theilgaard.net  


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

Glasnissen er vågnet

Skrevet af | søndag, 3. december 2017 kl 21:40 | kommentar [0]
Stikord: brunkager, familie, jul, advent


Glasnissen hjemme hos mig vågnede her til eftermiddag, og indvarslede dermed juletidens komme. Glædelig adventstid, glædelig forjul!

...?

I dag 1. søndag i advent stod den på julesmåkage-bagning derhjemme, med en lillebror + kæreste, fætter + kæreste og endnu en fætter. Der var frokost, juleklippeklister samt tilblivelse af brunkager, klejner og jødekager over middag, hvorved køkkenet (og stuen) var ganske fyldt af familie travlt sysselsat og i gemytlig passiar. Det har ofte undret mig at mange beflitter sig på at bage småkager alene og tale om hvor julen er travl med at skulle nå meget. Selv synes jeg at det meningsfulde i julen er at nå lidt mindre, men at nå det med andre, så det gjorde vi i dag. Men, traditionen tro skulle det dog hævdholdes også på markmandsgade at der blev kogt klejner, så det også i år kan blive jul i det gamle fedtkogeri, thi sådan er det for en gammel fedtkoger.

Men hvad er så det med glasnissen for noget?
Hos min farmor og farfar var det tradition at en af de første dage i december, en weekenddag, bød på bagning af brunkager. Nogen af børnebørnene var så med til det. Efterfølgende ville farmor ringe og fortælle os, der ikke kunne være med på dagen, at glasnissen var vågnet. Jeg må tilstå at jeg nok var noget oppe i tyverne, tror jeg, før jeg helt forstod koblingen. Glasnissen er i min familie den nissemand af glas som man blandt meget andet hænger på juletræet. Han ligger jo vel nedpakket med så meget andet julepynt det meste af året. Men han har en fin næse og elsker duften af brunkager; og just brunkager er det, der atter bringer ham til hægterne. Glasnissen vågnede altså i dag af sin elleve-måneders dvale når han duftede brunkagerne fra ovnen.

Glasnisser overalt, opvågner Eder - stunden for brunkageduft er oprunden.



spejdervejr

Skrevet af | onsdag, 1. november 2017 kl 22:18 | kommentar [0]
Stikord: spejder, o-løb, efterår


Bladene skvatter af træerne, solen forsvinder allerede om eftermiddagen (hvis den overhovedet viser flaget), det er køligt, det er regn, det er rusk. Spejdervejr!

I weekenden sidst var jeg på en årlig nordsjællandsk spejdertur, som hedder sølvøkseløbet. Det er sådan en slags orienteringskonkurrence for spejdere over en håndfuld forskellige O-løb, ja det handler ikke om andet - så konkurrerer man om en kæmpestor økse med sølvhoved som vandrepræmie.

Det er 17 år siden jeg sidst har løbet et rigtigt O-løb, hvor det kun handler om at finde poster og ikke løse alle mulige opgaver ved posterne, og hvor jeg ikke selv skulle arrangere løbet og sætte posterne ud. Glædeligt gensyn.

Man løber i tomandshold, undtagen på en af banerne, hvor der er enkeltstart. Dog er der altid noget lusk ved o-løbet på Sølvøkseløb, og i år var ikke nogen undtagelse, der var krydret orientering: Spejlvendte, blandede kortudsnit og linjeløb, kompaskurser uden afstande og ukendte fejlvendte kortbrikker, gamle luftfotos fra da mormor var dreng, ekstra-poster og bonus-poster og "Står på en alpetop-løb" - ja sandelig om ikke højdekurverne i Rude Skov ligger tæt, så der skulle vi rigtig meget op og ned. Så der var både motion og udfordrende hjernegymnastik med kort.

Fredag aften tre natløb i alt 13 km i fugleflugt, lørdag 3 dagsløb i alt 21 km i fugleflugt, lørdag aften fest. Søndag (og mandag) særdeles ømme syrebasser og fødder og vabler (det værste er næsten vablerne mellem tæerne, nå men hvad, det fortager sig dog). Vi sov ude i et bette tomandstelt, og der kunne man RIGTIG høre regnen og stormen flå i træerne. Det var rart, at de ikke drattede ned (telt såvel som træer). Vindens tuden holdt mig dog ganske vågen, så søndag var jeg træt træt træt træt.



Florentinsk hede

Skrevet af | tirsdag, 5. september 2017 kl 22:55 | kommentar [0]
Stikord: katalyse, konference, Firenze, Italien


Arbejdet sendte mig sidste uge til Firenze, eller jeg sendte mig med arbejdet did, hvor der var en stor konference om katalyse. EuropaCat, hedder konferencen. Katalyse, hvad er det? Det er når der skal fart på kemien, som min gamle vejleder sagde det for mange år siden.

Når man er et katalyse-firma så må man jo også være sådan et sted nogen stykker og være aktive og udadgående, og udover at gå til foredrag så stå i firmaets bod og præsentere os. Der er folk og kontakter der skal mødes, og der er videnskab der skal forstås. Så man er i gang de fleste dage fra otte morgen til sen aften, hvor afbrækket fra konference og bod kun er ud at spise frokost midt i det hele og middag efterfølgende.
Maden i Firenze var nu nok nydningen værd, og værten på vores hotel kunne komme med særlige anbefalinger at forfølge. Så vi spiste ret billigt, og samtidig rigtig rigtig godt (og for meget, selvfølgelig, hvilket også forklarer, hvorfor man ofte ikke får andet til morgenmad end en crossant og espresso og evt. en smøg i Italien).

Men, det var nu spændende at være på katalysekonference og der var noget at lære. Det var nu ikke alt der var så nyt og hot og brændvarmt at man ligefrem skulle have tænger og varmehandsker. Meget af den forskning der blev præsenteret tænkte jeg, at hvor var det nu jeg havde set det før, nåeh jo, på samme konference for 8 år siden i Salamanca (hvor jeg også var med, allerede anno dazumal kunne man læse herom på bloggen fra Deres Ærbødigste).
Der tales indimellem om teknologisk inerti, altså det at når man er gået igang med en teknologi, så hænger man på den og har svært ved at forlade den pga. investering af ressourcer og tid og folk og dimser og maskiner. Her kunne man måske tale om akademisk inerti.

En ting der også var spændende men som jeg nød mindre var at prøve at overleve i det florentiske vejr, damn det var hot, som i hele perioden stod på så høj en sydlandsk sol og 35 grader. Så der var (endnu) et bidrag af det sommervejr, som næppe bekom nogen denne sommer i Dannevang.

Somme kunne måske i løbet af en lang og mørk og kold nordisk vinter ønske sig toscanske tilstande.
Jeg var nu fro og fornøjet med at komme tilbage til mere tempererede tilstande, og nød da også weekenden - mens septembers himmel endnu var sensommerblå - med at plukke mirabeller og brombær, og cykle og besøge venner til frokost. Man kommer til at savne rugbrød i Syden, det passer.



Lejrliv

Skrevet af | søndag, 13. august 2017 kl 14:35 | kommentar [0]
Stikord: spejder, arbejde, vejr, regn, Spejdernes Lejr, losseplads, rejse


Sidste uge af min ferie, den sidste i juli, var jeg på Spejdernes Lejr, som er den fælleskorpslige spejder-landslejr (med besøgende udenlandske indslag) der blev afholdt lige nord for Sønderborg. Fra Bagsværd gruppe var vi næsten 90 mennesker afsted i gruppelejr, men heraf også over 20 ledere, så der var dog en vis sammenhængskraft og et mådeligt overblik i kaos, vil jeg sige.
Og vi havde en spændende uge, masser af aktivitet, lejrbål, lejrliv og Gud ske lov en lidt mere spejder-betonet oplevelse af denne Spejdernes Lejr end den for 5 år siden. Jeg er ikke nødvendigvis fan af store lejre, for selvom de ofte er store oplevelser, er de ikke altid store spejderoplevelser. Så her gik det bedre, vil jeg mene.
Og vejret, med ikke en dag uden sin helt egen type regn, gjorde også sit til at fordre at vi gjorde vores bedste, som vi lover i spejderloven; thi, nu klager vi jo ikke som spejdere på vejret, ej heller når det er rigtigt spejdervejr, og vi blev i hvert fald udfordrede og havde så, kan man tørt (!) konstatere, lejlighed til at vise om vi så duede til noget og om vi tog besværet med et smil og holdt trit og retning som spejdere i det vejr og føre/pløre.

Efter det tilbage på arbejdet en uge igen efter ferien, tilbage til opgaverne og laboratoriet, for i hast at forberede den næste tur: I den forgangne uge var jeg nemlig med en kollega i det nordvestlige USA for at få en lokal testopstilling til at fungere igen. Den står på en losseplads og behandler noget gas derfra. Endnu en spejderlejr, nu som arbejde, kan man næsten sige, hvor der også var brug for hittepåsomme løsninger, fantasi og arbejdsomhed, samt et vis mål af lederskab og kommunikation.
Her var vejret dog lidt anderledes: 30 grader (Celsius...) og fuld sol, der havde faktisk været tørt i over en måned. Og til tider et hint af en lidt dubiøs oduer fra det rådnende skrald. Ingen klagen herfra, men det er dog også rart at kommende hjem igen i fredags til lidt mere saltfrisk havluft og tempererede vinde.



Skærgård

Skrevet af | fredag, 21. juli 2017 kl 16:35 | kommentar [0]
Stikord: Finland, sejlads, Cabane, ferie


Sidste uges tid har jeg brugt i (på) det finske skærgårdshav. Før ferien var jeg meget heldig at min gode ven Fredrik Sandström, djäkne (2B) såvel som træbådsejer og -skipper, arrangerede og skaffede bemanding til en bådsfærd rundt i den finske skærgård. Fredriks båd hedder Cabane III, og som tidligere omtalt på denne side er det en havkrydser helt i træ fra 1969, der har været rundt om jorden 3 gange før Fredrik købte den sidste år.

Så vi sejlede rundt på en odyssé udi skærgårdshavets steder og krinkelkroge (der er nok en del vil jeg mene), men også historie og miljø blandt de tusind øer og skærs beboere - og undersøgte hvordan man holder sommerferie i Finland. Hav, sol og vind var med os, så vi kunne gå for sejl hele tiden undtagen ved ind- og udsejling til havn, og vi havde en overordentlig fin og meget smukt tur. På turens første dage var Johnny og Johan med sammen med den eksemplariske skibshund Winston, på de sidste dage var Thomas med. Vi besøgte venner og bekendte der ferierede derude, en overnatning hvert sted, og der foregik alt i en rolig rytme afstemt efter vind og sejlads, med sene måltider og fokus det nære og umiddelbare (helt ulig hvordan jeg plejer at være, hvor alt skal være planlagt et halvt år frem).
Nogle karakteristiska ved et traditionelt finlandsk sommerhus på en skærgårdsø er at det er lavet af træ, selvfølgelig, og at der ikke altid er strøm eller rindende vand. Toilettet er et muldtoilet i et skur (velkendt for en spejder), mad laves på gas eller grill (eller gasgrill), vand fås fra egen brønd. Og meget typisk gik vores tid da også med at læse, gå tur, lave mad, grille, spise, være udendørs, spille kort, og meget på at gå i sauna og bade selvklart. Udover sejladsen. Det er vist sådan alle de lidt mere lokale holder ferie i den finske skærgård,

Det vrimler med bær, meget af Finland er dækket af blåbær - og på Björkö var der både blåbær, mosebølle, revling, multe, og selvfølgelig enebær. Jeg elsker blåbær og kunne denne gang få friske blåbær på min müsli om morgenen, sammen med blåbærberiget blåbæryoghurt.

Ruten blev sådan her:
  1. Fre 14/7: Åbo-Satava værftet - Storterv Haradsholm
  2. Lør 15/7: Storterv Haradsholm - Tammo
  3. Søn 16/7: Tammo - Nagu Kyrkbacka
  4. Man 17/7: Nagu Kyrkbacka - Björkö
  5. Tir 18/7: Björkö - Innamo byviken
  6. Ons 19/7: Innamo byviken - Åbo-Satava værftet
Ruten er optegnet på dette kort.

I morgen lørdag drager jeg på Spejdernes Lejr i Sønderborg med min spejdergruppe, Bagsværd Gruppe. Næsten et helt års forsøg på at klargøre for at være vel forberedte på en gruppelejr med små 90 spejdere hos os (og 35.000 spejdere i alt i lejr). Jeg er sandt for dyden lidt spændt på, hvordan det skal gå.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
status
om siden
Kroketturnering
Kroket kampreferater

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
december 2017
november 2017
oktober 2017
september 2017
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005