theilgaard.net

blog | | | |

blog

Mod sødrager, himmel og hav for Danmarks raske ungdom ("imellem Odden og Sejerø")

Skrevet af | mandag, 19. juli 2010 kl 15:04 |

[8] | kommentar [1]
Stikord: sommerlejr, spejder, sommer, sejlads

Her i sommerens hede må de fede svede, siges det. Trods det prøver jeg nu at holde høj fane på arbejdet, men sommervejret animerer ikke endsidigt til produktivitet. Vi husker at spise at mindst een is om dagen, så der er lavet isordning til nedkøling af kollegaerne. Ellers bliver der morgensvømmet i Øresund og holdt madklubber og indflytningssammenkomster for forskellige folk.

Den sidste uge har jeg været på sommerlejr med spejderstormtroppen fra Bagsværd. Vi har sejlet fra Århus til København med spejderskibene S/Y Ran og Klitta i en herlig uge med vind og vejr og hav. Ja stormtrop og stormtrop, det er ikke hele banden, der er oppe med solen og lave havregrød, men en del af dem er sgu vakse nok. Særligt de yngste spejdere, der endnu har den hårde juniortræning i blodet, har overrasket med flink opførsel og dueligt arbejde. Vi sejlede fra Århus via Øer Havn til Sejerø, nord om Sjællands Odde og via nordkysten, Helsingborg og Flakfortet til Svanemøllen. På sådan en tur har man fra spejderrederiernes side stillet skipper og bedstemand til hver båd, så der er søkyndigt styr på tropperne på hvert skib.
Det var stor moro, det var på god vis anderledes end vanligt og gode kræfter blev prøvet med et gammelt håndværk som at holde sejlskibe flot. Nu ved alle spejderne hvad skøder og fald og fortøjninger, tot og slæk, styrbord og bagbord, stag og vant, stor- og mesansejl og genoa, spil, bom, bovspryd og fribord er. Og en del til.

Imellem Odden og Sejerø, mandag aften, kom Klitta i kamp mod elementerne, bølgernes kæmpehøj og sødragerne ude på verdens yderste rand (lyder det som en gammel sømandssang?). Vi fik et vældigt tordenuvejr fra vest, en ren cyklon jeg tror, der rumlede ind mod os trods tidligere vejrudsigters forsikringer om højtryk og klar himmel. Det lignede nærmest, at det kom snigende ind på os, lidt af en skypumpe, og himlen blev mørk som beg. Vinden løjede lidt af, og slog så momentant om i kuling fra vestlig retning.
Det gav en voldsom bomning, og dén gav den gamle skøre tropsleder - moir! - et underhængende taljebomspil i panden - det er i hvert fald sådan vi husker det efterfølgende. Tog en for holdet, ville jeg sige. Skipper mente, at vi returnede til afgangshavnen. Madsen gennedes under dæk til plastre og forbinding og måtte en lille tur til vagtlægen på Sejerø, da vi timer senere nåede dertil. Hun var en rigtig sømandslæge, og der blev taget rask fat med vat og rens og kødklister og gazebind, ikke noget pjat og pussenusse med hende. Og jeg har en sej fighterrift på 3 cm i panden.
De fik mig heller ikke denne gang.

Om mandagen i regnvejr på Solitudevej

Skrevet af | søndag, 20. juni 2010 kl 01:10 |

[19] | kommentar [0]
Stikord: bolig, arbejde, indretning, Amager

Det kan siges, at jeg så småt er landet herude på Amager, afgrundens rand. Herinde leger vi arkitekt, håndværker og akademiker på samme tid for at fremtrylle et såkaldt beboeligt hjem og et nyt slot for tanken med en student indeni.

Jeg har indrettet mig med et rum som soveværelse og kontor, og et rum som spise- og dagligstue. Soveværelset har jeg fyldt et nyt Ikea-skab ind i, det er tungt som et langt ondt rødt år, sammen med min seng, kommode, stigereol med skrivebord osv. Stuen tænker jeg skal fyldes ud med en lille urskov af planter i potter, for - som Voltaire konkluderer - man skal passe sin have. Men indtil nu er der kun nyt bord og nye stole og ny reol, og det runger endnu ret hørbart.

Internettet fungerer, og jeg har også fået en rigtig telefon som indflyttergave af Jeppe og Nanna (nummer: 3220 0307, se kontakt - kan dog hænde at telefonen ej kan kaldes til endnu). Det ligner en gammel model Ceauşescu fra 1971, men det er solid mekanik, der virker. De har også givet mig det eneste spor af rigtig flora, nogle meget pyntende orkideer, som nu står med fødderne i vand.

Man kan sige på flere sæt, at jeg sejler i min egen lille andedam nu. Jeg har dog haft kammmerater af forskelligt tilhør til middag i nu tre-fire omgange, så vi har fået ekserceret og motioneret køkkenet og efterprøvet, at det fungerer.
Men på sådan en helt almindelig lørdag, hvor man ikke har lagt program for noget kan man jo ikke bare gå ud på køkkenet og hygge med de andre psykopater, og det er ensomt at sidde og kukkelure i det for sig selv her. Og det sgu ikke lige morsomt, når man ser bort fra, at man selvfølgelig ikke behøver at rydde op efter andre skvadderhoveder end en selv og hvem man eksplicit inviterer.

Det er lidt hårdt og ikke særlig sjovt at måtte glæde sig til, at man igen fra mandag til fredag har mulighed for et mere eller mindre socialt samvær med andre mennesker, fordi her er man på arbejde.
Jeg skal selv tage ansvar for alting nu, særligt socialisering med andre, for det er spillereglerne, og visse kammerater vil måske derfor komme til at opleve, at Anders er endog overordentlig insisterende på at ville lave og holde selskab og befordre diverse hyggelige eller aktive samkvem.
På den måde har jeg været i en god skole i Finland, for det var de samme kriterier, der gjaldt der. Man kan jo ikke ligefrem beskylde finnerne for at være verdens mest udadvendte folk.

Men det er mig et mysterium, særligt nu efter at være flyttet ud, at mine mindre søskende fravalgte og søger at fravælge kollegium-boskabsformen. De bliver ensporede og ensomme, og de mister forbindelsen til andre mennesker og disses syn på verden, og til hvad andre mennesker har af liv og gerning og normer. Og de kan ikke se det selv, eller de vil ikke se det, og det er vel den største ensomhed.
Jeg har i det mindste, efter 8½ år i oftest frivillig samdrægtighed med andre mennesker, lært at omgås og socialisere sådan til husbehov i hvert fald. Dette glæder nu, for nu kan jeg se, hvordan jeg mangler det der, hvor jeg bor, og hvor meget jeg skal dyrke det af egen kraft.

Det sker i den samtidige erkendelse af, at mit arbejde fra nu af skal tage fart og også begynde at lade addere en seriøs gang overarbejde. Jeg synes ikke jeg har tid nok til sidst, og det hele har jeg nok heller ikke tilrettelagt på den smarteste måde. Jeg har også måtte gøre det selv, hvilket vist ikke er det, der er skrevet i phd-bekendtgørelsen. Man kan jo sige, at phd-studiet er en læreproces, og jeg har i hvert fald lært noget om mig selv og mine arbejdsmåder og -vaner under forskellige former. Jeg skulle sine steder også sige, at det er en art mandomsprøve. Og da det er en mandomsprøve, som jeg har tænkt mig at slippe igennem ordentligt, så bliver der nok en mere sammenbidt indsats nu. Så må vi se, hvordan det går og hvad det mentale overskud i den kommende tid rækker til.

Kvinde søges

Skrevet af | torsdag, 13. maj 2010 kl 23:53 |

[73] | kommentar [0]
Stikord: Danmark, København, Amager, flytning, hjemkomst, industri

Jeg er hjemme igen. Jeg kom hjem fra Uppsala søndag eftermiddag, hvor Brahe Djäknar var på mandskorsfestival og viste svenskerne, hvad finnerne duer til. Og sang sammen i et stort kor på små 200 mand. Det var en rigtig rigtig dejlig tur, men søndag formiddag var det et noget vemodigt farvel for mit vedkommende til Brahe Djäknar, som jeg vel ikke svor men dog mente at ville forsøge at komme tilbage til engang i den vordende tid. Vi må se, hvad der sker, men hændelserne vil jeg nu prøve at påvirke i den retning.

Derefter gik der lidt kuk i maskineriet, da jeg troede at jeg kom tilbage til et tomt værelse på Studentergården, som jeg kunne bebo mine sidste få dage i den elskede trelængede. Men jeg gjorde regning uden vært, da tilsynelande en eller nok flere kommunikationsbrister mellem flere fremlejere og eforen tilsyneladende havde lejet værelse ud til den kommende beboer (som også er den nuværende fremlejer). Det hindrede ikke en praktisk løsning med en madras på gulvet, som man jo nok kunne bevilges med mere til hos psykopaterne - gæstfriheden fejler da ikke noget! Man kunne have været retshaverisk, men det synes jeg nu ikke ville have været passende.

Siden da er det tilbage på arbejdet, det rigtige, daglige arbejde, på DUTen. Onsdag var jeg hele dagen i Jylland til møde med industrien, og det var sådan set meget fint, synes jeg, bortset fra at der skulle forberedes power-point til 45 minutters underholdning med milepæle, og den slags tager tid, en hel del. Så det blev altså størstedelen af sliddet mandag og tirsdag. Og sent i seng tirsdag og tidligt op onsdag med lyntoget til Jylland.

Og så flytning nu, i dag (eller rettere den forgangne), torsdag. Jeg lejede et flyttelig, som det lykkedes os lige akkurat at fylde helt op, og med hjælp fra gamle og nye gårdboere fik vi også bugseret indhold af indbo ud til Amager og op på 3. sal i lejlighed. Her står det nu, kasser og tasker. Der er en fin udsigt mod nord ud over kolonihaver, kløvermark, gammelt voldanlæg, Christiania og ud til Amager-forbrændingen med hæftigt rygende skorstene. Jeg har nået at sætte reol op og lys i loftet i det ene værelse. Og seng naturligvis.

Men det er meget, meget underligt at gå rundt der og tænke på, at dette er mit hjem. Det runger alt for meget, synes jeg. I hvert fald i ovreført betydning. Det er måske ikke meningen, at man skal bebo en sådan lejlighed selv, for lige nu virker det meget stort og rigtig tomt, og jeg skulle nok en dag spørge mig selv, hvad jeg egentlig vil lave derude på Amager i egen lejlighed. Jeg skulle gerne have en kæreste der, at hjælpe mig med at bebo lejligheden, eller dog til at se, hvad jeg får snedkereret sammen på mine godt 60 m². Så kvinde søges. Detaljerne kan i overmål læses her på siden, så jeg sparer på alt det med (k)ærlig, til ture ud i skov og på hav, god til sang, spil og musik. Men lige nu og her kan der såmænd og vel ganske ekstraordinært blive mulighed for at lege indretningsarkitekt og endda få mig til at betale gildet.

Georgius

Skrevet af | søndag, 25. april 2010 kl 15:22 |

[65] | kommentar [0]
Stikord: Finland, Åbo, spejder, Sct. Georgsparade, Brahe Djäknar

Der følger nok ikke så mange beretninger mere heroppe fra, desværre, det hele snører sig sammen, alting skal nås til sidst. Men livet er nu ikke uden begivenheder her i Åbo.

I dag var der Sct. Georgsparade på torvet (faktisk hedder han jo Skt. Jørgen på dansk): Det kom som en sang og med trommer og taktmarch i det fjerne, fra øst ad Biskopsgatan. Jeg fór til fønstret hen, og did nede marcherede jo allerede en kolonne af uniformerede helte. Med trommer, horn, faner og fin nystrøget uniform og buks; men hør, hvad var det, flere helte kom travende i kolonne længere oppe af gaden, og der bagved endnu flere. Ja, af banen, her kommer heltene!

Så jeg blæste computer, prøver og eksperimenter en lang march for en stund, krøb hastigt i jakke og løb med følget. Hold fast, hvor var der mange. De kom kørende i busser og biler, med faner og larm og blæsere, og der blev flere og flere. Fra Domkirkesværen så jeg, at de også trådte til fra den anden side (af åen, forstås), flere faner og kolonner og orkestre, og nu i lang march ind på Domkirketorvet. Her blev der så sat i række og geled mens familier og den tilrejste dansker tog billeder.

Fejende flot, som datidens riddere, er det, når vore dages riddere og helte marcherer ind på torvet til trommer og horn og fylder det hele op med finske flag og tropsbannere. Finlands ungdom, Finlands rygrad, Finlands fremtid. Der gjort honnør for flaget af spejderne, der blev holdt taler og velmente ord for spejderne, på finsk, men som jeg forstod det, blev nu både opbygning af landet og mindet fra vinterkrigen nævnt, Sankt Jørgen og Herren selv (de få finske ord jeg kan er iblandt disse). Derefter sang man Den blomstertid nu kommer (som jo er en gammel svensk salme), godt nok på finsk, men melodien er den samme. Jeg formoder, at de finske brødre senere aflagde spejderløftet andetsteds, for efter en halv time på Domkirkepladsen marcherede hele følget på vel et par tusind spejdere af og over på den anden side af åen. Jeg lod kameraet køre efter bedste, fattige evne.

Fredag i næste uge synger Brahe Djäknar på Vårdberget, TV-transmitteret. Hvis det bliver sendt via nettet, vil jeg lægge en adresse til stream´et ud her, men jeg kan nu ikke garantere, at det virker udenfor Finland. Lørdag skal jeg synge kvartet til en 70-års fødselsdag, ligeså noget mandagen derpå, onsdag aften er der forårskoncert med Brahe Djäknar, og torsdag aften forlader vi så Åbo med Viking Line for at tage til mandskorfestival i Uppsala.
Jeg kommer hjem med SAS-flyveren fra Arlanda 9. maj omtrent kl. 3 om eftermiddagen, hvis da ellers vulkaner, askeskyer, forsinkelser og flyvezoner tillader passage fra Arlanda. Når jeg kommer hjem, går det hele nok også lidt amok. Jeg skal jo flytte i dagene efter hjemkomst. Det er svært at forestille sig, hvordan det skal forløbe i praksis. Men det SKAL forløbe, og det kommer det også til.

Det bliver nu alligevel fint at komme hjem, hjem igen til spejderuniformen og turene ud i naturen med Danmarks helte - men jeg ved, at jeg kommer til at savne Åbo, først og fremmest naturligvis de herlige Brahe Djäkner, som har kastet stor glans over mit ophold her. Jeg bør finde et studentikost dansk mandskor at synge i, når jeg kommer hjem, jeg har jo nydt det så strålende her.

Foråret så sagte kommer

Skrevet af | onsdag, 7. april 2010 kl 10:37 |

[133] | kommentar [0]
Stikord: Finland, Åbo, påskeferie, sommerhus, forår, familie, farmor

I går kom jeg tilbage til Åbo med flyvemaskinen efter en hyggelig (men for kort!) påskeferie derhjemme. Jeg kunne sandt for dyden godt have brugt lidt flere feriedage i Danmark. Det var rigtig sjovt (men tungt) med motorsaven og træerne, der måtte ned, og det var også rart at være hjemme i familiens skød. Selvom mange af ungerne sad foran deres egen skærm eller legede med deres tog. Farmor inviterede os til påskefrokost i lørdags, men undervejs i forberedelserne inkluderende indkøb af en pakke karrysalat væltede hun på cyklen, og det var nær gået rent galt. Vi måtte en tur på skadestuen, og hun har slået sin bækkenknogle. Hun skal passe på sig selv, skal hun, og huske at bede sine beredvillige børn og børnebørn om hjælp, synes vi.

Isen på Aura å er nu væk. Helt væk. Og farven er som den store, grågrønne, grumsede Limpopo-flod, og det er en flod, den er 25 m. bred ved Domkirkebroen. Og nu flyder slammet og skummet ovenpå, og hvad end der ellers har ligget på floden i hele dens 70 km lange løb.
Der er ikke så mange sne-bunker tilbage, men de der er, er meget sorte og fulde af grussten fra underlaget. Man har ikke ligefrem lyst at boltre sig i det. Og vejret er sådan lidt gråt i gråt. Foråret savner mere sol og mere søndenvind her i Åbo, det savner sådan set også lidt mere varme end 4 grader midt på dagen.

Men nu er jeg tilbage i Finland, og den skal have fuld gas. Så forvent ikke så mange frontberetninger, for der er blevet serveret et stort fad med arbejde i laboratoriet her.

På lørdag skal vi synge kvartetsang til Brahe Djäknars kvartetkonkurrence, og vores kvartet hedder Udlændingekvartten, da den består af 2 finner, en svensker og en dansker. Udover pligtstykket (Böljen sig mindre rör, Bellman), har jeg foreslået et dansk stykke i lyrisk stil (Udsyn mod aften, Svend S. Schultz), som jeg på mærkværdig vis lykkedes at få dem til at ville synge uden nogen sværdslag. De er ikke rigtig kloge. Men så må jeg nok hellere lave en udtalevejledning. Når de forsøger at tale dansk her, lyder det mest som en blanding af gutterale brummelyde.

AnderSpace
AndersBook
kontakt
ledig/optaget
finsk-dansk ordbog
cv
Ph.D.-stipendium
eksamensprojekt
studium - dtu

blog
om siden

theilgaard & sons
sommerhus
galleri
bullshitbingo
login

juli 2010
juni 2010
maj 2010
april 2010
2010
2009
2008
2007
2006
2005