theilgaard.net  


theilgaard.net

blog blog RSS-feed | privat: på dansk | in English | familien: sommerhus booking





blog

Troldspejlet

Skrevet af | mandag, 29. januar 2018 kl 20:04 | kommentar [0]
Stikord: sociale medier, internet


Jeg sad i morges, i et Kierkegaard´sk øjeblik, og drog et suk over en reklame på skærmene i S-toget, over de dårer og stakler, der ødelægger deres og andres tilværelse ved at lægge kompromitterende billeder af andre på nettet og de sociale medier. Og det er nemt at stå udenfor og pege fingre. Kan jeg mon skrive om det uden fingerpegning på nogen, men på noget.

Jeg ved godt, at jeg er sær eller i hvert fald ikke helt normal, ved ikke at være på de sociale medier (det er i hvert fald et indtryk jeg kan få, og jeg takker i mit stille sind Forsynet hver gang, at jeg kan være fri for det juks), denne blog undtaget. Måske er det ikke helt så sært, som jeg gør det til her, men majoriteten i min generation og dem efter er jo med på spøgen.

Det med at det er "sociale" medier tager jeg nu også som en ufrivillig morsomhed. De er ikke sociale for mig, thi socialt, det er sammen med mennesker. En skærmmedium er et elendigt surrogat for den ægte vare, for oprigtigt nærvær og udvist omsorg og delt interesse og engagement. Eller jeg synes ikke engang at det er en erstatning, så jeg kan ikke forstå det. Jeg kan ikke være til stede med mit fulde nærvær med en skærm - oplevelsen at nærvær, af at glemme sig selv, "tidens bliven rum", så at sige. Den gives kun borte derfra.
Vi danskere synger ikke så meget på vores modersmål længere; der er noget der gnaver det nærvær væk, som vi mødtes og levede og sang i. Det er lettest at holde et folk i skak, som slet ingen sange har. Det er da ikke sært, at vi ikke er lykkelige, at vi er stressede eller har ondt i livet og ikke magter at tage ansvar for så meget? Hvornår har vi sidst glemt os selv?

Nu ved jeg godt, at fjæsbog & friends også kan bruges til at arrangere fester og arrangementer og indbyde andre (indenfor klubben af medlemmer, så at sige) og strikke lidt mere personlige henvendelser til under få eller 4 øjne, og så kan vi jo holde kontakt eller dele med hinanden her, og det er også fint nok og vel, som brevskriveri er det. Men det er det med billederne og den visen sig frem og visen andre frem hinsides deres accept jeg er efter.

Hvad bliver der af dyderne, hvis de gøres for at blive vist frem, men ikke til andres gavn? Hvad bliver der af oplevelserne, hvis de ikke leves med andre? - Med alle de spejle, som vi hele tiden skal se på os selv med og gøre os til for?
Så hvem ser man, på de sociale medier, hvem møder man? Sig selv, ser man i spejlet, men forvansket. Så nu mens vi prøver at navigere i det skidt, og skille skidtet fra kanelet, bliver det brugt som en social virus, til at sprede enøjede løgne i de blindes land, til at gøre grin og grimasser, til hån og fornedrelse, til almen fordummelse og nuttede kattekillinger, hvad behager.
Og vores unge, der ikke har lært at navigere endnu, i at der er en etisk fordring til mennesket i den anden ende, der ikke har det fundament af menneske-lighed bygget op endnu, de de ser i deres eget lille troldspejl og får en mikrosplint i øjet af det store. Har vi ikke hørt den historie før? Jo:

"Se så! nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold! det var en af de allerværste, det var "djævelen"! En dag var han i et rigtigt godt humør, thi han havde gjort et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt der sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre. De dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave, ansigterne blev så fordrejede, at de var ikke til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være så vis på, at den løb ud over næse og mund. Det var udmærket morsomt, sagde "djævelen." Gik der nu en god from tanke gennem et menneske, da kom der et grin i spejlet, så trolddjævelen måtte le af sin kunstige opfindelse. Alle de som gik i troldskole, for han holdt troldskole, de fortalte rundt om, at der var sket et mirakel; nu kunne man først se, mente de, hvorledes verden og menneskene rigtigt så ud."

Læs selv resten hos H.C. Andersen, Snedronningen.



Glasnissen er vågnet

Skrevet af | søndag, 3. december 2017 kl 21:40 | kommentar [0]
Stikord: brunkager, familie, jul, advent


Glasnissen hjemme hos mig vågnede her til eftermiddag, og indvarslede dermed juletidens komme. Glædelig adventstid, glædelig forjul!

...?

I dag 1. søndag i advent stod den på julesmåkage-bagning derhjemme, med en lillebror + kæreste, fætter + kæreste og endnu en fætter. Der var frokost, juleklippeklister samt tilblivelse af brunkager, klejner og jødekager over middag, hvorved køkkenet (og stuen) var ganske fyldt af familie travlt sysselsat og i gemytlig passiar. Det har ofte undret mig at mange beflitter sig på at bage småkager alene og tale om hvor julen er travl med at skulle nå meget. Selv synes jeg at det meningsfulde i julen er at nå lidt mindre, men at nå det med andre, så det gjorde vi i dag. Men, traditionen tro skulle det dog hævdholdes også på markmandsgade at der blev kogt klejner, så det også i år kan blive jul i det gamle fedtkogeri, thi sådan er det for en gammel fedtkoger.

Men hvad er så det med glasnissen for noget?
Hos min farmor og farfar var det tradition at en af de første dage i december, en weekenddag, bød på bagning af brunkager. Nogen af børnebørnene var så med til det. Efterfølgende ville farmor ringe og fortælle os, der ikke kunne være med på dagen, at glasnissen var vågnet. Jeg må tilstå at jeg nok var noget oppe i tyverne, tror jeg, før jeg helt forstod koblingen. Glasnissen er i min familie den nissemand af glas som man blandt meget andet hænger på juletræet. Han ligger jo vel nedpakket med så meget andet julepynt det meste af året. Men han har en fin næse og elsker duften af brunkager; og just brunkager er det, der atter bringer ham til hægterne. Glasnissen vågnede altså i dag af sin elleve-måneders dvale når han duftede brunkagerne fra ovnen.

Glasnisser overalt, opvågner Eder - stunden for brunkageduft er oprunden.



spejdervejr

Skrevet af | onsdag, 1. november 2017 kl 22:18 | kommentar [0]
Stikord: spejder, o-løb, efterår


Bladene skvatter af træerne, solen forsvinder allerede om eftermiddagen (hvis den overhovedet viser flaget), det er køligt, det er regn, det er rusk. Spejdervejr!

I weekenden sidst var jeg på en årlig nordsjællandsk spejdertur, som hedder sølvøkseløbet. Det er sådan en slags orienteringskonkurrence for spejdere over en håndfuld forskellige O-løb, ja det handler ikke om andet - så konkurrerer man om en kæmpestor økse med sølvhoved som vandrepræmie.

Det er 17 år siden jeg sidst har løbet et rigtigt O-løb, hvor det kun handler om at finde poster og ikke løse alle mulige opgaver ved posterne, og hvor jeg ikke selv skulle arrangere løbet og sætte posterne ud. Glædeligt gensyn.

Man løber i tomandshold, undtagen på en af banerne, hvor der er enkeltstart. Dog er der altid noget lusk ved o-løbet på Sølvøkseløb, og i år var ikke nogen undtagelse, der var krydret orientering: Spejlvendte, blandede kortudsnit og linjeløb, kompaskurser uden afstande og ukendte fejlvendte kortbrikker, gamle luftfotos fra da mormor var dreng, ekstra-poster og bonus-poster og "Står på en alpetop-løb" - ja sandelig om ikke højdekurverne i Rude Skov ligger tæt, så der skulle vi rigtig meget op og ned. Så der var både motion og udfordrende hjernegymnastik med kort.

Fredag aften tre natløb i alt 13 km i fugleflugt, lørdag 3 dagsløb i alt 21 km i fugleflugt, lørdag aften fest. Søndag (og mandag) særdeles ømme syrebasser og fødder og vabler (det værste er næsten vablerne mellem tæerne, nå men hvad, det fortager sig dog). Vi sov ude i et bette tomandstelt, og der kunne man RIGTIG høre regnen og stormen flå i træerne. Det var rart, at de ikke drattede ned (telt såvel som træer). Vindens tuden holdt mig dog ganske vågen, så søndag var jeg træt træt træt træt.



Florentinsk hede

Skrevet af | tirsdag, 5. september 2017 kl 22:55 | kommentar [0]
Stikord: katalyse, konference, Firenze, Italien


Arbejdet sendte mig sidste uge til Firenze, eller jeg sendte mig med arbejdet did, hvor der var en stor konference om katalyse. EuropaCat, hedder konferencen. Katalyse, hvad er det? Det er når der skal fart på kemien, som min gamle vejleder sagde det for mange år siden.

Når man er et katalyse-firma så må man jo også være sådan et sted nogen stykker og være aktive og udadgående, og udover at gå til foredrag så stå i firmaets bod og præsentere os. Der er folk og kontakter der skal mødes, og der er videnskab der skal forstås. Så man er i gang de fleste dage fra otte morgen til sen aften, hvor afbrækket fra konference og bod kun er ud at spise frokost midt i det hele og middag efterfølgende.
Maden i Firenze var nu nok nydningen værd, og værten på vores hotel kunne komme med særlige anbefalinger at forfølge. Så vi spiste ret billigt, og samtidig rigtig rigtig godt (og for meget, selvfølgelig, hvilket også forklarer, hvorfor man ofte ikke får andet til morgenmad end en crossant og espresso og evt. en smøg i Italien).

Men, det var nu spændende at være på katalysekonference og der var noget at lære. Det var nu ikke alt der var så nyt og hot og brændvarmt at man ligefrem skulle have tænger og varmehandsker. Meget af den forskning der blev præsenteret tænkte jeg, at hvor var det nu jeg havde set det før, nåeh jo, på samme konference for 8 år siden i Salamanca (hvor jeg også var med, allerede anno dazumal kunne man læse herom på bloggen fra Deres Ærbødigste).
Der tales indimellem om teknologisk inerti, altså det at når man er gået igang med en teknologi, så hænger man på den og har svært ved at forlade den pga. investering af ressourcer og tid og folk og dimser og maskiner. Her kunne man måske tale om akademisk inerti.

En ting der også var spændende men som jeg nød mindre var at prøve at overleve i det florentiske vejr, damn det var hot, som i hele perioden stod på så høj en sydlandsk sol og 35 grader. Så der var (endnu) et bidrag af det sommervejr, som næppe bekom nogen denne sommer i Dannevang.

Somme kunne måske i løbet af en lang og mørk og kold nordisk vinter ønske sig toscanske tilstande.
Jeg var nu fro og fornøjet med at komme tilbage til mere tempererede tilstande, og nød da også weekenden - mens septembers himmel endnu var sensommerblå - med at plukke mirabeller og brombær, og cykle og besøge venner til frokost. Man kommer til at savne rugbrød i Syden, det passer.



Lejrliv

Skrevet af | søndag, 13. august 2017 kl 14:35 | kommentar [0]
Stikord: spejder, arbejde, vejr, regn, Spejdernes Lejr, losseplads, rejse


Sidste uge af min ferie, den sidste i juli, var jeg på Spejdernes Lejr, som er den fælleskorpslige spejder-landslejr (med besøgende udenlandske indslag) der blev afholdt lige nord for Sønderborg. Fra Bagsværd gruppe var vi næsten 90 mennesker afsted i gruppelejr, men heraf også over 20 ledere, så der var dog en vis sammenhængskraft og et mådeligt overblik i kaos, vil jeg sige.
Og vi havde en spændende uge, masser af aktivitet, lejrbål, lejrliv og Gud ske lov en lidt mere spejder-betonet oplevelse af denne Spejdernes Lejr end den for 5 år siden. Jeg er ikke nødvendigvis fan af store lejre, for selvom de ofte er store oplevelser, er de ikke altid store spejderoplevelser. Så her gik det bedre, vil jeg mene.
Og vejret, med ikke en dag uden sin helt egen type regn, gjorde også sit til at fordre at vi gjorde vores bedste, som vi lover i spejderloven; thi, nu klager vi jo ikke som spejdere på vejret, ej heller når det er rigtigt spejdervejr, og vi blev i hvert fald udfordrede og havde så, kan man tørt (!) konstatere, lejlighed til at vise om vi så duede til noget og om vi tog besværet med et smil og holdt trit og retning som spejdere i det vejr og føre/pløre.

Efter det tilbage på arbejdet en uge igen efter ferien, tilbage til opgaverne og laboratoriet, for i hast at forberede den næste tur: I den forgangne uge var jeg nemlig med en kollega i det nordvestlige USA for at få en lokal testopstilling til at fungere igen. Den står på en losseplads og behandler noget gas derfra. Endnu en spejderlejr, nu som arbejde, kan man næsten sige, hvor der også var brug for hittepåsomme løsninger, fantasi og arbejdsomhed, samt et vis mål af lederskab og kommunikation.
Her var vejret dog lidt anderledes: 30 grader (Celsius...) og fuld sol, der havde faktisk været tørt i over en måned. Og til tider et hint af en lidt dubiøs oduer fra det rådnende skrald. Ingen klagen herfra, men det er dog også rart at kommende hjem igen i fredags til lidt mere saltfrisk havluft og tempererede vinde.



forfatteren en sen time...


theilgaard.net
blog
nordiske flagdage
finsk-dansk ordbog
kontakt
status
om siden
Kroketturnering
Kroket kampreferater

arbejde og studium
curriculum vitae (cv)
civilingeniør-studium
ph.d.-studium

ressourcer
sommerhus
buzzwordbingo
opskrifter
galleri
login

blog arkiv:
januar 2018
december 2017
november 2017
oktober 2017
2017
2016
2015
2014
2013
2012
2011
2010
2009
2008
2007
2006
2005