg er hjemme hos mig selv igen og mere inden for rækkevidde 10. maj.

Fasanjagt i reviret

Fri, 3 Apr 2015 11:21:00 +0100

Arealet omkring vores sommerhus er revir for en del fasaner, hvilket er at betragte på forskellig vis. I sommerhalvåret betyder det, at der spankulerer (mindst) 1 hane rundt med sine høner (han har gerne flere), og man kan f.eks. blive vækket ved solopgang, altså halvtidligt, ved et "skråk-skråk" gerne fulgt af baske-baske-baske-baske. Endnu er det ikke lykkedes os at fange sådan en rundtomspankulerende fasansteg, men man kan da få løbende mundvand ved tanken - det bliver dog næppe nu i yngletiden at den slags er tilladt (men hvad hvis man kan overraske en og fange dem med bare næver?).
Nu i det spæde vår har fasanhanerne kamp om netop deres revirer og de høner som vil besvangres. I går eftermiddags sad vi udspændt i 10 minutter for at se en hanekamp, ja vel næsten en mandjævning, mellem en ung fløs og en gammel ronkedor, som begge så hverandre an, udfordrede og skød bryst og baskede. Indimellem lod de til at være forstyrrede (måske af deres betragtere) og gik opmærksomt og lyttende rundt i nogle sekunder - for siden at vende tilbage til holmgangen.
Interessant at skue var det også, at den ene fasan var brun på bryst og ryg (den i Danmark almindelige ringfasan, phasianus colchicus torquatus), mens den anden var mere grålig på ryggen og havde et helt blågrønlig bryst (en "indkrydset" dansk grøn fasan, phasianus colchicus mut. tenebrosus). Underarterne af fasan kan krydsparre og få fuldt levedygtige kuld uden problemer, så der er alle muligheder for forskellige sorter af farver og kendetegn. Mange fasaner sættes jo ud årligt inden jagtsæsonen i en særdeles usportslig form for put-and-take-jagt, og evt. usandsynlige overlevere herfra kan komme i flere underarter med gode muligheder for krydsninger.

Nielsen og dansk sang

Sun, 29 Mar 2015 15:05:00 +0100

Mit kor Studentersangerne fejrede sidste år vores jubilæum, og i år ihukommer vi et andet jubilæum. I 2015 er det nemlig 150-året for Carl Nielsens fødsel, og det betyder at årets repertoire består af en del sange gjort af Carl August.
Han var en særdeles produktiv herre hvad angår sange til både hans samtidige og forne digtere. Man kan roligt sige at vores store modernistiske komponist herhjemme lavede ret meget musik, der var særdeles ørehængende - der findes vel få melodisnedkere, der er dygtigere end ham, og hans harmoniseringer og det sanglige udtryk har stadig et friskt og karskt præg. Nationalkomponisten, der netop ikke havde et nationalt sigte med sin musik, var en af dem der satte allermest musik til dansk digtning
Lidt af alt dette får vi nyarrangeret, da det faktisk ikke er så mange af hans melodier, der er skrevet for kor (endsige for mandskor). Sange som "Påskeblomst" og "De Gamle Synger" (fra Fynsk Foraar) er dog netop skrevet til mandskor. Her synes jeg det kan høres i arrangementerne, hvordan Carl Nielsen har haft mandsstemmer og mandskor i tankerne i harmonisering, melodi og udtryk. Men hans øvrige sange fungerer særdeles klædeligt i mandskor også, f.eks. "Vi sletternes sønner" og "Som en rejselysten flåde".

Jeg må sige, at jeg er ved at blive temmelig høj på Carl Nielsen, for der er noget musikalsk saft i hans sange som pibler frem, når det synges ordentligt af et mandskor. Derhjemme har jeg hevet højskole-melodibogen ned af hylden og spildt min frie tid i den sidste uge på at spille Carl Nielsen på klaveret (og synge det i badet). Han er godt med i Den Blå Sammenhængskraft.

Div. vinter

Wed, 25 Feb 2015 18:47:00 +0100

Der har jo ikke været så meget sne så det virkelig gjorde noget (eller virkelig gjorde det muligt at stå på ski) i Danmark, men jeg har dog været på hele 2 skiferier - alpint og siden langrend - så lidt udendørs vinterliv er det da blevet til denne vinter.
Sammen med mor og far og mine søskende og mormor havde vi for 1½ uge siden en dejlig weekend med skovning af træer som skyggede for udsigten fra sommerhuset. Og naboernes udsigten fra deres sommerhuse. Og så var der stakning og kløvning og slæb af biobrændsel igen, så det gav jo varmen.

Firmaet har i denne uge sendt mig på konference midt ude på prærien i AFS (amerikas forenede stater). Eller nærmere bestemt een af dem, Oklahoma, i en forstad der hedder Norman i Cleveland County, hvor vi dog også har Oklahoma state University. Konferencen udløber herfra faktisk, startet af en professor i gas (masser af gas, og olie, og afsvovling). Oklahoma er vist det, der på godt dansk hedder "Ude på Bøh-landet". Jeg er afsted sammen med en anden gut fra Topsøe. Endnu en bagklog dagbog fra en afkrog.
Oklahoma er et, lad os sige, ikke udelt charmerende sted. Faktisk er det rimelig trøstesløst at se på det meste. Men det er jo meget fint at høre om gasrensning og svovl og distillation og reaktorer på SÅ mange forskellige måder.

Vi har i alt set 2 cykler i de dage vi har været her, og ingen fodgængere. Og cyklerne lå i ladet på en pick-up truck, og teorien er, at de var på vej til at blive skrottet og smeltet om til geværer eller pumper til olie- og gas-industrien. Og alle kører til alt i deres alt for store biler. En lidt lystig sag - måske, med lidt galgenhumor - er, at de overhovedet ikke er vant til at køre, når det er frostvejr, da de normalt kun har sommersko på slæderne her. Der har været en god stor arktisk kuldetunge ned over Midtvesten, så Oklahoma har fået ca. 1 cm. sne og hagl - latterligt lidt, tænker skandinaverne. Men det betyder, at mange af de offentlige funktioner (skoler) åbenbart er lukkede, og det kan vi jo både grine og sukke over, men det er åbenbart svært at håndtere det der med sne hernede langt mod syd, og det betyder så ret meget, at man kan/kan ikke køre nemt til sin destination. Hvor mon amerikanerne ville være uden (i) deres biler?

En bagklog dagbog fra en afkrog - julen 2014

Wed, 24 Dec 2014 11:55:00 +0100

Julebrevet i år bliver min beretning her på siden. Det har ikke lige passet ind at nå at sætte sig og nedfælde tanker/døgnrapport over det nu forgangne før nu, og det harmonerer jo slet ikke med udbringning af julepost. Travlheden åd dagene før jul. Men nu i år kan vi magelige lønmodtagere muntre os ved at have såkaldt arbejdstager-juleferie (altså hvor helligdagene ikke falder sammen med weekenden), så jeg drager nytte af det med at holde to ugers sammenhængende ferie her mellem jul og nytår.

Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal se tilbage på året i år. Indefra betragtet synes jeg ikke, at jeg har foretaget mig væsentligt nyt, og så kan man jo bare duplikere sidste år juleberetning. Men lidt nyt er der da.

Det har været sundt for mig at få nyt arbejde i industrien. Og der er mange ting, som jeg ikke har gjort før og er urutineret udi, som jeg nu skal til blive bedre til. På Topsøe har man projekter, hvor man er sammen om at sparke bolden i mål. På universitetet stod man mere alene med tingene, dog ikke forstået på den måde, at man så selv bestemte - det var mere ansvar uden den helt ækvivalente grad af frihed. Men jeg synes egentlig også, at jeg er blevet roligere, gemytligere og væsentlig mindre stresset. Universitetet er på den måde projektært for sine yngste ansatte (phd´er og postdoc-forskere), som hele tiden skal tænke i publikation og i det næste projekt. Og ikke så meget i substans eller fordybelse, eller ikke så meget som man kunne have håbet. Man kan blive lidt forjaget af den slags, af den såkaldt "projektære forbandelse", hvor alt er åbent og intet er fast. At få noget fast grund på Topsøe er også derfor en lise for mig, og jeg har kunnet tænke mere langsigtet i år. Det har givet plads til en smule omtanke på hvor man vil hen med det man render og laver. Og det er egentlig rart.

Jeg kan også se tilbage på et år, hvor en efterhånden noget bedaget Studenter-sangforening holdt jubilæum (175 år). Der er blevet opført ny sang og musik og poesi til lejligheden, og sunget er der blevet, en hel del rundt omkring. Det er ikke helt dårligt, eller det var det i hvert fald ikke alt sammen, så lidt sammenhængskraft har vi da bidraget med.
I år var året hvor der blev flere og flere spejderopgaver. Men jeg har også oplevet en begejstring sprede sig omkring mig, når jeg selv tog ansvar for andre og for opgaver, som jeg kunne hjælpe fremad. Det er svært ikke selv at give den en skalle så, når det man gør er meningsfuldt.
Meget af min frie tid og det overskud der skulle være til at sætte nye skuder i søen går derfor med kor og med spejder, og det er nok noget af det, som jeg skal prøve at lægge om i 2015. F.eks. vil jeg gerne bruge tid på at sejle noget mere og på at være mere udendørs.

Men nu er det jul. Den holder jeg med søskende og forældre i Holstebro, og sidenhen tager jeg med nogen spejderkammerater på ski i Norge i en uge over nytåret.

Herfra blot: Glædelig jul og godt nytår

Efteråret, der forsvandt

Mon, 8 Dec 2014 18:08:00 +0100

4 (!) måneder er tilsyneladende passeret siden mit sidste indlæg er forfattet. Uha uha. Tiden flyver, ja det er sandt nok. Hvad er der dog sket, må jeg spørge mig selv. En hel del. Man kan tørt konstatere, at jeg har rygende travlt (omend at jeg tager den med ro) med ingen ledige weekender og vel knapt nok ledige aftener heller.

Men ja, arbejdet giver også sit at se til hos Topsøe. Virksomheden skal vokse i kraft af en del ny teknologi, og den slags må forskning-og-udviklings-afdelingen naturligvis kunne understøtte. Og det er jo miljøteknik og miljøkemi og afsvovling, den del jeg er med til. Så vi redder verden en lille smule hver dag, og gerne mere og mere på længere sigt, som jeg indimellem siger - eller det vil jeg da i hvert fald gerne tro på og medvirke til. Det må så siges at være tid der er givet ret ok ud på den front.
For en måned siden var jeg på første rejse med firmaet. Det var på en årligt tilbagevendende konference, og den hedder slet og ret "Sulphur", så der er ikke så meget tvivl om, hvad det drejer sig om. Det var i Paris, så man skulle tro, at der var lejlighed til at se på byernes by og dens pragt; dog nej. Til gengæld var der mulighed for at se hvordan man håndterer og bearbejder og omdanner svovl og svovlsyre i ca. samtlige afskygninger der tænkes kan. Særligt sådant som man køber. Det var meget kommercielt, så ulig hvad jeg har været vant til i universitetsverdenen, så var der heftig udveksling af visitkort og ikke særlig heftig udveksling af grundviden og forudsætninger - ikke særlig akademisk (men det var selvfølgelig heller ikke oplægget). Langt det meste har her den fine bagtanke, at det handler om at lave kølig caaaaaash.
I fremtiden kommer man måske på udflugt med firmaet med så eksotiske opgaver som at lave målinger på kundernes anlæg (det er en del af jobbet) - og så får det nok mere karaktér af at være i Langbortistan. Topsøe har f.eks. ret mange kunder i Kina, Rusland og USA.

Som altid topper "spejd" hitlisten over de tidskrævende indsatser i min fritid, det ser man klart af kalenderen. Det er måske heller ikke urealistisk, da jeg er tiltrådt _endnu_ en lederstilling, som gruppeleder-assistent i min spejdergruppe. Dette er dog delvist afbalanceret med en 3-4 nye ledere i den trop hvor jeg så også er tropsleder.
Det har i hvert fald givet et overskud i troppen at få flere ledere ind, og har ledt til et ret gakket og sjovt, men også udfordrende tema i efterårets patruljekonkurrence mellem vores to patruljer (de er 12-16 år): Harry Potter. Det er fedt at se Fædrelandets Raske Ungdom lave flotte patruljeskjolde eller at løbe rundt på hjemmelavede "flyvende" koste og spille quidditch på højst improviseret vis. Så i sådan en stund føler jeg i hvert fald selv, at tiden er givet ud på en meningsfuld og givende måde.
Også den årlige juletur fik et boost med ekstra lederoverskud og havde derfor dette år temaet "TV-3 Reality Casting", så det blev holdt på "Paradise Hotel" - bedre kendt som en spejderhytte uden for lands lov og ret men tilrigget Big Brother-effekt og kameraer og overvågning, gadgets, dimser, SMS-løb, Robinson-konkurrencer og hyttebygning og bålmad under sydens bagende sol. Ja det var på det nærmeste på en slags, øh, "Tropeø"... ja, eller en græsplæne i 3°C og bidende østenvind.

I år har mit kor, Studenter-sangforeningen, 175-års jubilæum, og er jo så dermed Danmarks ældste amatørkor. Det har vi festligholdt ved en mega jubbe-koncert i det gamle Radiohus´ koncertsal (nu konservatoriet) i november med orkester fra Lyngby-Taarbæk, solister og forstærkning fra sangerbrødrene i Århus Studenter-Sangere. Der kom sgu 700 mennesker, som også fik lov til at høre nyskrevet musik for mandskor og orkester - "Om Lys og Mørke", komponeret af Anders Koppel og blækfrisk tekst af Niels Brunse. Ligeså opførtes bl.a. orkester-værket Vølvens Spådom, komponeret af J.P.E. Hartmann til koret 1872.
Det var fedt, men der er sgu også en betragtelig del prøver og godt med weekend-og-ekstra-øvning til på den konto.
Og samtidig var/er det særligt på den måde, at trods forgangne 175 år, og trods skiftende dirigenter, ja så påstår dirigenter o.a. med forstand derpå, at koret faktisk lyder og har den bløde og sprøde romantiske mandskorklang, som også var sangmåden i midten af 1800-tallet. Tilsyneladende er det overleveret fra sangere til sangere mellem sangergeneration, nedad i leddet, og det er da påfaldende og vidner vel om en eller anden slags korkultur og historisk kobling (for nogen en historisk tyngde).

Så tiden gik og meget nåede jeg ikke - men ok, skidt pyt. Søndagen i går var der hjemme på Markmandsgade julebag og klippe julehjerter og ophæng af gardiner (!) med mor, far, Lars Bo og fætter Rasmus og fætter Christian, så nu er jeg både officielt og uofficielt kommet i julehumør. Og der er endelig blevet konstrueret en adventskrans på her på adressen. Og jeg har juleferie om 2 uger, i yderligere 2 uger, hvor der er jul og suletid og julefrokoster, og hvor det går hjem til familien i Holstebro, og hvor jeg siden tager en uge afsted på skitur til Norge med spejderkammerater henover nytåret.

august

Sun, 10 Aug 2014 00:11:00 +0100

Nu er ferien slut, eller dvs. jeg holdt 2 ugers ikke-sammenhængende ferie, så det var ikke helt ligesom i gamle dage som studerende, hvor man havde 9 uger af det blankeste, reneste ingenting. Men det var dejligt ikke desto mindre. Her i den sidste uge var jeg i Finland i sommerhus med gode (sanger)-venner og fik den fornøjelse at padle rundt i tomandskajak i skærgården et par dage med en af de her gamle sangerkammerater. Det var ret skønt. Det kan sagtens lade sig gøre at leve af grillmad, øl, bær og sauna i en uges tid.

I denne uge har jeg så været tilbage på min pind på arbejdet efter sommerferien. Gudskelov har det ikke været så varmt som i juli (tænker jeg på arbejdet), hvilket gør det i hvert fald til dels udholdeligt at gå på arbejde.
I mandags har jeg for første gang kogt syltetøj, hhv. blåbær fra Finland og havtorn fra Nordsjælland. Sidstnævnte var vældig populært hos familien og har fået ben at gå på i sommerhuset, hvor jeg befinder mig her i weekenden (forældrene holder ferie her lige nu her).

Lige for tiden har jeg ved tilfældets vejs genfundet i gemmerne et gammelt spil, Civilization II, som kun kan køre på ekstremt bedagede computere med Windows XP eller tidligere versioner af microsoft-styresystemer (dog ikke DOS), som jeg har savnet lidt at spille (det er mindst 3-4 år siden, at jeg sidst har spillet computer). Nu viste det sig siden hen, at jeg har en sådan gammel computer i sommerhuset, nemlig en topmoderne Dell fra sekel-skiftet med Celeron 500Mhz-processor og masser (384MB) af RAM, frakoblet alt muligt andet pjat som internet og hvad har vi. Spillet er fra 1996, men tidløst gameplay og med sk. højopløst grafik med 256 farver. Det er utroligt, hvordan sådan et gammelt spil kan have nærmest narkotisk effekt på nørder. Der stod i anmeldelsen fra dengang: "Civilization II koster nattetimer og hele dit sociale liv." Det har det også lidt en tendens tli at gøre med mig. Farligt spil, helt enkelt.

God stil i sommeren

Thu, 17 Jul 2014 00:25:00 +0100

Jeg kan ikke huske, hvad der skete i juni. Ud over at jeg glædede mig til at få sommerferie, eller i hvert fald noget sommer, hvor der ikke var noget i kalenderen nærmest hver eneste aften.

Her i juli var jeg på sommerlejr med min spejdertrop ude fra Bagsværd og kom hjem for en uge siden. Vi har været på Thurøbund Spejdercenter, ja det ligger jo så på Thurø nede i det sydfynske arkipelagos. Og Thurøbund er et center der har fokus på søspejderaktiviteter, så der var sejlads på menuen, mest med joller og lidt med kanoer også. En fin uge, jeg fik sejlet rundt med en del spejdere, som fik lært om skøder og fald og styrbord og bagbord. Og vi havde da overvejende godt sejladsvejr - undtagen da vi skulle på sejladshejk ud af lejren, så her måtte bl.a. Yours Truly og andre raske tropsførere træde til og lave en plan B i sidste time (det er godt med lidt erfaring at trække på i slige situationer). Det reddede naturligvis dagen, som endtes med frugt og chokoladesovs på bål - hvem sagde at spejdermad nødvendigvis skal være kedeligt...

Ellers så er der arbejde på menuen som vanligt, men jeg bruger lejlighederne indimellem til bl.a. at svømme i sundet og sove udendørs, når det er muligt - det gør det i hvert fald sjovere at holde sommer uden ferie. Særligt i den forgangne uge har Sjælland haft det vældig lunt, og så må man tage agt i heden og svale sig i bølgen brun. I weekenden har jeg været på Nordvestfyn til fest og havde mulighed for at vandre lidt og nyde nathimlen langs Lillebælt.

Senere bliver der dog også en tur (som vanligt, kan man sige) til en finlandsk skærgård. Ellers starter jeg en sommer-kroket-turnering for bekendte her i København, og det er jo som bekendt et spil for gentlemen. Så må vi se, om ikke kalender-aftenerne bliver fyldt ud alligevel, når det kommer til stykket.

Längtan till landet

Tue, 20 May 2014 01:04:00 +0100

ikke at forsømme våren, det står på huskelisten derhjemme allerøverst. Så jeg øver mig i at ikke gøre det, og faktisk har jeg fået lov til at komme noget ud for tiden (eller, jeg bestemmer jo selv, men tit er det omstændighederne, der bestemmer mere end mig).

Sidst i april og i strålende sol var jeg på sejlads en weekend. Jeg kan godt lide at sejle, og Det Danske Spejderkorps har et skib, S/Y Ran, en 40-fods ketch. Den låner man ud til interesserede grupper ligesom man f.eks. kan låne en spejderhytte, forskellen er så bare at der skal være en kyndig skipper ombord når en trop eller klan eller ledergruppe låner skibet. Det er ikke nogen racerbåd, men et rimeligt solidt skib og altså derfor velegnet til spejd. Og weekenden her var et sk. Søulk-kursus, så det var altså for dem, ikke var uduelige på forhånd, og som skulle være mindre uduelige når de tog hjem. Vi havde bl.a. havnemanøvrer, mænd over bord og en fin fin natsejlads. Og fik set København fra søsiden, som jo ellers ikke er så vanligt når man bor midt inde deri. Min tanke er at blive skipper på skibet ad åre, men det kræver for mit vedkommende noget mere erfaring i håndtering af prammen og en hel masse sømandsskab og et duelighedsbevis og et skipperkursus. Så engang.

Her i bededagsferien havde først studentersangerne koncert på Kastellet torsdag aften, hvor våren blev sunget ind foran kastelkirken. Sidenhen var jeg i Åbo fredag til søndag. Man vil huske, at jeg blev medlem af et finlandssvensk aboensisk damekor i august, og nu traf det sig altså således, at de havde 70-års jubilæumsfest. Så der var ikke rigtig noget at betænke sig på. Jeg overbragte gave og hilsen på vegne af os studentersangere i København, og siden var der stor koncert (3 uropførelser!), samt overdådig banket med ALT hvad sig dertil hører (herunder jo bl.a. sang) og endda svensktop-musik og dans osv. Man må sige, at Finland ofte byder mig på nye oplevelser og mærkelige oplevelser og minder. Jeg skulle f.eks. ikke have ventet, at jeg fra uventet hold fik et lift til Lufthavnen i Vanda og kørte med bil fra Åbo til Helsingfors med 4 piger fra Akademiska Damkören Lyran. Her viste det sig nyttigt at have sunget blandet kor i gamle dage, fandt jeg ud af, for Lyran havde åbenbart lige sunget nogle suiter på dansk af Rued Langgaard og Wilhelm Stenhammar, som jeg kunne føre mig noget frem med at kunne udtale rigtigt og huske udenad (selvfølgelig er det også nyttigt at have klæbehjerne).

Talvi kevääksi

Sun, 20 Apr 2014 18:56:00 +0100

Siden sidst, i tiden hvor vinteren bliver til vår (som det finske i toppen betyder, ved anvendelse af agglutineret finsk kasus translativ) har der igen været stille på hjemmesiden og gang i gaden ellers.
Først i marts var jeg på weekendtur til Aalborg og besøge Jacob og bese hans kollegium samt den spændende bynære natur. Ligeså var der en stund til at besigtige den gamle by, og trods værtens berettigede tvivl så lå der både slot og renæssancebygninger og et godt nok halvlukket museum, og der var et godt spisested, så der var lidt af hvad man såmænd nok kunne kalde kultur. Jeg skal nok tage min 9000-mobning af "Danmarks svar på Manchester" af plakaten eller op til revision.
Desuden kunne jeg efterfølgende besøge min finlandssvenske sangerbror fra BD Johan Nyman, som er udstationeret i Dronninglund. Her ligger, på Dronninglund Slot endda, et indlejet center under nordisk ministerråd som hedder hedder Nordisk Velfærdscenter, hvor han så arbejder som IT-blæksprutte. I aldeles statelige rammer, må man sige, og i et lokalt naturområde som er _meget_ misundelsesværdige. F.eks. har han 10 minutters gang for at komme til arbejde, gennem en park forbi vandmøllen rundt om mølledammen gennem skoven over marken. Og Dronninglund storskov ligger næsten i baghaven. Jeg længes dog lidt mod vandkantsdanmark, som man kan læse.

Starten af april var der divisionsturnering for de blå spejdertroppe i Mølleå division, herunder min egen trop (Bagsværd Trop). Jeg må sige, at mine egne spejdere er begyndt at oppe sig lidt, de var slet ikke så ringe til at lave lejrsport eller træarbejde, f.eks., som man nogen gange gerne kunne have fået indtryk af. De vandt ikke, men måske er der varslet nye tider. Temaet for divi´en var Charterlejren, og den lejr lå derfor idyllisk ned til Furesøen, øhhh, Solkysten, så spejdernes opgaver var pakket ind i Ibiza og grisefest og strand og middelhavscharme og turistbrølere. Hvor passende, når vejret var gråt og småblæsende og lidt regn - thi når solen den forsvinder fra de hjemlige himmelstrøg... Det var mig der var hovedankermand på den tur, og det voldte lidt administrative pligter op til afviklingen.

Hvor skønt er det ikke nu, at aprilvejret sidenhen er vendt og at solen stråler fra en skyfri lysblå himmel? Her i påsken og indtil nu har jeg været sammen med familien, for først fór vi til påskefrokost med nærmest alle theilgaard´erne i Østjylland, og sidenhen har vi været i sommerhus og rydde færdig efter vores stormfald i oktober. Man må sige at det er en fornøjelse at gå i haven under den slags betingelser, og i skrivende stund kan jeg sidde udendørs i solskinnet på verandaen med laptop på bord og kaffe i kop.

Og nu er det lige før. Bøgen springer snart ud, den er nærmest på spring (i hvert fald lige ved vores sommerhus). Birken ringler med rakler og nye fine lysegrønne blade. Fuglene kvidrer så lysteligt og landet grønnes. Igen på tirsdag er det så på arbejde igen, og blandt meget andet er det nu også en lyst at gå på arbejde omgivet af Mølleådalen, der også springer ud nu.

Ude i industrien

Tue, 18 Feb 2014 23:11:00 +0100

Tyst, tyst har der været i denne spalte, igen. Tyst har jeg set på, de sidste måneder, at kolossen på betonfødder foran mit vindue, som omtalt sidst, blot er vokset og vokset. Et tidehverv er hvad det indvarsler, det tror jeg, en vending er i gang, noget gærer, forknoppes, og vil spire.

Ja man kan i hvert fald sige, at det har været en vending mod det bedre at begynde som ingeniør hos Haldor Topsøe. Siden jeg startede for 1½ måned siden har jeg været i gang med at lære Topsøe at kende og finde ud af hvordan alting fungerer. Der har været en del introduktioner til udstyr, arbejdsgange, sikkerhed, teknik, produkter og endda ture til katalysatorfabrikken i Frederikssund. Ja ja, den er god nok, de laver selv alle dimserne, som sidder i reaktorerne på ammoniak-anlæg, raffinaderier, kraftværker, svovlsyrefabrikker, og alle mulige andre steder rundt om i verden.
Men jeg er kommet godt i gang og er ved at få ansvaret for en opstilling til at lave katalysator-forsøg sammen med en tekniker. Og jeg er i gang med at skrive og vurdere, indsamle information og regne på en hel masse forskellige ideer. Det handler om svovl (tung tung svovl) i mange afskygninger, og metoder til at fjerne det fra et væld af forskellige processer, så vi ikke får det høvlet op i atmosfæren og dumpet ned i lungerne, blandt andet.

Andre vendinger kan man også håbe på, forår for eksempel. Jeg må sige, at det her grå vintervejr bliver man træt af. Altså ikke som i at det er deprimerende, men rent fysisk, det er svært at holde dampen og energien oppe igennem en hel dag. Så jeg bier på våren og giver tid, gør jeg...
Nå ja. I dag er det min fødselsdag, så jeg kan kun beklage det lidt grå og kedelige vejr ved dagens start og ved dens slutning. Til gengæld nød jeg solskinnet midt på dagen (ja i hvert fald i Lyngby), da jeg måtte cykle et ærinde til DTU. Lidt godt er der dog fortjent, åbenbart.

Skønjomfru, se ud

Sun, 15 Dec 2013 14:05:00 +0100

Døgnrapporten fra Amagerland: I 3½ år har jeg boet med storartet udsigt i 3. sals højde med stort vinduesparti og frit udsyn hen over Christianshavns Brandstation og ved siden heraf en bar græsmark, som delvist har været brugt som parkeringsplads og hundetoilet. Åben og isklar har jeg kunne skue himlen mod nord, og kunne nyde udsigten fra "Ydre Christrianshavn" (læs: Amager med uklædeligt opsnobberi) til Christianshavns voldanlæg, Kløvermarkens kolonihaver, Amagerværket, vindmøllerne på Middelgrunden og endda den tidligere så navnkundige Amager Rensestation, som kom til at lægge navn til den mere folkelige betegnelse for vores ø. Endda har man kunne følge en del af flytrafikken i indflyvningen til Kastrup Lufthavn på behørig afstand. Selvom jeg måske ikke har påskønnet det alt for offentligt, så har jeg dog tit stået ved og nydt min udsigt med fro eller tænksom mine. Det har sine fordele, at det foranliggende er lavere end ens eget vindue.

Men nu synger udsigten på sidste vers. Flittige og driftige sjæle har således bemægtiget sig græsarealet mod nordøst ved siden af brandstationen og set muligheder. Det i sig selv ville måske ikke være så fatalt, men den sidste 1½ måned har der været kraner, gravemaskiner, håndværkere og skurvogne, og op af jorden er altså skudt de her sammenstablede betonelementer, som til forveksling ligner et større etagebyggeri i sin vorden. Som nu er nået 2. sals højde, og det ser ikke ud til, at de stopper lige foreløbig. Man aner nok, at nogen byggematador har set sit snit til som en anden Dr. Frankenstein at skabe sig et glas-stål-beton-monster. Nu er det ikke for at ville lyde som en maskin-stormer, men jeg synes bedre om græsmarken og det jeg kunne se derhenover.

Ak, man ved ikke var man har, og påskønner det ikke, indtil det er væk uafvendeligt. Det kan givetvis hænde, at jeg med tiden, hvis/når der nu engang falder lidt ro over det hele med nyt arbejde, ekstra-spejd og ekstra-travlhed, skal lette fra min plads her på øen og søge ud til noget ny udsigt et sted. Man kan selvfølgelig sige, at der burde være mulighed for at få udsigten tilbage endda sådan godt og vel ved at købe lejlighed ovre i det andet byggeri, et ejendomsmægler-stenkast borte, som jo blot herfra set er ved at komme i vejen. Men det virker på en måde også forkert, som at gifte sig med fjenden, som man alligevel ikke kan slå.

Ad nye veje

Tue, 3 Dec 2013 16:42:00 +0100

Nu hvor årets gang hælder dybt og vi nærmer os julen kan man jo spørge, om der er nogen forandringer undervejs i det kommende år, som jeg har gjort det år efter år ved årets udgang, og i forgangne tider konstateret lidt tørt, at jeg STADIG ikke er sluppet ud af universitetet, "Den Polytekniske Læreanstalt". Som om jeg ikke efterhånden har lært det meste af hvad der var værd at vide på det sted; jeg har dog været her i godt tolv år. Jeg der ellers tit har talt om at komme ud og skrue på hanerne i procesindustrien, vil jeg virkelig fortsætte på den akademiske karrierevej, ad infinitum...???

Næ. For nu peger pilen omsider mod industrien: I november var jeg nemlig til jobsamtale(r) på Haldor Topsøe, og jeg var så heldig, eller måske kvalificeret tror jeg endda, at blive ansat der som forskningsingeniør i virksomhedens miljøproces-afdeling.
Det drejer sig blandt andet om katalytisk rensning af svovl fra røggasser m.m. i industrien; denne teknologi grunder sig faktisk på Topsøes første produkt ved stiftelsen af virksomheden i 1940.

Så det er sådan set ganske fedt (virkelig fedt faktisk!) og jeg glæder mig ret meget til at skulle igang med det i starten af januar. Nyt år, nyt arbejde.

Det er på nogen vis et oplagt arbejdssted, når man er uddannet ingeniør i katalytisk kemi, for Haldor Topsøes kerneområde er netop katalyse, sammen med al den teknologi rundt om, der skal til for at lave katalytisk-kemiske anlæg. En hel del af mine gamle kollegaer fra DTU Kemi arbejder også på Topsøe - indimellem har vi spøgefuldt og godmodigt omtalt Topsøe som "Den Nordlige Afdeling" (Topsøe ligger et par km. nord for DTU).

Det er egentlig lidt bevægende nu at måtte sige farvel til tosseanstalten (der ikke nødvendigvis er helt så tosset), hvor jeg har gået rundt og studeret, lært, fået kollegaer og kammerater, testet, bygget, skrevet og arbejdet i mere end en dekade. Og så er det jo snart stunden at sige farvel til alle sine gode kollegaer, men for manges vedkommende bliver det nok også "på gensyn".

Så på den måde synes jeg allerede, at jeg har fået en storartet adventsgave til udpakning i det nye år, og som jeg er ret spændt på hvordan bliver.

Mangen eg er for uvejret segnet

Wed, 13 Nov 2013 14:09:00 +0100

...i hvert fald er der segnet en på vores sommerhusgrund. Det var stormens rov. Og som Rørdam skrev for hundrede år siden:
Der er styrtet en eg i den stormslagne lund,
der er vej, hvor den vældige stod.
Der er tomt, der er tyst, og vi standser en stund
med et suk ved den oprevne rod.

En af sommerhusets to egetræer er altså skvattet ned, og den lagde sig hen over en grusvej og på en del af vores nabos grund - ingen katastrofer med mennesker eller bygninger - men stadig lidt i vejen (og på vejen). Den slags giver klart et noget fredskovsagtigt præg på en sommerhusgrund, men er også til gene for trafik og naboer. Så mor og far og Lars Bo og jeg har i den forgangne weekend været i gang med et vældigt savskæreri og mas og slæb. Som man kan beskue på vedlagte billede, så har der været noget arbejde i denne eg. Det tog det meste af en lørdag og en halv søndag, og de resulterende ømme muskler måtte siden dulmes med lækker mad og cognac (ej heller værst).
Dog består endnu stykket ned til roden, de underste to meter af træet, og dette rodstykke er 70 cm. i diameter, og vi har ikke nogen motorsav som på en rimelig måde kan nå igennem. Jeg tænker måske at lave et plankebord, stole eller af noget andet praktisk af træet, eftersom jeg finder det lidt profant blot at futte godt og tykt og tungt og hårdt egetræ af og op i himlen, når der nu er så meget andet lettere og mere ubrugeligt, som man også kan futte af.

Som man kan granske, har vi nu en større forsyning af biobrændsel til fyring for fremtiden, og vi undrer os lidt over hvor vi mon kan lagre det, særligt hvis vi skal gå i krig med flere træer (og det kunne vi godt håbe på) i den stundende vintertid.
Vi havde måske et måske lidt opportunistisk håb om, at også nogen af naboernes udsigts-skyggende træer kunne have lagt sig ned (altså uden nødvendigvis at smadre noget som folk eller huse, bare lige så fredeligt ned over plænen), men det held havde vi dog ikke i denne omgang.

Jæger-samler-kultur

Fri, 20 Sep 2013 14:37:00 +0100

Jeg forsøger at fralægge lidt tid på at samle bær i år, så der er noget at sylte på, bage med og lave spændende og tilnærmelsesvist nye nordiske desserter af (njaerh, eller måske nordiske, men ikke helt vildt nye... gammeldags, faktisk). Jeg burde i det hele taget gøre det mere, synes jeg - jeg har opsat eller ligefrem, ja, syltet opgaven at høste bær i tidligere år. Jeg, der ellers er glad for natur og for bær, for syltetøj og bagværk, og for at høste fra naturens umiddelbare spisekammer.

Ude på Vestamager kan man f.eks. finde et væld af havtorn, der netop nu er blevet modne. Havtorn bærer orange bær, som sidder i stort tal på en høj og meget stikkende busk med smalle grå-grønne blade (naturens eget Nato-hegn), og det har rygtet at være det sundeste bær i den nordiske natur, hvis man altså tør plukke det. Det smager meget syrligt, og som en mellemting mellem ananas og passionsfrugt. Ellers er der stadig brombær rundt omkring.
Far har lamenteret lidt over, at der ikke har været tid til at lægge fuglenet over hans vinstokke i sommerhuset i år, så den del af må nok afskrives til fuglene (man kan læse, hvorlunde det dengang gik).

Sidste søndag fik jeg et læs æbler og blommer hjemme fra den fædrene have, og fik et par dage senere omtryllet nogen af blommerne til blommechutney og en blommekage, som begge fik en vis ros. Det er måske ved at blive en spidskompetence for mig at bage med efterårets helt egen lokale og akustiske høst.

En lidet besunget sommer

Sun, 8 Sep 2013 22:25:00 +0100

Sommeren er forbi nu. Den gik med spejderlejre. Den gik med korsang. Den gik som ofte med at slukke et antal ildebrande rundt omkring i forskellige sammenhænge - i løbet af august. Nå ja bevares, det er jo tit ildebrand, som jeg selv har været med til at stifte, og som jeg synes er sjov eller givende at slukke. Sommeren gik i hvert fald ikke med at skrive blog, for igen er det måneder siden sidste livstegn.

På sommerlejr i Kandersteg i Schweiz var en storartet affære. Særligt var det en stor oplevelse at vandre i bjergene med et lille hold spejdere, bl.a. på bræ (gletsjer) med isøkse og hue og handsker - midt på sommeren, på fjellet i 20 graders varme, hvabehager.
Sidenhen på Gilwell-kursus hjemme i Jylland og det var nok... ja, det kan man ikke rigtig forklare. Et slags lejrkursus var det da, men det handler om ens personlige tilgang til sit spejderarbejde. Jeg har sjældent været på så intensivt og personligt krævende et kursus, og et kursus så svært at forklare. Og et kursus som skal danne basis for en langsigtet gentænkning og forbedring af ens spejderliv, og som man altså af forståelige grunde ikke bliver så nemt færdig med (hele kursusperioden er faktisk 9 måneder i alt).
Så øh jeg forbedrer, det prøver jeg ja, og finder ud af hvad nyt der skal gøres, og hvad for noget af det jeg egentlig gjorde, som jeg så skal ændre og styrke. Hvad er sjovt, hvad giver energi, hvad er udviklende. Og måske også, hvad man så ikke skal gøre. Det fordrer lidt spekulation. Om ikke andet sidder den spekulation i baghovedet når man går i gang med at slukke de næste ildebrande med at lave divisionsturnering og Mølleåsejlads med spejdere.

Sidst i august fik Studenter-sangforeningen (mit danske kor) så sangerbesøg af Brahe Djäknar og Florakören (mine finske kor) fra Åbo Akademi, i Kongens By. Og det betød jo koncentreret nordisk forbrødring og glad studentersang, og jeg og et par andre ankermænd brugte tid på at planlægge og klargøre og arrangere fest og koncert sammen med dem. Selv havde jeg også fornøjelsen af at være deres guide på en krorunde samt forklare lidt om byen. Som tak besluttede styrelsen for Florakören åbenbart at gøre mig til "kallad medlem" (~ hædersmedlem), hvilket da det jo er et Quindekor skulle kunne blive underligt i praksis (selvom man tidligere kan have set undertegnede i lignende roller, f.eks. som Luciabrud...).
Det var, hvis jeg selv skal sige det, et par mægtig fine dage, og så kunne vi nok få vores knivstikkende nordisk-forbrødrede mumitrolde sendt hjem i bussen mod Stockholm og Åbo med tømmermænd efter et som ventet sundt indtag af øl samt >4 cl. snapse og <3 timers søvn... :-D

Ganger med brækket ben

Sun, 8 Sep 2013 08:16:00 +0100

Man vil kunne se i vedlagte foto, at noget uafvendeligt er sket - noget, som har været et år under opsejling, som længe var set komme, og som burde være sket. Før. F.eks. for 6 måneder siden. Mirakuløst, ikke før nu. Men altså, nu, eller det vil sige i går eftermiddags. I skoven var jeg, befordrede mig på min jærnhest (cheval de fer?), nøje spejdende som altid, denne gang efter blomster og bær. Hvad er da hændt?

Mit cykelstel er knækket på underdelen, lige over krankboksen. Der har været optræk til det med dannelse og udvikling af revner i hvert fald i et års tid, men i det sidste 6 måneder har jeg nu kørt med revner det meste af vejen rundt om stellet, uden at de udviklede sig yderligere (ikke synligt i hvert fald). Nå. Nu er det altså slut. Jeg trillede med 3 km/t ad en skovvej, kørte over en (lille!) rod, og så sagde det "tklingt".

Og man kunne jo have sagt sig selv, at det ville ske, for der er lavet et stort hul i stellet til at trække bremsekabel og gearkabel ud af og ned til bagnavet. Spørg mig ikke, hvad der får en cykelproducent til at lave et hul i stellet og derved svække materialet og skabe et naturligt angrebspunkt for stress og revner i materialet. Måske går det sådan, når man fyrer smedene og materiale-teknikerne og ingeniørerne og ansætter smarte designere. Det vil jeg jo gerne tro, men jeg ved det ikke. Eller måske tænkte de bare med røven. Eller de har ansat en flok folk med boremaskiner i stedet for nogen med svejseapparater (thi for foreningen af boremaskiner ligner verden og mange, mange andre ting unægtelig noget, der kunne trænge til at have nogen flere huller i). Tja.

Det har dog den interessante effekt, at nu skal der købes en ny cykel, der er meget federe end den gamle. Og når dén kommer - ja så bliver gaderne usikre. Så ses vi ude på landevejen, hvis du når at se røgen.

Frühlingsrauschen

Wed, 3 Jul 2013 18:19:00 +0100

Der er gået to måneder siden jeg sidst skrev her på stedet. Jeg har helt enkelt ikke haft stunder til at forfatte noget, eller jo, stunder har jeg nok haft (et par overspringshandlinger her og der har jeg da taget mig tid til), men der har ikke været overskud til at sidde og skrive, hvad jeg egentlig har lavet. Jeg spekulerer lidt undrende på, hvor blomstermåneden (maj) og skærsommeren (juni) forsvandt hen. Og bedst som du kommer, du fagre skærsommer - så hastigt du flyr som et drømmerigt blund.

Nå jo. I maj havde jeg og familien en vældig festlig og fornøjelig tur til Solkysten i forbindelse med Mathias´ og Vibekes bryllup. De unge mennesker giftede sig i et kapel på et mindre andalusisk palads over tre dage (det lyder næsten som noget fra et eventyr). Det var sjov. En stor del af familien Theilgaard boede på en bjergskråning i en pænt stor knaldhytte i 4 planer med flere terrasser og hyggekroge og egen svømmepøl, det hele direkte ned til Middelhavet. Tiden gik i øvrigt med at lave grillfester og synge sommersange, for Theilgaard-familien bruger anledningen at holde familiefest til at synge korsang. Udover det fik vi set Alhambra, det gamle mauriske palads og fort i Granada, som man helt bestemt skal unde sig at se, hvis man er i Andalusien.
Jeg havde lidt frygtet, at det ville blive så hedt, at man knap kunne holde ud at trække vejret. Sådan gik det ikke. Det var decideret svalt og mindede mest om køligt dansk sommervejr. Jeg erindrer at gå rundt i småregnende 15 grader C og tale telefon med min sangerbror Andreas, der var ved at blive stegt ved 28 grader C i Finland. På det tidspunkt virkede det lidt som om, at det var en fejl at tage til Spanien.

I juni har jeg bl.a. været ude og sejle enkelte dage med nogen gode venner, jeg har besøgt familien i sommerhuset i Hornbæk, jeg har været i skoven og bygge Mølleåbåd, jeg har haft besøg af et vennepar fra Åbo, nå jo jeg har da også arbejdet, selvfølgelig, og jeg har sunget i kvartet til forskellige ting. Og mit kor har sunget koncert i Tivoli sammen med Tivoli-garden - det har sikkert været et kosteligt syn at se de her unge røde gardere (ja de er vel fra 14 og ned til 10 år!) med deres blæseinstrumenter og trommer og så mændene i kjole og hvidt.

Udover det har jeg gået og bøvlet med den her spejderting, det kan være lidt svært at forstå, også for mig selv. Indimellem gør Anders temmelig tåbelige ting (nogen vil endda sige ikke sjældent). Eller det virker i hvert fald tilpas tåbeligt når man lige har kastet sig ud i det. Man kan sige, at den nærværende tåbelige ting også til dels er ægget af, at min far spurgte for et år siden ca., om ikke sønnike måske selv synes, at det snart var på tide til at tage på Gilwell-kursus, hvis ellers han fremover ville noget seriøst med det her spejderi, som han taler om.
Nå, ok, er det nu allerede dér, vi er kommet til. Jamen godt så...
Gilwell er et refleksionskursus, som skal skabe basis for at forbedre ens (spejder)ledelse og spejderarbejde. Der medfølger 2 foropgaver, skriftlige, som er temmelig... tja, abstrakte ville nogen sige, eller meta-meta-meta-agtige. Det er i hvert fald personlige refleksionsopgaver, som involverer ens ledererfaringer og grundopfattelser på levned og spejderi. Jeg skal ikke komme ind på her, hvad de alle sammen handler om, men tillader mig dog at trække et uddrag af en delopgave ind som eksempel, nu det her ene spørgsmål, som handler om, hvordan man selv vil se at til at skabe rammerne for egen udvikling. Øh tja. Vi har ikke talt om selve udviklingen endnu. Eller rammerne for den. Så hvordan skaber vi hvad for nogle rammer for hvad for en udvikling. Nå, så altså, som man måske kan tænke sig, så kunne ingeniøren behøve lidt fantasi + tid med hovedet i blød, før der kom ord på skærm og papir.

Så det var altså dér, foråret og forsommeren susede hen. Men nu er det ferie (og juli). På mandag går det til Kandersteg i Schweiz med mine spejdere på sommerlejr. Siden kommer jeg hjem et par dage, og sidenhen skal jeg så på en uges lejr i Hovedlandet som del af Gilwellkurset. Efter det tre par dages ro og mag med arbejde en kort tur til Suomi (og Suomis sång), og så kører arbejdstidens store peberkværn igen til august.

Frivillig i Fødevarestyrelsens EfterRETningstjeneste

Fri, 10 May 2013 14:43:00 +0100

Sidste weekend var der spejder-agent-tur udi de dejlige skove i Nordsjælland. Kongernes Nordsjælland, skriver turistbrochurerne deroppe, og for os var det Kongepingvinernes Nordsjælland.
Førevarestyrelsens efterRETningstjeneste (FØSE) havde indkaldt spejderne som ekstra mandskab til at opklare og afhjælpe en speget sag: En terrorcelle ved navn Delta S (ΔS) havde, efter den meget omtalte hestekødsskandale, sat sig for at forurene det gode danske bacon med pingvinkød, som blev importeret fra det sydlige Polen, også kendt som Syd-Polen. Med store stigninger i entropien til følge!
Så Jyde-Anders (mig) fra Bagsværd Trop og en god flok ledere fra Frederikslund Trop planlagde en større manøvnre for at spejderne kunne medhjælpe til opklaringsarbejdet. Ergo måtte spejderne ud på en karaktér-styrkende hejk med agent-træningslejr, småpionering, klatring og vadning, hvor deres nørdede spejderledere rendte rundt i jakkesæt, headsets og solbriller. Og på de poster der blev spist citronmåner og drukket kaffe, tør jeg godt love. Og talt i koder.

De unge mennesker var nok lidt møre i sværen efter at have tilbagelagt til fods de i alt små 35 km. med masser af opgaver og bivuak-overnatning i skoven (og måske ikke så meget søvn) fredag til lørdag.
Lidt luksus var der dog mulighed for, så spejderne kom frem til familiens sommerhus ved Hornbæk lørdag aften, fik maden serveret, bivuakken var slået op og der var lejrbål og storskærms-video-debriefing om aften, og de fik åbnet pingvin-burene vha. kodebeskeder og at hacke sig ind på ΔS´ hjemmeside.

Det var rigtig skægt at planlæggge, det var mindst ligeså skægt at udføre. En god fantasiramme er rigtig sjov og nørdet for lederne, og hvis spejderne forstår den er det da også ok, men ikke et krav. Det var jo rigtig dejligt at kunne bruge sommerhuset som en slags spejderhytte også - forhåbentlig har vi ikke generet naboerne alt for meget.

Denne weekend/intermezzo er der så mere spejder, dvs. klargøring og seddelskrivning og udpønsning af praktiske ting mht. årets sommerlejr med spejderne. I år går turen med troppene i DDs Mølleå Division til Kandersteg International Scout Centre i Schweiz, og hvis der er en ting der er sikker, så er det at udlandsrejser med spejdere betyder frivilligt administrationsarbejde for spejderledere. Hurra for frivillighed, uden hvilken fritid ville være noget helt andet (og nærværende).

Mandag er jeg en god uges tid på ferie i Spanien. I Madrid besøger jeg en kammerat fra Studentergården, som er udstationeret der for studeringer. Sidenhen har kusine Vibeke og hendes i øvrigt ligeså raske og pære-jyske ungersvend besluttet at gifte sig på Solkysten, så det må vi se hvad bliver for noget.

Vinter og co. svarer

Fri, 29 Mar 2013 11:11:00 +0100

- ja der var jo dem, der troede, at marts var en forårsmåned. Først af alle jeg selv, kan man se nedenfor. Men ikke i vort land, og sjældent har man da set så hvidt et forår; endda i dag, hvor nu påskeøsten (sådan hedder det!) slår igen.

Statsbanerne og metroen gik helt i chok over varslingen om snefog for en god uge siden, ja de tissede faktisk i bukserne ved buddet om en rask lille fygning og hvidtning. Med logiske resultater deraf følgende (jeg mener: Når man aflyser en god del af S-togene og sætter samfulde tre skift ind på de to metrolinier i morgentrafikken, og flere end et almindeligt antal københavnere samtidig grundet snefaldet beslutter at lade cyklen stå og age med det offentlige, så har vi vist opskriften på ualmindelig morgentrængsel). Men OK, vær beredt, siger de (vi).

Så selv hentede jeg skiene og kørte en morgentur i Gribskov i torsdag i sidste uge - de ski, som jeg "snarrådigt" havde ladet deponere i sommerhus i Hornbæk, for dem fik jeg jo ikke brug efter februars udgang - Københavns skiklub trækker spor op i en håndfuld skove og parker i Nordsjælland, når vinteren arter sig til det.
Se selv hvad DMI sagde

Den kedsom vinter gik sin gang

Sun, 3 Mar 2013 17:28:00 +0100

På DTU Kemi har vi lige startet et nyt lille projekt med Daka Biodiesel, som udover at levere dejlig biodiesel rundt til alle dieselstanderne i landet, har et lille problem med nogle restprodukter, som skal renses for svovl (noget svovl, som de vist, måske tror vi, kunne have hældt ned i deres fedtsuppe tidligere i processen). Det er jo rigtig dejligt at komme tilbage i brechen for det, som man egentlig har taget sin ph.d.-uddannelse i. Så to gange har vi været ovre på Det Store Fedtkogeri i det østjyske og udtage prøver og tale om svovlkemi og svovlanalyse, og mit laboratorium er nu igen fyldt op med prøver med sort snask. Velbekomme.
Det i tillæg har jeg i godt et halvt år og til stadighed arbejdet med røggasrensning med henblik på skibsudstødning, hvor vi nu har fået nyt analyseapparatur i drift . Så der sker lidt. Det er godt.

Min kammerat Steffen har udstationeret sig i Bryssel i forbindelse med det her fællesmarked og eurokratzone, og derfor var Anders III og jeg (= Anders I) nede og hilse på ham i øllandet Belgien i en weekend. Her blev der set og smagt på, drukket og spist af belgisk finkultur (pommes frites med muslinger og øl), men der var dog også tid til at beskue museumshængte flyvemaskiner og Art Nouveau-arkitektur (dss. Jugendstil, eller tillempet til dansk: skønvirke).

Nu bereder foråret sig på at pible frem i ryggen af jorden. Vi kan slutte, at det var godt, at vi fik lov til at opleve en rigtig vinter med vedvarende frost, men noget mere snefald havde været at foredrage for os skiløbere (andre finder sikkert, at vi her i landet har fået rigeligt): Jeg havde håbet, at det kunne blive til skiløb udover mark og enge i år, men der kom i underkanten til at det blev rigtig anvendeligt (eller også kom det, mens jeg var udenlands, f.eks. for at løbe på ski...):

I uge syv brugte jeg et par dage med Steffen, Karl Kristian og Tue, hvor vi fór en dejlig tur op til en smålandsk stuga, og så stod den på skitur ud over engene og gennem skovene, steg og sovs og surt, og kortspils-aften om kvælden. Den store skov her, den skal man ikke fare vild i - det er den skov, der hedder Sverige, sagde Steffen. Så sådan var det.

Skiferien til Norge midt i nordfrosne januar var et fint og idrætsligt afbræk. Det var dejlig varmt på fjellet i sol, helt op til -6 grader, tror jeg. Det var nu ikke standarden hele tiden. Sjusjøen ligger i et slags kuldehul (nordmændene taler om "snøhuller"), hvor der er skiføre 6 måneder om året. Det fik man så at mærke, når man løb nede ved søen eller langs fjeldelvene. Her var der måske mere sådan -25, så her havde vi det lidt som om at bagen og snuden var ved at fryse af.

Senere på måneden havde spejderlederne i Mølleå Division udpønset en lille ledertræningstur for vores patruljeledere og patruljeassisterne. Her må jeg i al beskedenhed nævne lejrbålsunderholdningen udtænkt og afviklet af undertegnede, som til manges tilfredshed var en sketch gjort på baggrund af et klassisk lejrbåls-western-eventyr i fem akter, samt et lidt mindre klassisk spejd2020-bullshit-bingo spil, som man kan lære at kende her på siden. Titlen: "Den unge, smukke, synergiske cowboy og metarefleksive Lady Rose". Så på den måde kan man sige, at der dog har været eet eller andet nyttigt at bruge alle de spændende nye ord til. Skynd dig at læse det før korpsledelsen i DDS gør det.

A.D. MMXIII

Thu, 10 Jan 2013 15:31:00 +0100

Et godt og lykkeligt nyt år kan jeg nu ønske, og måtte det blive så.

Julen blev fejret hjemme hos mor og far, og i år lykkedes det mig at tage forskud på nytårsfortsætterne med et acceptabelt niveau af motion i løbet af julen.
Nytåret blev skudt af hos en af mine kammerater og hans bekendte på Vesterbro udi Københavnstrup, på næsten behørig afstand af krudt og kugler. Og SÅ kører ræset igen, ja. Kan man vel mene at mørket og gråvejret gør een uforholdsmæssig træt om morgenen, ja, der er næsten ikke kaffe nok i automaten til at få energien i top... Dagen (og dagslyset) forsvinder nådesløst som arbejdstimernes bytte, og imens slides der (i hvert fald buksebage) på kontorer og til dels også i laboratorier.

Dog i morgen aften farer jeg med et slæng af spejderkammerater på skiferie en god uges tid til Sjusjøen i Norge - der var vi også sidste år, men terrænet er så stort og afvekslende, at vi tænker at prøve det end en gang. Først med båd, og så med bil, og så med ski. Det skal forhåbentlig blive en dejlig tur nordpå, og mens vi er væk har DMI lovet, at det også bliver vinter for alle Jer andre herhjemme (allerede for 2. gang denne vinter). Men desværre ikke for meget sne lige med det første, så man ellers kunne tage langrendsstængerne på.

Gaudete

Fri, 21 Dec 2012 23:15:00 +0100

Så blev det sidste arbejdsdag inden jul, og nu er den så slut, så nu har vi vel egentlig ferie. I morgen ager vi hjem til de jyske agre, heder, skove og provinsielle stæder, far og jeg.

Der var igen i år travlt her til sidst. Atter igen. Mørk er (var) november, jaja, men det er for en dels vedkommende dårlig presse at være ond i sulet på november, for ude i horisonten står alle de lune stege og venter og der nærmer sig f.eks. jul og ferie med stormskridt, og man kan glæde sig over, at al reklamehysteriet måske begynder at få mening omkring december. Og ja, november fløj faktisk derudaf - der var både ledertur og patruljeture og masser af dejlig spejderadministration for syv salte søren, som skulle laves. Mit kor studentersangerne havde nogle udmærkede vinterkoncerter med orkester og solist, vi sang bl.a. Brahms Alt-rapsodi, et par jægerkor og fangekoret fra Beethovens opera Fidelio. Og andet sligt.

Og så blev det jo december. Det har været mig en kilde til tristesse, at jeg siden jeg flyttede hjemmefra ikke har holdt vores familietradition i hævd med at synge julepsalmer og tænde adventskrans søndagsaftenerne op til jul. Men tristessen er, ræsonnerede jeg, i bund og grund et tegn på dovenskab, for der står ikke andet i vejen for at jule end ens egen mangel på initiativ. Og jeg kan ret godt lide at jule, så i år gik juleforberedelserne bl.a. i at producere af en adventskrans samt at invitere kammerater og familie til adventssang fra Den Blå Sammenhængskraft, altså højskolesangbogen. Det lykkedes faktisk også at samle et hold en aften, og det var mægtig hyggeligt.

En lille juletur var jeg dog seneste weekend i Åbo, både til nissefest, til et kort træf i "Fula SlipsKlubben" og til jule-kort-film og Glögg i biograf Hagåker. Samt diskussion af et vordende sangerbesøg: Det viser sig nu til stor fryd, at sangerbrødrene og -søstrene i Brahe Djäknar og Florakören agter at drage på sensommerturné vesterud, mod sangerkammeraterne i Nordens vestligere provinser. Så det skulle vi lige vende, og som "vår man på plats i Köpenhamn" er jeg derfor blevet bedt om assistere med visse sager i den forbindelse. Så det skal jeg arbejde for bliver til virkelighed.

Imens vil jeg ønske alle glædelig jul og et godt og lykkebringende nyt år; mit einer kleiner Weihnachtsmusik mit dieser Knaben.

Aha-oplevelser for unge spejdere

Wed, 31 Oct 2012 17:26:00 +0100

I weekenden fik jeg del i en fælles aha-oplevelse. Med andre tropsledere fra hele landet drog jeg på tropsleder-kursus med fokus på arbejdet med hjemvendte PLan-kursister (altså et ledelse-kursus-om-kursus).

PLan er Det Danske Spejderkorps´ kurser for patruljeledere og assistenter, dvs. ca. 13-16-årige unge, det afholdes i hele efterårsferien, er et udekursus med fokus på arbejde og planlægning i en patrulje, krydret med en masse stærke spejderoplevelser. PLan er DDS´ flagskib og introduktion til ledelse for korpsets unge spejdere.

Normalt vender en spejder hjem fra et PLan-kursus med en så høj gejst for spejdersport, at man har svært ved som tropsleder at vide hvad man skal gøre ved den - PLan kan for spejderen have karakter af en skelsættende social oplevelse på niveau over alt andet. Derfor det sprit-nyoprettede kursus for tropsledere der skal håndtere spejderne (PLan-kurserne, derimod, har eksisteret i DDS i 40 år).

Vi blev lidt klogere på PLan og tropsledelse og korpsets informationsstruktur i løbet af weekenden. Tilsyneladende findes der to parallelverdener: 1) PLan-kurser, 2) det daglige patruljearbejde rundt om i landets spejdergrupper.
Kursuslederne på PLan har sendt storspejderne hjem fra kursus i klippefast tro på, at tropslederne hjemme ville arbejde videre med learning-by-doing, forløbs-planlægning osv. Hjemme, dvs. ude i spejdergrupperne, er reglen imidlertid, at tingene kører videre i nogenlunde samme mølle som hidtil og at den hjemvendte PLan-spejder "har haft en superfed uge". Og at tropslederen ikke aner, hvad de unge har lært.

Tilsyneladende er der ikke mange, der har tænkt på sammenfletning af de to verdener ved at informere tropslederne i spejdergrupperne om, hvad der egentlig sker på de her PLan-kurser, samt se til at de er klar over hvordan man arbejder videre med det lærte. Med andre ord er samtalen om træningen af vores primære målgruppe (storspejderne, de 12-17 årige) i DDS´ idealer for ledelse og dannelse, altså bevægelsens kerneydelse, faldet pladask mellem to stole. Så tror da pokker, hvis de unge har svært ved at få afløb for deres gejst og få brugt deres ledelsesredskaber i praksis i deres patrulje.

Bagsværd Trop har haft 9 spejdere [sic!] på PLan i år, så vi finder det nok ret relevant. Det var en spændende weekend og et godt kursus-om-kurser. Med det sagt kan det nævnes som en bi-ting, at jeg fik fanget nogle flere ord til det fantastiske Spejd2020-bullshit-bingo spil andetsteds på denne side.

En uventet sviptur

Fri, 12 Oct 2012 13:52:00 +0100

Indimellem kommer man ud for sære ting som studentersanger. Jeg har tidligere hævdet, at en tur til "Svensk akademisk afton i Björneborg" har været min særeste sang-oplevelse i mandskor til dato, ja i det hele taget i korsammenhæng, men i går kom jeg ud for en anden oplevelse, der næsten tangerer i særhed.

Jeg blev ringet op lidt over ti på formiddagen af min sangerbroder Mads K, mens jeg sad der på arbejdet og stirrede ind i skærmen, og blev berettet lidt af, hvad der lød som en røverhistorie, men var sandt og purt: En kvintet skulle klædt i sømandskostume synge til et reklamefremstød mod bilforhandlere for en ny bil-model, og dette skete på en til lejlighed skaffet færge, der sejlede til havne i Danmark og Sverige. 1. tenoren først indforskrevet var blevet ganske syg, så om ikke Anders kunne træde til i stedet, han kender jo og kan udenad synge repertoiret? Javel ja, øhh, i Göteborg, siger du? I aften? Jamen... Tjo. Det lød helt enkelt for skørt til at jeg kunne sige nej.
Så ud på eftermiddagen fór vi 5 mand mod nord i lejet bil, via Helsingør-Helsingborg, og fro syngende dvs. øvende på aftenens program. Ja eller dvs. fro særligt i starten, thi på vejen fik vi både lov at visitere og få en pekuniær hilsen fra det svenske politis fartkontrol (politistat), køre lidt rundt i Göteborgs mange indfaldsveje og omkørsler og ikke rigtig vide hvorhen, og vi reddede os endda en parkeringsbøde i forbudenes hjemland, da vi i hast måtte parkere et sted på havnen for ikke at komme for sent.

Siden trak vi i sømandshat og stramtsiddende stribet trøje og så vældig ømme ud, ligesom de unge frøkener der serverede drinks for bilforhandlere og markedsføringsfolk. Det hele så aparte ud på sin egen måde. Så sad vi i en bar og smilede, og siden sang og underholdt vi i færgens bug før middagen for de indbudte - sømandssange, drikkeviser og anden sjov og ballade. Den del gik fint, selve sangen kom i et par etaper mens bilforhandlerne tog nye bil-modeller i åsyn. Efter det fór vi i hast, men inden for lovens rammer hjem til København igen.
Nej, det var ikke mig der kørte eller var navigatør, og det var ikke mig der planlagde turen. Man kan skønne, at dette var en på flere måder absurd historie at tage del i.

Solsort vs. Vinavl: 2-0 (midlertidigt kampreferat)

Sat, 6 Oct 2012 21:47:00 +0100

Ret da fredag eftermiddag blev til aften fór jeg op i familiens sommerhus i Nordsjælland, derhen hvor ranker gro, for at komme lidt væk fra by og støj og møg og alt det. Her bliver alt det gjort og forberedt, som der ikke er tid til ellers. Udover det kan man jo nyde den friske luft, stilheden, vinden, skov og hede og eng, ja man kan fyre i pejsen eller bålet (ja een gang spejder, altid pyroman), og vores efterhånden vel friserede have, som forældrene gerne plejer dygtigt. Alt nydeligt.

Nu, på denne tid, udspiller der sig i haven et større drama. En strid. Både en territorial- og en ressourcestrid. Striden udkæmpes med indtil de mest avancerede kampmidler og største kløgt fra hver side. Stridens genstand, om hvilken jeg taler, er naturligvis de ca. 24 vinstokke, som min fader har planteret. Han er dog lidt forliebt i vinrankernes frugt; han er jo tidligere og atter vordende vinbonde, og han ser frem til igen at avle vin fra eget Chateau. Og man har vel en rem af huden. Der er imidlertid andre, der også har amoriner for den vinøse frugt. Nemlig Hr. og Fru Sol Sort. For at holde dem væk har far og søn for 3 uger siden udspændt et præventivt net over en del af vinstokkene, og det har givet et vældig anskueligt resultat af denne lille havetræfning.

Desværre fører solsortene på point og på klogskab samt, vil jeg sige, kålhøgenhed. Det står 2-0.

Vinstokkene uden net har de ribbet først - TOTALT ribbet, der sidder præcis ingen druer overhovedet på stokkene uden net - men dette kunne vi måske acceptere som stormens rov. Men det er ikke gjort dermed. De tager de nemmeste frugter først, og denne grådige hær vil ikke nøjes. De snedige bæster hopper ned under det grønne net og flyver op på jerntråden, som holder vinstokkene oppe, hvor de sidder og pikker lysteligt i druerne. Druerne i net bliver med andre ord ædt nedefra.

Oprevet af den udviste både snuhed og frækhed gik jeg i aktion, og efter besigtigelse af problemet har jeg lavet yderligere en mængde grenpløkke til udstramning af fuglenettet. Så kan de måske lære det. Men er der bare et enkelt hul eller to i jordniveau, som de kan smutte ind og ud under, så er der invasion. Vi er oppe mod stærke kræfter, der ikke let lader sig forflytte fra deres foretrukne jagtmark:
Ikke så snart havde jeg jaget 3 solsorte væk og med møje spændt nettet ud så jeg faktisk synes det så helt hæderligt ud og nåede jorden med minimale undtagelser, og så taget mig en rask lille løbetur, og minsandten om der så ikke hopper en solsort rundt under nettet ved hjemkomst. Ubegribeligt frækt.

Mon vi kan nå at redde os et mål i dommerens overtid ved denne indsats, jeg tør knapt tro det, måske bliver nettet nu lukket tilstrækkeligt til at fuglene ikke helt tør kravle derind, men til for føje stunder siden fandt de nu altid en vej, der ikke var tænkt på. Frække bæster. Eet er sikkert, vi har en beskidt og langvarig gru, mand mod fugl, foran os, som den flittige vinbonde må kæmpe hver høst for at redde os en rimelig del af rankernes gaver.

Nathejk

Wed, 26 Sep 2012 11:18:00 +0100

I weekenden var Nathejk. Årligt tilbagevendende arrangement for storspejdere et sted på Sjælland, hvor man skal snige sig igennem en distance på omtrent 30 km i fugleflugt over det meste af weekenden (fredag aften til søndag morgen). Bagsværd Trop sendte en patrulje på 7 stormtropper afsted, fuldt udrustede til tænderne med vandrestøvler, trangiaer, presenninger, varmt tøj, ansjosposer og underlag, hjemmelavet gryderet og loganbrød. I år gik turen til Stevns, med start i Rødvig og slut et for spejderne hemmeligt sted, indtil sidst i løbet (men det var Haslev).

På Nathejk skal man altå gemme sig, for banditterne, som er de indkaldte seniorspejdere. Seniorer kan godt lide at jagte spejdere, og når seniorerne fanger en spejderpatrulje kan der opstå sjove lege som f.eks. "tømmetumbl spejderes rygsækindhold i sovepose", "spejderoptræden med dans og ækel popsang", "sortering af rygsækindhold efter farve", "kolbøttevæddeløbsstafet". Seniortilmeldingen overtegnes derfor i løbet af et par minutter når den åbner 1. maj.
Seniorbanditter er inddelt i 5 underafdelinger, såkaldte Lok, af 20-25 mand, der har chefer som koordinerer deres bevægelser og placering i landskabet. I år var jeg med som lok-chef-lærling, og så behøver man ikke tilmelde sig 5 måneder i forvejen - nathejk kører selvsupplerende med Lok-chefer, og det er til tider monotont at stå i sit Lok-hovedkvarter og tænke og kommunikere og vente og hyggesnakke; ligeledes skal man have en kaffetolerant mave, ellers går man død.

Vores storspejdere fra Bagsværd holdt til hhv. 8 og 11 dejlige karakterstyrkende timer i regnvejret (de gav op omkring kl. 6 og kl. 9 lørdag morgen, i to omgange). Det var ikke noget der huede deres tropsledere helt vildt meget, men de havde nok ikke tænkt tilstrækkeligt over det her med regnfast tøj og over hvor meget vand der kan komme ud af Sjællands himmel, og hvor våd og kold man deraf kan blive, for der kom vand. Ret meget vand, frem til lørdag middag. Lidt synd men også lidt lamt, for lørdag over middag blev det særdeles pænt og solrigt vejr på Stevns, hvor de hårde så kunne nyde frugterne af at holde ud.

Hvert år er konkurrencen for banditterne at undgå, at nogle patruljer slipper igennem Nathejk uden at blive fanget. Undervejs i løbet begynder Lok-cheferne at interessere sig voldsomt for patruljer, der endnu ikke er blevet fanget, for det ville være synd, at de ikke også skulle have oplevelsen af en sjov banditleg. Men i år tabte seniorerne - tre spejderpatruljer slap uset igennem de to kontrolposter og holdt sigt skjult over 30 km, i ly af skove, hegn, mørke og regn.
Øv bøv.

Jeg fik 4 timers søvn lørdag formiddag og 3 timers søvn fordelt over søndag morgen, så det var helt perfekt. Jeg var i hvert fald træt da jeg kom hjem, men det var sjovt.

på Costa del Lyngby

Fri, 17 Aug 2012 15:08:00 +0100

Just nu bager solen fra høj himmel - så det er kun placeringen inde bag ved DTUs trygge, tunge og betonforstærkede og snart sagt fængselsilluderende mure der afslører at ferien er slut og at sommeren derved i billedlig forstand lakker ad enden småt. Og at man med længsel må se tilbage på den sorgløse tid som studerende, hvor man havde 9 ugers sommerferie (- den sommerferie, som man alligevel hurtigt fik spat af og ønskede ville blive afløst af studiestart). Jaja, græsset er altid grønnere på den anden side.

Sammen med alle de andre 35.000 spejdere var jeg på spejdernes lejr i Holstebro med Danmarks raske blå-, grøn- og guluniformerede ungdom i den forgangne ferie, og det var... ja det var en stor lejr, men altså en temmelig hektisk begivenhed at være tropsleder på. Og lidt skuffende - lejren burde have været en samlende oplevelse, der gav indtryk af at vi havde et fælles spejdersammenhold med få forskelle - det havde jeg da selv sat snuden op efter. I stedet var der serveret lidt af en reklamesøjle i en blandet dosering af Go´aften Danmark, musikfestival, grej-udstyrs-blær, ung-med-og-for-de-unge og sine steder aktiviteter, hvor man i hvert fald ikke blev skræmt væk af for meget uniformeret indhold. Sexed-up adventure-spejd med udstyrs-blingbling. Et tyndt og ærgeligt udkomme, slet og ret.
Men, der var også fine spejderoplevelser iblandt, hvis man ville finde dem selv, og min største var sjovt dagen da tropslederne i DDS Mølleå Division selv afviklede hejk for vore storspejdere ud af lejren og op til Kjærgårdsmølle ved Kilen ved Struer, med lejrbål, postløb og overnatning ude på en totalt skyfri og stille aften og nat. Mindeværdigt.

Dernæst har jeg ferieret lidt i sommerhus, og holdt Københavner-ferie i storbyen (Tivoli og Amager strand og brætspil og grill) med mine søskende i København. Sjovt, at man på bare ca. 6 timer i Tivoli kan blive aldeles vaccineret mod det sted for det næste decennium.
Sluttelig selvfølgelig en tur til Finland, hvor målsætningen først var skærgårdssejlads, hvilket dog gik i vasken, men det endte alligevel dog særdeles tåleligt med både et Brahe Djäknar sangertræf med badning/god-mad/øl/grille-kalv/sauna, sommerhustur med svøm-i-sø-og-fjord/øl/kajak/god mad/afslapning/sauna, og udendørs 35mm filmfremvisning med grill/sauna. Samt lidt storbyferieren i Åbo.

Nu er jeg tilbage i Storkøbenhavnstrup, weekenderne er allerede fuldt bookede i nær fremtid, opgaver og korsang og spejder og arbejde skriger på mit nærvær ligeså, så det er bare at give den fuld gas, hvis man vil nå noget. Så det.

Naver - som forsker

Wed, 4 Jul 2012 14:14:00 +0100

Jeg er for tiden på katalyse-konference (ja, igen) i München. Det er den årlige centertur i min forskningsgruppe, så vi er et helt hold folk afsted. Hvad skal man sige, det er kæmpestort og noget uoverskueligt, man prøver at få til præsentationer og postere, der virker relevante, hvad de dog ikke altid er - begge dele kan ofte også være uforståelige. Der er visse logistiske aspekter af konferencen, der ikke er løst særligt smart (f.eks. bespisning af ca. 3000 mennesker). Og man bliver træt af at være igang og rende rundt fra 9 morgen til 20 aften, særligt når man når i seng kl. halv et og står op for at tage morgenløbetur lidt i syv. Af ting der virker kan nævnes offentlig transport i München og lavere ølpriser. Óg at man kender efterhånden en del folk andre steder fra, med hvem det er vældigt let at komme i selskab igen.

Når jeg kommer hjem fredag er det næsten direkte på Roskilde Festival i 1½ dag, hvor mit kor med skønsang i kjole og hvidt skal underholde masserne i muddergrøften. Godt er ved Roskilde festival at have noget at lave det meste af tiden - ellers ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv (det er prøvet).

Jeg har fået svar på min super-katalyse-til-biobrændstof ansøgning hos Det Frie Forskningsråd, desværre et afslag, hvad jeg dog havde forventet med den relativt store søgning der er til forskningsrådene (jeg synes at huske, at normalt omkring 10% af de seriøse henvendelser bliver udvalgte). Så altså det var ikke lige min nål i høstakken, der blev udvalgt i denne omgang. Så må jeg prøve at se, om jeg kan få ændret og forbedret min ansøgning til næste ansøgningsfrist for postdoc-stipendier i starten af september.

Ellers ikke andet end at nu skal jeg snart have noget ferie.

Chymicus iter faciens

Sun, 17 Jun 2012 23:57:00 +0100

Efter april-vejret satte ind fra og med starten af juni har jeg for det meste arbejdet og kigget længselsfuldt ud efter sommeren, der jo dog forstås ikke var ude på den anden side af vinduesrammen på mit kontor (godt det samme for de arbejdende, kan man næsten sige). Der har været madklubber og jeg har for øvrigt flyttet lidt rundt på min stue, så den er blevet hyggeligere - en stærkt normativ eller subjektiv vurdering, naturligvis. Og desværre en hel del administrativt bøvl med at komme afsted på dette års sommerlejr, som er den store Spejdernes Lejr 2012 ved Holstebro.

I sidste uge kom jeg hjem fra konference i verdens ubestridte centrum, nemlig Ålandsøerne - vældigt hyggelig og petit og urnordisk - og hvis man var fræk kunne man næsten kalde det et arbejdende svensk frilandsmuseum i Finland. Jeg var på det nordiske katalysesymposium, som på skift holdes hvert andet år i et nordisk land. Det kan lyde lidt lokalkulørt med konferencer, der er regionsafhængige, men det er en lille og ret tæt konference, og man kender hinanden ret godt rundt omkring, og jeg kunne jo hilse på alle de gamle kollegaer fra Åbo Akademi, talstærkt fremmødt siden de organiserede konferencen i år. Nu deltog der dog også nogle andre folk og forskere fra rundt om Østersøen, f.eks. Tyskland, Rusland og Polen.
Men niveauet er sådan set ganske højt på det forskningsarbejde indenfor katalyse som udføres i Norden, og størrelsen af konferencen og miljøet gør at man ikke behøver at være en vældig berømt professor for at få en mundtlig præsentation - selv havde jeg en mundtlig præsentation. Det kan måske lyde mærkeligt, men der er altid rift om at få de programsatte mundlige præsentationer fremfor blot en videnskabelig poster, altså plakat. Mundtlige præsentationer ser måske bedre ud på CV´et, eller også er der blot mindre arbejde forbundet med at forberede dem. Og man får normalt mere publikum til at se på ens mere eller mindre hjælpeløse forsøg på at grave i og forstå materien, hæ hæ.

Det er sjovt med at tage på konference. Det er vældig attraktivt og kan lidt have karaktér af en slags statsbetalt ferie, men man er normalt "på" fra 8-9 morgen til sen aften - naturligvis er der en del som er frokost og middag, men der taler man jo med de andre deltagere - danner netværk hedder det vist på nudansk. Og så kan man måske lige nå et par øl med et par sammensvorne sidst på aftenen. Først i juli skal jeg på katalysekonference igen, til den tid i München, og det er det en verdensomspændende (dvs. vældigt stor) kongres. Men indtil da to ugers hårdt arbejde. På et tidspunkt bliver det måske også tid til sommerferie, eller i hvert fald sommer.

Rundrakning

Mon, 28 May 2012 16:52:00 +0100

I de forgangne uger har jeg rejst en del rundt og været mere end almindelig kort for hovedet.

For 2 uger siden deltog jeg i et mægtigt jubilæum i Åbo, idet Brahe Djäknar fyldte 75 år, så tilbage igen og besøge mine glade sangerbrødre i Suomi, synge jubilæumskoncert i Åbo konserthus, og lørdag 12. maj være til en mægtig og vældig jubilæumsmiddag og sang og fest og efterslæb med ganske mange djäknar og gæster på fine steder i Åbo. Ja man kan endog sige at efterslæbet ikke rigtig sluttede, for kl. halv syv søndag morgen var det mest indlysende ikke at gå i seng men at tage i sauna og siden på picnic anderswo indtil kl. 12, hvor der var sillfrukost (frokost/brunch-agtigt dagen derpå). Og vejret var fint og krævede is sidenhen, og så var ishockey-VM Finland-USA. Efter det var jeg ikke nær så sprængfyldt med energi. Nå. Men det blev en god nats søvn natten til mandag.

Sidste weekend, det vil sige Kr. Himmelfartsferien, slog jeg nok egen rekord i at fare rundt i Norden. Men set bort fra det var det lysende, og det var den ferie, hvor skærsommeren kom til Norden. Far havde 60 års fødselsdag og holdt den Kr. Himmelfartsdag, 17. maj, og det blev fejret hjemme i Holstebro med både bål og brunch ved vandkraftsøen, stor middag ved musikteatret hvorunder megen syngen og musiceren, byvandring og at se på kunst i Holstebro midtby, togkørsel hos GamesOnTrack, og god mad igen derhjemme med højskolesang til ud på aftenen. Jeg og mine søskende fremførte tosserier digtet på De Nattergales "A ved a får mit gennembrud", vel passende til fødselaren.

Sidst på aftenen og næste dag gik det for mit vedkommende med ekspres og il til Stockholm, via et lift til Odense, tog til København, 3 timers søvn, endelig direkte tog fra Kastrup til caput Suecia (Holmia). Det var egentlig meningen at jeg skulle flyve og være udhvilet, men det er ikke så nemt, altså ellers udmærkede penge udsugedes af flyvinduet og gik ganske tabt, da flyselskabet landede på fallit i erhvervslivets store lykkehjul.
Nå, men i Stockholm besøgte Studenter-sangforeningen fra København sine sangerbrødre dér i Stockholms Studentsångerförbund, og den slags besøg ender vanligvis (og gjorde ligeså denne gang) i megen moro, sang og flere koncerter og gode fester og forbrødret skandinavisme/nordisme *. Ifølge traditionen i Sverige er studentersang karakteriseret ved de 3 F´er: Flickan, flaskan, fosterlandet (det har ikke noget med en dansk fagforening at gøre). Dog repertoiret der blev afsunget var bredere end det helt klassiske, men det var stadig særligt og vældigt at være ca. 70 sangere, danskere som svenskere om at synge mægtig mandskormusik fra nordisk repertoire.
Under deltagelse i stockholmernes vårbal havde et udvalg af ungsindede københavnere indøvet lidt nørdede sjov-og-ballade-numre, syntes vi selv, og der blev også leveret sjov og fimset pop igen fra svensk hold ved samme lejlighed, for sådan kan mandskorsang også være. Sjovt i Stockholm var også bl.a. at være på Bellman-byvandring med en svensk visesanger, Ulf Bagge, og se Gamla Stan og forstå livet og Bellmans musik fra den tid i rette ramme.

Her I pinsen har far og jeg været i sommerhus. Vi har hakket fliser op på badeværelsesgulvet færdigt og savet mere gulv op, og går og klør os i nakken for hvordan vandrørene er trukket under gulvet og hvordan man trækker nyt vand og slutter det ordentligt til det gamle vand. Ellers har vi nydt vejret og lavet mad over bål og spist god mad. Og siddet foran PC´en, kedeligt hva? (men ej uden med nogen snilde - mærk derpå - thi et bord kunne flyttes med computer ud på verandaen - udenfor og arbejdende på samme tid, hvad giver De?)

(*: Hans Hauge skrev for ikke mange år siden, at "nordisme" som begreb ikke findes og aldrig har gjort det, og at "skandinavismen" er død. Fuck you, skriver jeg. Løft snuden. Det turde modbevises. Finlands sag er vor.)

Frydeligt med Jubelkor - glædelig vår!

Wed, 2 May 2012 14:13:00 +0100

Frydeligt med jubelkor hilses vårens komme. Sådan starter Fr. Moths oversættelse af rektor Morten Børups Majsang fra Århus Katedralskole, "In vernalis temporis", ca. år 1500, som han lod eleverne synge den første dag i maj. Sangen er nævnt og trykt i en i nordisk sammenhæng ret berømt sangbog, Piæ Cantiones (fromme sange) fra 1582, udgivet og brugt på Åbo Katedralskole. Nordens tidligste sangbog såmænd, men sangene turde have været i brug allerede i 1200- og 1300-tallet. De unge elever, kaldet djäknar, dvs. degne, sang i deres fritid for almisser, mad og klæder og kunne i herigennem med tiden få stilling ved domkapitlet i Åbo.

Nogen af deres navnemæssige arvtagere nu i dag holder nu også af at prise våren: Brahe Djäknar, studentmandskoret ved Åbo Akademi. Delvist opkaldte efter de førreformatoriske katedralskoleelever og delvist efter bysbarnet, den daværende svenske stadtholder Per Brahe den Yngre.

Og det gør vi så, de unge såvel som lidt mere bedagede Djäknar, altså hilser våren med jubelkor, eller vi gjorde. Det sker hvert år på Vårdberget på Valborgs aften, også for 2 år siden hvor jeg tidligere var med. Man kan visseligt nu endda se, hvorledes det tog sig ud, på YLEs hjemmeside (forhåbentlig holder de det åbent lidt endnu). Bemærk også hvad der sker fra 11m20s til ca. 14m15s. Deres Ærbødigste, i al beskedenhed.

Glædelig Valborgsmesse - Glada Vappen - Iloista Vappua.
De her gutter er de fineste kammerater som tænkes kan. Nu er at se til, at jeg holdes beskæftiget, så at jeg ikke længes efter at komme tilbage til Åbo igen uopholdelig.

De Profundis

Thu, 26 Apr 2012 12:42:00 +0100

Nu er det ikke alverden, jeg lader høre fra mig for tiden. Måske er det derfor galt at tale om forskeren i elfenbenstårnet uden istdet at benævne det forskeren i tørvegraven, dybet, hullet, kæret eller dyndmosen måske.
Jeg har fået forlænget min postdoc-stilling indtil nytår, men skal arbejde på et projekt om marin røggasrensning. Hvilket er fint, der går både noget kemisk analysearbejde, noget katalyse, nogle kemitekniske elementer samt noget helt almindeligt VVS+el-arbejde (altså rigtigt håndværksarbejde, dog ikke helt i samme størrelse som et teknisk fuldskalaanlæg).

Der sker dagligt ikke vanvittig meget ud over arbejde, men nu har arbejdet dog fået den positive slagside, at jeg får lov til et par konferencerejser og dermed lejlighed for at præsentere nye og lidt mindre nye resultater.

Indimellem beværter jeg fællesspisning og brætspil for skarerne, og det man jo altid kan håbe på, er, at det i sig selv kan opfordre andre til at tage teten op. Nå jo, forskellige sager med spejder, forskellige sager med korsang. Bl.a. sang mit kor koncert for vores æresmedlemmer, H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen i søndags samt 500 tilhørere ikke at forglemme, til en ganske god koncert, synes jeg. Det var i hvert fald sjovt at være med.

Just nu i går agede jeg mod Åbo for at synge våren ind med Brahe Djäknar - Valborgs aften på mandag - holde lidt fri og lidt fest, se ur-finske værker for orkester, solister og kor (Sibelius: Kullervo), skrive på dydige skriftlige arbejder, og i øvrigt kan ske tale med professores et lektores hos katalyse-gruppen på Åbo Akademi om en lille artikel, som jeg (for) længe burde have arbejdet på.

Som sædvanlig har jeg klokket i det med planlægningen, som sædvanligt for få krydser i kalenderen i tilrækkelig tid og for mange forsøg på at huske det i hovedet, idet jeg skulle have været til sølvbryllup onsdag og nu i indkommende weekend. En gammel fejl eller uopmærksomhed, thi for 4 måneder siden virkede det ikke som et problem at gøre to ting på een gang, men det er denne uge det går op for mig, nu hvor tingene hvor det rent fysisk ramler sammen, at jeg har været uopmærksom, atter igen. Det kan man jo bande af. Nå. Jeg tager en god håndfuld forhåbentlig gode dage i Åbo og vender hjem til godt vårvejr og vårfornemmelser, håber jeg.

Medullas, non cortex

Sat, 17 Mar 2012 12:06:00 +0100

På meget rørende vis fik jeg min fødselsdag fejret i februar. Før sommerhusturen med skovning var jeg forbi Psykopatgangen på Studenternes Gård til en lille aftens festligheder og gangdemokrati, det såkaldte "halvårlige køkkenmøde", hvor også gamle psykopater kan være med. Men på overraskende og bevægende vis lod man fejre en gammel beboers (ja altså min) fødselsdag med gave og sang. Jeg har det vist med at fortrænge, at jeg har så fine venner der pønser den slags bag min ryg.
Vores "grundpleje" i sommerhuset forløb i øvrigt uden tungere skrammer, end om vejret var temmelig gråt. Forældre og 4 søskende gjorde en solid indsats og se, rimeligvis var al fældning og det meste oprydning gjort lørdag med en let oprydning søndag.

Jeg fik indsendt min ansøgning om at lave nyere og mere avancerede katalysatorer til bæredygtigt biobrændstof, som led i et to-årigt postdoc-stipendium. Nu håber jeg blot, at de kan lide min ide, og jeg ikke har lavet ged i den et eller andet sted, glemt nogle bilag eller sat tingene op forkert. Man ved ikke rigtigt før man får svar, hvilket sker allerede sidst i juni...(!). Igen til efteråret er der en ny ansøgningsfrist, så hvis det kikser første kan man jo redigere i tingene og prøve igen. Der findes nu også andre fonde og midler at søge, og det vil jeg nok prøve at sætte i skema her i foråret. En og anden vil bemærke, at man også kunne finde et arbejde i den virkelige verden - det er forstås udenfor universitetet og nedenfor elfenbenstårnet. Nu har jeg ellers lige brugt 10 år på at kravle op.

Men herligt, det er dog blevet vår på de danske øer og Europa hælder mod sol, det lysnes og varmes og mulden brødes med vintergækker og krokus, og det kribler i ryggen af jorden!

Ja, ellers er der jo slid og slæb, afslutning og forfattelse af forskellige ting, vedligehold af uigennemtænkte opstillinger og forsøg på idriftsættelse. Men det er ikke surt det hele, thi der er også sang bag ploven. Og glad studentersang, og der er mange opgaver dette forår at håndtere og synge til. Der er kortræf hos vore brødre i Stockholms student-sångare midt i maj, der er div. større koncerter før og efter dette. Og selv skal jeg til Åbo og synge Valborg ind samt hjælpe Brahe Djäknar med at fejre 75-års jubilæum.
Også familien skal jeg se snart. Mormor har fødselsdag lige om lidt, så dén gren af familien samles meget snarligt, og senere er der flere familiefester. Altså der bliver rigeligt at age rundt til, kan man sige.

Ved Kyndelmisse

Wed, 8 Feb 2012 17:53:00 +0100

Jeg var på skiferie i sidste uge. Juhu, rigtig ferie. Dette år som sidste har jeg været med nogle andre spejderledere i Norge - i år var vi ved Sjusjøen (= Syvsøen? Sjus-søen?) i et temmelig stort langrendsterræn (Europas bedste, siger de selv), der ligger øst for Lillehammer. Noget af det blev brugt som OL-terræn fra 1994.
Slalom er skiftet ud med langrend, med adræt nordisk skiløb (eller -gang), men altså mere glidende, langsommeligt, astadigt tempo jævnført med alpinskiløbets jag. Fed tur, det var sjovt og givende og rigtig hyggeligt. Det er rart at vide blot nogen gange, hvorfor man slider.
Men det var ganske forbistret koldt (Norge er åbenbart også et nordisk land, må man konkludere?). Visse dage var temperaturen helt oppe på -10°C grader i dagtimerne, andre dage var det mere -16°C-agtigt. Og koldere om morgenen, forstås. Måske har jeg reddet mig et halsonde, som skal fordrives med te og halsklud og C-vitamin. Vejret herhjemme og luftmiljøet i København kan vel også bidrage lidt dårligdommene.

Januar forsvandt i arbejdets støvregnsgrå tåger, der var i hvert fald masser af slid, og det fortoner sig lidt, hvad jeg fik udrettet. Nok mest noget med at skrive emails og være rørsmed og lave kemikalier og kigge i artikler og spekulere over hvorfor ting opførte sig, som de gjorde.

Snart er det tid til den årlige skovning af træer i sommerhuset - vi foretrækker betegnelsen "grundpleje" - så jeg er i gang med at praje mandskab (skovmænd) og finde taljer og reb til at trække træer ned den rette vej. Siden går vi amok i en motorsavsmassakre, på udvalgte træer forstås, og saver og hugger alt op til brænde. Det luner så dejligt i pejsen i løbet af året. Og det giver en godt udsyn. Og grundene skal jo holdes, siger De (en art officiel forklaring).
Forældrene mener normalt i sommermånederne, hvor træerne har fået blade igen, at der er meget bedre udsyn og meget mere plads og luft end sidste år, men jeg er mere i tvivl og tror nok, at vi måske snarere vedligeholder status quo mht. totalt udsyn før og efter: Hvad vi fælder på et år, kompenserer alle de andre træer for i vækst i løbet af det år.

Kun joulu on

Tue, 27 Dec 2011 18:42:00 +0100

På arbejdet har jeg for tiden min daglige, postdoc-daglejer-agtige kamp med at få to forskellige reaktions-opstillinger til at producere videnskab og resultater. Den ene mere vrangvillig end den anden. Men indimellem lykkes det at få skidtet til at køre, som det skal - i hvert fald i en stund - så den smule succes må man vel have.

Spejder holder juleferie, korsang holder juleferie, madklub holder juleferie - og tak for det - for det var travlt i december, det hele skulle terpes, læres, synges, mødes, friluftes og kokkereres, det var sin sag.

I december var jeg først en lille tur i Åbo og besøge kammeraterne, idet der var nissefest (sv.: tomtefest) i Florakören og Brahe Djäknar, samt spex i Åbo Akademis studentkår, og så kunne jeg jo lige købe julegaver og vi kunne holde en prøve på champagnesabrering + Champagnerlied. Det er altid skægt at være tilbage, udover det forbilledlige selskab af kammeraterne - skal vi sige sangerbrødrene, dvs. lømlerne. Og det føles ganske som hjemme. Eller, det er det jo ikke, men det er det også, og på den måde er Norden jo "hjem".

Men jeg siger: "skidt", for nu er det jul. Derfor er jeg atter i Holstebro ved mor, far og søskende og holde jul. Den sag bliver i familien, herom ingen sjakren. Tidligere i mine studieår havde jeg svært ved at være hjemme for længe af gangen, men jeg er ikke så rastløs denne gang, og måske har det at beskaffe med, at jeg ikke længere har den sorts eksaminer og afleveringer, videre studeringer, der er dekreteret af DTU og andre, og at jeg i den grad trænger til bare at slappe af, feriere og jule.
I hjemmet hos fam. Theilgaard er traditionerne meget fasttømrede. Der er lave konfekt og pynte juletræ og ophænge kravlenisser og lave juledekorationer og synge "nuharvijuligen" lillejulaften. Det er flæskesteg lillejuleaften, og det er and juleaften. Det er sang før pakker juleaften, og hele sceancen tager næsten lige så lang tid, som det tager for lysene på juletræet at brænde ned - Jeg ved ikke, hvor længe de ellers er om det. Bagefter propper vi os med julegodter og knas og nødder.
Min ældste lillebror Lars Bo fik af sine søskende et marathon-brætspil, som vi sled en halv juledag op med at spille. Den slags hører også til her. Vi har været til 2. juledags julefrokost, en tradition i familien på fædrene side, som denne gang blev fejret hos faster Astrid og onkel Bjarne. Her var der mere juletræsdans og -sang, og alle mand, børn, unge, voksne, skal hver bestemme en julesang, af hvilken man synger et vers. Med ca. 30 sjæle rundt om træet bliver det til en del.

Nutidens rønnebær

Fri, 25 Nov 2011 15:03:00 +0100

Spejd i øst, spejd i vest, spejd idag, imorgen - blæst! Spejd spejd spejd, spejder hele tiden. Denne weekend afsted på juletur med egne storspejdere og klan i Bagsværd, planlægning til (og med) sidste øjeblik. Og vejret bliver jo dejlig vådt og blæsende og logstikken går måske op med held, så det skal nok blive spændende. For to uger siden afsted som udlånt leder til en anden gruppe. For tre uger siden sende spejdere på patruljetur og selv på lederweekend og planlægning til (og med) sidste øjeblik.

Og så hygger man sig, indimellem, med sang og musik, fester og fodbold og matematik - og så snakker man om økononomi og tegner den fremtid vi lever i. Åh æj åh.
Ellers arbejde og sang og aaaaaaaarbejde i laboratoriet for fortidens kemi- og energiteknologi (hør nej vent nu lige...?!). Koncert på tirsdag. Familiefest på lørdag. Derefter en kort tur nordøstpå. Og så begynder det at lugte lidt af gran og lune stege.

Philosophiae doctor

Fri, 7 Oct 2011 19:21:00 +0100

I fredags gik det hverken værre eller bedre end at ph.d.-afhandlingen blev forsvaret. 3 kvarter præcis varede min gennem en god uges tid tilrettelagte peptalk, efterfulgt at 5 kvarters spørgsmål, uddybninger og forklaringer. Selv synes jeg nu, at mine opponenter var blide som lam, men jeg kan selvfølgelig fejlbedømme situationen lidt. Sagt med andre ord kunne jeg have forestillet mig emneområder, hvor man med stort vid og stor fantasi kunne have ristet mig på en ganske sagte ild.

Det var med andre ord en ganske fornøjelig oplevelse i hvert fald for mig. Og således opmuntrede lod vi propperne springe, og der blev holdt en lille fest herude i den vindforblæste nordende af Kgs. Lyngby, hvor der blev sunget akademisk repertoire, serenade og snapsesange af tilrejsende og tilstødende studentersangere fra hhv. Åbo og København.

Min vejleder Rasmus Fehrmann (uforskyldt vejleder, idet han havde fået mig overdraget ved mange ph.d.-studerendes ligeså uforskyldte vejlederskifte for tre år tilbage) sagde endda pæne ting og sammenlignede mig med Robert Boyle, "The Sceptical Chymist". Det kan man da godt ranke sig lidt ved.

Fint begavet blev jeg også - og tak for det for alle hilsener og erkendtligheder - særligt må jeg dog lige nævne de fire tilrejsende musketerer/finner fra Brahe Djäknar, Åbo. Vi ved jo, at finnerne har let til kniven. På forskellig vis. De her gutter mener i hvert fald, at en rigtig doktor, og sådan er det i Finland, skal kunne forsvare sit ord og visdommen generelt - dog ved enhver vidende doktor også, at pennen er mægtigere end klingen, pånær måske til at åbne champagne.
Ergo fik jeg en flaske champagne og en åbner dertil indrettet, og så sang vi champagnerlied.

Nå ja, doktor er jeg nu ikke formelt set efter de danske regler - en doktorgrad er en noget større og senere sag her i landet. Philosophiae doctor (eller vice versa), hedder det korrekt på dansk, men det er ikke en doktorgrad - derimod aflæggeren af den gamle licentiatgrad.

Så ingen falsk varebetegnelse her. Husk Tychos motto:

Non haberi sed esse - medullas, non cortices

Farvel til en lidet besunget sommer

Sat, 24 Sep 2011 10:51:00 +0100

Næste uge går det løs med forsvar af ph.d.-afhandlingen på DTU - det er fredag 30/9-11 kl. 14, at slaget skal slås. Så jeg sidder og fedter med præsentation i PowerPoint nu. Og prøver at læse og huske, hvad jeg vel kan have skrevet og ment og hvad var nu pointen med det. Når min sang fra de varme lande er slut er der 1-2 timers spørgsmål og kommentarer fra 3 opponenter indkaldt fra fjerne egne til formålet, og herefter en lille historie med bobler, øl, salt og sødt, hvor vi skal se, hvor mange folk vi kan klemme ind i frokostlokalet hos vores forskningsgruppe. Der kommer ligeledes en lille delegation fra sangerbrødrene i Åbo og besøger mig i den anledning, hvem jeg vil varte op i løbet af weekenden mens de er her, så nu er hjemmet på den anden ende for at løse praktiske gøremål.

I den forgangne måned har jeg været ret så travlt optaget af sang og spejd. Bl.a. har der været studentersang ved indvielse af monument for faldne danske soldater på Kastellet, der har været sang for Istedløven i Flensborg, immatrikulation af nye studerende på KU. Og Bagsværd gruppe har været på oprykningstur, hvorved vi har fået et væld af små nye blåskjorter op, nye patruljer og tropsmøder og postudhængning og planlægning og hele møllen kører igen. Hurra hurra hurra.

Nå ja, så render jeg da også rundt i det her dum-phd-i-arbejde-agtigt på DTU og leger rørsmed, bygger ting, skiller ting ad, blander væsker og gasser og faste emner, analyserer produkter, prøver at forstå og finde hoveder og haler - som om det skulle forestille forskning...

Integer vitae, scelerisque purus

Tue, 9 Aug 2011 23:08:00 +0100

Farmor døde tirsdag i sidste uge. Hun betød og betyder meget som matriark og samlingspunkt i vores familie, og den altid børne-, sang- og musikglade bedstemor var derfor ven med alle og interesseret i alle. Åndsfrisk bliver man jo først, når man er over 80, og det var hun. Hun var svækket og har ikke haft det godt her på det sidste, helbredet skrantede, og hun var blevet en gammel ung dame (selvom hun på ingen måde i tanke, ord og handling ville være ved nogen begrænsninger heraf følgende).
I dag var vi til begravelse med _mange_ blomster, samt ovre på plejehjemmet og gøre hendes lejlighed på plejehjemmet rent. Og så afsted igen med hovedet fuldt af tanker og minderne om en sejlivet og elskelig dame.

Sommerhus med venner i den forgangne weekend var som altid hyggeligt og for kort. Badning, grill, kortspil, tur til Rusland, osv.

Weekenden før det, forlænget, var jeg jo en lille tur i det herlige Suomi. Der i øvrigt havde varmere og mere solrigt vejr end det hidtil var i Dannevang i juli. Der var træf i Fula SlipsKlubben - de grimme slips´ klub, i Brahe Djäknar, og var en lille sceance der foregik lidt ude i Skærgården syd for Pargas, på een af djäknarnes forældres sommerstuga. Et dejligt sted lige til vandet og naturligvis med muldtoilet, sauna og egen bådebro (sådan er det vist overalt i den finske skærgård??!?).
Det gik ud på, at der skulle synges og øves kvartetsange under mere uformelle former (her virkede det som om de uformelle former var ret vigtige), samtidig med at der var hygge og sauna og svømning og sommer og øl. Middag om aftenen, hvortil vi havde grillet et lam det meste af dagen. Det endte, som det skulle, i en mindre fest med 17 snaldrede sangdegne. Særligt mindeværdigt, i hvert fald specielt, var det at stå på klipperne i vandkanten ud til fjorden og synge Suomis sång og Finlandiahymnen mens solen gik ned. Særligt, lidt højtideligt og stilfærdigt, men ikke noget odiøst, ingen gas eller grin, ingen brok eller nogen tagen på vej, det var ikke på den måde. Man mente ikke, at jeg nødvendigvis behøvede at stå op under afsyngelse af de værdige nationale viser. Det mente jeg. Vist er jeg vel selv nordboer og har affekt for tusind søers land.

Den store sommer

Mon, 18 Jul 2011 07:09:00 +0100

Ak, så blev det sommer. Nu har jeg således i flere uger rendt rundt og været særdeles fornøjet ved alt (eller ret meget af ret meget, synes jeg).

Det var rart at få afhandlingen afleveret, thi den har jo mildest talt defineret hvad jeg kunne og skulle og det modsatte det sidste halve til hele år. Rart, også selvom jeg har skullet hjælpe med at bringe opponenter til veje og gøre formalia bagefter. Nu skal vi så bare have forberedt 3 timers hyggesnak og trykt oplaget på 1500000 stk. faglitterært kampskrift til husstandsomdeling :-)

Jeg var dernæst på Roskildefestival - jo det er rigtigt nok - fredag-lørdag med studentersangerne, hvor vi var ude at synge i kjole og hvidt for alle staklerne i muddergrøften. Sådan, guldaldermusik for pøblen, så kan de lære det. Ja, eller rettere, nu sang vi også pop og en masse drikkeviser. Det blev af nogen grund rigtig vel modtaget, også eller jeg vil næsten sige særligt, vort kernerepertoire af dansk-lyrisk kormusik for store, stærke mænd. Det er måske noget med, at når man er vant til, at musik er elektrisk forstærket som noget der kommer ud af højtalerne og foregår langt væk på en scene med nogle opblæste, selvhøjtidelige plattenslagere, eller i hvert fald trommeslagere, så bliver det ganske anderledes, når det kommer tæt på og er akustisk. Det var i hvert fald rigtig sjovt og helt klart en af de eneste måder jeg kan gautere Roskilde Festival på. Og det lod sig blot arrangere når jeg nu alligevel var hjemme efter endt aflevering og havde weekenden til disposition.

Ellers har jeg fået nyt job. Et nyt, gammelt job, kan man sige. Ikke alt nåede at blive gjort (tilstrækkelig) færdigt i løbet af Ph.D.´en, så nu er der lukning af løse ender, eller rettere én løs ende, som jeg ikke var kommet så langt med. 5 måneder skal det tage, klogere skal vi blive også, undervejs.
Jeg forsøger derfor at holde det høje og arbejdsomme tempo fra foråret. Dette skal så bruges, har jeg bestemt, til en sommer- og efterårsoffensiv, hvor jeg gør alting klart, får lukket nogle opgaver og projekter og får sendt stilige og stilede ansøgninger afsted.

En og anden har vel hørt mig drømme højt om at krydre mås i månedsvis eller en halvkvædet ide om at sejle jorden rundt... ak ak, nok kunne det have været rart, men det blev ikke lige nu.

Men jeg ville jo ikke kunne leve med det, hvis ikke jeg kom lidt ud i sommeren. Og jeg har også lidt fri og tager steder hen. Nogen kan vel have nytte af at vide hvornår. Det er en slags selvmanuduceret overvågning, for når man skriver det her, man kan jo også blive holdt ansvarlig. Men måske har det også informativt indhold.

Ferieplaner:
15/7-17/7: Tour de Venø
24/7- Boot camp i Villingebæk
28/7-1/8: Suomi
5/8-7/8: Sommerhus-ferie-agtigt i Villingebæk
26/8-28/8: Spejder gruppetur
3/9-4/9: Barnedåb
9/9-11/9: Slesvig
16/9-18/9: Holstebro
30/9: PhD-forsvar

Consummatum est

Thu, 30 Jun 2011 12:21:00 +0100

Kongen bød Stavnsbaandet skal ophøre, Landboe Lovene gives Orden og Kraft, at den frie Bonde kan vorde kiek og oplyst, flittig og god, hæderlig borger, Lykkelig.

Kongen kiendte at Borgerfriehed bestemt ved Retfærdig Lov giver Kiærlighed til Fædreland, Mod til dets Værn, Lyst til Kundskab, Attraae til flid, Haab om Held.

Jeg har afleveret min Ph.D.-afhandling. Så jeg er en fri mand (men dog endnu doktorandus). Ligenu er jeg ret tom indeni, og ved ikke hvad jeg skal tænke og mene. Men nu kalder verden og naturen for en stund. Og det er blevet sommer.

Längtan till landet

omdannelse

Thu, 28 Apr 2011 19:30:00 +0100

Vel hjemme fra Suomi (eller Østsverige, som Anders III var vel fræk at foreslå) har jeg været i sommerhus med mor og far indtil i lørdag. Brændehugning, løse små opgaver, lave en påskefrokost som løb af staben i lørdags og siden skrive på afhandlingen, mest det sidste. Den bliver sikkert et digert væk til sidst.
I går tog jeg tilbage til sommerhuset, og arbejder her indtil i overmorgen. Det er utrolig sært at se, at begge bøgetræer foran sommerhuset er gået fra bristning af knopperne sidst (5 dage siden) til at de nærmest aldeles skygger for aftensolen i dag torsdag. Det går hurtigt i det her vejr, og foråret titter spirende grønt på alle stammer nu. Blomsterduften og duggen krydrer næsen om aftenen, så man næsten tror, det er sommer. Det er også derfor, jeg tager herop så tit.

Men jeg arbejder, jo det er rigtigt nok. Der er også noget spejder, som kræver indlevelse, prkl, jeg troede jeg havde fået det midlertidigt afhændet.

Og selvfølgelig korsang. På torsdag morgen i næste uge tager jeg afsted til NSSS i Linköping. Det skal sikkert blive forrygende sjovt og sang og skrål og nok en enkelt tand for tørsten. Det håber jeg da. Der kommer også damekor med, hæ, kunne en syndig tanke bemærke. Så det.

Nordisk vår

Sun, 17 Apr 2011 22:33:00 +0100

Brahe Djäknar havde årsfest i går, og det var helt aldeles lysende og sjovt. Masser af sang og skål og høvisk tale om væsentlige emner og gamle dage og kommende, ligesom det bør være. I dag har jeg haft bagsmæld, men dog været udendørs - det var herligt vejr, 13-15°C.

Det er sært men lidt hjemligt, på en måde, at komme tilbage til Åbo. Det er 8 måneder siden jeg var her sidst, og det var jo ikke denne men sidste vår, der var mit ophold her, men alt føles som om det snarere var i sidste uge, at jeg drog afsted herfra. Særligt hjemligt efter øvning med BD var det på klubben (beskyttelsesrummet under Sibeliusmuseet, hvor BD og Florakören har ordnet en lille bar). Det var helt som i gamle dage. Og folk hilser, kan huske én og synes det er stort, at man er her igen.

Mandag og tirsdag skal jeg lave eksperiment temmelig intensivt, onsdag er det hjem igen.

Lang nats rejse mod lysskær

Wed, 13 Apr 2011 00:05:00 +0100

Et par af mine nære venner fra kollegiet, Jeppe og Nanna, fra madklubben og sejlads og alt muligt andet godt vi har sammen også nu, har lige fået barn. En velskabt størrelse født ved kejsersnit (da pigebarnet, i vommen forstås, vendte bagenden ned). Dejligt. Lidt konfus er jeg, hvad nu.
Dog håber jeg ikke, at al sammenkomst skal gå helt i spåner i højpandet, intellektuel og dannet konversation om børnepasning, amning, barnevogne og udviklingstrin. Lidt lavkultur under bæltet med øl, brændevin og damer og sligt må vi forhåbentlig kunne tale om endnu. Mind mig gerne på denne sentens om et år.

Engang, altså et par uger tilbage, skrev jeg, at jeg skulle til Suomi og øve musik med Brahe Djäknar og lave et par opfølgende forsøg for folkene på Åbo Akademi, og det er så i morgen, at det går løs. Der er blevet fikset bolig og det ene og det andet til kvartetkonkurrence, og der er lavet middagsaftaler og forskelligt andet. Man kan faktisk sige, at jeg har fået venner - gode venner - i Finland. I efteråret har flere af dem jo bl.a. været forbi København og hilst på, mens de med arbejdet er aget forbi, også dejligt.
Nå, så jeg tager derop og sidder og kukkelurer med mit skriveri, min kontinuerte finske fedtkoger og mine nordiske sangerbrødre.

Så randslen er pakket, og "Danskjävlan", som de siger i bedste venskabelige nordiske ånd, invaderer inden så længe. Imens kan man se alle guldcitaterne af Ernst Hugo Järegård på youtube, og det kan jeg anbefale!

Drivans blommor smälta ned och dö

Tue, 29 Mar 2011 15:26:00 +0100

Våren er i luften, og det er dejligt på mange måder. Der cykles til og fra arbejde, f.eks.

Brahe Djäknars musiknævn godkendte senest min forespørgsel om at måtte synge med dem til Nordisk Studentersangerstævne, ja de ønskede mig endda varmt velkommen. For så vidt at jeg var klar til at synge op på et par numre, som jeg ikke har sunget i BD før. Man finder nu nok, at det er noget jeg skulle kunne klare uden alt for store armsving.
Så juhu juhu, det var helt aldeles heftigt og godt, jeg har sådan glædet mig til at komme til NSSS med de nordiske stundersangerbrødre og -søstre. Og det er lejlighed til atter at se kammeraterne fra Åbo. Et eller andet rigtigt må jeg have gjort der. BD - the best a man can get, since 1937.
Jeg skal derfor, og også pga. noget arbejde, en lille tur til Åbo i midten april til lidt opsyngning, årsfest og kvartetkonkurrence, og jeg skal en lille tur til Linköping i starten af maj til selve NSSS. Der skal mange afsted fra BD, over fyrre, et rekordstort slæng (sv:gäng, sådan siger de selv). Måske skyldes det også, at Brahe Djäknars arvefjender fra Akademiska Sångföreningen i Helsingfors, "Akademen", kommer med, og dem vil man næppe stå tilbage for på nogen måde.
Leve Musiknævnet! Leve Komitéen!

Ellers det sædvanlige. Madklub, spejder, studentersang, skrivning. I omvendt rækkefølge.

Hovedlandet

Fri, 11 Mar 2011 20:26:00 +0100

Her i weekenden går det mod Jylland, faktisk lige nu. Jeg tager hjem og runder Holstebro, og i morgen lørdag besøger jeg farmor i Tørring og sidenhen min lillesøster helt ovre i Esbjerg, hvor der ikke lugter af penge (fisk), men penge (olie & gas). En slags provinstur, med tog og i bil. Tidligere i dag har jeg med mellemrum kigget bekymret på min taske; den indeholder bare en PC, et par papirer og en avis, rent undertøj og en tandbørste, og er derfor let som en fjer - ubehagelig let, synes jeg. Det er som om jeg mangler noget, som jeg for sent kommer i tanke om hvad kan være.

Afhandlinger skriver ikke sig selv, og tilbliver derfor nu på taster og papirer liggende i skødet og på borde og anden forhåndenværende ergonomi, sådan altså, det meste af tiden. Dagene bliver længere, lysere, varmere, og det er jo dejligt, men det gør arbejdsdagene også, eller i hvert fald længere. Og arbejdsdagene bliver længere hurtigere end de meteorologiske dage (øv), men vejret bliver til at holde ud at cykle i, og det er da rart. Der er vel nærmest kun arbejdsdage i en eller anden grad. I hvert fald sidder jeg ikke og venter på, at tingene skal ske af sig selv...

I sidste weekend hjalp jeg Jeppe og Nanna med at slibe gulv og klargøre til at male vægge, så det er klar til, at de kan have et stk. afkom kravlende rundt der (altså på gulve, lofter og vægge, forstås). Weekenden før det var jeg lidt i sommerhus og sidenhen med De Unge Ugler fra Studenter-sangforening til koncert. Og alt er i øvrigt som det plejer: Synge i kor og drikke lidt øl som studenter-sanger, spejderlede nogle mere eller mindre puberterende børn i Bagsværd, spise med madklubben en gang om ugen, sørge for at cykle til arbejde (motion), og og prøve at få en slags liv til at hænge sammen.

Hur skönt det är i skogen

Thu, 17 Feb 2011 11:45:00 +0100

Nå men der bliver da også arbejdet lidt på forskellige fronter og sådan.

Hvert tredje år i våren er der Nordisk Studentsangerstemme (NSSS), altså et stævne for studentersangere, i år i Linköping i Swarje i starten af maj. En stor og meget forbrødret og forlænget weekend og aldeles heftig begivenhed, siger alle der tidligere har været med.
Desværre har Studenter-sangforeningen besluttet forleden, at det deltager vi ikke i, da vi ikke kan sende sangere nok afsted. Det sidste er dobbelt skuffende for den skandinavist (eller nordist), der har territorialiseret sig på mit hoved, og Madsen her er ikke forfærdelig tilfreds med det hele, for nu at sige det lige ud. Så nu prøver jeg at finde et alternativ, og vi må se, om degnene fra tidligere kan hjælpe til den ende.

Over weekenden tager jeg og flere kammerater og far, mor og børn i sommerhus i Hornbæk og vi kører en lille motorsavsmassakre på en flok træer, der urimeligvis har vokset sig store og stærke og spist vor udsigt mod vest, det er for dårligt, vi skal have aftensol, tak. Og vi skal selvfølgelig også have lidt brænde og ild i pejsen, haha.

Alligatorløbet var præcis så hårdt, som jeg huskede det fra for 2 år tilbage. Vi kom pænt ud over stepperne sådan da med måde, synes jeg, og fik sat hak i fire poster, herunder madlavningen. Men ildboret fungerede ikke, det blev ikke varmt nok ved friktionen, og det blev der nu bandet en del over i udførslen, mest indvendig.
Uheldigvis blev min makker Kristina ramt af en gammel ankel-hæl-skade fra et andet dødhårdt spejderløb årtier tilbage, så det gik ikke så godt efter post 4, og dermed var løbet slut for vores vedkommende.
Hvis ordet "sjovt" kan antage betydninger som udfordrende, hårdt, mørkt, koldt og alligevel aldeles herligt, så var det rigtig, rigtig sjovt, så længe det varede. Ja, "Hur skönt det är i skogen få i morgonsolens glans marchera", synger Muntra Musikanter, og vi med. Til trods for ømme fødder, ømme skuldre, øm krop og tunge øjenlåg.
Næste år SKAL det ildbor sgu virke, død og kritte &%¤#*@§, så jeg er i tænke-og-arbejds-boks med det.

Ranker Eder, og tager Eder sammen!

Wed, 2 Feb 2011 09:52:00 +0100

Jeg kom tilbage til djævleøen lidt før nytår og havde egentlig slet ikke fået jul nok i denne omgang (øv øv). Derpå arbejdede og skrev jeg i nogle uger, mens madklub, studentersang og spejderarbejde bleve genstartede.
Og i sidste uge var jeg på ski i Skeikampen nord for Lillehammer. Langrend, dog ikke direkte på fjeldet men på langrendsløjpe. Vi var 9 spejderleder-agtige unge afsted, samt i alt 2 stks. yngel, og vi havde der en pænt stor norsk hytte med fine fine forhold. Flot vejr var det og fint skiføre, og langrendstræningen for et år siden i Finland bar frugt, da jeg kunne løbe afsted med de andre mere trænede løbere med bredere ski og stålkanter - mine ski er nogen tynde små pinde uden stålkanter, så de er svære at skære ind i løjpen, når det går stejlt op, og de faldet igennem sneen, hvis man kører ud i terrænet, da de er ret tynde og derfor bærer mere vægt pr. areal. Til gengæld kan de køre hammerhurtigt, hvis man smører dem ordentligt. Nå, men Norge var rigtig dejligt, og jeg trængte til ferie, i hvert fald til frisk norsk fjeldluft. Det gaves.

I weekenden skal jeg og gruppelederen Kristina på Alligatorløbet, et hårdt spejderløb på Söderåsen i Skåne for 2-mands seniorsjak. En del forberedelse er allerede løbet af staben - herunder foropgaven, som efter en lang og svært kodet besked (se et delresultat her) blev afluret og bygget (et maritimt astrolabium) - og nu arbejdes der på tørt tønder og ildbor. Det er ikke for tøsedrenge.

I mandags forlod jeg den ugentlige korprøve i særdeles opstemt og bevæget humør. Der var sk. tvangfri aften, hvilket er ensbetydende med at den sidste del af prøven udbyttes med musiske underholdende indslag, kvartetkonkurrence og spisning af smørrebrød (med øl og snaps). Det var selvfølgelig fint og sjovt og rart og helt dejligt alt sammen, men større motivation tilflød under den forudgående korprøve. Da man synger pænest og rigtigst med et opretstående, rank og energisk holdning med fri luftgennemstrømning til maven, sagde derfor vores vice-dirigent og overordentligt energiske sangpædagog Jon, efter en lidt sløv start med sløve sangere:
Rank Jer, og tag Jer sammen!
Men når Jon siger noget, kommer der gerne en forklaring eller et efterspil, og det gik som noget i retning af:
Tag Jer sammen: Det er derfor, det hele flyder i Danmark og alting går af helvede til, for der er ingen der tager sig sammen, ingen der ranker sig. Alle går sløve rundt, er for længe om deres uddannelse og vil hæve offentlige ydelser og gå på eferløn og pension og spille golf. Tag Jer sammen, Studentersangere! Gør Jeres uddannelse færdig, arbejd med løftet pande og fremskudt bryst, lad være med at gå på pension. Opfør Jer som mandfolk og gør Jeres pligt for Jeres fædreland! Og syng ordentligt.

Således ildnede skal der nu strides!

De drog mod vest

Sat, 25 Dec 2010 01:24:00 +0100

Nu er det julenat. Visse steder går man til midnatsgudstjeneste julenat, det har sikkert før hen været ganske udbredt, men det sker nu ikke her i Mejdal. Så kan jeg jo forfatte et julenats indlæg, sammendragende alle de tidligere indlæg fra i år, kan man næsten sige.

Jeg har _igen_ i år ikke fået produceret julebreve eller hilsener, det passer aldrig rigtig med min gøren og laden op til jul, der er altid for travlt med forskellige andre sager, eller rettere, det med at overskue at sætte sig og nedfælde status og proppe frimærke på og få det sendt, det kommer jeg aldrig rigtig frem til. Det er jo særligt synd, når man sætter så stor pris på at få post. Men anstændigvis har jeg da prøvet at forfatte et sammendrag her.

Forberedelser og arbejdsopgaver er vel overståede. Far og jeg kørte sammen hjem til Holstebro 22. december om aftenen i Audi´en, fra København og mod vest, vest, vest, og vi nåede akkurat færgen kl. 19 i Kalundborg og lod os til Århus befragte og kørte hjem. Vi slap altså så vældig ganske lykkeligt for at sidde en halv dag, aften, nat i kø over Sjælland og Fyn. Det må siges at være meget heldigt så vidt vi kan bedømme her. Selv i Vestjylland er det såmænd hvid jul, men i Midt-&-Vestjylland vi nu været sparet for det værste snekaos umiddelbart.

Så nu er juleaftensdag gået. Anden og risengrøden fortæret til stor lykke, psalmerne sunget (sådan lige for i aften i hvert fald), juletræets lys er brændt og gaverne er afgivne og udpakkede og konfekt er blevet spist.

En grund til at det skorter på årlige julebreve fra min hånd kan vel være, at det ikke synes så morsomt at skulle fortælle sig og udbasunere alting, hvis man synes at det meste går op, op, op ad bakke. Det er selvfølgelig heller ikke nær så vederkvægende at læse.
Men man kan jo dog sige, at jeg har gjort lidt af hvert i det forgangne år: Jeg har været i Finland og arbejdet i et spændende andet laboratorium, jeg har lært at stå på langrendsski, jeg har sunget i mandskor (både her og hisset, kan man sige). Det sidste har ført mig til oplevelser, jeg ikke anede, man kunne få. Og jeg er siden blevet studentersanger i København. Jeg er flyttet hjem og siden hjemmefra, fra Studentergården, og i egen lejlighed. En værdig fejltagelse, som jeg til stadighed forsøger at imødegå med knejsende stolthed, åben pande og oprejst mod. Jeg har i hvert fald beværtet fester og komsammener og startet en madklub for de hungrende, og mon ikke jeg finder på andre bedrifter fremover?
og ph.d.´en... ja, it ain´t over ´till it´s over, og det er ikke ovre endnu, langtfra. Jeg kan nævne mange grunde til, at det ikke er særlig sjovt - det vil jeg ikke gøre her. Det er selvklart svært at få humøret helt til at spille, når man selv synes, at det såmænd ikke går helt vildt fantastisk. Man synes at man slider og arbejder, kæmper, men fornemmelsen, når man betragter, hvad man får nået, dén er lidt som at være fanget i en stor bunke af dyner, som man prøver at kæmpe sig ud af: Man spjætter lidenskabeligt og når lidet. Og det er jo ens egen skyld, tænker man måske at andre vil tænke.

Må det lysne for os alle i det nye år og må tunnelerne ende i lyset. Færre dynedynger at spjætte hjælpeløst rundt i, flere afkrydsede punkter på checklisten, mere mod og sejghed til at tage de afkrævne hårde tag - at den danske mand kan vorde kæk og oplyst, flittig og god, hæderlig borger, lykkelig. Jeg skulle gerne ønske alle:
Hyvää joulua ja onnellista uutta vuotta - en glædelig jul og et lykkeligt nyt år.

Talvi ja rautatieliikenteen

Mon, 29 Nov 2010 11:51:00 +0100

Det er herligt vejr. Sne og kulde og fygning og bidende vind, tænk et chok, at Danmark er et nordisk land. Det ER faktisk blevet vinter her til lands, og det skal vi jo ikke bare klage over, når vi tuder resten af året over regnvejr om vinteren. Man skulle tage sine langrendsski, købt på tilbud i Suomi, skulle man, og age derud. Div. skiklubber i Nordsjælland sørger for at præparere langrendsløjper i f.eks. Gribskov, Rude Skov og Hareskovene. Man kan jo tage toget derhen. Og herligt også i den forbindelse, at togene kører mindre end ellers, på trods af at flere ønsker at age med. Det er SÅ spændende at lege tetris, når man skal have sin cykel ind i S-toget.

Særligt herligt var imidlertid det at være på juletur med spejdertrop og klan i weekenden. Det var i hvert fald en hvid juletur, men vi snød og sov indenfor, på Avnstrup spejdercenter i skovene på Midtsjælland. Man havde sat spejderne stævne derude klokken 20 om fredagen. Vore storpejdere havde besluttet sig for selv at finde vej derud først gennem den offentlige transports vildnis og siden naturens eget, til fods gennem skovene omkring Hvalsø, en stærk plan, meeeen... helt så let var det ikke. Skoven var så mørk og kold, og kortet ikke slet ikke så nemt at læse og måske inferiørt. Måske. Så med et redningshold fra klanen lykkedes det at skaffe spejderne til hytten kl. 23 efter 3 timers vildfarelse. Vi må se, om ikke vi kan gøre stifinding til Bagsværd trops yndlingsdisciplin engang i en fremtid.
Siden hen blev livet skræmt af staklerne, da klanen lavede natløb for dem. Dagen efter op og lave orienterings-jule-manøvre ved Truppenführer Madsen, og så kogning og stegning og bagning til den store juleguldmedalje og stor middag samt Robinson-bingo (hvis man får et af sine numre råbt op, må man stemme de andre ud). Søndag hjem, jeg gik med vores klan til Hvalsø for at tage toget... og snydt igen, de var da aflyste. Ting lod sig kun gøre med taxi til Roskilde og SÅ tog og SÅ metro. 1 time bliver til 3 timers transport.

Ellers er jeg mest på arbejde.

Weekend-attrå

Tue, 16 Nov 2010 15:52:00 +0100

Det er ikke fordi, at jeg ikke laver noget, at jeg ikke skriver noget på bloggen.
I weekenden var jeg i sommerhus med mor og far. Vi fældede nogle grene på træerne, læste avis og lavede forholdsvis lidt.
Weekenden før det var jeg med andre spejderledere ude i skoven på lederweekend.
Weekenden før det havde Københavns Studenter-sangforening, mit kor, besøg af stockholms Student-sångare, hvorfor der var både fælles koncert i staden, fælles øldrik og fælles fest (og godt med serenader og drikkeviser og fosterlandske kvad i den anledning).
Weekenden før det var jeg hjemme i Holstebro til 10 års studenterjubilæum med den gamle gymnasieklasse (mange ting, særligt lærerne og gymnasiets em var ligesom det samme). Weekenden før det var jeg også i sommerhus med mor og far og fælde træer.
Weekenden før det... nej, nu holder det op! (- også korttidshukommelsen).

For tiden og meget i den forgangne måned har jeg på arbejdet arbejdet på et sk. perspective, en type fagartikel, hvor nogen har bedt os (sensationelt nok) at berette lidt om udfordringerne og mulighederne for at lave diesel fra biomasse. Haha, så kan de lære det.
Dette skal så siden hen blive en grundkladde til indledning o.a. i min afhandling. Forhåbentlig er jeg færdig i denne uge, det er da i hvert fald det, der satses på. Så må vi se, hvad der skal nås i næste uge. Da er der nye ting, der skal færdiggøres. Travlhed er sikkert godt og sundt. Blot der også ville følge lidt anerkendelse og klap på skulderen med, når noget udføres og er i orden. Dét er den største mangel i universitetsverdenen her.

Så altså: En del på landet og indimellem til fest med noget sang. Sjov og ballade og afslapning, og i hverdagene sidder jeg bag skærmen med musen i min hånd (det er ren Jens Vejmand!). Man aner, at det er weekenderne, hvortil der næres attrå.

Høsten

Thu, 23 Sep 2010 11:23:00 +0100

Jeg graver mig ned. Der bliver ikke skrevet så meget på bloggen, til gengæld arbejdes der. Jeg bobler nok op til overfladen en gang imellem her, men ellers er jeg lidt hi. Hiet er mest på mit kontor på arbejdet, centret for kreativ databehandling eller hvad man nu skal kalde det, og lidt derhjemme. Men det er sgu ikke særlig sjovt at bruge en hel weekend hjemme på Amager, på Stenbroen, så jeg vil prøve at bruge sommerhuset på den rige Nordkyst som en art refugium til nøje og slid i weekenderne, så vidt det nu går.

Det er ved venners hjælp blevet maget sådan, at der holdes madklub hos hverandre en gang om ugen, således at der i hvert fald her er mulighed for at få noget ordentlig mad indenbords - hellere noget i skrotten mens man lever, end at ende som et sminket lig, som HCAnd jo sagde.

Jeg har købt et el-klaver. Den umiddelbare anledning var egentlig, at jeg skulle spille lejlighedssange til et bryllup i den forgangne weekend, og det skulle der jo øves på. Men det var hele tiden planen, lige siden de kolde dage i Suomi, at jeg skal fylde ud i lejligheden med musikinstrumenter. Jeg tænker også købe el-guitar en gang. Menne... det kræver jo nok også noget tid, hvis man skal nå at spille og øve på det hele.
Jeg kan også berette, at jeg blevet Studentersanger - det var indflydelsen af de gale finner i Brahe Djäknar, der fik mig på den sorts (tvangs)tanker. Og de er sgu rimelig gode, men modsat i Finland er aldersspændet i Studenter-sangforeningen noget større blandt de aktive sangere. Ikke at det gør noget, når niveauet holder. Der er en rimelig aktiv klike af yngre sangere, og optaget af studerende sangere ser meget hæderligt ud. Det er en kæmpe forening, og det aktive kor er vist omkring 60 sangere. Der skal ske forskelligt i efteråret, bl.a. rusgilde (for de nye studerende), og der kommer besøg fra Stockholms Student-sångare i slutningen af oktober, hvor vi skal have en lille koncert.

Så hverdagene er blevet fyldt ud og op, og nu bør det køre på skinner og uden for megen planlægning. Det er høstens program.

Genér os ikke med relevansen!

Mon, 6 Sep 2010 16:09:00 +0100

I disse dage er der en del at høre om arbejdet med at få Peter Madsens og Kristian von Bengtsons hjemmebyggede raket skudt op gennem atmosfæren. Særligt meget i ugebladet Ingeniøren og på dets hjemmeside. Raketten skulle vist nok være skudt op i går, men det gik i ged pga. en død varmeblæser. Nu får vi se, hvornår der bliver et nyt forsøg.
Det kan jo klart animere til at spørge, hvad det nu skal gøre godt for med den raket. Det har jo ingen nytte overhovedet. Nej, og det er også forklaringen. Hvis det lige pludselig androg et nyttigt formål, så ville raketbyggerne nok næppe synes, at det var sjovt at bruge tiden på. Hvad er det, som de to gale kugler har gang i - hvad foregår der?

For det første må man sige, at rummet jo er derude, og at det kalder på ekspeditioner, det kalder på opdagelse, bare fordi det er der. Det er sindet hos vikinger og opdagelsesrejsende - ud i oceanet, ud i det ukendte, i leding! Og Madsen og Bengtson pirker til vanetænkningen, her i det gennemdresserede overenskomst-Danmark, hvor en del da ikke kunne finde ud af at røre en finger, hvis ikke der var kontant gevinst derfor. Men den vigtigste del af svaret venter jeg lidt med.

Da jeg var i Åbo sidst, talte jeg med lektor Johan Werkelin på det kemiske institut på Åbo Akademi, som jeg kender fra Brahe Djäknar. Han fortalte, at han havde haft en studerende, der snart var kandidat, og som siden var kommet lidt i selvkonflikt, da han syntes, at der kom forskellige og modstridende informationer ud af den samling artikler, som han refererede til i sin afhandling.
Da så Johan havde forklaret, at naturvidenskaben var grundlæggende fejlbarlig, og at i videnskabelig metode var indbygget den nødvendige selvkritik til at drage i tvivl og rette fejl, men også med den grundlæggende mulighed at kunne forkaste hele beskrivelsen af verden for en ny og bedre beskrivelse, hvis sådan en skulle dukke op - ja så reagerede han som om, at man havde taget noget meget dyrebart fra ham for stedse. Det havde Johan jo også gjort - han havde frataget staklen billedet af videnskaben som det fuldstændigt neutrale og den fuldstændigt sande, objektive beskrivelse af verden, hvor man ikke behøvede at belemre sig med udenomssnak. Den verden, hvor en rigtig dreng (her: nørd) fuldstændig kan blive opslugt af det ægte, det sande, det skønne og det sublime i beskrivelsen af materien.
At nu praktisk videnskab ikke bare en koherent teori, der kan deduceres hele vejen ud og er endegyldigt sand, se det er jo en skam i den sammenhæng.

Den danske biokemiker Jens Christian Skou fik 1997 nobelprisen i kemi for sit arbejde med og beskrivelse af natrium-kalium-pumpen i dyr. Adspurgt om nytten af sit arbejde (der i høj grad er relevant medicinsk), skulle han lidt undrende have sagt: "Gøre godt for? Jeg har det da bare sjovt med det jeg laver - det har ikke nogen nytte!" Skou leger! Skou er en dreng. Skou har sin egen lille verden at være opslugt af, han er ikke er blevet dresseret helt ihjel endnu!
Var det nu ikke også sligt, der drev mig ind i kemien? Det var i hvert fald ikke i første omgang store procesanlæg eller fast indkomst, og (pinligt måske) heller ikke et brændende ønske om at forbedre livet for verdens fattige og gøre bæredygtig verdens energi- og kemikalieforsyning. Det var mere noget med fascination af farver og brag og selv rende og rode med noget .

Hvis vi tænker lidt videre over det: Vil man have drengene til igen i stor stil at tage naturfags- og teknikuddannelser, så skal man sørge for, at de er fascinerede og har rum til at nørde. Så kan de til gengæld uden problemer gøre al arbejdet selv, uden pædagoger, socialvejledere eller specialklasselærere, endsige ministre, der betoner vigtigheden for samfundsøkonomien. Det vil gælde med al uddannelse af dem i øvrigt, men i teknikken og naturfagene er det åbenlyst: motorer, raketter, radio, science-fiction, galakser og sorte huller, fly og kanoner, olie og maskiner, atomteknologi. Hvorfor mon magasiner som Illustreret Videnskab sælger? Fordi de giver de udsultede drengesind en minimal mager flig af dette!

Det kan godt være, at Lars Pallesen, rektor på DTU, synes, at det er teknik eller teknologi til nytte for samfundet. Det er også fint nok, om det så endelig er tilfældet. Men det er næppe det, der i stort tal har fået dygtige, nørdede drenge til at befolke DTU og blive ingeniører. Det er tværtimod, at de her kunne være nørder. Svigtende interesse får man ikke vendt hos drenge, hvis ikke man giver dem rum til at være nørder i egen ret.

Tilbage til vore rumagenter Peter og Kristian: De bør med deres forehavende aftvinge respekt. Ikke i kraft af, om al affyring og drift fungerer perfekt - men i kraft af alle anstrengelserne for at få det i værk. De er drenge, eller mænd, men det er samme historie, for hvem der stadig er jomfrueligt land, der skal kortlægges, og for hvem der stadig er sund virketrang og udlængsel intakt. Og grunden til, at de laver den raket er, at de ejer sundt drengesind.

Atter nede

Mon, 6 Sep 2010 14:58:00 +0100

Jeg begynder at få jordforbindelse igen, nu, hvor min ferie er slut. Først i Åbo var det nu helt fint. Jeg sov rundt omkring hos forskellige frontborgere fra Brahe Djäknar, og blev mødt med bemærkelsesværdig gæstfrihed og åbenhjertighed.
Jeg var ude på flere i sommerhuse på øer i Skærgården med bil og båd, og alle sommerhuse har naturligvis sauna, så det var vi også i. Når man har svedt længe nok i saunaen, så hopper man i vandet og svømmer rundt og bliver kølet af, og om sommeren kan man godt være i vandet i længere end 5 sekunder, så det er rart og svalende. Også kaffe og øl og megen mad blev indtaget rundt omkring, både hjemmegjort og i byen.
Dernæst var der øveweekend BD+Florakören, og vi havde i den forbindelse krebsegilde. Hemmeligheden bag krebsegilde må være, at man spiser utroligt få krebs i forhold til indsatsen, da det jo går temmelig langsomt med at få pillet kræene ud af skallerne. Til gengæld får man en del snaps, så det har sin virkning. Man gør klogt i at drikke mådeligt i starten. Det var ganske "roligt", som de siger deroppe.

Det er nu en anelse besværligt sådan at leve en dag af gangen og være på farten, og ikke vide helt præcist, hvor man skulle overnatte til næste dag. Der går nogen tid med at få lagt den slags til rette og transportere sig, og det er svært at planlægge længere frem og større aktiviteter. En tur til Åland blev desværre ofret på det alter. Jeg forstår, hvis nogen drages af på den måde at leve som en mere simpel vandrer, men jeg har dog gerne en snigende følelse af at være lidt rigeligt tilbagelænet. På den anden side var det jo ferie, så man skal jo ikke partout plage sig selv til døde med pligter om effektivitet og tidsplaner.

Hjem igen i 3-4 dage og koncentrere sig om arbejdet, og så afsted igen. I godt og vel en uge var jeg så med Djäknarne på turne i Slovenien og Østrig, og søsterkoret Flora var også med, og her gjordes koncerter i Ljubljana, i Graz og i Vorau (lille by med stort kloster inde midt i det mørkeste Østrig). Derudover var der også gode lejligheder til at indtage beværtninger og synge drikkeviser, hæhæ, og en ungmø eller to og en brud blev også udsat for serenader af de frakkekjole-klædte herrer.
I fredags måtte jeg så skille mig fra BD på ubestemt tid, og det var en svær eftermiddag at holde humøret oppe på, mens man tog til Wien lufthavn og ventede der på sin befordring.
Dog, da jeg kom til København gik det sofort videre til Jylland via mor og far i Holstebro, da jeg her var til bryllup+barnedåb i den nære vennekreds lørdag. Det var Anders d. IV af psykopatgangen, der skulle vies til sin viv Malene, og de havde derfor fundet en spejderhytte på Venø, hvor man med udsøgt mad og bål og den flotteste høje septembersol og udsigt til fjorden holdt et godt gilde.
I går var mor og far og jeg så på Skive Sygehus og besøge farmor, hun var godt nok noget svækket, men hun kom indimellem med nogle aldeles lysende kommentarer, og hun virkede ganske nærværende. Damen har haft hjerneblødning OG brækket ben, og nu skal hun altså genoptræne - det er svært. Det er også hårdt at se, hvordan den slags sætter alting i stå hos den lægede, og hvor meget krop og udtryk kan hensygne af ikke at kunne bruges, når man er tvungen til at holde stol og seng. Hun er en sej gammel kone, og det er der brug for nu.

Jeg forbliver eders håbløse og idiosynkratiske doktorantus. Nu ser vi hvor længe.

Päin nousevan Suomen rantaa

Fri, 13 Aug 2010 10:32:00 +0100

I den uge der gik, gik det op og ned, men nu til slut, går det opad. Jeg var også med Elena, Emma, Nanna og Jeppe i Grønnegårdsteatret og se Libertineren. En skovtur i byen, blev det, og en spændende forestilling med bl.a. nøgen Mads Mikkelsen og hårdtpumpede fruentimmere i korsetter (teater som finkultur?).

Og bøvlet med cyklen nåede nye højder - ikke fordi jeg ikke synes det var slemt nok i sidste uge - men nu ødelagte ventiler og utætheder og huller i dårlige slanger, opstramning af kabler, og et gear, der ikke var til at samle igen. Det var baghjul og dæk af og på i eet væk, ja man kan jo ikke sige andet end at man lærer noget af det, man lærer i hvert fald sin cykel at kende, men tiden går med det om aftenen (og morgenen). Efter det med gearet måtte jeg tirsdag morgen give op og trille den til cykelsmeden, hvor jeg havde købt den, og den slags gør ondt inderst i hjertet på en ingeniør.
Men jeg har sat dobbeltlags kevlardæk på baghjulet nu - jeg gad nok se hvilke sten og glasskår, der kan gå igennem dækket nu.

Og nu kører det, og jeg med, jeg var mobil igen fra i går, og endelig rører jeg mig igen. Jeg har været så rastløs uden min cykel, og det er jo en belastning ikke at kunne komme omkring undtagen med offentlig transport. Og ingen morgensvømning. Det har såmænd været lidt af et mentalt delirium og sløvsind at føle sig bundet til offentlig transport. Hårdt har det påvirket mit psykiske helbred, hårdt, også.

Nu er det slut alligevel. For nu tager jeg på ferie. So long, hav det så super på arbejdet. I aften flyver jeg op og besøger alle vennerne i Åbo, mod det gryende Finlands kyster. Jeg ved ikke rigtig hvad der helt præcist skal ske. Vennerne og degnene deroppe har fået at vide, at dansken kommer, og han gerne vil vises rundt i de tusind søers (og og øers/skærs) ferieland. Jeg er ængstelig for at jeg bliver sat til at drikke Koskenkorva i saunaen hver aften.
Men visseligen skal jeg til Ålandsøerne med spritbåden fra Åbo og vises rundt i verdens ubestridte centrum, som de selv siger. Og jeg skal i sommerhus - og Finland er jo det land i verden med flest sommerhuse pr. indbygger - dobbelt så mange som i Danmark, siges det, hvor mange det end er. Der bliver også en øveweekend til sidst, og når der er sat hak i den til slut, så rejser jeg hjem.

Øveweekenden leder op til, at jeg en uge senere tager jeg til Østrig og Slovenien på turné med Brahe Djäknar og Florakören. Det ved jeg heller ikke så meget om, men det bliver garanteret endnu mere skæg og ballade og øl og vin.

sommerens ø(l)

Sun, 8 Aug 2010 16:00:00 +0100

I de forgangne uger gik jeg på arbejde og prøvede f.eks. på at holde humøret og arbejdsmoralen oppe. "Arbejde adler", lod jeg skrive på en A4-seddel på indgangen til kontoret, og det hjalp. Men gaaaaab. Alle er væk (eller næsten), der sker ikke andet i fritiden end hvad man selv planlægger, og det bliver med det begrænsede, men bestemt ikke fattige udvalg af venner, der nu er hjemme, har tid for eksempel og som ikke forfatter afsluttende dele af opgaver.
Næ, faktisk kan ting også ske spontant. Sidste søndag tog efter kort idefase Karl Kristian, hans kæreste Trine og jeg til gudstjeneste på Frederiksberg, og det endte trods ingen oprindelige hensigter bagefter med promenade i Frederiksberg, tur til elektronisk musikfestival i Østre Anlæg og stor madkurv, ude og svømme i sundet, grill og krokering og først hjemme klokken elleve om aftenen.
Arbejde trods sommer betyder, at der skal morgensvømmes i sundet. Morgensvømning er måden at snyde sommeren og det faktum, at man tager på arbejde, for så har man jo været ude og bade i havet og nyde sommeren. Dog set bort fra sidste uge, her var nemlig cyklen flad, og jeg kan igen og igen betages og undres over, hvor meget det stykke stål på to hjul egentlig betyder for min mobilitet. Det er ikke lidt. Ingen svømning eller cykling, dvs. ingen motion, og sligt er ikke godt, sligt er usundt, sløvende, sligt er til at blive skør og gal af (særligt efter at have lappet cyklen to gange, baghjulet naturligvis, og det ikke var nok til andet end en halv DTU-tur!!!+!).

Denne weekend går ud på at have fri og være i sommerhus med en masse familie – thi det er søsterens fødselsdag i dag. Brødrene giver pigebarnet en ovn; hun flytter nemlig til Esbjerg om føje dage, ikke for at komme i lære på en fiskekutter, filetteringsfabrik eller en boreplatform, nej, hun skal starte med et kvart tons på kons med hendes accordion. Så kan man jo senere selv tage på besøg der og få serveret store stege.

Under alle omstændigheder er det dog snart min tid til at smile bredt over de fra ferie retursendte og nu under arbejdets åg svedende danere. Jeg har ferie om en uge og flyver nordpå, derpå tilbage til Danmark og vende nogle dage og smile bredt på arbejdet, og så en god uge sydpå atter. Dette kunstige tilløbsstykke kan jeg skrive mere om senere.

Mod sødrager, himmel og hav for Danmarks raske ungdom ("imellem Odden og Sejerø")

Mon, 19 Jul 2010 15:04:00 +0100

Her i sommerens hede må de fede svede, siges det. Trods det prøver jeg nu at holde høj fane på arbejdet, men sommervejret animerer ikke endsidigt til produktivitet. Vi husker at spise at mindst een is om dagen, så der er lavet isordning til nedkøling af kollegaerne. Ellers bliver der morgensvømmet i Øresund og holdt madklubber og indflytningssammenkomster for forskellige folk.

Den sidste uge har jeg været på sommerlejr med spejderstormtroppen fra Bagsværd. Vi har sejlet fra Århus til København med spejderskibene S/Y Ran og Klitta i en herlig uge med vind og vejr og hav. Ja stormtrop og stormtrop, det er ikke hele banden, der er oppe med solen og lave havregrød, men en del af dem er sgu vakse nok. Særligt de yngste spejdere, der endnu har den hårde juniortræning i blodet, har overrasket med flink opførsel og dueligt arbejde. Vi sejlede fra Århus via Øer Havn til Sejerø, nord om Sjællands Odde og via nordkysten, Helsingborg og Flakfortet til Svanemøllen. På sådan en tur har man fra spejderrederiernes side stillet skipper og bedstemand til hver båd, så der er søkyndigt styr på tropperne på hvert skib.
Det var stor moro, det var på god vis anderledes end vanligt og gode kræfter blev prøvet med et gammelt håndværk som at holde sejlskibe flot. Nu ved alle spejderne hvad skøder og fald og fortøjninger, tot og slæk, styrbord og bagbord, stag og vant, stor- og mesansejl og genoa, spil, bom, bovspryd og fribord er. Og en del til.

Imellem Odden og Sejerø, mandag aften, kom Klitta i kamp mod elementerne, bølgernes kæmpehøj og sødragerne ude på verdens yderste rand (lyder det som en gammel sømandssang?). Vi fik et vældigt tordenuvejr fra vest, en ren cyklon jeg tror, der rumlede ind mod os trods tidligere vejrudsigters forsikringer om højtryk og klar himmel. Det lignede nærmest, at det kom snigende ind på os, lidt af en skypumpe, og himlen blev mørk som beg. Vinden løjede lidt af, og slog så momentant om i kuling fra vestlig retning.
Det gav en voldsom bomning, og dén gav den gamle skøre tropsleder - moir! - et underhængende taljebomspil i panden - det er i hvert fald sådan vi husker det efterfølgende. Tog en for holdet, ville jeg sige. Skipper mente, at vi returnede til afgangshavnen. Madsen gennedes under dæk til plastre og forbinding og måtte en lille tur til vagtlægen på Sejerø, da vi timer senere nåede dertil. Hun var en rigtig sømandslæge, og der blev taget rask fat med vat og rens og kødklister og gazebind, ikke noget pjat og pussenusse med hende. Og jeg har en sej fighterrift på 3 cm i panden.
De fik mig heller ikke denne gang.

Om mandagen i regnvejr på Solitudevej

Sun, 20 Jun 2010 01:10:00 +0100

Det kan siges, at jeg så småt er landet herude på Amager, afgrundens rand. Herinde leger vi arkitekt, håndværker og akademiker på samme tid for at fremtrylle et såkaldt beboeligt hjem og et nyt slot for tanken med en student indeni.

Jeg har indrettet mig med et rum som soveværelse og kontor, og et rum som spise- og dagligstue. Soveværelset har jeg fyldt et nyt Ikea-skab ind i, det er tungt som et langt ondt rødt år, sammen med min seng, kommode, stigereol med skrivebord osv. Stuen tænker jeg skal fyldes ud med en lille urskov af planter i potter, for - som Voltaire konkluderer - man skal passe sin have. Men indtil nu er der kun nyt bord og nye stole og ny reol, og det runger endnu ret hørbart.

Internettet fungerer, og jeg har også fået en rigtig telefon som indflyttergave af Jeppe og Nanna (nummer: 3220 0307, se kontakt - kan dog hænde at telefonen ej kan kaldes til endnu). Det ligner en gammel model Ceauşescu fra 1971, men det er solid mekanik, der virker. De har også givet mig det eneste spor af rigtig flora, nogle meget pyntende orkideer, som nu står med fødderne i vand.

Man kan sige på flere sæt, at jeg sejler i min egen lille andedam nu. Jeg har dog haft kammmerater af forskelligt tilhør til middag i nu tre-fire omgange, så vi har fået ekserceret og motioneret køkkenet og efterprøvet, at det fungerer.
Men på sådan en helt almindelig lørdag, hvor man ikke har lagt program for noget kan man jo ikke bare gå ud på køkkenet og hygge med de andre psykopater, og det er ensomt at sidde og kukkelure i det for sig selv her. Og det sgu ikke lige morsomt, når man ser bort fra, at man selvfølgelig ikke behøver at rydde op efter andre skvadderhoveder end en selv og hvem man eksplicit inviterer.

Det er lidt hårdt og ikke særlig sjovt at måtte glæde sig til, at man igen fra mandag til fredag har mulighed for et mere eller mindre socialt samvær med andre mennesker, fordi her er man på arbejde.
Jeg skal selv tage ansvar for alting nu, særligt socialisering med andre, for det er spillereglerne, og visse kammerater vil måske derfor komme til at opleve, at Anders er endog overordentlig insisterende på at ville lave og holde selskab og befordre diverse hyggelige eller aktive samkvem.
På den måde har jeg været i en god skole i Finland, for det var de samme kriterier, der gjaldt der. Man kan jo ikke ligefrem beskylde finnerne for at være verdens mest udadvendte folk.

Men det er mig et mysterium, særligt nu efter at være flyttet ud, at mine mindre søskende fravalgte og søger at fravælge kollegium-boskabsformen. De bliver ensporede og ensomme, og de mister forbindelsen til andre mennesker og disses syn på verden, og til hvad andre mennesker har af liv og gerning og normer. Og de kan ikke se det selv, eller de vil ikke se det, og det er vel den største ensomhed.
Jeg har i det mindste, efter 8½ år i oftest frivillig samdrægtighed med andre mennesker, lært at omgås og socialisere sådan til husbehov i hvert fald. Dette glæder nu, for nu kan jeg se, hvordan jeg mangler det der, hvor jeg bor, og hvor meget jeg skal dyrke det af egen kraft.

Det sker i den samtidige erkendelse af, at mit arbejde fra nu af skal tage fart og også begynde at lade addere en seriøs gang overarbejde. Jeg synes ikke jeg har tid nok til sidst, og det hele har jeg nok heller ikke tilrettelagt på den smarteste måde. Jeg har også måtte gøre det selv, hvilket vist ikke er det, der er skrevet i phd-bekendtgørelsen. Man kan jo sige, at phd-studiet er en læreproces, og jeg har i hvert fald lært noget om mig selv og mine arbejdsmåder og -vaner under forskellige former. Jeg skulle sine steder også sige, at det er en art mandomsprøve. Og da det er en mandomsprøve, som jeg har tænkt mig at slippe igennem ordentligt, så bliver der nok en mere sammenbidt indsats nu. Så må vi se, hvordan det går og hvad det mentale overskud i den kommende tid rækker til.

Kvinde søges

Thu, 13 May 2010 23:53:00 +0100

Jeg er hjemme igen. Jeg kom hjem fra Uppsala søndag eftermiddag, hvor Brahe Djäknar var på mandskorsfestival og viste svenskerne, hvad finnerne duer til. Og sang sammen i et stort kor på små 200 mand. Det var en rigtig rigtig dejlig tur, men søndag formiddag var det et noget vemodigt farvel for mit vedkommende til Brahe Djäknar, som jeg vel ikke svor men dog mente at ville forsøge at komme tilbage til engang i den vordende tid. Vi må se, hvad der sker, men hændelserne vil jeg nu prøve at påvirke i den retning.

Derefter gik der lidt kuk i maskineriet, da jeg troede at jeg kom tilbage til et tomt værelse på Studentergården, som jeg kunne bebo mine sidste få dage i den elskede trelængede. Men jeg gjorde regning uden vært, da tilsynelande en eller nok flere kommunikationsbrister mellem flere fremlejere og eforen tilsyneladende havde lejet værelse ud til den kommende beboer (som også er den nuværende fremlejer). Det hindrede ikke en praktisk løsning med en madras på gulvet, som man jo nok kunne bevilges med mere til hos psykopaterne - gæstfriheden fejler da ikke noget! Man kunne have været retshaverisk, men det synes jeg nu ikke ville have været passende.

Siden da er det tilbage på arbejdet, det rigtige, daglige arbejde, på DUTen. Onsdag var jeg hele dagen i Jylland til møde med industrien, og det var sådan set meget fint, synes jeg, bortset fra at der skulle forberedes power-point til 45 minutters underholdning med milepæle, og den slags tager tid, en hel del. Så det blev altså størstedelen af sliddet mandag og tirsdag. Og sent i seng tirsdag og tidligt op onsdag med lyntoget til Jylland.

Og så flytning nu, i dag (eller rettere den forgangne), torsdag. Jeg lejede et flyttelig, som det lykkedes os lige akkurat at fylde helt op, og med hjælp fra gamle og nye gårdboere fik vi også bugseret indhold af indbo ud til Amager og op på 3. sal i lejlighed. Her står det nu, kasser og tasker. Der er en fin udsigt mod nord ud over kolonihaver, kløvermark, gammelt voldanlæg, Christiania og ud til Amager-forbrændingen med hæftigt rygende skorstene. Jeg har nået at sætte reol op og lys i loftet i det ene værelse. Og seng naturligvis.

Men det er meget, meget underligt at gå rundt der og tænke på, at dette er mit hjem. Det runger alt for meget, synes jeg. I hvert fald i ovreført betydning. Det er måske ikke meningen, at man skal bebo en sådan lejlighed selv, for lige nu virker det meget stort og rigtig tomt, og jeg skulle nok en dag spørge mig selv, hvad jeg egentlig vil lave derude på Amager i egen lejlighed. Jeg skulle gerne have en kæreste der, at hjælpe mig med at bebo lejligheden, eller dog til at se, hvad jeg får snedkereret sammen på mine godt 60 m². Så kvinde søges. Detaljerne kan i overmål læses her på siden, så jeg sparer på alt det med (k)ærlig, til ture ud i skov og på hav, god til sang, spil og musik. Men lige nu og her kan der såmænd og vel ganske ekstraordinært blive mulighed for at lege indretningsarkitekt og endda få mig til at betale gildet.

Georgius

Sun, 25 Apr 2010 15:22:00 +0100

Der følger nok ikke så mange beretninger mere heroppe fra, desværre, det hele snører sig sammen, alting skal nås til sidst. Men livet er nu ikke uden begivenheder her i Åbo.

I dag var der Sct. Georgsparade på torvet (faktisk hedder han jo Skt. Jørgen på dansk): Det kom som en sang og med trommer og taktmarch i det fjerne, fra øst ad Biskopsgatan. Jeg fór til fønstret hen, og did nede marcherede jo allerede en kolonne af uniformerede helte. Med trommer, horn, faner og fin nystrøget uniform og buks; men hør, hvad var det, flere helte kom travende i kolonne længere oppe af gaden, og der bagved endnu flere. Ja, af banen, her kommer heltene!

Så jeg blæste computer, prøver og eksperimenter en lang march for en stund, krøb hastigt i jakke og løb med følget. Hold fast, hvor var der mange. De kom kørende i busser og biler, med faner og larm og blæsere, og der blev flere og flere. Fra Domkirkesværen så jeg, at de også trådte til fra den anden side (af åen, forstås), flere faner og kolonner og orkestre, og nu i lang march ind på Domkirketorvet. Her blev der så sat i række og geled mens familier og den tilrejste dansker tog billeder.

Fejende flot, som datidens riddere, er det, når vore dages riddere og helte marcherer ind på torvet til trommer og horn og fylder det hele op med finske flag og tropsbannere. Finlands ungdom, Finlands rygrad, Finlands fremtid. Der gjort honnør for flaget af spejderne, der blev holdt taler og velmente ord for spejderne, på finsk, men som jeg forstod det, blev nu både opbygning af landet og mindet fra vinterkrigen nævnt, Sankt Jørgen og Herren selv (de få finske ord jeg kan er iblandt disse). Derefter sang man Den blomstertid nu kommer (som jo er en gammel svensk salme), godt nok på finsk, men melodien er den samme. Jeg formoder, at de finske brødre senere aflagde spejderløftet andetsteds, for efter en halv time på Domkirkepladsen marcherede hele følget på vel et par tusind spejdere af og over på den anden side af åen. Jeg lod kameraet køre efter bedste, fattige evne.

Fredag i næste uge synger Brahe Djäknar på Vårdberget, TV-transmitteret. Hvis det bliver sendt via nettet, vil jeg lægge en adresse til stream´et ud her, men jeg kan nu ikke garantere, at det virker udenfor Finland. Lørdag skal jeg synge kvartet til en 70-års fødselsdag, ligeså noget mandagen derpå, onsdag aften er der forårskoncert med Brahe Djäknar, og torsdag aften forlader vi så Åbo med Viking Line for at tage til mandskorfestival i Uppsala.
Jeg kommer hjem med SAS-flyveren fra Arlanda 9. maj omtrent kl. 3 om eftermiddagen, hvis da ellers vulkaner, askeskyer, forsinkelser og flyvezoner tillader passage fra Arlanda. Når jeg kommer hjem, går det hele nok også lidt amok. Jeg skal jo flytte i dagene efter hjemkomst. Det er svært at forestille sig, hvordan det skal forløbe i praksis. Men det SKAL forløbe, og det kommer det også til.

Det bliver nu alligevel fint at komme hjem, hjem igen til spejderuniformen og turene ud i naturen med Danmarks helte - men jeg ved, at jeg kommer til at savne Åbo, først og fremmest naturligvis de herlige Brahe Djäkner, som har kastet stor glans over mit ophold her. Jeg bør finde et studentikost dansk mandskor at synge i, når jeg kommer hjem, jeg har jo nydt det så strålende her.

Foråret så sagte kommer

Wed, 7 Apr 2010 10:37:00 +0100

I går kom jeg tilbage til Åbo med flyvemaskinen efter en hyggelig (men for kort!) påskeferie derhjemme. Jeg kunne sandt for dyden godt have brugt lidt flere feriedage i Danmark. Det var rigtig sjovt (men tungt) med motorsaven og træerne, der måtte ned, og det var også rart at være hjemme i familiens skød. Selvom mange af ungerne sad foran deres egen skærm eller legede med deres tog. Farmor inviterede os til påskefrokost i lørdags, men undervejs i forberedelserne inkluderende indkøb af en pakke karrysalat væltede hun på cyklen, og det var nær gået rent galt. Vi måtte en tur på skadestuen, og hun har slået sin bækkenknogle. Hun skal passe på sig selv, skal hun, og huske at bede sine beredvillige børn og børnebørn om hjælp, synes vi.

Isen på Aura å er nu væk. Helt væk. Og farven er som den store, grågrønne, grumsede Limpopo-flod, og det er en flod, den er 25 m. bred ved Domkirkebroen. Og nu flyder slammet og skummet ovenpå, og hvad end der ellers har ligget på floden i hele dens 70 km lange løb.
Der er ikke så mange sne-bunker tilbage, men de der er, er meget sorte og fulde af grussten fra underlaget. Man har ikke ligefrem lyst at boltre sig i det. Og vejret er sådan lidt gråt i gråt. Foråret savner mere sol og mere søndenvind her i Åbo, det savner sådan set også lidt mere varme end 4 grader midt på dagen.

Men nu er jeg tilbage i Finland, og den skal have fuld gas. Så forvent ikke så mange frontberetninger, for der er blevet serveret et stort fad med arbejde i laboratoriet her.

På lørdag skal vi synge kvartetsang til Brahe Djäknars kvartetkonkurrence, og vores kvartet hedder Udlændingekvartten, da den består af 2 finner, en svensker og en dansker. Udover pligtstykket (Böljen sig mindre rör, Bellman), har jeg foreslået et dansk stykke i lyrisk stil (Udsyn mod aften, Svend S. Schultz), som jeg på mærkværdig vis lykkedes at få dem til at ville synge uden nogen sværdslag. De er ikke rigtig kloge. Men så må jeg nok hellere lave en udtalevejledning. Når de forsøger at tale dansk her, lyder det mest som en blanding af gutterale brummelyde.

Beskæring og nedstyning af buskads

Fri, 2 Apr 2010 18:54:00 +0100

Anders Tubring og Steffen Thurøe besøgte mig i Åbo i de forgangne dage startende fra i fredags, sådan lidt forskudt, men overlappende hverandre. Vi boede da til tider tre mand høj på mit lille værelse - atmosfæren derinde efter hver overnatning har sikkert været sundhedsskadelig. Men det tog en lille håndfuld dage at have barylerne på besøg, og det var godt at vise dem også, hvordan det hele fungerer.

Vi inviterede finnerne som jeg har sunget i kvartet med ind i Domus på en gang flæskesteg med det hele og æblekage til dessert samt ikke at forglemme dansk snaps (Dr. Nielsen - det gled lettere ned end Gl. Dansk, skal jeg sige), og dertil et opgør i Skeppsredarna från Gamla Carleby. Derfor kvitterede finnerne og jeg ved skiønt at udsjunge drikkeviser på svensk, finsk, tysk og dansk, så Steffen og Anders jo nok kunne få et indtryk af, hvad det her kor Brahe Djäknar bl.a. duer til.

I øvrigt spiste vi grillet steg fra grillhuset og vikingesteg fra vikingerestauranten Harald - et helt sværd med vildt i form af vildsvin, ren og råvildt, og til dessert fik man røgis med tjæresauce - jeg anede ikke, at man kunne komme tjæresmag i is eller mad, men der ser man, eller så.

Ellers var vi på marinhistorisk museum og se, hvordan vinterkrigen udspillede sig til søs og i Åbo, og hvordan svenskerne de sidste 400 år fik klø til søs undtagen med hjælp, naturligvis, forstås, fra de mere søvante finner. Vi var på vandring rundt i byen og alle seværdighederne og statuerne af helte og sportsfolk og marskal Mannerheim, selvfølgelig. Og allervigtigst var vi i Uittamo i badstuen og ude og bade i den iskolde fjord, hvad gutterne selvklart kunne mærke og erkende det helbredsfremmende i.

Anders Tybring tog hjem tirsdag, mens Steffen Thorøe og jeg rejste sammen hjem til Dannevang onsdag eftermiddag, sådan på rigtig æfte påskeferie, og mens Steffen tog hjem til familien i Sønderjylland, blev Anders kidnappet af mor og far og kørt til sommerhuset i Hårnbæk, hvor der ventede fast arbejde med træfældning og motorsav. Onsdag, torsdag og fredag har handlet mest om at forbedre udsigten ud over engen (Pandehave ådal), og dertil må der aktivt skæres ned. Skæres hårdt ned, faktisk.

Og motorsaven har fået lov til at bestille noget i de forgangne dage nu. Vi har nedlagt en god del birketræer og 4 lidt vel voksne grantræer (ca. 15-18 m høje), og der er blevet trukket med reb og stabbet og savet i fine små stykker, og nu har vi brænde nok til de næste 2-3 år alene i birk. Nu har vi fældet træer for både naboen og genboen og ejerlauget, og jeg har fået øm ryg, arme og fingre - jeg har det nærmest, som havde jeg klatret i klipper en hel dag. Det er hårdt at lave fysisk arbejde, uha uha.
I morgen kører vi hjem til Holstebro via farmor og holder mere påskeferie, derefter retur til Djævleøen mandag og så er det retur til Åbo tirsdag morgen. Forhåbentlig er sneen så også væk i Finland, selvom jeg tvivler, for jeg trænger sådan til forår og lidt sol tak - her i Hornbæk lige nu er det hele så solrigt og nysseligt og klar til forårets udspring. Og fuglene kvidrer.

Check-mate - check-out

Wed, 24 Mar 2010 16:59:00 +0100

I weekenden havde jeg besøg af Jakob Givskud udi Psykopatgangen, som følte, at han måtte se det sagnomspundne og isovertrukne Åbo. Det resulterede i smag for godt øl og god whisky, byvandring, suk over manglende bygningsingeniørekspertise, saunatur og svømning i en kold fjord, gode middage, brætspil, eksperimentel naturfilosofi (eller sagt anderledes: prøverne skal jo køres, selvom man får gæster) og diskussion af filosofiske problemstillinger over øl og whisky. Som det sig hører og bør, skulle jeg næsten sige. I det hele taget en rigtig god weekend! I den næste weekend og lidt til får jeg da besøg af Anders Tybring "d. 3." og Steffen Thorøe, og vi får se, hvad de monne have at sige om staden.

Inden jeg rejste herop spekulerede jeg på, hvordan jeg skulle flytte tilbage til Danmark. Om jeg ville tilbage til Studentergården, Københavns dejligste kollegium, eller måske flytte ud, og i den situation hvorhen dog? Ofte bestemmer man jo ikke selv situationens udfald. Men jeg besluttede mig for at begynde og søge lejligheder gennem Ingeniørernes Pensionskasse (det har sine fordele at være med i en eksklusiv pensionsforening). Og jeg er derigennem nu blevet tildelt en 2v-lejlighed (til leje) på Markmandsgade på Amager, 12 og 3.tv., lige ved Christianshavns Brandstation - så jeg kan holde øje med sprøjterne, og de kan holde mig vågen med blink og sirener om natten, men det er selvfølgelig meget belejligt at have dem nær sig, hvis den røde hane galer.

Det åbner helt nye problemer, som jeg godt havde på fornemmelsen jeg skulle få, men som jeg vist endnu mangler at forstå omfanget af: Hvordan i himlens navn skal jeg få møbleret en lejlighed på godt 60 kvm.? Mit bohavende er optimeret til kollegieliv. Der skal hjemtages alt mellem himmel og jord inden jeg kan invitere nogen som helst på en blot tilnærmelsesvis anstændig middag. Og hvordan slipper man hurtigt fra Amager til DTU på cykel og retur hver dag? Også besværligt!

Lejligheden skal jeg flytte ind i 1. maj, men jeg kommer dog først tilbage til fædrelandet d. 9. maj, så det må blive i ugen derefter. Og nu må jeg derfor fraflytte den gamle Studentergård, hvilket vist bliver d. 15. maj. Ak, det er et stort suk at skulle byde den farvel, "du venlige stue, hvori jeg blev mand", står der i en gammel Studentergårdsvise. Men nyt bliver det jo også at få egen stil og egen orden, og helt eget køkken, sådan at man kan invitere andre og vise, hvor man brillerer med potter og pander (Nota Bene: som jeg må få investeret i!). Fritiden skal opsøges mere, men det er ikke anderledes en her i Finland. Det hjælper måske også på tankeslot-studentens koncentration på tankeslot-studerekammeret at få en ny udsigt og nye vaner. Og alt det gode og særligt de gode derfra har man jo med sig og kan bygge videre sammen med - og det glæder jeg mig til!

Fjerdedele

Sun, 14 Mar 2010 16:19:00 +0100

Selvom 40 sangere fra Brahe Djäknar gør sig fint til stor koncert i f.eks. en kirke, så findes der også aktive mindre afskalninger af koret. En stor del af Brahe Djäknars virksomhed er nemlig optræden som kvartet - man kan simpelthen bestille en BD-kvartet til at forgylde sin fest med sang. Og gør man det rykker der normalt en kvartet, altså 4 mand, ud i fuld kampudrustning (pingvindragt) og synger bestilte numre og/eller til lejligheden passende sange. I fire stemmer, naturligvis. Og til sådant havde jeg ladet mig indrulle i den forgangne uge.

Torsdag rykkede derfor en kvartet fra Brahe Djäknar med mig iblandt ud til Åbo Akademies rektor Jorma Mattinens fest for hans hans venner og kollegaer fra "broderlandet" hinsidan. Vi sang 7 sange, mest fosterlandsk på svensk, men også lidt om druk på finsk og tysk. Hurra. Rektor virkede glad bagefter og gæsterne med. Og det gik egentlig også helt godt.

Dagen efter var jeg med en ny BD-kvartet en lille tur i Björneborg, der ligger 150 km. nord for Åbo. Vi lejede en bil og kørte der op ad ud på eftermiddagen. Vi optrådte til den årlige "Svensk Akademisk Afton i Bjørneborg", en årlig affære kun for svensktalende herrer i stiveste puds. Det handler mest om en årlig fest og forsamling af svensktalende finner, men det indledes af en længere akademisk monolog fra talerstol om et udvalgt emne. I fredags var det om fiskearter, da taleren var veterinærbiolog. Vores kvartet var inviteret med til 3 retters menu og øl og snaps og det hele, og det gjaldt om at indtage den del med måde inden ens optræden, vidste vi.
Den svenske minoritet her i Finland kan sine steder virke som en lidt sær affære (jeg kan dog godt love, at den er mindre sær end de finsksprogede finner!), men de værner meget om deres sprog og deres fællesskab. Nogen finner har en tendens til, når de bliver fulde, at få lyst til at slå nogen svenskere på tæven - eller bare slå på tæven, og i Bjørneborg skulle dette være ret udbredt. Så det kan være problematisk at være svensktalende finne med mellemrum.
Nå, men vi sang 6 sange i alt, og de 5 gik også helt hæderligt, mens den næstsidste var noget "la-la", ville jeg sige. Men klokken var også kvart over tolv på det tidspunkt, og det hele havde varet en uendelighed, og lange taler og bla bla bla, og vi havde da også fået en øl og en snaps eller to. Og var også blevet fortalt nogle lidt andet optrædetidspunkter, end det, det endte med.
Nå, men det kan jo ikke være lige godt hver gang, som De Nattergale synger.

Jeg har øvet og slidt og skrålet og lavet fuskelapper med teksterne skrevet ind, for at kunne indlære repertoiret i en fart. Præmien for at synge i kvartet under BD´s faner er optjening af de såkaldte kvartetpoint. Koret betaler ens udgifter, men skummer også fløden (dvs. profitten - BD rykker ikke ud med fuld honnør for at synge gratis!). Kvartetpoint indløses, når koret tager på turné, hvilket i år bl.a. sker til starten af maj (mandskorfestival i Uppsala) og omkring første september (Østrig og Slovenien). Her kan man så betale en del af ens turpris med sine kvartetpoint.
For koret som sådan virker kvartetvirksomheden som en helt profitabel affære - i hvert fald er det muligt at holde en medlemspris på 15 euro per semester for at synge der.

Jeg tager med på begge de to ture, så det er meget praktisk - det er nu ikke så mange penge en optræden giver - men det har den store fordel, at man tvinges til at lære nogle af sangene fra stamrepertoiret hurtigt - og så kan man dem, når de med mellemrum bliver sunget efter øvning og koncerter under mådeligt indtag af øl og Koskenkorva eller Ålborg Aquavit.

Bridge over troubled water

Tue, 9 Mar 2010 15:36:00 +0100

Her i weekenden fik jeg besøg af mor og far, og det var dejligt at kunne vise sin by frem. Og vejret var fantastisk, klart og høj sol og let frost, men næsten helt mildt, og fuglede kvidrede og mindede om våren.
Far kom fredag aften og mor kom først lørdag eftermiddag, idet en række uheldige omstændigheder ifm. snefog i vestjylland lammede flytrafikken fra metropolen Karups internationale trafiklufthavn, og så må selv den længst mulige transittid i Kastrup lufthavn ende med at være for kort. Og det gjorde den så. Så lørdag formiddag gik far og mig ud langs åen, tænkte ikke videre over afspærringen ved Kvärnbron, og så på Åbo slot, der ligger ude ved havnen. Det er et flot slot, men godt nok ikke særlig prangende eller ornamenteret indvendig, og der var hverken kanoner eller bøsser eller krig eller sabler eller udstilling af pomp og pragt på slottet. Det var lidt sløjt. Efter turen rundt på slottet var der en marathon-lang udstilling af alt muligt andet bohavende, som mest virkede lidt overflødigt.

Dernæst gik vi tilbage og spiste lidt mad i Kauppahalli (indendørs marked med faste boder), og bed undervejs mere mærke i Kvärnbrons form, det var da pudsigt med den bro, og måske grunden til de mange mennesker var stimlet sammen omkring broen, på hvilken der ingen stod. Så hentede vi mor ved banegården, og så kunne forældrene få lov at se hvordan jeg boede og hvor jeg arbejdede, hele historien bla bla bla, og efter det gik vi på restauranten Smör og spiste en lækker lammenakke. Derefter op på vårdberget og solnedgangen, fantastisk flot, og så blev forældrene overladt til sig selv for en stund, da jeg skulle øve med Djäknarne.

Kvärnbron, en af broerne over Aura å, blev spærret for trafik lørdag morgen. Broen er bygget i eet meget lavthvælvet spænd (hvælvingen måske på det højeste sted 2 m over grundstøtternes niveau, broens samlede spænd 70-75 m langt), af armeret forstrukket beton, og dette spænd er nu klappet sammen. Så nu holdes bropladen blot på plads af jernarmeringen indeni, og betonen er mest med til at tynge broen nedad. Det ser rigtig spøjst ud og er for nogen til almindelig moro, men de fleste åboboere er vist lidt trætte af det, for det hjælper ikke ligefrem på trafiksituationen i myldretiderne (og folk kører over den å som besatte i myldretiden). Og hvad tænker man ikke i resten af verden om finnerne, der jo bygget alt i beton, og så klapper deres betonbroer sammen?
Det er ret meget på forsiden af alle landets aviser. Men hvis man laver et lynhurtig trekantsberegning på brohvælvingens dimensioner vil man se, at fundamentet ikke skal skubbes særlig mange cm. bagud, før broen klapper sammen. Og det er nok det, der er sket. Far udregnede det til ca. 8 cm. på hver bred, men det er måske højt sat.

Folk i Åbo synes generelt, at broen skal rives ned, så vi kan få en ny i stedet. Jeg har sagt til finnerne, at de jo gerne kan ringe til danskerne, når de vil have lavet en ordentlig og solid bro - vi kan lave dem ligeså store, som de ønsker sig det, de kan også blive så høje, så deres mega-krydstogtskibe kan sejle under. En hængebro ville jo ikke være dumt.

I fødselsdagsgave har jeg fået et gavekort til musikinstrument af forældrene, så om det bliver en el-spade eller et el-klaver må da tiden vise. Men noget skal det i hvert fald blive til.

Søndag aften havde vi så den store koncert i Nådendal Klosterkirke, det var med Akademisk Orkester, floraerne, Brahe djäknar og 4 solister, og kirken var nærmest fuld, og det meste af min weekend gik derfor ikke med forældrene, men med at være afsted som sangdegn. Men det endte med at blive ganske godt, en rigtig god koncert, og Brahe Djäknar og Florakören fik ros af både lægfolk og kritikere.

Bagefter drak både floraer og degne øl og snaps på klubben og sang mange flere snapse- og fædrelandssange, og så på en søndag aften, men man skal huske at fejre det, mens man har humør - ellers ødelægger man sin motivation. Der blev også skrevet og afsunget en lejlighedssang om Kvärnbron på melodien til "Bridge over troubled water". som en bro over Aurajoki. De er altså nogen sjove nogen.

Ekspeditioner

Wed, 24 Feb 2010 15:56:00 +0100

I sidste uge fejrede jeg fødselsdag heroppe. Der var dog ingen tramp i gulvet for pharisæerne, ej heller portvin, pandekager eller morgensang ved gjenboernes hjælp, så på den måde var det naturligvis lidt pauvert. Men jeg fik 4 fødselsdagsbreve, det nærmer sig rekorden for hvad jeg har fået på een fødselsdag, så det var meget storartet.

Jeg tog tid til at invitere Toni, Bartek og Gerd til middag, fisk og grøntsager og pasta, og chokoladeis til dessert. Og vi spillede brætspil, ligesom hjemme hos psykopaterne, det var Skeppsredarna från Gamla Carleby, og vi sejlede Nordeuropa rundt med tjære og tømmer, fisk, salt og savsmuld resten af aftenen, mens vi drak øl og gammel dansk.

I går jeg med Toni og hans forældres hund Rosa langt ude på landet. Hans forældre har en fiskefarm, hvor de opdrætter sik, og den ligger ved en af øerne, Ainsmaa, ude syd for Nådendal i Åbolands skærgård.
Der skylle ryddes sne på gårdspladsen og mellem husene og på markvejen op til asfaltvejen, ellers ville det være umuligt at komme frem senere, for det har sneet ganske meget de sidste dage, også i går eftermiddags. Toni kørte traktor med sneplov. Jeg stod på ski i nysne på markvejen, der sine steder var for dyb. Derefter lavede jeg en ski-vej op over en eng, hvor der var 60 cm sne. Man kan ikke køre i det, da skien går 50 cm. ned. Det er længe siden jeg har taget mig tid til at lege på samme måde.
Bagefter blev jeg vist rundt i forarbejdningshallen med mærkelige fiskerensemaskiner, og så vi var som en anden Karl Gustav ude på isen i for at se til fiskeburene - man holder hul i isen og ilter vandet - jeg scorede mig da også en halv sok (det var kun -7°C, så isen var ikke helt sikker rundt om fiskeburene).

Nå, men hjemad med os, da det efterhånden var blevet mørkt, og så holdt i en landsby på vejen på kroen eller cafeteriet (det var nok syntese af de to ting) for at betragte den lokale mad og den lokale befolkning. Vi fik noget köttfarsböf med pommes ned i løgneren. Bagefter tog vi tilbage til Nådendal og stod på ski. Jeg havde en fantastisk skitur med korrekt smøring til nysne - Toni peb over dårlig smøring og gik hjem. Vi så en rævehale med en Mikkel nedenunder, som løb foran os på den oplyste løjpe. Der var ikke rigtig nogen skiløbere udover os, så han følte sig vel lidt kæk, som om han ejede skiløjpen - måske er finske ræve naturligt kække?

I denne uge og næste øves der mere på repertoiret til koncerten i Nådendals 7. marts, det er noget Brahms og noget Mendelsohn, som vi skal synge sammen med Florakören og Akademisk orkester i Nådendal Klosterkirke. Så det bliver en halvstor affære. Og mor og far kommer helt fra hjemmefra før at høre på skråleriet, så jeg skal stramme mig an.
Desuden skal jeg jo synge kvartet, og der skal vi også øve noget sammen, uha, der er meget der skal øves på pludselig. Man er alene på stemmen i en kvartet - men igen, man har melodien, så det er nemt, men så på den anden side, man synger første-tenor, så det er en gang skrigeri. Og jeg skal have købt skjorte og seler og vest til min frakke, for hulanda, ellers bliver der ikke nogen koncerter.

Arbejdet i mit lille laboratoriebur - det går sin vante gang. Reaktoren kører, og kommer lidt efter lidt bedre styr på analysen af prøverne.

Weekendslaveriet

Sat, 13 Feb 2010 17:22:00 +0100

Trods indkøringsvanskeligheder startede teknikken pænt op onsdag, og de rette substrater begynder at løbe hen over katalysatoren som skidt fra en spæd kalv, og det betød masser af ekstra prøver, som nu står til at blive analyseret. Og det er en omstændelig affære, som jeg desværre først er klar til at køre i dag. Jeg har det ikke godt med det her weekend-arbejde, men de færdige væskeprøver har en begrænset holdbarhed (noget i retning af et døgn, måske to), og gaskromatografen her er RIGTIG længe om at analysere hver prøve, og jeg har MANGE prøver, der skal køres nu. Så jeg er nødt til at komme både lørdag og søndag at lave et døgns prøver, hvilket er ca. 16, og sætte dem i kø.

Jeg har meldt mig til at synge kvartet om fire uger med Brahe Djäknar. Koret er kendt for at stille op som kvartet, når der er et eller andet formelt fest-agtigt på Åbo Akademi og andre steder, der . Man kan bestille Brahe Djäknar til sin fest. Og hvis man skal lære sangene, så må man jo sætte sig selv og sine evner lidt under pres. Så nu skal vi se, om jeg kan følge med de hårde drenge i drukviser og sangstemme, og om jeg nu kan synge tingene alene. Her er jeg første tenor, så jeg har melodien - så det er nemt - og dermed den højeste stemme - det er mindre nemt.

Torsdag aften inviterede Toni mig indenfor til kaffe og irsk kaffe-kage, cognag og en drinks, og derefter mente han, at vi skulle se film i biografen. Jamen så skulle vi vel det, tænker jeg. Så det skal jo ikke blive for kvindagtigt, så vi skal se The Road. Grum film, og bagefter kunne jeg ikke sove, pga. for meget kaffe, drinks på lidt for tom mave eller i hvert fald på tomme kalorier, og alt for levende billeder, der roterede inde i bøtten. Jeg prøvede at læse, skrive, spise noget mad, men det hjalp lidet. Jeg faldt først i søvn kl. halv fem. På det tidspunkt måtte filmen egentlig godt have været en kvindagtig og klæg kærlighedskomedie, tænkte jeg.

Nå, men man høster, som man sår, så selv om jeg var selv ude om det måtte jeg vel mande mig lidt op fredag. Så hen på eftermiddagen efter arbejde tog jeg igen med Toni og Mats til Nådendal at stå på ski. Det startede som en lidt halvkold affære. Men man får varmen efter en halv time lige gyldigt hvor meget eller lidt tøj man har på. Det er god motion. Særligt, når man som jeg ikke får gribe-voksen ordentligt smurt på midten af skien, så den kun virker i et kvarter. Der blev udspyet et par eder og bander enkelte gange. Bagefter var der øl, sauna, rulle i sne, sauna, drinks og champagne. Naboerne kom forbi og ville fejre, at Toni var blevet kandidat for noget tid siden. Fair nok. Vi røg ned på den lokale bæverding bagefter og fik pizza. Klokken var vel ved at være kvart i ti på det tidspunkt, og så skulle man jo også nyde sin mad. Jeg var så træt og sejlende, da jeg nåede hjem kl. halv tolv, at jeg måtte gå i seng.

Kontinuerlig indsats

Tue, 9 Feb 2010 17:04:00 +0100

Min reaktor er begyndt at arbejde nu, og alting ser ud til at virke, og ventilerne og relæerne klapper rigtigt, og jeg skal tage mange prøver. Det betyder en stor pukkel af analysearbejde, som jeg kan bruge uger på at analysere. Og det betyder lange dage ved reaktoren, fordi der skal arbejdes nu, når tingene virker, og man kan jo ligeså godt gøre tingene ordentlig første gang - hvis man ikke har tid til at gøre dem om. Men det er godt, at der sker noge, vi kommer fremad. Fint.

I går var der igen korprøve med Brahe Djäknar, men denne gang både med sang fra Florakören og med akkompagnement af Akademisk Orkester, amatørorkester ved Åbo Akademi. Vi øver til Nådendals Musikfestspil, hvor vi skal opføre noget Brahms og Mendelsohn. Musikfestspillet er normalt om sommeren, men der er en lille vinter-afskalning d. 6.-7. marts, hvor vi bl.a. er på programmet.
For hulan da, hvor kan man føle sig lille, når der sidder 50-60 musikanter med nogle instrumenter, der kan larme meget mere end ens eget instrument, stemmen. Eller når man synes, at det her stykke kunne man meget bedre i sidste uge, da det var a capella. Så man strammer sig an og øver derhjemme også.

Jeg får desværre ikke stået på ski for tiden, da Toni, min kammerat, mentor og skiinstruktør, har for travlt med alt muligt og har været i Joensuu en uge (i Karelen). Men i morgen, siger han, i morgen kan vi tage afsted. Og det skal vi jo så, og så skal det også presses ind mellem arbejde og korprøve, koste hvad det vil, synes jeg. Sgu så.

Man kan konstatere, at der ikke skrives meget på muren og som kommentarer her til epistlerne, men jeg modtager dog gerne grin og suk og beretninger i hvad form de måtte have, skriftligt eller mundtligt. Skulle det have vakt interesse, så kan man jo også tage herop, hvor Madsen Jr. gerne kan underholde med at vise rundt i byen og forklare og beværte.

Brahes degn

Sun, 31 Jan 2010 22:25:00 +0100

En ny uge står på spring, og for en gangs skyld kommer jeg nok til at få praktisk betoning på arbejdet. Min laboratorieopstilling ser ud til at kunne komme op at køre nu, det er rart, thi jeg har brugt noget tid på at rense delene fra sidste forsøg i nogle ubehagelige kemikalier. Indløbet til min reaktor har været stoppet til med den tidligere reaktant; det er problematisk, at den har et smeltepunkt et stykke over stuetemperatur, og det er ulig meget sværere for en lille laboratoriepumpe at transportere faste stoffer end væsker, forstås.
Nå, det burde komme igang snart, eller det er hvad laboratorie-ingeniøren siger. Jeg har på fornemmelsen, at et eller andet strejker, når vi får tændt for alle de blinkende lamper, bl.a. ud fra egne erfaringer med meget af det samme type udstyr på DTU. Vi får se.

Vejret heroppe er fortsat mellem -5°C og -15°c, og det sner med mellemrum. Faktisk er det altid som om det sner en lille bitte smule, selv i nærmest klart vejr. Jeg bilder mig, at det er fugtig luft fra den Botniske bugt, der køler af over Åbo, men måske er det bare fine snekrystaller, der hvirvles gennem luften fra træer og tage. Jeg begynder vist at befinde mig udmærket i kulden, tror jeg, i hvert fald er jeg helt godt tilpas udendørs i -10°C. Det siges, eller de siger heroppe, eller nogen siger, at den helt store isvinter i Finland indtræffer i februar måned. Hvor mange snestorme og tilfrosne bælter det indebærer, ved jeg ikke.

I lørdags var der Brahebalen, som er Åbo Akademis fest for gamle Akademikere dimitteret derfra. Her skulle Brahe Djäknar agere syngende tjenere/vinskænkere og da ved den lejlghed synge de gamle drukviser, som jeg kun har stiftet bekendtskab med på min første onsdag i koret for under to uger siden. Hverken værre eller bedre gik det, end at jeg meldte mig til at synge, da der manglede 1. tenorer. Jeg er sådan een, der melder sig, for de andre gør det jo ikke, eller ikke i fornødent omfang i hvert fald. Det var lidt af et vovestykke, for jeg er ikke ligefrem den fødte 1. tenor, så det er højt at skulle synge A og Bb. Sandt for dyden er det ikke hver eneste gang, at der kommer lyd ud af blæsebælgen, så der er også lidt falset-sang, hvorpå man sig da haver at øve. På 8 små satser, som jeg potentielt ikke kendte. Men jeg synes det gik, slet ikke så forfærdeligt endda (selvom det var kunstigt at improvisere gode miner til to ekstra og ukendte ekstranumre, der halvsnaldret og improviseret blev hevet ud af hatten), og det viste sig at blive en overordentlig sjov og studentikos oplevelse at se og være med Brahe Djäknar på slap line.
Efter sangen, nede på klubben på Sibeliusmuseet ("Sibbe"), hvor vi øver og drikker øl og snaps, sagde tredjedirigenten Johan til mig, at det var helt godt og i øjet, og at det var godt, at jeg var med - vi havde ikke klaret den uden dig, Anders. Jeg svarede vist noget med tak, og at jeg befandt mig ved at være en dansk "hjälte", der kom og hjalp koret i nødens stund. It´s good to be a Finlandsfrivillig.

Udklædningen til fremtrædenerne er pingvinhistorien i frakke-buks-skjorte-vest-seler-sløjfe-manchetter, das voller Program, se vedlagt eller galleriet, så der skulle trylles nogle låneting frem, men den del klaredes sådan set også. De hvide dele til sættet finder man dog, at jeg nu efterfølgende allernådigst kan investere i selv ude i byen, og det kan vel så ikke være anderledes, tænker jeg. Jeg er vist lidt høj på det endnu. Denne kommende uge står bl.a. på fælles korprøve med Florakören, pigekoret, som jeg i hvert fald (og vel alle herrerne i koret?) jo glæder sig til at se og høre.

Studentikost

Sun, 24 Jan 2010 23:17:00 +0100

Lørdag eftermiddag tog jeg bussen med Gerd (fra Tyskland) og Betian (fra Argentina) i sauna ude ved den frosne fjord ved Uittamo i sydenden af Åbo. Her er der badestrand om sommeren, og lige nu er der is på og god sne, hvis man er til langrend og letsindighed og stoler meget på isen. Ja, eller, bortset lige fra en badebro ud for saunabygningen, hvor der var vandcirkulation. Det var her, hvor jeg begyndte at få nogle bange anelser. Nu har jeg jo fået det første sauna-kuldechok ved at rulle mig nøgen i sneen. Så man kan vel sige, at jeg var klar til det næste kuldechok. Så af med kluns og på med badeshorts, og ind i saunaen. Det er et offentligt sted, så der var nogle stykker. Fint nok. Efter ca. 10 minutter er man stegt, og hvad gør man så, syg i roen, som man er, og efter megen og megen god overtale af Gerd og Betian, ud af en sine steder tiliset badebro i bare tæer og intet andet end badeshort og -10°C, og ned i vandet. Hurra hurra hurra! Og så ellers op og i en fart ind i saunaen igen.
Betian og Gerd lagde ret stot vægt på, at jeg jo var spejderleder, og nødvendigvis måtte forklare oplevelsen for ungdommen, om de spurgte, og så gik det jo ikke at være en kryster. Og var jeg måske ikke en viking?
Af een eller anden sær grund bliver man afhængig af det skidt, for jeg var ude i vandet 3 gange. Følelsen er bestemt meget livgivende, så jeg begynder at forstå, så perverst det end må lyde, at nogen kan lide at vinterbade.

Efter sådan en omgang er man helt dvask og afslappet, så vi dampede med bussen hjemad, og bagefter tog vi på Teerenpeli med Serap (fra Tyrkiet) og fik os et par øl og blev aldeles fladmaste, for det gør man efter sauna - det er hårdt at gå i sauna og dyppe sit korpus i kolde fjorde.

Jeg lovede at skrive noget om korsang. Det har jeg selvfølgelig ikke kunne holde mig fra, selvom jeg er kommet et nyt sted hen. Så i onsdags var jeg til indsyngning i et kor. Men det er ikke helt som vanligt, for denne gang er jeg kommet til toner og lyrik hos Brahe Djäknar (Brahes degne) - det er et svensksproget mandskor tilknyttet som forening under Åbo Akademi. Det er aldeles studentikost! - og på et rimelig højt niveau, synes jeg. Faktisk i en sådan grad, at Brahe Djäknar synger ved Akademiets årsfest, Brahebalen, og sammen med søsterkoret Florakören og akademisk orkester til Nådeldal musikfestspil i marts - og Brahe Djäknars studenter- og vårsange er det store hit på Vårdberget på Valborgs aften (eller "Vappen", som de kalder det) 30. april, der bliver TV-transmitteret til hele Finland. Studentersangforeningen (mandskor i København) har en lignende tradition med at synge på kastellet før bededagsferien.
Men det er sgu godt gjort. Medlemmerne er for de flestes vedkommende vel 25-30 år gamle, og de virker rimelig trofaste. Brahe Djäknar har sin helt egen stil, med traditionelle fester, druksange, festsange, studentersange, faste kvartetter, der synger mod hinanden, og er en fasttømret og levende del af studentermiljøet, selv formelt, ved Åbo Akademi.

"Mössorna på - våren er här!", siger de. Så jeg har måtte bede forældrene om at lade min studenterhue befordre herop, for den skal vist i brug. Studentikost!

Ild og is i provinsen

Sun, 17 Jan 2010 16:17:00 +0100

I går tog jeg ud til Toni i Nådendal/Naantali for at stå langrend, og det var en mægtig mindelig aften. Tonis forældre bor herude, og det ligger lige ud til en håndfuld langrendsløjper, så det er jo helt perfekt.

Toni var meget flink til at hjælpe mig i gang, men efter nogen tid skulle han også have noget træning ud af det, og så kørte han afsted for sig selv. Så kæmpede jeg selv videre med alt det svære. I går var tilsyneladende en ekstra svær aften, for af een eller anden grund så greb midterdelen af skien ikke særlig godt i underlaget (dårlig smøring? dårligt smøremiddel?), i hvert fald ikke til at starte med, og så er det ekstra svært at komme ind i langrendsstilen.
Der er to forskellige typer smørremiddel og forskellige steder, det skal bruges - forrest og bagest på skien, som skal være glat, i modsætning til midt på skien, hvorfra man "hopper" fremad, og her skal smøringen klæbe til sneen. Det har også lidt at gøre med, hvordan skien er slebet i forvejen, og hvor meget, man trykker den ned under løbet. Har jeg ladet mig fortælle.

Jeg har lige pludselig svært ved at styre mine ski (alting målt i forhold til slalomski), og alle forsøg på at pløje er mere eller mindre hasarderede, fordi underlaget gør det svært at holde dem i den rette position, og så får man sådan nogle spændende situationer, når skiene krydser hinanden. Mine langrendsski, nyindkøbt blot i sidste uge, er vist af den såkaldt "klassiske" type, der ikke kan "skære" (carve) særlig godt, og så skal det jo være halsløs gerning at stå på ski. Hvorfor jeg ikke fik de mere moderne og all-roundede ski kan jeg godt undre mig over nu, men jeg blev jo vejledt (vildledt ?) til dette, så jeg må tro, at de ved, hvad de gør. Og jeg har lykkeligvis kun få skader i dag, og røven, lårerne og armene er mindre ømme nu end efter sidste gang for tre dage siden.

Så jeg overlevede. Bagefter blev det lidt sjovere. Alle huse i Finland har jo en sauna, og det har Tonis forældres hus også. Så i sauna med os, efter velfortjente bajere og drinks (det var jo lørdag aften, jo). Finnerne kan godt lide, at saunaen er hed og fugtig, så jeg sad og kogte lidt, mens Toni grinede over hele femøren.
Og så skulle vi ud og rulle rundt i sneen, hvad jeg selvfølgelig troede bare var en dårlig vittighed, inden jeg tog herop. Men den er god nok. Det var så også grunden til, at vi skulle have lidt sprit indenbords først - det kræver sin mand. Men det er helt specielt. Så man render splitterragende Skt. Peter ud i sneen i haven til -5°C, ruller rundt, og skynder sig chokeret tilbage ind i saunaen og 80°C. Vel kommen ind igen får man en helt speciel fornemmelse i huden af at ens nerver brænder, i ca. 1 minut. Det er meget livgivende.

Således oplivede kom vi i nogen klæder og dampede vi ned på den lokale bæverding/sumpkro, hvor det var tid til en pizza. Nogen lokal-agtige guitarfreaks spillede noget rock, imens vi sad og var velopdragne og måske de eneste kunder under 30, og betragtede det meget nærværende lokale drankerliv. Folk i provinsen her går til den, når de skal have øl og snaps, så de fleste havde drukket sig kampstive. Det var lidt interessant at se på over et par kolde fadøl. Da jeg dampede med bussen hjem igen senere, var vi enige om, at finnerne er skøre, men at de også kan gå til klejnerne.

Långdäkning

Thu, 14 Jan 2010 22:13:00 +0100

I går eftermiddags var jeg med Toni ud at løbe langrend. Det var første gang jeg prøvede mine nye ski, og første gang jeg løb langrend. Det er rigtige, klassiske langrendsski, så de er ret smalle og lange (altså dvs. højere end mig). Hen på eftermiddagen tog vi ud til en oplyst løjpe, hvor banen og sporene var præparerede.
Man kommer jo nok, som perkele tanskalainen, med en lille forventning om, at man er en halv verdensmester, fordi man jo efterhånden har brugt nogen vinterferier på at stå på slalomski. Lift op, tyngdekraft ned, op ned, op ned op ned. Infantilt og kedeligt, egentlig. Så nu er det tid til langrend. Så hvad skulle der være svært ved det, når det ikke går ned af bakke hele tiden? Forvildningerne måtte hastigt lide skibbrud. Måske var det mest en slags kapgang for mit vedkommende. Det er godt nok ikke nemt. Det er faktisk svært. Og det var ikke helt nemt at komme ind i en god rytme, hvor man kunne arbejde ved ret konstant belastning, for løjpen var lidt kuperet.
Fysikken og teknikken fra slalom gælder til dels stadig. Men. Skienes areal er lige reduceret til det halve, og grebet i underlaget ca. en størrelsesorden. Nå ja, og man kan ikke lægge vægten på dalskien, når man vil dreje. Så når man vil gøre noget med højere end 5 km/t, bremse f.eks., så er det bedste råd nærmest at sprede kroppen så meget ud som muligt, så man kan få noget vindmodstand... og håbe lidt på at alt det onde og ens alt for høje fart går over...
Det krævede nogle gange at man lagde sig lidt ned og tog temperaturen på sneen, når svingene var for skarpe, og sporene ikke lige beskrev den rette kurve for et totalt 100 % asshole på langrendsski. Finnerne må have grint. I hvert fald for dem selv. Men jeg er fortrøstningsfuld. Engang i weekenden tager vi til Nådendal (finsk: Naantali) vest for Åbo, hvor Toni kommer fra, og så går vi ud på en bedre rute og øver noget mere. Jeg tager hans ord for gode varer. When in Finland - do as the finns.

Derudover prøver jeg at finde ud af, hvad der ellers rør blandt de unge i Åbo. Bl.a. prøver jeg at finde ud af noget med noget korsang, og at komme til indsyngning inden længe. Det viser sig, hvad jeg havde en god formodning om på forhånd, at traditionen for korsang er endda stærkere i Sverige og Svensk-finland end i Danmark (det er ikke helt højagtigt sagt - snarere tager de svensktalende bare bedre hånd om deres overleverede sangtraditioner, og har flere ihukomte drikkeviser - her er noget at lære!). Det er derfor også klart en mere offentlig og mere folkelig affære at synge korsang. Det kommer der mere om senere.

Nå ja - The Housing Situation. Måske er Domus ikke det dummeste sted at bo alligevel. Det er jo tæt på byen, og det kræver ikke opsøgende nærvær hverken at finde eller undlade at finde alternativer til. Jeg er måske lidt magelig på dette punkt. Og der ER jo fælleskøkken, som nu er ved at blive befolket.
Domus har bare den her åndssvage regel om at man kun må bo der i to måneder. I praksis fortolkes den regel sådan, at det er muligt at flytte ud, og komme tilbage lidt senere. Så jeg er i princippet hjemløs fra 24/2 til 8/3. I den periode bliver det så en anelse speget, tror jeg. Jeg hører folk omkring mig med mellemrum, om de har nogen ideer, og ser om der dukker muligheder op.

Kalevala

Sun, 10 Jan 2010 16:06:00 +0100

Jeg har fået et nyt mobilnummer, så jeg kan tale billigere med finnerne. Nummeret er 041 722 6582, men skal man ringe fra Danmark, så skal man indtaste +358 41 722 6582, fordi de første cifre bruges til at specificere operatør-nummeret, og - surprise, surprise - der er forskel på hvordan man ringer indenfor hhv. til Finland. Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg sætter sproget på min telefon tilbage, for det er blevet ændret til finsk.

I går røg jeg ind i en gang druk med nogen sindssyge finner. Toni fra laboratoriet har besluttet at vise mig rundt i nattelivet samt lære mig at stå langrend, og sørge for, at jeg bliver fit "for drinking and sporting". Derfor går vi kronologisk til værks, og starter på stedet med det yngste klientel. Så i går var vi på Unnela, hvad jeg vel nok nærmest vil betegne som en slags 3.g-diskotek, for de fleste gæster var ikke mange sekunder over atten, altså a la Buddy Holly i Holstebro ligesom i de gamle dage for ti år siden, hvor jeg selv gik i gymnasiet. Så nogen ville måske have sagt, at vi udgjorde nogle aparte elementer dér.
Når man drikker med finnerne, så er man nødt til at være stærk enten i troen, i maven eller i spyttet. I hvert fald i det drikkelag jeg sad i i går. De kan kyle shots ned i løgnhalsen ganske raskt, og forventer, at man følger med. Man skal med det samme vælge, hvor meget man vil være med til i sådan et selskab. Og det må man holde hårdnakket fast i, for de prøver ihærdigst at drikke med een for ens helbred hele tiden (hvad der i virkeligheden er godt for helbredet står lidt hen i det uvisse. Men - kippis!).

I dag var jeg med forbavsende få tømmermænd på Åbo kunstmuseum og se udstillingen "Kalevala" af billedkunst fra finsk guldalder og senere. Kalevala er det finske nationalepos, og det har levet i folkemunde og er overleveret mund-til-mund af runesangere. I 1800-tallet blev en stor del af disse runesange nedskrevet, primært af lægen Elias Lönnrot, der sammendigtede og samlede dem i den moderne og læste udgave af kvadene. Udstillingen blev vist hele sidste år i anledning af 160-året for nedfældningen af eposet (faktisk dets anden udgave, Lönnrot ).
En række finske billedkunstnere har malet motiver fra Kalevala, mest prominent heraf (og kendt for sine motiver fra Kalevala) er måske Aksela Gallen-Kallela. Det var meget storslået og finsk, og de er ret stolte af deres fortid og mytologi og bekender sig gerne til dem. I dag var desværre sidste dag udstillingen vistes (jeg havde gerne vist den frem for andre og fortalt om historierne i Kalevala) - den har tidligere været vist i Helsingfors, hvorfra mange af værkerne kommer.

Jeg besluttede mig inden afrejse, at jeg ville læse Lönnrots samling som en introduktion til finsk tankegods og mytologi, så som godnatlæsning har jeg medbragt en udgave gendigtet på svensk, ja Vorherre bevare os, fra hvilken jeg læser en sang hver aften. Hele værket består af 50 sange (kvad eller historier), så det vil række indtil februar ender. En slags dagbog, kan man sige.
Det svenske får man brugt en del alligevel, for mange her, og særligt på akademiet, taler sagtens svensk, så jeg gør mig forståelig på andet end engelsk også. Finsk kan jeg godt nok ikke endnu, det er lige rigelig sært, men jeg forsøger at lære mig gloser og sætninger, hvor jeg har mulighed for det.

Jeg har overvejet at flytte til et større værelse eller en lille møbleret lejlighed, hvis jeg kan finde noget ordentligt - jeg prøver at forhøre mig rundt omkring på laboratoriet. Derfor kan jeg heller ikke give et præcist svar på, hvornår man med fordel kan besøge mig heroppe. Situationen lige nu er den, at jeg jeg ikke har mulighed for at have nogen boende på mit værelse med mindre de vil sove i den samme seng som jeg. Den er desværre ikke vanvittig stor.

Aboa

Wed, 6 Jan 2010 16:28:00 +0100

Så kommer den første egentlige beretning fra det egentlige Finland.

Jeg ankom mandag eftermiddag efter en god men desværre overskyet flyvetur (jeg synes af een eller anden grund at det er rørende at sidde og kigge ud over landskabet). Først omkring Åland kunne man se ned til det isfrosne og snedækkede hav med tusindvis af øer og skær med sneklædte træer strittende op af isen som pindsvin.

Mandag var jeg ved at tro, at jeg skulle henslæbe hele denne arktiske vinter ganske ensomt og ved at kukkelure ud af mit vindue på gæstehjemmet ved akademiet, men efter en gåtur i byen ændrede mit blik på denne 4 måneders spejdertur sig lidt, og jeg føler mig faktisk allerede ganske velkommen herhid i det Herrens år. I forgårs var der stor set heller ingen på laboratoriet.
Tirsdag var der heldigvis begyndt at komme folk igen på instituttet, så jeg har fået slået nogle kløer i de andre phd´ere og post-docs, og nu får de lov til at tage mig med omkring og vise mig, hvad Åbo duer til. Finnerne er faktisk ret gode til at hygge om kaffen.

Næste uge skulle vores laboratorium blive en veritabel trykkoger af forskere alle steder (det er i hvert fald hvad de siger her), men jeg tror nu ikke det bliver helt så galt som annonceret. Lad os nu se. Min leder her er lektor(-inde) Päivi, mens Dmitry (den russiske professor) har travlt med møder og besøge og planlægge alt muligt. Jeg skal arbejde sammen med Bartosz, en polsk phd-studerende heroppe, som kommer tilbage på arbejde på mandag. Indtil da skal jeg blot prøve at finde ud af, hvilke forsøg der giver mening at lave og passer ind i laboratoriet her.
Det kan bemærkes, at man her i Finland ikke er nær så karrig med at ansætte folk på universiteterne, så der er ret god tid til at hjælpe selv en phd-studerende som mig. Det varer nok lige præcis indtil det tidspunkt i slutningen af januar, hvor der begynder at myldre studerende rundt på akademiet.

I dag drog jeg på fototur rundt i byen for at se lidt på det hele i dagslys. Alt har lukket på helligtrekongersaften i Sverige og Finland, så jeg har haft dagen for mig selv. Det var dog en overordentlig kold fornøjelse. Også for mit kamera, hvis batteri ikke var til sinds at lade mig tage billeder efter ca. 20 knips.

Det viser sig, at Åbo er en rigtig rigtig flot by. Man skal forestille sig at centrum er noget i retning af Østerbro eller pænere, bare over det hele. Åbo var hovedsæde for den svenske administration af Finland indtil 1809, hvorefter administrationen af Finland flyttedes til Helsingfors i som russisk storfyrstendømme - her blev hovedstaden så også efter den finske revolution 1917-1918. En brand ødelagde det mest af Åbo 1827, hvorefter byen genopbyggedes i mere kvadratisk og nyklassisk mønster. Åbo har sin helt egen stil.
Åbo gennemskæres af Aura å, der nu er tilfrossen, og byens klassiske centrum er på sydøstsiden af åen med domkirken, katedralskole, observatorium, og højere læring i form af Åbo akademi og Turku universitet (der er to forskellige ting!). Her bor jeg også, 200 meter fra domkirken, i Domus Aboensis, som ligger lige ved siden af Åbo akademis laboratorier for kemi- og kemiteknik. Kedeligt tæt på, kunne man sige.
På nordvestsiden ligger så det "nye" centrum omkring Kauppatori (markedspladsen), og opbygningen af denne del af byen er lidt a la Manhattan mellem Aura å og jernbanen. Her er også alle barerne og stormagasinerne og den økonomiske magt, som vi siger, når vi spiller Settlers. Følger man åen ud til udløbet i fjorden, kommer man forbi en række træsejlskibe, nogle af dem museer, og hvad man vel kan kalde Åbos svar på langelinie, hvor der også er lystbådehavn, som jeg forstår det. Til sidst - som Åbos vartegn - ligger Åbo slot, et rigtigt middelalderslot med indre og ydre borggård. Herude ligger også industri- og færgehavnen. Man kan sejle med rutefærge til Stockholm, Åland, Helsinki, eller hvor nu ellers ens båd tager hen.
Der er en hel del museer og teatre (endda et svensk), et filharmonisk orkester, et meget fint stadsbibliotek og masser af restauranter og barer og cafeer. Det er med andre ord en både klassisk, trendy SAMT party-uartig by.

Finlandsfrivillig

Sun, 3 Jan 2010 17:15:00 +0100

Så har jeg pakket mit værelse sammen. Min store rygsæk er pakket, og min lille rygsæk er det næsten også - kun det nærværende stykke elektronik, talvølven, med tilbehør mangler. Flyveren er der checket ind til, og boardingkortet er udskrevet. I morgen slæber jeg min madras, min dyne og min pude op på loftet, spiser min morgenmad, siger farvel og tager ud i lufthavnen. Kl. 10 i 10 forlader jeg Dannevang. Jeg finder det højst skræmmende at skulle på en fire måneders helt ukendt spejdertur. Men Åbo, her kommer jeg!

Jeg ved, at nogen blandt læserne foretrækker at få alle godbidderne serveret på Facebook, og man kunne umiddelbart finde det rigtigt at melde sig ind der. Jeg ved, at der endda er lavet en støttegruppe på Facebook om at få mig på Facebook. Og væddemål. Men I ved jo godt, at I ligeså godt kan glemme alt det hejs. Det kommer her, på theilgaard.net.

Jeg har implementeret en status-opdaterings-funktion, så jeg i bedste præmenstruelle stil kan lade folk følge med i hvad jeg laver og ikke laver, mener og ikke mener, hvert tredje minut (hehe). Min årgang og de yngre kaldes den situide generation, det er os med et attention-span på tyve sekunder, altid en Facebook-opdatering og en MSN eller et tweet, der blinker med noget, der er mere interessant.
Ellers tag dig tid til at skrive en hilsen på (Berlin-)muren, gerne en der varmer, så jeg ikke fryser helt fast i Finland

Faktisk er det også helt i orden at ringe til mig indimellem også; nu har jeg trods alt en Nokia-telefon, så skal vi ikke skyde på, at den også virker i Finaldn. Det er nok billigst, hvis vi finder hinanden på Skype. Se kontakt

Facebook er hurtig (dvs. dårlig) tid. På theilgaard.net er der kun langsom (dvs. god) tid. Kobl dig på theilgaard.net og bliv lykkelig, harmonisk, sindig, tænksom, af- og ustresset.

Glædeligt

Sat, 26 Dec 2009 19:00:00 +0100

Så blev det endelig jul, og den blev hvid, og nu er det allerede ved at smelte væk for os igen. Ja altså i Vestjylland. Så kort en stund er vinteren her, eller, den del af vinteren, der er sneklædt.

Som proklameret har der været travlt med det hele indtil lukketid, ja sandelig har jeg næsten ikke kunne løfte blikket fra tingene omkring mig, mit arbejde, kollegiet og den daglige gænge, men jeg kørte med far hjem til Jylland d. 23/12, og nogen ting ændrer sig ikke, trods altings foranderlighed - "...jorden med, thi den er falsk og hul - rør dog ikke ved min gamle jul." Kravlenisser og kitsch, konfektkreationer og kræmmerhuse, flæsk og sul. I vores familie spiser vi risengrød og and juleaften.
Mormor er med herhjemme; hun veksler hvert år mellem at tage til Samsø hos min mosters familie og til Holstebro hjem til os.

I dag var jeg til julefrokost hos farmor. Hun er en gæv gammel dame på 85, og lægger hver 2. juledag ryg og hus og spise og drikke til det store rykind af børn, børnebørn og oldebørn, det hele med fruer og frøkener og bedre halvdele. Til sådan en sceance kommer der godt 25 stk. Og så skal der danses om juletræ, og alle skal vælge en julesang, hvoraf vi synger et vers - de yngste vælger først og siden de ældre, hver i på hinanden følgende række, således at man kan risikere at skulle stramme sig værdigt an med at huske jule-psalmerne hvis man er gammel (nok).

Jeg rejser til Finland 4. januar 2010 om formiddagen. Jeg vil gerne have besøg selvom jeg ikke kender de faktiske forhold endnu, men vi kan helt sikkert finde ud af alt muligt deroppe. Det er slet ikke så dyrt, man kan flyve direkte fra København for halvanden tusind kr. tur/retur, hvis man ved man skal afsted i bare lidt god tid. Men aftal det lige med mig inden. Jeg vil bruge skype til at kontakte Jer derhjemme løbende, så det er bare med at komme på. Jeg vil løbende berette her på siden om hvad jeg laver deroppe og hvordan det er i de tusind søers og de tusind saunaers og birkeris´ land (hvor befolkningen har verdens største alkoholtolerancetærskel og drikker træsprit og har let til kniven, som der står i de gamle geografibøger). Måske er der spejdere, ja søspejdere? Kor? Dans og musik? Jeg glæder mig helt vildt.

Rundt omkring

Wed, 18 Nov 2009 10:41:00 +0100

Der har været stille på hjemmesiden på det seneste. Man beflitter sig med sit dagværk, og der har været rigeligt at gøre med det og de andre mange små gøremål, som jeg med flid får til at tage sig tårnhøje ud. Men jeg kunne nu forvente, at den stundende tid bliver juletravl, ja ikke bare det, men panik før lukketid. Så hu hej, bare det bliver jul i år, men det gjorde det jo sidste år, så mon ikke det går igen i år.

Jeg bliver sendt lidt rundt på kontinentet - nej, det faktisk er en fortalelse: Jeg sender mig selv rundt derpå. Jeg er lige kommet hjem fra 3 dages biodiesel-konference i München, med industrien og forskere og - bønder, såmænd (jamen, landbruget er også interessent i biobrændstofverdenen - de er så glade, så glade for det).
Så hvis jeg forsker i fremstilling af biodiesel, kan man vel godt sige, at jeg burde deltage i sådan en konference. Den blev arrangeret af den amerikanske sammenslutning af olie- og fedtproducenter med vedhæng, thi biodiesel laves primært af planteolier og fedtstof, og så er det jo klart, at alle de rødder vil promovere brugen af det flydende juice til din dieselmotor. De bilder sig vist også ind, at det er bæredygtigt, stadset - det kan nu godt debatteres (eller disputeres). Men det var sgu sjovt at se, og der var en del spændende ting at se og også nogle nye ideer, der begyndte at spire på turen. Nu må vi se, hvordan de så ser ud, når jeg kigger på alle notaterne igen om en måneds tid.
Und München ist ja auch einer sehr sehr schöner Stadt, dem man gern bereisen darf. Der vil jeg gerne invitere en mage, om lejlighed byder.

Fredag tager jeg så til Delft i Holland og besøger et par gangfæller (nu hinandens kærester) fra psykopatgangen, der nu er udstationeret dernede på noget Ph.D.-udlandsdims forskning. Det kan vel rimeligvis fremdrages, at hvis jeg selv gerne vil have besøge i Finland, så må jeg jo vise, at jeg også selv er klar til at begå mig i den dyd. Og jeg nemmer, at de også godt kunne savne lidt selskab derhjemmefra.

(-pl) Udlandsophold

Fri, 11 Sep 2009 06:26:00 +0100

Vi er sluppet godt og hele hjem fra Salamanca, og det er sådan set meget rart med det mere tempererede vejr, vi har herhjemme. Tilbage er vi også igen på slave-lære-anstalen, hvor det er sidste stræk med undervisning. Denne gang er det heldigvis på et lidt højere niveau, med studerende i slutningen af deres studium og andre ph.d.-studerende. Lidt mindre overvågning og hjælp til hvert enkelt skridt kan forventes (og det ses der også lidt frem til). Jeg er i mål med de kurser jeg skal følge nu, så der burde i teorien være mere tid til forskning og artikelskrivning nu.

Sidste aften på konferencen i Salamanca blev vi faktisk passet op af en kvindelig Ph.D.-studerende fra Spanien, som havde set vores postere rundt omkring og gerne ville op og besøge et år og medvirke i vores forskning for at se, hvordan vi arbejder med biodiesel-katalyse hos os.... Wow!!!+! Som besøgende Ph.D.-bums har man normalt pengene med hjemmefra, så for en leder af en forskningsgruppe er det ofte et tilbud om x måneders højt kvalificeret gratis arbejdskraft, der kommer flyvende. Så må vi nok stramme os lidt an, hvis vi sådan får kvindeligt selskab i laboratoriet og skal være seriøse.

Som det er tradition med Ph.D.-projekter, og som det fattes af ovenstående historie, skal man på en lille udflugt til et store udland som sådan en forskerspire. For mit vedkommende har det flasket sig således, at jeg har kunne træffe aftale med en professor i Åbo (Turku) i Finland, fra første januar i det nye år og fire måneder frem. Det ender nok i noget "opgrader klamt gunk til diesel", og det er jo ikke helt ukendt i mit laboratorie i forvejen.
Det bliver rigtig spændende, jeg har ikke været væk i fire måneder før, så det bliver nyt og måske også lidt ensomt og "langt væk hjemmefra". Det bliver i hvert fald koldt og mørkt den første del af året.
Det betyder nok også et afbræk i kollegielivet, i hvert fald på Studentergården. Om det bliver for stedse, må tiden vise. Nu prøver jeg i hvert fald at nyde efteråret, og at jeg for en gangs skyld har fået lov at få nogle weekender, hvor jeg ikke har planlagt alt mulig spejder og korsang og renden omkring.

Stegt i sensommeren

Mon, 31 Aug 2009 23:50:00 +0100

Det er som om, at jeg kun har tiden (eller overskuddet, er det ikke det samme?) til at skrive blog, når jeg alligevel er langt hjemmefra, mentalt eller fysisk. I hvert fald er august gået siden sidste opdatering. Måske er det fordi det er hårdt at komme tilbage på arbejdet, hvorfor man rammes af spleen og Weltsmertz og trang til at udslynge eder. Måske fordi det er hårdere at se sine kammerater på kollegiekøkkenet lave absolut nada, mens man selv slider for at bringe den ufrie forskning i kongeriget fremad. Eller måske er det hårdest at opleve det buldrende sensommervarme vejr, mens man selv kæmper for at holde arbejdsmoralen oppe.

Nå, men vi kom hjem fra Bornholm for anden gang, og det var fin klatring og fin ferie, altså ganske dejligt. Og så var det lige på hovedet tilbage på fabrikken alias fedtkogeriet alias gunk-lab med problemer stående i kø til nedknusning (så det er vi i gang med).

Midt i august sejlede Elisabeth (tropsleder i Kgs. Lyngby) og jeg Mølleåsejlads i den nette tid af 2 timer og 22 minutter, hvilket er ny personlig rekord, men, åh, så langt fra at være nok til nogen som helst rekord i Mølleåsejladsen. Det var dog nok til en tredjeplads i vores klasse.
Mølleåsejladsen er den årligt tilbagevendende begivenhed, hvor man dyster på de 8 km fra Lyngby til Raadvad i sin egen hjemmebyggede granrisbåd - en båd kun lavet af snor, presenning og skovens døde materialer (altså granris). På 3 timer (men det ER nok).
Da Eders Ydmyge Tropsleder betragtede den valne tilmelding fra sine egne spejdere til pågældende sejlads, averterede han straks for træning i bygning af Mølleåbåd for hele troppen, således at stormtropperne kan stille stærkt og sødygtigt til næste års sejlads. Så i denne tid bygger vi Mølleåbåd.

Denne uge er der så kongres i Salamanca (se her, hvor det ligger) - EuropaCat, hedder konferencen. Så det er en europæisk konference om katalyse, og det er jo det, jeg laver. Konferencens tema er "Catalysis for a sustainable world", og det lyder jo også smukt og godt og rigtig og næsten utålelig politisk korrekt. Kan vi ikke holde det derved, at vi prøver at se, hvad vi kan gøre ved nogen af problemerne (de kemisk relaterede) skabt af moderne industri, dvs. af moderne levevis og forbrug. Lur mig, om ikke nogen kommer til at spare, når det er slut med det tykke, klistrede sorte Nordsø-stads, vi hiver op.

Salamanca er en lille by, men med en rimelig sej historie: Her grundlagdes f.eks. Europas første universitet, af kongen af León, i starten af 1200-tallet, og herfra regeredes i perioder Castillen, som er den ene halvdel af Spanien (som først senere blev samlet).
Det er en rigtig hyggelig og velholdt renæssanceby, og nærmest alt indenfor voldene er da også røget på Unesco´s liste over verdenskulturarv. Det virker som om, at de er meget stolte af deres by hernede, og det er forståeligt.

Den Castillanske højslette er hed, også (ja dvs. i særlig grad) i sensommeren. Det var 33°C i Madrid inden vi tog afsted, jf. DMI´s vejrudsigt, og Salamanca er cirka det samme, for det ligger også inde i landet. Vi frygtede inden afrejse, at vi blev ristet over en slet ikke sagte ild fra den store lampe oppe på himlen, men foreløbig er vi da levende. Det er temmelig varmt, men vi er ikke røde som krebs endnu.
Faktisk var det værre at være til poster-session med tusind mennesker i går, for der var alt for lidt plads til alt for mange postere og for mange mennesker, og så bliver der jo svedt tran og hedet op med kropsvarme fra så mange mennesker. Man var nødt til at gå ud, for at svale sig lidt (og det siger ikke så lidt hernede).

Fredag er konferencen slut, og så tager vi ind til Madrid og skal Stadtlangs, og tager til København lørdag middag med blot nette lette smerter i de øvre regioner...

Ferie ultra-power max

Fri, 24 Jul 2009 05:45:00 +0100

Man vil kunne notere, at Madsen ikke svarer på noget som helst for tiden grundet ferie. Jeg har været bortrejst i 2 uger, så stakken af post i indbakken har tårnet sig op. Lige nu har jeg et lille afbræk derhjemme på et par dage, og søndag damper jeg så videre til Bornholm for at klatre. Så jeg svarer ikke rigtig på noget.
Bornholm kommer jeg såmænd fra, hvor jeg tog over med far og mor og børn og et par fætre-kusiner først I juli i en 3-4 dage. Stille og roligt. Der skete ikke det helt vilde sensationelle (altså rigtig ferie ferie), men da meget hygsomt og lidt cyklen rundt og se ting og besøg og gå ture og lave mad.

Dernæst lige hjem og vende for en 3 timers bemærkning, og så afsted til Blå Sommer på forlejr og hovedlejr. Og det var også en stor oplevelse, og man fik set noget, lavet noget og lært noget. Men nogen gange nogen andre ting end hvad man først forventer. Forlejren handler om at bygge lejren op, og det var meget sjovt at være med til. Jeg var afsted med Daniel og Rasmus fra Bagsværd Gruppe, og vi byggede en legeplads og en bar med rafter, lægter, krydsfinér, maling, søm, skruer og powertools. Det blev ikke alt sammen millimeter-præcist, men det blev sgu meget kønt alligevel til sidst, og detaljerne kan jo altid mokkes på plads med en stiksav, søm og en lægtehammer.

Vi tre tonserdrenge havde fået til opgave at rejse telte for resten af Bagsværd gruppe til hovedlejren, hvor vi stillede i alt 67 blåskjorter. Man havde sindrigt fundet ud af, at alle skulle komme i tog til lejren (mere miljøvenligt), så for Bagsværds vedkommende betød det ankomst til lejren kl. 22+.
Vi tænkte, at det kunne være gjort på et smartere tidspunkt, men det bestemte DSB jo, og qua de tidligere udgydelser fra Eders ydmyge forfatter kan man forstå, at man nok burde være mere taknemmelig herfor (og de kom jo frem og til planlagt tid).

Det var nu ikke det eneste logistik, der efterlod indtryk af ikke var tænkt igennem. Til sådan en korpslejr kan det forventes at der konsumeres noget øl, og hen ved to håndfulde bartelte omkring Blå Sommers centrale strøg var rejst hertil. Traditionelt vil man lægge sådan noget i en afsides lejr, særligt når lejrens og korpset politik er "ingen synlig alkoholindtagelse eller -beruselse overfor børnene". Også når man lægger lydniveauet fra i alt mellem eet og et par tusind hjælpere, seniorer og ledere sammen. Så vi undrede os lidt over lydniveauet klokken 1 til 3 om natten, flere timer efter at lejrreglementet krævede "ro i lejren".

Visse af aktiviteterne havde også efterladt indtryk af ikke at være stort mere end en udvidet brainstorm. Faktisk blev to af vore erfarne arrangements-planlæggere ringet op kl. 23 dagen før et stort arrangement for hhv. minier og storspejdere. Det blev til en 8-timers natlig sceance, blev det os fortalt, hvor arrangementerne stille og roligt blev skåret ned og indkørt med det forhåndenværende materialer og muligheder, så det kunne gennemføres. De så i hvert fald lidt trætte ud, da vi andre spiste morgenmad i vores gruppelejr. Nu kan man jo altid risikere at overplanlægge spejderarrangementer, men det er sjældent en nævneværdig faldgrube med 2000 til 4000 deltagende spejdere i et arrangement.

Mere kunne siges her. Men trods alt det havde vi og vores spejdere en rigtig fin lejr, vejret var dansk og sommerligt som det plejer, spejderne havde godt humør og var ikke uacceptabelt dovne og de fleste af aktiviteterne virkede egentlig efter planen, gruppen og dens ledere arbejdede sammen, og ting skete. Men det tærer jo altid lidt på kræfterne at være så meget ude og være nærværende for spejderne, så et par dages optankning før Bornholm må være vel placeret.

Trondhjem

Tue, 23 Jun 2009 01:20:00 +0100

Jeg er taget på sommerskole i Trondhjem sammen med et par andre phd-bumser fra centret, hvor jeg er hele denne uge. Der er også folk med fra den store stygge svovlindustri, bedre kendt som Haldor Topsøe. Det er en dejlig by. Og emnet kunne være dødspændende, men det er faktisk lidt små-kedeligt, specielt fordi det er forelæsning på forelæsning på forelæsning, der er ikke ordentlige oplæg til spørgsmål, ingen regneopgaver, intet gruppearbejde. Så vi kommer til at skulke nogen fag når det bliver for dødbringende. Det har det været denne formiddag.

Vi bor på et "sommerhotel" tilknyttet universitetet heroppe, NTNU, og stilen er ret rudimentær. Det virker mere som et slags vandrehjem. Maden er sådan lidt op og ned... jaeh. Måske bør der ringe nogen alarmklokker, når de siger, at en eller anden given ret er en traditionel norsk ret. Men det hele er ok, synes vi, det tager vi med.

Men vi skal ud og se Europas største træsprit-fabrik, der ligger ud mod det store hav på Tjeldbergodden. Her omdannes ubegribelige mængder norsk naturgas til 2500 tons træsprit om dagen. Det ryger så videre til plast og aldehyder og maling og andre kemiske dampe (her kan der læses røverhistorier om dét).

Det er freaky, at solen ikke forsvinder bag bjerget før kl. 23.30. Den står så også korresponderende tidligt op, man kunne vågne kl. halv fire i nat og tænke det her er alt for sært - der må dog være noget trist i vinterhalvåret, med mindre man har seriøst nattesyn og holder af kulde. Tirsdag morgen tog vi ud og løb (lidt op og ned, og det er der en del af her i staden) og så det hele vågne.

Fredag eftermiddag er det retur til København, og lørdag morgen er det hjem til søsterens og broderens jeg-er-færdig-med-sløje-eksameniner-gilde. På første klasse igen, sgu, som pralet med tidligere. Hæp hæp.

Los Familios

Sun, 14 Jun 2009 13:10:00 +0100

I går lørdag var jeg hjemme hos farmoderen, som holdt 85 års fødselsdag. Så børn, børnebørn og oldebørn (5 foreløbig) troppede op og delte pladsen om grillen, hvor der blev ristet pøller og bøffer, og der var kaffe og lagkage og boller om eftermiddagen - det var ligesom det skulle være. Hun er rigtig god, hende farmoderen. Der blev også spillet det meget traditionsrige Boccia-spil på en kun lidt bulet græsplæne.
Søndagen var vi hjemme i Holstebro, der blev kørt et næsten endnu mere traditionsrigt Mejdal cykelløb, lillesøsteren spillede koncert med accordion-orkestret og mor serverede Venø-bøffer med nye kartofler - inden jeg blev sendt afsted med toget.

Sidste weekend gik det til Samsø, hvor mosteren og hendes mand holdt sølvbryllup under meget dæmpende men utrolig hyggelige former. I Ballen, havneby på østsiden af øen, på den gamle Skipperly Kro, med fin udsigt mod Kattegat og Sjælland. Jeg var endda ude at bade i Kattegat ved den lejlighed. Det var en kort og afkølt fornøjelse, men da vejret var koldt og blæsende virkede vandet næsten varmt. Men også kun næsten...

Så jeg har fået prøvet en del offentlig transport for tiden. Eller rettere, den prøver mig af, særligt DSB, for jeg synes da godt nok, at der er forsinkelser eller aflysninger lidt tigere end sjovt er. Det er grumt at køre tog i det danske vejr for den stakkels operatør, og 150 års erfaring er jo heller ikke meget i kosmisk målestok. Når det hele går i stå fra Københavnstrup og man skal hjem på en fredag aften, og det bliver en time for sent, og man må tromle afsted med tre bumletog.

DSB synes jo, at fleksibilitet fra passagerers og anden trafiks side er godt. Men så snart, at noget andet end DSB ikke er fuldstændig punktligt og i god tid, så går det galt. Det er lidt små-kedeligt at stå af en blot 5 minutter forsinket Samsøfærge i Kalundborg, og trods ilen og spænen og næsten halsløs opførsel i trafikken se sit tog forsvinde i horisonten. Desværre, den næste kører om en time.
Det er skægt, at man altid selv må være uendelig tålmodig med DSB, mens statsbanerne ikke kan vente forkølede og snoldede to minutter for at få 50 færgepassagerer med dieselhakkeren mod øst (og så må vi igen være uendelig tålmodige, og bide os lidt i læben for ikke at slippe en spydighed).

Jeg er begyndt at prøve 1. klasse af. Statsbanerne har et tilbud - opgrader din 2. klasses billet til en 1. klasse for kun 75 kr. i weekenden - man har åbenbart svært ved at fylde forretningsrejsende med røven fuld af penge ind i togene udenfor arbejdsdagene. Men det kan godt anbefales, særligt da 1. klasse kupeen tilsyneladende er mageligt tom. Der er gratis indernet og kaffe og frugt og et par snacks (alt hvad man kommer til at savne for at holde sig i live i en kupe i godt 4 stive timer).

Som Sømand

Tue, 26 May 2009 06:24:00 +0100

Jeg har ikke skrevet så meget på det sidste, da jeg er en del væk og ikke har meget tid. For et par uger siden blev der delt håndmadder ud i War-on-Terror. Knaiterne var inviteret til spisning, så Madsen diskede op med stor steg og sovs af ægte kærlighed og kød (og fløde). Osv. osv. Derefter skulle vi udkæmpe den lange krig, og selvom det ikke endte med, at terroristerne vandt, så var det nær ikke gået at få bugt med de bæster. Megen god øl hældtes indenbords i den forbindelse, og der var godt gang i de diplomatiske intriger og dolkestød.

I Kr. Himmelfartsferien var jeg på Landkrabbekursus på Thurø Bund spejdercenter, nede ved Svendborg, hvor vi sejlede på sejladshike i Svendborgjoller. Det er en lille 23 fods en-mastet jolle, en solid båd, der er god til spejderbrug for en patrulje indtil seks mand. Det var virkelig sjovt og givende. Vi var en tur rundt i det sydfynske øhav fra Svendborg til Drejø og derfra til Rudkøbing og så tilbage til Svendborg via Thurø. Fredag fik vi lov til at mærke elementerne, med både solskin, kraftige vindstød, vindstille, hagl- og styrtbyger. Lørdag var dagen med bedst sejlervejr, omkring 8-10 m/s vind, og flot flot solskin. Søndag var det nærmest vindstille, så vi var nær ikke kommet i havn igen i Svendborg. Men ind kom vi da til sidst, og meget træt var man ved hjemkomst.

sejladsen er ved at blive trappet op, for derudover er jeg begyndt at følge et kursus gennem USG (de københavnske studerendes idrætsforening) i Matchrace sejlads. Det kører hver tirsdag fra Skovshoved Havn, der ligger ud til Øresund. Man sejler 5-6 stk. på en båd, og så er det enten 2 både mod hinanden, eller en hel flok af både. Fidusen i matchrace er, at alle de deltagende både er bygget på samme tid af de samme håndværkere og er helt ens, så derfor er det kun bedre bådsmandskab og taktisk flair, der afgør, hvem der vinder. Jeg har sejlet lidt før, så grøn er jeg ikke helt, men det er de andre nu heller ikke. Første gang var i sidste uge, hvor der ikke var særlig meget vind (4 m/s), men alligevel var der rimelig gang i båden. Det bliver spændende at se, hvordan det arter sig senere i eftermiddag og aften, hvor de har lovet en 10-12 m/s på Øresund...

Sværdslag

Thu, 14 May 2009 06:03:00 +0100

I bededagsferien var jeg på Sværdkamp, som er et årligt arrangement for seniorspejdere og old-boys. Jeg var afsted med et par gamle kammerater fra Mølleå division. Vi var med for første gang, så alt var meget spændende. I år var det i renæssancens Haderslev, hvor vi blev fødtes på ny og genopdagede... en masse gamle sjove ting.

I løbet af fredagen og lørdagen skal man på dagløb, natløb, løse hemmelig håndværksopgave, på o-løb samt på forhindringsbane. Vi havde taget et stort, hvidt stabstelt med, så vi kunne sove i et lille lukaf i den ene ende, og have resten af teltet som arbejdsplads (det viste sig rart med det småfugtige vejr fredag-lørdag - vi misundte ikke de få stakler, der havde medbragte deres små letvægtsfjeldtelte...).

Dagløbet var rundt i Haderslev, med en masse hyggelige arbejdsopgaver (og smil, mens du gør det), og natløbet var et rent kaos rundt omkring vores lejr (ingen forstod ret meget af, hvad det gik ud på). Som gehejmt stykket håndgerning skulle kreeres en væv, en gobelin, en ten og kartere, og der skulle kartes uld til den store guldmedalje. Så tal om 3 ingeniør/håndværkere i vores sjak, der fik vores sag for med husligt/landligt arbejde som i de GODE gamle dage.

Håndværksopgaven blev afleveret klokken 9 om lørdagen, hvor vi var ret trætte. Men helt i top var her det individuelle O-løb, hver mand fra sjakket var på forskellige løb, og jeg var afsted på "det mekanisme urs løb": Der var otte bevægende poster, der over en time flyttede sig en omgang rundt på hver sin urskive. Så posterne skulle findes efter, hvor langt man var, og hvor klokken stod. Det var underligt nok sindssygt skægt. Det sluttede af med en tur på en lækker mudret forhindringsbane, hvor vi blev svinet ekstra godt til.

Og så banket, underholdning ved gakkede sjak og masser af sjov og ballade, helstegt svin og mjød, sent i seng men kan ikke sove pga. larmende jyder, morgenmad serveret på sengen/i posen kl. 9 incl. dagens avis (godt nok Politiken, men princippet ellers fint), ør i hovedet, pakke ned pakke ind pakke sammen, tak for i år og vi ses (helt sikkert). Plyndre Burger King i Fredericia og så hjem til djævleøen. Godt arrangement. Vi vandt ikke noget, men det var skægt, og nu kender vi rumlen, så næste år skal vi gerne uddele lidt flere håndmadder til de andre sjak.
Hjemmeside: svaerdkamp.dk

War on Terror - the Boardgame

Mon, 20 Apr 2009 12:51:00 +0100

Jeg har investeret i et brætspil, der hedder "War on Terror, the boardgame". Det vil jeg gerne slå et slag for, om man så må sige. Som man kan gætte, gør spillet det muligt at udkæmpe den lange, hårde krig i løbet af en aften. Titlen lyder noget problematisk, men spillet er både morsomt, sarkastisk og aktuelt. Det handler naturligvis om at ~~herske over~~ befri verden fra terrorismens onde sporer. Men hvem ondskab kan naturligvis fortolkes.

For at finansiere frihedskampen på planeten kræves der naturligvis uhyrlige summer - og dem tjener man selvfølgelig på olie fra de lande, hvor man udvikler sine olieinteresser. Pengene udbetales fra "The world bank of capitalism".

En gang i mellem, ved skæbnens lod, skifter den politiske retorik, og en spiller udnævnes til ondskabens imperium. Det sker ved at rotere en pil på spillepladen, der ender med at pege på det nye "ondskabens imperium". Ganske sympatisk. Ondskabens imperium skal nu sidde med elefanthue over ansigtet, for at hele verdenssamfundet kan harmes over dennes onde hensigter. Og der er kontant betaling fra verdensbanken for at angribe onskaben. Men ondskabens imperium får adgang til udvidede politiske handlemuligheder med terrorister. Så det er slet ikke så hårdt at være en lille Gadaffi eller Fidel eller Ahmadinejad, som man skulle tro.

Som man kan gætte, udbryder der hurtigt tvister mellem stormagterne over olieinteresser. Så må man ty til hemmelige aftaler, rænkespil, krig - eller, hvis man er tilhænger af en noget nemmere og billigere løsning, prøve at finansiere nogle terrorister for at få dem til at gøre det beskidte arbejde. Eneste problem er, at terroristerne på pladen også kan bruges af de andre stormagter. Og at terroristerne også kan bruges mod een selv. Samt at de stormagter, som man prøver at betvinge med terrorisme, kan omvende sig og spille videre som terroristerne selv på alle tidspunkter.
Mod spillets slutning begynder folk at fortryde, at de finansierede så mange terrorister - men ingen lærer tilsyneladende lektien til næste spil.

"It´s got suicide bombers, political kidnaps and intercontinental war. It´s got filthy propaganda, rampant paranoia and secret treaties. You can fight terrorism, you can fund terrorism, you can even be the terrorists. The only thing that matters is global domination - err, liberation."

Spillet er udviklet i England og købes over nettet. Se www.waronterrortheboardgame.com.

Alligatorløbet

Mon, 2 Feb 2009 23:08:00 +0100

I weekenden var jeg og en anden tropsleder fra spejdergruppen på det dødhårde Alligatorløbet. Det foregår hvert år på Söderåsen i Skåne, som er omtalt tidligere, og med sit skov-ensomme højland altså også ganske perfekt til udfordrende spejderopgaver og til at få afprøvet form og orienteringsevner. Jeg var med for første gang, og regnede da også med at få noget at bestille. Historien omkring løbet var i år digtet op om det irske destilleri Kilbeggan og en noget fantasifuld undercover rejse til Australien. Herudfra kunne så den krævende øvelse i spejdersport tage sin drejning.

Vi har haft flere ugers forberedelse med at finde og prøve udstyr, løse foropgave, konditræne og tænke over, hvad det krævede at udføre opgaverne, og så forsøgsvis øve os i det. Midt i de strabadser som selve forberedelsen afkræver, kan man vel godt spørge sig selv, og det gjorde man da også, hvorfor man bruger al den tid på at blive klar til det løb, og om det nu også var nødvendigt?

Det var det.

Løbet er henved 30 km i fugleflugtslinie, men det kan man ikke nøjes med at vandre, for orienteringen er svær, ingen poster ligger på stierne og vejvalgene tvunget besværlige. Terrænet og føret fordrer, at man forsøger at holde sig på stierne, men de ligger ikke særlig tæt hverken på kortet eller i terrænet, forstås. Der udleveres 1:50.000-kort, men de fleste medbringer enten 1:15.000 O-løbskort eller GPS-kort over det meste af Söderåsen, som vel er henved 75-100 km² i alt (I må selv regne ud, hvor stort O-kortet så bliver). Der skal orienteres på både vandløb og højdekurver, for nogen har tilsyneladende villet, at Söderåsen er en klippeknold og ganske kuperet.

Man har 20 timer i alt fra start til slutposten på Gillastig. Og der er 12 poster i alt, udover starten, på hvilke man får nogle udmærkede og udfordrende opgaver. Folk sover derfor ikke så tit på Alligatorløbet; det er der ikke tid til. Vi gjorde i hvert fald ikke. Vi nåede heller ikke alle posterne, men vi var forholdsvis skrappe til dem, som vi nåede. Så vi havde rimeligt styr på spejderhåndværket, hvilket jo er ret så fint. Nogen gange får man prøvet sine grænser lidt af, og jeg selv blev positivt overrasket over ikke at gå ned med flaget over ikke at få noget søvn, hvilket til gengæld krævede massivt indtag i stor madpakke.

Nå, men jeg kom i seng klokken 19 i går, og sov indtil kl. halv otte i morges. Og jeg er stadigvæk noget træt og ør i bolden og skal nok også have en time ekstra i nat. For ikke at tale om skuldrene, fødderne og syrebasserne, der er jævnt ømme (men tilsyneladende ikke totalsmadrede, så det skal der ikke lyde klager over).

Catalysta

Tue, 13 Jan 2009 23:47:00 +0100

Måske er jeg ikke den eneste, der har svært ved at kick-starte hverdagen igen efter jule-suletiden, hvor man havde brugt meget af tiden på at stå sent op og sidde på side fede mås. Det var i hvert fald hårdt at komme i gang efter ferien og at komme op om morgenen i det nye år.

Men i denne uge lever jeg det søde liv på konferencehotel, sponsoreret af den tunge svovlindustri, som vi plejer at sige på kontoret: Jeg er på Vinterskole i industriel katalyse ude på Sjølunds fagre sletter, i Holbæk, hvor vejret er gråt men maden og selskabet (en flok ph.d.-studerende primært fra DTU) godt.
Og det er mægtig spændende, det er relevant, der er i stor skala, det er fundamentalt og det er praktisk - det var ikke tilfældet på efterårsskolen i oktober - men det her virker faktisk rigtig godt.
Det er Haldor Topsøe - katalysator-firmaet - der står for sagerne. Det er de gutter, som der er overhængende fare for, at man ender med at få job hos, fordi de ligesom er dét (verdens-)firma i Danmark, der arbejder med katalyse og ressourcer og industriel kemi.

I weekenden var der i øvrigt en tur med nogle af de unge mennesker i blå uniform til Söderåsen i Skåne, hvor der var stor natur og masser af hygge omkring pejsen. DDS har nogle hytter, "Gillastig", som ligger ude i den del af Söderåsen, der er blevet nationalpark. Söderåsen er en opskubbet klippeformation med nogle mægtigt stejle skrænter, er dækket af højlandsskov og har nogle ganske dybe søer og kløfter i bunden af nogle af de stejle skær. Folk fik noget natur at se på, og spejderne, en lille bande af 15-årige, fik noget refleksion og indsigt i lederroller og samarbejde.

Gastronomisk gevinst

Sat, 20 Dec 2008 15:29:00 +0100

Vores nye køkken er netop færdigt! Det er sensationelt godt, at vi endelig har ordentlige køkkenfaciliteter. Nu kan der steges bages koges brases sauteres blancheres igen, og der kan inviteres på spisninger og madklubber i ordentlige faciliteter.

...Ja ok, færdigt og færdigt, der er lige et par skavanker (bl.a. emhætten), der mangler at blive færdigjusteret, så der kommer nok besøg af håndværkere een af dagene.
På det vedlagte billede viser psykopaterne sig fra deres bedste side i køkkenet, imens de forbereder lørdag aftens store julefrokost.

Ellers har Anders taget fri fra at komme på arbejde, hvilket ikke betyder fri fra arbejde eller for den sags skyld lediggang, det betyder bare en taske med papirer af i alt 15 cm tykkelse, der skal pløjes igennem og behandles inden 5. januar. Jeg håber, at det går nemt for sig, men det kræver vist et lille julemirakel.
På tirsdag rejser jeg hjem til far, mor og unger i Holstebro og leger jul med dem alle.

Glædelig jul og godt nytår.

Advent

Sun, 14 Dec 2008 22:34:00 +0100

Nå, men det er da allerede den 14. Og i skyndingen, ind under jul (hvor er det trist), kan jeg da lige erklære mig spædt i live og aflægge status.

Arbejdet kværner derudaf. Jeg synes der er lidt for mange møder og lidt for meget udenomshurlumhej med undervisning, ting der skal opdateres og ting der skal holdes styr på i CSG sådan helt generelt, men fra tid til anden er der tid til at lave rigtigt arbejde, hvor man finder ud af nye ting (og, husk, med Einstein i baghovedet: "Hvis vi vidste, hvad vi lavede, så ville det vel ikke kaldes forskning, vel?").

Jeg og en anden spejderleder er blevet tilmeldt et dødhårdt natløb på Söderåsen i Sverige i januar, Alligatorløbet, så nu skal jeg til at gå i skarp træning, vendt døgnrytmen, have alt prøvet udstyret af og indkøbt nyt, trimmet figuren og konditionen tip-top, og have styr på finorienteringen. Løbet er ca. 30 km i fugleflugt, siger de, erfaringerne siger også at man ikke har tid til at sove eller hvile, og at posterne er sindssygt krævende (men veltilrettelagte). så der turde være basis for at blive prøvet lidt af i den skånske vinter.

Psykopaterne tog i sommerhus henover weekenden, hvor der var brætspil, kortspil, gåtur, togtur, museumstur og sulemad den hele weekend. vi ere rent forædte og runde. Sidste weekend var juletur med spejderne, og der bleve vi også ret runde og trillende i julemad, medens natløb planlagdes, poster udlagdes og karakterer afstivedes.

Så er der atter et lille pusterum fra den store trædemølle, en lille bid af en højtids marcipanbrød, en lille sprække i hverdagens realitet ind til en illusorisk og utopisk parallelverden. Nu skal vi bare have den sidste uge inden jul overstået, så står flæskestegene og risengrøden og sildene og forædelserne og forstoppelserne ret forude og vinker til os. Kom nu, for hulan da.

Hjemkomst

Mon, 17 Nov 2008 12:55:00 +0100

Så kom vi hjem fra Italien for anden gang, og man har haft 4 uger til at vænne sig til det mere tempererede klima (som jeg synes er rarere, men også nemmere at blive vintertrist af).

Her i weekenden var jeg hjemme hos mor og far sammen med hele flokken på den fædrene gård, for at hygge lidt og se hinanden før Jul. Bare for at se hinanden lidt (det er et halvt år siden sidst, til sølvbryllup i familien). Der blev spillet Settlers og drukket god vin og øl og gået lang tur i jysk nåleskov, hvilket savnes i København.

Jakob kørte på sin cykel ind i bagruden på en varebil for nogle uger siden, og har fået et par fighter-ar på højre kind og tinding. Det har affødt visse sikkerhedstjek rundt omkring, bl.a. med hensyn til hovedbeklædningen, når man cykler, og forsikringer. Jeg kører da med hjelm, so far so good. Og sensationelt lykkedes det at overtale Lars Bo til at få anskaffet en cykelhjelm (måske endda til at bruge den?), på fars bekostning dog, det var åbenbart nødvendigt. Tal om en mand, der snart færdiggør sit universitetsstudium, men alligevel er for langsom i bolden til at læse skriften på væggen og handle på den, når hans lillebror er kørt galt på cykel?!?

Ellers kører det hele i den vante efterårsrille: Det er mørkt om morgenen, svært at komme op, det er mørkt når man kommer hjem. Det regner og er gråt udenfor de fleste dage. Man må nok være frejdig i hu.
Mit kor, Laetitia Musica, giver koncert lige om lidt, 3. del af Händels Messias m.m., i Absalons kirke på Vesterbro på tirsdag (18/11), og i Vor Frue Kirke i Odense på søndag (23/11). Det skal nok blive sjovt.

Italienske tilstande (Lørdag d. 18. oktober)

Sun, 19 Oct 2008 14:36:00 +0100

I morges var det op med en mindre hilsen i de øvre regioner fra gårdsdagens vinindtag. Det var klart og koldt vejr, og jeg fik den sædvanlige croissant hugget i halsen med en cappucino, og havde det som sædvanlige som om, at jeg havde spist en mursten (jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til nogen danske gryn med mælk). Således optanket og opsvulmet vandrede jeg op mod Ca´ Foscari til den sidste morgens forelæsningspligter. Her blev sommerskolen rundet af på en god times tid, og der blev rystet hænder og hevet visitkort frem og tilbage og "vi ses på en konference" (tvivlsomt). Yury og jeg havde en ekstra dag i Venedig før vi tog tilbage til Danmark, så vi havde lidt tid til at få rundet Venedig ordentligt af. Efter sidste session slentrede jeg af små og ubefærdede veje en tur rundt i byen med Anthony (een af de arrangerende post-docs), og vi prøvede et par højst spiselige venezianske specialiteter af, fik frokost, snakkede om Venedig, konferencen og om løst og fast i videnskabens verden.

Yury og hans kæreste tog med toget til Verona, og er først kommet hjem sidst på aftenen. Imens var Anthony og jeg ude og spise lidt af en herremiddag, nemlig en ordentlig portion osso buco, som var specialiteten på en lokal restaurant. Det var himmelsk, og man var lige ved at foræde sig, særligt i lyset af den anderledes artede mad man har fortæret i en uges tid. Derefter fik vi også nogle ølbajere, for ligesom at slutte sommerskolen ordentligt af (dvs.: øl nok til at få "båksmälla" hele søndagen)

I formiddags blev de tre bedste posterforfattere i øvrigt præmieret. Det er en hel historie for sig, for det lignede lidt af en farce. Jeg synes ikke at hverken deres postere eller deres forskning skilte sig specielt ud - eller at det var specielt tematiserende i forhold til grøn kemi - Amerikanerne havde f.eks. nogle utrolig gode og enkle postere, gode figurer og næsten uden tekst og lavede samtidig noget rigtig spændende og banebrydende kemi (og grønt var det såmænd), så jeg ved godt, hvem jeg synes skulle præmieres.
Der var desuden et par indikationer af, at den arrangerende professor (Mr. Tundo) lidt vel tidligt vidste, hvad for en vej vinden bar (eller skulle bære). Det var god Mafia-stil.

Nu kan man selvfølgelig godt sige, at jeg bare er en bitter gammel mand og pigesur over, at jeg ikke fik en pris. Njaeh nej, jeg lever fint uden, men jeg er sgu lidt trist over, at det er vennernes venners studerende, der bliver præmieret af den aldrende professorale plakatkomité. Det er vist desværre en uheldig tendens i Italien (fik jeg indtryk af ved at tale med et par af de italienske ph.d.´ere), og det er spørgsmålet, om ikke det (fortsat) vil tage dem nogle årtier at komme korruptionen, de uheldige vennetjenester og mafia-vældet til livs. Men det er selvsagt svært i et land, hvor premierministeren ejer de tre største mediekonglomerater...

På gyngende grund (Fredag d. 17. oktober)

Sat, 18 Oct 2008 18:26:00 +0100

Det er blevet skyet i Venedig, og det er blæst op, så nu er det rigtig morsomt at sejle med havnebusserne. Og apropos havnebusserne, så sejlede de så lidt som muligt fredag, da de faglærte arbejdere (tror jeg?) tilsyneladende har en eller anden national strejke-dag hvert år denne dag (effektivt er det vel en fridag for arbejderne?). De har dog en eller anden form for reservedrift fra La Giudecca til Venedig, så man kan godt komme frem og tilbage.

Dagens videnskabelige højdepunkt var en en meget gestikulerende og velformidlet franskmand, der fortalte om mulighederne for at bruge mikroalgekulturer til CO₂-rensning, og samtidig bruge algerne til at lave kemikalier, brændstoffer og elektricitet ud fra. Nogen ser det som fremtidens måde at sekvestrere kuldioxid på (og smart lyder det, må man sige), men de store tekniske systemer er vist ikke realiseret endnu, og det er stadig lidt på pilotskala rundt omkring.
Derudover har det været noget kedeligt krejl, men igen redder Weekend-avisen og en medbragt laptop mig fra den værste kedsomhed, så jeg sidder med et halvvågent øje på diasshowet og prøver ellers at få noget andet arbejde fra hånden (ja ja - selvfølgelig er det uhøfligt at sidde og skulke fra timen på den måde, men det er jo mig, der er den uopdragne dansker, klassens bølle, blandt de alt for autoritetstro katolikker, og hvis ikke jeg skal gøre vrøvl, når det hele er for lavt niveau og mere kedeligt og irrelevant end at sidde i halvanden time og se på maling der tørrer, hvem skal så?).

I aften var Yury og jeg igen ude og spise, denne gang med to russiske piger, og det var også meget lækkert sådan set. Bagefter er Yurys kæreste fra Slovenien kommet hertil, idet de planlagde at tage til Verona lørdag, og nu vi er jo i katolik-land, så det er tys-tys med hvem der sover hvor (selvom der ikke er noget griseri, skulle jeg sige) - eller at hun overhovedet er på Residenza Junghans. Nichts gehört, Nichts gesehen - det er lidt som at skjule folk, der er gået under jorden. Yurys kæreste medbragte nogle slovenske specialiteter (mad og vin), som blev fortæret under stor moro.

Billedet til højre er i øvrigt fra gårsdagens tur, som bl.a. gik via Rialtobroen

Optur (Torsdag d. 16. oktober)

Fri, 17 Oct 2008 19:28:00 +0100

Dagens mest interessante forelæsning handlede om at kunne justere nogle specielle opløsningsmidler mellem henholdsvis hydrofil og hydrofob tilstand, for derved at kunne udføre multiple reaktionstrin i samme solvent (i f.eks. den farmaceutiske industri), og det var slet ikke så dårligt. Samme forelæser gav også et fint foredrag om at få ideer i forskningsprocessen, og forsøge at lave revolutionerende (grøn) kemi, der flytter noget. "Groundbreaking", kunne man sige. Derudover var der to kinesere, der leverede nogle mildest talt elendige forelæsninger, så det gider jeg ikke skrive om. Yury og jeg sad på bagerste række og prøvede at holde os vågne, men jeg havde medtaget Weekendavisen, så jeg var dækket ind mod den værste kedsomhed.

Sidst på eftermiddagen lysnede det dog, thi der var Poster-session (fremvisnings-reception med vore medbragte plakater), så vi defilerede rundt med et glas i hånden og så kloge og interesserede ud, og man forklarede hvad det var for noget klamhuggeri, man rendte og lavede til daglig.

Ud og få noget mad i løgnhalsen igen sammen med amerikanerne og så en bette iscreme til at toppe op med, derpå ud og handle noget sprit og sprudelwasser ind i supermarked. Så hjem til Junghans, og der holdt vi Bloody Mary & Screwdriver-fest med en masse fra sommerskolen på taget af bygningen, hvor der er udsigt over La Guideccas skyline og Venedigs vandfront. Vi bliv smidt ned af en gammel sur portier efter en halv time, men fortsatte ufortrødent i gården foran Junghans med flere skruetrækkere og limoncello, og der gik da så yderligere et par timer, inden der blev stille (jeg hørte fredag morgen fra en af universitetets post-docs, at han blev ringet op af en meget oprevet Junghans administrator, der var sur, havde haft lydklager, og ikke ville have gentagelser, basta).

Turisteri (Onsdag d. 15. oktober)

Wed, 15 Oct 2008 20:07:00 +0100

I dag var der faktisk et rigtig spændende foredrag om glycerol, der jo i nogens øjne bliver et kæmpestort platform-kemikalium i fremtiden, dvs. en af de grundkemikalier, som en masse andet bliver lavet ud fra (det er et biprodukt ved biodieselfremstilling ). Det kan der herske forskellige udlægninger af, og det gjorde der også (læs evt. lidt om mit eksamensprojekt her på siden).

I eftermiddag var der ingen forelæsninger, så vi holdt fri, fik madpakke med og tog på udflugt hver i sær. Yury og jeg satte kursen mod nogle af de andre øer i den venezianske lagune, nemlig Murano, Burano og Lido (kysten). Vaporettoerne (eller havnebusserne) har noget rutesejlads rundt i hele lagunen (ligesom busserne i de store danske byer), så vi sprang på en udadgående båd.

Murano er glaspusternes gamle ø - i de gode gamle dage monopoliserede Venedig handlen med kvalitetsglas ved at støvsuge glaspusterne fra omkring middelhavet og hente dem til Murano. Så der kan man i dag i bedste venezianske stil købe sig fattig i dårlig glaskitsch, hvad vi undlod.

På Burano, som ligger omtrent en mil fra Venedig By, havde de nogle underlige små huse i alle mulige farver, og vi gik og spekulerede over, hvilken socialgruppe fra middelhavslandene, der så var blevet hevet herop, siden det nu var gået så galt - måske alle malerne, eller måske alle farveblanderne. Se vedlagte dokumentation.
Så skulle vi lige have noget is henholdsvis friturestegt fisk inden vi hoppede på båden. Her gik det selvfølgelig galt, og Yury kom ikke lige tilstrækkelig hurtigt ud af starthullerne og fik ikke fisken hurtigt nok ned i løgneren, så det var kun Mr. Theilgaard Madsen Anders, der nåede at mønstre (trods blot adskilt af sekunder). Hovsa.

Nåmenne nå så da der, så sejlede jeg videre med ruteprammen og ned langs Lido (den tynde strimmel kyst, der adskiller lagunen fra Adriaterhavet), og går man ikke i land så er næste og sidste stop Markuspladsen, så der endte jeg op, og snusede tilbage gennem byen, fik noget haps smidt i løgnhalsen og hjem igen. Gad vide, hvornår Yury kommer hjem...

På toppen (Tirsdag d. 14. oktober)

Tue, 14 Oct 2008 22:45:00 +0100

I dag stod forelæsningerne på en særligt dødbringende kedeligt tema, nemlig et fælles projekt om alle aspekter af forbedring af opløsningsmidler, under navnet "SolvSafe". Umiddelbart kunne det jo godt lyde som et interessant samarbejde. Men det blev ikke præsenteret som meget andet end organisation, samarbejdspartnere og ambitioner, og det kunne man måske have forelæst for en flok statskundskabs-studerende, men for kemikere var jo ikke lige dét, der var sjovt. Det var i hvert fald hverken industri eller grøn kemi, der handlede om i nævneværdig grad.

Yury og jeg slap dog væk fra en del af forelæsningerne om formiddagen, og tog ned og fik fikset noget gratis trådløst internet op på en cafe et stenkast derfra ad en snørklet gade, så vi kunne begynde at lave noget reelt arbejde og få skrevet og kommunikeret ting derhjemme.

Som sædvanlig var frokosten super og morgenmaden næsten fraværende, men man vænner sig vist til at spise på den måde, selvom jeg tvivler på, at det er lige så sundt som dansk kost og -vaner.

Vi er ved at blive lidt trætte af de italienske tøsebørn, fordi de er sky og utilnærmelige, og så har de en generel uvilje mod at kommunikere på andet end deres modersmål, med mindre man tvinger dem. De er i hvert ikke ret vant til at tale engelsk og virker næsten bange for det. Så det er svært at få en god snak om alt muligt kørende efter programmet er sluttet - også selvom det bestemt ikke handler om bare at lægge dem ned i et hug (vi tror, at det ville tage et års tid eller to at få arbejdet sig ind på dem i tilstrækkelig grad til at gøre dét, hvis det endelig var sagen).

Vi fik til gengæld købt noget rødvin og hvidvin ind, 6 L i plasticflasker totalt, og så fik vi os en kop drue fra toppen af junghans (ovenpå 4. etage). Her fik vi så vendt løst og fast om sommerskolen og andet bl.a. med de to amerikanere. Heroppefra er der en der en super udsigt ud til en hel del sider, bl.a. kan vi se ud til Lido (kystenlinien ud for Venedig), det meste af La Guidecca, over til Venedig by (bl.a. Dogepaladset), ind til Mestre (industri-raffinaderi-havneby).

Vi (jeg og Yury) har nu fået et værelse sammen uden andre mennesker. Yes! - så kan vi komme hjem fra byen, når det passer os... :-)

Ca' Foscari (Mandag 13. oktober)

Mon, 13 Oct 2008 22:59:00 +0100

Så er forelæsningerne kommet i gang, og vi føler os allerede hensat til de studerendes tvangspassiverede verden, hvor tiden nogen gange bare skal gå, så man kan komme ud.

"Ca´ Foscari" hedder universitet i Venedig, eller rettere, de historiske bygninger, der i gamle dage har huset universitetet. Der holdes forelæsninger, men vist kun om rent boglige fag som historie og matematik. Naturvidenskaberne er røget over på fastlandet, for der er ikke plads til laboratorier eller værksteder (og man må ikke lave om på ret meget Venedig, det er jo en historisk by, forståeligt nok).

Morgenmaden her foregår på en lille bar ud til vandet på La Guidecca med udsigt til Venedig, så meget meget smukt, men den består til gengæld af valgfri kaffe og en croissant, hvilket sjældent er godt til at mætte og tilfredsstille en kold viking fra norden ("hvor er havregrynene?", hørtes som kommentar bagefter, i båden på vej til forelæsning). Frokosten er til gengæld var anti-pasti + salat + pasta, så der må vi nok sige, at der blev modkompenseret for morgenmaden.

I dag har vi hørt både spændende og kedelige forelæsninger, men det har ikke ligefrem handlet om nye bulk-kemikalier til den storkemiske industri - hverken om at forbedre den, forny den eller omvælte den. Men vi håber, at det kommer, så vi kan beskæftige os med noget i Megaton pr. år-skalaen.

Til gengæld har vi været en smule på galej her til aften (kan man sige det i Venedig?). Ja lidt har jo også ret. En af arrangørerne er, Gud ske lov, Post-doc fra udlandet (Australien), bor "down town" og kender alle barerne og gå-i-byen stederne. Så vi fik noget Pizza, et par øl, og nogle "spritz" - en lokal specialitet, som er lavet af campari, hvidvin og Sprite eller dansk vand. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle hælde noget ned i løgneren indeholdende campari, men det var slet ikke så galt, som det kunne have været.
Jeg bor på værelse med en ægypter og Yury er sat sammen med en inder, og det vil være passende for Yury og jeg at bo i samme rum - vi påtænker at arrangere en lille "ombytning", så vi kan flytte i samme værelse inden vi kommer ubehagelige og på rulleskøjter hjem fra byen. Forhåbentlig lader det sig gøre.

Dagens citat: "For the very small membranes, You have no balls".

La Guidecca (Søndag 12. oktober)

Sun, 12 Oct 2008 22:20:00 +0100

I dag er vi ankommet til Venedig, hvor vi skal være indtil næste søndag på sommerskole i grøn kemi. Det er universitetet i Venedig, der arrangerer.

Jeg rejser sammen med Yury, også Ph.D.-studerende på CSG, men oprindeligt fra Rusland. Vi var glade afsted fra København i formiddags og det hele gik fint og glat dernedaf. Der gik så lige noget ged i den med ankomst og bagage, fordi Yury fik taget en forkert kuffert på transportbåndet i lufthavnen. Det fandt han til gengæld først ud af, da vi var kommet helt til Venedig. Så babu-babu skulle vi have hjælp af italienere, der desværre ikke var meget bevendt. Til gengæld stod der en adresse på kufferten, og med lidt hjælp fra farmand hjemme ved PC´en fik vi hevet en flok mobilnumre ud, og sørme, om der ikke var nogle danske Venedigturister i den anden ende. Så jeg måtte løbe ærinde hele turen ned til Markuspladsen (ca. 2 km), aflevere kufferten til rette ejermand og så tilbaws igen - og Yury måtte ud i lufthavnen og hente sin bagage, det er heldigvis ikke så svært, når man kender vejen...

Men vi er da kommet lidt i gang, har fået noget introduktion til stedet her og sommerskolen er åbnet, og så var vi da lige indviteret til forfriskninger (mad og vin :-D) på en restaurant nær ved.

Vi er indkvarteret i lidt af en krydsning mellem en ungdomsresidens og et hotel, som hedder Junghans. Det er ret spartanske værelser, men det rør mig nu ikke, til gengæld er vi begge blevet indlogeret med en anden deltager, og det havde de da slet ikke behøvet. Vi må se om vi kan flytte rundt i morgen.
Junghans ligger på en bi-ø i Venedig-lagunen, La Guidecca, 300 m syd for selve Venedig by. Den her ø er lidt ligesom Lyngby: Den lukker kl. 7 om aftenen, og så er der helt tomt og dødt i gaderne (og på kanalerne). Til gengæld er der en yndig udsigt til Venedig herfra, som ser smuk ud i lys, luft og hav om aftenen og natten. Men vi havde da håbet på en ølbajser eller to i stedet for æstetik.

Så i morgen bliver vi ovre i selve Venedig hele dagen og indtil vi kommer hjem. Ellers glæder vi os bare, til det hele går i gang, og vi forhåbentlig for lært noget og kan komme lidt omkring og se byen.

Bildung

Sat, 11 Oct 2008 09:26:00 +0100

Jeg er så småt på vej til udlandet, Italien igen såmænd, denne gang på sommerskole i Grøn Kemi i Venedig. Så det bliver en uges penge under mere sydlige himmelstrøg. Der er ikke noget foredrag, der skal holdes denne gang, så det er på skolebænken og sidde ret med rank ryg en uges tid. Jeg har til hensigt at skrive lidt hver dag dernede fra, så der bliver måske til en lille føljeton. Der bliver nok også tid til at se lidt på middelalderens "Dør til Østen" og tage billeder (og spise italiensk mad), så måske får det lidt karaktér af ferie også :-)

Køkkenprojektet på psykopatgangen skrider frem efterhånden, for en udenforstående måske langsomt, men vi kan nu tydeligt høre både sømpistoler, save, hamre og boremaskiner fra tidligt om morgenen.
Der er blevet trukket ledninger og rør. Allerede de to nye toiletter tager form (eller væggene gør), og der er kommet hul i muren ind til 348. Jeg har klippet en flok snapshots ind i det vedlagte, så man kan se, hvorledes det hele skrider frem. vi har fået et lille kighul ned til de andre gange, hvor der vist nok skal gå et ventilationsrør. Et nota bene bør måske her indføje, at de skal være færdige med det hele om godt 2 måneder på alle de fire etager, så det er vel meget godt, at det ikke ligger helt brak...

Madklubberne er rundt omkring på de andre gange. Eller dvs. hos troglodytterne (3. sal sydøstfløjen) og IVde sal (midterfløjen). Det fungerer egentlig udmærket. Vores middagskonversationer hos psykopaterne har før køkkenrernoveringen haft en tendens til at blive lidt vel lumre, og på den måde er det vel udmærket at lære at tale om mere sobre emner med andre mennesker.

Vi har dog stadig vores kære ovn (gaskomfyr, men ovnen er elektrisk), så den bliver flittigt misbrugt til at lave store stege, riste rodfrugter, kager, bagværk som boller og brød, og det til både hverdag og fest. Så vi klarer os, nogen ville vel sågar sige, at vi trives - såmænd.

Kemi og kultur i Torino

Fri, 26 Sep 2008 07:53:00 +0100

I den forgangne uge var jeg i Torino på kemi-konference, en stor europæisk konference med en masse forskellige sessioner om alt muligt kemi. Vi var en lille bande på fem fra CSG, der tog afsted, og de 4 Ph.D.-studerende af os havde hver fået 15 minutters foredrag. Konferencen blev holdt i de gamle Fiat-fabrikker, der nu er omdannet til indkøbscenter og kongreshal.

Selve konferencen var nu noget kaotisk noget, og holdt efter min mening heller ikke et tilstrækkeligt niveau. I hvert fald var der meget lidt deciderede katalyse-studier eller grøn kemi-studier, hvilket jeg jo synes er spændende. Italienerne havde ikke registreret os ordentligt fra starten af, så vi var nær ikke kommet ind tli hverken konference eller konferencemiddagen (hvor vi til gengæld gav den gas da vi kom ind!).

Manglen på koordination kunne man nok også have gættet på fra starten, når nu alle ph.d.-studerende fra CSG fik et foredrag, hvilket normalt tilfalder de d´Herrer Lectores et Professores, der skriver et ordentligt abstract - så de har vel haft problemer med at fylde sessionerne op med tilstrækkeligt højt kvalificerede oplægsholdere.
Ikke engang frokosten havde de styr på, så der forsøgte de at henvise til et eller andet slam i konferencebygningen, der ikke var til at indtage. Så vi tog ud i byen i stedet.

Jeg selv fik jo så også lov til at holde foredrag til konference for første gang, og det var sgu lidt pres at stå der og bræge løs om det knald, man render og laver til daglig, for nogen mennesker hvoraf nogle forventes at være rimelig højt-på-strå rundt omkring. Men det gik helt hæderligt.
En af de andre Ph.D.-studenter fra centret, Uffe, fik lov til at være formand for en af sessionerne, sammen med en mafia-professor fra Messina (de havde åbenbart haft problemer med at finde nogen, der gad at være session chairmen).

Men så er det jo godt, at man er i Italien, så der var god mad og god rødvin hver aften og ud og spise. Og vi fik set en del på byen, som er en flot og velbevaret gammel kongeby og hovedstad i regionen Piemonte, med den sædvanlige kaotiske italienske trafikkultur. Der er forbavsende få beværtninger i Torino, hvor man bare kan få pilsnere, men vi fandt da nogen (...beværtninger + pilsnere). Italienerne har ikke den samme gå-i-byen kultur som os, så de tager istedet ud og får middag og is, i stedet for at drikke sig sanseløst i hegnet. De spiser også sent, gerne omkring klokken 21, og bruger en del tid omkring aftensmåltidet - og det fungerer mere eller mindre som byturen for dem.

Svanesang

Wed, 3 Sep 2008 21:09:00 +0100

I den forgangne weekend har psykopatgangen sagt farvel til vores køkken, vort elskede hjem, og mit igennem snart fire år, og vi har holdt sidste madklub og drukket den sidste skål i det gamle køkken, trampet det sidste pharisæertramp og holdt den sidste morgenfødselsdag. Faktisk har vi tilbragt meet af weekenden på vores nye "altan", idet håndværkerne har stillet stillads op ud mod gården før det stundende arbejde, og det har vi da brugt som en herlig mulighed for at slikke morgen- og eftermiddagssol og spise fælles brunch.

Alle køkkenerne i Arresøgade-fløjen (den Nordvestlige "længe" på Studentergården) skal nemlig renoveres - fra scratch. Der bliver såmænd inddraget et opstødende værelse til de nye køkkener, der s. Det betyder, at psykopaterne (og tilmed pharisæerne, barbarerne og bersærkerne) er uden rigtigt køkken i optimalt fire måneder (måske flere, men nu ser vi, hvor hurtigt håndværkerne kan arbejde).

Så vi skal have et nyt køkken, og det trænger gevaldigt, idet skabslåger er blevet trætte, køkkenbordplader rådner, skuffer går skævt og i det hele taget er der et mindre forfald (som kun kan holdes stangen med den allerstærkeste ordensdisciplin).

Men før vi kan komme så langt, så skal vi gå så frygtelig meget grueligt igennem. Vi står uden ordentligt køkken, så baderummene i vores fløj er indrettet som the-køkkener ("Køkkelettet", som vi kalder det, eller køkkenbadrum). Man skal altså (med håndklæde om livet og bare tæer) passere ud gennem andres spisen morgenmad, når man skal have sig sin morgendusche, og vice versa. Madklubber kan vi i sagens natur ikke have på vore nye og meget små og mangelfulde køkkener, så der er indført et sindrigt system, hvor de fire gange, hvor renoveringen står på, på skift spiser hos de resterende syv gange samt i røde sal.

Det er i øvrigt de gode venner fra Dampskibsselskabet af 1912 (via en almennyttig fond indstiftet af Mølleren og hustru), der er så velvillige, gavmilde og glade mæcener, at de lader bekoste hele dette foretagende. Tak for det.

Navigare necesse est

Fri, 15 Aug 2008 08:08:00 +0100

For tiden går krudtet med at komme ind i rumlen efter sommerferien, og sommerferien, må jeg sige føles ualmindelig kort, når man har vænnet sig til at have omtrent 9 ugers koncentreret fri i alt. Efter ferien har jeg dog været til møde med alle griseingeniørerne og kræmmerne fra Jylland (jamen hvis de laver døde svin om til brændsel i en industriel proces og sælger det, så kan jeg da godt kalde dem det?) :-), og der var probs og thumbs-up for det udførte arbejde og planen for det kommende. Så nu hvor vi nærmer os phd´ens et-års fødselsdag er det jo meget godt at vide, at folk i hvert fald ikke er totalt afvisende overfor det, man bruger deres penge på. Nu skal der jo også produceres artikler og skrifter og undervisning og - men der er nok alligevel tid til at gå lidt i laboratoriet og få nogen sjove katalysatorer bikset sammen.

Jeg har været i sommerhus de to foregående weekender - lige pludselig, når ferien er blevet kort, så skal weekenderne straffes så meget som muligt, så man kommer ud af vagten og får set noget. Som altid er det hygge at komme i sommerhus og se familien. I søndags var jeg og "de voksne" på teknisk museum, hvor far og jeg så på gamle fly og biler og motorer. Samt på DASK og den gamle regnecentral, der stod der rank og strunk med alle dens ferritlagre og syede kobbertråde. Skide spændende for nørder (altså mig), der synes, at teknik, kræfter, el og energiomsætning er sjovt.

I dag tager jeg ud og sejler med nogen af psykopaterne i Jeppes sejlbåd LaXen, og det varer resten af weekenden. Jeg har fået noget smag for sejladsen, og det trækker noget i mig - jeg kunne godt tænke mig at købe en båd eller en bådeanpart på et tidspunkt, for at dyrke det noget mere. Eller også blive søspejderleder.
Sejlads er en herlig måde at koble af på - man ligger ude i bølgerne, og det er vinden og strømmen og skibet (samt evnerne ved sejlet og roret), der bestemmer, hvor meget man kan og hvor langt man kommer. Man kan ikke rigtig gøre noget fra eller til i situationen, man kan ikke gå eller stikke af eller surfe på nettet, hvis man keder sig - det er egentlig noget, som man bør unde sig oftere: Intet at kunne stille op i den situation, man er havnet, udover at styre skibet, forstås. Altså, kede sig indtil man affinder sig med situationen, og begynder at nyde stilheden og elementernes tøjr i båden.

Exodus

Fri, 11 Jul 2008 22:54:00 +0100

Søndag for tolv dage siden (29/6-08) slog Julie og jeg op. Det var Julies beslutning, og den kom som noget af et chok, da det bestemt ikke var noget, som jeg havde set komme (og derfor heller ikke havde reageret på det). Noget målløs slagen var jeg da også. Jeg er ked af det, og havde håbet at det var os to, og at vi fik tingene til at fungere. Det var det så ikke, må jeg erfare, og det er ikke nogen rar følelse, når man synes, at der er masser at slås videre for. Vi havde nok forskellige væremåder på nogle områder, som var svære at passe ind i hinanden. Og så er der jo ikke meget mere at gøre. Held og lykke må hun have.

Det er ikke den sjoveste måde at gå ferien og sommeren i møde på, og det ødelægger da også arbejdsmoralen. I hvert fald har jeg tusset rundt på arbejdet og prøvet at lave noget, men det er ikke blevet til helt så meget, som man kunne ønske - motivationen og glæden har tilsyneladende startet ferien lidt før jeg selv havde tænkt mig det. Psykopaterne og kammersjukkerne tager sig dog rigtig pænt af mig for tiden, og på den måde er det dejligt at have en lille familie omkring en, der vil een det godt og holder een oppe - ja, det guld værd.

Nå, men ferie har jeg nu, og det holdes fra lørdag morgen, hvor jeg tager en uge på sommerlejr med spejderne på Lolland - Nordisk lejr (Nordtræf) med finner, svenskere og nordmænd. Der bliver så mange stramme barduner, besnøringer og gnattede lejrpladser og så meget good turn og lejrorden, at det kommer til at gøre helt ondt. Dernæst en uge på Bornholm med nogle seniorspejdere. Vi skal over og klatre, vandre og feriere lidt på hammeren. Der bliver der nok lidt mindre lejrorden end forgående lejr... :-) Men, der er vist nok noget at glæde sig til!

Julie & Anders
♥ 25. juli 2006
† 29. juni 2008

Renderi og fremmøde

Sun, 15 Jun 2008 21:19:00 +0100

I torsdags var jeg til møde I århus med arbejdet, så lejlighed opstod for at få set lidt på byen og hilst på nogle århusianere. Så torsdag til fredag besøgte jeg min fætter Razz og hans kæreste i Århus. Det var virkelig hyggeligt. Vi kiggede lidt på Århus midtby, vi fik os noget kaffe-kage, vi var ude og spise græsk mad (og det var også dejligt), så var vi derefter ude at få en øl og til sidst mere kaffe og mere kage. Jeg overnattede hos Rasmus, og fredag tog jeg så hjem til mine forældre for at få mors mad.

Her har jeg så været hele weekenden. Jeg har brugt det meste af søndagen på at ringe til spejdere og spejderforældre, fordi de snøvl ikke har kunnet finde ud af at tilmelde sig indenfor tidsfristen, eller faktisk ikke har kunne finde ud af tilmelde sig punktum. Det var ellers så simpelt som at sende en mail til mig med spejdernavn og antal fremmødende forældre og overføre pengene til gruppens konto.

Det affødte en god samtale med farmanden, den gamle bandit, der jo også er gammel spejder, og har spejderideen siddende inderst i sjælen. Og hvorfor kan man ikke finde ud af at komme og få meldt sig til? Ja måske er det dem ligegyldigt, og de har fået det indtryk, at de kan komme og gå, som det passer dem. Men spejderbevægelsen er lige modsat - der er ansvar, forpligtelse og kammeratskab, så hvis man udebliver, går det ud over de andre.
I fodboldklubben kommer jo alle mand (i videst mulig omfang) af hus, når de er udtaget til holdet - ellers svigter man jo sine kammerater. Så hvorfor føler man ikke den samme forpligtelse for sine spejderkammerater, der i mindst lige så høj grad som på fodboldholdet er afhængige af een selv, ens fremmøde, indsats og indstilling? Der kunne være nogen grunde til det, som f.eks. DDS kom til at indføre f.o.m. 70´erne og 80´erne, mens andre ting måske er kolporteret ud med badevandet. Jeg tænker videre over det i toget.

Mandag morgen skal jeg tilbage til møde i Århus igen. Mandag eftemiddag kan jeg så sidde i toget og dødkede mig - indtil jeg skal til oprykning med spejderne mandag aftenen. Sikke et renderi frem og tilbage mellem landsdelene.

24x7 - instant updates...

Sun, 1 Jun 2008 20:10:00 +0100

Her i weekenden var familien til Eileens og Jespers sølvbryllup. En dejlig fest i skønne omgivelser i Præstø, og vejret var selvfølgelig forbilledligt (selvfølgelig - når nu meteologen holder fest!). Jeg havde lidt hovedpine dagen efter (:-D) og hænger også lidt med øjenlågene nu, hehe. Julie måtte desværre melde afbud, da hun selv er ramt af opgaveskrivning til den helt store guldmedalje - skal aflevere i morgen mandag kl. 14 - og der er et stykke vej igen endnu.

Nu kan man selvfølgelig godt gøre sig lystig over, at andre ikke kan planlægge deres tid - men jeg selv er jo bestemt heller ingen helgen overhovedet hvad dét andrager, og det sker nok for mig i den kommende uge, hvor jeg skal aflevere business-plan i Entrepeneurship (et fag jeg følger som del af min phd-uddannelse) sammen med to andre kemiker-lømler, samtidig med at jeg holder forsøg i live i laboratoriet og har alle mine aftener booket til andre ting. Hip hip hurra for en overfyldt kalender og opgaveliste

Det lyder jo sjovt - men morskaben slutter slet ikke der:

I fredags sagde min vejleder, Monsieur Le Professeur, sin stilling op på instituttet. Fra om en måned. !!!+! Det blev annonceret internt i gruppen halvanden dag i forvejen, så det efterlod ikke megen tid til eftertanke og mulige forsøg på at genformulere ens arbejde i en potentiel ny kontekst. Det efterlader jo unægteligt een og anden med en god spandfuld spørgsmål og undren over ens nye situation.

Nogen af de lidt for spændende ting er blandt andet hvem der bliver ansat i stedet (hvis nogen?), og hvordan ens vejledersituation ser ud. Osv osv. På den anden side kan man måske også bruge det som en lejlighed til i højere grad at få foden under eget bord, og få ens egne interesser udtrykt mere eksplicit i det arbejde, man udfører. Bruge situationen må man i hvert fald forsøge så vidt muligt (hvis muligt...).

Så jo... der sker da noget indimellem, selv på arbejdet.

Elitisteri

Sun, 1 Jun 2008 17:27:00 +0100

Videnskabsministeriet har for et par måneder siden godkendt støtte til oprettelser af 12 nye "Elitekandidatuddannelser" på universiteterne med 25 millioner i støtte de næste 3 år (sic!). De skal centreres, som det forstås, omkring eksisterende forskningsmiljøer. Derfor synes det nu på denne plads berettiget at undersøge nogle træk ved det elitære.

DR havde i en tv-serie fokus på "eliten" i danske uddannelser. Lone Kühlmann mediterer og causerer i Politiken 4. april over den anden udsendelse, som handler om oprettelsen af en elitehandelsgymnasial uddannelse på Niels Brock. Vi følger eleverne.

Kühlmann:
Nu kan meget ske i redigeringsrummet efter mange timers optagelser, men alligevel var det nogle påfaldende tydelige signaler, vi fik fra de unge mennesker og deres lærere:

»Vi vil gå i suits og habit og have magten«, sagde én.

»Ligegyldigt hvad jeg laver, vil jeg være rig. Det vigtigste er at være rig«, sagde en anden.

Lad fare, at det er Niels Brock, så man forstår, at denne gymnasiale uddannelse er målrettet erhvervslivet. Om der så er en verden udenfor pengenes synes at stå uklart.
Men det er jo ikke begavet!!! Unge er (og bør være!) optagede af indhold, substans, mening, af ret og vrang - det med pengene kommer tidsnok, ved vi. Et interessant spørgsmål er da, om vi behøver at ofre mere krudt på de nærige, magtliderlige og forfængelige? Er der i øvrigt ikke her et påfaldende socialt sammenfald mellem de potentielle elite-studerende og så de bedre folks forkælede møgunger? Undskyld mig - men det ligner en sociokratisk lukket fest for de fede.

Underligt sammenfaldende er eliteuddannelserne med nogle af regeringens yndlingsforskningsområder, nemlig noget, der leder til ny (salgbar) teknik af den ene eller den anden karat eller til en endnu højere grad af økonomisering af den karriere, vi kalder for liv. 7 uddannelser har et teknisk sigte, 4 har et økonomisk. Kun det sidste, "Kognitiv semiotik", lyder en lille smule opfindsomt. Men det er sgu nok bare psykologi i lette nye gevandter.
Man kunne spørge, om det bliver rigtig elitært overhovedet - eller om det ikke bare er kejserens nye klæder? Måske virker det kun elitært for Videnskabsministeren, og hvad siger det så herom? Sjovt nok er der ingen humanistiske fakulteter blandet ind i de nye eliteuddannelsers fakulteter.

På DTU er vi også blevet et eliteuniversitet. Det er vi så vidt jeg kan greje blevet, fordi ledelsen omtaler os sådan, dvs. konstruerer os i en sammenhæng, hvor vi er elitære. Og jo ja, der er da også forskere der klarer sig pænt. Helt sikkert, nogle af dem er endda internationalt anerkendte for deres indsats på deres område. Så vi er ikke bare dygtige, nej, vi er eliten.

Interessant kan det nu ses, at talen om eliten er en poetik (skabelse, genesis). Det vil sige, at vi bliver elite når vi taler om at vi er det. Jeg synes bare ikke, at DTU er særlig forandret. De unge mennesker, der kommer, skal stadig igennem de samme fag og øvelser (og den grundlæggende matematiske teknik forandrer sig jo ikke). Det er stadig tekniker-håndværkertyper, gymnasiestræbere, nørder og bonderøve (som mig selv).

Det handler ikke om at lave eliteforskning for de få. Det handler om at få det bedste ud af de mange. Projekt eliteuddannelse kan bedst karakteriseres som en resignation af den pædagogisk-didaktiske opgave det er at gøre dannelse i gymnasiet og højere læring på universiteterne forholdsvis tilgængelig, således at en rimelig del af den danske ungdom kunne forventes at tilegne sig en kandidatgrad og gøre gavn med deres begavelse.
I stedet forsømmer man nu i tavshed uddannelse af bredden og lader den forfalde, og uddeler midler via strategiske puljer, mens sækken strammes om basismidlerne.

Det er en misforståelse at lave universitetspolitik udelukkende med fokus på eliteforskning. Humanisterne, teologerne, medicinerne, samf.´erne, politologerne og juristerne fra universitetet har ikke som hovedopgave at lave nye virksomheder og bedrive eliteforskning. Det kan en en del af deres universitetsmiljø eller følgende karriere, men ikke den primære. Nej, deres opgave er i systemisk forstand at bygge riget, nationen, samfundet ("konstruere", vil Feinschmeckerne sige).

Det er de selvindbildske, der har brug for at smykke sig med det konstruerede begreb "eliten". Vi har brug for de flittige, de frække, de antiautoritære, de stille, de mærkelige. Og nu mener de indbilske altså, at de skal være eliten og studere på elitegymnasier og eliteuniversiteter for elitebemidlinger. Virkeligheden er, at de ikke er særligt godt begavede. Til gengæld har de fået luft, medvind og taletid, hvilket det ikke bliver kønt af i sig selv (snarere tragikomisk). Og hvis nogen siger, at de ikke skal have hvad de peger på, så er det i hvert fald jantelov, og det går ud over konkurrenceevnen. Men det er flabet og opblæst og selvoptaget, særligt når det ledsages af mere eller mindre pseudo-metafysiske argumenter som talen om "jantelov" og "konkurrenceevne". Der skal være kausalitet i begrundelserne!

Vi har brug for dygtige studerende og dygtige fagfolk. Men vi får dem ikke ved at bilde os ind, at eliteuddannelser er løsningen og måden at få de absolut dygtigste til at trække "bunden" op (bvadr!). Det får vi kun højrøvede, naragtige og indbildske studerende af - Holberg ville nok kunne gøre os en komedie heraf. Hvad nytter det at superuddanne een person, når man forsømmer ti? Hvis denne ene arbejder dobbelt så hurtigt eller godt som hver af de ti - har vi så ikke forsinket os selv en faktor fem?
Nej, vi skal tage uddannelsensopgaven på os, og prøve at gøre alle så dygtige som muligt. Også, ja endda særligt, de "normale" eller "jævne". Der er unægtelig nogle flere af dem, men de er nu noget billigere i uddannelse og drift, og de er ikke indbildske. Man kan ovenikøbet bygge virksomheder og forskningsinstitutioner og offentlige organisationer på dem. "Elitetisterne" skal nok klare sig igennem og lære meget mere end os andre under alle omstændigheder, hvis de da er værd at samle på.

Der er ikke noget i vejen for at lave undervisningsdifferentiering, men elitisteriet er blevet en karikatur på sund dygtiggørelse, og medfører udsultning af universitets- og uddannelsessystemet.

Referencer:
Pressemeddelelse fra VTU, 4. april 2008
"Uhørt: Eliten" af Lone Kühlmann i Politiken, 3. april 2008
"Eliteuddannelse: Eliteuddannelse er en underskudsforretning" af Nina Trige Andersen i Information, 14. marts 2008

Kuk kuk, jeg er ikke helt borte endnu...

Sun, 11 May 2008 11:22:00 +0100

Opdateringsfrekvensen er ved at nærme sig nye lavpunkter, så jeg må hellere lige skrive lidt om, hvad jeg bedriver, inden I tror, at jeg er gået helt i hi :-D

Sidste weekend var Julie og jeg i sommerhus i Odsherred. Det var virkelig dejligt at komme væk fra al trummerummet derhjemme, og virkelig rart at have nogle dage at hvile ud og slappe af og kigge op i himlen i herrrrligt vejr med direkte udsigt til Nekselø-Sejerø-bugten.

Tirsdag i denne uge har jeg afleveret artikeludkast til Le Professeur, hvilket jeg har været noget forsinket med, og derfor har det også presset mig noget at blive færdig med (så jeg har bl.a. haft rigtig dårligt overblik over min kalender og andre gøremål, bl.a. denne klumme...). Alt det kan man så begynde at kigge efter nu, og lave skadekontrol på det, der er opsat. Nu må vi så se, hvor mange røde rettetegn, der kommer retur til mig - og hvor hurtigt vi derefter får artiklen indsendt til peer review (og hvor mange røde rettetegn der kommer ud af det, og derpå hvor hurtigt får lavet rettelser og genindsendt, og om vi _så_ får røde rettetegn fra andet peer review, bla bla bla). Artikelskrivning er i sandhed en stykkevis opgave (og også stykkevis frustrerende).
Ellers går arbejdet sin vante gang, der er administration og udstyrsindkøb og ting og sager, der skal ordnes, der er forsøg der skal laves og resultater, der skal analyseres og fortolkes, og i det hele taget en masse der skal forfattes om det dernæst. Man har hurtigt en masse at lave (rigeligt til både 37, 40, 45 eller 50 timer om ugen, hvis man har lejlighed for det).

Her i pinsen er jeg i Berlin med mit kor, Laetitia Musica. Vi skal synge to koncerter i to kirker senere i dag, pinsedag. Men ellers holder vi så meget fri som vi kan. I går var vi mestendels på vandring rundt i byen for at høre lidt om Berlins mildest talt vanvittige historie. Vejret er herligt, øllene er billige, folk er flinke, og mit tysk er ikke så rustent, som jeg kunne have frygtet. Jow tack. Berlin er en fed by. Mandag eftermiddag tager vi hjem med bus og er sindssygt sent hjemme. Og så er det tilbage på instituttet.

En sidste kommentar herfra sku´ li´ vær´ den, at Julie har overtalt mig til at tage med på Roskilde Festival for at opleve stemningen og blive helt enormt inspireret og bare hænge ud og gøre det man har lyst til - historien er, at hun jo er Roskildedenser, og derfor er Roskilde Festivallen en rimelig integreret del af historie og bevidsthed. Jeg havde nær bemærket til det med lysten, at hvad hvis jeg bare har lyst til at tage hjem, var det så ok - men på den anden side synes jeg, at det skal have en fair chance for at vise, om der er noget man går glip af eller hvad.

Smil (du er i Holland!)

Mon, 3 Mar 2008 21:05:00 +0100

Kaptajn Jespersen her er taget til konference i Holland, hvor det handler om katalyse og kemi - særligt med fokus på grønne og bæredygtige kemiske produkter og processer.

Det er den 9. årlige hollandske konference om katalyse og kemi, og den er særlig derved, at to tredjedele af deltagerne er phd-studerende eller post-docs, og derudover nogle professorer samt sponsorer og industrifolk. Pga. rimelig sponsorinteresse er konferencen gratis for phd-studerende, da en del af konferencen også handler om at skabe kendskab og forbindelser mellem erhversliv og forskning. Claus (professoren) har holdt foredrag hernede og har i den anledning fået lov at tage 2 phd-studerende med, hvor kost og logi er betalt, og jeg har i den anledning fået lov til at tage med - dejligt.
De fleste medbringer en videnskabelig plakat i A0 (en "poster") med resultater og metoder for, hvad de laver, og i morgen skal jeg også selv fremlægge min egen for de forbipasserende, der lægger mærke til den. Det meste af ugen er gået med at få den færdig, så det er en lidt stolt og lidt nervøs Anders, der betræder de bonede gulve :-)

Her i Holland har man fundet ud af, at man lige så godt kan holde et stort møde for alle de katalyse-relaterede foreninger og grupperinger, som folk er medlemmer af. Så i stedet for, at alle foreningerne laver deres eget lille møde, der aldrig vil kunne blive særlig stort, så holder man én stor konference, hvor småmøderne og andet kan slås ind under. Samtidig har man en rimelig kontakt med erhvervslivet, der gerne møder op og fortæller om karriemuligheder og egne virksomheders fortrin (og medbringer foldere, der kan bruges til at spille bullshit-bingo :-D). Dette gør vist også, at emnerne i konferencen ikke bliver alt for esoteriske.
Noget lignende kunne godt savnes i Danmark, hvor f.eks. kemiingeniørgruppen, kemisk forening og foreningen af bioteknologistuderende kunne slå pjalterne sammen, holde årsmøder og foredrag ved samme lejlighed og derved give plads til nye ideer og berigelse af hverandres arbejde. F.eks. gennem poster-sessioner og plenar-foredrag.

Mere klima (for pengene)

Sat, 23 Feb 2008 10:29:00 +0100

Jeg er nødt til at starte med en lille disclaimer: Jeg er en af dem, der har den opfattelse, at der gives drivhusgasser, at deres koncentration i atmosfæren stiger, og at der af den grund bør tilrådes forsigtighed med udledningen af selvsamme gasser så vidt som overhovedet muligt (forsigtighed er ikke hvad der præger den faktiske udledning).
Videnskaben kan faktisk ikke, i hvert fald ikke i sådan en gammeldags kritisk-rationalistisk forstand, endnu pege på kausale virkningsfølger der påviser påvirkning af det globale klima af menneskeskabt udledning af drivhusgasser.

Jeg ville bare lige lave en brush-up på den altid verserende diskussionen om energipolitik og -omsætning:

EU-kommisionen udtalte i de første uger af året, at danskerne i 2020 skal dække 32% af energibehovet med vedvarende (CO2-neutrale) kilder. Det betyder, at regeringens mere mådelige udspil på 20% så står i et lidt halvsølle lys.
Det synes klima-ministeren så ikke er rigtig forfærdelig sjovt, thi "man er betænkelig ved, at der fra EU´s side drives socialpolitik med klimaindsatsen", sagde hun. Ligeså "har Danmark jo i forvejen bidraget med megen teknologi og en aktiv indsats f.eks. mht. bygning af vindmøller".

For man kan jo ikke forlange, er resonnementet, at de lande, der har det højeste BNP (altså: de mest moderne og industrielt udviklede lande, eller med andre ord de lande, der i forvejen har udviklet deres vedvarende energisystem bedst) skal besidde et teknologisk forspring og derfor kan pålægges at bære en større del af byrden med at nå de svære (?) omstillinger af energisektoren.

Fogh Rasmussen lancerede ellers nogle pæne og ganske ambitiøse mål om omstillingen af energi- og transportsystemet inden valget sidst i 2007. Og det er fint og godt og rigtigt med ambitioner, synes jeg. Hvilket man selvfølgelig passende kan bede ham om at efterleve i regeringsudøvelsen EFTER valget, men man skal nu nok få det hele tørret af og vandet ud på belejlig vis i et kompromis med DF om (endnu) flere penge til de ældre.

Danmark kunne snildt på få år komme op på 50% af el&varme-forbruget fra vedvarende energi indenlands (og hvorfor ikke med A-kraft for resten af pengene?) - det behøver måske ikke engang koste alverden og gå ud over levestandard eller noget (måske tværtom). Viljen i en stor del af befolkningen til aktivt at medvirke vil være positiv, nemmer jeg.

Lad os lige bese tingene i rette perspektiv: Vi har en klimaminister, der siger, at vi skal gøre en stor indsats for klimaet ved flest mulige lejligheder, fordi det er vigtigt. Men det skal vi så åbenbart ikke alligevel. Vi skal altså kun gøre imaginært - altså, vi skal kun tale om, at vi gør noget. Sikke en gang mund-diarré. Jeg ville kunne forstå det, hvis det var Flemming Hansen eller Claus Hjort Frederiksen eller andre klassiske hard-linere, der afslog handling med et eller andet slags erhvervshensyn til Dong og Mærsk (eller hensyn til de bilejende kernevælgere i Nordsjælland - det er selvfølgelig næsten det samme). Men klimaministeren?!? Det er slet og ret for patetisk og taberagtigt at mene, at et land, der engang havde et forspring i udviklingen af miljøteknologi (vel og mærke ikke på grund af de nuværende regeringspartier), ikke behøver at forfølge ambitiøse mål for at indkorporere energisystemer fri for fossile brændsler.
Jeg selv er overordentlig betænkelig ved at vi skal have en klimaminister, da det ligner et mediestunt til at dække over mangel på handling, og ikke på modige og fremadrettede beslutninger baseret på tilgængelig videnskab (jf. disclaimeren ovenfor).
Det er spil for galleriet, muligvis sindrigt udtænkt. Og det eneste formål klimaministeren tjener er at smile for pressen, rejse til Grønland og få isen til at smelte for øjnene af amerikanske senatorer. Så det hele ser sexet ud inden klimatopmødet i København i 2009, med (ineffektive) brintbusser og climate corporate policy og stor ståhej for tomme løfter. Men enten betyder det noget for regeringen, og helst nationen som sådan, eller også gør det ikke - og hvis det betyder noget værdigt, så skal det ikke være en gang udenomssnak, ellers skal vi i hvert fald ikke have en klimaminister.

Se det på Den Kongelige Danske Statsradiofonis hjemmeside

Juleferie

Sun, 30 Dec 2007 20:34:00 +0100

Måske har De bemærket, at denne blog ikke opdateres ofte. Når det så sker, kommer der en ordentlig svada, som ingen på nær de mest halsstarrige eller frygtløse kan overskue at læse. Herfor beklages. Jeg synes virkelig, at jeg har haft travlt siden jeg startede på Ph.D.-projektet, måske fordi der også lige pludselig også skal tages hensyn og keres om kæresten i det daglige.

Det er klart, dagsværket er gået fra at være studie til at være arbejde, i hvert fald formelt, hvorved en anden forpligtelse følger - sådan virker det da på mig. Men prinsessen er også kommet til og er desuden kommet hjem fra London, siden for et år siden, så status er alt andet lige anderledes. Det er måske bare sådan det er at have en kæreste (det må jeg nok lære at leve med, i så fald)

Sidst lillejuleaften, efter julepakkeræs lørdag og Julies fødselsdagsfest for veninderne søndag eftermiddag, tog jeg så med toget hjem til familien i Holstebro. Hvor var det dog vidunderligt at få tempoet ned i nogle dage i familiens skød uden stress og jag.
Julie kom over til os 2. juledag efter julefrokost hos farmor. Nu har vi haft nogle gode juledage hjemme hos "Casa de Theilgaard", hvor der for mit vedkommende har været tid til fjolleri og computerspil og ren hygge, og for Julies vedkommende bare opgaveskrivning (aflevering 2/1-08). Ja ok, altså, det har været dejligt for mig og træls for Julie. Kedeligt med de eksamensregler på KU.
Jeg selv kan nu også mærke, at jeg ferierer på lånt tid, og at rotteræset snart starter igen.

Når man nu ferierer rundt derhjemme, noterer man en del interessante fænomener vedrørende tingenes gang og tilstand under de himmelstrøg:
katten vinder derhjemme ugens pris som den mindst velopdragne. Det undrer mig, at de ikke i det mindste prøver på at vise den, hvem der bestemmer og hvad den må og ikke må. Men det må de selv ligge og rode med.
Mine brødre spiller computer fra morgen til aften. Det er åbenbart så vigtigt, at man ikke venter sig andet af dem, og der derfor ikke er nogen nævneværdige krav til indsatsen for at få praktikaliteterne i det daglige til at fungere. Og min lillesøster fortaber sig i mainstream-underholdning enten i form af fjerner, DVD, computer eller opbyggelige bøger, sidstnævnte som så kan pløjes igen og igen, til den totale ukendelige igenkendelighed. Så det er julen i vores familie: Nogle få juletræssang-afbræk i en eller tung og seriøs indsats foran den store elektroniske frembringer af syntetisk virkelighed (skærmen). Nå ja, så er de da indimellem til fest og drikker bajere og sprit med gutterne/gutinderne. Altså: Altsammen sunde intellektuelle interesser, som mor og far også behørigt lader ungdommen muntre sig med, blomsten af Danmarks land, denne vor stolte og frie fremtids forudsætning.
Jaja. Jeg er i hvert fald bombesikker på, at jeg bliver en meget strengere og fastere far, når/hvis jeg engang avler kuld :-)

Nå, men alt i alt, en glædelig jul, den smule der er tilbage og som vi har lov at nyde, og et knaldgodt sprængfarligt nytår til Jer alle. Husk briller og kittel, hvis man selv må ud og lege fyrværker eller kemiker.

Fremtidens brændstof?

Wed, 28 Nov 2007 09:28:00 +0100

For få dage siden barslede det internationale klimapanel (IPCC) med en rapport, der påstår, at vi skal reducere vores CO2-udledninger hurtigere og mere omfattende en hidtil antaget, hvis ikke vi skal ende i en situation, hvor den stigende drivhuseffekt er irreversibel. Jeg vil ikke diskutere IPCC´s påstande her, men det må betragtes som uigendriveligt, at gasser som CO2, CH4, N2O og H2O virker som drivhusgasser. Gasser kan isoleres og studeres, og deres rolle som drivhusgasser bør der ikke herske tvivl om.

Politikere, journalister, forskere og bedsteborgere af mange slags ævler løs om biobrændsler, så det er en ren lyst, som den store løsning på fremtidens globale miljøproblemer.
Nu forsker jeg jo selv i fremstilling af biodiesel, så skulle det måske ikke hytte mit skind, at man stiller biobrændstoffet i et godt lys og ønsker at avancere det? Måske, men jeg kan i hvert fald pege på nogle få faktiske omstændigheder, der forhåbentlig kan sætte alt lidt mere i relief.

Den til rådighed stående danske biomasse fra en rimelig del af vores landbrugsareal kan med både 1. og 2. generationsteknologier måske dække 25-30% af det nuværende brændstofbehov i transportsektoren (og så bliver man i samme ombæring nødt til at anvende noget halm til biobrændstof, der ellers ville være brugt til kraftvarmeproduktion). Det kræver desuden, at en vis procentdel af langbrugsarealet lægges om til at producere brændstof-råstoffer. Så kan man jo selvfølgelig importere bioethanol fra f.eks. Brasilien eller palmeolie-biodiesel fra Indonesien, men man kan så spørge sig selv, hvor meget regnskov hisset der skal lade livet for ens transportiver her - langbrugsarealet er jo ikke nødvendigvis til rådighed dér heller, men synet på uproduktive regnskovsarealer dernede er modsat her i landet ofte pragmatisk (desværre). Så biobrændstof kan i nogen sammenhænge lyde besnærende, men kan ikke blive andet end en midlertidig løsning, eller i hvert fald en hjælp i den rigtige retning til en start. Til gengæld er det en hjælp, der er til rådighed nu.
Derfor er biobrændstof blevet politikernes darling, sutteklud - og drivtømmer (undtagelsen hertil er Enhedslisten, der under valgkampen faktisk har sagt noget delvist næsten reflekteret om biobrændsel). Man skal altid være varsom, når noget, der hidtil har haft begrænset bevågenhed, pludselig avanceres til et varmt og væsentligt emne for en betragtelig størstedel af politikerne. Der er en del kommentarer man kunne knytte hertil. Den første kunne være, at det er nemt og opportunt:
Vi er for vænnede til den luksus og den magelighed det er at kunne køre i vores egen bil så hurtigt og så langt som vi lyster, når vi skal nogen steder hen. Og tænkt hvad der kunne ske, hvis nogen begyndte at fortælle os, at den luksus snart kun er de rigeste og det vigtigste forundt. Politikerne er paniske for at skulle gå i gang med det, der er dømt til at gøre ondt på størstedelen af den bilejende befolkning, og som derfor vil være voldsomt upopulært. Derfor er historien om biomasse til brændstof så god. For det er ikke så populært at fortælle danskerne (eller andre), at det skal være 2 og 3 gange så dyrt at tanke diesel hhv. benzin, 5 gange så dyrt at flyve, at brændstoffet skal bruges sparsomt, at man skal køre sammen på arbejde, og at man i det hele tage ikke har den mobilitet, som vi engang troede hørte fremtiden til. Det bør den nemlig ikke gøre endnu.
En kraftig begrænsning på den "frie" transport i bil må alt andet lige betragtes som en nedgang i levestandard, og den nedgang vil de færreste acceptere. Her kolliderer vores naturgivne (!) trang til magelighed altså igen med naturen og naturvidenskabernes hårde kendsgerninger.
En mere aktiv, bevidst holdning hos borgerne til at spare, slukke og skrue ned kan karakteriseres på samme måde - den kræver opmærksomhed og vedholdenhed for at blive til en sund vane, og det er besværligt. Det besvær kan også betragtes som en slags nedgang i levestandard.

Nu er Peak-oil scenarierne selvfølgelig ved at komme vores umættelige forbrug til afhjælp af den groveste del af den fossile forstoppelse. "Skal vore motorer tørste, når olien slipper op?" Nej, det kommer de nok desværre ikke til. Syntetisk brændstof kan produceres ud fra kul eller naturgas (eller biomasse). Med de nuværende oliepriser er det økonomisk rentabelt, og det vil det blive profitabelt i tiltagende grad med stigende oliepriser. Det er bare et faktum, at der frigives CO2 ved fremstilling af syntetisk brændstof, og derfor er den endelige udledning af CO2 ca. en halv gang større pr. tilbagelagt afstand end med petrobrændstof (hvis råstoffet er kul, hvad man må forvente).

Når man ved, hvor ufleksibel og ustabil den landbaserede offentlige transport nogen gange er (og da særligt ved rejser til udlandet), fortænker på den anden side ikke nogen bilister i at køre selv. Den slags dovenskab må vi nok bare vænne os fra og helst fra nu af, hvis vi vil få drivhuseffekten under kontrol.

Europa er i en vis forstand lille nok til at vi kan befordre os rundt mellem de fleste hovedstæder eller storbyer i højhastighedstog. Det ville begynde at hjælpe noget, i hvert fald når togene er eldrevne. Men det duer bare ikke, når det er alt for dyrt, langsomt og besværligt i forhold til at flyve eller køre i bil selv.

Biomasse er en del af en midlertidig løsning af energi-transport-miljøproblemerne, mens produktionen af og fra og lagringsmetoderne til fornybar brint bliver tilstrækkeligt store til at dække de mest graverende behov, også på transportområdet. Det sidste sker bare ikke uden en aktiv udvikling og opmærksomhed, og biomassen er så langt fra nok til at dække andet end en brøkdel af vores olietørst.

Så jeg advokerer for, at man tager de upopulære beslutninger, får lagt de afgifter fremadrettet og begynder at tilbageerobre jernbanenettet. Og så gør det i betryggelse af (ja det er tilsyneladende tryghed vi lever af her i landet), at industri, erhverv, forskere samt ikke mindst vælgerne skriger på løsninger og langsigtet planlægning. Og skulle vi så se ikke at få bygget de A-kraftværker og få nedbragt CO2-udslippet?

Nogle facts:

Den årlige CO2-udledning pr. dansker har ligget stabilt de sidste 15 år på 10-12 tons CO2 pr. person

En flyvning frem og tilbage til Sydamerika, Californien eller Japan udleder ca. 3-4 tons CO2 per passager

1000 km bilkørsel resulterer i ca. 200 kg. CO2-udledning (benzin stationcar, normalt forbrug)

Se mere: Your Carbon Footprint?

Korpsrådsmøde og Spejd 2020

Fri, 19 Oct 2007 08:30:00 +0100

For 3 uger siden var jeg til korpsrådsmøde i Det Danske Spejderkorps. Den slags gælder som generalforvirringen i spejderkorpset, og sådan et cirkus tæller henved 500 mand. Det foregik i Odense, på en skole, Gud bedre det, så ikke noget med telt og stort lejrbål og flaghejsning. Til lejrbålet, bemærkes, var der ikke engang noget brænde, og sådan en brøler holder simpelthen ikke i spejderregi. Så næ tak, papirspejd og dagsordener, om vi må bede, og ikke for megen udendørsaktivitet - selvom overnatningen nu for manges og mit vedkommende foregik i telte.

Det er egentlig helt fint, at et korpsrådsmøde er et "papir-arrangement". Det er jo for pokker en generalforsamling, og det er altså ikke meningen, at det skal være præcis ligesom at have 11-årige juniorer med på lejrtur, selvom det sidste med garanti er sjovere. Imidlertid er der noget andet, der i mine øjne ikke er, som det skal være:

DDS er ved at blive et medie- og management-spejderkorps. Vi laver handlingsplaner om "bedre spejd til flere", vi ævler løs om kreativitet, solidaritet, nytte, synlighed og attraktive spejdergrupper, og værre, vi tillægger os derved en sprogbrug, som man bruger i moderne medievirksomheder eller et af socialdemokratiernes partiprogrammer. Da sproget (bredt, hermeneutisk forstået) skaber sindelaget, kan vi simpelthen tale livet af os selv i DDS. Language is a virus!

Lad os lige holde formålet med DDS for øje: At danne børn og unge til ansvarlige og vågne borgere gennem friluftsliv. Det er pinligt, men sandt, at det handler om at komme ud i naturen og at lade børn lede børn ved brug af naturen og dermed lade dem vokse med opgaverne. Vi har glemt, at vi skal danne og ikke drømme. Har vi glemt, at vi skal opdrage, forvente, endda bestemme, og at alvor venter bag barnets leg, i stedet for en panisk intensiverende jagt på de udefinérbare "fede aktiviteter"?
Måske har vi endda pakket spejderne ind i pædagogisk vat og glemt, at vi også skal være ledere: En kantet leder kan en spejder selvfølgelig godt slå sig på, men han kan også holde fast i ham - modsat med den runde leder, som man glider af på. Måske har vi endda glemt vores barnetro på det enkle i spejdersporten? Og at den ikke kræver en Ph.D. i pædagogik? Når det drejer sig om handlingsplaner og synlighed på korpsrådsmødet har vi i hvert fald glemt, at ledelse først og fremmest handler om at vise et godt eksempel for spejdere og omverden: Show it - don´t tell it!

...Nå, men vi fik da en tur ud af det, og Ulrik Fassel fra 2. Højbjerg og jeg dokumenterede det hele ved at opfinde et nyt spil til lejligheden: Spejd2020-bullshit-bingo?! Lige klar til at printe ud og tage med til møde i gruppen, divisionen, kursusudvalget, eller sågar til korpsrådsmødet.

Spejd2020-bullshit-bingo? spilles som bankospil, man printer simpelthen bare så mange plader ud, som man ønsker, og så krydser man ordene af, efterhånden som de bliver sagt til mødet. Når man har pladen fuldt, eller bare en række, råber man "Bullshit!". God spas.
Find spillet her: Spejd2020-bullshit-bingo?

The Ultimate scientific dictionary

Sun, 16 Sep 2007 21:34:00 +0100

Activation Energy: The useful quantity of energy available in one cup of coffee.

Chemical: A substance that:
* 1) An organic chemist turns into a foul odor;
* 2) an analytical chemist turns into a procedure;
* 3) a physical chemist turns into a straight line;
* 4) a biochemist turns into a helix;
* 5) a chemical engineer turns into a profit.

Chemical Engineering: The practice of doing for a profit what an organic chemist only does for fun.

Inorganic Chemistry: That which is left over after the organic, analytical, and physical chemists get through picking over the periodic table.

Natural Product: A substance that earns organic chemists fame and glory when they manage to synthesize it with great difficulty, while Nature gets no credit for making it with great ease.

Organic Chemistry: The practice of transmuting vile substances into publications.

Physical Chemistry: The pitiful attempt to apply y=mx+b to everything in the universe.

Reentré

Mon, 10 Sep 2007 16:31:00 +0100

Sidste weekend holdt jeg kandidatfest med stærk (og uvurderlig) hjælp fra psykopatgangen, og det endte med at blive rigtig hyggeligt og vellykket, folk var glade og havde en god aften. Kandidaten blev så rigeligt (næsten alt for rigeligt) begavet, hvilket ramte med nogen benovelse. Og mere kan man jo ikke forlange.

I denne weekend tog Julie og jeg i op til Julies mors sommerhus for at komme lidt væk fra det hele sammen. Det var rigtig dejligt at lave manuelt havearbejde lørdag, dvs. slå græs og koge hyldesuppe og ellers bare glo ud over havet og se naturen og geare ned.

Ellers er jeg kommet i gang med Ph.D.-en for tre uger siden, og får efterhånden noget fra hånden, synes jeg. Vi har en artikel på vej ud af døren til et internationalt tidsskrift med nogle gamle eksperimenter, skal gerne lave en anden artikel til Dansk Kemi også, og jeg skal lige straks til at lave eksperimenter med noget biodiesel. Og så venter der måske noget bogskrivning til en engelsk bog om bæredygtig kemi. Så det er fint at komme i gang igen med det hele, og rart at der er noget at se til.

Candidatus Polytechnices

Thu, 9 Aug 2007 22:35:00 +0100

Sidste onsdag, for otte dage siden, forsvarede jeg mit eksamensprojekt, så nu er jeg blevet civilingeniør (!!!+!). Jeg har også gået og ventet på det siden jeg afleverede før Skt. Hans, så det var bestemt glædeligt at både studerende, vejleder og censor kunne finde en dag, hvor alle havde tid. Det er 6 års studium på DTU - masser af lærdom, glæder og sorger og daglige iagttagelser og rutiner - der pludselig tilendebringes og afslutter et kapitel i livet.
Jeg selv har nydt at have en identitet som studerende, og jeg bilder mig da også ind, at jeg til sidst er blevet glad for at studere og blive klogere.

Selve forsvaret var meget stille og roligt, jeg havde inviteret Julie, familien og centret m.fl., men det var kun familien, kæresten, en veninde og medvejlederne der dukkede op, udover hovedpersonerne. Derefter var der øl og kage (her var fremmødet noget større).

Min arbejdsindsats har åbenbart været god nok til at min vejleder har tilbudt mig et Ph.D.-stipendiat omhandlende katalytisk produktion af biodiesel. Center for bæredygtig og Grøn Kemi, CSG har i et par måneder haft et sådant stipendium slået op. Det vil være en udvidelse af ressortområdet i forhold til eksamensprojektet, og det passer rigtig godt til mine interesser for brændstof, katalyse og kemisk produktion i en verden, der i tiltagende grad vil præges (og bliver det!) af ressource-knaphed.
Ph.D.-Projektet foregår i samarbejde med et konsortium af en håndfuld danske virksomheder interesseret i dette område. Biodiesel har energi- og miljøpolitisk bevågenhed både på nationalt og internationalt plan, og det er i det hele taget en god historie.

Så jeg takkede ja til projektet for et par dage siden, som man måske også kan forstå af det ovenstående. Det vigtige for mig er dog, at emnet er skide spændende [sic!], og at jeg brænder for det - samt at det i sig selv giver mening, og er miljømæssigt og økonomisk relevant. Det er ikke alle nyuddannede, der kan have alle disse privilegier opfyldt for deres nye arbejde.

Første arbejdsdag er den 20. august, så indtil da nyder Julie og jeg ferien så meget, som vi kan, i sommerhuse, på visitter og til fødselsdage og fester. Jeg kan blot sige: To be continued...

kommentering...

Fri, 27 Jul 2007 23:17:00 +0100

Så fungerer hjemmesidens funktion til kommentering af indlæg igen, efter at have været udenfor rækkevidde i en periode. Den Ærede Læser er velkommen til at skrive et svar, en notits, en hilsen, et digt eller en sang, eller måske en mindre fristil, ved at trykke på "kommenter".

Hesselø Air Terminal

Sun, 8 Jul 2007 20:40:00 +0100

Så er jeg hjemme igen efter 8 dages sommerlejr på Hesselø, en lille (nu igen) øde ø i Kattegat med en meget smuk og enestående varieret natur og en spøjs (kultur-) historie.

vi har haft en herlig uge trods et noget varierende vejrlig, der indimellem (og særligt torsdag) bød på den helt specielle danske sommervejs-kombination af silende dagsregn i hård vind til kuling.
Vi har bygget, badet, sejlet, lavet en masse mad på bål og i jordovn, og samlet skrald på stranden (good turn). Vi har været ude hele døgnet, og vi har holdt hinanden ud og jeg har holdt storspejderne i ørerne i 8 gode dage væk fra al travlhed og jagen efter vind. Det har været meget oplivende at genopdage lejrlivets charme og elementært glædelige måde at leve på.

Transporten til Hesselø er en udfordring - der går intet i rute, en større logistisk operation er ganske enkelt nødvendig - og for at komme derud sejlede vi med Hven-færgen Harald Blåtand fra Helsingør ved midnat, og landsatte spejdere fra kl. 04.30 lørdag morgen 30/6. Langgangen skete ved at sejle to motorbåde til og fra skibet og til land, en samlet operation der tog små 3 timer inklusiv materiel og rafter. En tilsvarende, men omvendt plan var lagt for hjemtransporten. Dette blev dog forpurret af kulingvarsel med indtil 16 m/s for kattegat. Herved blev opsamlingen udsat først til søndag kl. 20.00 og siden til tirsdag. Dette medførte i første omgang enkelte panderynker hos spejdere og ledere.
Imidlertid var øens opsynsmand Karsten en fantastisk flink mand, der tilbød sin og to venners assistance med at hente os i 3 privatfly i pendulfart, hvortil ja takkedes. Denne luftbro bragte os alle og materiel sikkert ned i Hundested i formiddags.

"Hjemme vil du mindes lejrens søde duft af røg i dit tøj." Jeg håber, at den gode stemning og indstilling vil spores hos spejderne i lang tid fremover - de har i hvert fald fået en tur, de sent vil glemme. Nu gælder det projektforsvar, jobsøgning og boligsøgning - samt opfølgning på alle de andre skibe til højre og venstre, som jeg har i søen.

Terminering

Sun, 24 Jun 2007 11:37:00 +0100

Ja - så fik jeg endelig afleveret. Det fantastiske kulturskrift om oxidation af polyvalente alkoholer med guld. Det skete torsdag middag, og siden da har kæresten insisteret på, at jeg skulle holde mig fra skærmen og få hældt nogen bajere indenbords. Det har hun nok megen ret i.
For dælan hvor var det rart at få det afleveret og skudt af. Det holdt hårdt til sidst, men nu har jeg afleveret, og hvilken lettelse. Forsvaret kommer engang, ca. sidst i Juli, men det skriver jeg mere om i denne klumme senere.

Lige nu tager jeg og Julie ferie, hvor vi rejser lidt i sommerlandet til sommerhus og familiebesøge. I starten af Juli tager jeg på sommerlejr på en øde ø (Hesselø) med spejderne, og det bliver sikkert rigtig fint. Når jeg kommer hjem derfra kigger vi på at søge noget arbejde, samt en bolig, man kan vist ikke blive boende for altid på studenternes gård...

Genkomst

Mon, 28 May 2007 19:05:00 +0100

Et lille pip herfra:
Pinsesøndag var vi med mosters familie på Kullen, og det var rigtigt godt vejr - i hvert fald efter devisen: Der findes ikke dårligt vejr, der findes blot forkerte klæ'r. Så det var sådan noget "godt" vejr, var det.
I dag har jeg lavet madklub for Psykopatgangen, og de fik fisk og pasta med hvidvin.
I morgen lander kæresten med den store fugl fra London og jeg glæder mig really really really mucho mega meget totalt.
Imens alt dette sker og før og efter: Jeg skriver og skriver, og skriver. Giver, på en anden side af den næste lyse nat en kopi til et par stykker på centret til kommentarer.

Jeg vender tibage når jeg har noget mere interessant at skrive. Imens har jeg noget vigtigere at skrive (okay, someone please hit me now...)

Limerick of chemistry...

Sun, 6 May 2007 18:50:00 +0100

Som nogen måske ved, arbejder jeg bl.a. med en guldkatalysator. Følgende limerick, måske ikke helt tæt skruet sammen på tryk og jamber, kom en af pionérerne i feltet til at sige sidste år. Egentlig lidt sjovt (læs: nørdet):

"There once was a scientist of old
Who said that ?all chemistry?s been told?
Now his soul we will save
Though he?ll turn in his grave
For now all new chemistry is GOLD"

Prof. Graham Hutchings (University of Cardiff, UK), 2006

Which OS are you?

Sun, 15 Apr 2007 11:27:00 +0100

Så fik vi det slået på plads:

Which OS are You?

Før og nu...

Sun, 15 Apr 2007 10:33:00 +0100

Früher hieß es: "Ora et labora" - bete und arbeite
Heute heißt es: "Ora pro labore" - bete um Arbeit

Det overlades læseren at afgøre, hvornår snævertsyn og dans om gulvkalven har været mest udbredt.

Crucifixus etiam pro nobis

Fri, 30 Mar 2007 22:52:00 +0100

Så er det endelig blevet påskeferie! Og hurra for det!

Julie kommer hjem i morgen formiddag, og jeg har bag en ellers kølig og fjern facade glædet mig i ugevis. Hun er sgu sød, pigebarnet. Vi tager i sommerhus søndag til onsdag (Julies mors i Odsherred, lige ud til Sejerø bugten).

For mig selv bliver det nu ikke ren afslapning, planen er at jeg skal have en grundstruktur på min rapport inden afslutningen af ferien, og nogle af afsnittene skal skrives til så færdige, at de meningsfyldt kan kritiseres af min medvejleder. Ligesom min journal (ført i regneark) skal være fulstændig ajourført og alle plots skal .
Sidste dag i dag med min sparringspartner Jorge, der flyver hjem til Argentina på mandag. Det var sgu super godt at have ham til hjælp, det har ligesom sat struktur på alt arbejdet, og frugterne af vores 3 måneders samarbejde i form af forsøgsresultater og artikel-udkast er egentlig ikke så dårlige.

"Hvornår afleverer du så". Det spørgsmål har jeg ca. fået stillet 945.723.523 gange de sidste fjorten dage. Og jeg gider ikke svare længere, for det ødelægger enhver glæde ved og lyst til fordybelse i skriveprocessen og transformerer den til en slags uforløst og uvirksom panik. Så hold venligst inde, ihukommende at jeg slider og gør hvad jeg kan.

Og nu afslutningsvis dagens citat - fra Koldkriger Hillingsøs corner (og så taler vi ikke mere om dét!):
"Jeg bruger ikke barbersprit. Kun ren propylalkohol. Mænd skal ikke lugte af parfume, de skal lugte af læder, krudtrøg og sved."
K. G. H. Hillingsø

power-up

Tue, 20 Mar 2007 17:39:00 +0100

Jeg har brugt nogle timer i weekenden på at møblere rundt på hjemmesiden og implementere et nyt loginsystem til sommerhus m.m. Men nu kan man også se billeder i det autogenererede galleri, f.eks. af forældrenes sølvbryllup. Hvis man altså har adgangskoden til login.

Så er der også kommet lidt bedre info om hvad den unge mand har bedrevet i sit studieforløb. Erhvervsrettet, kunne man sige, nu hvor man må forvente engang at skulle søge arbejde...

Se i øvrigt det fine billede i højre hjørne af C60-molekylerne (den såkaldte "Buckminster-fuller" - samme struktur som en Select-fodbold!), der, fordi de nærmest er runde, kan pakkes i en krystalstruktur, der hedder face-centeret closest-cubic packing (fcc), helt ækvivalent til metallers struktur. Det' nano!

Intermezzo

Fri, 23 Feb 2007 14:50:00 +0100

...og nu er der snart weekend (gad vide om man kan komme hjem her fra DTU?)...

Opbyggeligt skrift til HT/HUR/Movia

Fri, 23 Feb 2007 13:18:00 +0100

(eller hvad for et dårligt branding-inspireret navn trafikselskabet ellers kunne have taget sig...)

...Men ved den første rim på sporet går møllen i stå. Synger MC Einar. Det' jul, det' cool.

Det har været lidt af et cirkus at opleve, at den offentlige transport i København mildest talt er gået ned ovenpå snefaldet. Eller i hvert fald kraftigt i stå. Men okay, man kan ikke forvente at det hele kører på skinner, så at sige. Så det synes jeg, at man må tage med et smil, og det synes jeg også, at jeg gør.

Der er bare een ting, der for alvor er graverende: Web-trafikinformationen hos HT kunne ikke klare antallet af forespørgsler til serveren og gik ned. Så sent som for 3 dage siden lovede de højt og helligt at det var ikke noget problem, alt var beredt, sneploven klar osv osv.

Vi kan godt leve med, i hvert fald os der har sted-uafhængigt skærmarbejde, at det er besværligt at komme frem, når frosten bider, det hvide pulver vælter ud af himlen og det stormer fra øst, indtil i hvert fald i et par dage. Så må man jo arbejde hjemmefra og gøre sig det praktisk. Men vi bliver nødt til at vide det, så vi ikke spilder vores tid ved busstoppesteder (det er upålideligt nok i forvejen!)

Det er ganske enkelt for dårligt. Vi skriver år 2007! Havde man regnet med, at måske et par tusind mennesker ville kontrollere trafikforholdene online jævnt hen over dagen? Nej, hele Storkøbenhavn har sgu da siddet foran computeren torsdag morgen for at finde ud af hvordan og hvornår og hvor meget.
Vi skal bruge den information for ikke at spilde hinandens tid i trafikken! Kom nu ind i kampen, ikke?!?

Galathea og cirkus (eller helvede er gentagelsen)

Sun, 4 Feb 2007 21:48:00 +0100

Peter Lind, E-ingeniør/Vanløse, har 14. august 2002 en artikel i Ingeniøren, der dengang fik mig til at skraldgrine. Peter Linds emne og tese er kort sagt, at de unge mennesker ikke søger ind på ingeniøruddannelserne i hobetal, fordi de vil behandles ordentligt, og fordi det er grundlæggende kedeligt at være ingeniør. De har ikke nødvendigvis lyst til at være hovedpersonen i "Stjerne for en aften", men de har lyst til at blive respekteret som mennesker, og de har lyst til at have et liv. Og det er jo, også iflg. Peter Lind, egentlig slet ikke så tosset en holdning.
Hvorfor er en snart 5 år gammel artikel nu relevant for os? Og Peter Lind lyder da en rimelig stor anelse bitter, hvis man læser artiklen, forsmået måske, så er han ikke bare en player-hater?

I den netop udkomne udgave af weekendavisen har Ph.D.-stipendiat i biokemi Jakob Albrethsen et fint lille indlæg om substans og virkelighed i naturvidenskabens verden, og hvordan man passende kan vise, hvad videnskaben bedriver. Han anspores af Anders Lund Madsen, der er med på Galathea men endt med at rejse hjem, da han ikke kunne begribe, hvad det dog havde med forskning at beskaffe, og han ikke mente at der var noget særlig interessant at skrive hjem om. Så det hele lugter af hvervekampagne for de teknisk-naturvidenskabelige uddannelser.

Men hvervekampagnen "Galathea 3" skaffer ikke flere kvalificerede kandidater til de naturvidenskabelige uddannelser. Naturvidenskabsmænd arbejder i laboratorier og på kontorer, ikke på en båd. Og naturvidenskabsmænd laver ikke eksplosioner og farvekemi og dypper balloner i kvælstof dagen lang, som man ellers kunne få indtryk af ved at overvære de kvasipopulære "videnskabsshows" rundt omkring. Hvis det er hvad man vil have, så må man søge ind til artilleriet, eller få farverne på Designskolen. Naturvidenskabsfolk laver kedeligt arbejde, hver dag! Og de kloge (potentielle) studerende kan jo godt gennemskue en reklame. Særligt når den i dén grad falder igennem.

De to artikler viser, hver på sin måde, at de unge vi er interesserede i på natur og teknik-uddannelserne jo vil have substans. Dem der har noget mellem ørerne kan godt gennemskue, at de bliver foregøglet noget. For når reklamen er et show, så siger man også, at naturvidenskaben faktisk er så tude-kedelig, at man ikke tør vise dem frem, men viser en narresut med farver, brag, eksotiske ekspeditioner og pligtskyldig stor pressedækning. Det er IKKE troværdigt. Hvis man vil sælge naturvidenskaben, så vis hvad forskere laver på deres arbejdsplads, og hvis det er for urimeligt, så ændr det, i stedet for at tale så meget om hvor sjovt det er.

Alle ministrene og erhvervslederne har bildt sig selv ind, at det fedeste i hele verden er at få en uddannelse som naturvidenskabsmand eller ingeniør. Og vi bliver ved med at skulle foranstalte reklamekampagner til uhyre summer (Galathea 3 er navnet på den seneste, thi med grundig forskning har det ikke at beskaffe).
Det minder mig i betragtelig grad om det forsømte forår, hvor nogle ældre, bedagede herrer mødes for at mindes "hin grønne og skiønne ungdommens tid", dengang hvor de gik på Metropolitan-skolen. Og ingen af dem kan huske, at der hverken var grønt, skiønt eller noget forår for dem, udover længslen efter de nævnte tre (det kunne dog faktisk Mikael Mogensen huske, evighedsstudenten, der blev siddende dér i kantinen på Københavns Universitet). Nærværende erhvervsledere, dem der er ingeniører i hvert fald, og gør sig kloge på de unge menneskers studievalg, har nok glemt alle de år de studerede samt arbejdede sig opad, 50+ timer om ugen, og at de enten var enøjede eller måtte lide betragtelige afsavn fra liv og lyst.

Nu er politikere jo sjældent ingeniører, så jeg synes passende de håbefulde unge på den anden side af gymnasiet skulle spørge sig selv, og det tror jeg også de gør, hvor troværdigt det er med et samstemmende men disharmonisk kor af scient.pol'er og cand.polit.'er der skriger, at man skal give sig i kast med noget, som de aldrig selv ville finde på?

Konklusionen i Hans Scherfigs roman står i nogle af sætningerne på bogens sidste side. Og de er værd at gentage:

"De ved ikke, at de er forkerte og forkrøblede som kinesiske misfostre."
"Man har givet dem titler og stillinger. Men man tog alle deres forår fra dem. Og det er blevet sent nu."

Måske har de dovne og fjumrende unge, der ikke gider at læse teknik og naturfag, netop indset dét? Kunne vi så ikke faktisk skabe nogle rammer, som var værd at arbejde og studere i, noget hvor man kunne pleje en tilværelse ved siden af - for så skulle de unge mennesker nemlig nok komme, endda uden at vi skulle sende ellers brugbare forskere og journalister jorden rundt i et skib.

Vintervejr og vintertid

Mon, 22 Jan 2007 15:03:00 +0100

Kæresten er fast udstationeret i England og savner mig, jeg savner hende, og det er jo en farlig misére, men måske meget godt for skrivning af eksamensprojekt.

Psykopaterne tog på sommerhustur i familiens sommerhus i weekenden. Det var en hyggelig tur, hvor vi lavede ægte akustisk (hjemmelavet) mad så godt som hele tiden, og ellers så vi Rudolph Tegners skulpturer i Ruslands bakker, så vandet, så hinanden, så bunden af noget øl og vin, gjorde vi.
I aften skal jeg gøre regnskab for mit første virksomhedsår, og indberette skat osv. Der er så meget bøvl med det der skat og moms. Det er ikke fordi jeg ikke gider betale, jeg gider bare ikke at bruge hundrede år på alt muligt bøvlet administration. Hvis jeg nu bare arbejder og indkøber det jeg skal bruge og får betalingen fra kunderne, kan staten, det koldeste af alle iskolde uhyrer, så ikke bare holde sine lange naller for sig selv?

Jeg er begyndt at gå til korsang igen, om onsdagen, nu i et kor inde på Vesterbro (v. Absalons kirke på Sdr. Boulevard). Det er meget godt at komme i gang med det igen, og al den stund det blot er 3 faste og i en vis forstand bevidstløse timer, som jeg skal bruge på det om ugen, er det fint og afvekslende.

Jeg går nemlig i vinterfunktion nu: Alle mentalressourcer er helliget specialet. Jeg sner mig selv kommunikativt og åndeligt inde. Der bliver nok et par overspringshandlinger indimellem, men i det store hele graver jeg mig ned nu. Ikke nogen lange bestyrelsesmails, ikke nogen besøg hos familien eller folk i provinsen, ikke flere lange bøger om filosofi eller kultur eller læring. Ikke flere svinkeærinder. Så må vi se, hvornår jeg bliver færdig til at vågne op af speciale-arbejdsrusen (speciale-hi) igen.

Overskud på frihedsbalancen

Sun, 14 Jan 2007 01:26:00 +0100

Så er vi rundet (af) endnu et år. H.M. Dronningen og Statsfilisteren har gjort den status, som de nu mener skal gøres. "Og hvad har så Hr. Madsen at addere dertil?". Vigtige sager, vil man fornemme:

Det var rigtig godt med noget juleferie, jeg holdt i hvert fald ferie med F. Hjemme ved familien i en lille uges tid som vanligt, men denne gang med Julie (ja, det er så madammen, skulle nogen tvivle) på besøg Holstebro de sidste par døgn. Hun kom hjem efter 3 måneders studeringer i London d. 19. december, og så begyndte det at lugte lidt mere af julefred. Vi har også været sammen langt det meste af julen, og det var virkelig rart, afslappende, og fint at komme mere ind under huden på hinanden og føle at have tid til det.

Vi holdt nytår på Studentergården og var med til at arrangere stor fest for gårdboere og gæster, og har ellers prøvet at få noget hverdag til at fungere med hende som ekstra beboer på mit værelse. Og det er ikke så tosset endda.

Alt godt får jo desværre ende, foreløbigt ganske vist, men i tirsdags rejste hun så til London for at studere igen de næste 3+2 måneder. Ak. Værelset er tomt og lidt klinisk (for jeg er god til at holde orden), og der mangler noget liv og galskab og nærvær uden hende. Skype bliver lige pludselig ens bedste ven. Men det var meningsfyldt at opleve at have en kærlig kvinde at dele juleglæden med.

Nu har vi påbegyndt en ny runde i årets store hjul. Der er nogle ting som stod på min juleønskeseddel, som jeg ikke fik til jul. Der er selvfølgelig nogle rent materielle ting, men de er ikke de væsentligste. Nej, jeg har nogle andre ønsker, ønsker for det nye år, for dig og mig og os alle. Jeg ønsker Jer alle sammen et frit nyt år!

Frit for medielicens (eller, som vi kalder den, afgiften på 2100 kr pr. år for at kunne passe sine studier)
Frit for den socialdemokratisk orkestrerede propaganda serveret som personfikseret pseudohistorisk aftenunderholdning for familien Danmark (Krøniken, Matador, etc.)
Fri for ufleksibel skattelovgivning
Frit for omklamring
Frit for al den tiltagende støj og mangel på baggrund i medieverdenen
Frit til at sige sandheden uden at blive fyret.
Frit til at tvivle, tænke og tro på een gang
Frit til at skabe tilværelsen ikke efter en målestok af sølv, men en målestok af ånd.

Grundtvigsk front...

Wed, 6 Dec 2006 10:14:00 +0100

I søndags tog jeg til Gudstjeneste. Jeg tænkte, at det var 1 .søndag i advent, og det måtte jo være passende at starte (formid)dagen med en psalme og et åndeligt ord og et glas vin. Som sagt så gjort, jeg ville prøve noget nyt, så jeg tog i Nazarethkirken på Ryesgade, Østerbro. Der var mange mennesker, og det kunne jeg ikke helt forstå, faktisk var kirken fuld. Underligt, men det kunne jo være at folk havde horet og bolet og spyet eder og drukket og syndet, og nu ville have Herrens tilgivelse - mon ikke nok den ville blive dem til del - det ville være overordentlig glædeligt.

Ak ak ak, klogere blev man, for præsten skulle ikke prædike lang tid, før man begyndte at ane uråd. Mere og mere gammel-testamenteligt blev det, og han nåede i prædikenens løb både at nævne egen afholdenhed, at man skulle tale alvorligt med præsten hvis man tvivlede på Jesus, og at det gjaldt om at stå på den rigtige side på dommens dag, når himlens hærskarer dømmer med sværd og ild og bål og brand. Fy for satan! Why wasn't I warned!?! Jeg havde det, som om hele Indre Mission og Jehovas vidner og mormoner og kreationister og alle ensidige idioter på een gang var samlet for at fornægte livet...

Som man kan regne ud, skulle næsten hele kirken til alters, de arme syndere, og der var klart nok langt størst tilstrømning til den annoncerede alkoholfrie vin. Ellers ville man jo havne i svovlpølen. Under altergangen var der sådan en slags klaverakkompagneret halleluja-musik. Så listede jeg stille og roligt ud af bagdøren.
Undskyld mig, drenge og piger, men at forvalte gaven fra Herren (livet) så livsfjendsk som at lave regel-religion er efter skribentens overbevisning den sikreste måde at ende i "de profundo lacu", "the lake of fire and brimstone".

For en god snes år siden var der een eller anden, der foreslog indførelse af en "Jesus-brøk" i Kristelig Dagblad. Det gik ud på, at man talte antallet af gange der stod "Jesus", "kærlighed", "nåde" etc., dividerede dette tal med antallet af gange der stod "Gud", "dom", osv. osv. osv., og dette tal var et proportionalt mål for indlæggets kvalitet. Jeg havde det på samme måde, da jeg sad der i kirken.

Karl Kristian kommenterede min re-entré på gården og sagde senere, at jeg var ligbleg, da jeg kom hjem igen - og det tror da pokker. Et lille husgeråd: Lad være med at tage til IM-gudstjeneste i julen, tag til en god Grundtvigsk een, et sted hvor præsten drikker og har 3 kærester samt masser af uægte børn og kan lide jazz-musik (for eksempel). Det er en anbefalelsesværdig veksel til tro, tanke, vid og synsvidde, saft, kraft, livsduelighed og godt humør. Og husk, at for de frelste er der ingen frelse.

Ryslinge tur-retur

Sun, 19 Nov 2006 22:57:00 +0100

Hjemme igen efter den årlige Gl. Elevweekend på Ryslinge. Det er elevforeningens årlige fest på højskolen, der er (var) workshops, der var stor fest med levende musik (hele tre bands!) og bar og lys og lyd og masser af stemning (og druk). Vi har fået to nye piger i bestyrelsen, og de virker meget søde og ligetil og klar til at gøre en indsats. Kært.

Men sædvanligvis en weekend med hårdt arbejde for elevforeningens bestyrelse, der arrangerer hele herligheden, forbereder og finder bands, laver aftaler med skolen, arbejder forud med oppyntning med de nuværende elever og lærere, og som også står for at piske mestendels aldeles ugidelige gamle elever med tømmermænd op for at rydde op på skolen søndag formiddag (svært!). I år har vi lavet lidt om i forhold til sædvanligt, og holdt en slags "festival i november"-tema, hvorved planlægningen er blevet væsentlig mere omfattende end sædvanligt, og specielt hende, der har været primus motor for at arrangere temaet har knoklet (og måtte også lige tage en lur under bestyrelsesmødet søndag eftermiddag - meget velfortjent). Ikke alle de gamle elever er glade for ændringer i det sædvanlige festprogram - folk er grundlæggende konservative - de vil have det, som de plejer at få, så det giver ikke udelukkende positive tilbagemeldinger. De trænger til en gang prygl sgu, noget opdragelse og til at åbne sindet en smule for forandring.

Mit sidste år i bestyrelsen er det nu, den samme periode som jeg afleverer speciale, måske flytter fra Studentergården, får kemiingeniør-arbejde (wenn es gibt so was?). Det er lidt specielt at være med endnu, nogen ville sige at jeg skulle have taget billetten derfra for længe siden. Mit sidste år som formand skal specielt bruges på at få bestyrelsen til at kommunikere og arbejde godt sammen indbyrdes. Og så skal de have en ny hjemmeside.
Men det var grundlæggende rart at være tilbage på skolen igen. Altid et besøg værd. Og værd at slås for.

Højskole uden hør

Sat, 11 Nov 2006 10:09:00 +0100

Nogle af mine højskolebekendte, en håndfuld tidligere elever fra Testrup, er gået sammen om at lave et højskolekursus. Formålet er at vise, hvordan man meningsfyldt kan lave relevant og kompetent højskole for moderne mennesker i det 21. århundrede, så man får ryddet lidt op i forestillingerne om hjemmekartet uld, gøgl, meditationskurser og fællesryger. Og tak for det.
Vallekilde 7.-13. januar 2007 - er du hÆphop og med på noderne, er du også med på Valle. Så der er der dømt innovationtænkning, systemisk kreativitet og open-end projektpiskning, Michelin-kok i køkkenet, og fra væggene skuler Odin og Thor ned på .

Jeg overvejer meget at tage med, for det lyder sgu opbyggeligt og oplivende. Jeg har godt nok noget speciale i vejen, men det kan man jo bruge som undskyldning resten af sin studietid... (!). Der må kunne omskiftes en uge som substitution for en senere vinterferie.

Se mere: www.state-of-mind.dk

Hvad skal det gøre godt for, spørger min kritiske læser. Hvad er der blevet af den gode, gamle, traditionelle, ærkedanske folkehøjskole? For det første er det et faktum, at højskolen senest i 60'erne og 70'er gik fra at være en landbo-fænomen til at være et teater-kropslighed-og-aktivisme-fænomen (nogen siger venstresnoet, hvilket ikke entydigt er korrekt). Man kan jo konstatere, at det ikke er det nuværende alle de unge vil have (før efter de har været på den!).

Undersøgelser viser, at højskolens primære segment, udover familie/ældre-kurser, er blot en fjerdedel af en ungdomsårgang, og af dem når man ud til atter en fjerdedel. Jeg kan såmænd se af statistikken, at jeg selv ikke er faldet ind under "tag-på-højskole"-segmentet, da jeg var 20. Højskolen skal have en målrettet ambition om at 100% af en ungdomsårgang skal på højskole, intet mindre.
Og hvor er 14-dages-kurserne for de nyrige og ressourcestærke to-be-forældre eller singler på ca. 30, der kører karrieren på maks-fart >60 timer om ugen, men som alligevel famler rundt omkring og ikke rigtig kan finde ud af det der med livet, lyset og kærligheden.

Det er kanske et højt mål. Men hvis man mener, at ens berettigelse er at levere oplivning og oplysning med en 16-del af en ungdomsårgang, så skulle man nok a) gøre sig nogle tanker hvordan man får nogle flere og mere forskelligartede personer med ind under paraplyen, b) prøve at pakke føromtalte leverance lidt lækrere ind end det sædvanlige gøgl, hjemmestrik og dårlig potrygning.

Der er aldrig nogen, der har tænkt på handelsskolerne eller de tekniske skoler. Hvorfor er der ikke motorlære, naturfag, innovation, teknisk økonomi på højskolen? Hvad med et sted hvor man kan studere verdenslitteraturen? Hvis højskolen ikke skal trænge sig selv op i et hjørne, må man ud over egen næsetip. Højskolens rolle var historisk at gøre tider med forandring til tider med forbedring*, for helt almindelige mennesker som dig og mig. Well, they're upon us.

*: Anders Lihn Jørgensen, sept. 2005, Beretning v. LHEs generalforsamling

Kunstig åndedræt...

Thu, 28 Sep 2006 16:53:00 +0100

Der sker ikke alverden i denne klumme for tiden, og det vil nok være gennemgående for de næste uger. Så jeg giver lige lidt kurzes info og kunstig åndedræt.

Tidstilstand: Travlhed. Jeg arbejder på instituttet og laver masser af forsøg og ny kemi, og det er spændende og ikke publiceret før, men det kræver nogen gange at man er 12-13 timer på instituttet for at følge sine forsøg til dørs. Det er nu meget godt at have fornemmelsen af, at man arbejder i den rigtige retning, i hvert fald laver jeg en del pæne resultater, og det er da første skridt i retning af at skrive en god rapport.

I går var jeg til mit første tropsmøde i Kgs. Lyngby, jeg skal være tropsleder igen efter 5 års pause, og jeg glæder mig til at få ordentlig spejderleder-jord mellem neglene: Det ER sgu ærlig talt lidt demotiverende at skulle lave spejderarbejde med en klan, man ikke rigtig kan få til stort mere end at more sig med hinanden og drikke øl.

Det Danske Spejderkorps har fået nyt arbejdsstof, som jeg så i går ved bemeldte lejlighed, og det ser ganske fornuftigt ud ved første øjekast - så det bliver sgu weekendens læsestof.

Civilstatus: Geografisk single

Wed, 20 Sep 2006 22:14:00 +0100

Nå men så kom jeg da hjem fra Tyskland fredag aften og var snart ikke landet i landet og hjemme, før man var en del af kærestens fest-mekanik - hun holdt fest samme aften som en art afsked for alle vennerne. Så weekenden har været afskrevet til festoprydning og derpå hen-, ned- og sammen-pakning for Julie. Hun virkede som om hun havde meget godt styr på det til at starte med, meeen det viste sig raskt, at hun godt kunne bruge for en ekstra hånd (og måske en ekstra hjerne til struktureringen).
Søndag var vi kort nede og hilse på Julies mormor i Ringsted og sætte computer op. Hun er 92, men hun er fandme en sej pige, og hun gik rask i gang med at prøve det her moderne djævelskab af.

Mandag tog madammen så med flyvemaskinen til lysende London, hvor hun skal være i 3+5 måneder og studere musik. Det er underligt at hun er rejst nu. Der er lidt tomt nu, og der er lidt mere tid i hverdagen. Men det er stadigvæk lidt tomt herhjemme og ret trist. Jeg håber hun har det godt i Brittanien og glæder mig til at kunne besøge hende derovre engang (eller omvendt - det bliver det nok).

PS: I øvrigt kan jeg sige, at jeg selv vandt konkurrencen om at lige øverst på google-søgningen på forundringsparathed. I grunden er det en skuffelse, for jeg havde håbet at lidt flere højskolebumser (dvs. flere end mig) ville være med på spøgen, og at jeg ikke er nødt til at klemme alle de flødeboller ned i min egen vom. Men det var sjovt at være med.

Grün- und nachhältiges Chemie

Tue, 12 Sep 2006 10:25:00 +0100

Lidt nyt fra Dresden, hvor jeg som - måske - bekendt er til konference i grøn og bæredygtig kemi. Vi er kommet i gang med konferencen og har haft en hel dag med forelæsninger mandag. Det fortsætter sådan set ugen ud. Konferencen afholdes på byens tekniske universitet.

Jeg vil sige så meget, at der bliver produceret utrolig meget grundig men perifært interessant forskning mange steder, og der bliver også produceret en hel del forskere, der ikke kan formidle deres forskning, eller skal lære det, og en del der ikke kan tale engelsk, og skal lære det.
Der er ikke så mange steder omkring forelæsningsbygningen hvor man kan sidde og arbejde f.eks. med sin PC, hvilket betyder at man stort set er tvunget til at tage til forelæsninger hele dagen i stedet (hvor halvdelen af forelæserne kan ikke tale forståelig engelsk, og tre fjerdedele laver noget meget nørdet-specifikt som er irrelevant for andre end dem selv), eller i sidste ende gå til byen og pjække fra samtlige forelæsninger - hvilket heller ikke var grunden til at tage herned. Og man får ikke medddelt sig så meget, som man gerne ville (en art forklaring, hvis jeg ikke svarer på emails).

Dresden er en gammel og kulturel by som så mange tyske byer, hvilket viceborgmestre og arrangører benyttede enhver lejlighed til at understrege ved åbningen søndag aften og ved gårdsdagens opstillede og overflødige reception på rådhuset (men der var da gratis vin!). Dresden er også hovedstad i Niedersachsen, men som man ved blev byen og særligt dens centrum ganske nedslået af britiske bombardementer i slutningen af 2. verdenskrig. Det virker som om meget af byens "finkulturelle" arkitektur er blevet genopbygget, sikkert af vesttyske penge efter murens fald. Vi bor på et u-prangende men i øvrigt udmærket hotel lidt udenfor centrum, i et kvarter der kunne trænge til en ansigtsløftning eller måske bare en kærlig hånd. Det virker lidt skummelt, ligner lidt noget gammelt falleret industri-kvarter ved siden af bolig-blokke i den specielle tunge, høje Østeuropa-i-70'erne stil. Altså DDR for folket - det klinger og gror...(!)

Hvem kan sove...

Fri, 8 Sep 2006 23:30:00 +0100

...i Berlin, synger Nordstrøm, efter poesi af en søvnløs og svedende Tom Kristensen på grænsen af erotiske drømme og det kvasi-virkelige. Jeg selv er taget Europas ukronede hovedstad og venter endnu på søvnen, men modsat datidige og nutidige danske lyrikere i god forvisning om at kunne sove.

Jeg er taget på studietur med CSG (det forskningscenter hvor jeg skriver eksamensprojekt) til Dresden, og vi gør holdt i weekenden i Berlin. Så den står på kultur og strolling nu, og så står den på Grøn Kemi om et par dage, når vi kommer helt ned i Sydøsttyskland. Det bliver sgu meget spændende at deltage i det konference-show. Jeg skal ikke præsentere eller fremlægge noget (jeg er ikke så langt med mit projekt), men alligevel skal jeg nok få noget at fordrive tiden med.

Jeg har ikke præsenteret en større skare for mit privatliv udpindet i detaljen, men jeg kan vel godt offentliggøre, at jeg har fået kæreste. Julie hedder hun, negerprinsessen "Sjyli", der bor på Studentergården og studerer musikvidenskab. Hende må jeg desværre efterlade i Danmark i mit frivillige eksil i Tyskland en uge, og hvad værre er, hun må efterlade mig 3 dag efter jeg kommer hjem i hele 9 måneder, da hun rejser til London for at studere. Ak ja, suk. Intet ordentligt og godt i denne i sin essens timelige verden varer tilsyneladende for altid.

Forbandede ungdom...

Fri, 25 Aug 2006 10:10:00 +0100

"De danske unge laller rundt... De spilder tid på efterskoler og til gruppeeksaminer, så ingen ved, om de overhovedet ved noget. Og det koster alt sammen staten en masse penge. Ikke desto mindre er det folk, uddannet på denne jammerligt løse måde, der i disse år bliver ledere og medarbejdere på alle planer i den uhyre effektive virksomhed Danmark"

Tine Byrchel, kulturjournalist i Paris.
I Information

Forundringsparathed?!?!

Fri, 18 Aug 2006 00:32:00 +0100

Jeg har udskrevet en konkurrence. Tidligere højskoleelever fra lange kurser (3+ måneder) og folk jeg håndplukker kan deltage. Der er en flok flødeboller på højkant, sammen med æren og højskolernes fremtid, som (dvs. førstnævnte) jeg uddeler efter forgodtbefindende til den, der ligger øverst med en personlig side eller blog på flg. google-søgning:

www.google.dk/search?q=forundringsparathed

Og hvad i Himlens navn kunne muligvis animere mig til en sådan gang gas? Mange har nok til ulidelighed hørt på videnskabs-, stats-, undervisnings-, finansministre, Dansk Industri, Cepos, og en uendelighed af altid dårlige management- og idérådgivere, der prædiker stolpe op og stolpe ned om, hvor forandringsparate vi i globaliseringens hellige navn nødvendigvis må være væbnet at være (betegnelsen er alvorlig-sarkastisk ment, thi begrebet "globalisering" er pendanten til Helligånden i den orkestrerede nytte/forbrugs/economicus-religion). Så det tager sit udgangspunkt i mit sommerkursus på Testrup. Højskolens forstander Jørgen Carlsen erklærer i et af de letsindige øjeblikke ved talerstolen (han har ikke andet end sådanne), at han har opfundet et nyt ord, der skal være atter et bolværk mod den omsiggribende nytte-reduktionisme: Forundringsparathed! Det er det, man møder (med) på højskolen og helst også efterfølgende, og det kunne man pendere med begrebet "oplivning" som i "Oplive og derpå Oplyse" a la Christen Kold. Jørgen Carlsen har optrådt med det i denne uge (14.-18. aug.) på P1 i "Ved dagens begyndelse", og den har ikke fået for lidt af den velkendte JC-retorik, kan jeg hilse og sige.

Konkurrencen afsluttes og opgøres d. 18/9 kl. 00.01. Jeg har lavet en konkurrence-side, hvor man kan læse alle detaljerne. Læs mere:

forundringsparathed.theilgaard.net

Testrup

Sun, 13 Aug 2006 12:56:00 +0100

--- Tjekliste fra Testrup: ---
De sorte 80'ere: 1976-1985 - Punk, ekspressiv glimtvis digtning
Lola Baidel: Fiduspoesi ("vi behøver ikke at kalde dem for digte, vi kunne også kalde dem sløjfer")
Søren Ulrik Thomsen: 80'er-digter og fed, før han blev fed.
Modernitet: Ekstremistisk og absurditistisk rationalitet.
Berlin: Europas hovedstad, udtrykker derfor så følt og rigtigt splittelsen og dekadencen.
Poul Borum: Sej og usoigneret (og derfor sej!)
Pia Tafdrup: Digtning om metafysisk æstetik og penetration
Residual-kategori: hit-ord
Sold out: Heavy, pop, techno, og alt det andet, der er røget i lommen på pladeselskaberne og kapitalen!
Forundringsparathed: Jørgen Carlsens nye hit-ord (P1, "Ved dagens begyndelse", 14.-18. august 2006). Formuleret mod reduktionisternes evige jagen efter vind og vinding i et værdigt sværdslag for mennesketlivets blotte under.

Bonus-ferie?

Sat, 5 Aug 2006 22:47:00 +0100

Nå men så fik jeg da ferie i onsdags - eller jeg tog det, med logik som før omtalt. Så onsdag til torsdag aften besøgte jeg en kær veninde i sommerhus i Odsherred (det var ret sødt - jeg vil endda sige overordentlig sødt), og fredag til lørdag tog jeg op til forældrenes sommerhus i Hornbæk.

Så der er kommet HELT ro på alting, der er blevet badet og læst og badet noget mere, og der har været lidt forefaldende uanstrengt havearbejde hist og pist. Og bare almindelig liggen på græsplænen og nyde det allermest stillestående, blankeste, reneste ingenting ud over havet. Jo jeg vil tro, det er tiltrængt.

Direkte fra sommerhus i Hornbæk i dag så til Testrup højskole, en uges Augustkursus, og det bliver nok med væsentlig højere beat og omdrejningstal. Men det er ferie - jeg kan da lige nå at fortælle, inden det pulveriserende kursus går løs, at jeg har læst om Pierre de Fermat's sidste sætning, og kan berette:

xⁿ + yⁿ = zⁿ : ingen løsninger
for x,y,z tilhørende N og n > 2

Jeg har opdaget et vidunderligt bevis for dette, men jeg har ikke tid til at skrive det her, da jeg lige straks skal af toget, og margenen er for smal...
:-D

Forskning

Mon, 31 Jul 2006 21:35:00 +0100

De har gravet mig ned i et hul på DTU, der hedder Center for Bæredygtig og Grøn Kemi. Lige præcis dér er der ikke noget der hedder sommerferie, men noget arbejdslejr-agtigt i stedet, som de kalder for "forskning" (??!?). Så jeg er afsted hver dag, i dag fra 8 til 22, hurra for det, så får vi da nået noget (endda i går søndag fra 17 til 21 var jeg derude, dog med sødt og vedkommende selskab, men igen, jeg kunne nævne mere sexede steder til en date, hvis det var at det var dét det det...).

Sjovt, hvordan italesættelsen af et forskningsområde som "hot", "revolutionerende" og "super tværfagligt" kan få en eksamensprojektstuderende til at knokle røven ud af sin buksebag sommerferien ud.

Op til mor og far i sommerhuset torsdag eller fredag, i hvert fald lige for at hilse på vand, strand, sand, land. Jeg tager til Testrup højskole på sommerkursus i næste uge. Det bliver godt. Jeg skal studere videnskabsteori og modernitet. Og tale med højskolepigerne. Så må de sgu undvære mig på instituttet i de 2 uger, jeg har jo officielt også krav på at holde fri, hvis jeg vil (men åh, igen, fri vilje er noget blødt og eftergivende noget på CSG).

Hurra for at have en masse at lave, og for at få noget for dagen. Det må blive min spinkle hyldest til eget tilvær for tiden.

En hård dag i samfundet

Mon, 24 Jul 2006 22:25:00 +0100

"Det blir så tidligt sent"
Fuld mand i toget

Døden kigger på dig med sit lille klare øje, dens hud er tør og glat som pergament og knitrer en smule. Men opløsningen larmer, som en hård dag i samfundet: De gamle sidder i små perfekte parykker og græder over noget, de har glemt, eller lever i store skarer til indsamling af flasker, foragt og alt der lader sig ophobe til en stadig større fattigdom. Børnene skriger på opmærksomhed - og får den, og skriger. To parallelle kulte er forbeholdt voksne; en til opøvelse af den abstrakte økonomis tyste meditationer, og en som er viet til kroppens check-points; man stikker den ind og hiver den ud, man drikker og kaster det op, man spiser og svulmer op og fylder lidt mere og taber sig indtil man fylder så lidt, at nogen vil stikke den ind og hive den ud, og man griner og griner og dem, der ikke griner, har sat sig uden for samfundet og må gå ind i en anden kupé, som ikke findes, eller få tærsk, som findes. Jeg ville så gerne have været læge, politiker, vejleder og visionær - men jeg kan ikke, for jeg holder af så lidt og elsker så utålmodigt flagermusen, der kaster sig rundt i sit sitrende mørke, et mahognihotel med blomstret tapet og garanti for regn hele året, de små pigers små små laksko, matematikken og kloden der fragter alverdens Stilhed gennem universet, et rosa vand på bunden af natten, din åbne let lysende hånd på dynen, alt hvad der findes og ikke findes, frøen lille og våd. Dens klare blik i mørket.

Søren Ulrik Thomsen
"Nye Digte", 1987

Gensyn - afsked

Fri, 21 Jul 2006 10:32:00 +0100

Tilbage igen er jeg, og en værdig oplevelse rigere, må jeg sige. 16 dages roadtrip og 3 bjerge ømmere i krop, fødder og ben, men også med en rigtig god sidste tur med mine klanspejdere, som jeg inden længe forlader i klanregi.

Egentlig tror jeg gerne de ser, at jeg bliver ved med at være til stede i klanen, og det gør gruppelederen også. Men alderen trykker, det samme gør den til rådighed stående tid, og man mærker fremdeles, at aldersspændet til de yngste klanmedlemmer er blevet stort. Og jeg skal også være klan-konsulent i divisionsregi.
Mange af mine jævnaldrende seniorspejdere vil tilsyneladende gerne forblive evigt unge som evige seniorspejdere, og det lyder jo som et ydmygt ønske (trods korpsets anbefaling om 24 år => ~~senior~~). Jeg synes dog ikke længere det giver god mening for mig at fortsætte som klanspejder. Og jeg synes også de selv skal til at tage ansvar for noget handling, hvilket det har skortet på, specielt det sidste år. Det er et åbent spørsmål hvornår man skal overlade rorpinden til en efterfølger, men man skal i hvert fald gøre det, mens de gerne vil have at man bliver.

Nå men alle de seværdige billeder fra roadtrippet bliver snart uploadet til Englebassernes hjemmeside under "logbog" eller "Nordkap 06" (kig englebasserne.net), jeg håber inden så længe, sammen med ekspeditionsberetningen.

Norrønt præludium

Mon, 3 Jul 2006 08:20:00 +0100

Well well...

I'm off for the Norse parts... godt 2 uger med klanen, Nordkapp t/r, 7 mand i en VW Caravelle derop'af'. Scandinavia, here we come. Jeg håber at skrive hjem med mellemrum, enten elektronisk eller almindelig postkort/snail. Ellers må der jo komme en fantastisk beretning på skrift og billeder, jeg kan ikke forestille mig andet, når vi atter skærer Øresundet.
Følge med i den løbende rejseberetning på englebasserne.net.

På kollegie-gangene rundt om i landet (i hvert fald Købenavn) er det kutyme, at man pryder sin yderdør med plakater, sedler, hilsener, idioti, indignerede indlæg, sjov og spas og tankevækkende bidrag, og jeg selv har det også som yndet overspringshandling at tilplastre min dør alt muuuuuligt mellem himmel og Jord. Ved nærmere eftersyn er dette jo en kommunikativ handlen, der er helt ækvivalent med blogging på nettet. Hermed et billede af min egen dør-beta-blog, den forbliver nok lige så lukket som denne klumme de næste 16 dage.

Kære alle, hav en fantastisk sommer, fortsat, jeg drager (og drages) mod nordens lys. Igen d. 19. juli er jeg i Danmark.

Sommerferie kalenderen:
03.-19. juli: Nordkapp t/r med klanen
22. juli: Elevforening bestyrelsesmøde
23. juli - 1. august: Maling af Røde Sal, Byggeri i Villingebæk, DTU-forsøg, "ferie".
03. august (ca.): måske implementering af medlemsstyringssystem på Ryslinge
04. august: Besøge RazzGy i Århus, hvis han er hjemme
05.-13. august: Testrup Auguku
19.-20. august: Mølleå-sejlads
21. august: Går jeg nok i gang på DTU igen.

All work no play

Thu, 29 Jun 2006 09:57:00 +0100

Blodig var igår - hård bli'r idag. Arbejd, arbejd - her gælder det om, rytmisk, at holde rytmen. Koks, jern, stål, motorer, transmission, kraft, glinsende velsmurte kæder. Er dagens begyndende sang.

Alle er på Roskilde og more sig. Jeg selv er på mit kontor og i laboratoriet, på Lundtoftesletten. Det har jeg egentlig lidt godt med, og selvom jeg ikke er i tvivl om, at Roskilde barmarks forsamlede ungdom nyder sig, så kan jeg ikke se, hvad jeg skulle foretage mig derude. Drikke øl? Kigge efter damer? Høre musik? Jamen det gør jeg jo i forvejen, omend i mere moderat målestok end det nok kan dyrkes på festival, og laver dertil noget progressivt og meningsgivende, f.eks. bygger, skruer, læser, programmerer, arbejder, forsker. Jeg ved godt, at alle normale mennesker nyder det og synes det er groooooovy, og det er fint nok og fjong og fred være med det, ingen onde tunger hefra, men jeg tror sgu, at jeg selv ville blive rastløs.

Jeg laver forsøg som start på mit eksamensprojekt, så det er fast arbejde på DTU indtil... jaeh... måske marts. Jeg oxiderer en alkohol på en guld-nanopartikel katalysator, og det er super spændende og meget relevant - jeg må desværre ikke rykke ud med detaljerne, men jeg tror det bliver godt.

Sommerferie er til gengæld blevet til noget mærkeligt noget. Man har det, som man tager af det, men det synes at være skruen uden ende: Når jeg har lavet dét, så skal jeg lave det, og så det og det og det, og det skal egentlig helst gå dobbelt så stærkt og være dobbelt så præcist ("og man skal være færdig som kandidat på 2½ måned med et snit på 15.7 og have så lidt liv som muligt", siger den vidende og universitetsskolede Helge Sander, og lader spørgsmål vedrørende videnskabelig uredelighed blæse ud af røven).

Så mht. sommerferie, så kommer jeg sgu nok ikke så meget rundt til familien i år (heller ikke i år)

???

Mon, 19 Jun 2006 10:48:00 +0100

- hvor blev de moblog-beskeder af, som jeg pligtskyldigst sendte 6-7 stykker af? Det er jo super uproffesionelt at love noget, man ikke kan holde. Teknik er kontaktet - indtil de (han) svarer: undren.

Storebælt, here we come...

Fri, 16 Jun 2006 13:16:00 +0100

...jeg tager i denne weekend med Kgs. Lyngbys spejderledere ud og sejler i DDS' underriggede plimsoller af en betonklods: S/Y RAN. Vi sejler Korsør til Nyborg, og håber på at nå så mange havne som muligt, både på Sjælland og Fyn. Vi skal nok holde øje med de alle russiske fragtskibe der påsejler vestbroen, samt de store skibe i sejlrenden (dem der der bremser ved Anholt og stopper syd for Langeland). Jeg aflægger rapport undervejs, så sørg du for at holde øje med mobloggen...

...der i øvrigt virker nu med god hjælp fra min fætter Rasmus, der venligst stiller gateway-faciliteter til rådighed.

Endnu en generationsafgift...

Wed, 7 Jun 2006 16:51:00 +0100

Det kommer til at koste 2090 kr. pr. år at have computer fremover. Herfor kan der sendes venlige tanker til det indgåede medieforlig.

For alle studerende og arbejdende i øvrigt i et videnssamfund er computeren et uundværligt arbejdsredskab, for opgaverne (og for mit vedkommende programmerne) skal jo skrives. Og nej, jeg gider sgu ikke se Net-tv, og da slet ikke for 2100 bobs. Det rager mig en skid, om Hr. og Fru Danmark vil se Krøniken og Rejseholdet, eller om de vil gense et gyldent øjeblik med Otto Leisner fra 1975 (Herre Jemini, kan det blive mere idiotisk), men hvorfor skal jeg så betale for det? Hvis de gerne vil underholdes, er det (i denne snævre sammenhæng) fint nok, men hvorfor fanden skal jeg betale for det? Hvor svært mon det kan være for DR at lave et login-system, der kører via Digital Signatur, så man betaler ved skranken, og ikke til Licensmanden og Sorte Brian Arthur "Perkerne-skal-have-doseret-nogle-danske-værdier-for-vi-er-meget-mere-dydige" (danske værdier - Quid hoc est?). Skattevæsenet kan gøre det, så mon ikke også DR kan?

"Det handler om at sikre fremtidens DR". Eller rettere, det handler igen om (for)sikring. Politik i dag handler om at sikre, om at kontrollere, overvåge, om at sende et signal. Hvad nu, hvis det skaber et samfund, en sammenhæng og en socialitet, som er uhensigtsmæssig? Som er umenneskelig, umyndiggørende, u-retslig, usand. Det er det samme pis hver gang med VKOS-politikerne. Signaler, symboler, sikringer, kontrol, overvågning.

Hvor fanden er modet henne? Hvor er dem, der tør mene at noget er rigtigt eller forkert, og at der må være grænser for galskaben (der er sgu ingen der skal fortælle mig at det er i orden, at jeg skal betale 2100 babaner årligt for en vare, jeg ikke vil røre med en ildtang - blot fordi jeg har et studie- og arbejdsredskab). Det kan sgu da ikke passe, at de kun er hos liste Ø. Når alt kommer til stykket, så er det eneste en politik kan vurderes på, om politikken virker progressionsskabende og hvordan.

Og dansk politik i dag ligner historiens største generationstyveri og -formynderi: De unge skal jages og presses og piskes og ferles, de skal skæres i form så de passer lydigt til erhvervlivet, de skal allerhelst formenes adgang til liv, fritid, fordybelse, fordi generationen over min har dedikeret deres liv til dansen om guldkalven, og den derover solder pengene væk. Alt sammen formidlet af den gode og allestedsnærværende stat. Må Herren være nådig mod os alle - kan hænde, at nogen har mere brug for det end andre.

"tidligere var jeg modstander af computerlicens, men nu er jeg (pludselig) for", udtaler Jens Rohde. Sært, som ens helte efterhånden forsvinder, ikke? Måske skal vores generation bare lære på den hårde måde, at der ikke er nogen, der vil os det godt, og selv rejse os og slås for rimelighed. Well, then beware. The times they are a'changin.

Tycho

Sun, 4 Jun 2006 21:32:00 +0100

I dag var jeg med familien til pinsefrokost på Hven. Min utrolig søde moster har fødselsdag i næste uge, og hun har gjort det til tradition at invitere i pinsen, og denne gang som sagt, så gjort. En hyggelig tur, bestemt, men det er lige et par pointer, der skurrede ved Hven:

Her har vi et stykke dansk (verdens) videnskabshistorie af rang, noget der ligner DK's og verdens naturvidenskabs vugge - Tycho Brahe mine Damer og Herrer, den videnskabeligt-eksperimentelle metode hånd i hånd med omfattende og præcise observationer (uden kikkert!) og teoridannelse - og så er det plastret til med kunsthåndværkere, glaspusterier, keramikværksteder og golfbaner - ja det allermest profane - nede i Stjerneborg, hvor Tychos instrumenter stod, har man nu lavet multimedie-showroom. Så nu er Hven blevet søndagsudflugtsmål for Hr. og Fru Sverige (og ditto fra Danmark).

Det er også fint nok, og naturligvis direkte formålstjenstligt at folket kan se, hvor fremragende mænd landet har fostret. Det er oplysning, det er myndiggørelse, det er modent, det giver indsigt. Men jeg kan ikke acceptere, at det sted, hvor den videnskabelige metode om noget er grundlagt, i dag skal være et kræmmermarked og en feel-good-og-få-det-hele-serveret-med-sølvske med laveste fælles nævner.

En kvinde fortalte sin søn om Kepplers love, at når planeten var langt fra solen, bevægede den sig hurtigere... (!?!? Og hvordan var det nu lige, at det hang sammen med gravitationsteorien...?). Jamen, for hunde da, læs hvad manden selv skriver om sine observationsdata. Og lær Newtoniansk mekanik.

Næste gang jeg kommer til Hven, så forventer jeg, at der er mindre glasbutikker og flere facts, og en indføring i det filosofiske grundlag for den eksperimentelle metode i naturvidenskaberne (og så vil jeg sige tak til!). Tycho Brahe & Francis Bacon ville have sagt: "For Science - read Nature!"

Vi tager lige Keplers 3 love til slut - Tychos assistent fik observationsdataene efter Tychos død - og lær nu de love, de knytter sig til en af de første videnskabelige revolutioner (matematisk behandling af nøjagtige måledata):

Et himmellegemes bane om solen er en ellipse med solen i det ene brændpunkt.
En linie mellem et himmellegeme og solen udspænder lige store arealer i lige store tidsintervaller
kvadratet på planeternes omløbstider er proportionale med kuben på deres halve storakse i den elliptiske omløbsplan.

...Og så gik dagen med dét!

Tue, 23 May 2006 22:13:00 +0100

Eksempler på velafprøvede overspringshandlinger (specielt de studerende kan måske finde dem unyttigt nyttige): Avislæsning, the-drikning, gåture, blogging, programmering, email-korrespondance, bestyrelsesarbejde (og jeg kunne blive ved). Det er sjovt, som ens skriftlige opgaver bare ikke skriver sig selv, som tiden går...

Højst ortodokst!

Thu, 18 May 2006 00:13:00 +0100

Var du til Demo'en (www.17maj.org)? På Studentergården, eller dvs. fra folk omkring mig, var man om ikke pligtig til at møde op, så dog i hvert fald til at levere en ordentlig undskyldning for at blive hjemme. Jeg nåede både at sige, at jeg læste til eksamen (hvilket er korrekt), hjalp med at lave aftensmad (hvilket jeg også gjorde) og at jeg ville skrive noget symbolanalytisk på min blog som gav mening.

Det er sjovt med de demonstrationer. Der er naturligvis noget schwung i mange mennesker og unge som gamle med taler, musik, bajere og et liv og et leben osv. Det er fint og godt og en mulighed for at få luftet meninger og sommertøj. Fint nok. Men der er noget som gør det lidt irrelevant - det er måske lidt for kækt at kalde det for fortidigt at demonstrere, men det har sine katolske, eller måske snarere orkestralske, træk, med den konsekvente betoning af fremmødte masser, samhørighed, farver og tilhør. Det skulle egentlig være mit credo for denne epistel at facilitere intellektuel kritik.

Jeg lader her en egentlig ideologisk eller konkret, rationel, kritik ligge. En egentlig kritik af regeringen vil fra mit syn involvere en sammendragning af den tidligere og den nuværende regering.

Jeg mener, at hvis der er noget regeringen Fogh Rasmussen pådrager sig modsat regeringen Nyrup Rasmussen, så er det ikke at ville facilitere fejlbarlighed eller ændring. Der må ikke være et hår, der gives indtryk af at sidde forkert, og al tale har haft indtryk af at kursen er fast og hård i. Men lad os lige et øjeblik betragte regeringens eget hyper-credo, udtalt af AFR selv: "Idag er ideologierne jo døde". Men man fører jo selv en ideologisk dyrkning af regeringsgrundlaget, der først som sidst tages som udtryk for al sandhed. Regeringsgrundlaget først som sidst er facit. Og det er jo i sin essens anti-pragmatisk, dvs. en ide-fanatiseret forholden sig til det samme uændrerlige ord og indhold. Det kan man vist godt kalde ortodoksi (mildest talt).
Jeg kan godt forstå, at man forstår sig vælger-forpligtet, men det er mit bud, at vælgerne først og fremmest vil have politikerne til at varetage Rigets og Nationens tarv, fremfor regeringsgrundlagets, og vil lægge forpligtelsen herudfra. En justering eller ændring i ny og næ i forhold hertil er at erklære, at man er klogere i dag end i går. At en regering erklærer, at den justerer en kurs efter at have talt med eksperter (og smagsdommere, råd, nævn) og lyttet til fornuft og rationelle argumenter må i sit udgangspunkt være det gode grundlag for opbyggelse af institutioner i socialt ingeniørarbejde. Dét er politikerens forpligtelse, ikke regeringsgrundlaget.

Altså, i grove træk - AFR, I kan gå tilbage og læse Jeres Karl Popper på ny. Der er noget I har misforstået FULDstændigt.

Flagstangen på SG er blevet slebet og malet - til stor glæde for gårdboerne, der udtrykker tilfredshed med flagmanden og hans indimellem sære tilbøjeligheder. Vi rejste den pænt hvidlakerede stolpe op i fredags, St. Bededag, til et Ganz Fantastisch arrangement med lurblæs, morgensang, gammeldansk, kraftig karle og kærlige kvinder.

Jamenne ellers det sædvanlige: Det er forår, jeg læser til eksamen, nætterne er lyse og mærkelige og duftende, man undres og længes. Og prøver at arbejde disciplineret og ikke forsømme en eneste side - og man ved ikke (læs: man ved godt), hvad man så ellers får forsømt. Forår i maven og hovedet.

Her kommer den nat hvor hun ta'r mig ud
I sporet af en ny sæson
Hun har en sommerkjole på
Den er fuld af liv og mørkeblå

Jeg kender hendes navn
Hun er drømmenes København
Love Shop

Tid og perception

Wed, 3 May 2006 08:49:00 +0100

Her på dørtrinnet til eksamensperioden på DTU kan det være nyttigt at her at gentage nogle af de regler om tid, som store mere eller mindre kendte mænd har formuleret siden tidernes morgen:

- "Det tager den tid, der er".
- "Du har aldrig tid nok til at gøre tingene rigtigt".
- "Det tager altid dobbelt så lang tid, som man tror - også selv om man tager højde for dette".

Læren om den konstante stressmængde:
Tid x anstrengelser = konstant

3 følgeslutninger:
- Hvis du har lang tid tilbage, anstrenger du dig ikke særlig meget
- Hvis den til rådighed stående tid nærmer sig nul, vokser anstrengelserne mod uendeligt.
- Uden "sidste øjeblik" ville du aldrig få nået noget

Vaj høj, vaj stolt

Thu, 27 Apr 2006 22:44:00 +0100

Flagmanden på Gården har mange hjertesuk. For nylig fik han (tilsyneladende?) ikke bundet sit flagknob ordentligt, så flagstangssnoren røg ud. Det kan man godt blive lidt træt af, og heller ikke ligefrem det helt store forbilledlige stykke spejder/knob-arbejde. Det er en ommer!

I går aftes lagde vi den ned, 15 mand høj, og står nu med et stk. besværlig rafte, indhyllet i dårlig plastic-maling og råddent overfladetræ. Den ene bolt til soklen knækkede, fordi den var for rusten. Flagknoppen er lavet af gult glas, og der er hul i toppen. Mit ene valgløfte for til den ordentlige gårddag (gårdstyrets halvårlige, ordinære generalforsamling) for 1 år siden var at få flagstangen malet (og den trænger). Så nu er det så blevet til den forlængede weekends projekt.

Den er desværre længe blevet forsømt (jaja, men altså også før min tid), så meget faktisk at stangen er i en generelt betænkelig stand. Vi skal have købt en ny om ikke mange år, men indtil da må vi nøjes. Ny flagknop, rød, og ny bolt til at sætte stangen til soklen skal også skaffes. Gee.
"En hyggelig arbejdsopgave... og smil, mens du gør det!"

I mellemtiden duperer det mig, at jeg ikke kan flage for gårdboerne, der er godt nok mange fødselsdage at lære udenad, men de må vente lidt endnu. Stangen skal være oppe til 5. maj kl. 8 til morgenarrangement, med gammeldansk og befrielsessange. Vel mødt!

Forår i hovedet

Sun, 23 Apr 2006 13:44:00 +0100

Hvordan VAR Forlev egentlig, spørger de unge (og lidt mere modne) mig? Godt vejr? Tja? Det med vejret er jo altid en tvetydig sag - "der findes ikke dårligt vejr, der findes kun forkerte klæ'r" - men det "ikke dårlige" vejr kunne nu godt have artet sig noget artigere. Der var nogen halve/hele dage med sol (specielt det ene døgn efter at spejderne var taget hjem), men ellers en del regn og rusk. Jeg har nu forstået, at vi har fået en god bekomst sol i forhold til resten af landet (?).

Men i hvert fald en rigtig god uge, godt at have brugt ugen aktivt udendørs, og også godt igen at få med storspejdere at gøre. Som sædvanlig er det en god og bekræftende fornemmelse at have givet spejderne en udendørsoplevelse man kan stå inde for (selv og som lagmandsforsamling), selvom en del af ungerne på mit projekt var _noget_ ugidelige.

Vi var en ret lille lagmandsforsamling (29 lagmænd) til at tage os af 275 spejdere, hvilket klart er i underkanten, så vi har haft en del at se til, og man er hver dag gået til telts temmelig brugt. Det er også i orden.
Skulle jeg have en anke eller to, så er det, at det har kostet en del tid, heraf en del irrelevante aktiviteter inden lejren. Samt i alt ca. 3000 kr. primært i transport og sekundært forplejning, som jeg IKKE får refunderet. Det er jo immervæk en del klejner at lægge for at få lov til at lave frivilligt arbejde. Så til efteråret, hvis jeg skal med der, må kursusperioden og forweekenderne officielt udlægges som kursus for lagmændende, hvorved i hvert fald 65 % af udgifterne kan blive refunderet.

Nu igen hjemme, faktisk lige nu efter (endnu) en mega-trawl uge og en (god) weekend på Ryslinge. Det er rart med en halv eller hel friuge med udendørsaktivitet, men det er sgu også rart at komme tilbage på symbolanalytikerens plads igen. Hver ting til sin tid (i hvert fald herfra). Grand old man head on.

Udstationeret

Sun, 9 Apr 2006 21:34:00 +0100

Pt. udstationeret på Forlev Spejdercenter. Laver kursus for 275 spejdere. Aflægger rapport ved hjemkomst. Glæd dig.

Dizzle minizzle, straight out of Forlev,
8600 i dit face,
/And

He's got the look

Mon, 3 Apr 2006 08:49:00 +0100

Jeg har fået et nyt look. I går aftes blev jeg tvunget til hår-torturen/skalpering, det sker ind i mellem. Jeg vil beskrive mit nye hår som "18mm under ordnede forhold". Men det måtte overstås i 2 tempi, efter at den første trimmer og den første frisør gav op og efterlod mig med noget, der mildelt talt var pjusket. Heldigvis kom Dr. Nano (Jeppe) forbi, og han var ferm til at bortbarbere tiloversblevne ekstremittiske totter med egen trimmer.

Ellers var jeg på 3. forweekend på Forlev i denne weekend, så nu er vi ved at være klar til Påsken. jeg synes Forlev er ved at blive en tung post på min økonomi. Man skal selv betale for alt, og det ville også være i orden, hvis det var en ren magstur (lejr + 3 gange forweekend). Togtransport koster mindst 400 kr. pr. weekend, hvortil kommer 70 kroner for en weekends kost og kørsel. Påsken i sig selv koster 245. Så er der et medlemsgebyr for at være lagmand på 100-200 kr. om året. Deroveni betaler man naturligvis selv for egne drikkevarer, hvilket er i orden, men resten... Det er sgu lidt pebret for at lave frivilligt arbejde! Man forstår, at centret har økonomiske problemer, men jeg mener det fejler, når det gør dem til mine problemer.

Bestjålet og beriget

Tue, 28 Mar 2006 00:43:00 +0100

Huskede du sommertiden søndag morgen? Nå, ikke? Det gjorde jeg. Men Dr. Larsen Jr., Undergangen, SG vær. 21 gjorde ikke. Det var også ok, hvis ikke det var fordi jeg var med ham til gudstjeneste i Brønshøj Kirke. Det havde egentlig også været ok, hvis ikke det var fordi vi så kun nåede den sene gudstjeneste kl. 12, og ikke den tidligere kl. 10. Og det havde såmænd endda også været okay, hvis ikke det var fordi der var dåbsgudstjeneste. 3 stks på en gang. "Hvad er der galt med barnedåb?", spørger min måske undrende læser. Det er fint med barnedåb, jeg glæder mig på ungens vegne og forældrenes og familiens og Vor Herre Jesu Kristi. Jamen det gør jeg.

Og jeg skal ikke driste mig at klage over Herrens tilgivelse og velsignelse. Det er ikke dét, der skurrer. Men - der var nul nadver, begrænset salmesang, nul prædiken men skrig og skrål og kameraer (ja jeg er godt klar over, at I er glade på familiens vegne, men hvad med Jesus Christ Superstar, som det vist nok handler om?), ja der var sågar opførelse af en rituel stammedans fra Brønshøj Kirke - "under standard"!
I øvrigt Københavns ældste Kirke, men denne morgen med storbyens yngste menighed, tror jeg.

Helt fantastisk var til gengæld statskundskabsrevyen, som jeg overværede lørdag aften. Der var bid og saft. Der var "6.O" med DF-reminiscenser, der var Angie Merkel aus Ost, der var Back-up Boyz fra liste V, der var ommere fra AFR til Kjær Hansen, Sander og Mikkelsen. Der var den obligatoriske sviner til RUC (nu med KUA!), og der var referencen til Tim Knudsens "Statsbygning".

"Hvornår begyndte alt det her galskab?"
- "Det ved jeg godt - i 1915!"

På Skanderborg station

Wed, 15 Mar 2006 10:49:00 +0100

Her i weekenden var der 2. forweekend på Forlev. Igen en hyggelig weekend, hvor dog lørdag aften på det skammeligste blev inddraget til storteam-møde for lagmændende. Jeg har det som bekendt bedre end bedst med foreningsdemokrati, men det her møde trak altså ud... og ud... og ud... indtil klokken 3. Jeg tog flugten lidt før, midt om natten, for at komme hjem og gøre rent på gangen, dødssygt. Men fantastisk helt frostklart måneskin, sneen knitrede og gav genskin over hele ådalen, det var sgu næsten så smukt, så det var lige til at tude over (næsten).

Som man kan se af vedlagte fotografi (og nej det er ikke særlig godt belyst, men klokken er også to om natten!), er jeg igen stået af og steget på lige i svinget dér - det er på det nærmeste blevet et tema...

"Men på en hvilkensomhelst station
vil jeg standse og møde nog'n,
stige på lige i svinget dér
hvor historien begynder"

S.B., "På Skanderborg station"

Brorsons

Mon, 6 Mar 2006 00:14:00 +0100

I dag var jeg til højmesse i Brorsons Kirke på Rantzausgade, 2200 N. Brorsons er en ret special kirke. Selve kirkerummet (skibet) er blevet ryddet for bænke, og i stedet holdes gudstjenesten (prædiken etc.) midt i rummet med stole rundt om. Dvs. at gudstjenesten er i en rundkreds (cirkulær), og således mere konstituerende for kirkegængerne som menighed.

Sognepræst i kirken er Per Ramsdal, i Nørrebro-slang bedre kendt som Per Præstemand. Han er super fed. Det er ham, der tager med 10 frivillige på rockgudstjeneste-turné rundt i landet, han laver rap-ungdoms-gudtjeneste om fredagen, og denne gang var der rytmisk højmesse. Og kirken var da også helt fuld, medvirkende årsag dog værende, at der både var barnedåb og bryllup ved samme gudstjeneste.

Ideen til dette lille åndelige intermezzo udsprang af en fest lørdag aften, hvor jeg stødte ind i et 3-mands selskab af intellektuelle, hvor tematikken var elendigheden af både puritanisme og resignation overfor troens uudgrundelighed. Efter en meget højpandet samtale om kristentro som en "fri" tro (refleksiv besindelse på uendelighed, "i kraft af det absurde", og derfor naturligvis mentalt krævende) kontrær til f.eks. den muhammedanske og den mosaiske tro (lovreligioner) blev vi enige om at tage til gudstjeneste søndag morgen. Så vi var 3 mand høj afsted i smukt smukt vintervejr henover Nørrebro og Assistens Kirkegård. Bør gentages snarest.

King Winter strikes back!

Tue, 28 Feb 2006 13:21:00 +0100

Argh mand, hvorfor skal det nu til at sne igen...!?!? Nu troede man lige, at man kunne cykle ubesværet op på anstalten i det smukkeste solskin verden endnu har set, og så sner det sgu, på kalender-vinterens sidste dag.

Nogen gange bliver det bare for meget (mand). F.eks. når man ikke kan få den info man skal bruge til at opdatere en hjemmeside før deadline. F.eks. når forelæsningen samtlige 2 timer handler om stof, der, til trods for at det er dårligt formuleret, alt sammen er kendt fra tidligere. F.eks. når man kommer i seng klokken halv fire pga. køkkenrengøring og må holde sig vågen på kaffe-drop. F.eks. når man skal holde generalforsamling med koret, og man ikke forventer at se nogen stille op til noget, og man selv f.eks. gerne ville løbe skrigende væk.

Emergence

Fri, 24 Feb 2006 09:49:00 +0100

Jeg var til foredrag i Forum for Eksistens of videnskab i går. På engelsk. Det var helt eminent. Resumeres i pluk herunder, men jeg elaborerer gerne under 4 øjne og øl/kaffe:

"God/theism is a tendence towards infinity. It is simply the universe becoming aware of itself."
"Divinity is then not less than personal, sooner it is infinitely more."
"No study of the species "man" is meaningful without this quest for mening."
Prof. in theol. Philip Clayton, Claremont, CA.

"The second problem: Intelligent design simply explains the gaps of science with God"
"The world seems, according to P.C., to be designed for emergence. This is a meta-scientific matter."
Prof. in theol. Niels Henrik Gregersen, Cph.

Theilgaard & Sons

Mon, 20 Feb 2006 10:47:00 +0100

Jeg har stiftet en enkeltmandsvirksomhed. Firmaet hedder Theilgaard & Sons (lyder det bekendt for nogen?). Det er jo ikke noget helt ukendt faktum, at det er SMV'erne (små og mellemstore virksomheder) der holder Danmark og dansk økonomi i sving - jeg mener, at arbejdsuger mellem 55 og 75 timer ender med at kunne ses på den samfundsøkonomiske bundlinie. Ah ja, det skiønne liv som selvstændig; denne karriere, som vi kalder for liv.

Firmaet skal primært tilbyde løsninger indenfor hjemmeside-området til mindre foretagender, men på sigt er det også hensigten at vejlede og afholde seminarer om nanoteknologi og innovation - det sidste er noget som alle snakker om, et rigtigt plusord, men de betydninger af innovationsprocesser jeg støder på hos de fleste folk i vælten (sjovt nok mest fra politikere og såkaldte innovationsguruer) er temmeligt simpel og temmelig kræmmerøkonomisk. Det er generelt fornedrende for det meste her i verden, at det bliver spændt for en stringent cost-benefit-vogn, og det i sig selv kan der ikke komme noget heldigt ud af.
Nå ja. Så kommer der vel også noget, som skal modregnes på momsregnskabet. Der er jo en del udgifter forbundet med at drive egen virksomhed...

Jeg har i hvert fald et "corporate website" oppe og køre nu (se her), med noget beskrivelse af, hvad jeg vil tilbyde. Så må vi se, om det genererer noget trafik på siden.

Small poem of old friend

Thu, 16 Feb 2006 11:50:00 +0100

Jeg vendte hjem fra weekendens tur til Forlev med ansvar for et projekt i bagagen (og jeg som troede, at jeg kunne spadsere let og stille gennem kurset - det bliver vist ikke til noget). Som det ser ud nu, så skal jeg lave et "islamisk kulturcenter": Et projekt raftehelvede, hvor vi skal bygge en minaret, en moske og en shawarmabar, der om aftenen omdannes til den vilde smuglerrede, der ikke lader Vorbasse marked noget tilbage at ønske. Det bliver sgu sjovt.

For 2 uger siden vendte en af mine gamle højskolevenner hjem til Studentergården fra lidt af en dannelsesrejse. Det var ham der de facto fik moslet mig ind her i sin tid ved at påvirke Gårdstyret til at læsse min ansøgning over i gruppe 1. Herlig nepotisme. Han har senest været udstationeret af udenrigsministeriet i Indien i ½ år, og var før det 1 år i USA. Her skrev han bl.a. hjem til Højskolebladet om Rosa Parks, en sort kvinde, der i 50'ernes Sydstatsmiljø med hendes siddende protest mod at rejse sig for en hvid mand i bussen tændte en gnist, der blev til den amerikanske borgerrettighedsbevægelse gennem 50'erne og 60'erne. Rosa Parks havde været på en friskole for folkeoplysning og voksenundervisning i Tennessee, og hun havde lært et og andet frihed og borger-lighed (tegnsætning iflg. NFSG).
Steffen Thorøe tha man, mine damer og herrer, er tilbage på streeten, 2200 Kbh N. Den knægt er fandme sej.

-> Forlev t/r

Fri, 10 Feb 2006 14:40:00 +0100

Jeg tager til Forlev spejdercenter denne weekend, min første som lagmand - så nu kan jeg ikke længere deltage som spejder eller leder på et Forlev-kursus. Den irreversibilitet bliver alligevel ikke relevant som seniorspejder, så det er fint nok. Jeg er "out of office" indtil søndag engang kl. jeg-ved-ikke-hvornår, men det er i hvert fald 3 timer efter at jeg er steget på lige i svinget dér, hvor historien begynder...

Som afsunget af min klan Konservativ Alderdom, Forlev, Efterår 2005:

"For jeg har intet talent,
jeg vil bar' være kendt,
nu kigger alle på mig
når jeg bli'r lagmand"

Ryslingemøde

Wed, 8 Feb 2006 21:16:00 +0100

Jeg var til Ryslingemøde i går aftes. Meget konstruktivt og hyggeligt, holdt på Højskolernes Hus på Nytorv med omkring 20 deltagere. Det var kaffe og kage, lidt om skolen, lidt om bevægelsen, lidt (meget) om hvordan man laver markedsføring af en højskole og bruger gamle elever dertil. Vi kan godt blive væsentligt klogere og dygtigere og tage ved lære af andre på dette punkt.

Lidt om kultur; Forstanderen elaborerede på den nedsatte alder på optaget til universitetet (gn.snit 0.4 år yngre optag - den tidsperiode svarer til et højskoleophold - dvs. i en vis forstand en dannelsesmæssig katastrofe). Jeg giver ordet til Ole Kobbelgaard: "...Mænd har en tendens til at slå hælene sammen og sige "javel", når de får besked på at stramme balderne. Så vi kan komme i gang, igennem uddannelsessystemet i en fart, ud og få et arbejde og tjene penge og betale skat. Jeg er ked af det, drenge, men det er altså kvinderne, der er de kulturbærende væsener i det her samfund."

Vise ord, og rigtige, i øvrigt illustrerende en gådefuldhed, som mænd ikke kan lukke op. Det er nok derfor, vi bliver surere med alderen, og ofte hævder "ikke at kunne forstå kvinder". I virkeligheden viser det blot mænds (i denne sammenhæng mit) manglende blik for, at det andet køn har en anden horisont.
"Liv efter linealer - har de så lidt som svaler - kun hvirvler, sving og spring." (TB)

Samtaledemokrati vs. - ?

Wed, 1 Feb 2006 09:46:00 +0100

Jeg var på Ryslinge i weekenden, og det var herligt. Vi var sammen med elevforeningens bestyrelse fra Brandbjerg Højskole. Rigtig mindeværdigt, god fest, gode debatter og konstruktivt samtale-demokrati. Det må der snart komme nogen opbyggelige skrifter ud af fra Yours Truly. Hal Koch tog hele vejen fra Krogerup til Ryslinge den weekend.

Tv/foto-billeder af brændte flag og statsministre, while I'm at it:
Bør ikke tages for højtideligt. Der bliver kun brændt noget af og skudt med AK47, når der er kamera på, og det er nok kanaliseret efter henstilling fra de regerende kaster i pågældende arabiske lande. Dvs. kameraet, opfattet som systemisk optikon for og til verden, medierer så at sige virkeligheden, og det er journalister ofte ikke intelligente nok til at indse. Sagt lidt anderledes; Journalisten tror, at han er fluen på væggen, der beskriver en repræsentativ stemning, men er i virkeligheden den egentlige hovedperson, fordi uden ham ville der ikke være nogen afbrænding og vredesudbrud. Og journalisten vil sjældent, hvis overhovedet, være kompetent nok til at differentiere mellem noget som helst i denne konflikt (dvs. i den egentlige journalistiske konflikt mellem måderne at opfatte sin journalistiske rolle på).

"Whatever we might know, we owe it all to Bruno Latour. Well ... at least the better part. After all we have been doing some work ourselves."
ALJ (tyvstjålet og taget ud af sammenhæng)

Klargør, sigt, skyd!

Wed, 25 Jan 2006 16:10:00 +0100

Ovenpå urimelige mængder sne og vintervejr. Imorgen koncert med koret på DTU, derpå tre forskellige foredrag/seminarer om brint samme sted, og sluttelig koncert igen, også DTU. Snart der lagt i ovnen til et sprængfarligt semester på DTU, og det bliver sidste sæt deciderede fag, jeg skal have.

I weekenden blev telefonbogsuddelingen færdigjort. Jeg troede, jeg skulle gå hjemme i spejderhytten og lave mad, men jeg måtte også lige ud 6 hhv. 3 timer lørdag og søndag, pga. pjæk fra nogen af de yngre englebasser. Nu er det overstået, og jeg jeg betakker mig, men sikken et cirkus. Det bliver de kommende Englebassers hovedpine næste år.

I fredags kom min cykel tilbage fra reparation. Det lyder måske ret trivielt, men det var en sensation. Den har stået i kælderen i 7 måneder, fordi hjulet var ekset pga. 3 knækkede eger. Med en ny fælg, trådning og nogle mindre reps på skærmene landede vi blødt på 840 bobs. Egentlig ikke urimeligt, materialerne og opgaven taget i betragtning. Men altså, al den spildte tid uden cykel gør mig noget skidt til mode at tænke på, og det er da for dårligt (jamen det kan man da rimeligvis mene, der ligger en del slendrian ikke særlig skjult for alverden deri), men nu er jeg tilbage på cykel-street'en. Watch me.

Pudder

Fri, 20 Jan 2006 12:10:00 +0100

Snevejr. Vinter. Juhuu!!!

Jeg - en videnarbejder

Thu, 19 Jan 2006 17:44:00 +0100

I mit frivillige studie-eksil (jaja, kun indtil d. 30. januar!) prøver jeg at holde den intellektuelle gryde lidt i kog. Det har den spændende konsekvens, at jeg kan tage til forelæsninger og foredrag alene ud fra interesse. Og så er hele Københavns forelæsningskatalog lige pludselig blevet spilbart. Lidt Ph.D.-agtigt, faktisk (eller daglejer-agtigt!), hvor man følger kurser og selv sammensætter studieforløb rent ud fra interesse og derved bliver Ph.D. i... ja - sig selv.

Så i dag var jeg på kræmmerskolen og overvære 2x45min forelæsning med Anders Fogh Jensen (se her: www.filosoffen.net) inde på Kræmmerskolen - eller CBS, som det kalder sig selv nu - Handelshøjskolen i gamle, og dermed de gode, dage. Hermeneutik iflg. Gadamer og Marquand var emnet, som nok er noget af det fjerneste man kommer fra hvad man vil kunne beskæftige sig med på DTU. Ret spændende, synes jeg, uden dog at ville gå i detaljer med den filosofiske materie på denne plads.

Til gengæld gerne kan jeg da nævne, at der var en masse søde piger på Kræmmerskolen, det kunne måske endda inspirere en svag sjæl til at følge et kursus der på mere organiseret basis. I lækre moderne bygninger med trådløst internet og god kantine, alting sikkert sponsoreret 100% privat, så auditorierne har navne efter virksomheder.
Jeg stod dog noget af i et vist omgang, da en af de studerende i spørgetiden til forelæsningen rejste sig og sagde, "[klip]...men jeg føler, at lykke er...[klip]". Aaarg, vi har filosofi nu. Kunne vi ikke i stedet sige: Jeg mener det, det er min holdning osv. Jeg finder det er problematisk at italesætte ens mening som følelser, hvilket man desværre hører ret ofte, for hvordan skal man kunne argumentere med følelser - når holdninger pakkes ind sådan, kan de jo ikke sættes i og på spil, og give mulighed for at vi eller indehaveren bliver klogere i nogen dialog.

Spaltningen

Wed, 18 Jan 2006 12:16:00 +0100

Jeg har netop færdiggjort David Favrholts "Spaltningen", som omhandler relationen bredt betragtet mellem fysikerne Werner Heisenberg og Niels Bohr, og hvordan de var udspændt af deres tids videnskabelige og politiske forhold. En god bog, som jeg vil anbefale. Specielt hvis man er blot en smule interesseret i samspillet mellem moderne fysik, moral og filosofi, i hvilken sammenhæng Favrholt også har haft andre beskæftigelser.

I denne weekend skal min klan Englebasserne dele telefonbøger ud i Lyngby, hvad vi også gjorde sidste weekend, men vi har dog endnu 3100 bøger, og skal være færdige på søndag. De telefonbøger har helt generelt været et cirkus uden lige; at få folk til at komme og hjælpe, at få folk til at arbejde i et højere tempo end sløvt, at være deres mor og vækkeur lørdag og søndag morgen, at skaffe biler, at tænke strategisk, at dele ruter ind, men jeg synes det ser hæderligt ud nu. Og jeg synes sgu godt, at Englebasserne kunne være bedre til at give feedback noget hurtigere. Det er sgu ofte som at slå i en dyne.
Derfor bliver de fleste af dem sendt afsted ud med bøgerne hele lørdagen og søndagen, og så går jeg hjemme i Kærnehuset, laver mad til dem, bager og lægger planer for sommerlejren. Så kan de måske lære det!

Om små 2 uger starter semestret, og jeg skal have 4 fag i år, plus hvad der ellers er af løsøre. Det bliver godt, tror jeg. Skal snart til at finde et fornuftigt speciale.

Januar

Sat, 7 Jan 2006 21:23:00 +0100

Januar. Gråvejr, kulde, danske grøntsager i maden, østenvind med sne; mørk, bitter og livgivende er morgenen og natten, ligesom chokoladen, kaffen, kærligheden og livet (fik I den?). Det er ikke ligesom november, som førhen beskrevet.

Nytårsfortsætter:
Jeg har ikke nogen. Der er ikke noget specielt sexet ved at love noget før nytår, som man ikke kan holde i det nye år (''det vi i Venstre sagde før valget, det løber vi også fra efter valget, ehh, jeg mener, eiii, Anne Mette...''). Jeg lover intet, håber alt, lander realistisk og langt fra det sidste.

Blogging: DR har en masse om blogging, og senest (NU!) om Kurt Westh Nielsens blog på Ingeniørens side - læs herom på: dr.dk. Læs det. Hør det. Fat det.

Et knaldgodt pyroteknisk nytår

Sat, 31 Dec 2005 15:14:00 +0100

I aften er der nytårsfest på Studentergården; kalas, som vanligvis medfører efterfølgende tømmermænd og dertil oprydning i rå mængder, men absolut herligt mens det står på. Så vil vi drikke af den højt besungne visdomsåre og forsøge at danse moderne med pigerne. Jeg håber ikke at jeg ender med at skulle hjælpe triste skæbner, ulykkelige forelskelser eller lommepsykologisk hjernespind, hvad jeg kom for uvane at gøre ved en fest for et par måneder siden.

I julen lavede jeg mindst muligt, var familiær og spillede Settlers, spiste god sulemad meget langsomt, besøgte meget af familien 2. juledag. Jeg var også til Julebal i Billund hal (har familie dér), og jeg har sjældent set så mange bønder til bal (herligt!), og blev således vel bekræftet i, at det er derfor jeg læser i København. Det er spøjst. Man kan glæde sig i fire måneder til at komme hjem til Holstebro til jul, og når man så kommer hjem, så glæder man efter max. een uge til at komme hjem til København igen det næste halve år.

Hver nytårsaften stiller jeg min kemiske ekspertise til rådighed for det væld af personer, der måtte undre sig over den pyrokemiske regnbue, der sig udspænder på himlen. Og således også i år. Husk, at en god fyrværker skal kendes på kvaliteten af sin blå farve. Here comes:
Hvid: Magnesium-pulver
Gul: Natrium-salte
Rød: Strontium-salte
Grøn: Barium-salte
Blå: Kobber-salte (før i tiden brugte man arsen!)
Gnister: Jern- (og evt. alu-pulver) i skydebomuld

Now is Yule comen with gentle cheer

Sat, 24 Dec 2005 16:42:00 +0100

Glædelig Jul til Jer alle, og et bragende godt og sprængfarligt, pyrokemisk nytår. Jeg vender nådesløst tilbage til tasterne i en version 2, når jeg returnerer til mit ufficia på Domus Stundentiæ.

Jeg kan lige nå at sige, at jeg landede på den fædrene jord torsdag, overståede mine julegaveindkøb på 2 timer derefter (der kan godt optimeres omkring denne løsning), tog til HerreJulePhrokost og drak mig stangern, havde en off-day det meste af igår, og nu er det jo så jul. juledagene vil sikkert gå med at lege med mine julegaver langt det meste af den til rådighed stående tid, hvilket dog på ingen måde betyder, at jeg vil være offline.

"Now is Yule comen with gentle cheer,
of mirth and gamen, he has no peer.
In ev'ry land where he comes near
is mirth and gamen I dare well say.

Now is comen a messenger
Of your Lorde, Sir New Year.
Bids us all be merry here
And make as merry as we may."

W.S.

Reality show

Sun, 18 Dec 2005 21:12:00 +0100

Sidste uge inden jul. Følg med i den sindsoprivende forberedelse til jul, et action-packed reality-show på TV-theilgaard, i een udsendelse:

Mandag og tirsdag: Opgaveregning.
Onsdag: Eksamen. Pakning.
Torsdag: Hjemrejse. HerreJuleFrokost.
Fredag: Tømmermænd.
Lørdag: Jul.
Søndag: Kirke.

Morgensang

Tue, 13 Dec 2005 10:36:00 +0100

Santa Lucia-optog denne morgen på Studentergården (fra kl. 6.00, gaaaab!). Det er en af de mange årlige traditioner, der jo hører sig til. Morgenmad, koncert med SG-koret og flaghejsning und das Ganzes bagefter.

Jeg var såmænd Lucia-brud, og det var jævnt rørende - og rigtig anstrengende med levende lys i håret, stearin og GD i hånden, holde gang- og sangtakt og samtidig holde alting vandret og undgå at brænde guirlander ned med flammekasteren på knolden, men det gik okay (jeg ville egentlig ikke i starten, men ham der stod for det mente, at jeg dermed ville knuse nogle mindre stærkt syngende pigers prinsessedrømme om at være hvid Lucia-brud, og det kunne jeg ikke sige nej til :-D).

Jeg har sidste eksamen onsdag 21. december, og så er det sgu nach Hause nach Muttis Fleischtopf und Weihnacht Gemütlichkeit. Hvis der er noget jeg har savnet, så er det at komme hjem og jule - Jeg kan næsten ikke vente...

Søges: Conducteur...

Wed, 7 Dec 2005 22:24:00 +0100

Pokkers! Hans sagde op - Polyfonis dirigent - i søndags. 5 år har han samlet haft i Polyfoni, hvad der egentlig er meget pænt, da musikere og dirigenter på det marked generelt har det med at tænke på, hvor de vil hen med deres karriere, hvor de står om hhv. 1, 3, 5, 10 og 20 år. Men alligevel en bet, igen får jeg en god travl eksamensperiode trods kun een eksamen, og er nødt til at tage imod henvendelser, skrive til en masse mennesker, holde ekstern og intern korrespondance igang.

Bestyrelsen er selvfølgelig med i det hele, men der er ikke rigtig nogen mulighed for at snige sig uden om. Det hjælper ikke i den forbindelse at henvise til, som formand, at man egentlig havde tænkt sig at afdrosle sine formandsaktiviteter til det strengt nødvendige og ikke stille for meget i udsigt. Et efterhånden mat engagement for mange i koret begynder også at trykke, hvilket også kan betyde formands-overarbejde. Så nu skal der handles.

Hvis nogen kender nogen, eller nogen kender nogen der kender nogen, eller endnu længere ude, der er interesseret i et dirigent-job, så henvis dem for Guds skyld til www.polyfoni.dk for mere info - kommer op snarest.

Denne side er under daglig dekonstruktion...

Mon, 5 Dec 2005 20:43:00 +0100

- det er den i hvert fald, når den ikke bliver skrevet i med jævne mellemrum. Nu har jeg udskudt alle værdige livstegn i 3 uger. Jeg har været drevet rundt i opgaveskrivningsmanegen de sidste uger, og har skullet holde styr på foreninger og studenterpræst-arbejde og koncerter med Polyfoni samtidig, hvad man godt kan blive lidt rundtosset af. Men nu har jeg læseferie indtil min eneste eksamen d. 21. december, så det er lige til at holde til...

Der var juleweekend med spejderne i weekenden for Kgs. Lyngby gruppe. Jeg var med til at lave natløb for storspejderne mellem Hillerød og Frederiksværk. Plottet var, at nogle russere ville forgifte vandet i Arresø, der leverer vand til hele Københavnsområdet (...ja ja okay, men det gjorde den altså natten til lørdag, mkay!?). Der var brandbiler, agenter, skygning, special-politistyrker og bærbare computere med aktionsplaner. Det var jævnt sjovt, og spejderne fik sig en oplevelse, de sent vil glemme.

For 2 uger siden var jeg til gl. elevweekend på Ryslinge, og blev genvalgt til bestyrelsen for 2 år mere. Valgt til formand for foreningen. Det var en rigtig god weekend, selvom vi havde travlt det meste af tiden. Jeg ser frem til mine sidste år i foreningen. Kun 2 nye medlemmer ud af 11, så vi bevarer en masse rutiner og kontinuitet, og der har været super god stemning det sidste år. Og så vælger jeg hellere noget andet fra i stedet.

Jeg har afleveret de sidste rapporter i mine tre fag, og det holdt hårdt. Blev lige præcis færdig med den sidste fredag eftermiddag, inden jeg tog direkte på juleweekend. 3-4 timers søvn i nætterne op til er ikke særlig morsomt, men åbenbart kravet, hvis man har andet end studiet at se til. Er ved at være MEGET træt af at få at vide af VKO & DI, at jeg skal piskes hurtigere igennem studiet. Kan sgu godt være, at danske studerende har rekord i at blive sent færdige med studiet, men hyperkapitaliseringens nye meningsdannere har verdensrekord i kortsigt, snævertsyn og utak. Jamen kig op, for h...... da, jeg løber så hurtigt som jeg overhovedet kan, og gad nok se JER nå det samme som JEG når i min studieti,d ved siden af studiet!

Gråt i gråt

Tue, 22 Nov 2005 10:54:00 +0100

Det er koldt. Det er november og gråvejr, jeg har ondt i min hals, busserne er propfyldte hver morgen. Jeg sidder på hummeret og læser og skriver opgaver. Og der er ikke rigtig noget at skrive hjem om, udover travlhed.

TDC (og tømmermænd)

Sun, 13 Nov 2005 21:06:00 +0100

Vi holdt Tour de Chambre på psykopatgangen i weekenden. Det var rigtig godt, ekstrem god mad og folk var glade og næsten alle var med, ingen blev ondskabsfulde eller Palermo-stive. Festligt. Lidt skidt oplevelse havde vi dog med Undergangen, der omkring kl. ½3 kom op og opførte sig mærkeligt og trak os med ned på deres køkken, hvilket også var sært. Der blev i den forbindelse "forsvundet" nogen ting fra hvert køkken, og Undergangen var så flinke at kaste vores ur 3 meter i afgrunden og altså til de evige tidsmarkers fortabelse.

At "låne" ting på Studentergården er en hel disciplin, som mange sætter en ære i at udføre med stor nidkærhed ved festerne. Når man dagen eller dagen på dagen derpå mangler sin brødrister og mikrobølgeovn er det naturligvis mindre givtigt. Vi har såmænd også ligget i forhandlinger det meste af eftermiddagen i dag med pharisæerne om tilbagelevering af effekter, som de helt uberettiget har klunset fordi de beskylder os for at gemme deres toiletdøre. Uhørt.

Folket er endnu forblindet

Wed, 9 Nov 2005 12:41:00 +0100

Damn! Jeg blev ikke valgt til NetGårdMester. De valgte hende den anden i stedet. Jeg var langt mest kvalificeret, fik foræret den mest fantastiske stiller-tale, holdt selv en udmærket kandidat-tale. Men hun havde det største og bedste klientel. Og det er som bekendt dét, det handler om i Politik: Nemlig at være kendt og populær, ikke saglig, mådeholdende og konsis.

Det gør nu ikke noget. Jeg har dårligt tid til det, havde gerne taget dette bestyrelseshverv med også, men det er fint, og Marie (som hun hedder) har mulighed for at lære noget, og så må vi håbe at den virkelige styregruppe på Gården (nemlig NetUdvalget) ikke lader sig anfægte.

Men vedrørende måden der vælges på. Heri ser naturligvis en rigtig højskolemand (som mig) en dannelsesopgave. Folket er endnu forblindet, kunne man sige (og lyde enormt bitter og skuffet og vraget), men der ligger da et indlejret problem i omtalte case. Se på valget af Helle Thorning-Schmidt istedet for Frank Jensen til formand for Suicidal-demokratiet. Ja hun er da køn og klæder sig fint og har ingen y-kromosomer. Fint nok, men hvem er mest kvalificeret til opgaven?

Running for NGM

Wed, 2 Nov 2005 21:47:00 +0100

På søndag er den årlige Gårddag på Studentergården. Der skal vælges ny Older, ny Ordensgårdmester (OGM) og Netgårdmester (NGM). Jeg stiller op til det sidste med en saglig og satirisk kampagne, bl.a. mod kvinder i Gårdstyret (Gårdens Fædres sidste Bastion). Jeg har lavet plakater, trykt paroler, indkaldt kampagne-ledere og endda lavet noget så cremet som et kampagne-website: ngm.theilgaard.net. Check it out!

Ellers er vi begyndt på det sidste case-projekt i Kemisk Produktudvikling, i nye arbejdsgrupper, og vores har sat sig for at løse det evindelige problem: Tynde plastickopper med skoldhed kaffe er for varme at holde om. Det er i hvert fald et værdigt problem jeg selv udsættes for mindst een gang hver dag, så der er gode incitamenter og god stemning for at få det løst. Og hvordan gør man så det? Ja, det er så det vi skal finde ud af...

Back home

Sun, 23 Oct 2005 14:32:18 +0100

Hjemme igen efter en fantastisk uge på Forlev spejdercenter! Søde lagmænd, søde spejdere, søde piger, godt vejr (for det meste), gode aktiviteter. Jeg brugte det meste af ugen på at bygge en hævet borg i bøgetræernes ly, med vindebro, overdækning, bålsted og sauna. Der var også boldspil kaldet "Øl, fisse og hornmusik" bestående af en kvadratisk bane med ni felter, 15 cm nedsænket i vand, og fire mål i hjørnerne, hvor to hold mod hinanden forsøger at score i skiftende mål. En klam, kold og fysisk betonet sport (men uhyre seværdig :-D ). Om aftenen hygge og guitar-spil i "Tutten". Herligt sted.

De vil vist gerne have mig til at blive lagmand på centret, så de har fedtet lidt for mig i løbet af ugen.

I dag en endnu en lidt sløv søndag, hvor der er små og store sager, som man skal genstarte efter en uge væk fra alt. F.eks. uni-projekter, tøjvask, bestyrelsesarbejde, besvare emails og ajourføring af kalender. I den kommende uge er der spisning og ølsmagning med knaiterne fra gym, bestyrelsesmøde i elevforeningen, huddle med Englebasserne, sang for Ph.D.-dimittenderne, kastanjafest. Og projektaflevering. Pyha.

Yet another out-of-office msg...

Fri, 14 Oct 2005 14:46:00 +0100

Ohøj,
Jeg tager på ugekursus på Forlev spejdercenter i en uges tid. Det er et totalt kodylt sted med fede faciliteter og rå lagmænd (center-bumserne), og cremen af DK's spejderungdom kommer der hvert efterår. Incl. mig, der tager afsted med en komposit-klan fra forstæderne Nord for Kbh (Søborg, Charlottelund, KgsL, Virum).

Jeg kan næppe komme til at svare på mail, og jeg vil maksimalt aflytte min telefon 2 gange i døgnet (hvis overhovedet). Jeg er dog tilbage igen søndag d. 23/10. Hvis det haster kan man måske få fat i mig på en eller anden anden måde, som jeg ikke lige kan greje.

Tro og viden

Thu, 13 Oct 2005 15:04:00 +0100

Jeg var til et oplæg-debat-aften i går aftes på Teologi-caféen, de ringeste 2 timer jeg har brugt i denne måned. Situation: En eller anden stodder (geolog, der tillod sig at kalde sig naturvidenskabsmand) holdt oplæg om "hvordan vi svarer på eksistentielle spørgsmål". Manden mener så at kunne sige noget berettiget om religion og tro, når han ikke vil kendes ved det overhovedet, ej heller for så vidt menneskernes lidenskaber og åndelighed. Dette gjorde han ved at oplægge, at man kun kan berettige etikken med en videnskabelig rationalitet som grundlag. Hurra, kammerat, så skal det nok lykkes at sige noget samlende om menneskene. Men han ville gerne "i dialog, jeg er pragmatiker". Ja nå, hvis du tror du kommer i dialog ved at afskrive modparten, Mester Jakel, så gør du en nydelig komedie.

Nogen såkaldte "naturvidenskabsfolk" tror fejlagtigt, at troen på en metafysisk entitet er en hypotese, som den troende efterprøver ved experiment, observation og teoridannelse og på denne måde justerer sin tro mod en observérbar "sandhed". Men det er ikke sådan. Man kan ikke observere eller bevise, ej heller modbevise Guds eksistens videnskabeligt. Man er nødt til at tro i kraft af det absurde. Man skal tro, før man kan se.

Jeg gik efter 1½ time, men inden da gav studenterpræsten, min arbejdsgiver, en mindeværdig replik på det opkastede, som oplægsholderen ikke kunne svare på (trods et meget langt og kedeligt forsøg). Man ikke kan svare videnskabeligt på religiøse spørgsmål - og ej heller eksistentielle spørgsmål.

Al Sjællands ynde

Sun, 9 Oct 2005 21:34:00 +0100

I weekenden var Polyfoni på korweekend, et fænomen der forekommer hvert semester, når der skal øves max og hygges max i skiønne omgivelser. Dette semester var vi i en rigtig god hytte udenfor Tikøb, i HELT suveræne omgivelser: Lige ud til Gurre Hegn i nærheden af Gurre Sø og Valdemar Slot. Vejret var perfekt. Der må vi op igen. Super sted, der var en em af kultur og historie gennem skovene og markerne.

I den kommende uge har jeg en del arbejde op mod afleveringen af flere projekter. Der bliver flow-simulation for polymer-coating af overflade og der bliver installation af en SNCR-DeNOx på en affaldsforbrænding. Spændende. Jeg tager til Forlev Spejdercenter i efterårsferien, ikke med klanen, men med en flok bekendte fra omkringliggende klaner, og der er også nogen ting, der skal forberedes inden da. Travl uge i udsigt (igen).

Om den uselviske gave

Fri, 7 Oct 2005 08:46:00 +0100

I tirsdags var jeg ovre i S-huset og give blod. Jeg hørte sygeplejersken nævne, at der var ca. 75 personer om dagen på DTU, de 3 dage pr. 3 måneder den mobile blodbank er på DTU, der besøgte den mobile blodbank, og at det lå i den højeste ende i statistikkerne på landsbasis. Men hallå? 200 ud af 10k potentielle donorer??? Det er sgu da ikke noget der ligner noget som helst - det er da direkte fesent! Og hvis det er et af de bedre steder at tappe blod, så synes jeg sgu det står kvalmende sløjt til i de frivillige foreningers fædreland!!!

Danmarks frivillige bloddonerer blev startet af spejdere fra DDS. i starten af 1900-tallet. Det var sgu dengang man lagde alvor bag ordene i spejderloven om at hjælpe sin næste. I dag kan man, parentetisk bemærket, knap nok komme til at hjælpe sin næste på laveste niveau, dvs. gøre alvor af principperne i spejderloven, uden at drukne i en sand malstrøm af tomme værdierklæringer, handlingsplaner og nye logoer.

Tag Jer nu sammen, danskere, for Himlens skyld da! Det handler om at gøre noget uselvisk for noget andet end ens egen navle og røv. Det handler om at give en anden mulighed for liv og førlighed. Det her handler om at tage næstekærlighedsprincippet bare en infinetisemal smule alvorligt og rent faktisk HANDLE!

Kolleuge og pjæk...

Wed, 5 Oct 2005 17:40:00 +0100

I denne uge holder Klan Englebasserne kolleuge i spejderhytten, eller det vil sige den rå trio i klanen holder kolleuge, resten er for lunkne til at bruge Kærnehuset som base for deres dagligdags opgaver. Det foregår ved at vi rykker vores studie/skole-bøger, tøj, tasker, computere og andet absolut uundværligt grej ned i spejderhytten, indkøber 3 kubikmeter mad og sætter noget intellektuel radio i gang, og så er ugen skudt i gang! Det er super hyggeligt og en god måde at blive "familiariset" med de andre rødder. Eneste problem er selvfølgelig alle de skide spejdere (!), der larmer rundt i huset på hverdagsaftener. Men ud over de 3 kritiske timer, så er det super hyggeligt. Jeg selv har som sædvanligt mega travlt med alle mulige andre ting, så jeg tager afsted kl. 8 om morgenen og er hjemme kl. 10 om aftenen, men så er det utrolig familiært at der er mad, hygge, Radio Intellect og artikel-læsning i plenum.

Kolleugen er en tilbagevendende tradition hos Englebasserne i uge 40, men tjener i år det dobbelte formål at give mig et legitimt påskud for at skulke fra gangmaling på Psykopatgangen. Det startede vi med i denne weekend, og det fortsætter (mindst) indtil slutningen af næste. Gangen skal skifte farve fra en ellers smuk kraftig lyserød til en yndigt diskret gullig nuance. Lidt kedeligt. Jeg havde ellers advokeret for en kraftig skriggrøn + sort med flammer i rød, hvid og gul, men det er dem der gør arbejdet, der bestemmer, og jeg har ikke noget at lade nogen høre dér.

Sløk

Wed, 28 Sep 2005 20:24:00 +0100

"Hvis man skal være meget nøjagtig kan man hævde, at Kierkegaard slet ikke tror på noget. Troen er ikke en erkendelse eller en antagelse, en formening om et eller andet. Det hedder jo heller ikke troen på det absurde, men troen i kraft af det absurde. Strengt taget har troen ikke nogen genstand i normal forstand. Man kan ganske vist sige: tro på Gud - men Gud er jo det ubegribelige og derfor ikke noget man i den forstand kan gøre til genstand for en intellektuel proces. Man skulle derfor snarere sige: tro i kraft af Gud. Tro betegner nemlig en holdning eller en forholden sig eller en måde at være til på, en form for eksistens (..). Det religiøse er ikke selv indholdet af det religiøse liv, men det i kraft af hvilket man lever det almindelige liv med dets almindelige indhold."

Johannes Sløk: "Kierkegaards univers", 1996

"De primitive kulturer er primitive, fordi de lever i en enhed med naturen, som vi har svært ved helt at begribe, men som bunder dybt i deres myter og de religiøse måder at betragte alt på, som udgår fra dem. Det fungerer virkeligt, og det ville derfor være temmelig anmassende og tåbeligt, om vi mødte op med et eller andet rationelt sandhedskriterium og forklarede dem, at deres myter ikke var 'sande'. Men det gælder også såkaldt højerestående kulturer, og dem kunne vi sikkert have meget udbytte af at gennemgå, hvorledes de alle ? eller mange af dem ? lever i, hvad man kunne kalde et mytisk univers, der for dem har skabt klarhed over livets 'gåder', over fødsel og pubertet og familiestruktur og sociale ordninger og erhvervelse af livsfornødenheder og sygdom og død og et liv i en eller anden dybere forstand og i ene eller anden slags evighed. Det vil være voluminøs hovmod lige ud at erklære, at det 'jo' ikke er 'sandt'. Det er sandt, alene fordi det notorisk fungerer."

Johannes Sløk: "Herre, giv mig mere vantro", 1988

Tager strikken

Tue, 27 Sep 2005 22:29:00 +0100

Jeg tager strikken. Dansk politik er fandme for surrealistisk, fuldstændig uvirkelig elendigt. Læste Bent Vinn Nielsen i Informeren i weekenden, den kan jeg kun anbefale mine læsere omgående at kaste sig over med glubende læseappetit. "Den store danske samtids-roman" - hvis dansk politik var en bog. Og hvis dét var tilfældet, ville forfatteren få den tilbage i nakken af forlæggeren med flg. besked:

En erklæret antisocial socialminister, der ikke kunne se noget problem i, at mange har for meget og flere for lidt - det er da en indre inkongruens?

En udviklingsminister, der vil have bistanden til ulandene udbetalt efter samme pincip som i et tv-underholdningsshow. Ligesom som i de gode gamle dage, ja.

At gå i krig på et løst rygte om nogle våben er simpelthen for urimeligt, det vil ingen tro på.

Modstillingen mellem "asketisk statsminister - rødvinsdrikkende epikuristisk borgmester" er for søgt, for nem, for plat.

Dansk politik på dagen i dag ligner sgu godt nok også en ladning selvdøde grise på vej til sæbekogeriet:

Anders Fogg sender tyrkiet ud i kulden. De skal ikke gøre sig håb om noget i statsministerens særlige liberale politik (hmm, der læner sig op af DF?).

Rikke Hvilshøj vil nu også lave "særligt liberal politik" for folk, der blot læser et "særligt udvalgt studie" til klækkeligt skattebetalende bedsteborger (se her). Der er ikke brug for nogen 24-årsregel til dem, for de bliver faktisk helt automatisk integreret. Det sker af sig selv. Bare man ikke læser historie eller samfundsvidenskab eller endda - ja, Gud forbyde det - dansk eller engelsk.

Kulturministeren sætter nye perspektiver og kanonudvalget i front for kulturkampen mod de middelalderlige og forstokkede mindretal, ja i vores eget land, der ikke anerkender de universelle, sande, gyldne danske værdier *). Det er sgu ærlig selvkritik i liste C, Brian, men godt at du går i gang!

En antisocial/anarkosocial socialminister? Forebyggende krig for demokrati og værdier? Ja, nu refererede BVN ikke til andet, det gør jeg til gengæld gerne på hans vegne, uden blusel. Hvis man vil læse noget lignende den politiske kultur idag, så er det: Orwell - "1984".

*) Jeg kan sgu ikke finde nogen steder, hvor der står hvad de værdier der er. Skal jeg slutte af samtiden og politkerne (det er jo udelukkende der, man hører alt det præk om værdier), så må det være noget i retning af klippefast tro på Gud Mammon, øl, fisse og hornmusik, laveste fælles nævner, løbe med en halv vind, vælge nemmeste og bekvemmeste rute over hegnet. Sådan nogle ting.

Kultur og univers

Sun, 25 Sep 2005 22:02:00 +0100

Amerikanerne vil rejse bemandet til Mars, og som mellemstation etablere en rumbase på månen. Der anslås en (minimums-)pris på 700 mia. kr. "For NASA, space is still a high priority", som GWB så fint har formuleret det tidligere. Det kommer der lidt causeri ud af i Søndagskulturradikalen (Politiken) i dag. I hvert fald så meget som en stacceret byge af spørgsmål til civilingeniør og rumfartsexpert Christian Rovsing. Man, dvs. læsernes årvågne vagthund og den fjerde statsmagt, finder ikke pengene vel brugt, når de for den rationelle betragtning er bedre brugt på den 3. verden og miljøet og uddannelse og de svage.

Men hvad er det, Rovsing glemmer at sige? Hvad er det Politikens spørger er blind for? Det handler alt om økonomi, om afkast, om teknologi og udvikling. Rovsing får lige lov til at nævne den menneskelige nysgerrighed i første sætning, før han bliver holdt op mod den økonomiske rationalitets kolde stål. Jeg mener, de glemmer hele pointen.

Vi, eller amerikanerne, skal ikke til Mars af økonomiske årsager. Teknologiske årsager kan da være en fordel, men slet ikke vigtigst. Nej, vi skal til Mars, fordi det er det rigtige. Fordi det ikke kan være anderledes. Det er simpelthen et fantastisk udtryk for kultur. Tænk at de tør! Hvilket umuligt, mægtigt, dødsdristigt værk! Overhovedet at forestille sig det, men tænk at sætte det i drift! Selvfølgelig skal vi derud. Vi skal vende skaberværkets sten og prøve at forstå det i den ydmyghed, det er gjort i!

Se det dog, det lille menneske, universets støvkorn i nanostørrelse - men også det eneste støvkorn (?), der ikke blot er støv, men er både støv og ånd. Er vilje, er stræben, er refleksion, er forundring, frihed, hengivenhed, dristighed, nysgerrighed - er tro.

Tid og travlhed

Thu, 22 Sep 2005 16:09:00 +0100

Hvorfor har alle mennesker så travlt? Jeg har travlt, du har travlt, vi har travlt - alle jeg kender, får mere og mere travlt! Vi har altså den oplevelse, at "samfundet", "tiden" eller vore omgivelser går hurtigere og hurtigere, og den standardiserede syndebuk er den teknologiske udvikling. Det er egentlig mærkeligt. Teknologisk udvikling har alle dage været, specielt de sidste 300 år i en rivende udvikling - oplevelsen af den pulveriserende tid (-smangel) er ikke ny, men det er nok i vor tid, at den virker så markant.

Faktisk tror jeg, at andre ting end teknologi skal have skylden. 1) Moden (der for 30 år siden både udsplittedes i under-domæner og er accelereret til en rekursiv tilstand, hvor moden nødvendigvis må gentage sig med mellemrum) 2) Informationsniveauet (alle knoldesparkere skal jo efterhånden have en blog og nyhedsbreve og internetaviser, så mængden af ligegyldigheder der transporteres rundt vokser drastisk) 3) Mængden af nye ord i sproget, fordi en dvask generation af neo-yuppier ikke formår at oversætte nye begreber til dansk. Hvad betyder f.eks. kompetence? Evner og mulighed! Sprogforfladigelse giver manglende forståelse af begreber og fænomener.

Læren om social og kulturel acceleration hedder dromologi, opfundet af en italiener og et studie i sig selv, tilsyneladende en ubevidst inspiration for mange. Jeg tror dog man kan lære lidt her:
Prædikerens bog

Måske rummer det brugbare tanker til den, der er ved at få stress.

Jeg har stiftet en forening!

Thu, 22 Sep 2005 15:51:00 +0100

That's right. I går aftes, mens I andre så Brøndby-FCK var jeg med til at stifte Studenterorganisationen ved Institut for Kemiteknik. Det var fantastisk! Stiftende generalforsamling med debat om vedtægterne (hvilket tog 2½ ud af 3½ timer), oplæg fra institutleder Kim Dam-Johansen om netværk, nytænkning og studiemiljø. Valg til bestyrelsen - kampvalg! Det ser man ikke mange steder in these days.

Ellers har jeg travlt (ja okay, jeg har jo altid travlt), studiet er ret givende, synes jeg, men tager jo sin tid. I kemisk produktudvikling er vi ved at lave tyggegummi, lidt mindre mærkeligt end at undersøge honning og kiks, kunne man sige, men fokus er også skiftet til at omhandle Ide-skabelse for en potentiel produktforbedring.

Then I dropped da bomb. Jeg har meldt mig ud af en af de bestyrelser (LHE) jeg sidder, undskyld sad, i - trak i nødbremsen, kan man sige. Jeg har ikke tid, og jeg synes ikke der var mandat nok til at slide i det med den mangel på tid, der generelt præger min dagligdag. Det er synd. Alle steder er der overordentlig god brug for de frivillige foreninger, i min optik Danmarks demokratiske grundskoler, men der mangler folk alle steder. Jeg har lyst til at skabe en virksomhed, der skal hedde "ForeningsDoktoren". Der er brug for en systemisk generalisérbar viden om, hvordan man laver godt bestyrelses- og foreningsarbejde, der fastholder og udbygger tilknytningen til en forening.

Folkenes død

Wed, 14 Sep 2005 22:37:00 +0100

EU vil lovgive om at staterne skal registrere frivillige foreningers medlemmer, da de jo har den hypotetiske mulighed at donere penge til terrorister. Staten må have kontrol med foreningerne (ellers kan man jo ikke se, om de har de rette "danske", "demokratiske", eller "europæiske" værdier, hvad det så end er). Ja, foreningerne er vel langt hen ad vejen rene terrorist-reder, der årligt udklækker onde mennesker og tanker, der "pønser" mod staternes gode vilje.

Jeg kunne kun finde flg. citat på Norsk (so much for the freedom in Danish debate), men jeg har alligevel tilladt mig at klunse det:

Der finnes vel ennu folk og folkeslag, men ikke hos oss, brødre. Vi har staten. Staten? Hva er det? Lytt med åpne ører, nu sier jeg mitt ord om folkenes død. Staten heter det koldeste av alle kolde udyr. Koldblodig lyver det også. Og denne løgn kryper over dets leber:

"Jeg, staten, er folket."

Løgn er det! Skapende var de som skapte folket og skjenket det en tro og et håp: slik tjener de livet. Men livsforneketere er alle de som setter opp feller for folket og kaller det stat. Hvor folket ennu lever som folk, forstår det ikke staten og og hater den som det onde øye og som synd mot sed og rett.

Dette tegn gir jeg dere: Ethvert folk taler i sin tunge om godt og ondt.Og naboen forstår ikke denne tale. Sitt eget sprog for sed og rett har han funnet og formet.
Men staten lyver om godt og ondt i alle det godes og ondes tungemål. Alt hva den sier er løgn, og alt hva den eier har den stjålet. Hel er den bare i sin falskhet; stjålet er selv dens bitelystne tenner. Selv dens innvoller er falske.
Det gode og det ondes sprogforvirring: det er statens kjennetegn. Tyd meg dette tegn! Det røber i sannhet dødsvilje og betyr folkenes død.

Friedrich Nietzsche

Sunshine reggea

Wed, 14 Sep 2005 06:14:00 +0100

I den forgangne weekend var jeg på spejdernes årlige familie-weekend. I år gik den til Nekselø, det ligger oppe i Sejerø-bugten vest for Odsherred. På Nekselø ligger der et lille spejdercenter. En udmærket tur, og som ofte med familieweekenderne bliver de et refugium for spejderlederne, der ikke behøver at være "på" hele tiden. Ungerne er overladt til mor og far, så vi tog den med ro og lod de gode rystelser blive meget stærkere (a la Laid Back). Fantastisk natur, vejr og udsigt fra den ø. Man får lyst til at blive sejler, når man er sådan et sted på en solrig septemberdag.

I går havde min mor fødselsdag, og jeg fik ikke ringet hjem, da jeg var travlt optaget. Rimelig dårlig stil. Jeg håber rødderne derhjemme sørgede for kakao og blomster fra haven, de har da i hvert fald sørget for en gave.

Honning- og kikssagaen

Wed, 7 Sep 2005 11:43:00 +0100

Vores projekt i Kemisk Produktvikling, med at smøre honning på kiks, har taget nye drejninger. Vi har lavet forsøg med hvor tyktflydende honningen er - trods det, at det ikke blev udført direkte i laboratoriet, affødte det dog et svineri og en gang klister af en anden verden (ikke overraskende). Jeg selv har lavet knæk-test af kiksene, hvilket sker på den overordentlig videnskabelige måde, at man fastholder en kiks i en position og belaster spidsen af den med en større og større vægt. Og så braser kiksen naturligvis til sidst. En Digestive [udtales: 'Di-e-'sti-ve] kan holde til mellem 330 og 730 g. Så ved vi det...

Nå ja, og så har "Forskere fra Danmarks Teknologiske Universitet" (?!?) fremstillet en pille, som kan bruges til at lagre brint til f.eks. transport eller mobile enheder. Kunne man høre i P1,2,3 idag. Som en "special service" til mine læsere kan jeg hermed berette, at pillen IKKE kan lagre brint (H₂), men derimod ammoniak (NH₃), og at der, for at anvende pillen til energiformål som brint også skal convertere og varmesystem til. Og at fremstillingen af ammoniak er en af de store, gode, olie-gas-ressource-forbrugende industrier.

Alt sammen kendt teknologi (men også traditionel teknologi, der fylder den del, og ikke er CO₂-neutral i dag, i morgen, eller om 5 år). Men med tiden...

Sletten reformeret???

Thu, 1 Sep 2005 12:40:00 +0100

I dag havde vi anden halvdel af ugens innovations-forelæsning. Og der kom sgu nogle helt anderledes farverige krea-boller på suppen. Praktisk ide-generering i teams. Vi havde 2 eksterner ude, der arbejdede i større virksomheder (Novo, Coloplast, m.fl.) med krea og inno. Boom! Så der skete noget. Mange af kræfterne derude, i den pulveriserende virkelighed, bruges åbenbart på rammerne, og de var sgu i orden: Åbent rum, masser af slik, rundstykker, kaffe, sodavand, runde borde og bløde stole. Sponsoreret af - DTU!!?! Det var vist et krav udefra for at få nogle "1st class rocka style" inno-pinger ud, men hvad inst. for Kemiteknik har brugt på den affære er ikke godt at vide.

Tirsdag blev jeg lukket ind i det aller-helligste af templet, de inderste cirkler, nemlig kommunikationsafdelingen i adminstrationen på anden sal (oh skræk!, lige ved siden af rektors kontor!). Jeg skal lave ny hjemmeside til studenterpræsten, det er en del af mit job, i DTU's nye skabelon. Må gøre det i weekenden, skal nå 100 ting inden mandag.

Semesterstart

Mon, 29 Aug 2005 21:35:00 +0100

Så kører det! Sletten er på den anden ende, trods den lidt falmende grønne sensommerfarve i træer og hække synes at mane til besindighed. DTU er fuld af masser af skiønne ungmøer og endnu flere kraftige karle, der - omend unge, uvidende, håbefulde - er startet på DTU. Ak, de stakler aner ikke hvad de går ind til (som om vi andre gjorde det). De fik allesammen den gamle standard-prædiken af rektor (hans højvelbårne velærværdighed Lars Pallesen), at "det tager kun 5 år, og så er det ud af vagten", og den gamle fra Sølvgade: "kig på din sidemand til højre og venstre, du eller en af dem vil mangle her efter et år". Innovation, og blabla. Som jeg og resten af Universitetskoret Polyfoni har overhørt for Gud ved hvilken gang.

Jeg er startet på et fag, der hedder kemisk produktudvikling. Det er meget spændende, eller sådan virker det, men en anelse underligt. Jeg sidder i en projektgruppe, der skal undersøge egenskaber ved fænomenet "at smøre honning på en kiks". Jeg skal nok sørge for at opdatere med hvad det udvikler sig til, for det kan jeg i sandhed ikke ane.

Sidste helle

Sat, 27 Aug 2005 22:49:00 +0100

Vi er fremme ved sidste weekend inden studiestart, og jeg ser frem til at få travlt igen. Nyt semester, nye fag. Spændende fag - håber jeg. Jeg skal snart vælge en retning for mit eksamensprojekt. Det er underligt, men der er nu alligevel 1-1½ år indtil det er slut (mindst). Jeg kan bare håbe på et menneskeligt semester, og for en gangs skyld har jeg arbejdet i sommerferien med mine projekter og kan bilægge dem til studiestart. Så der skulle være en chance for, at jeg kan gå mere helhjertet op i studiet og ikke zappe så meget rundt. Færre, mere helhjertede projekter.

Elevforeningens bestyrelse har holdt møde på højskolen i dag, og jeg camper hernede indtil weekenden er slut. Ryslinge fungerer fint som refugium, som absolut sidste og bedste helle inden det går løs igen. Der er en mat, træg, lidt tom stemning, som weekender på højskolen plejer at være, når elevforeningens bestyrelse er på Ryslinge. Da jeg var hernede som elev for 4½ år siden var weekenderne berusende, foryngende, sommerlige, aktive, men denne weekend er som så mange andre i elevforeningen med en konstant, mærkelig stemning af melankoli, af efterår, af jord og land og af stilhed. Af en mærkelig gammeldags, inderlig bundethed, som jeg ikke ved hvad er. Som om kirkegårdens alvorlighed ved siden af højskolen sender et grånende skær af højtidelighed, ælde og evighed.

Lyngbynatten

Fri, 26 Aug 2005 22:15:00 +0100

Lyngbynatten var en rigtig god oplevelse. Senior- og tropspejderne står for en aktivitet kaldet "Hawaii-fodbold". To hold af 5 deltagere hejses op i en bæresele, så de lige præcis ikke kan nås jorden, og så bliver der ellers spillet fodbold på en 4x7 m bane. Banen bygger vi op af trebukke, og lægger tykke tværbomme mellem trebukkene.

Vi havde godt nok grå- og regnvejr om torsdagen til starten af opbygningen, men fredag var flot og solrig og gav kun 2 styrtbyger med ærtehagl... Jeg måtte have en lur midt i al den travleste opbygning fredag eftermiddag, min søvn var også lidt hård. Det er den altid, når man bliver vækket af busser og trafik fredag morgen kl. 6.00 ved Lyngby Runddel.

Jeg pjækker fra oprydningen (vi river normalt lejren ned efter kl. 23.00 og 2 timer frem), men jeg skal en tur til Ryslinge, så det må gutterne ordne selv.

Gynger og karruseller

Wed, 24 Aug 2005 16:08:00 +0100

Jeg har rendt rundt på DTU hele dagen, jeg skal hjælpe studenterpræsten før studiestart med at trykke foldere og lægge program og lave hjemmeside, så det er nu, der bliver rykket. Der kommer forhåbentlig ro på i næste uge, så jeg kan koncentrere mig om studierne.

Så gårsdagens "udefra" med Tyge Petersen. Amerikanske sikkerhedsopgaver i Irak udliciteres til firmaer, så man officielt kan trække tropperne hjem, mens man i virkeligheden, de facto, netto sender flere derned. Meget sindrigt. Og så står sikkerheds-troppernes retsstatus jo et ubekendt sted, for hvad med retsopfølgning efter skudepisoder? Det bliver iflg. Iraks lov og håndhævelse, som lige nu... ja!?!

På denne side må der således snart komme en meditation, en betænkning, over "liberality: state vs. corporation". En klassisk liberalist vil hævde, at den private virksomhed, ikke staten, er liberal. Jeg vil undersøge, om nogen af dem er det.

Travle dage

Thu, 18 Aug 2005 19:13:00 +0100

Tilbage på min pind har jeg været i nogle dage nu. Arbejd arbejd. Nu er vi i gang med slutspurten af sommerferien, og alle mine løse ender skulle efterhånden gerne lukkes inden semesterstart om halvanden uge. Sang for de nye russer med koret, Oprykning Lyngbynat familieweekend med spejderne, kommende G.F. i LHE. Studiestart. Og jeg får brug for en ferie oven på den her ferie...

Fed fest...

Sun, 14 Aug 2005 19:43:00 +0100

...på Testrup, reggae music og meKa dance. Folk var ikke super-powered-up morgenen efter, hvad man ikke fortænker, og busturen hjem som var jævnt sløv. Super kursus! Super oplevelse, alle lover sig selv at komme igen næste år (om de gør det er en anden sag).

Gud og Darwin

Sat, 13 Aug 2005 17:40:00 +0100

I dag har elevforeningen på Testrup afholdt generalforsamling, og der blev slået et slag for kontinuiteten i bestyrelsesarbejdet.
Efter det var der foredrag ved Niels Henrik Gregersen fra inst. for Systematisk Teologi, KU, om forholdet mellem teologi og naturvidenskab. Fremragende! Endelig noget perspektiv, endelig kan tvivlerne få noget at bygge på (hvad man jo ellers ikke gerne vil).

"Hvad nu hvis"

Wed, 10 Aug 2005 16:34:00 +0100

Vores højskolenytænkningshold er blevet færdig med at indspille rådokumenterne til Podcast webradio/download. Det tog en eftermiddag til ca. 4 x 20 minutters optagelse, der nu skal redigeres og sammenkoges. Det var super-fængende og rigtig godt samarbejde, og blev til sidst et supergodt konstruktivt højskoleværksted. Vi laver en plakat og noget hurlumhej for at vise os frem, og måske spiller vi nogle teaser-klip. "Hvad nu hvis" siger NEJ TIL GØGL og JA TIL INTELLEKTUEL højskole. See testrupelev.dk for details.

De Unge?

Sun, 7 Aug 2005 17:55:00 +0100

"Hvad nu hvis?... højskole" hedder mit eftermiddagsfag på Testrup. Hvordan skal vi tænke fremtidens højskole, er den i krise, hvordan ser den ud. Meget arbejdsomt fag, produktorienteret, vi skal FREMAD over stepperne, og det er et hardcore hold.
Et kort oprids: 75 % af de unge føler sig på ingen måde animeret til nogensinde at skulle beskæftige sig med højskolen, den er så at sige slet ikke inde i deres tankerække. Af de sidste 25 % kan vi så begynde at gøre os håb om at hverve, og her når vi også blot en fjerdedel. Hvordan kan det være, at man i FFD eller højskoleverdenen generelt ikke tør stille spørgsmål ved det indhold, man leverer, når en lille smule besindelse på, f.eks. praktiske fag, naturfag på en naturlig måde, nye ideer og innovationstænkning kan flytte den grænse for potentielle højskoleelever opad? Hvordan kan vi tale om at være alment dannende på denne baggrund? Get started, Højskole!!!

Testrup

Sat, 6 Aug 2005 16:30:00 +0100

Testrup er imponerende: Det er ikke så meget selve højskolebygningerne, men til gengæld indholdet, der fylder rammen ud, dvs. deres stemning og miljøet og eleverne, deres forholdsvis tæt pakkede grund, og det alt for fede musikhus. Og deres alt for friske gå-på-mod og virkelyst.
Det viser sig, at Testrup Højskoles elevforening er MEGET aktiv, hvilket ikke overrasker. Der er 6 liniefag og 14 workshops, hvor man vælger een af hver, og folk teamer up med andre og med lærerne og laver workshops, "en masse". Meget er ganske gakket som "cykling & is", "hækle" og "barbershop singing", men der er også teater, reggae, popmusik og mere åndlige sysler. Virkelig: Imponerende. Som at gå der selv.

"Dette er ikke en pibe - det er en Hedegaard"

Sat, 6 Aug 2005 09:13:00 +0100

Jeg var til afskedsreception på Ryslinge Højskole i går. Eller, jeg er der endnu, jeg overnattede hernede og skal videre i dag. En epoke er ovre med Peter, min forstander, min Nordjyde, een af de eneste der kvalificeret kunne diskutere forskellen mellem AaB og Sjang. Nu skal han så være præst i Holstebro Valgmenighed, og jeg tager i hvert fald til gudstjeneste der på et eller andet tidspunkt.
Den nye forstander Ole virker frisk og klar og fuld af god vilje, og er nok mere vant til at tænke i brug af elever og administrationsapparatet til at "vise" højskolen. Det bliver spændende. Jeg har lovet at hjælpe ham med at indføre elektronisk administrationssystem det jeg nu kan, som jeg gerne ville for nogle måneder siden. Sehr sehr spannend.
Nu tager jeg til Testrup som special-inviteret fra LHE på sommerkursus og elevmøde. Jeg glæder mig meget. Har ikke været der før, men har hørt en masse sagnomspundet om specielt elevforeningen.